KATTETUR-RETUR VS 2

VERSION AF TIDLIGERE TEKST, LETTERE OMSKREVET TIL OPLÆSNING-

For en hel del år siden, nok endda helt tilbage til fra før vi begyndte på det med at blive ældre… -Gik vi en tur. Gennem rigtig ukontrolleret skov, den vilde slags; den smule der var lidt mere af dengang. Med tæt krat at udforske, og en underskov der næsten var symbolsk. Eller ihvertfald vil blive det. Dette var dengang der stadig var store hvide pletter på kortet. Og i hovedet. Dejligt og ikke mindst spændende! Områder der endnu ikke var fyldt med definitioner og begreber. Men bare var. Til fri afbenyttelse; udforskning og tankefrie stier der endnu ikke var, men vi kunne lave, på kryds og tværs uden logik. Før det hele blev sat op til afkrydsning, skematiseret, kategoriseret, klassificeret som værende… Et begreb. Med noter, referencer, etiketter og mærkater. Påklistres som en slags plaster på de sår, der kommer med den tid der tømmer landskaber for indhold. Og sætter ord på. Forbinding om de horisonter der bløder og falder. Som ordinære linjer.

Nå, men min ven og jeg gik i sådan en skov, lige på kanten og lidt over, men hvad vidste vi om kanters kant? Og hvert skridt var nyt, var en landvinding. Vi lavede vores egne stier! Der var jo ingen før os! Skoven var vores. Det er ikke sikkert andre kunne mærke den. Og slet ikke mærkes af den. Det fungerede for vores nysgerrighed, vi gik i retninger dirigeret mesterligt af vores sanser. Kort og kompas var stadig kun lyde, ikke engang ord, og blev viftet væk som ligegyldige sværme af bogstaver. Blot ufarlige insekter i de mangefarvede stråler, som solen lod sno sig omkring og med os. At de små uskyldigt flimrende prikker i de boblende bløde aldrig stillestående stråler, kunne formulere sig til benhård bagklogskab  og afskallende tilbageblik, dét skrives der bøger om. Stik imod øjeblikkene i skoven. Der så også kan metaforeres og opskrives i dødfødte forsøg på motorsave i bakgear og erindringstvang. Vi gik som vi gik! Og dét er ingen selvfølge. Ofte går man kun efter et mål. Men dengang vidste vi bedre før vi senere vidste for meget. Vi gik uden tanke, kun os selv i skoven. Ad veje og gennem bevoksning uden den mindste kultur. Det kunne man også se: Vores ansigter blev ridsede og kradsede af det tætte krat. Det var ren fryd! Aldrig ville vi være så meget, så kraftigt, så stærkt! Men dét er ligegyldig eftertænksomhed. Vores drivkraft var vidt åbne sanser, uden filtre af visdom, viden og værdier. Skoven var uendelig: Grænser var en umulighed. Gav ingen mening. Der var ingen mening, og det var den eneste.

På et tidspunkt, nej før tiden blev til punkter, sagde min ven: “Se! Der sidder en kat”. Og minsandten ja. Lige ved siden af stien der var os, sad en sort kat og betragtede vores færd. Den sad ganske stille og kiggede, lige for vores fødder: “Jamen det gør der da osse, gad vide hvad den laver?” Den sorte kat fulgte os med rolige dovne grønne øjne, mens vi passerede den, videre med vores verden. “Det ved jeg ikke, den bor nok i skoven.” Snart var vi ude af syne, men ikke for katten. Den fulgte os i flere tider. De grønne øjne beholdt deres hvilen på os, også da solstrålerne gav os mere skygge at lege med. “Jeg er glad for den kat… Det bliver mindre rart når vi ikke har den mere. Hvor den så er, bortset fra her. Måske er skoven kattens og ikke vores… Men vi kan vel deles, tror du ikke?” Min ven var ved at skære gennem nogle tornebuske, men hans svar var klart som den bæk der gennemrislede vores stemmer: “Der er da ikke noget med at dele, den slags er ligegyldigt, der er en kat, skoven, og så der er os. Alt hvad der skal til. Og sådan er det bare.” Det kunne jeg kun give min ven ret i. Vi fortsatte i fuld forståelse med katten, der bare blev der og her. Alt var godt, sålænge der var mere af alt. Der var heldigvis meget.

Mange år senere, til at sætte tid på, i den samme skov, gik min ven og jeg en tur. Ad den sti vi selv havde lavet, men nu var den så velbeskrevet, at det var lidt trist. Der var endda skilte og afmærkninger og al den slags. Vi kom forbi et sted hvor der engang havde siddet en kat. Sort, med grønne øjne, ganske rolig med halen rundt om kroppen. Gad vide om vores haler også havde været pænt hvilende omkring vores kroppe? Det var sandsynligt dengang. Min ven så tænksom ud; det har vi lært at gøre. At se ud. “Der var da vist ingen kat, var der?” Pudsigt nok havde jeg lige tænkt næsten det samme, så ordrettet som vi var blevet. “Næh, det var der nok ikke. Den var ellers rigtig fin.” Vi gik et par skridt i tavshed. Spekulerende. Det har vi også lært. “Ja. Fin og pæn, sort skinnende pels. Med grønne øjne. En skam den ikke var der. Ærgerligt.” Vi kunne se udkanten af skoven, der gik over i en mark med køer, eller bare gik over. Vi gik lidt langsommere. “Men før den ikke var der… Var det godt at den var der. Ikke?”… “Joh, dengang da! Ja og solen… Men skoven er godtnok blevet… God for dem der har lyst til at se et træ. “Hov, der er en pil mod udgangen. Den må hellere følge.”

Vi har lært meget. Vi er blevet meget kloge.

 

Reklamer

MØNSTER NR 2

20.000
Dage og nætter og det imellem
Plus overtid under huden
Til synet af verden og fra alle vinkler
Blankpoleret fejlfrit finpudset
Aldrig nok og trykken for brystet
Tilbage

Én
Lille bid af tid fra en anden
Efterladt overset så let for glemt
Kradser sig ind i alle syn
Øjne holder vejret anspændt
Øjeblikket bedøves og bæres
Tilbage

20.000
Døgn og mere til kun syneladende
Et billede der hverken er her eller der
Hvor alt er et ekko af påklistret duft
Slår luften ud af det sidste ord er
Tilbage

17 eller 47
Passer til en overset tid med natur
Lov nær det nøgne nulpunkt hvor
Spejlblanke ansigter glider af som vand
Rives med i stadig stærkere strøm
Tilbage

Tilbage til
Snart 21.000 snart
Ophævet til guddommelig virkelig løgn
Proppes ned i halsen som sand
Kvæler enhver kvækkende påståelig protest
Til misundelse
Tilbage gennem dryppende frygt
Til den tid hvor sten på sten
Sammen med blodet fandt
En tankeløs rytme uden ekko
Og et mønster givet
Tilbage

Til.

LØVE's sidste piben...

MED LIDT EFTERTANKE: NU MÅ ROTTER VÆRE ROTTER, KUN ÉN TING GÆLDER:

“VERDENS BEDSTE BOG”… ALT ANDET ER ROTTEGIFT OG -FÆLDER!

 

Her er den fakta-baserede og kilde-korrekte beretning om Klamme Kloakrotte. En af de oprindelige nordamerikanske beboere. Han blev født i midten af 1800-tallet, et sted på grænsen mellem det nuværende North og South Dakota. Han var en bastard fra de kendte Sioux- og Comanche-stammer, resultatet af et lille sidespring. Hvilket var knap så nemt dengang, da der dels var et par dages ridt mellem lejrene, dels var storfamilie-tipi’erne ikke just diskrete til den slags. Og ja, det var naturens ædle børn. Men det er ikke det samme som tilfældig bunkepul. Så for den unge men gifte kvinde blev det til en dårlig undskyldning om en slentretur ved aftentide; for mandslingen timevis af rundridning: Mødestedet “bag den lave bakke mellem de to lidt højere” blev bandet og svovlet langt væk. Man skal huske på, at lige det område dengang var ca så fladt som et fladtrampet Vestjylland, og om muligt endnu mere ensformigt. Græs, græs, græs, og græs. Men godt for den buldrende kæmpeflok bisoner, der aldeles hensynsløst jagede de elskende på vild flugt midt i akten. Faktisk nåede Klamme Kloakrotte kun lige netop at blive undfanget, før en vibrerende jord og støvsky i det fjerne fik de to forældre skilt for aldrig at mødes igen. Ni måneder senere, under en del skepsis, konens rigtige mand kunne ikke helt få fødslen til at passe med aktivitet fra hans side, kom Klamme Kloakrotte til verden. Herefter og blandt venner blot kaldt ‘KK’. Dog er der det interessante ved navnet, udover den åbenlyse lighed der omgående fik det navn op som oplagt førstevalg, at det også viser et par ikke særlig kendte muligheder. Enten har ihvertfald store dele af prærien været kloakeret lang tid før den hvide mand fandt på dét, eller også har de såkaldte medicinmænd, med alle deres applikationer og sandsynlige opfindere af begrebet ‘Bling’, været ret tjekkede med deres teknik. Og rent faktisk rejst i tid eller i det mindste kunnet se langt frem i den. Husk på, at KK ikke blot blev set som en kloakrotte, men endda en klam en af slagsen. Det kræver noget kendskab til emnet. At kunne vurdere en kloakrotte til at være klam. Det viser også tydeligt de oprindelige amerikaneres nære føling med naturen: En Kloakrotte er ikke i sig selv og pr definition klam; der skal noget ekstra til. Men det er slet ikke KK’s oprindelse der er det interessante. Det er hans senere erfaring med camouflage. Der gør hans bidrag til historien lige så vigtig som de mere kendte, Sitting Bull, Red Cloud, Crazy Horse, og hvad de hed. Som voksen kriger, landede KK lige midt i de største opgør mellem den hvide mand, dengang ikke m/k, og de nu forenede stammer. KK blev en legende. Ikke så meget på grund af hans mod. Eller hans egenskaber som kriger. Mangel på samme var grundlaget for hans evne: Forløberen for både camouflage og misinformation. Han kunne gemme sig på de mest fantasifulde måder! Hans to mest kendte metoder er værd at nævne. Den første var mens de hvide stadig kun var på vej til at erobre dele af prærien. KK fandt hurtigt ud af, at alle hvide havde det klassiske billede af en amerikansk indfødt, en indianer. Det var ihvertfald noget med fjer! KK bandt så enkelte fjer på hundredvis af spredte græsstrå. Og fik de hvide soldater til at lege skydetelt uden gevinst indtil ikke én fjer stod tilbage. Og geværerne var tømt for patroner. Det skabte også yderst værdifulde rygter om både udødelighed; lig blev jo aldrig fundet, kun en sønderskudt fjer, og antallet af fjender stærkt overvurderet. Omtrent svarende til en større fugls fjerdragt. Eller en høvdings pludseligt manglende hovedprydelse. Det eneste der efterhånden ødelagde KK’s geniale frygt for kamp, var når en bisonflok fræsede gennem et omhyggeligt fjeropsat område. Så kunne selv hvide mænd ikke lade være med at klø sig i deres røde nakker og tænke “det var lige godt mystisk de bare blev der; de der kæmpekvæg ku’ da ses på lang afstand…” Bisoner havde nær forhindret KK’s tilblivelse, mest til den unge kones frustration, og blev nu også en faktor i hans gemmen sig væk. Det var nemlig hans næste træk. Dén med fjerene blev efterhånden kendt, og den hvide mand følte sig klog. “Hå! Dén falder vi ikke for mere! Nu skyder vi bare alle de steder der ikke er fjer!” KK begyndte så at gemme sig under et bisonskind. Det kunne lyde som en fejl, for den hvide mand var i fuld gang med at udrydde dén race. Men gik jo kun efter de store flokke med tusinder af dyr; dét var et skydetelt med gevinst for hver patron. Så en enlig endda lille bison i det fjerne… Narh, det gad de brave skydeteltsmestre ikke spilde en kugle eller måske to på. Så skulle de osse sigte, i stedet for bare at plaffe løs ind i en flok. Det var så iøvrigt også noget der dannede præcedens: Dét med bare at plaffe løs ind i en flok. Nå, men KK klarede sig en lang årrække, rystende af frygt under sit bisonskind, bevægende sig i udkanten af de store flokke og pænt langt ude mod horisonten. Kun nysgerrige eventuelt brunstige andre bisoner kunne få KK til at løbe som vinden. Med både skind og sjæl blafrende efter sig. Hvilket skabte myter og historier blandt de hvide om spøgelsesbison’er og monstre der lignede krydsninger af små okser og store rotter… Men vi ved jo hvordan det gik de ellers enorme flokke af bisoner. På få tiår blev de stort set udryddet. Og SÅ var KK’s forklædning pludselig som en enlig skydeskive midt i det store ingenting. Så var der kun et at gøre for den efterhånden halvgamle Klamme Kloakrotte. Han måtte gå under jorden… Som det ædle væsen han var, søgte han mod sit naturlige habitat. De største byer østpå havde netop påbegyndt noget primitiv kloakering, og hvad var mere oplagt… Der, i sølet i dybet, mister vi sporet. Det sidste vidnesbyrd der findes, var fra en flok andre rotter han mødte i udkanten af en losseplads nær Østkysten: “For klam til at blive optaget i flokken”. Men han har nok fundet på noget smart… Det siges at han stadig dukker frem, her i moderne tider. “Ad hvor klamt, så du dén?!?” Og vore tanker går til KK og hans måske ikke heroiske men vigtige bidrag til den sande historie; Den hvide mands grusomme behandling af de oprindelige amerikanere. Men KK lever videre! Ikke blot i vores bevidsthed. Enhver kloakrotte har en lille stump DNA i sig. En smule ædelt og oprindeligt, fra sine stolte forfædre. Så husk respekten! Skulle en rotte krydse din vej. Måske smutte hen over din fod. Klam eller ej. Rotten altså.

 

AV!

DEN SÆDVANLIGE VRØVLEN OM NOGET SIMPELT.

Det er et ægte mysterium. Detektiven hives frem. Støves af og opdateres; moderne metoder og arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Optimale betingelser. Rapporten vil ligge på redaktørens bord til julesalget. Men det er ikke for amatører, det kræver sin mand. Som er en kvinde, gerne inter-skandinavisk. Det har vist sig effektivt. Hun spidser mund og pen, hvilket er noget symbolsk vrøvl, apps og labs klarer gerningsstedets ord. De få der overhovedet er at finde mellem vinduets revner og blandt splinterne, der med garanti danner et mønster. Indskrevet i kontrakten, allerede ved første syn-ops. Detektiven i obligatorisk overtræksdragt, med et skarpt øje for potentielle mistænkte til fængslende forhør, også med tanke på mulige opfølgere, man skal aldrig afvise sidehistorier og -personers spin-off til senere selvstændighed, og… Tilbage med næsen i sporet, kommer for nær en af de som ædle stene funklende glasskår. Et udbrud i anførselstegn “Av!”. Eller noget tilsvarende på norsk eller svensk. Og den første farve drypper, et tydeligt tegn på fare. Rød kalder på detektivens mandlige modsætning, dialog med småirritation, blot lidt vejbump i et moderne kompliceret forhold der kun lægges op til, helt i tidens ånd. Men rød! Breder sig. Glasstumperne forstørrer overfladen; rød i ryk breder sig som smeltevand fra Arktis, der intet har at gøre her. Alligevel blandes det, stik mod forlagsaftalen, og fortyndes i det enorme ocean. Rødt truer hele historien. Men det er også en anden historie. De to detektiver skriveblokeres til inter-skandinavisk tavshed. Mønsteret i det knuste vindue opgiver at være entydigt. Det knaser under skoene på forbipasserende, der ligegyldigt passerer historien. Mysteriet har skiftet mening. Det kan ikke reddes med genforhandling af kontrakt eller et tilføjet rejselegat. Rød burde ikke være kommet bag på hverken detektiver eller apps og labs. Alt vendes på hovedet. Det drysser med glas som rødfarvet sne. Lyden af krystal der knuses i farver, forsvinder mellem gader og huse, hele byer og landskaber vendes og vippes ud fra oven. Alt lander på rødt, men på grund af det sorte nul vinder rouletten. Før eller siden, om så på sidste side. Der stadig er et hvidt ubeskrevet blad. Dog med begyndende svag indsivning af rødlige fugtpletter. Og så går det galt. Detektiven, den kvindelige, ses fra siden og afsløres som pap. Skandale! Og rødmende skam hos den indskrevne mandlige detektiv, der havde sniglæst et par intime sider antydet efterspil. Nej! Alle ser rødt. Apps og labs afkoder hinanden; ord og sætninger efterlades blandt murbrokker i den omvendte verden. NEJ! Mysteriet svinder ind til en sag om plagiering, afgøres i en helt anden historie. Igen en anden. Tilbage er et knust vindue. Og dér er min indgang til hele sceneriet. Det vidste jeg. Næsten fra begyndelsen. Men jeg holdt min viden tilbage som et lille høfligt smil. Havde nemlig set hvordan rammen var monteret. En hurtig bevægelse: Vippede ganske enkelt det hele, rammen af den slags der drejer om sin egen vertikale akse. Et sidste triumferende ryk. Sådan! Simpelt. Et landskab fra horisont til horisont. Med glasbjerge og dybe kløfter, med skarpe kanter og stadig spredte rester af rødt. Men nu er det er min slagmark. Og jeg er klar, vi er klar, spillet kan begynde. For alvor, på alle måder. Her er pap-detektivers rolle til grin. Som så meget andet. Mysterier er mere end kun underholdning. Dødelig alvor! Selvom det ene ikke udelukker det andet. Nok indledende snak. Vi smider os ud fra flyet i stor højde, faldskærmene folder sig ud en for en, og vi svæver ned på det ventende underlag. Alle lander sikkert, kun et par stykker får småsår, de største nu lodrette splinter undgås. Deres tid kommer, men først samling, optælling af mandskab og tjek af udstyr. Vi er midt i fjendeland. Samler afslørende bloddryp op, fjerner vores spor. Iklæder os hurtigt de nanoteknisk fremstillede camouflage-kampdragter. Der næsten gør os lige så gennemsigtige som den verden vi er kommet til. Det landskab jeg har valgt til de afgørende slag. En knust glasverden. Lydene er krystalklare, vi advares af en svag raslen bag glimtet i en spejlforvrænget skyskraber. Jeg kommanderer, med kastede håndtegn, en knibtangsmanøvre sat igang. Et par rød-granater sættes op for at beskytte os mod angreb bagfra. Ikke noget med gammeldags snubletråde. Bevægelsessensorer og infrarøde øjne sikrer den halvcirkel vi rykker frem fra. Landskabets konstante reflekser og glimten vil forvirre fjenden lige så meget som os. Men da vi ikke kender modstanderens teknologiske niveau, kan det ikke udelukkes at de også er nano-camoufleret. Så kan vi risikere at stå som i et spejlkabinet og skyde i blinde… Jeg giver tegn til total stilstand. Men selv ikke jeg kan se, om de næsten gennemsigtige tungtbevæbnede silhuetter er under min kommando. Og om der i deres manglende skygger er glimt af fjendskab skjult. Jeg får en uhyggelig fornemmelse. Det hele er ved at vende tilbage til de inter-skandinaviske detektiver. Min slagplan begynder langsomt at vippe tilbage, landskabets horisonter snævrer ind, begynder at ligne vinduesrammer. Laviner af glassplinter river alting med sig, det er kun et spørgsmål om tid før vi ender i en bunke under et simpelt smadret vindue. Som røde pletter, trådt under fode af en kontrakt-opfyldende opfølger. Og ligeglade forbipasserende.

NEJ! Så er det nok! Han giver alt ovenstående udenomssnak fingeren. Markant, tydeligt, eftertrykkeligt: FUCK DET! Der er ingen symbolik ved et smadret vindue, ikke denne gang. INTET! Han samler en af de større glasstumper op. Med nogle klude og gaffatape har han hurtigt et effektivt våben. Nu skal der skæres igennem. Hugges dybt. Stikkes i bund. Det er på tide, han har udskudt det alt for længe. Åh for pokker, hvor skulle han have været i gang tidligere, langt tidligere. Det forekommer næsten uoverskueligt, men han skal nok indhente det. Hvor meget blod der så end skal flyde. Det er ikke hævn, ikke had, men simpel overlevelse. Lige nu! Han svinger vildt med den simple men effektive kniv. Det går ud over en hel masse og mange, også ham selv. Selvfølgelig, han er ikke dum. Siger han selv, med snitsår i hele fjæset. Det er egentlig simpelt. Der skal skæres ind til benet. Alt overflødigt snittes fra. Og er noget genstridigt, får han hjælp fra års ophobning af trang. Og tvang af den slags, der bare forekommer som venlighed. Imødekommende, hjælpsom, deltagende… Slut med det! Det er, sandsynligvis, sidste chance. Den vil han gribe. For enhver pris. Han hvæser det: “FOR ENHVER PRIS!” Så går udrensningen igang… Stop nu. Igen! Det er ved at være trættende. De overdrivelser. Blod og hjemmelavet våben er komplet overflødigt. Det er den gode gamle fiktion der blander sig. Igen og igen. Skraber sammen til små historier i historien. Eller en stor historie rundt om en masse små. Den altædende fiktion! Suger til sig, som var den en erindringssvamp. Det skal den også, bare ikke nu. Tværtimod, der skal spares op på dén konto! Til… Efter dette. Til han har viklet sig ud af indviklinger der aldrig skulle være blevet så indviklede. Senere! Men ikke nu. Altså: Først og fremmest skal han bare sige NEJ! Uanset hvad der bliver smidt i retning af ham som lokkemad. Og det ER uanset hvad. Om det så præsenteres nok så velduftende mørt, lige til at sætte tænderne i og rive lunser af. Som han så endda må kalde sine egne. Nej! Han banker sig selv i hovedet med glaskniven som var det en hammer. Hvilket ikke er særlig smart, det giver nogle ret dybe stiksår. Men der er nu heller ikke nogen der påstår, at han er blandt de mest kløgtige. Det ville han selv skrive under på. Altså ikke at være. Rettelse; Ikke at have været. Det er netop hvad der skal laves om på, lige nu. Ikke at han kan trylle sin IQ op, men han kan anvende hvad han nu har, anderledes målrettet. Ømme gamle led og muskler stabler en rygrad på benene. Med sådan en række gode råd i ryggen samler han sammen. Alle de små stumper og splinter. Og nej, selvom han har lidt lyst, gammel dårlig vane, til at se et mønster i den knuste rude, får han ikke lov. Der ER intet mønster! Det er op til ham selv at skabe, mønster efter mønster, lag på lag. Han bøjer ydmygt hovedet, hvilket nok også var på tide, ville mange synes. Dé mange plus lidt til får en ekstra tydelig finger: Skrid med jer, I spærrer vejen. Min vej! Det er lige før Sinatra høres synge med i baggrunden, ‘My Way’, men også dén fiktion gemmes til senere brug. Eller ej. Han samler sammen til det helt store. Koncentreret, endelig fri for alt det han i årevis har bundet sig til. Han har selv fremskaffet reb, selv strammet hver en knude, selv gjort det hele til ét stort Gordisk mareridt. Den knivskarpe glassplint lokker med sin hurtige løsning. Men nu er det altså virkelighed, så et ellers lystigt blodbad gemmes også. Til mulig senere brug. Sammen med alt det andet, også rester fra alt det han vælger fra. De mange gange hvor et tøvende ‘Jooh’ skulle have været et krystalklart klingende ‘Nej!’. Med et rødligt ekko af glasstøv. Han er næsten færdig, der er ikke meget tilbage at samle op. Hans munkecelle har for længst lagt dørmåtten med ‘velkommen’ frem. Det fjols! Han skeler stadig til resterne i vinduesrammen. Mønster-scanning… Han har lommerne fyldt med alt der skal til! Har skrabet bunden for gennemsigtige brikker, så smæk da døren efter dig! Og stop den skrattende harddisk; den er så fyldt at den kun kan gentage sig selv. Al den drejen rundt om sig selv, drejede sig aldrig om ham selv. Det er nu eller aldrig. “Nu eller aldrig”; sådan et udtryk: Stadig lidt sidste fiktive krampetrækninger. Er det virkelig nødvendigt at true med inter-skandinaviske detektiver eller nano-teknisk camouflerede faldskærmstropper? Er det?!? Nej vel? Så ER det slut. Det er ordene også. Her. Nu drejer det sig kun om ham selv. Det er fandme også på tide! Nu gælder det hans egne ting, helt og fuldt. Vinduet blev dråben, blodrød, der fik trykkogeren til at eksplodere. Blandet metafor, dårlig stil. Han er befriende ligeglad. Han er befriet. Der ER ikke mere. Kun hvad han selv vil. Egoistisk? Ja. Afgjort. På høje tid. Nok nærmest arrogant. Så selvbevidst at altid overvågende skepsis står klar. Til at skære ham ned til det vanlige niveau. Et plateau der altid har et overhæng af et højere. Hvis han stadig havde glaskniven, ville han flænse og fægte sig gennem skoven af bedrevidende tågehorn. Igennem! Og stå øverst på den påstand, at han selv ved bedst. Røre i andedammen! Skræppen hist op og kom her ned, Andebys vinduer trues af Professor Tournesols “Hemmelige Våben”. Men HAN napper både Syldaviens scepter og de 7 krystalkugler. Ha! Afsted afsted, med en kridhvid Terry i en tankeboble der punkteres, “Piv!”, og falske hundetårer der fryser til glas. En masse fjolser og Tintin-eksperter aner ikke deres levende råd, og udsteder en fælles udstødelse af fællesskabet. Ha igen! Hans opsigelse er tilbagedateret til enhver tid. Hønen og ægget i ét hug. Kyllingeomelet! Afsted afsted, mens løse ender løbende samles op. Oooooog så rolig, han har lagt tegningerne bag sig. Hvadenten de ved det eller ej. Ned fra podiet og på med arbejdshandsker og vandrestøvler. Med hvilepuls drager han af mod sin munkecelle i Syldavien. Farvel! Vi ses engang… Måske. Han går ind i munkecellen. Uden den sædvanlige ballast. Næsten gennemsigtig, kun med et svagt rødt skær. Han lukker forsigtigt døren efter sig. Bare for det usandsynlige tilfælde, at døren skulle have et vindue. Det har den selvfølgelig ikke. Der er ingen mulighed for tilbageblik. Den lille celle rummer præcis hvad han behøver. I enhver retning, til enhver tid. Dybt egoistisk. Farvel…

SY

Jeg kniber øjnene hårdt i. Ellers lukker de sig bare langsomt. Lidt i takt med nikkende hovede. Hvis jeg var indianer, ville mit navn være ‘Nikkende Hovede’. Hov? Hvor kom dén indianer fra? Rysten med hele hovedet, kraftigt, så kinder og ører flaprer og min cykel slår med halen for at holde balancen, gør ingen forskel. Nå? Nu er der en indianer og en cykel der måske er en hund. Det må være nok for idag. Der er grænser for hvad. Hvad? Bare hvad. Som altså er begrænset. Det er det irriterende ved at tanker skrives uden videre. Uden noget videre. Noget særligt? Næh… Ærligt, ja. Og lidt ærgerligt. SÅ hakker de øjenlåg igen billedet i stykker. Men min cykel, måske med førerhund, kender vejen. Så godt at den kan følges i drømme. Næsten så lige til som lige ud ad landevejen. Der er endda ingen biler. Kun lyden af dem. Kryber over lydmuren som en søvndyssende summen. Cyklen eller hunden eller cykelhunden begynder igen at slingre. Da indianeren hopper op på bagagebæreren, er grænsen igen trukket op. Jeg kan se den stiplede linje når vi triller under en gadelygte. Ellers er der ingen tegn på liv, kun det spejlbillede af vejen videre med en cykel, hund, indianer, der får mig til at rynke panden med lukkede øjne. Når jeg åbner dem og ser så langt som vejen vil, er jeg enten helt alene. Eller drømmer at jeg er på en vej. Forvirrende. Endda irriterende. Får søvnens rester i krogene til at spire og ane nyt liv. Gror frem til kronisk falden i søvn. Jeg vil gerne vækkes… Hvis jeg skulle sove; det ER svært at afgøre. Alt dét der banale: Sover jeg og drømmer at jeg er vågen? Er jeg vågen men tror jeg sover? Jeg tror på alt… Så bare kom med det: Alt, det hele! Nej forfra. Jeg er bag spejlet, og det har Alice patent på. Sikkert opkøbt af Disney eller en anden koncern. En indianer, en cykel måske som hund, Alice og Disney. Rewind! Erase. Rewind again. Press ‘start’. Dårlig stil med engelsk blandet ind i tankerne. FORFRA FOR POKKER! Eller noget andet med CAPS. Forbavsende nok virker det. Jeg bliver så overrasket, at min kæbe leger fejeblad. Raspende hen ad asfalt og fortov. Ret hurtigt resulterer det i at jeg tager munden for fuld. Det ved jeg egentlig ikke hvad betyder. Men jeg kan ikke spørge, for min mund er jo helt fyldt. Så, nu kvikt, lidt tempo tak, tilbage til forfra igen. Sådan! Altså:

Jeg kniber øjnene hårdt…

HOLD OP MED DET PJAT! Senhor Passos stemme runger og buldrer i mine ører. Han har ikke sådan en dyb bas, men hvis han hæver tonelejet bare lidt… Er det som når mange andre brøler alt deres lunger kan klare. Og nogle klapper sammen. Nogle andre klapper og nogle helt andre helt i. Passos stemme fylder mit hovede. Bruser gennem mine tanker og skubber dem til side. Ikke med brutalitet, mere med eftertænksomhed og neuron-spring udført til perfektion. Et sjældent enigt dommerpanel giver topkarakterer, NEJ! Det er jo netop den slags tænken Passo spuler væk med tiltrængt højtryk og hjernevridning der føles som massage. Selvom det der vrides ud, lyder som grimme grå brokker og halvrådden fiktion, langt over sidste brugsdato. Men det virker. De par kilometer foran mig finder en form der ligger meget tæt op ad vejen foran mig. Det er godt! Før var vejen lukket af med et skramlende forsvindingspunkt, og gadelygterne fik også mine øjenlåg til at skramle. Med glimt af en indianer og alt det der. Bag på den slingrende måske bjæffende cykel. Sådan generelt alt til at ramle… En bunke affald! Var de næste par kilometer før. Og nu! Var også en del af vejen; ikke engang et godt gedigent nærværende NU kunne mine tanker administrere. Det kan de nu. Min taknemmelighed til Senhor Primeiro Proximo Passo er enorm. Tænk hvis jeg ikke havde tænkt ham! Hvor ville livet være håbløst uden hans store verden, med perspektiver jeg ikke anede jeg kunne finde frem; SÅ mange gange han har hevet mig ud fra mellem linjer, væk fra kapitler kun han kunne se ville være en knusende blindgyde, sammenkrøllet cykelstel. Jeg er stolt på hans vegne; at være en af mine absolut bedste figurer. Og have overskud til at fravige hans egen bliven fortalt, blot for at hjælpe mig videre. Det må være en symbiose af de bedre. Det er også Passo der stikker mig det ord. Jeg kender det ikke godt nok til at vide om det holder, men vover en linje og bruger det igen: En ægte symbiose. Min tiltro til Senhor Passo er stor. Ligesom jeg vistnok ender med at det er gengældt. Så langt er jeg ikke nået i hans forløb. Og der skal krydstjekkes med andre væsentlige figurer i historien. Men en tilfældig indianer, en cykel, en hund… Alt dét der. Det fik Passo vækket mig langt væk fra. Tilbage på vejen, og nåja: Han husker mig også lige på en ret væsentlig ting: Jeg er for længst holdt op med at cykle. Mig på en cykel? Ha! Jeg spadserer roligt videre. Værdigt fiktiv. Skridt for skridt, med Senhor Passo ved min side. Indianeren skifter til grønt, som et skær i horisonten. Og så nok et skridt. 

SLUTNING

DELVIST OPLÆST LØVES 14/2 – POETKLUB AARHUS

HER DEN FULDE TEKST; SKREVET TIL OPLÆSNING:

Den perfekt drejede slutning. Håndværk som i de gode gamle Blixen-dage, ikke antydningen af skruer eller søm til at holde sidste side på plads… SLUTNINGEN er hvad det drejer sig om! Én af de mange mulige… Og, da det er løgn og latin, mest løgn, stadigvæk, også de komplet latterlige tåbelige himmelråbende umulige slutninger. Er hvad det drejer sig… Om at nå. Før det er for sent. Og en anden slags slutning siger *PLOP* og fiktionen er en saga blot. En saga er forresten også… Nå, men lige nu vist mest forbundet med én eller anden TV-serie hvor en hedder Saga. Jeg kunne aldrig finde på at kalde en af mine figurer for Saga, men det er måske en fejl. TV-serier kan iøvrigt også blive ved uden slutning… Bare se på Saga! Og én eller anden bro. Nummer 2 eller 3. Og samlet i en DVD-boks. Som den bro hvor der bor en trold under. Nja, det er nok en anden bro. Lillebælt? Nye eller gamle? Storstrømsbroen? Det Store Bælts Bro? De har heller ingen slutninger: Kun indkørsler i begge ender… Slutløs brobygning. Uha, det lyder helt politisk. Og dét er fiktion og absolut definitivt slut med slutninger, virkeligheden overgår altid… Sit eget værste mareridt. Med politisk flertal, og så kommer dét med i en bisætning… Måske blot en parentes. Mere er det ikke værd. Slet ikke som mulig slutning. Intet besluttes der ikke ombesluttes. [Afsnit stop: Politisk dødvande.]

Slutninger kan være så meget. Det kan være en begyndelse. Måske selveste begyndelsen, “the one and only”. (Dårlig stil at blande dansk og engelsk. Men hvadsomhelst for en slutning…) Det kan være en vrimmel af begyndelser der aldrig vokser sig store nok til fortsættelser, de stakkels små nuttede indledninger. Slutningen kan være slutningen i ubestemt flertal: Slutninger ad libitum, flere end der er begyndelser eller fortællinger til. Det kan selvfølgelig også bare være… Slutningen. Med stort S. Men så heldig er det sjældent en fortælling er. Simple slutninger hænger ikke bare sådan på historiens grene og kviste. Og en hardcore industri-motorsav bliver med sindsro ædt af træet: Blandes med årringe og tidslinjer til en del af fortællingen: Kæden hakker og benzin-hoster i fortællingens panser… Historietræet gnasker manden med motorsav. Så let som… At flytte og udsætte slutningen til et andet træ i skoven. Der sgu ikke er til at se for bare træer! Hvilken skov? En masse træer, men… Hvor slutter den pokkers skov? Med dusinvis af slugte og fordøjede fordærvede motorsave… HA!

Det er som en flok vilde bøfler på prærien. Før den hvide mand kom og lukkede ned for dén fortælling. En buldrende flok individer i et antal der gør individet til en del af flokken. Sådan er det med mine figurer i min, og deres! -Fortælling. Flokken synes uendelig. Uden ende. Uden slutning… Bedst som man tror at nu har støvet lagt sig… Buldrer det frem over horisonten. Figurer eller bøfler, det kan være det samme: De kan være de samme. Der kommer alligevel en jagende indianer til sidst. Præcis hvor slutningen kunne ha’ været.

Så er der underarten, den lillebitte version af en mulig slutning, ofte usikkert vævende og svævende: “Farvel, farvel”… Dén går ikke! Om det så er et sidste hulkende farvel til den eneste ene, der er på vej til Arktis på en stensikker dødsmission og iøvrigt sammen med en ny eneste ene der denne gang er den eneste ene… Eller et endnu mere hulkende farvel inklusive jord der rammer kisten med en lyd der indefra er en trommehvirvel mod et goddag til perleport og helgen-Peter. Eller et andet vagt og vegt udslynget ‘Farvel’. Et farvel, selv et nok så dræbende definitivt, er ikke en slutning. Hvem ved? Måske er det ham med redningshelikopteren, der hiver den eneste ene op og ud af kløerne på både Arktis og den anden eneste ene? Der så i stedet hører trommehvirvel inde fra den dybfryser der ikke falder jord på men tusinder års lag af låg af is…

“Farvel, farvel, farvel”… Det bliver jo tænkt og nedskrevet så mange gange i fortællingens forløb… ‘Farvel’ er knap den plads værd det fylder på historiens harddisk. Og samlet er det nogle få kilobyte, ikke noget terra, giga, mega eller meta her! Farvel er et biord. Eller blot et grynt. Engang betød det ‘Far Vel’! Nu er det TraLaLa-Ses. Måske, fiktivt da ihvertfald… Eller som et opslag på et socialt medie. Når nu det drejer sig om fiktion. Med slutninger der ventes på. Kom så, én eller anden super-statsstøttet hacker: Læg Facebook og alle dens møgunger ned med en god gedigen “end & erase”-kode. Tak! Hvorpå Facebook opkøber koden og omdanner den til en app, der tvinger enhver slutning af vejen: Totalskadet brugerstatistik uden ende.

Jeg vil have det hele med. Også det der sker i morgen. Men samtidig skal der jo være en slutning. Der skal jo være en sidste side, så fortællingen kan lukkes og slukkes. Om så anmeldelserne bliver kombineret med en nekrolog. Det er ok. Alt skal med. Det og “det” dét og der og da… Men hvordan pokker så få bundet skidtet, hvad det ikke er, sammen og ind i et omslag med ISBN-nummer, hard-cover, ryggradsknæk, Føjtex- og Kvackly-udsalg, bag-flap og -tekst? Få sat halen på æslet? Hvad det heller ikke er, et æsel, selv om der optræder nogle stykker. Det er til at tude over. Hvad så også skal med i fortællingen: At det er til at tude over! Kom nu kære slutning! Gør en ende på det! Men nej. I stedet kommer lige et sidste afsnit i form af et kendt evighedshjul: Hunden der jager sin egen hale. Rundt og rundt og rundt, til den svimler væk i sit eget punkt. Eller en barmhjertig sjæl stiller et spejl foran den. Barmhjertig sjæl??? Hm! Så er der jo en hund plus en… “Hund”. Altså to der kan genoptage halejagten. Såre simpelt sårende: Et spejl mere og nok et… Og lige så mange hunde som matematikken, og historien, kan rumme.

Skal én eller anden virkelig smadre hele spejlkabinettet for at få en slutning frem? Skal det virkelig ende som et… Rædselskabinet!?!

Jo ældre jeg bliver, jo mere bliver jeg mange. Det er ren gen-modificeret knopskydning. Accelererende. Med podninger sat på hjernebark og kroget knoklet snart udtørret marv. Der er mig. Og jeg. Og “Jeg” og ‘Han’ og ‘Hun’ og ‘Den’ og ‘Det’ og Senhor Passo og Laurie og den gamle professor og nu og før og snart og ‘Aha!’ og ungdom og barndom og andres syn på alt og alle og forfra… Det er sgu forvirrende! Jeg, eller “Jeg” eller… Og så videre: Véd ikke engang hvem der skriver dette! Ret frustrerende… Men der er da altid nogle at snakke med. I bussen og sådan kigger folk godt nok, men så ryger de bare med ind i historien. Hvadenten de vil eller ej. Ha! Lissom læseren gør, forresten. Dig, du! Jojo, hver og en og en for alle og alle klasket ind i et afsnit eller ti.

Slutningen kunne komme lige nu. For mig, bare rolig, I har mange gode sætninger tilbage. At sprælle rundt i. Men jeg, uden anførselstegn, kunne få mig et tilfælde i dette sekund. Læger og hospital siger at jeg skal holde øje med mine nøgletal. Men hvilke? Mine, eller “mine”? Nøgletal er da antal sider pr dag, Lauries utal af sidespring, færdige kapitler, Passos mange gange fuppen sine venner, ca-bedømmelse antal navnløse i hvor mange afsnit og kapitler? hvor mange kan bruges igen? Dét er nøgletal og skal jeg, -eller “jeg”, nummerere ark der printes ud? Og hvad er selve nøglen til hele historien? Vrøvl: Der er jo meta-mega-mange nøgler. Intet skrives entydigt. Nøgletal? Jamen så putter én eller anden også dem ind. Finder en sammenhæng…

Historien går sin gang… Hold kæft noget vrøvl! Historien vakler, kravler, løber, tumler, finder genveje, går død i rundkørsler uden afkørsler, rammer andre forkerte afkørsler, tager omveje dybt ind i andre historier og andres historier, skvatter og brækker syn-ops’en, får kosmetisk løftet et par hængende afsnit, banker sig flad mod en skriveblokering, brækker sig over sin tvivl på sig selv, slubrer ivrigt opkastet op igen med overraskende overbevisende vidunderlige nye vendinger, og nogle gange glider det hele bare som en stenografs uforståelige meningsfyldte kruseduller. Der tastes så fingerspidserne gnistrer, alle figurer samarbejder og lader deres tidslinjer rulle fornøjet afsted. Fortællingen ruller om på ryggen og lader sig klø på maven; katte ligger fredfyldt i solstråler og er sig selv men spinder sig ind i historien. Kapitler hænger til tørre i en blid lun vind… For godt til at være sand fiktion: Karma eller hybris eller andet møg: Så går e’et eller a’et på tastaturet fandme i stykker!!!

Det er ikke til at vide… Heller ikke det. Måske bliver slutningen den version jeg nok foretrækker: At fiktionen bare stopper. Fordi fortællingen er slut. Og nej, fortællingen fortsætter i al evighed. Det er slået fast med store typer og udråbstegn. Men alligevel… Dén udgave hvor jeg, helt uden anførselstegn, bare holder op. Stopper og glider væk. Eller fingre, øjne, hjerne, hjerte stille siger stop. Med håb om at fortællingen kan klare sig selv: At nok er blevet til historie. Nok til noget at anmelde. Sammen med nekrologen. Dét ville være perfekt. En slutning. Den bliver lige testet: Sådan.

%d bloggers like this: