Bare én uge med hovedet under vingen… Bare én! Så vi kan passe os selv. Og passe på os selv. Og jeg mig. Men mest os. Mod det mystiske uvejr af idioti, der ligger som en på tv-vejrudsigt uforklarlig front og bare nægter at flytte sig. Selv fladskærmen fryser. DMI udsender varsler om dumhed, til deres egen undren. Dét har de ligegodt ikke prøvet før. Og føler sig en smule… Dumme. Det ligger som den obligatoriske dyne over byen. Men er samtidig så snedigt tyndt og med lange tråde der betænkeligt ligner fangarme, at det kan trænge ind selv gennem et glat ansigts tomhed. Eller de skvulpende panderynker af en vrede der for længst burde være blevet smidt i de ukendtes grav. Måske bare direkte i krematoriet. Men en dum dyne eller en front hvor intet nyt vitterlig er absolut intet nyt og uden udsigt til andet end gamle ugidelige ekkoer fra små knaldperler der ikke engang er ægte, men alligevel kapper fingre af som østers med rabies, klaprer til alle sider og retninger, og ikke engang er sådan en der skal trækkes op med en nøgle engang imellem, men i al sin hundegalskab er en evighedsmaskine. (Og så er dén opfundet!). Selv den klamme dyne får revet lunser af sig; og DMI kan til egen lettelse melde om spredt snefald. Det er selvfølgelig de plasticstykker der skal forestille fjer. Som flagrer rundt uden mål. Og nej, ikke uden mål og med, kun uden. Plastiksne danner driver hvor der er læ for modvinden. Men da modvinden også er mod sig selv, er der ikke megen ly at hente. Fra lageret med diffuse vinde, flænsede flag og tilfældig blæst. Plus lidt rest-storm fra sidste vinter. Der er ved at blive lidt sløv i optrækket. Lagerbygningen, hvor enhver sans for verdenshjørner fjernes af de altid stupide vagter, ansat efter ustabil aggressivitet. Enten efter misbrug af hjernesvinds-stereoider eller bare god gammeldags knap målbar IQ. Dumhed ER nu engang en pålidelig måleenhed. Specielt så længe mennesket leger ko. Drøvtygger på den samme gamle lunkne mavesurhed, der dels holder dem i en form for liv, dels får dem til at glo dumt ud i absolut ingenting, hvilket de finder yderst interessant. En undskyldning til den almindelige ko er vel på sin plads, men nu ER det jo mennesker forklædt som høveder… De er endda med på at blive væltet om i deres eget søle, ligefrem svælge i det og svælge det i sig, (-det fylder alt sammen; drøvet bliver jo tyndgnasket til savl), når andre hoveder synes det er den sjoveste fritidsfornøjelse. Åh for pokker, hvor er min vinge!!! Mit kongedømme for en vinge! Nej sådan et har jeg ikke, ikke anerkendt af ret mange ihvertfald. Så mine kongedrømme, men dem har jeg ikke så mange af. Det er ikke så tit jeg drømmer om at prøve forskellige kroner, og vende og dreje mig foran et spejl… Forresten VIL jeg slet ikke ha’ noget hovede at komme så meget som en krone på! Ikke fem flade ører, dengang flade ører fandtes, for jeg vil jo ha’ mit hovede under VINGEN! Det er jo hele idéen! Som en halshugget høne, der lige har nuppet hovedet fra huggeblokken, og futter rundt med hovedet ikke under armen som en idiot, men under en VINGE! Se DÉT er hvad det hele drejer sig om! Og alt sludderet om idioter egentlig skulle lede hen til. (Sludder er det nu så ikke; der HAR været en usædvanlig tæt tåge af stupiditet; i det mindste inde i hovederne på de mest overraskende mennesker…) Så der er ingen anden udvej. Jeg vil tage mine vidunderlige fiktive personer, og beskytte dem mod dumheds-bacillen. Det smitter sgu! Jeg har kunnet SE det hoppe fra ellers rimeligt fornuftige hovede til hovede… Som så er blevet HØVEDER! Tanketorskedumme! Fiskeøjnetomme! Nånej; det var jo ko-øjne. Se, det sniger sig allerede ind i min hjerne! Lad mig komme op på huggeblokken, kagle bedende og overbevisende nok. Til at øksen falder og *SNAP!* (Eller hvordan det lyder), -og min krop med pjuskede blodige fjer og drejende rundt om sig selv, skal bare huske én ting: At skrabe det lille gispende hønsehovede med ned under en vinge. SÅ kan vi lægge os i et hjørne af hønsegården, med de stupide høveder væltet omkuld i sølet ude på marken, og passe os selv. Jeg véd godt at vi så skal plukkes og skæres op, så indvoldene kan hives ud, og senere steges eller koges, efter at være blevet klippet i stumper og stykker. Men jeg satser på dumheden! Jeg HÅBER på, at slagteren eller kogekonen er bøvet og nok høved til, at fjerkræsaksen bare bliver gloet på, og højst en kvart tanke anstrengt afspejles i de to glaskoøjne: “Øh, og hva’ var det så nu…??? Økse? Skaft? Godt jeg har fire ben at vælte på… Og søle i drøvet eller hvodden det er.  Altså, der var noget med en der var dum eller var det en hende; men det ka’ da ikke være den sølle halvdøde høne der henne i hjørnet… Nej, jeg må liiiige tænke mig om, hvem ka’ det være jeg hader lige nu… Bortset fra de fleste. Hmmm… + Øhhh…. = Årh de pokkers ord. Dém er det nok jeg ska’ bruge saksen på…” Jeps; dét satser jeg på! Hele min forstand, endda. At ord sakses, og ikke jeg. Vi, bliver  det snart. Men jeg / vi om lidt tror den går: Idiotien er så fremherskende, at planen lige netop er idiotisk nok til at kunne lykkes. Og SÅ får jeg fred! Med mit hovede godt beskyttet af ægte fjer! Jamen ligefrem pakket ind og beskyttet som et æg under en høne… Og SÅ kan jeg pusle i fred og ro med min fiktive verden, og mine fiktive personer. Der såmænd, som det ser ud for tiden, er mindre fiktive end de fjolser der giver sig ud for ko-forklædte mennesker. Eller er det omvendt? Jeg ved det ikke, og gider ikke spilde tanker på det. Desuden er det jo smitsomt… Næh, jeg vil koncentrere mig om ‘jeg’, som altså ikke helt er ‘jeg’ som i ‘mig’, men nok noget der ligner. Og en ‘han’ der heller ikke er ‘mig eller ‘jeg’ i 3. person, faktisk kan det være hvemsomhelst, også en ‘hun’. Apropos er der jo altid ‘Laurie’, som stadig har svært ved at falde på plads i fiktionen; hun vil nok røre en del på sig der under vingen. Og så er der jo ham med det håbløse navn: ‘Primeiro Proximo Passo’. Det er næsten latterligt, men det er jo fiktion, og der er én ting HAN ikke er: Dum! ‘Senhor Passo’, som han nok tit vil blive forkortet til, er ikke et høved der ligger væltet i sit eget søle ude på en mark. Ikke engang i den vildeste fiktion, helt uden grænser! Derudover, (jeg har godtnok en del at se til, der under min vinge), er der alle bipersonerne. Med større eller mindre betydning… Dét vil vise sig efterhånden som fiktionen bliver virkelig. En tanke får mig til at give et enkelt trist kluk fra mig, dæmpet af de dyne-egnede vingedun: Jeg ER jo nok også nødt til at medtage noget af den epidemiske dumhed der har hærget den sidste tid. Fiktion er jo ikke bare fiktion, men har trods alt sit udspring i én eller anden virkelighed. Om den så er nok så meget opfundet; løgn og latin; altså fiktiv… Sådanne virkeligheder er der masser af. Bare se på den jeg har skabt. Som afhugget hønsehovede. Under egen vinge. Kun for at passe på min verden… Der ER jo nok nogle der vil betegne den som direkte dum, men jeg er ligeglad. Så er det nemlig dem der er dumme! Nemlig! Så dumme at de skulle halshugges… Uden en vinge at gemme sig under! Ha! Ikke så meget som et sekund. Og jeg regner med mindst en uge. Så kan de lære de! Nemlig! Hvad de kan lære, må de selv om, og jeg ved det ikke. Men det kan de! Ha! Lære det! Nånej, de er for dumme… Men så kan JEG lære DEM! Hæ! De fortjener sgu ikke bedre… Så kan de lære om min fiktive verden med ‘jeg’, ‘han’, ‘Laurie’, ‘Senhor Passo’, og alle de andre. Sgu! Vi kravler ind under deres dyne. Vi bliver en del af deres tåge… De skal sgu få noget at drøvtygge på! Åhjo, bare vent kære fjender… Der skal kun en uge til! Så er min fiktion jeres virkelighed. Og I kan rejse jer på jeres stive ben, ryste på ex-høvederne og tænke(!): “Hva’ pokker skete der lige for mig dér…???” Mens jeg gnider mine vingefjer af fryd. Så godt jeg nu kan med kun én vinge. Og uden at tabe hovedet.

 

Den sidste før den Første

Så simpelt. Så enkelt. Som en leg! Før apokalypsens 47 ryttere samler sig i dække af igår. Udveksler vittigheder og småsladder om stort og småt siden sidste sidste. Over en let frokost, mens de venter på nummer 48. Der altid kommer for sent; det er efterrationaliseringens natur og er derfor altid efter de andre. På et storskrydende æsel med et omvendt hvidt snit. Det hjælper på erindringens mangler. 47 + 1 bliver et utal, ørkenvandringen begynder. Hvert eneste sandkorn fyldes til det brister med valgmuligheder. Verden efter verden eksploderer i udvidet bevidsthed, til hver og en må indskrænke og fornedre sig selv i bortskæring og glemsel og. Bogstaveligt. Som en leg bliver 48 utal af spor tvunget til syne, under mikroskop og sure opstød fra den lette frokost. Med automatisk podning til selvskydende afveje fra afveje. Valg på valg på valg; apokalypsen godter sig over at de ikke er labyrintens tankeeksperiment. Med misvisende forældet vejvisning ender alt i en rundkørsel. Dét er det optimale. Et lukket kredsløb er ikke for børn! Efter dagen igår, gennem en mørkere nat i vild galop og brølende småsladder, tvinges sandstorme til at tegne en horisont. En tydeligt syg bleg sol kryber op og frygter det værste. De første stråler, målrettede spots frataget enhver legende glimten, kan kun fremvise utallets urværk. Fremhævet af den første dags ekstra dybe skygge fra horisont til horisont. Fladtrampede verdenshjørner kniber skamfuldt øjnene sammen, det løber øst koldt ned ad ryggen trods solens medfølende klappen på skuldrene. Vi er alle i samme både og. Det er et besynderligt landskab. Sagt på mildeste måde, og forsigtigt: Hvem ved om det stadig er i udvikling og så til den næste første dag… Frygt er en anerkendt ingrediens i apokalypsers fremstormen, om det så er gentagelse efter gentagelse. En horror-film kan da også give spjæt både anden og tredje gang? Netop forventningens angst… Trods de 48 + 1 og deres vanlige optræden for masserne hver gang den sidste skal blive den første, må jeg modstræbende stille mig selv det logiske spørgsmål: ER det så simpelt? SÅ enkelt? Med erindring, efterrationalisering, eftertænksomheds enerhverende dunken på hovedskallen, formår jeg lige at rette: KUNNE det være så simpelt? KUNNE det være enkelt? ER det muligt, en anden første dag efter en sidste, at undgå forvildelsen i teorien, og blot hoppe fra dag til dag? Som en leg. Som mig selv, uden påtvunget udklædning til et kostumebal mellem vrinskende og trampende heste… Højst med en hinkesten eller slangebøsse i lommen. MON det en sidste dag kan lade sig gøre? Altså den lange vej til den første… Udenom landminer og masker; maskingeværreder og udredninger; snubletråde og snublen over tanketråde: Alt den slags der har forårsaget så mange ofre hver første dag til nu. Med tvivl om spejlbilledes utal af billedskift; hvilket ansigt kan tænkes? Og den type af fortvivlet dias-show i fast-forward. Søgen efter grimasse… KAN det passe? Ørkenen er blevet en firkant, med indsnævrende snorlige horisonter. Sat sammen i afmålte rettede vinkler. Med forstærkede stålbeslag; slag efter slag. Det ligner en optegnet bane til et spil af en slags. En arena, til holdspil eller individuel bedømmelse. Med plads til nedadvendte tommelfingre, hvis det skulle være. Det skal det nok. Men det kunne såmænd også være en sandkasse. Hvis ikke det var brændt til en så solid form, at det kan holde  til den sidste dag. Eller er det støbt i beton? Det er en forskel uden betydning. Som giver de forventede yderligere spekulationer. Det er sgu smart udtænkt! Hjørneflagene blafrer en smule, men om det er vind eller diskret snoretræk, måske kodede signaler fra den sidste dag til den første, det kan ikke lige bestemmes. Flere spekulationer… Uanset hvad, er det kompliceret. Uoverskueligt. Egentlig imponerende på sin egen frådende måde. At forvanske en virkelighed eller flere til noget nær uforståeligt. Der må være mere mellem himmel og jord fra den sidste dag til den første! Udover en apokalypse. Gad vide om det SKAL være sådan efter hver sidste dag? At de ret så dystre ryttere kommer fræsende og skaber en afartet bane af en slags? OG sætter reglerne, med deres munde fulde af let frokost? Tegner et landskab, fra klaustrofobisk horisont til horisont? Så er hver første dag givet… Men ikke en entydig behagelig gave at få. Og hvor kan den byttes? Nej vel? Det er jo heller ikke fordi der lige er en kvittering at fremvise. Prisen er også et tal der ikke eksisterer. Et utal… Hvad ER det så for en indhegnet verden den første dag viser? Med indvielse der kræver en boltsaks, og taler der er en mumlen i hovederne på alle. Ramt af den første dags selvudbyggende kunstige intelligens, hver enkelt tager for givet til hver enkelt, og derfor så mange sammenstød mellem ellers ligesindede, der nok er lidt for ligesindede til at det ikke går galt og ender i skarp konkurrence: Banen er klar… Ud i tovene og KO. Rundt om det hele, selvfølgelig inden for de optrukne horisonters vantro vandrethed, er der en ring. Som en vandoverflade lynfrosset til det absolutte nulpunkt, men med kun én ring efter nok så mange smuttere. De er jo kun på overfladen. Med en afgørende forskel: Billedet er, bogstaveligt og på alle måder, i negativ. Det er ikke en bølge, en lille forhøjning som netop ved en stens brud ned i vandspejlet. Det er en rende; en fordybning i den benhårde sammenbrændte nedsmeltede ørken. Cirkel, næsten perfekt rund, radius og anden matematik passer til punktum og prikken med sløve tanebaners endnu sløvere mangel på fortsættelse. En cirkel der er en massegrav. Sær form, men fungerer samtidig som en grav af vold: Fyldt op med skeletter, helt simpelt og enkelt, fra dem der ikke kunne følge reglerne. Afpillede, nedpillede, foragtede, forarmede: ENHVER ved det! At der PRÆCIS mellem den sidste dag og den første sker en udskilning. Afvikling, kan det kaldes. Et lynnedslag i hvert et hovede. Med tordenbrag og det hele. Kun overdøvet, hvis ikke det er det samme, af 48 rytteres gnasken gennnem marv og ben, og orkanrasende høje småsladren. HVAD det er? Og hvorfor så høj en dødelighed, at en gigantisk voldgrav ikke er en leg? Tænk selv… Hvilket kun er tilladt hvis du tror det er dig der tænker; det gør du som regel. Men et fingerpeg, med en overdrevent forlænget knokkelfinger: Når dagen der er den sidste bliver den første, VIL det medføre en uhyggelig lemminge-effekt. ALT for mange tror ikke på apokalypsen! Den nødvendige påfyldning af tanker. En bare halvtom hjerne ER en trussel. Hovedet der bærer rundt på sådan en lækkende hjerne, KUNNE jo ende med at tro det værste: At det hele er enkelt! Simpelt! EN LEG!!! Og dét, mine fine såvel som ufine venner og fjender, er det afgjort ikke! 48 + 1 er ikke for sjov! Utallet ER! Denne forklaring er ikke fyldestgørende eller tilfredsstillende. Sådan må det være. Uklarheden og tankernes indviklen er jo efter den første dag. Og kun den uforståelige kamps regler gælder. Alt med plads til enkeltgældende tanker, er stoppet til med indbyrdes diskussion; tæller målet eller ej? Eller bare stoppet. Lige så uendelig cirklen med skeletter er, lige så endelig er denne beskrivelse. Støvet fra rytterne har forlængst overladt os til vores egen støven til. Med megen god vilje, KAN det opfattes som en leg. SÅ er det ned i cirklen…

NB!: DIREKTE COPY/PASTE; INGEN REDIGERING ELLER KORREKTUR:

INGEN 1. GENNEMSKRIVNING…

Hvilket IKKE er en undskyldning eller lignende; INDHOLDET står jeg 100% ved; -‘Formen’ trænger gevaldigt til en redigering etc…

Det ER en leg… Nede i den cirkelformede massegrav.

MIG T RETTEN TIL

OPLÆST / HALVIMPRO, “SAMMEN OM BRABRAND”, GRUNDLOVSDAG ’17; REDIGERET INKL TILFØJELSE.

 

RETTEN TIL at skrive dette vrøvl…

Går nogenlunde lige op med retten til

At synes det ER noget ligegyldigt vrøvl

Nok et læs til lossepladsens vokseværk

 

RETTEN TIL at have uretten ved sin side

Og på aldeles uretfærdig vis skubbe den foran sig

Krybe sammen i rystende rædsel

Når retfærden bliver truende

De mørkeste skygger i søgelyset.

 

RETTEN TIL at være så allerhelvedes ligeglad…

Og brække alle syv retter op i rendestenen;

Se det sidste gylp glide i kloakken…

Galdegrøn boblen stige op som festlige balloner.

 

RETTEN TIL at være skingrende skør.

Nøjagtig som små og store flertal.

Det hedder demokrati. Har et flertal dikteret at

RETTEN TIL demokrati er det MINDSTE​ onde

-af et begrænset udvalg bestemt i et udvalg.

 

RETTEN TIL at gå sin vej

Hvor ingen andre går kun drømmer om

ER der ikke blot en lille sti, så retten til at se en anden vej

Ud!

 

RETTEN TIL at være væk.

Og bare blive lige præcis dér eller

Længere væk, og så helt . . .

Er også retten til usynlighed

Kræver mere mod end fødte lederes hylen højest

 

RETTEN TIL at afskaffe verden var vist engang strafbar

Verden idag belønner dig hvis du ikke opfylder din ret

Til at være ét af verdens lykkeligste mennesker

Ved at blive noget afskrab på fronten af et ICLyn.

 

RETTEN TIL at være helten i dit eget liv,

Hovedperson i det storslåede epos med dig i centrum…

Forsvinder nemt på listen over dagens indkøb

og en kasselinjes “hov-hov, ikke snyde!”.

 

RETTEN TIL at vågne op alt for tidligt

igen og igen til det bliver for sent at få en dag

Til at hænge sammen før i morgen. Måske

Bliver hurtigt en ret til en lukket afdeling, måske

Retten til psykofarmisk ligegyldighed.

 

RETTEN TIL at være lykkeland nr ét

(Jaja, Norge overhaler ind i mellem,

-men de drukner alligevel i al deres olie…)

Er en teoretisk EFTERRET, en dessert, en kransekagefigur…

RETTEN TIL bare at være og endda være lykkelig

-kan slet ikke følge med og må fumle frem fra ærmet:

RETTEN TIL AT GIVE OP… Melde pas og al ære tabt.

-Hvor er nærmeste ophæveautomat?

 

RETTEN TIL at være din egen lykkes smed

Er bag lukkede døre ved bestyrelsesmøder

-med diskret ordre til politikere om at kalde det demokrati

Blevet til en ret der lyder som en anklage:

PLIGTEN til at du er din egen ulykkes smed!

 

RETTEN TIL at spise…

Er blevet retten til at se på

7-retters frådsen i ædedolkenes klub

(2017; Wied ville græmmes; Livsens Ondskab i 17’ende)

Se på og dø af sult med synet af smulerne

Drømme om at sprætte buge op med dolke

-retten til at dø af tv-transmitteret fedme.

 

RETTEN TIL at flygte…

Fra kugler, bomber, sygdom, sult; fra at dø forældreløs

-er der, med forkvaklet frastødende stolthed,

Alt for mange der benægter:

RETTEN TIL, dén er der nemlig også: At være dum!

 

RETTEN TIL vilkårlig fængsling og visitation

Kan kun sættes i anførselstegn; “retten til”…

Udtænkt af kyllingehjerner; udføres af andet hovedløst omkringløbende fjerkræ

Forklædt som mennesker med uniformer og paragraf-pip

Plakaten med betjent, and, og ællinger er blevet hårdkogt.

 

RETTEN TIL at skrive og tegne aldeles frit

Kunne følges af bare én enkelt tanke

Ikke at fornærme millioner af mennesker…

-i stedet tages bagefter et dybt undrende ansigt på

Næsten en tegnet karikatur af uskylden selv.

 

RETTEN TIL at se ud som man ser ud

Har fået et tåkrummende filter, fundet frem fra forseglet bunker

Hudfarve, beklædning, enhver mærkat der ikke er “DK”!

(Og det værste: En rygsæk! Selv en fjeldræv kan indbildes til at tikke)

Et filter med øjenbryn der hæves langt over hjernen;

Du ligner ikke os, og vi er ens, og dét er demokratisk,

Og her er et spejl fra hurlumhejhuset, se selv!

-mens JEG må være så grim at det næsten er LØGN!

 

RETTEN TIL Ramadan… Jamen uha!

Er det ikke noget med bomber og Isis og se bare på England og Frankrig og

Retten til xenofobi og uvidenhed burde måske tages op til genovervejelse…

Men så kommer retten til dumhed buldrende, brølende, bøvsende!:

“Alle Imamer er onde og står på Grimme Høje!”

 

RETTEN TIL at holde Pinse

-måske endda fejre en grundlov

Har det fint med grundlaget for loven

RETTEN TIL religionsfrihed

Nogle mener skal opdateres, digital sortering, bredbåndsnet…

Fanger alle der ikke pr e-boks er kristendømt og korsfæstet

Symbolsk går an med 0’er og 1’er; hellige dages app til Android

Salmesang som Messenger-signal; og ih næh nej “no backdoor”.

 

RETTEN TIL at smide bomber, foretrukket er dog

Droner; lidt mere som computerspil, simulator-leg, bare for sjov

Dén ret er tvivlsom; ihvertfald ikke en mesterkoks; yderst smagløs…

Men så kommer regnestykket frem:

Løgn plus løgn er matematisk sandt bliver til

RETTEN TIL selvforsvar 10.000 km væk med laser-pinpointpræcision

Uundgåelige civile tab og bitter vrede… Der igen udløser…

RETTEN TIL selvforsvar 10.000 km… Der igen…

(Etc; en cirkel med et sigtekorn i midten).

 

RETTEN TIL at være et fjols der kæfter op

Har jeg taget til mig for nogle linjers skyld men bare rolig

Der er nok til også Løkker, Bjerge af Støj, og endnu værre

-Trompet-Trump har tweetet sig til toppen af et Reality-mareridt

Der vandrer ud fra skærmen og besætter lande og folk

Hvis han ikke vækkes eller vi vågner; det er på tide!

 

RETTEN TIL at have bare lidt omløb i hovedet

Er blevet omledt, omdøbt, udledt i Hele Planers nye kloakker

Kun nogle få dråber i tilbageløb drypper forvirret; svært og sært

Når administrative hoveder maksimalt rummer én milliliter

Og kun ved stormflod; 100-års-kategorisk! Arkitektgaranti!

 

RETTEN TIL en grundlov…

Er en grundlovssikret ret!

(Hønen og ægget…)

Og rettens dommer hamrer ivrigt løs

Med sin lille BR-plastikhammer; *piv*-*piv*-*PIV!*:

Grundlov på livstid! Forvaring og forvaltning…

(Hønen og ægget igen…).

 

RETTEN TIL at være en kylling

Om så omformet til kylletter eller benløs fugl

Ingen æg, knap hørbar pippen, morsyg; perfekt borger!

-Selv som foster, 3½ minut og salt, velsmagende

Er vi mange nok… er vi en omelet eller klippet op

Tilbud i vacuum-cellofan; løsdele som lår og vinger

Og så har en kylling retten til at være en kujon…

 

RETTEN TIL… Nej, f*ck det! Ret NOK! Så:

 

RETTEN TIL at sige og skrive hvad man og jeg vil

Takkes der ydmygt for og derpå benyttes

Retten til at sætte sidste punktum.

_________________________

 

Og så alligevel desværre og endnu værre:

—RETTELSE TIL RETTEN TIL:

(Årsag: Nedgraderingen af Aarhus V til krigszone):

 

EFTERRETTEN, desserten er svær at sluge svælge synke

Et simpelt spørgsmål: VIL vi så brændende, også som bogstavelig følge,

GIVE politi og myndigheder RETTEN TIL maskinpistoler og vilkårlig varetægt og

Masser af medvind, dødssejlere jublende forenet, lastet ud over kanten til

DF og deres højre skyggesider, Dansk Skamling, Krarup og Ko…

I BYTTE FOR RETTEN TIL fældige kugler og knive i tilfældige arme og ben

Og maver og hoveder der tilfældigt kommer forbi kampen om

Markedsandele i bedste kapitalistiske ånd, fri for tro og religion

(Selv om dét netop er hvad racister og medier frådende vil æde råt):

RETTEN TIL at sige og skrive og skingre “Se selv hvad der sker!”

-og på ingen tid ophøjes HA til ærværdige danske vikinger…

 

RETTEN TIL at gå ud ad døren uden rygmærke, tatovering, tydelige tegn

ender med frygtsom snigen eller tætsluttende gardiner og frivillig isolation:

RETTEN TIL at være et FLERTAL skydes ned; og SÅ…

-er det tid til uspiselig dessert eller en kugle for panden

Eller begge bitre piller; alternativt ud fra 7. etage

RETTEN TIL at bytte enhver ret med frygt, et kvælerhalsbånd,

En bydel som uddøende dinosaur, uforstående klagebrøl;

AFRETTET TIL

AT RETTE SIG EFTER DEN STÆRKESTE

(Hønen flintrer rundt uden hovede og ægget er råddent)                                                                                                                                                                                  

 

DSC_0008

Der ligger en mand på en seng. Hvad er det for en mand? Det er lidt usikkert, svævende eller vævende. Ihvertfald i starten. Så er der en kvinde, sandsynligvis engelsk, hun hedder Laurie. Hun bliver, ved et af den slags tilfælde der sætter handlinger i gang, meget vigtig for hovedpersonen. Der forresten ikke nødvendigvis er manden på sengen, og foreløbig bare hedder ‘jeg’. Der er også en ‘han’, men om det er den samme eller en anden-tredje person, det står også åbent. Minsandten om ikke også Primeiro Proximo Passo, den kendte forfatter, kommer med i historien. (Og jo; han hedder virkelig Senhor Primeiro Proximo Passo). Det er vist de vigtigste personer. Her fra starten. Så er der også, hen ad vejen, eller vejene; dém er der nemlig også mange af, nogle bipersoner. De gør hvad bipersoner ofte gør; får forløbet til at vende helt på hovedet, tage uventede drejninger, enten overraskende eller nødvendigt; væltende hele perspektivet eller bare for at det hele ikke skal gå i stå. En roman kan nemlig nemt male sig selv op i et hjørne. Det kan selvfølgelig være meningen, men så skal man vente på at malingen tørrer. Medmindre det er en pointe i sig selv. Et par gange går det hele så alligevel i stå. Jeg og han og Laurie og Senhor Passo; hvad skal der nu ske med dem? Alle er i et vadested, står og tripper plaskende i det lave vand og får våde fødder. Der er hak i fortællingen, så én af de ellers mindre tidligere forgreninger hives frem og gøres central. Måske midlertidigt, for at redde forløbet i land, eller måske viser den lille bivej sig at være en glimrende hovedvej videre. I dette tilfælde er det en frokost i det grønne, langt væk fra Danmark, (Jojo, det er skam en roman der kommer vidt omkring. Også geografisk!), der får bragt både jeg og han og alle andre nærmere mod slutningen. Hvorfor lige dén scene er så vigtig, det er, indtil senere, ikke helt forståeligt. Men det er derfor det illustrerende foto er valgt; ud fra en vurdering af betydning. Det er nu også et glimrende sted til en picnic. Nu er det så langt henne i romanen, at brikkerne og brokkerne så småt falder på plads. Og ellers aldeles spærrende mure væltes. Eller korthuset braser sammen; det er desværre ikke sådan en entydig historie med enighed om slutningen. Bare hvordan den er, slutningen, kan udlægges på flere måder. Også at der slet ikke er nogen. Altså ud over at der er en sidste side, en sidste sætning, et sidste ord og et punktum. Men det er ikke det samme som en slutning. Eller at slutningen ikke er puttet ind et eller flere steder før. Ikke for at være sådan metafysisk smart med en masse lag altmuligt, det er bare som det er. Måske. Næsten det hele er indhyllet i måske. Grænsende til det irriterende, men det er der ikke så meget at gøre ved. Til sidst ligger der nok ikke en men flere mænd på nogle senge forskellige steder. Hvad det så end skal gøre godt for. Der er forhåbentlig en mening med det. Eller netop ikke; der kommer det allestedsnærværende måske igen. Og ja, det kan læses på mindst to måder. Måske er der også en kvinde på en seng, eller også er hun stået op. Tidslinjerne kan være forskudt, eller intet have med hinanden at gøre. Romanen skal passe på den ikke bliver rent roderi. Urent trav er vist galop, sådan helt bogstaveligt. Det er så det første, måske, der er helt bogstaveligt. Nå, men nu skulle jeg, han, Laurie, og Hr Primeiro gerne have fulgt og fyldt deres deres roller, så der kan gives hånd og siges pænt farvel til romanen. Det samme gælder for bipersonerne, om de så er blevet forladt undervejs eller stadig hænger på. Hvem ved; måske en eller flere af dem er blevet forfremmet til hovedperson? Og omvendt, der skal nemlig være plads til at de enkelte stikker af i deres helt egen retning. Også selv om det kan få det hele til at stritte i alle mulige retninger. Bare det virker som om det er meningen. Én mening. Hov, det var lige ved at blive glemt: Der er nok mindst én der er død et sted i historien. Det er realistisk hvis ellers forløbet strækker sig over en vis tid. Men ikke alle, det er for kedeligt hvis alle bare kradser af. Et naturligt mandefald m/k, jovist, men det er lidt for definitivt hvis alles tidslinjer trækkes ud i fuld længde. Bogstaveligt. Hov, det var anden gang i den ultrakorte version, det må helst ikke blive for meget bogstaveligt. Det kan der selvfølgelig også være en pointe i, men lige dén, at alle kradser af, bliver så ikke brugt. Det er lige en tand for trist. Der er masser af andre pointer. Om de bliver opdaget eller ej. Det kan være en pointe i sig selv, altså om de bliver opdaget. Måske… Det var så den roman. Godtnok i en, meget pænt sagt, ultrakort version. Nærmere nedbarberet til at være indholdsløs. Det er der sgu ikke meget sjov ved! Romanen kommer straks i anførselstegn; “romanen” er SÅ tømt for alt, at det eneste der bare står lidt tilbage, er illustrationen og den tilhørende lille skovtur. Noget nær det eneste indhold… Og det skulle egentlig blot være et halvt afsnit, et underkapitel. Men det VAR virkelig en dejlig dag ved Barragem de Povoa e Meades! Det hedder stedet. Hvor jeg, eller han, eller (mindre sandsynligt; det ligger i en intern logik…), Laurie eller Senhor Passo eller en biperson, sammen med en lille flok flinke mennesker spiste og drak. Begge dele af den bedste slags. På én af de dage, der bagefter står som en af de absolut behagelige og mindeværdige ud af et helt livs. Romanens slutning er forlængst passeret, så mon ikke der er en mening med at det bliver lige dét lille afsnit der står tilbage? Og lige dét foto der bruges som illustration? Det er der nok. Der er ihvertfald ikke meget andet. Eller bedre. End de timer, i godt selskab, ved Barragem de Povoa e Meades…

DSC_0055

DSC_0018

 

(Uredigeret afsnit fra…)

Jeg havde overnattet i Carreiras, det der i Danmark ville være en lille flække længere ude end nogen krage ville forvilde sig i mareridt. Her var det en lille idyl mellem de højeste bjerge i Serra de São Mamede. Når man er vokset op med bavnehøje som imponerende, er det Alper og Himalayaer ser ned på med foragt, 1000 meter med nøgne takkede klippetoppe, ret så vildt. Som hele området er; udlagt som naturpark trods byer og spredte huse. Men vildt er det, med steder hvor man ikke ved hvilket årtusind man er dumpet ned i, og jeg ved af erfaring at man kan gå ad stier der måske er der, en hel dag uden at møde et menneske. Fåreklokker bag et stengærde er det eneste der antyder en grad af civilisation. En netop fårehyrde er så det menneske det er mest sandsynligt at møde. Så er det da tidsmæssigt i dette årtusind man befinder sig. Meget nærmere kommer man heller ikke; hyrderne her er ikke udstyret med mobiltelefoner eller påklædt anderledes end deres forfædre. Så standser man selvfølgelig og slår en sludder af, en længere snak, og det gør ikke så meget at man ikke kan portugisisk og ikke forstår hinanden, for man forstår alligevel hvad der skal forstås, når man sådan møder det eneste menneske på en fåresti. Det er selvfølgelig kun nogle steder og nogle dage og udvikling sniger sig da også ind i Serra da São Mamede og Alto Alentejo. Fordelen ved knap så høje bjerge er jo også, at der kan ligge borge og hvidkalkede sammenklemte idylbyer på toppene. Hvordan pokker de end er blevet bygget. Det tiltrækker turister og udlændinge der opkøber og moderniserer quinta’er til halvårs-luksus. Området er vildt, ja. Men som man kan gå ad stier en hel dag og kun høre fåreklokker, kan man lige så vel blive blæst til side af hornet fra en kæmpe turistbus, eller blive dækket af støv fra en fræsende firhjulstrækker der er ude at lege. Det var også derfor at det overhovedet havde været muligt at overnatte i Carreiras; de lokale havde hurtigt fundet ud af at lave skilte med “Room, Zimmer…”, og det var næsten det løgnagtige begreb en ‘win/win’-situation: Med deres gennemsnitsindkomst og de fleste turisters ditto, er det en pæn bunke euro for dem, og latterligt billigt for turisten. Endda for mig, selv om jeg aldeles ikke betragter mig selv som turist. Hvad jeg så er, hvilken betegnelse der skal sættes på mig, er op til andre at afgøre. Forresten er der nok mangt og meget jeg kunne kaldes, og ellers kan jeg selv bidrage med en stribe. Det er i sidste ende alligevel ligegyldigt. Eller én af enderne, og sådan kunne det fortsætte, men jeg skulle videre. Jeg har en udpræget svaghed for landkort, og havde kigget på et lettere lumsk ‘Portugal Centro’. Lettere lumsk, eller min egen dumhed. Der er jo det med kort og målestoksforhold; man skal lige huske at hvad der næsten rører hinanden i folden på et kort, kan være en mindre uendelighed fra hinanden i virkeligheden. Det kunne der laves en del allegorier over, men de er for oplagte. Jeg faldt ihvertfald for kortets lokken. Fra Carreiras til Marvão så der ud til at være en ret lige vej, og selv om jeg vidste at der ville være en del højdemeter at lægge til, specielt op til uindtagelige Marvão, besluttede jeg at gå. Som om jeg var en anden ungdommelig vandringsmand, eller tracker eller hiker eller hvad det hedder nutildags. Jeg ville til Marvão efter hvad jeg havde hørt om ‘ham den kendte forfatter’ og hans spørgen om vej til netop Marvão. På en eller anden måde passede det også med hvordan jeg efterhånden opfattede Primeiros bevægemønster, selv om hans navn ikke var blevet nævnt. At han var søgt op mod en af de højeste toppe i området, og endda symbolsk forsynet med en borg. Et sted med overblik; udsyn hele vejen rundt. Hvad han end skulle kunne se før han selv blev set… Men sådan et sted var det, også historisk set ved grænsen til Spanien og før det et forsvarspunkt mod Maurerne. Det passede perfekt med det billede af Senhor Passo jeg havde fået. Desuden, hvor mange ‘kendte forfattere’ havde været lige på dette spor for nylig? Og jeg vidste at han var kommet til området, så meget kunne jeg da forstå. Medmindre jeg slet intet forstod. Eller havde misforstået det hele. De muligheder ville jeg ganske enkelt ikke anerkende som mulige. Jeg betalte det ældre bondepar, og drog afsted ud ad den smalle og allerede halvsmeltede asfalt. Det virkede en smule tåbeligt, på den måde og det sted, at bumle afsted med en trolley-kuffert på slæb. Dens hjul skulle hurtigt samle lige så meget asfalt op som den kørte hen over, så jeg blev nødt til med besvær at hive den gennem rabattens blanding af højt græs og sten. Der var også så megen trafik på vejen, hvilket her var cirka en bil i minuttet, at jeg var nødt til at gå ude i siden. Så begik jeg en endnu større dumhed. Når jeg nu alligevel skulle halvt trailertrække halvt bære min kuffert, og ikke kunne bruge dens til lufthavne og hotelgange beregnede hjul, ikke just terrængående, kunne jeg ligeså godt tage en genvej… Langt højere end fåreklokker burde alarmklokker i mit hovede have bimlet. Måske var den begyndende dunken på begge sider af min hovedskal allerede bestemmende. Ihvertfald valgte jeg at gå fra vejen, og troede fuldt og fast på den sti der gik ind i et ret åbent terræn, som det er når det er en mark med oliventræer. Endda uden højt græs, det havde fårene sørget for at gøre til at komme igennem. Samtidig kunne jeg jo direkte se op til Marvão, og at stien eller i det mindste marken syntes at række hen for foden af bjerget. At solen snart ville stå højest på himlen, og at det derefter ville blive hedt som i… Ja, Alentejo, bekymrede mig ikke. Jeg var jo ikke sart over for høje temperaturer, tværtimod havde jeg altid blot nydt selv juli og august på disse breddegrader. Og havde det forfærdeligt med det nordiske klima, selv i det der går under den falske varebetegnelse ‘sommer’. De spredte oliventræer gav kun små pletter af skygge, alligevel begyndte jeg at sno mig så jeg kom igennem deres korte øjeblikke uden direkte sol. Helt uden at tænke over det; simpelt overlevelsesinstinkt. På det tidspunkt havde jeg altså stadig lidt fornuft i hovedet. Det varede ikke længe. Jeg aner ikke hvor varmt det var i grader, det var også ligemeget. Solen begyndte at bore huller i min hovedskal. Den var som et samlet bundt aggressive stråler, der havde udset sig mit kranie som mål. At svede var jeg helt bekendt med her, og jeg drak flittigt af mit medbragte vand. Og huskede at pakke plasticflasken omhyggeligt ned efter hver større og større slurk. Alligevel, næsten i takt med at det svandt i flasken, blev vandet tæt ved kogende. Og jeg huskede hvordan vi plejede at varme vand til bad, eller koge til vask, den sommer engang… Hovedpinen begyndte at trænge ind i mine tankebaner, og mit syn blev utroværdigt. Jeg var stadig nogenlunde bevidst om at jeg skulle til at passe på, men stadig dum nok til at fortsætte. Tanker som “…Hvor jeg glæder mig til en kølig café og en iskold Sumol…”, viser blot at de ætsende stråler allerede havde kortsluttet en del nerveender. Mine øjnes billede af Marvão lige oppe over næste træ eller stengærde, så jeg næsten kunne række ud og røre ved den kridhvide by, flaksede og flagrede løsrevet fra resten af verden. “Gad vide om jeg kan få et lift når jeg kommer ud på hovedvejen igen; den må jo ligge lige der bag den række træer… Måske kommer jeg til et hus hvor jeg kan få lidt kølighed… Men hvis vejen ligger lige der henne, ville jeg kunne se et hus… Hvad kommer først, hønen eller ægget?” Det var for sent nu. Jeg gik med hjernen blotlagt, og det var ikke mig der bar rundt på den. Faktisk kom jeg endelig hen til landevejen igen; og jeg fik hurtigt et lift. Måske havde det virkelig været en genvej. Men hvad der var sparet i kilometer, havde kostet dobbelt i forkullede neuroner. Hvor jeg eller bilen med et besynderligt bekymret​ par skulle hen, behøvede ingen af os at udveksle noget om: Vejen gik stejlt op til Marvão og ingen andre steder. Jeg sludrede med parret i bilen, mens de mest udvekslede blikke og iøvrigt var tavse men venlige. De havde både almindeligt vand og sodavand, og gav mig hele tiden mere. Jeg fik en ubehagelig fornemmelse af at de var for flinke. Hvilken nationalitet var de egentlig? Jeg prøvede på flere sprog, men kunne ikke huske ret mange ord. Nu kiggede de igen underligt på hinanden. Hvad var de ude på? Eller fortrød de at de havde taget mig op? Kunne de ikke lide mig? Jeg lugtede sikkert slemt efter den lange tur… Det begyndte jeg at forklare. Men blev usikker på hvordan de ville opfatte det. Tænk hvis de troede, at jeg mente at det var dem der lugtede! Gjorde de ikke også det? Lugtede eller troede at jeg troede at de gjorde? Jeg kunne ikke helt finde ud af det… Der var lidt rod i mit hovede, men jeg var ret sikker på at der var en stemning der ikke ville mig noget godt. Måske endda noget direkte slemt. Parret i bilen lod mig ikke selv bestemme, men stoppede ved den første café. Vi var oppe i byen. Var vi ikke? Var det nu også Marvão? Det hele var så blændende hvidt… Og da de havde lempet mig ind i café’ens mørke, var det stadig blændende. Marvão vidste jeg var hvid, men det var alle byer jo heromkring. Parret fulgte mig hen til et bord, gad vide hvorfor? Jeg prøvede at gennemskue dem, men kunne ikke se dem ordentligt. Jeg tror ikke de kunne brød sig om mit udseende. Eller var det bare mig? Jeg tror heller ikke jeg kunne lide mig selv. Men usikkerheden… Var det værste. Parret fra bilen forlod mig. Så lidt var jeg altså værd! Var det portugisisk de sagde farvel på? Og sagde de ikke en masse til de andre på café’en før de gik? Kiggede alle ikke med mistillid på mig? Jeg sad ned… Ved et bord. Selvfølgelig alene, selv om jeg kunne tælle flere stole rundt om. Tre-fire-fem… Nej, dén stol hørte til et andet bord, for der sad nogen. Det var vel ikke ved mit bord? Nej, nu var jeg dum. Dum… Igen. Der var noget med at være dum… Hvis jeg havde stået ved bardisken, ville jeg have set dum ud i spejlet bag. Nej, jeg så ikke bare dum ud! Selv om alle kiggede på mig som var jeg dumheden selv. Jeg skammede mig over mig selv. Dybt! Og forstod hvorfor jeg blev kigget på med så… Jeg havde ingen værdi. Lille latterlige mig… Hvad drak jeg? Vand? Var det mon bare vand? Det virkede… Ja, det virkede. Tror jeg må have drukket fem liter. Hvorfor var det store glas så hele tiden fyldt? Nogen gjorde noget… Før jeg lavede mig selv om til et hul, jeg kunne putte mig selv ned i, skete der noget der vendte det hele. Ikke sådan bare lige. Og ikke kun derfor. En mand, ellers bag disken, men også ham der havde sørget for at jeg var blevet fyldt med vand, satte sig ved siden af mig. Og det var, allerede nu, ikke så jeg følte det påtrængende, udforskende, udfordrende. “Muito sol, ehh? Não bom… E agora? Mais normal? Ou mais água?” Han var en ældre lille mand, med den vanlige ølvom, læderhud med rynker og furer i ansigtet, men et lille smil fastsiddende i mundvigene. Og en forbavsende blød og melodisk stemme. Vist nærmest en tenor? Hov, det var næsten sammenhængende tanker. Og nok så væsentligt: Tanker der ikke drejede sig om mine egne fejl og mangler! Eller hvor tydelige de var at se på mig! Jeg kiggede mig omkring, lidt som var jeg lige kommet ind ad døren. Og ikke for snart en halv time siden. Hov! Det kunne jeg bedømme… Og mit hovede… Eller rettere det, der havde føltes som en kronisk pågående skalpering med en gloende kniv, eller hvordan pokker det skulle beskrives. Ihvertfald med et kranie så blødt som smeltende smør, der løb direkte ned og stegte det hakkekød der havde været min hjerne. Jeg kiggede ud ad døråbningen, og genkendte selvfølgelig Marvão. Med lethed; dén by og dén beliggenhed tager man ikke fejl af. Hvad var der dog gået af mig? Jeg må da have været… Hold da op! Så havde jeg prøvet det med… Regulær kombi af solstik og hedeslag. Men hvilken virkning! Jeg kunne mærke min krops temperatur bare nærme sig noget under 38. Og jeg spekulerede på, hvad der var sket hvis ikke det venlige par i bilen, og derpå folkene i café’en, havde taget sig af mig. Der gik et lyn af skræk igennem mig. Samtidig fik jeg formuleret til den lille smilende vært, at jeg havde det bedre, og fik fremstammet så meget tak og undskyld jeg var i stand til. Men nu var det i det mindste nogenlunde som mig selv, og ikke den vaklende usikkerhed og selvopløsende mangel på tiltro til at være en plads i verden værd, om så bare en lille plads i en krog. Måske havde jeg fået brændt en seriøs mængde hjerneceller af, men jeg var blevet klogere. Nu havde jeg lært solstik at kende… Det var ikke et bekendtskab jeg ønskede at udforske yderligere! Hvor var… Minsandten, min åndssvage trolley-kuffert var på mirakuløs vis kommet med mig. Jeg skyldte vist en del mennesker tak. Det var lige før kufferten var i bedre stand end jeg. Trods ekstra ridser og et løst beslag. Ved nærmere eftersyn også et manglende hjul. Hvor var de dog også brugbare i dette område! Det var noget af det første jeg måtte have gjort. Få fat i noget mere Alentejo-egnet at have mine ting i. Hvis altså jeg skulle meget videre? Min viden fra før jeg startede min hovedløse tur, der nær havde kostet samme, vendte tilbage. Jeg var startet ud fra Carreiras mod Marvão med en bestemt formodning. Det hele, i den grad det var et hele, blev hældt tilbage i mit stadig ømskindede hovede. Det var jo Primeiro og hans mulige kommen her på ét eller andet tidspunkt for ikke så lang tid siden. Havde han virkelig været her, måtte det være muligt at finde ud af. Længere siden ville det ikke have været, og større var stedet ikke. Han ville være husket… Ligesom min solsmadrede bliven slæbt op sikkert allerede i morgen var kendt over hele det lille samfund. Blandt de lokale i det mindste; turisterne kom og gik alligevel som sværme af fluer. Og apropos i morgen, så var det nok en god idé at finde et sted at overnatte. Af to grunde, mindst. Dels var det anderledes svært at finde et bare rimeligt billigt sted her oppe på toppen, her var virkelig eksklusivt. Dels kunne jeg mærke på mine gummiben, at hele mit system havde været igennem noget af en mørbankning. Slatten karklud var for en gangs skyld fuldt rammende. Og mentalt var jeg stadig rystet og ret så rystende. Der var heller ikke mange timer til det blev mørkt. Jeg nåede at få mig det fantastiske udsyn hele vejen rundt. Det var ikke svært. Borgen og byen lå så klemt sammen på toppen, at man fik den fulde 360-grader-udsigt næsten hvor som helst fra. Og hvor var det dog guddommeligt! Det var lige før det var solstik og vanviddet værd. Nej, dog ikke, men at kunne se så langt som øjnene var i stand til… Med små hvide byer, andre bjerge med borge, de store øde vidder, helt til Spanien og dybere, kunne se lige netop over og bag horisonten… Jo, det var så man mistede pusten. Som man siger. Jeg stod i meget lang tid og drejede ganske langsomt rundt om mig selv. Mistede ikke pusten, men fyldte lungerne gang på gang med afstande der i Danmark kun findes på papiret og i fantasien. Dette var så virkeligt, at det næsten gjorde ondt. Nej. Det gjorde en lille smule ondt. Men på den gode måde. Som ondt kan gøre godt, være velgørende. Jeg havde skrabet bunden, som i de mest usikre perioder gennem mit udsvingende liv, nede i dalens varmehelvede. Nu var jeg på toppen. På så mange måder, at det ville være håbløst at begynde at remse op. Så voldsom ned- og optur på én dag, både billedligt og bogstaveligt… Jo, mine lunger og mit hovede havde brug for at indsuge en så stor verden som den fra Marvão. Suge til mig, til jeg selv var en del af det helt store perspektiv. Det fyldte mig, stille og roligt. Men mættende så universet bliver uendeligt. Hvad det vist også er; det kunne bare meget sjældent være inde i en, som det kunne her. Hvis man lod det, og det gjorde jeg med glæde. Måske havde Primeiro stået på samme måde, og taget det hele ind samtidig med at lade sig blive komplet overgivende taget… En tanke slog mig, lidt pudsigt så relativt lille et sted. Jeg vidste jo reelt ikke, om han stadig var her. Måske stod han som jeg og kiggede rundt, blot få meter længere henne, rundt om et hjørne. Det var for vild en tanke. Jeg troede en smule, at det var resterne fra solstikket der stadig stak. Desuden… Jeg tror simpelthen jeg ville kunne mærke hvis han var her. Manden der har skrevet verdens bedste bog. Jo, det ville jeg kunne fornemme. Ville jeg ikke? Han kunne, fornuftigt nok, selvfølgelig bo et af de mange og billigere steder rundt om selve bjerget. Så vidt jeg vidste, var han jo i bil. Så vidt jeg vidste… Hvad vidste jeg? Tja. Hvad ved jeg?

DSC_0181Skitse med fejl: Fremtid indsat..

Han havde absolut ingen idé om hvor de var. Jo, efter over et døgn uafbrudt raslende i et tog gennem Spanien, var de endt i Lissabon, Portugal. Definitivt endt; det næsten helt afkræftede støvede tog kørte ikke længere, Santa Apolónia var endestationen. Et sted i udkanten af denne fremmede by. Hvor de, dødtrætte, beskidte, sultne og tørstige, steg ud ikke bare i mørke men i silende regn af den ensformige kraftige slags. Den selv for så unge velkendte spanske sol, var blevet skiftet ud med et meget vådt ukendt mørke. Kun med fjerne hastende silhuetter eller underligt overbefolkede små neonbelyste ubestemmelige café’er eller barer eller værtshuse eller hvad det var. De mange forskellige betegnelser gav han op at forstå. Han brød sig heller ikke om at kigge for længe ind et sted; de fyldte steder gloede komplet ugenert igen. Og da ikke mindst på hans kun lige 17 år gamle og lyshårede kæreste. Dén hårfarve havde fået større og større betydning efterhånden som de havde tøffet sig zig-zaggende ned gennem Europa. Her, et sted på en øde vej nær vandet, var der tilsyneladende kun mænd i de mange små oplyste huller i vægge og huse. Han var jo manden, så han ledte dem og deres regntungere rygsække med langt større målbevidsthed og sikkerhed end han følte. Efter snart tre uger, var han jo en erfaren rejsende; kendte alle Interrail-tricksene, og vidste hvordan de blev betragtet og hvordan man skulle begå sig i det store udland. De store udlande, var det efterhånden. Så han førte an med en træthed han ikke ville vise, i en retning han håbede var mod centrum. Og ikke mindst et billigt sted at vælte omkuld. De havde, med ikke altid lige heldige følger, også tilbragt nætter på strande, i parker, halvskjult på nok privat ejendom, bænke langs veje med trafik hele natten. Foruden de talrige vandrehjem og banegårde, der nogle gange var svære at skelne mellem. Men regnen og stemningen dikterede at de brugte af deres sparsomme penge på et rigtigt hotel. De havde nu også hørt, at den slags var noget nær de billigste i hele Europa. Deres obligatoriske Interrail-kort viste også, at de ikke kunne komme meget mere ud i et hjørne af kontinentet end lige her. Der var simpelthen ikke mere Europa. Kun Atlanterhav og Middelhav. Og en gigantisk tilsyneladende øde højslette, der lå som et andet slags hav mellem denne by og det de kendte. De var lige så meget opdagelsesrejsende, som han langt senere fandt ud af Portugal var så kendt for i forgangne tider. Lige i den tid de ankom til Lissabon, var det helt andre ting der optog folk. Det fandt han også først ud af flere år senere. At Nellikerevolutionen ikke lå mange år tilbage. Og at bølgerne efter stadig kunne mærkes. Bare ikke af ham. Han bemærkede en anden gang heller ikke en såkaldt Fløjlsrevolution, endda midt under og i den. At opdage den slags historiske begivenheder, var ikke just hans stærke side. Begivenheder der direkte omfattede ham, var en noget stærkere side. Lad os håbe det var hans unge alder… Ligesom han blot var mere og mere spændt på, om den lange havnevej eller -kaj ledte ind mod et centrum af en slags. Og om der så ville være et velsignet skilt der sagde ‘hotel’… Det hed det vel også på portugisisk? Ellers måtte det være til at finde på en anden måde. Og det måtte meget gerne være snart! Han kunne se på kæresten, at hun snart ikke kunne klare mere. Han mumlede nogle våde opmuntrende ord, pr automatik, og var selv ved at give op. Men det var jo ikke en mulighed. Så simpelt var det. De måtte fortsætte til de fandt ly. På dén måde var det så enkelt som det kunne blive. Der var kun én vej. Han håbede så bare at det var den rigtige retning… Men efterhånden som hver meter blev til kilo, og regnvejen syntes at være et forsvindingspunkt i et halvdystert maleri, mobiliserede han sine sidste dybt begravede reserver. Med et forsøg på et opmuntrende smil til den sjaskvåde næsten vaklende kæreste, og et par forkrampede ord der kun fik hende til at se skeptisk ud, foreslog han at de gik ind i modlyset på det nærmeste café-lignende klaustrofobiske sted. Med et gevaldigt tag i sig selv, trådte han ind i neonlyset og en tætpakket mængde stirrende øjne. Med Spanien og hans kærestes besvær med at undgå mere eller mindre nærgående berøringer, og hans dermed følgende rolle som “min kvinde!”, var det med en del lettelse at de klemte sig frem til bardisken. Der var mere ligefrem nysgerrighed i den fastholdende begloen, og minsandten om ikke der blev gjort plads til dem frem til baren. Endda uden de trættende strejf af kærestens krop. Til hans overraskelse var hvad han fornemmede, en slags afventende respekt. Det var nok hans første men betydningsfulde følelse af portugiseres mentalitet. Hvad det skulle blive til, vidste han selvfølgelig ikke. Men noget gengældende respekt begyndte så småt at røre på sig i ham. I første omgang pegede han blot på fadølshanen, og viste to fingre. Nogle escudos havde de fået vekslet i ventetiden på en grænsestation. Ja, det var heldigvis mange år før den altædende euro… Den storvommede barmand smilte et strejf; “Dois imperial, sim, para o estrangeiros…” De fik de store overraskende gode fadøl; Portugal var ikke kendt for dem eller andre interrailere som et specielt godt øl-land. Hvilket blot sagde en del om deres og deres viden. Sagres og Super Bock, navnet til trods, var og er fremragende portugisisk cerveja. Men hvad vidste de… Om meget andet end tiderne mellem de forskellige byers stationer, og hvilke tog der ikke kostede ekstra. Viden der var basal for den tids horder af interrailere, der til gengæld ikke vidste meget om de steder de besøgte. Eller rettere passerede igennem, mest kun oplevende togstationer og med hovedet fyldt med togtider og -forbindelser. Men sådan var det, og det var på nogle måder deres ungdoms store oplevelse. At de senere ville have en vis distance at lægge til de snavsede uger i underlige lokaltog, var ikke meget mere end de distancer det var afgørende at tilbagelægge. Der var en ikke særlig klar logik og sammenhæng mellem tilbagelagte kilometer og antal lande de havde rumlet igennem, og turens success. Overtræt som han var, kunne han mærke den enkelte øl. Og kunne samle mod nok til sig. “Excuse me, but does anyone here speak english?” En tavshed med slet skjulte smil, var den umiddelbare respons. Han kiggede på kæresten, der var en del bedre til tysk end han. Var det mon et forsøg værd? Han tvivlede… Og før han fik hende til at prøve, begyndte en masse af gæsterne at snakke i munden på hinanden. “Querio um hotel? Um quarto? Para dormir? Cansado? Vocé vai ao centro? Hotéis libre, sabes… Direitos?” Og en masse andet han heller ikke forstod. Og jo mere mystificerede de så ud, jo flere blandede sig. Og gentog det samme, blot højere. Til sidst fangede han dog ordet ‘hotel’, sagt på mange måder og mange gange nok, til at kunne gentage det, ledsaget af en ivrig nikken. Og således oplevede han portugisisk hjælpsomhed for første gang. I en grad der først gjorde ham lidt mistænksom. Efter roligt at have drukket ud, tog en midaldrende mand ledelsen og vinkede dem med udenfor. Ved deres usikre tøven, tilføjede han med noget vinsløret stemme: “Vamos! Eu na meu casa, mas vocês a um hotel barato e central. Hotel a Chiado; muito bom! Vamos!” Han begyndte ganske enkelt at gå, og de slubrede efter i og med deres våde tøj og overdrevne rygsække med det obligatoriske påhængte tingeltangel. Den midaldrende mand var måske en smule fyldt med vinen fra de store dunke, men det forhindrede ham ikke i at gå hurtigt og målbevidst. Som enhver portugiser forsynet med en paraply, måske konens eller en datters; den lille blomstrede og mest symbolsk beskyttende halvkuppel så lidt komisk ud i kontrast til manden i sort herretøj med bondekasket. De måtte koncentrere sig for overhovedet at følge med, for ikke at manden forsvandt forud i det regnende mørke. På dén måde var paraplyen et par gange deres redning. En grotesk malplaceret hoppende blomst, lige netop synlig som svævende afsted et sted over vejbanen, ude i den sorte nat. Halsende efter silhuetten under den dansende efterhånden strittende deflorerede kuppel, opdagede de knap at de var nået til en helt anden slags gader. At han senere fandt ud af, at der kun var en kilometers kedelig vej fra stationen til byen, og faktisk masser af gyder og trappegader lige overfor, modsat floden, ja det vidste han og de ikke i deres udmattelse. Det var viden der kom de følgende år. Ikke dén afkræftede aften, men de næste mange gange. Om det så var alene, med en ven, familie, eller med andre kærester; på den tid var der med et par få men vigtige undtagelser hastig udskiftning af den slags. I den alder kunne de endda nogle gange selv komme i tvivl. Hvor lang tid skulle man være sammen for at være et par, for at være kærester? Nogle dage? Timer? Sammen tre-fire gange med måneders mellemrum? Og med andre ind i mellem? Det kunne være helt indviklet. Men sådan syntes det jo ikke. Tingene skete bare. Eller ikke, og så var det sådan. Med de enkelte undtagelser, men det er andre historier. Og kærester; der er ikke noget som en udmarvende måneds tid sammen 24/7 til at man stille og roligt holder op med at ses efter at være kommet tilbage til Danmark. Men lader måneden gå ude på skinnerne som kærester; en slags overenskomst om ihvertfald at være gode rejsepartnere. Hvis det da ikke, yderst destruktivt for en Interrail-tur, eksploderede på en campingplads i et land der lige så godt kunne være et andet, og man enten fortsatte som udsat og mærket enlig Interrailer, eller betalte sig fra hurtigtog og direkte mod den danske grænse, deprimeret hjemkomst; omgående stemplet. Hjem før den famøse Interrailmåned! Som var af en hel anden længde end en almindelig måned, en helt anden form for tid. Og så at måtte opgive på grund af noget i den sammenhæng så underordnet som kæreste-halløj… Uha! Hvilket nederlag! Nå, men byen var endelig blevet andet end flad våd asfalt. De hastede efter den hjælpsomme mand, smuttede gennem hvad der vist var baggårde og porte, op og ned ad trappegader, escadinhas, omkring hjørner der dukkede op som sprækker i de gamle tykke mure. En bredere gade med en mængde forretninger, var åbenbart deres mål. Og blev ikke bare deres redning, men gjorde også al skepsis og mistro til skamme. Manden pegede mod et skilt lidt længere oppe ad Rua Garrett, mumlede men smilede: “Hotel Borges, muito bem, eu vai na minha casa a Bairro Alto. Adeus, boa noite”. Og væk var han, med det forrevne stativ der engang var en paraply med blomster. De brugte, bogstaveligt i sjældent bogstavelig grad, deres sidste kræfter, var nærmere tilbehør til deres tonstunge rygsække end omvendt, og vaklede ind til receptionen. Der gik lige nogle sekunder før de fandt ud af, hvorfor verden pludselig var et langt mere rart sted at være: Ingen regn! De var drivende våde, men at slippe for det stadige bombardement… Var den første velsignelse. Det passer så ikke; manden der viste vej, alt muligt andet forudgående, velsignelser både i deres tid og i bibelsk og før og… Men lige da og dér! Ikke mere syndflod. Og, efter en receptionist der var en slags velsignelse også, bare fordi han kunne engelsk nok til at de efter et par etagers trappeklatring stod i et endda pænt og ikke mindst tørt værelse. Domineret af en gigantisk dobbeltseng, og intet syn kunne have været bedre. Det var helt uvirkeligt. Det VAR ikke virkeligt; ikke efter mere end et døgn med hvad der forekom som kun strabadser. De måtte gnide deres meget trætte prikkende øjne, og stod i flere lange øjeblikke før de fattede at det var overstået. For denne gang. Og der var intet andet; det var jo dengangs velsignelse (igen-igen, ja), at øjeblikke var præcis det og kun det: Øjeblikke. Og det næste blev en ja netop, velsignelse af tørre lagner, dyner, blød madras… De ikke et sekund tænkte på andet end søvn som den ultimative nydelse. De var nok så tæt på hinandens nøgne kroppe, og havde stadig et overskud af kærlighed, alligevel blev den sidste velsignelse at kunne gå under i dyb søvn. At de skulle vågne til strålende sol, opleve en by så fantastisk at det kunne være løgn men ikke var det, og stadig ikke er, at hun ville videre før ham, at de i praksis trods forsikringer om det modsatte ophørte med at være kærester, at meget af hans kærlighed fra da af ville tilhøre den by, det land og dets folk, at… Alt det var endnu ikke. De faldt ind i søvnen, og intet i verden kunne være bedre. Verden kunne ikke være bedre. Helt umuligt​.

 

DSC_0126

Jeg kom da selv i tvivl. Kunne vrænge af mit sidste store projekt. “Åh jo, mit sidste store projekt”… “Mit sidste stooooore projekt”… “Projektet, jajoda og bla bla bla bla…” Selv nu, hvor jeg på og med trods var nået hertil. Og langt nærmere en begyndelse på en reel mulighed for en start på noget der kunne blive til en… Begyndelse. Men som så mange tilbage i Danmark havde sagt det, mere eller mindre forblommet, nogle ret så direkte; lidt for lige ud. “Nu har du snakket om dén roman i hvor mange år? Tre? Fem? Ti? Tror du selv på at du overhovedet bare får begyndt? Eller du ER måske i fuld gang?… Nå?” Det sidste altid sagt med en god gang skepsis, hvis ikke ligefrem et strejf af hån. Skepsis og hån… Pudsigt nok som regel fra andre skrivende. Specielt dem der lige havde fået en nok så tynd og overset digtsamling udgivet. Men deres skepsis var vel berettiget. Selv om jeg altid prøvede at… foregive at… ja da! Jeg var skam i fuld gang. Vævede så med mange fagter og vidtfavnende ord omkring at samle de mange færdige afsnit jeg allerede havde. Og alt det der var næsten klart i mit hovede, lige til at skrive ud… Lige til, næsten… Den sidste tid var jeg lige ved at overbevise mig selv. På gode dage. Der så desværre blev færre og færre af. Efterhånden som projektet blev mere snak og mindre skrift. Men én af dagene… Den rette! Der aldrig lige blev denne dag. I stedet flere og flere kvarte, halve og hele brugt på enten at glo på ligegyldig flimmer, eller læse ikke for komplicerede bøger. Krimier af den gamle slags, der ikke krævede megen tænkning, var den foretrukne slags. Hvis jeg da ikke, halvhjertet og med absolut manglende entusiasme, skrev én eller anden tekst til enten endnu en ligegyldig oplæsning, eller endnu et ligegyldigt indlæg i et ligegyldigt blad eller e-zine. Det var ikke just fordi blodet rullede raskt og brølende i min skriveåre i den tid. Iøvrigt heller ikke i mine almindelige årer; de seneste år havde der bare ikke været meget raskt og brølende, sådan generelt. Jeg var selv den første til at indrømme det. Bare helst ikke over for andre. Og slet ikke dem med den nye tynde oversete digtsamling. Jo, jeg kom nemmere og nemmere i en tilstand der ikke var sund. Heller ikke usund som i direkte syg. Blot noget ikke særligt, dage der gik uden videre; uden at være gået med noget… Særligt. Mere opgivende end givende. Engang havde der i det mindste været noget givende at finde i det opgivende… En dag kunne gå ad helvede til, og så var der da helvede at fiske ét eller andet op fra; rablende frenetiske ord fra skærsilden og videre ned. Det var lang tid siden der havde været noget rablende frenetisk over en dag. Det var bekymrende lang tid siden der havde været noget over en dag. Bare noget! Ét eller andet der adskilte i dag fra dagene før og dagene der ville komme. Når man véd hvordan de kommende dage vil blive… Er det lidt for tæt på at være for sent! Fandme nej! Jeg husker tydeligt de bestemte minutter, hvor jeg helt konkret slukkede for tv’et, smækkede bogen i, skiftede fokus fra den alligevel deprimerede udsigt til næste betonblok og rejste mig fra lænestolen. (Dengang var jeg blevet så ukoncentreret, at jeg nemt kunne glo flimmer, følge linjerne i en simpel bog, og samtidig have et sløvt halvt øje ude ad vinduet. Samtidigt, på én gang, aldeles adspredt. Manglende tilstedeværelse ophøjet til en tvivlsom evne; en færdighed der aldrig gjorde noget færdigt.) Men af en eller anden grund var det lige dét øjeblik. Havde jeg kigget efter, ville jeg bagefter kunne have sagt “Klokken 20:33” eller “19:57” eller “20:12” eller hvilket tidspunkt det var. Det var ligegyldigt, men det var først på en forårsaften; solen var gået ned og det var næsten mørkt. Hvorfor? Lige den ellers kun alt for begivenhedsløse dag? Måske havde der bare været for mange af dem efter hinanden, måske var de begyndt at flyde sammen i en klump der ikke kunne skilles ad. Dagene var blevet til ‘dage’. Uden særpræg nok til at frembringe én dag… Måske var det de kortere og kortere nætter, der ikke mere kunne skille dagene fra hinanden. Som et spil kort, alle de enkelte forskellige, limet sammen til én blok. Ubrugelig. Med viden om alle tallene, farverne, lige fra ruder 2 til klør es. Eller nogle andre. En i praksis uendelig mængde af kombinationer. Nu mast sammen så anvendelig som en mursten. Måske var det et billede i den stil, bevidst eller ej, der pludselig rev mig op. Og fik mig til først at rende ophidset frem og tilbage på gulvet. Hvornår havde jeg sidst gjort det? Rendt ophidset frem og tilbage… Med slukket fjernsyn, lukket bog, og øjnene rettet indad. Hold da op jeg var ramt som havde jeg fået en syngende lussing. Måske var det lige netop hvad der var sket? Havde jeg endelig, i sidste øjeblik eller et af de sidste, knaldet mig selv sådan en på hovedet? Godt! Endelig! For en sikkerheds skyld slaskede jeg mig lige et par ekstra gange på siden af hovedet. Hvad det end var: Det var præcis det øjeblik. Markant og uforglemmeligt. Men hvilken dag og hvorfor, sådan helt præcist… Er også flintrende ligegyldigt. Det skete! Og hvis ikke… Ja så sad jeg for det første ikke her i Lissabon. Vigtigst af alt, var jeg måske stadig i en tilstand der ikke havde forandret sig. Og derfor ville alt dette ikke være virkeligt. Det er det! Jeg ved ikke hvem jeg skal takke… Men det gør jeg. Tak!!! Efter de første par dage, og den ellers på sin vis ihvertfald bekræftende oplevelse på café’en i Rua da Rosa, kunne jeg mærke det komme snigende. Og snigende er så korrekt en betegnelse som det kan blive. Mit ellers vidunderlige rum i Lapa, med den balkon der lige i øjeblikket var solovervældet og ikke regnvåd, begyndte at mangle noget. Det var kun halvt bevidst men med ubestemmeligt ubehag. Hvor var det tankeafblændende tv? Der var skam kabel-tv, men ikke med de rigtige glo-og-glem-serier. Og hvor var den forudsigelige krimi der absolut ingen krav stillede? Udsigten… Den var jo ud og ned over Lissabon. Jeg kunne faktisk se et glimt af Tejo. Imponerende! Men det var ikke den ligegyldige mangeduplikerede danske flade horisont, brudt af den næste betonblok. Hvem ved? Hvis det stadig havde været regnvejr; hvis jeg ikke havde fået idé’en med at tage til Estoril; hvis ikke… En masse andre faktorer, ja så lå jeg måske stadig på en seng cirka 2500 (TJEK!) kilometer sydsydvestpå. Med en selvforagtende og selvforstærkende afart af abstinenser. Eller i det mindste mangelsymptomer, som ved akut fravær af D-vitamin. Og den følgende træthed og udmattelse. D-vitamin-mangel her på disse breddegrader! Lige i dette tilfælde var det dén absurde tanke der reddede mig. Jeg begyndte at grine. Godtnok var jeg ikke nået meget videre siden min ankomst. Men der var sgu da også kun gået et par dage. Min latter stoppede brat: Tænk at der ikke skulle mere til. Jeg blev en smule skræmt. Den årelange og åreladende stort set nul-bevægelse jeg havde vænnet mig til, kunne åbenbart komme tilbage hvis jeg ikke var opmærksom på det konstant. Hvis jeg begyndte at tænke i de mere fastgroede baner end jeg var klar over. Hvor fastgroede de egentlig var. Eller rettere, den fastfrosne måde ikke at tænke på. Og så her! Af alle steder… Det VAR ikke sket. Men den lokkende snigen ingenting ind i mit hovede, havde været der. Om så blot et øjebliks lydløs nærmen sig fra en blind vinkel. Jeg måtte virkelig bruge mine sanser! Være på vagt, passe på ikke at blive overmandet af den lysvågne søvn. Det var gået denne gang. Og jeg havde en heldigvis også selvopfyldende profeti om, at jo længere jeg var har, jo mindre ville risikoen for tilbagefald være. Var jeg plumpet i den mudrede tågetilstand, ville disse ord ikke eksistere. At jeg overhovedet skriver: “Imorgen tager jeg fra Cais de Sodré til Estoril.”, er beviset. På at jeg ikke faldt baglæns og bagud. Men at mit projekt er virkeligt. Jeg skriver dette. Jeg lever. Og har ret sikre planer om også at gøre det imorgen. For den sags skyld, ja netop derfor, har jeg tænkt mig at fortsætte. Dét er en genopdaget måde at være i verden. Ret behageligt, nu jeg mærker efter. Og jeg mærker. Og sætter et punktum. Men kun for nu. Kun for nu. Dette punktum. Nu. Hvor mange gange kan jeg skrive ‘nu’, før det ikke er… Før nu? Bare…

%d bloggers like this: