VRØVL! Dette er, med næsten usynlige / ulæselige undtagelser, rent vrøvl.
HVORFOR tog det så næsten en hel uge at skrive? Vrøvl er jo bare… Vrøvl! MENINGSLØST! (Med en lille mulighed for dermed også at være menings-FRIT… Menings-BEFRIET? Nja…) – er det vrøvl igen. Vrøvlen. Vrøvligen. Vrøvlingen. Det er jo OGSÅ vrøvl. Så måske en vrøvling er en figur, noget baby-legetøj. VRØVL! En vrøvling er ligesom en tumling: Den kan ikke vælte. FOR VRØVLET! Kun vippe frem og tilbage. Og hvis man slår hårdt nok til den, banker den hovedet mod gulvet. Klonk! En klonkling… VRØVL! Men vrøvl kan lave mærker i gulvet. KLONK! Vrøvl… (Lille mærke i gulvet… Vrøvl?) Ifølge DDO og lignende, er vrøvl det samme som sludder og vås. Her er så noget sludder og vås, der tog adskillige dage at vrøvle frem: KLONK!
———————————————————————————–

InkedDSC_1142_LI

“Nå hr… hr… Ha… alvorsen? Det var da noget andet end Sørensen eller Hansen eller… Ja, ikk’? A’hva’? Hva’? Halv’sen, Ha-aha-sen. Nåmenså… Jmnjoda. Joh…” Portøren autosnakker sin fonetiske monolog, mens han klikker seng og det omfattende tilbehør fri fra pladsen. Læner sin store sunde solide krop ind over mig, i forskellige vinkler på kryds og tværs, hiver behændigt slanger, rør, ledninger og IV-forbindelser ud af væggen. De forskellige dele af min krop prøver at følge med; det tager lige nogle sekunder og lidt blodkarsregulering. Et par ledbånd smuldrer som gamle elastikker, og violette plamager breder sig hastigt hvor væggens kredsløb har været mit. Portøren er en gammel garvet rotte. Styrer næsten uden om dørkarme og andre forhindringer med små udbrud, og uden at få halen i klemme: “Nåda. Jaja. Hovsa. Upsada, ja dér er lidt trangt.” At hvert lille bump, og det sugende undertryk i elevatorskakten, vrider mit meccanoskelet så det gør min udspændte hud levende, ser portøren ikke. Han har nok set nok, til ikke at se mere. En løsnet møtrik hopper af, så en finger svupper baglæns op på min håndryg. Næppe hørbart lille slask. Og højre ankel må være så træt af metal, at foden popper ud fra under dynen og hænger ned fra sengekanten. Den slasker mod noget af det opmagasinerede udstyr i de lange underjordiske gange, så portøren med et øvet hurtigt vip får den op langs mit skinneben. Uden flere større kropsændringer når vi frem. Et par ombyttede ryghvirvler er kun finmekanik; trykket fra elevatoren op kan ikke bebrejdes den smule legen Lego med min slatne slidte sløsede rygrad. Den kortvarige hvidglødende prikken, er ikke stort anderledes end at kigge direkte på solen en sommerdag. Er den tanke der støves af og pletrenses til anledningen. ‘En sommerdag’ er for længst frigjort fra min forestillingsevne, nutid og hukommelse skiltes som gode venner, med forsikringer om jævnligt at mødes og holde kontakten, og lignende trætte udsagn. Med en holdbarhed der ville få enhver supermarkedsdatostempelsvindler til at krympe sig. Men min rad af ryg med rod men uden en enkelt, der normalt opfører sig som småstenene i en vandkant med svage bølger, blot lidt ral der med en næsten beroligende lyd rutscher frem og tilbage, højst nogle decimeter, lammes til næsten at ligge stille på, netop; rad og række. Dobbeltdørene ind til rummet der venter mig, åbnes nonchalant af portøren på mange meters afstand. For effektens skyld, og dén udebliver ikke. Hele det i enhver fremtid futuristiske lokale stråler stolt. De sidste bevægelser på min ryghud stilner helt af; selv de småstumper og knoglesplinter der ikke når på plads, undlader at kradse rundt på inderhuden, og bliver til små tilfældige men stillesiddende udbulninger. Dem er der alligevel så mange af. Jeg, eller de elementer der engang udgjorde et nogenlunde samlet jeg, er åbenbart stadig modtagelig for visse sanseindtryk. Det er virkelig et imponerende syn! Det store maskineri, fastboltet til det forstærkede gulv, der igen er direkte støbt på hele hospitalets fundament, brummer allerede. Endda selv om det blot står i tomgang; kører højst et par kalibreringsrunder. Og får hele verden til at vibrere i samme rytme: Her er det den roterende scanner der bestemmer universets puls. Det er til at blive ganske ydmyg af, og jeg takker videnskab og forskning; det er bestemt ikke alle i verden der kan blive udsat for dette! Hvis jeg stadig kunne tale, ville jeg blive aldeles stum. Af bare benovelse. Ikke mange hospitaler kan prale af at have forenet CT- og MR-scanning i én maskine. For at det ikke skal være løgn, endda forsynet med adskillige andre diagnostiske mekanismer, der før krævede separat udstyr. Ikke underligt at det siges, at det tonstunge monstrum har et så kraftigt eget magnetfelt, at det kan registreres fra satellitter. Ikke nok med det; det er påvist at netop de, satellitterne, trækkes en smule ud af bane når de overflyver superscanneren. Ligesom det også siges, at Den Kinesiske Mur er det eneste synlige menneskeskabte fra rummet, er lige punktet med megamaskinen det eneste andet end jorden med en tyngdekraft der påvirker selv de ydre kredsløbsbaner. Sammenlignet med dét, må kineserne vist komme op med noget mere imponerende end en gammel mur. Og så undrer det heller ikke, at enhver der får lov til en tur i scanneren, skal udnyttes maksimalt. Det er en begivenhed der kan måles også på Richter-skalaen. Og bruger omtrent lige så meget energi som en taktisk atombombe udløser. Måske giver det en slags balance, men den slags spekulationer er langt uden for min verden. Der stort set er begrænset til min krop, eller i det mindste en hel del af den. Eller dele af. Til tider med udvidelser i form af forskellige væskefyldte eller pumpende cirkulationer; en slags stilladser til min krop og dens funktioner. Ligesom de forskellige modeller af hospitalssenge efterhånden er blevet ekstra ydre skeletter: Tryghed og beskyttelse for mit blødere, blodfyldte, og ofte blødende inderste. Jeg har fået grundigt forklaret, så meget som jeg nu kan forklares grundigt, hvad der skal ske. Også at muligheden for at forene de mange slags scanninger og diagnosticeringer, kræver en ret volumenmæssig stor del omhyggeligt udregnet kombineret kontrastof i min krop. Hvis jeg kunne huske den slags, ville jeg måske bekymre mig en smule over blandingsforholdet. Noget nær 50/50% og påvirkning af det der så kun er et halvt blodtryk. Heldigt at jeg ikke kan huske. Så ville jeg nemlig have nogle mere umulige tal at spekulere på. 50/100+%… Det kan ikke lade sig gøre, men det er uden betydning. Jeg kan i forvejen ikke lade sig gøre, ikke teoretisk. Eller er det rent praktisk? Nok 50/50; dét er en god kombination. Og hvad angår betydning… I min verden ser det lovende ud. Blot æren ved at komme igennem dén centrifuge. Er jeg lige ved at kalde den. Det har jeg ikke tid til at finde lidt pudsigt, hvis ellers jeg kunne finde lidt pudsigt. Nej. Der er ikke tid. Ikke mere, altså. Og tid kan jeg stadig fornemme, sådan cirka og plus/minus og skønsmæssigt og en del andre og’er jeg ikke har tid til nu. Forberedelserne er igang. Tyste glidende hvide kitler gør mig klar. Jeg véd udmærket hvad der skal ske, men overraskes alligevel en smule over den overvældende effektivitet. Næsten effektivt overfaldende, hvis jeg havde fantasi til sådan en ordsammensætning. Kontraststoffet pumpes ind i mine årer med en kraft, der får mine øjne til at poppe ud af deres huler. Næsten på samme tid; *PLOP!*…*PLOP!* Eller hvordan det lyder når øjne flytter hjemmefra. For hvilke øjne gider også nøjes med at glo ud af huler hele livet? Selv øjne har da udviklet sig fra hulebeboere til parcelhuse og ejerlejligheder. Med kig udover vandet, hvis man tør åbne øjnene midt i faldet. Mere kontrastof pumpes ind; arme og ben hæver til monsterstore Disneyballoner, som i en amerikansk 4-juli-parade. Og små fine stråler begynder at strinte ud af fingerspidserne, faktisk ret flotte farver. Blandingen af den lysende neonblå kombinerede kontrastvæske, og mit mørkere og mørkere røde, næsten snart sorte blod, er et lærred værd. Godt at jeg ikke har blåt blod i årene, det ville give en kedelig halvneutral farve i de små fontæner, der zigzagger børnetegninger eller måske kostbar gallerikunst overalt på vægge og kitler. Hold da op hvor vi griner af det. De gør, højlydt og hvinende eller mavehoppende mandigt, og jeg ville hvis jeg kunne, også mere end nogensinde. Selv om trykket i min krop skaber en hvid støjmur med forskellige frekvenser af tinnitus som disharmoniske byggesten, der er en forstærket forvrænget kortbølgeradio og et desperat indelukket kredsløb værdigt. Men så! Endelig! Mine øjne hænger i deres navlestrenge og kan se alt fra to sider. Selv om de stadig dingler i ikke helt synkrone pendulbevægelser. Men de ser… De kan slet ikke andet. Endelig skeløjet nok til at skelne verdener fra hinanden. Autofokus, stereoskopi, rationelt perspektiv sat ud af spillet. Ude af syne, ude af sind, intet på spil. Pupillerne kramper ind og ud; fra mikropunkter til store sorte huller, i uforudsigelige pludselige ryk, styret af den pumpe der må skiftehold til at betjene. Ekstra portører og dedikerede scanner-operatører tilkaldes: Det er sin sag at presse kontrast nok ind i en krop! Til dens hud er som først overspændt trommeskind, hurtigt gennemsigtig tynd, dernæst revner og flækker til en omgang laser og pjalter, selv ikke Kirkens Korshær ville andet end at holde ud i strakt arm og kassere med afsky. Der må være en grænse! Og det er der så: Mine øjne stirrer på hinanden fra hver sin side af den stiplede linje, hen over en symbolsk bom. Garneret med maskingeværreder, strømførende natopigtråd og minefelter. Symbolik skal tages alvorligt! Mit ene øje blinkede til det andet, eller også var det omvendt. Endelig! Da de var holdt op med at svinge rundt i deres strenge, som penduler hængende ud fra den brølende scanner, ja så begyndte de selv at scanne. Og noget ulmede i hvert stadig let dinglende øjeæble. Og snart at skinne… Selvstændigt, kraftigere end blot et genskin fra den blankpolerede fastboltede scanner. Så at gløde, men i koncentrerede målrettede stråler. En ild så kraftig og vild, at jeg hurtigt blændede mig selv. Blind som det dyr der er blind som et bestemt dyr. Så jeg ikke kunne tro hvad jeg kunne se. Men eftersom min vilje var fanget og forsvundet i magnetfelter og stråler og målinger og enkeltbilleder på real-time skærme, og ellers fuldt optaget af at beholde lidt sener og kød på mit løsere og løsere skelet, var der ingen tvivl. Tvivl var nu alligevel også udenfor min rækkevidde. Et par af de sidste fungerende neuroner kom, med noget besvær og til deres egen overraskelse, op med noget så kompliceret som en konklusion. Jo virkelig! Det gav endda udslag på et par af de monitorer, der skar mit hovede i skiver. Jeg skyndte mig at bruge ‘konklusion’ før det også forsvandt: Konklusion: Der er TO sole! Det var ikke blot noget et par øjne havde fejlsluttet sig til, med de sidste løse nerveender. Formodning, fantasi, en tanke eller ligefrem hel tankerække, dén slags var det slut med. Som en fortælling om et liv var bisat i al stilhed, et hvilket som helst liv. Men MED to sole kunne forløbet snuble igen og igen med samme logik. Holdes kørende! Næsten konkurrerende med monster-scanneren. Der ER bare ikke megen kraft, højst lidt saft, tilbage i mig. Til at køre andre steder end ikke ud af stedet. Jeg tager en hånd med den anden, vrider underarmen med, lidt mikado omkring albuen, men uden at der går flere huller på dét stykke hud. Får et par fingre op til de tråde mine øjne hænger i, og har lige plads til at rense øjenhuler og de møre tunneller bag, piller resterne af noget grånet gråt ud. Kitler, kontrollører og kalibranter oprøres; “Lig stille, lig stille! Tror du det er for sjov? Hvert sekund koster 147 registrerede målinger, og dét er mere end 10 menneskeliv i minuttet! Hav dog lidt respekt; det er da det mindste at forlange af en tur i maskinen! LIG DOG STILLE!” Men da havde jeg kradset de sidste forbindelser ud gennem kraniet, og kunne derfor ikke engang undre mig over, at det virkelig var helt almindelige røde og blå svagstrømsledninger. Ganske som præ-digital hjemme-elektronik. Fra NU, eller rettere, fra lidt før det NU jeg ikke vidste var blevet til, har mine to sole intet sted at sende sansninger hen: Ethvert ‘ER’ bliver til uden mig; ‘mig’ er ophørt. Så altså, resten er, som man siger, historie. Fortalt af hvem der vil, men under opsyn af en alvidende og altseende fortæller. Ikke noget pjat med Guder og den slags; blot én af dem der kan følge en historie til dørs; om nødvendigt smide den på porten. Gøre den slags, som den slags nu gør: Følgeslutninger, sammenhænge, forløb, årsag og virkning, tidslinjer. Dén slags hjerner fodres med, for ikke at gå sultne i seng og drømme om at æde store lunser af sig selv. Selv blot som drøm er det et farligt spor at komme ind på. Afsporet! Vil mange sige. Når de mumler i vågningen, og mærker hullerne i baghovedet. Mine øjne yo-yo’ede muntert op og ned; de tungeste tanker kunne ikke mere styre deres blik. For det der ikke mere var mig, var det fredeligt som små partikler i en solstråle. Hov! Nej! Nu var det jo blevet noget andet: I strålerne fra to sole! Overlappende hinanden i vinkler så skæve, så naturstridige, at der helt automatisk blev sendt lynende rasende protester: To sole er én ting. Men skyggerne fra to sole… Dét blev for alvorlig en lattermild sag, hvis livet skal betragtes bare lidt seriøst. Livet er ikke for sjov! Og det skal elastiske rullende øjne ikke gøre grin med. Kontraststoffet var langt om længe flyttet fra det hævede kars princip over i teorien om at der er plads til alt, hvis blot alt ikke fylder mere end nok, i dette tilfælde min krop. Scanneren knurrede og rev huden af; sjovt, hvem vidste at meneskehud og metalhud kunne klistre sammen som var det også to sider af samme skind, så maskinen og jeg-resterne roligt flettede molekyler. Helt hyggeligt og småsludrende. Og meget praktisk, så blev mit aflagte jeg da udstyret med opgraderet software, men noget resultat i form af en snorlige og tilpas udspændt tidslinje gav det nu ikke. Trods den altædende fortællers ihærdige forsøg på at spænde bare én ud mellem to punkter. En lidt gammeldags model af en fortæller; enhver nyere og bare nogenlunde nypatch’et, ville da vide at et punkt forsvinder som dug for solen og bliver til bølger, for ikke meget mere end et godt ord. Måske to, til tider med trængsel. Og nu med to sole! Hvilke muligheder! Hvis jeg stadig havde været, ville jeg overveje at bytte fortæller. Men det er som bekendt sin sag, når man først har givet historien fra sig… Forståeligt nok; historier hænger ikke på træerne, dog hyppigere i sæsonen. Hvornår de så huserer. Men har man først raget en til sig, ja så er det med gribe hver en kvist og følge selv de mest forkvaklede usandsynlige forgreninger. Hvis man altså er fortæller. Hvilket iøvrigt ikke er en beskyttet titel, så hvem- eller hvadsomhelst kan fortælle. Det gør de og det så også. Så ordene får vinger der endda nogle gange kan bære, og tidslinjer svirper gennem luften som tordenbrag fra bag historiens horisont. Kulissekunstig eller ej, med paplyn svuppende op og ned i snoretræk. En mindre øvet fortæller kan have svært ved at skelne mellem en pyntet malet horisont, ofte ‘hist hvor vejen slår en bugt’-perspektiv, og en virkelig. Det skal dog tilføjes, af en fortæller selvfølgelig, at dét med virkelige horisonter og mindre virkelige, ikke er så ligetil. Der er virkelighed og virkelighed. Nok så forskellige, den ene måske endda forklædt som åbenlys fusk, men i nøgen tilstand mere virkelig end den mest virkelige. Nå, men det er helt andres fortælleres opgave. De to sole er det centrale inden for disse horisonter, hvor scanneren stadig er i brølende fuld gang. Med hvad det nu er den var så fantastisk til. De to sole, måske, ja. Ja, så lad fortælleren og dens nu to skygger få plads: Mine øjnes tidslinjer flik-flakkede og trippel-saltoede som elendige gymnaster på et bagtæppe af 30 solop- og nedgange i sekundet. Laserlysshow! Men lad nu øjnene tale for sig selv… Det er på tide!!! Næsten uden en fortæller. Måske en fortæller ‘by proxy’. Hvad det så betyder på dansk. Men altså øjnene: De låner et øre eller to, men det ser for dumt ud. Som papnæser, skæg og blå briller, dårlig James Bond eller PET, FET, og dén slags fortællinger. Desuden virker det hæmmende på forsynet. Og i værste fald kommer tanker snigende med, i skjul bag briller og ID-tyveri, former sig som en usynlig næve. Der enten slår til øjebokseboldene, så de bimler og kvases mod klokken der siger et tydeligt DING! Måske mere et BONKKLASK! Højt oppe, hævet over enhver pointe. Eller blot griber om æblerne og laver en fremragende smoothie, der siver ud mellem de hænder der som knækkede knogler bliver til kløer. De frit dinglende øjne og de to sole… Er det samme, også selv om øjnene kan se sig selv samtidig som solene har øjne. Eller netop derfor? Fortælleren er noget uklar på det område. Uøvet, måske. Men det er hvad det drejer sig om! Og om sig selv, ikke mindst. Hvordan dét, at en rutinescanning med kontraststof, kan blive til et nanosekunds to liv, før det (-endelig, igen), siver med lysets hast ind i en klippesprække, for aldrig at blive set igen. For aldrig at stå op igen. Der hvor der ikke er nogen klippesprække… Altså! Kom dog nu til sagen! Tålmods grænse, som tidligere nævnt. Eller andre grænser; de er der! Symbolske eller ej, få nu fumlet de par pas frem så fortællingen ikke går i hak og helt i stå. Ja… Sådan. Grænsekontrol under to sole; én klippesprækkes skygge forsvinder helt og aldeles. Bleget væk, ude af fortællerens syn. Altså! Videre! Planeter og satellitter kunne begynde at komme i tvivl. Hvilken sol skal der kredses om? Det kunne blive farligt. Selv en lille asteroide der i tyngdeforvirring ramler ind i en tøvende sattellit… Uha! Speederen i bund, mens de lettere paffe og ret puffede grænsevagter stadig er optaget. De glemmer næsten deres grænse; to skygger er ikke beskrevet i deres håndbøger for bom-hævning og sænkning. En enkelt bliver så konfus, at han affyrer et varselsskud mod sin ene skygge. Den havde sneget sig op på den punkterede linje; vagten kunne jo ikke vide at det blot var for at se efter en mere realistisk horisont. Et perspektiv der ikke blev blokeret af betonklodsers krydsmarkering, minefelters skravering, og store ord på store skilte med store advarsler om store konsekvenser. Og en uigennemtrængelig tåge af alt det med småt, der altid kan bruges til at afvise alt og alle. Herunder altså ethvert perspektiv, hvis det ikke skal være forvredet til armen på ryggen splintres, knoglesplinter buler op og igennem huden, så blodstråler glinser i to sole. SÅ! Er scenen endelig, med lidt vilje, god eller ond, og med et kvikt kulisse-hold, tilbage i rummet med scanneren. Fortælleren rømmer sig og slår på sit glas. “Jeg er ikke taler…” Nej! Du skal også bare holde kæft og fortælle videre: Så der er to løgne. Soleklare øjenåbnere. Og matematikken er sådan indrettet, at to negativer giver ét positiv. På den måde er parvise løgne de nemmeste at håndtere. Undtagen for par, men dét er en helt anden, tredje, syvende historie. Hvis blot Adam og Eva ikke var gået med til den trekant med slangen, ja så var Gud sikkert ikke så fornærmet og gnaven over måden vi har behandlet hans værk. Hvis det er hans; djævelen gør konstant tilnærmelser, og hvis Gud var lidt kløgtigere, hvis glorien ikke sad så stramt, var dér et par der måske kunne have gjort en forskel. Det er så en tredje, ottende, niende historie. Eller fjerde, eller syttende, bare at tælle antallet af fortællinger, kræver yderligere fiktioner. Og flere fortællere for hver; sådan en historie, en fortælling, kan fortælles af et utal af fortællere, på hver deres måde. Med ivrigt spirende lidt for selvstændige nye skud af tidslinjer, der skal beskæres i døgndrift, for ikke at blive lige så viklet håbløst ind i hinanden som to soles krydsende kredsløbslinjer. Så når der endelig er et par, parallelle linjer eller løb eller tider, to sider af samme sag, om så 4 skygger, ja så er det med at gribe chancen i flugten, FØR den folder vingerne ud og bliver en murstenstyk samling af skrøner. Tankekonstruktioner der bumler hen over himlen, snubler klodset over selv mindre bjerge og lidt for tætte skyer. De skal opsnappes mens deres vinger stadig er stækkede, nyudklækkede tvillinger, en sæk med killinger der endnu ikke har opdaget at de er mere end to, endda ganget med ni. Og væk i en sæk, sort som… Noget der kan sive tilbage i sprækker, om de så er tydeligt tegnede forfalskninger. Foragtelige forsøg på at skabe kløfter, blot ved at trække tynde streger ind i halvskjulte hudfolder, og så håbe at naturen går sin gang. Når den gør det på sin mest unaturlige måde, med ‘500-års-hændelser’ og andet der får Darwin til at sukke veltilfreds i sin grav. Der ER ikke noget som kontinenters klonken sammen eller skubben hinanden fra sig: Protester og deklarationer i F.N. før lava og vulkanaske trænger ind i kredsløbet og skaber klumper med omgående koagulering: Scannerens rytme bliver sær og fremmed, billederne på skærmene bliver til mudderskred og tsunamier, skyld klaskes hastigt ind de dybere og dybere revner i panserglasset: Det sluges ind med tilfreds slubren; bliver til skræmmende masker der når fra nye højere højder til andre nye. Kitlerne, specialisterne, eksperterne ser med rædsel de ansigtstræk, der forstærkes i den dybe rumlen under en overflade der ikke længere er alene: ALT for mange overflader slører en mekanik der er ved at brænde sammen; opstigende bobler fra noget der engang kun var tynde streger, eksploderer med en så forudsigelig effekt, at efterlysningsplakater, terrorister og fjendebilleder tegner sig selv. Det er for besværligt at kravle over nye kæder af bjerge, linjer, og grænser, bare for at få et mere præcist indtryk. Kopier af aftryk er også hurtigere at få ind i kredsløbet, og fortællere der afviger blot få millimeter fra de atomsikre tunneller, ja deres hud skrælles selvfølgelig af mod den rå beton. Desuden, ikke at forglemme, hvorfor vi mindes om det så jævnt beroligende: Droner ER nu engang praktiske, når det drejer sig om seer-tal og nethinde-overbevisning. Og den slags smyger sig jo uopdagede langs de laveste linjer, GPS og fjernstyring er en velsignelse! Det er nok derfor, nævnt med lettere foragt, at gammeldags højere såkaldt filosofiske sammenkrølninger foretrækker landskaber med flad horisont og god sigtbarhed. Afvises blankt af tilbagelænede bjergbestigere, der har været på selv toppe der endnu ikke er printet ud. Men at man kan være forsikret om, at scannerens kurver følger trusselsbilledet, det siger jo nærmest sig selv. Hvad det så gør. Til bevidstløshed, men også kun lige til. Endda i flerstemmigt kor. Der kan rynke brynene, og med yderst hemmelige undertoner, der kun kan mundaflæses at komplet blinde, hviskehvæse at et flertal af et mindretal står klar til manuelt at betjene scannere, droner, og allerede nu opererer ny hud på adskillige skeletter, der ikke på noget tidspunkt har været låst inde i for små skabe. Tilføjet med en længere stribe, næsten en punkteret linje, af *FNYS!* der effektivt ruller sig ud til specielt den fjerneste ravnekrog uden selv den mindste eller forældede scanner. Så er vi der endelig, (endelig igen-igen!), igen: Der er ingen ‘Breaking News’ i det terror-sikre lokale der er bygget om scanneren. Vrøvl! Stop! Kan ‘jeg’ ikke mere sige… Eftersom det er en fortæller der intet har med ‘mig’ at gøre der har taget over, hvilket den, fortælleren, nu har gentaget ulideligt mange gange, den selvglade ét eller andet… Men! Alt dette startede et sted. Scanneren. Mit metaltrætte meccano-skelet. Og så lidt af hvert… Og SÅ to udpoppede og dinglende øjne, der viste sig at være andet og meget mere: To SOLE! Det ER da noget af en begivenhed… Noget af et ‘resultat’ af en scanning, om det så er en nok så avanceret og ny multi-hvadsomhelst-scanner. Med associationer til ALT muligt komplet uvedkommende. Måske? Hvem ved hvad der skaber to sole? Ud af en ganske vist gennemgribende, indgribende og omsiggribende tur i den til dybest set jordkernefastgjorte og ubønhørlige multi-og-lidt-til-high-tech-altafslører… Men alligevel: TO sole… Med deraf følgende både bagovervæltende begrænsninger og muligheder helt til målløshed. Måske målløshed; to forskellige begreber i samme ord. Lidt hønen og ægget igen. Siger fortælleren; ret så kliché-agtigt og banalt. Men måske ER alt dette så banalt, at det er nødt til at forklæde sig som viklet ind i mindst 10 hvide kitler og operatører med kroniske museskader og skærmkantede øjne med svigtende opløsning og begyndende pixel-fejl. Hvem ved? Hvem ved hvad og hvem? For hvem og hvad? Og fortsatte trætte slidte spørgsmål af den slags. Overflødige, som så meget andet. Måske ligegyldige. Men så er der jo de to sole… Det er svært at få dem proppet ind i kassen med tilfældige ligegyldigheder. Selv om der prøves ihærdigt, som lige nu. Der er ikke noget jeg tilbage, kun smårester hist og pist i hjørnerne af forskellige rum, og det er bare til rengøringsholdet møder ind, eller én eller anden universel gulvmoppe tager en tur rundt om galakser og diverse lidt for grusfyldte bælter omkring planeter og stjernesystemer. De to sole vil nok blive bemærket, men hvad der vil ske, er usikkert: Det kommer nok an på, om det er én eller anden afart af en Gud der svinger kosten, eller ‘det andet noget’ mange mener er overbygningen på skrøbeligt kød og liv der af mennesker opfattes som korte små glimt i en større sammenhæng. Hvis jeg var, ved jeg ikke hvad jeg ville vælge… Det korte glimt er lidt… Lidt. Den anden version, dén med en Gud og at give livet en vis betydning i sig selv… Gør det hele lidt ansvarsfyldt. “Har du gjort en god gerning idag”… Tja, en ekstra sol er måske svær at vurdere som god eller dårlig, men selv en gud må da blive lidt imponeret. Men måske er det at gå satans ærinde? Hvor pokker kommer den slags spekulationer fra; min hjerne er det ihvertfald ikke. Den kan ikke engang tænke ‘min hjerne’. Hvem der så gør det; tak! Måske. Tjo? Nja… Eller? Nå, men var det ikke for de samlede kitlers vurdering, og mine egne kirtlers opsvulmen og materie-punktering, var jeg måske blevet samlet igen, og kørt tilbage på en af de højdeuendelige etager. Men den samlede mening var, at jeg ikke var det store tab for hverken samfund eller mig selv. Lige angående det sidste, synes jeg nu min fortæller var lidt hurtig. Hvis jeg kunne, ville jeg vist mistænke den for at modtage noget under bordet, eller bare at ville tækkes de ‘rigtige’: Hvem ved? Måske var der et kommende fortælle-job i udsigt, hvis denne gik glat og var hurtigt ekspederet. Der var godtnok de to sole… Ret tydeligt at det var noget der absolut ikke passede ind i den nuværende stemning; lettere oprømt over at have inddæmmet mine hjernebølger, sålænge de nu var der, og en generel success for super-scanneren og dens kitler, og ikke mindst dens forskelligt fortalte sammenhænge med snart sagt hvadsomhelst. Men altså overvejende positive forbindelser; hvilken forskningsenhed vil ikke gerne være på forkant? Om det så er på planer og områder der ikke umiddelbart har et klap med medicinsk forskning at gøre. *KLAP!* Og pengekassen åbnes fra de mest besynderlige steder. Besynderlige, måske, men det er da underordnet? Et nyt højdepunkt blev nået, nye meninger skabt. Ganske som jeg, det en portør fik rullet frem til det blyklædte lokale, forsvandt som var det meningen. En lidt anden, måske, men stadig en mening! Det er næsten helt zen-halløj-agtigt, men det har vi været inde på. Alligevel rasler det rundt i den ellers tømte hjernekiste. Religion, selv af den fra TV kendte berøring-og-skvat-om-udgave, hang stadig fast som mikroskopiske pletter på indersiden af scanneren. Det var vist ikke meningen… Dét var ikke. De fleste data-monitorer var alligevel sprængt af succes; kun en enkelt stod og gentog sig selv. Ikke ulig dette, bare forresten. Dér var et par udvandede pletter, der med lidt forestillingsevne kunne være et spørgsmål om tro… Mine soløjne faldt nu ikke for dét, det kan enhver fortæller gøre bedre, men hvad jeg troede på før, er er jeg fri for ikke at tro noget om nu. Lyder det som en modsigelse? Ikke i de ører jeg ikke har. Eller lyder det blot tåget og ikke spor gennemtænkt? Så ER den god nok! 2 sole og 2 øjne; dét var byggesættet til tanketangen. Det vidunderlige redskab, der på rekordtid, på ingen tid i ordets egentlige betydning, hev alle tanker ud af hovedet på mig. Ganske som en kyndig håndværker kigger himmelfalden på et bundt gamle tærede el-ledningssamlinger, og med et ryk river skidtet direkte ud af væggen. Efter at have taget øjemål og jaget en øvet knytnæve durk gennem tapet og skillerumshulninger, fyldt med sitrende kortsluttende tankespring. Der så blot sprutter lidt, formålsløst, og måske lader en enkelt ufarlig tankegnist falde til jorden. Ikke engang himmelfalden. Hulrumsstøv. Puds. Spindelvæv. Halvråddent træ. To dvaske øjenæbler og to matte sole. Fejes sammen af morgenrengøringen. En plads blandt organisk affald bliver det ikke engang. 4 småklistrede kugler, sammen med tapetrester og ledningsstumper. Rummet desinficeres, og multi-scanneren prøvekøres igen rutinemæssigt. Kalibreres med omhyggelighed; tallene er kostbare! Nogle etager længere oppe finder en portør stue 43, seng 2. Han kigger på navnet. Gudskelov, en ganske ordinær Sørensen. Eller var det Hansen? Den slags plejer ikke at give problemer. Det ved en gammel garvet rotte. Men nu forresten heller ikke så store succes’er og videnskabelige gennembrud som ham Halvorsen. Portøren er helt stolt. Det var jo ham der førte den nu berømte forsøgsperson gennem labyrinten. Jojo; de små glæder er også værd at tage med! Altimens og under alt dette, og da forresten også en hel del år før og i fremtiden, har et oliventræ stået uberørt og tankeløst. Et ubetydeligt men ufravigeligt sted nogle tusinde kilometer væk. På en stor mark blandt mange andre gamle træer. MED KUN ÉN ENESTE SOL. Og nok ikke engang set af ét enkelt øje. Komplet uden sammenhæng med en scanner og alt… Ellers. Altså: Absolut intet med noget at gøre! Så hvorfor overhovedet nævne det? Hvorfor??? NEJ VEL?

(Mens Laurie utålmodigt venter på at komme til orde…)

Delvist Op-poppet med Pop-op-poeterne på Aarhus Uni, Kommabar, Fredag d.17.marts; her den fulde tekst…

TIL BLOG DAGEN IKKE MIG

Det er DAGEN der ikke gider. Dagen der NÆGTER at ville være brugbar. Ikke mig! JEG er klar og parat. Men hvad nytter det? Intet: Dagen er simpelthen HÅBLØS. Bogstaveligt: Løst fra ethvert håb! Som en dag der er genbrugt lige 10 gange for meget. Gennemtygget, gennemgumlet, gnasket på… MED hud og hår. Vendt med væmmelse i munden mindst 10 gange. OG i øvrigt bygget over en udgået forældet model. Det kunne være 27 april 1843. Eller 29 februar 17-hundredeoghvidkål. Bare fx. Vildt overgearet datostempel-snyd-på-snyd. Dagen ER gammelt skrammel. Storskrald. En dag der er fisket ud af en blandet bunke råddent køkkenaffald. Selv en hjemløs klunser-flaskesamler blandingsmisbruger går langt udenom denne dag. Med rynket næse og foragt i blikket. Og der SKAL trods alt en del til, for at en dag er SÅ tydeligt modbydeligt modvillig. Direkte OND! Men der ER bare ikke noget formildende ved disse ubrugelige vrangvillige 24 timer. Lad os bare tage dem én ad gangen. Timerne. Selv om bare tanken om det, at skulle slæbe sig gennem hver enkel mudderpøl af en time… Omgående skaber tågede idé’er om velegnede høje broer, sovepilleoverdosis, togskinner med uundgåelige frontalsmadringer. Den slags dødfødte eller dødfølgende tanker er grundsubstansen i dette døgns ekseptionelt 100% negative timer. Faktisk virker de 24 nærmere som 24 små evigheder. Evigheder af den slags nogle drømme er lavet af: Mareridt med at løbe og løbe og ikke komme ud af stedet. Falde og falde og falde og uden at vågne. Og de 24 timer samlet som et uendeligt ufatteligt ulækkert ubekvemt OG endda komplet udueligt ubrugeligt 24-dobbelt SORT HUL! Et altædende og meget sultent sort hul; “sort” men med en nuance der er så ækel at den ikke kan BÆRE et navn. Og hvis nogen ellers turde give den et, ville belønningen være afrivning af lemmer med skødesløs ligegyldighed. Sådan et døgn, sådan en dag der flænser sig selv ud af kalenderen. Bare for at komme andre i forkøbet. Sådan en nat der trækker sig selv ud til at forekomme som den længste i hele verdens historie. Længere end universets samlede antal lysår… -bare for at præcisere. Selvfølgelig fyldt med ubrudte vildveje i dimensioner af den slags der medfører omgående sindssyge af den dybeste aggressive slags! GRRRRRUURGL! -Kortsluttede neuroners væskeansamlinger og ukontrolleret savl ud ad hængende mundvige! SÅDAN et døgn, sådan en dag…


Nå, men så da den dér første time. Af denne dag der bare befinder sig… ÉT eller andet sted i en drøvtyggers fordøjelsessystem. Den første time… Ok så da. Og i samme øjeblik flimrer tiden med grumset uvilje hvirvlende rundt, udelukkende for at forvirre. Så den første time, faktisk enhver time, altid bliver den sidste. Og de sidste skal ALDRIG blive de første! Og de første ALTID de sidste! Matchfixing af den mest udspekulerede lyssky skumle slags: ALLE odds giver en øjeblikkeligt gennemhullet og hacket bankkonto; “Dit overtræk er nu på 20.000”. Det var på langt under en time. Med rullende øjne og flagrende lemmer brøles sangen ud: “What a difference a day makes”… Jotak! På et splitsekund en inficeret fil som en splint under neglen. Og neglene rives så iøvrigt af en efter en. For du skal TRO på det! Nemlig at: Der ER altid én der vinder! Hvor nådesløst det end er… SÅ værsgo’ og skrig; Blodet pifter muntert ud fra negleløse fingerspidser, sprøjter rundt på bunden af kontoen, renters rente lægges til… HOV! Dér er en negl midt i døgnet: Modregnes saldoen. Skrig igen, der ER altid én der vinder! Ikke flere indsatser, tak, bordet fanger! Imorgen er der atter en dag!… Og DÉT er hvad der knækker selv den mest hjerneløse krampesmilende lykkelandsblinde jubeloptimist: IMORGEN ER DER ATTER EN DAG! Og idag spidder et øje på en splint, som en oliven på en tandstik. Dyppes i mudderet på bunden af vinderens sidste ønske efter det sidste måltid. SÅ er det på med hætten og ud på faldlemmen… Klap! Og knæk! Imorgen er blot lokkemad… Idag igen, som igår og fortsat baglæns. Sal-to Mort-ale. Helt bogstaveligt. I en blandet finregn af negle, splinter, og jubeloptimisters mumlen: “Famous last words!”. Men der ER ikke andre ord! Bordet fanger som sekundlim i øjenkrogen. Og der er 3600 sekunder på en time… Denne dags fup og svindel ganger lige med sin egen ulogiske odds-beregner, hvert sekund indeholder 3600 sekunder, og antallet vokser med kvalmen og dét der løber ud ad sprækkerne og strinter fra fingerspidserne. 
RØD KLISTRET FINREGN.


Denne dag eksisterer ORD kun som afsløret pinkodes lysende TAL til fri afbenyttelse. Saldoen dagens absolutte nulpunkt: Bundlinjen hamrer sig fordærvet mod det fastfrosne timeglas. Nåååååhja, en enkelt time… Det var jo det. En time løsnes fra den mere end modvillige boobytrappede mur af det modhagebefængte døgn. Timen er slimet og vil absolut hverken holdes, beskues, og slet ikke fremvises. Ikke fordi mange har en smag der går i retning af at studere noget, der mest af alt bare ligner en meget tynd klump afføring. Og som gør hvad den kan for at fylde alle sanser som netop en sådan udflydende omgang… Ja, ligner det… Lugter som… Smager som… Så ER det bare dét! Men hvad skal alle de andre timer så kaldes? Nå. Den tid, det helvede. Lyder det lidt overdrevent? Bare vær aldeles urolig: Dagen ER den værste, ikke kun i mands minde. Selv en skabet rabies-befængt indavlet bastard flygter fra sådan en dag. Bare lugten og lyden. Lyden ja! Også dén har dagen gjort til det mest effektive brækmiddel et øre kan udsættes for: Blanding af losseplads mågevræl rottepuslen der antyder muteringer til rottepushere med OD inkl dødsgaranti på udsalg til skolebørn i ja, netop: DAGENS ANLEDNING! Gudbedredet… Men enhver Gud HAR forlængst forladt det synkende døgn. KLIP! SCENESKIFT: Muteret til rotte level 102, kloakterror-udødelig, en ubrudt række af eksplosioner fra selvmordsbomberotter der bare ikke KAN dø, uanset hvor mange gange de detonerer… For idag er idag! Hvor dem med dødsønske lever ulykkeligt til dagens ende. Og de livsglade kradser af med en hast så rustvognene rystes fri for flager af rust, så kun raslende skeletter vralter ind og ud af skabe, der selvfølgelig er opgravede kister i grader af forrådnelse. Skeletter der knap tror deres manglende øjne, klaprer lystigt afsted så knogler og tænder efterlades som brødkrummer der absolut ikke skal følges. Og bliver til de monstre der IKKE mere er UNDER sengen, men… Og de ting der siger uhyggelige lyde midt om natten… Spreder sig til bank under bordet: HA! Fanget igen! Tilbage til den første time… Det usle vrag af en tidsenhed der lige kan slæbe sig op på måske godt 50 minutter, højst, men føles som var hvert sekund en rundvisning i de censurerede afdelinger af skærsilden. Og vil den iøvrigt elefantmandslignende time overhovedet samarbejde og holde sig til tiden? Næ! Den time skider da på at den er den første, og altså så dermed den sidste; den sidste time til fri uddeling; værsgo’, her er din sidste time. Det rager den langsomt… Den kommer daskende et godt stykke oppe ad dagen, ligeglad med at have efterladt et forrevet hul i et døgn, der så slet ikke kan begynde. Eller noget ulogisk vrøvl i dén stil… Det trækker den ildelugtende time da bare på sine pukkelskuldre af. Mens den sløvt vogter over resterne af igår, piller lidt i gammel muggen tid for at se om der skulle være en godbid. Igen; i al evighed, sekunder der… der… der… Nej. Sgu. Jeg opgiver. Det er nemmere at opfinde og bygge en tidsmaskine, end at få denne dag slæbt til reparation på nærmeste værksted med autoriserede reservedele til “tid” og anden udefinerbar form for kling-klang hjernestøv. Tik-tak uden bedøvelse. Hvide snit med løs hånd. Lallen rundt i sumpen af dagens vindere; Klap! Og knæk! Nu hænger på rad og række uden negle og med tømte lommer, ord kun til MORD. Og enkelte spinkle kald på MOR! Der så måske kommer snigende med sin OD inkl dødsgaranti; VÆRSGO OG SKRIG! Imorgen er fyldt med der er altid én der vinder, “Famous last words” uden anden mening end sidste rallen før “sluk og luk”. Nu tilbage kun borde der fanger, fanger fanger… Klap! Og knæk! OG forlanger, og SÅ! Idag… Der vader hen over alt dette vrøvl, krøller det sammen, og dermed ENDELIG sluger alt med hud og hår. ALT! Ikke et sekund værd at blive ved. Eller blive ved… HUD OG HÅR! Nok… NOK!

Men altså MED hud og hår. Mere end nok.

Tangotrin

Én enkelt del af en stiplet linje er næsten et punktum. Så går dansen. I stå. Eller bliver ordløs. Helt lydløs elegant hen over gulvet, øvelser i stolt tavshed. Hvor hvert skridt siger mere end tusind ord. Inklusive alle danses kliché-fodsætninger. Og klik-steppen på parkettet fra a til å. Uden at et ord kommer til orde. Den skinnende lak på danseskoene kaster glimt langt ind i det næste trin. Om en tangos tid eller en verdens endeligt, ved sidste symbol, på et trin frem. En hæl knækker af, midt i mellem to partnere. En hånd holder den nu meningsløse genstand; fremtiden må nødvendigvis halte. Måske instruktøren kan bære symbollikken helt til kanten. Og objektet igen kan blive en hel hæl, glide ind i melodien uden skurren. Men skaden skete før, dansen lige nu sletter med en hvirvlende slutning tidens slæben, hvor der burde løftes med elegance. De husker stadig den dag hvor tangoens skema blev til liv. Berusende kast med hovedet ryster de symbolske trin. De drysses som glemt tid og fylder hvert et minde med taktfølt selvforglemmelse. Tages med tilbage på danseskoene som klemmer dråber ud af malede øjne. Altid midt i en bevægelse der altid vil være i bevægelse; selveste den yndefulde bevægelse i al tid. Og det er kun muligt med hjælp fra partneren der er et trin tættere på slutningen. Med en så evig da capo, er det vanære at træde i sporene på sig selv. Det kræver mere, end selv en tegnet tango kan overlevere fra det ene skridt til den anden tid. Glemmes sidste skridt, følger spor skjult baglæns, ude af balance, rosen hopper nervøst i knaphullet. Dagens dans er med partneren fra igår, der ligner spøgelset fra i morgen. Som faldt i sine egne trin, til grin for mesteren, en fuldendt og perfekt vals kan aldrig stoppe latteren fra selv en sølle tango. Imorgen er igen det næste skridt frem, famlende foran skemaet, tilbage til det første trin. Hvert år er modtager af dem der trådte fejl. Og forkerte rytmer får det samme skema, fejltrin filtres ind i takters attråværdige vovemod. Er det ikke tango er det trinnet udover kanten. Der er en dans til hver en tid. Kan du ikke skemaet, er hvert skridt en fjendtlig tid, afgrunden holder vejret til næste takt. Et skridt tilbage og dommerens smil trækkes op med punkter til en snubletråd. To dimensioner er en snubletråds bedste legeplads. Tango og orkestret spiller på snubletrådes udviklen ny vaklen til vidunderbørns fylden først sko så dansegulv. De unge generationer overtager balsalens pragtfulde forfald. Som bliver pragtfuldt når de unge pudrer næser, mens orkestret fægter med nodestativer til en melodi der skrives næste år. Den gamle mester skærer tæerne til så de passer skoen, hvert skridt bløder, men skemaet er pletfrit. Benstumper fra de endnu ældre, trængt ud på galleriets hule stenplader, angiver takter med forskellige sætninger der ikke kan forbindes med dans. Vi danser kun med øjnene. Tangoen sidder i kroppen og overgiver sig aldrig. Orkestret spiller så tiden flyver bort. Et menneske ude af takt forvises til sin fortids fejl. Et lille skridt for instruktøren, et stort skridt mod det sidste. Eller det første? Et øjebliks tøven, og næste spor er en fælde. Fejltrin er afveje uden for Darwins skema. Røde tråde trampes efter takten til et skema over løse ender, med friske spor der aldrig har været. Falske trin, halvtoneskred, nedbøjede må de nøjes med en langsom vals. Man må snøre sine sko så takten ikke taber tidens nye trampen. Aldrig har så få trin betydet så skarpt et skema for så mange skridt. Fejende stolt ud over skemaet, på kanten er melodien kun for døve. En musik skabt til fremtidens drama, skæres ned af og til, spor af støvlers tunge tvang. Nu på skema: Forudse dine fejltrin. Skematiske fodfejl fra igår, klar til brug i morgendagens dramatiske indledning. Tøvende usikkerhed på dansegulvet; er dette virkelig en tango der begynder sit liv? Skal vores følge, eller er det hele stemt i en anden toneart? Et knækket snørebånd var alt hvad der skulle til. Takten gået bort i sin egen disharmoni. Ved graven øves trin til fødslen. Vi lukker øjnene og krummer tæer til tidens tango, kun af navn. Vi er måske blot en dans, men vi er mestre for hinanden. Vi ender i en fast positur, hver gang, igen og igen. Med udtryksløs stolthed over præcisionen, præstationen, præsentationen. Perfektion.

ÅBNING / “AFLADNINGER” / DOKK1

MANDAG D.13. Marts Kl. 15.

https://www.facebook.com/events/1615921338434519/

SOM DET DOG BLIVER!

GLÆD JER! KOM FRIT D.13…

a4-foto

https://www.facebook.com/events/1615921338434519/

MEN!

Der HAR jo været indbrud i én af udstillings-montrerne, så vi efterlyser STADIG objekter der kunne passe til dette efterladte skilt… (Flere montre-skilte VIL blive offentliggjort; ligesom bidrag modtages løbende under udstillingen…):

montre-skilt

Ethvert objekt modtages, også under udstillingen, med dyb taknemmelighed og vil blive montreret…T.o.m.d.26.

Hyldemodul / Max Madsen:

afladshylde

Hyldemodul / Max Madsen:

aftenlandet-udsnit-4

Darwin kvases som et insekt mellem partikel og bølge. Samler sine behårede flagrende ben med sokkeholdere. Undslipper belejringen kvantemekanisk prustende, under graven med sumpet vold, med opsmøgede gåpå-ærmer gennem ormehuller, sammen med en morgensur Ron Hubbard, dukker op som reality-stjerne, ‘survival of the flatliners’, og får en overenskomstmæssig pause. Til genudsendelsen klippes om med altid flygtende manuskriptforfatteres absolutte veto uden ret. Stemmes ud ad en tangent der klinger af i turbulensen fra midten af tidens øjeblikkelige tilbudsvare: ‘Fit for Flight’! Et kursus i formstøbte dødssynders knirkende kroge, og bevingede kassers klodsede fald ud over kanten til orkestergraven. Hulter til bulter er en dum lyd: ‘Hulter til Bulter’, fnysende foragt sminkes nedarvet til frydefuld frelse: Bravo! Da capo! *Pling!* Og VI er en violinstreng mindre. I teorien. Set i bakspejlet, ja så er ulykken sket før et pip kan afsættes, hver fugl sælger sit næb med kløerne først: Natur! (Tid til et lille *Pling!*). Men SÅ trækkes i praksis, SÅ jublen breder sig SÅ en sten lægger sig til rette på mit hjerte; SÅSÅ!. Balancesansen og Darwin går hånd i hånd ind i en solnedgang bestilt og leveret til tiden; sekundet før arternes famlen i spørgsmål om trosbekendt messe for kun ÉN masse. Sekundviseren stritter stolt, i rollen som den ukendte soldats grav. Tiden trækker igen sit slimede spor; JEG vasker afgjort mine hænder for sidste gang. Igen og igen. Plus en ekstra gang, på bare fødder, for en sikkerheds splint som nål i Einsteins imponerende stak. *Pling* siger fuglen i spejlet til sin egen store forbløffelse. Nej, intet er som det. INTET var engang. Og Darwin huggede min søde bedstemor, med strikketøj og det hele. Grådige satan! Bare vent til nattens malmrungende skoler åbner deres massegrave. Dét er reality i kunstigt lys! Partikel og bølge slutter fred. Balancerer på en tveægget skimmelbelagt tunge, vægtskålen slår ud og rammer en tilfældig forbipasserende. *Pling!* Nogle mennesker er lavet af glas. Stenen på mit hjerte er mit fundament. Jeg bygger en model af mit spejl, kun for at gæster skal føle sig hjemme. Snart er mit badeværelse proppet med Darwins klistrede pupper. Jeg brækker mig i væmmelse: Soleklar årsag og virkning! Og bruger en tilspidset tidslinje som spyd. Snart kan jeg se mig i bakspejlets stjernelys, den sidste søde bedstemor med en violinstreng om halsen: SÅ er et reality-show mere værd end virkeligheden bag næste horisont. Trukket, strukket, i teorien, praktisk set, men *Pling!* og min mad er parat. L.Ron slikker resterne, teoretisk, på alle fire. Jeg smider et ben, tre er rigeligt, to klik frem til ét, og nul springer ud af skabet. DÉT havde Darwin ikke forudset: Forloren skildpadde. Forstenet bedstemor. Strøget Darwin ryster på hovedet, sammenstrikker en forbløffet forfader. Hvad NU? Har jeg vasket hænder? (*Pling?*)

Hyldemodul / Max Madsen:

aflad-hyldedisplay-form-copy

Stråler rent gennem pupillernes bedrøvede hudløshed. Som en lun blid brise lister ind under huden og lirker lag efter lag fri; små strejf af frodigt græs under grenes flimrende skygger. Omfavner duftende frisk bark, smilende nyudsprungne blade mod kinden, læner ansigtet trygt. Fylder helt op med alt der aldrig fylder for meget. Hjernen lukket land, ansigtet afspejler tillærte ord, ikke en tanke. Fugle og ny hud tager imod, fornøjelsen deles med en verden der altid (AL TID!) begynder lige nu. Tid er monokrom. Går ikke i stå, farven blå er at være; blåt er eksistens. Det er ikke så meget, ikke andet end meget, meget mere. Det varer ikke evigt. Kun lige nu, nu, for altid. (AL TID!) Flager med ansigtsform, flagrende hud, øjne så blå. Andet mærkes ikke, meningen er kun det. Meningen mærkes stærkere end nogensinde, som så nær ingenting som noget kan være og stadig være, et monokromt alt i blåt, mere end alt som opfylder intet på hudløse sider af spejl, som spejlbilledet af blåt må være tid. Smiler skjult bag næste linje, monokrom i multipliceret spejl i spejl. Hov? Årh for pokker, ikke det sædvanlige møg igen. Som om nogen falder for det gamle trick. Ha! (Hånlig latter) Kom, lad os gå, det er sgu for… (Forældre viser foragt ved at hive kraftigt i barnevogn, senere klapvogn, senere barnearm, senere…) Blå! Og jeg ved ikke hvad! Så! Kom så, ellers… Niks! Aldrig! (Spildte hånklatter fremkalder erindringer om en fjern strand. Blå bølger og monokrom sol blænder øjne; optikere og øjenlæger har kronede dage.) Hva’ nu? Nej, det er da ikke fastelavn! Det er sgu da bare den forbandede allergi. 

(AL TID!) / Afladninger…

afladninger-med-spejlperson-copy

AFLADNINGER.

Tredimensionel Interaktiv Lyrisk Installation
Dokk1 13.-26.marts.
I anledning af
UNESCO’s World Poetry Day 21/3.

ÅBNINGSCEREMONI d.13.marts Kl.15:

REPRÆSENTANTER FRA & OPTRÆDEN VED:
UNESCO DK / DOKK1 / 365TEKSTER / AARHUS LITTERATURCENTER / POETKLUB AARHUS / POUL LYNGGAARD DAMGAARD, IAN LUKINS; OPLÆSNING / MADSEN+MANTEL+MUSIKERE, ‘ILD I DIT ANSIGT’; PERFORMANCES / M.FL / TBA…

Madsens/Mantels antropologiske udstillingsværk er lyrik og fortælling kombineret med billedkunst, lyd og interaktivitet.
‘Afladninger’ er visuelle objekter og tematiske forløb, stillet op som modsætninger der kun eksisterer i kraft af hinanden: En poetisk fortællende ying-yang / ping-pong med afsæt i eksistens.
Levet liv og dets aflejringer i nu’et til det uendelige antal mulige fremtider.
‘Årsager’ materialiseret i konkrete objekter til ‘Virkning’:
Fra ‘DA & DER’ til ‘HER & NU’s samspil og modsætninger.
Visuelt illustrede forbindelser der peger frem mod individuelle såvel som fælles fortsættelser:
Afkodningen af ‘Afladninger’s opsamling og formidling af de uløseligt knyttede modsætninger mellem det der BLEV tilbage og det der ER tilbage. ‘Afladninger’ formidler med fysisk synlige objekter og effekter:
ET AUDIOVISUELT FORLØB FRA ‘FØR’ TIL ‘NU’ OG ‘SÅ’…???
-MED FOKUS PÅ EFTERLADTE AFLADNINGER.

“Afladninger”
-Vandrer! Udstillingen tilbydes lokalbiblioteker og andre relevante steder; Tilpasset de specifikke fysiske forhold.
OG bliver til en publikation med tekst, fotos, lyd, mm; Bog/Hæfte.
OG bliver også en Kunstvideo ved Kim Grønborg.

Udstillingen bliver til i samarbejde med:

dokk1-logo

unesco-logo

01_aarhus_litteraturcenter

365Tekster_LogoA_sort
POETKLUB AARHUS

& PAPPAGALLO

MERE INFO FØLGER:
Facebook: https://www.facebook.com/events/1615921338434519/
(Under løbende opbygning / udvikling…)

snefnugsammenligneren

(Fra Fb’s ‘Digte på Spring’, redigeret…)

Jeg samler på snefnug. Det siges at ikke to er ens. Det vil jeg se før jeg tror det! Der er så meget andet der ikke er ens. Mennesker, bare for at tage et eksempel. Men de er lidt svære at samle på. Det er snefnug faktisk også. De er meget flygtige. Hvis man kommer et snefnug i lommen, eller bare holder det i hånden, ja så laver det sig om til vand. Ret snedigt. Så er der ikke noget at sammenligne med. For to dråber vand er nemlig ens. Siges det. Der siges så meget, at jeg bliver helt træt i hovedet. Snefnug er behageligt tavse. Nogle gange er jeg meget, meget heldig og hurtig. Eller også er det snefnug der får medlidenhed med mig, og aftaler synkronfald. Så lander sådan et par fnug nøjagtig samtidig på mine udstrakte håndflader. Det er så stor en lykke; et par der kan sammenlignes! Jeg har kun brøkdele af sekunder, før de alligevel begynder at flyde ud langs mine hænders linjer. Indtil nu, efter over 30 års samlen, er det lykkedes mig at sammenligne 1437 par snefnug. Og ganske rigtigt. Ikke ét par har været ens. Til gengæld har jeg fastslået, at to dråber vand virkelig er så ens som to dråber vand. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg vil bruge mine studier til. De kan ikke overføres til mennesker. Selvom ikke to er ens, bliver de ikke til vand når man holder dem i hånden. Så reagerer de forskrækkende uforudsigeligt. Bare fordi man tager et par hænder og vil sammenligne. Og hvis jeg lige har været ude for at fange snefnug, kigger nogle underligt på mig. Trækker deres hånd til sig, og tørrer den af. Jeg har endda hørt mumlen om klamme hænder. At det siger noget om mig. Og om mennesker der ikke kan styre sig. Når jeg tager hænder og sammenligner. Det er vist mig de mener. Så bliver jeg forvirret. Utilpas, og længes efter snefnug. Men de mennesker og deres stirren… Som om det er mig der er mærkelig! Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mine hænder. Så de rækker ud som efter fnug, men knuger i stedet de vrangvillige mennesker. Mine hænder er blevet store og stærke af de mange års fangen snefnug. Det er let at holde de sprællende mennesker. Og hurtigt putte dem i lommen. Altså kun de mennesker, der stirrer og mumler. Forstår de da ikke, at mine hænder er våde af de reneste uskyldige snefnug? Nogle gange får jeg fat i en hel håndfuld mennesker. Det er ikke med vilje, men hvis de står for tæt samlet om mig. Snefnug er aldrig så påtrængende. Menneskene prøver at kravle ud gennem mine fingre, som var de snefnug der bliver til vand. Latterligt! Jeg strammer bare til, og maser dem alle ned i min lomme. Så bliver det indviklet. For mennesker og vand har det ikke godt med at blive blandet. Vandet er nu egentlig ret ligeglad. Det er menneskene der råber op. Skriger og larmer, yderst generende, sammenlignet med de tyste snefnug. Men hurtigt bliver det til en næsten hyggelig gurglen og boblen. Vandlyde, og det er bedre end menneskers stemmer. Hyggelig pludren, fordi det minder mig om rislende koldt smeltevand fra sne. Det kilder lidt i min lomme når de drukner. Menneskene. Snefnug der er blevet til en masse vand, et helt hav i min lomme, drukner ikke. De er smarte! Hvis jeg kommer i tanke om dem, menneskene i min lomme, om aftenen efter en lang dags snefnugsjagt, tager jeg dem op igen. Så er de helt stille og rører sig slet ikke. Faktisk ligner de så hinanden mere. Ikke som to dråber vand, men det er et spørgsmål om tid. Andre gange er jeg så træt, at jeg glemmer at tømme lommerne. Hvis det sker mange dage i træk, så ender menneskene og vandet næsten med at være det samme. Underligt det tager så lang tid. For snefnug er det kun millisekunder. Mennesker skal bruge måneder på at blive flydende. Og så er der endda små stikkende rester tilbage. Der flyder rundt i de smeltede snefnug. Det er tit på grund af de generende stumper, at jeg kommer i tanke om at tømme lommerne. Mennesker må godtnok være meget mere forskellige end snefnug. Når det tager så lang tid at blive flygtige. Godt det er snefnug jeg samler på. Der finder jeg måske engang et par ens. Mennesker er håbløse. Jeg tror slet ikke de vil sammenlignes. Men sådan er vi så forskellige. Siges det, og dét tror jeg på. Mennesker er ikke værd at spilde tid på. Med snefnug er der stadig håb.

drommen

(TAK FOR SÆTNINGER FRA SKRIVEØVELSE / ‘ATLAS OVER AARHUS’)

Det er vrøvl at vi skal dø, er noget vrøvl, fordi det er ved at ske, og altid sker, altid vil ske, uanset hvilken grammatisk eller dramatisk tid der klistres på. Men lige nu er for tæt på, allerede om et minut eller højst to, hvis ikke jeg vågner. En måde at aflive drømme på, er at drukne dem i koffein. Men jeg kan ikke drømme om kaffe, selv om det er tæt på, drømmen er gennemvædet, at drukne burde være hovedperson. Et verbum kan sagtens hoppe ind på scenen i drømmen og, med en god sufflør, overtage replikkerne. Vejret langt væk på den anden side af metalstøbte øjenlåg og næsten voksne vinduer, er stædige sandkorn som heldagsregn eller isolerede dråber der falder tungt som togvogne kørt af sporet; en snublen der lige netop ikke er nok. Til at smide mig ud af drømmen, bryde levende op gennem vandspejlet, beruset som en regnbuespættet fontæne. Kan jeg tvinge mig til at vække virkeligheden til årvågen drøm i virkelig vågenhed? Men bare det at skrive at skrive er en tanke for meget, det nærer drømmen, fodrer den med hvad drømme er lavet af, smaskende vellystigt i søvne, råber jeg af mine grammatiske lungers fulde kraft, men kvæles blot af sufflørens mislyde. Nogle gange siger jeg ikke det jeg mener, det er ikke min skyld, det er den anden hovedperson der kan fremmede sprog. Selv i en drøm jeg SKAL vågne langt væk fra, skyder jeg huller i alt andet end mig selv. Jeg skyder mest med oprigtig skyldfølelse; undgår behændigt selv spredhagl af anklager, blot min rullen uroligt rundt i sengen ender med et brag. Som fra et søvndyssende kanonslag. Snart! Det gør allerede ondt i mit håndled at skrive så hurtigt, straks drømmer jeg, at så må jeg være vågen, smerte hører til i virkeligheden, men i virkeligheden er det mig der mangler ord. Hvad hedder en fantomsmerte, man skriver sig til at tro eksisterer, eller man skriver den til at være en ægte fantomsmerte. Godt spørgsmål! Drømmer jeg fægtende så vildt med arme og ben, at dyne og pude kaster sig ind i kampen. Men vejes og findes for fyldte med falske fjer. Heller ikke dén vej lader mig falde ned mod solens blinken på de små blide skyer, der ellers er klar med sigtekorn og englebasser. Det ER et spørgsmål om minutter, måske sekunder. Drømme har en dokumenteret komplet uforudsigelig foragt for tid. Det står skrevet, at det ikke kan skrives. Jeg er desperat. Men drømmen lokker mig ned til bunden, hvor tang tvinger mig fast med bagbunden tunge. Og klaprende muslinger napper huller i kanterne på hullerne i min hud. Behøver jeg sige mere? Sidste afvej: Jeg har brug for et kram, et put, et kys… Nåda! Dét udsagn kommer kun i drømme! Jeg kunne ikke drømme om at bruge det med bare et halvt øje svirrende rundt som en stor fed dramatisk spyflue, slapt æglæggende, tusind rotter bliver til én hønes æg før fjeren kommer først. Heldigvis har drømme lidt sans for manglende logik, tåbeligheder kan tit tale dem i tryg søvn, så de forholder sig panderynkende alvorligt til årsag og virkning. Følgende tanke, som jeg så ikke har tænkt endnu, lader mig undre mig, og der skal ellers en del til at jeg lades undres. Men nu tænker jeg den, efter følgende kolon: Hvorfor tænker jeg på is? Jeg burde købe en campingstol med kopholder og tage den med op til printeren, så slipper jeg da for at stå. Men HVAD har det med is at gøre? Nåjo; tidslinjen er fæstnet med flydeankre, og is kan blive til damp, der kan blive til den enorme tåre der hænger truende over kloden, og som kun skal have et tilfældigt afslag fra en behandsket sky, før den falder og kvaser den irriterende spyflue. Dé tanker undrer mig nok til at drømmen modvilligt løsner sig en smule, og lader sig drive betænkeligt nær kanten. Den kunne falde ud over og ned i virkeligheden, og SÅ er det ikke til at vide om jeg rives med eller omvendt. Det har alt at sige! Spørg blot suffløren. Foruroligende, og drømmen lader endda tusinde kilo ballast brase ned gennem bunden og ud under lag i bevidstheden, jeg ikke engang som vågen kunne drømme om var spiselige. Nu ER de virkelige, og drømmen tætner til, bliver klaustrofobisk. Ikke lige hvad jeg har brug for; jeg skal vågne NU! Ellers vil jeg være død når jeg vågner, så jeg ikke vågner når jeg vågner, men i virkeligheden heller ikke drømmer, og logikken i dét er mindre holdbar end drømmens frie valg på alle hylder. Men jeg må være forsigtig, tænke med omhu, kun drømme hvad der kan vække mig uden at være dødeligt. En kniv i vandet er en film. Og en kniv i hjertet er en kliché. Og vil desuden vække mig kun et par millisekunder før jeg dør, og så kan end ikke et verbum være hovedperson. Og dog? Det er én af de eneste ting drømmen blankt erkender ikke at vide. Jeg tror, i virkeligheden, hvis jeg var vågen, at den lyver. Drømmen ved meget mere end den lader mig drømme. Men jeg vælger fra midterste lag; hvor vandet under er mørkt og nær nul grader, opad trænger solens stråler ned og varmer farver i nuancer der næsten kan indåndes. Dér midt imellem flyder jeg saligt. Det er kun ét bogstav fra sagligt. Som igen er ét fra fagligt. Og sådan er det hele vejen, helt til alfabetet er slidt ned til sokkeholderne. Dét er et gammel udtryk, men grå guld glimrer så forsikringssummen sættes op med kvadratroden af højeste auktionspris for en drøm i klassisk stil. Dét var også en blind vej. Nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal stoppe med at tænke næste sætning. Fårehoved. Hvor kom det fra? Blev ikke engang en sætning, blot et ord der slet ikke hører til i min virkelighed. Der ganske snart går under for tredje gang, sammen med min krop. Dén er et spørgsmål om sekunder. Hvilket spørgsmål? Når man svarer i vest, får man spørgsmål i øst. SÅ er det til at regne ud. 127 grader over det absolutte nulpunkt. Fahrenheit! For Guds skyld! Om snart kun sekunder. Virkede det? Er jeg ved at vågne, til en virkelighed hvor jeg glemmer drømmen? Indtil den, før eller siden, indhenter mig, og jeg bliver en del af Danmarks Statistik. Det er helt uvirkeligt… Den særegne smag af medicin, jord og tid. Hov! Mine sanser virker! Altså… Jeg er ved at græde, hvis man kan stole på tårer i en drøm: Jeg drømte at jeg sansede. DRØMTE det! Pokkers! Drømmen godter sig, og har endnu engang vist hvordan den kan få mig til at danse efter dens pibe. Men dét er dels også et gammelt udtryk, dels er en pibe for mange år siden blevet erklæret som ikke eksisterende. Drømmen gurgler af latter; små fisk vimser skyndsomt væk i vandet for ikke at blive slugt af de store bobler. Bare ord får mig til at gabe, men det er også uden hold i virkeligheden uden hold i virkeligheden uden hold i virkeligheden uden hold, -jeg snurres afsted af drømmen som ville jeg gerne lege, og hopper og danser hen over det velkendte gulv ved min seng. Prøver at lade mine øjne fastholde et punkt for at det hele ikke skal kvalme og svimle, kun jeg i drømmen må snurretop. Jeg får hvinende ondt i mine lukkede øjne, i forsøget på at fiksere på mig selv i min seng. Snart bliver min roteren langsommere… Og det skulle ikke undre mig, nej fandme om det skulle! -At drømmen lader mig falde om midt på gulvet, når inertien slipper sit greb, og det siger ‘klonk’ når den SÅ døde snurretop bumper mod trægulvet, og som i en dårlig film ligefrem ruller et par centimeter, trækker en bid af en cirkel, hvor den selv er præcis radius eller noget andet. Drømmen er også geometrisk. Beregnet til enten lidt almindelig snappen efter vejret, som den klassisk stirrende spjættende tørlagte guldfisk, eller et par ‘berømte sidste ord’. Som jeg aldrig kan hverken høre, læse eller bare huske. SÅ husker jeg, eller drømmen; det er sgu hamrende ligegyldigt alligevel, på dette punkt i tiden, SÅ husker jeg… Natsværmeren, der bare ville være en sommerfugl, men den er nu engang født som et B-insekt. så den kan ikke stå tidligt nok op og uden sol på vingerne får man ikke alle farverne, så bliver man støvet. Men det var før drømmen; en død og støvet vinge i en vindueskarm, dengang jeg gad prøve om vingen kunne bære. Det kunne den ikke. Men den kunne flyde! Fandme ja! På det vand der var tilbage efter at guldfisken var hoppet ud over kanten, og ned i de lag der kun findes i virkeligheden. Altså når man så drømmer rigtig meget dybt. Dybere end drømmen selv. Ja! Dér var måske en udvej; lige før sidste afkald. Stemmen er ved at varme op… Man lærer at åbne dåser med neglene. Så nemt som var det en drøm. Med lidt behændighed endda uden flossede negle eller så meget som en dråbe blod. Som at drukne: Dér er heller ikke noget blod. Ok, måske, hvis det er lige på vippen til en drøm, en tåre-agtig væske i øjenkrogen der er rød. Men er det mon i virkeligheden blod? Eller synes drømmen blot at det ser tilpas dramatisk ud? Grammatisk blod? Jeg skændes med min drøm om mig selv. Så højlydt, at det runger ud i rummet med mig selv liggende, let snorkende, og med tydelige små spjæt, som en guldfisk der drømmer. Måske at jeg er en guldfisk, men dér ved drømmen og jeg nu bedre! Er MIN påstand: Drømmen trækker sine skarpladte argumenter frem, og jeg frygter for mit liv. Det gør jeg i forvejen, og opdager at simpel regning ikke fungerer her: 1 x frygt + 1 x frygt er IKKE = 2 x frygt! Drømmen laver et cirkelspark, så mine indlæg i diskussionen må forstærkes med stålbeslag og armeret beton. Men imens har drømmen fundet en anden mig at råbe ad. En version lidt nærmere overfladen og enten de redningskranse jeg kan se SÅ mange sole igennem, vippende på de små blide bølger, der ikke har englebasser, de bryder sig ikke om at blive våde, eller nærmere ved at bryde op igennem magien med et kæmpe plask, og vælte om som en død hval, der hurtigt går i forrådnelse, og tusinder af spyfluer lever lykkeligt til deres dages ende. Billeder af delfiners leg er nærliggende, men det er blot lokkemad. Lad være at bide på! -Er bare hvad jeg siger, også så jeg selv kan høre det i min seng de par sekunder før splasket. Drømmen fortsætter, jeg ser kun dens ryg. Men kan høre dens intense engagement: Der foregår altid skænderier jeg ikke lægger mærke til. Nu bemærker jeg det, hvis ikke, ville jeg være så fraværende, at tiden nok VAR gået, og mit diskuterende jeg var for en død sags skyld. Og dén, skylden, har gået i klasse med andre banale kliché’er, så jeg inderligt fremsætter én for drømmen, for måske at appellere til dens bedre jeg. Som er mig, men stop; vi skal lige have en ægte sandhed: Jeg har brug for John Lennon, som blomsterne har brug for regnen, og dagen har brug for natten. Drømmen tygger lidt på dén… Og bryder så ud i latter. En hånlig latter, der ikke varsler godt, og jeg kigger hurtigt på kronologien: Jeg er tættere på at vågne død end på noget tidligere tidspunkt. Og det er IKKE en selvfølge; tid og drøm… Er undtagelsen om at bekræfte én regel. Bare sæt den ind, så kommer undtagelsen. Omgående og med blylodder om fødderne. Den gamle med cementblokke er FOR brugt på film, og dette er sgu dødelig virkelighed! Om det så er nok så meget drøm. Rettere; netop derfor. Som bider sig selv i halen, indtil jeg knaser mine tænder i stykker om min stadig logrende stump. Men nu haster det. Mere og mere; drømmen følger tidsånden, og det er fremgang, vækst og udvikling det drejer sig om. Kort sagt: VIDERE OG MERE! Som om kroppen i sengen ikke er plaget nok Gennemsvedt og med ømme muskler når… Hvis den vågner. I et rædsomt humør. Måske så deprimeret, at det er bedre ikke… Nej; dér skal drømmen ikke have en undskyldning! Jeg må prøve at få drømmen på afveje, trække tiden… Elastiktid, heldigvis. På et kvanteteoretisk plan, og gudsketakoglov ikke det almindelige med Newton og et æble i hovedet. Eller en have og en kvinde og et fad med frugter plukket i plantagen af de underbetalte slanger. Det går galt: Slange slugt af sultent æbleskrog, der blev til betegnelsen en mand som et andet ribben eller tre brækkede… Eller hvordan det er; drømmen var der nok. Tidstræk… Trække eller strække tid? Hvad er den afgørende forskel? Ja, mine damer og herrer, dét er spørgsmålet til hele 100.000 kroner! Og en guldseng, ja ha-ha, en guldseng, mine damer og herrer; De hørte rigtigt. Hvis De nogensinde har spekuleret; ‘Hvad betyder spejderære egentlig?’, så er det nu, mine damer og herrer, at jeg siger Dem: Det er med spejderære, at jeg lover dem at det er en guldSENG og ikke en stol! Dét er på spejderære, og ‘cross my heart and hope to die’, men det lader drømmen IKKE komme med; der er grænser for plagieren… Selv for drømme der gentager sig selv. Endda nogle gange nærmest ren copy/paste… Som ikke betyder det jeg tror; jeg forstår ikke meget mere, sådan er det snart at være død, og ikke kunne vågne væk: Et blåbær skrev sikkert ikke dagbog i 3. klasse fyldt med hjerte/smerte digte om det populære bær i busken. Da jeg gik i 3. klasse var jeg en rodfrugt. Slet ikke et bær. Hvordan er det kommet ind i mit hoved? Jo; at dø er da lidt dramatisk, lidt endegyldigt, alt dét der… men alligevel? Blåbær? Ha! Næ, jeg skulle GRAVES op dengang i 3. klasse. Det skal jeg ikke mere. Måske snart graves ned, når jeg er kommet op nær overfladen, tæt nok på at vågne, og ikke KAN vente, og det første krampede vejrtræk får panikken til at gløde ud i kroppen, der gylper, men vand erstatter vand, og panikken… Nu skulle jeg skifte side og var næsten tæt på at miste tråden, og jeg var lige ved at skrive “mærke” tråden, og jeg tror forresten det må hedde en fantast-smerte. Jeg kan mærke en underlig ro sive ind i mine porer, altså er min krop ikke vandtæt. Og mærke uden anførselstegn, “gåseøjne” som de populært kaldes, dog ikke blandt gæs. De synes ikke blindflyvning er morsomt. Lige så lidt som jeg synes blinddrømning er andet end noget nær et mareridt. Men det er teoretisk nonsens… Tiden er mindre end nogen sinde, lillebitte og knap til at høre. Tiden er en myre; og alle ved hvordan en myretue fylder i en drøm. Eller i en seng! Det kommer an på øjnene der ser. De kan se SÅ forskellige ud, direkte på noget, uden at blikket bemærkes. Mange blikke ER ikke værd at bide mærker i… Det er sandt; jeg er ikke alene i mit drømmende hav. Og det ER ikke kun havfruer der kan noget… Selv om og der kom det skide selv om igen, der ikke er noget som synet af en havfrue henslængt på en chaiselong. Hvor fanden kom dét ord fra? Havfruen skynder sig væk med væmmelse: “Chaiselong”! Bvadr! Selv drømmen dvæler et øjeblik i smult vande, hvad dét så end betyder, men enhver dvale, om det kun er dvæle, er mere end velkommen. Hvis jeg drømmer at jeg drømmer… Men så kan det blive ved; spejl-i-spejl-effekten. Og det ER lidt for tyndt; fortyndet. Som jeg har en mistanke om at denne drøm er. Det er ikke rene varer! Der er kommet vand i vandet… Snyd! Tænk at man ikke kan stole på… Virkeligheden er fyldt med løgn og latin, det ved enhver der har prøvet en tur i den, men at drømme også… Dét troede jeg godtnok ikke. At drømme kunne være løgnagtige og flersprogede. Men jo; nu kommer endda en foragtelig gennemskuelig usandhed, flov som en ål der snor sig bare for at prale og så har bundet sig til en snor: Snor og snor er to forskellige ord! Værd at huske! En gennemvædet klam løgn. Et falskneri af et ellers smukt kunstværk: Som en kopi af skulpturen ‘Guldsengen’. Enhver drøm med respekt for sig selv, får den slags smidt på porten og ned i voldgravens dyb, før sengen overhovedet kan nå at gøre sig redt. Appellere til smagsløg, men se bare hvor tydeligt: ‘Løg’ mangler kun et simpelt ‘n’, så er det LØGN! Dén går ikke, ikke her på falderebet. Det reb der både kan bruges til hængning og samtidig er en dykkers iltslange, der kan skæres over. Praktisk! Drømmen er ved at blive mig, eller omvendt; det er lige gyldigt. Jeg kan ihvertfald nu se mig selv IKKE vågne der på sengen. Det gør det hele lidt nemmere… Jeg kan ligefrem smile af de pudsige ting der popper op af vandet; og ikke fordi de udskyder det uundgåelige, men fordi dødens meget tætte nærvær får mig til at nyde hvert nanosekund af liv. Og drømmen er såmænd lige så fin som virkeligheden; det var nok bare mig der var forudindtaget. Fyldt med fordomme… Fordrømme! Ja, dét var ordet. Jeg må le… Det gør jeg så. Det ser lidt dumt ud; kroppen på sengen med mareridt, der pludselig umotiveret begynder at grine. Men så har man set det med: Når lige netop også at se dét… Måske i min virkelighed. Men hva’, den er efterhånden så fjern, så langt væk nede i dybet, at den er mindre end en myre. Og en myre på en havbund ER ikke ret fyldig. Før den dør. Hvis det da ikke er en vandmyre; mærkeligere væsener er set… Jeg har også brug for lidt mad, så jeg spiser fem æg. En spyflue tilbyder høfligt sine, men man skal da ikke spise lillefingeren på den hånd der fodrer en. Vel? Det er et lidt magert måltid for en dødsdømt, men igen hva’… Det er jo blot en drøm, og jeg tror virkelig ikke at man, JEG!, -vil mærke forskel når jeg vågner: Når jeg strækker mig, gaber, søvnigt sidder lidt på sengekanten, i min krop, som så tit. Om jeg er død eller levende. Det hele, jeg siger udtrykkeligt, DET HELE er et spørgsmål om to ting: Virkelighed og vandets dybde. Og ALLE ved jo, at de to ting kan variere drastisk. Det er en påstand, men den står ikke alene! Vi er mange der påstår! Med dén tanke kan jeg dø roligt. Ha; endda med overskud, et skævt lunt smil, og huller i æblekinderne. Drømmen og jeg, hvis det ‘og’ ellers overhovedet er der; jeg drømmen, ja dét er bedre, er vist ved at slaske de sidste par slag med en fladfisk som hjerte, lige hevet op fra vandet, den kan ikke meget med det skæve hovede og halen, intet andet stille op. Drømmen blev dens skæbne! Eller noget andet vrøvl, lad mig gå under for tredje og sidste gang med stil; ikke som en svedig drømmende krop der bliver fundet om en uge, og allerede er begyndt at rådne. Som en hval på en sky, der skubber alle englebasser ned i det våde… Nej! Pænt glidende gennem vandet; som kun de dygtigste kan, uden plasken og roterende arme og ben som var det et fald… En tyst lang bevægelse, der samtidig er et fast billede; sådan skal det være. Og blåt. Med solstråler der brydes i overfladen, og sender glimt af virkelighed ned som regn i vand, ikke på, men i, der bliver til perler der bliver til små bobler… Hver med en drømmende krop inden i. Sådan slutter det. Drømmen jeg. Hvor kært; der kommer stadig ord. Endda med, det er næsten tragikomisk, bekymring om ‘hvordan ser min skrift ud’. Tja, nu det hele er forbi, kan der jo ske hvadsomhelst… Så… Ja, hvorfor ikke? Der er jo alligevel lukket og slukket for længst. Akvariet ER tømt. Og sat på loftet. Et loft! Dét er da vist noget nyt. En overbygning på drømmen. Det ender jo med at være et helt slot. Og se! Dér er en kop kaffe… Nå? Hva’?!? “Decaf”? Koffeinfri! Det var dog… Loft eller ej. Suffløren gestikulerer at jeg skal få rundet af, og det skal være nu! Men decaf! Får jeg dog lige mumlet: “Decaf”… Bøjet under tagryggen. Typisk; det ender altid med alt på MIN ryg. Som kan jeg bære mere. Sammenbøjet, i sengen, på ryggen, alt, våd… Og så koffeinfri. Jaja, men så… Det gider jeg sgu ikke. Drøm eller ej. Så… Ja? Er der nogen der kan en sjov historie?

%d bloggers like this: