ØJEBLIK

FORLÆNGET KORTPROSA LANGT UD OVER HVAD DET KAN BÆRE… ULIDELIGT SEMI-METAFYSISK VRØVL; ET ØJEBLIK TRUKKET UD TIL ILTFATTIGT TYNDT…

MEN! FIKTIONEN ER 100% ÆGTE!

De tonede frem en for en. Dels af nysgerrighed, dels fordi det åbenbart var et passende tidspunkt. Her er allerede lidt knas i maskineriet, men kun måske og kun for os. Foreløbig. De stod så bag mig, tavse, og fulgte mit blik. Som fastholdt øjeblikket på himlen. Man kan ikke fastholde et øjeblik, men jeg var besluttet på at bevare dette billede så længe som muligt. Her hopper kæden af, svirper faretruende flænsende i historien, og tandhjul snurrer formålsløst, forgæves søgende noget at drive det til. Man KAN jo netop fastholde et øjeblik: Det var da for pokker et foto jeg, og nu vi, stod og gloede på. At prøve, intenst insisterende, at fastholde et øjeblik der allerede ER fastholdt… Det nærmer sig vist regulær dumhed. Men jeg, vi, fortsatte ikke desto mindre den principielt overflødige stædige stirren, som gik blikket gennem fotografiet. Som var det blot et vindue. Og fik det udsnit af himlen, der gav et glimt af skyernes sædvanlige overlegne leg. Der nogle gange resulterer i den slags fantastiske billeder. Gad vide om de var sig selv bevidst? Om de var klar over deres evner? For mig var det ikke et underligt spørgsmål, tværtimod; det gjorde den lille flok bag mig klart og tydeligt. Måske var det himlen selv, solen og skyernes lærred, der styrede deres bevægelser? Førte den altid arbejdende pensel? Eller en blanding? Altså skyer, sol, lys og hvad der ellers var på paletten, der velvilligt lod sig smøre rundt på lærredet? For nu at blive ved med den tyndslidte kliché. Det ville minde lidt om hvad jeg gjorde. Min version ganske vist i en helt anden og langt mere ydmyg skala. Og slet ikke så fotogen. Det kunne den måske blive, men så skulle jeg og vi op i et helt andet højere gear. Jeg kunne mærke personerne bag mig følge mine tanker. Selvfølgelig. De kunne ikke andet. Selvom de blev mere og mere selvstændige, var de nu engang udsprunget af mit hovede. Tænkt frem efter mine behov. Nej, det er ikke sandt. Ikke mine behov, nærmere af nødvendighed: Noget behøvede dem. Og det noget var ikke kun mig. Jeg ved ikke om andre kan se sammenligningen. Det parallelle billede. Eller de to lignende; hvordan det end fungerer, det billedmageri. Maskineriet, mekanismen, virkeligheders bliven til verdener. Og lignende uhåndterlige alt for store og udflydende begreber. Ord, mest ord der kan fyldes hvadsomhelst på. Eller fyldes i hvadsomhelst… Også som rent fyld og køren i tomgang. Som dette er tæt på, i fuld fart mod ingenting og med ingenting… En af mine figurer giver mig et puf i siden; kom nu videre! Det er desværre sandt, jeg er begyndt at falde hen i en slags vågen søvn: Åbner øjnene med et ryk i hele kroppen. Og må samle de tankerester op, der i et sekund eller et minut overtog fuldt og helt. Et udrevet stykke tid med sammenfiltrede tankebaner. Drømmeagtige sekvenser, der kommer som en slags anfald. Nå, måske er det bare alderen. Manglende søvn og lidt konstant balanceren mellem tilstande… Ihvertfald var det, som så tit, en af mine fiktive figurer der fik mig tilbage til virkeligheden. Og jo, det er en smule paradoksalt. Men så længe det virker… Tilbage til øjeblikket og det med det parallelle. Hvis der er noget at hente dér. Jeg har en fornemmelse af en sammenhæng, men også en forskel i dimensioner og proportioner, der gør det lidt… Arrogant? Overhovedet at sammenligne dét foto-fældede øjeblik med mig og mine personer. Men der ER nu noget… HVIS altså skyer og sol og al den slags på nogen måde er styret… Af himlen? Som så måske er styret af… Noget? For at solen, eller rettere jorden, kan udføre sit trick med at lave solopgange og solnedgange. Måske er det selvstyrende. Og uden bevidsthed. Det betyder nok intet. Endnu et faktum, eller ikke, der ikke rigtig kan bruges til noget. Sjovt som den slags hober sig op med tiden. Med alderen… Måske er det bare mig der har det sådan. Bliver fyldt til det nok så bekendte bæger flyder over. I det mindste har jeg mine personer at lade det flyde videre over til og ind i. Hov, det var en sætning der både starter og slutter med et ‘i’… Det er vist grammatisk ikke så fikst. Ups! Bare på grund af noget grammatisk, mistede jeg forbindelsen til billedet, blot en tankes længde, men det var rigeligt. Billedet, det drilagtige, havde lavet om på sig selv. Selvfølgelig vidste jeg, at jeg ikke kunne fastholde det. Og ja; fotoet betragtes stadig som en slags fup… I virkeligheden, én eller anden, himlens vel, er alting hele tiden i bevægelse. Sådan er det bare. Endnu et faktum… Der i bedste fald kan bruges til at huske altings evige foranderlighed. Og i værste til at græde over netop dét. Hvis det ikke er det samme? Altså bedste og værste? De ord igen… Mere til besvær end gavn! Mine personer måtte føle det endnu kraftigere. Deres evighed, eller mangel på, er ikke kun styret af én virkelighed. Den vedtagne, generelle, overordnede, hvis en sådan findes. Kan fremskaffes… Om eller når nødvendigt. Hvis. Men også min, mere eller mindre direkte. Nogle gange får jeg helt ondt af mine kreationer. De nær-ved-og-næsten virkelige mennesker, der måske kun har en fornemmelse af at være et produkt af mine tanker. Men så følger altid en erkendelse. At det nok er mig selv jeg har ondt af. Og at jeg selv er en skabt ting, dømt til at blive til, eksistere et stykke tid, og så forsvinde. Ganske som det billede jeg så indædt prøvede at fastholde, alligevel og selvfølgeligt forandrede sig. Og at det var ren indbildning, måske ønsketænkning, at det kunne være det samme: Kun som foto! Jeg vidste det jo udmærket, ligesom mine personer sikkert lige så vel er klar over deres oprindelse. Og når det virkelig gælder, hvad det nok altid gør, gør det ikke? Ja så er ønsket om at bevare et smukt øjeblik; et billede som aftryk af en følelse, vel kun en afart af selvmedlidenhed. Et banalt udtryk for at ville forlænge noget, en selvynk over tingenes tilstand. Som, lige i dét tilfælde, er stik modsat stilstand. Her var det en omgang sol og skyer, men det kunne lige så godt være, er lige så ofte eller endda hyppigere, et eller andet barndomsminde. Der også er blevet et billede. Men mere bestandigt. Bedre beskyttet; mere sikret mod tider og virkeligheder. En erindring jeg kan nægte var anderledes; benægte kunne være eller blive anderledes. Aldrig ændres til andet end mit billede. Som jeg kan klynge mig til, når jeg synes der var noget at klynke over. Her bliver det så en smule kompliceret. Ihvertfald for et par af mine figurer. De får jo så noget ekstra at skulle præsentere, repræsentere, fyldes med, være en del af, overtage. Ja, overtage og leve med. Som var det deres. Gad vide om himlen forlanger det samme af solen og skyerne? Gad vide om mine personer er bevidste om hvor meget eller lidt de er sig selv? Jeg lod billede være billede, slap det, og vendte mig for at studere mine figurer, mine mennesker som jeg havde skabt dem. Og hele tiden, igennem alt jeg udsætter dem for, er jeg den der bestemmer. Om det så er, at de skal ophøre med at eksistere. Men ER det reelt mig der har kontrollen? Som et dumt spil med en game-controller, eller ditto tv-serie og fjernbetjening? Der er ingen tvivl om, at de følger mig i tykt og tyndt; er tvunget til at bære en stor del af det læs jeg ikke selv kan håndtere. Fysisk såvel som mentalt. Ikke mindst mentalt. Sikke humørsvingninger de må lægge ryg til! Hvilke depressioner de får proppet ind i sig. For at aflaste mig. Men er det sådan det er? Og vil blive ved med at være? Hvor sikker kan jeg være på at det er “fakta”? Som så forresten alligevel er ubrugelige… Jeg kiggede på ham jeg kalder “jeg”. Hvor forskellig er han fra mig? Set gennem en anden virkelighed, det kunne være ‘jeg’s, er han måske mere mig end jeg selv… Det hele var og er en gang halv-metafysisk vrøvl. Det ved vi begge to. Det ved vi alle. Det ved alle, ikke kun vi. Også de bipersoner der kommer til med tiden. De må være nødvendige for historien. Eller for mig? Og nu er det så langt ude, at fortællingen om mine personer sikkert er den samme som historien om mig. Jeg betragtede min “altmuligmand”; ham jeg ganske praktisk har døbt ‘han’. Og som kan fortælle alt det der ikke passer til ‘jeg’ og dén tidslinje. Der selvfølgelig må ligne min, altså som den har ført mig her til. Hvor dét så er; men det GIDER hverken jeg eller vi at begynde at spilde tanker og ord på. Med så meget fiktion hældt på, at det alligevel passende utydeligt. Jeg bliver irriteret, irrationelt, på mig selv og mine personer. Det ER jo for pokker ren fiktion! Opspind, tankespind, løgn, “hvad nu hvis…” og “havde det været på dén måde og ikke dén…”. Jeg kan mere roligt se på både ‘Laurie’ og ‘Senhor Passo’. De er så tydeligt adskilt fra mig, og har så klart definerede roller, at der ikke kommer et åndssvagt lag af sammenblanding ind i billedet… Det er noget andet med ‘jeg’ og ‘han’. Er de virkelig blevet for meget jeg og mig? Det er for dumt. Alt dette. Der blot startede med et billede. Nu gennemgår jeg den seneste tid; min tid, min historie, og tager specielt de dårlige oplevelser med, sorterer de perioder fra der stadig påvirker mig negativt. Sådan er jeg nemlig. Og iøvrigt, tilfældigvis, også ‘jeg’. Så er vi to… Eller mindst 1½! Og jeg, uden citationstegn, ser i både ‘jeg’ og ‘han’s øjne, hvor meget jeg har brugt dem. Misbrugt! Selv ‘Laurie’ og ‘Senhor Passo’ har en smule bebrejdelse i deres ansigter. Er det virkelig sådan? ER det virkelig? Bruger jeg mine fiktive figurer til at bide mine ærgrelser i sig? I dem, må det så være? Har de måttet lide under de seneste ugers pinagtige kamp med et bestemt projekt? Har de taget en stor del af skammen over et andet arbejde, jeg ikke har udført tilfredsstillende? Har de måttet æde min skuffelse over et par ‘virkelige’ menneskers passivitet? Var det mildt sagt pap-udskærende møde jeg var til nu en belastning for dem? Mere end min tæt-på latter foragt for arketyper i lige mit min verden? ER det ‘han’ og ‘jeg’ det mest er gået ud over? Og til stadighed GÅR ud over? Også min enorme træthed af, og lede over, min egen manglende evne til at sige FRA og klart tydeligt NEJ! Og den følgende lammende larmende langen ud efter alt og alle? Så forstår jeg bedre… Næh, så er der ikke meget der giver mening. Andet end mit ønske om at KOMME VÆK! Både bogstaveligt, men endnu mere billedligt… Væk fra den ‘rolle’ der er blevet mig. Mig! Blevet til en ‘rolle’! Ganske som jeg har givet mine figurer deres… Hvor er det heldigt. At jeg kan se på alt dette som en gang forvirret grød af ligegyldige tanker. Og selvfølgelig: Omgående læsser jeg den mudrede klumpede masse over mine personer! Med dyb skam… Som jeg så OGSÅ lader gå videre! Den sidste tid har været ét stort “game over” for mig. Billedet har stået, -står!, så tydeligt som en ustyrligt urytmisk blinkende lysavis, boret ind i mine pupiller helt til synsnervens rod. Og jeg har blot undret mig over min egen undren over manglende lyst og vilje til… Andet end opgør med enkeltpersoner og afsked med åh så korrekte og forfinede skarpt tegnede kredse, med deres etiske og moralske kodeks der er én gang mindst tidobbelt ditto. Men alt dette KAN altså være vrøvl. ÆGTE fiktion! Billedet er helt væk, det fine på himlen. Fotoet er også lagt væk… Lærredet er ikke tomt, men ÉN følelse overtager komplet. Uanset hvad, også alt det tågede og uafklarede, om det så er nok så tæt på, ligefrem indenfor familie, ja så må det vige. Ubetinget. Jeg, vi, har kun én chance. Alt andet ER ligegyldigt! Virkeligt eller ej. Jeg må fjerne alle de små og store forhindringer, fiktive eller ej, én efter én, og give mine figurer hvad de fortjener. Og i dén grad fortjener, efter at være brugt som en udvidelse af mig selv: En verden de kan eksistere i, uden mærkværdige behov. Som altså er mine. Egentlig er det så simpelt, at det nok er derfor jeg har vadet rundt i det. Med træsko og snublende over det ene økseskaft efter det andet. Væltende øffende rundt i mit eget… Uden at mærke det. Mærke det for alvor, om det så er aldeles uden substans. Jeg kan kun rette op på DÉN ene måde: Give mine personer deres egen verden. Give dem deres eget liv tilbage. Og, nok så afgørende, følge med dem. Det er på høje tid. At tage dem alvorligt. Som de mennesker de er. Og ja. At tage mig selv alvorligt. Uanset hvordan det hele ender, er det sikkert: Det kan kun blive et ægte billede! Om det så er nok så meget fiktion. Så er dét virkelighed. Så simpelt… Enkelt i en anden form: Enkelhed! Ægte jordnært vrøvl. Så såre, så snart… ‘Senhor Passo’ og ‘jeg’ følges ud, forsvinder væk, afslutter afsnit. ‘Han’ og ‘Laurie’ finder nok på noget… Mere. Måske vi alle smider citationstegnene, både… Og jeg?

Reklamer

Flyer Afladninger Mors

DETTE ER REN PR FOR “AFLADNINGER” VERSION X / PERFORMANCE UDEN TILHØRENDE UDSTILLING: “THE MISSING LINK” MELLEM DOKK1 MARTS ’17 OG ÅBY BIB FEBRUAR ’18.

Gud har brug for sin sky. Der er en Algade i hver en by. Selv regn søger ly. Min lænestol!!! Hver en tråd kender mig; giver mig tanker til tale. Men jeg siger ikke et ord. Havet husker for mig. Også det der helst ikke skal huskes. Alt det der er bedst tjent gemt glemt klemt ned i stolen. Min stol; mit hav! Flaskepost med en flåde af små skibe; hver besætning har sin lænestol, tavsheden udfylder de tråde der ikke er, kun én tråd skal der til. For at sejlene rejses, og flaskeposten med flåden lastes på skibet. Til søs, skyhøje bølger kaster omkring med vraggods slået til pindebrænde før det var en lænestol. Min! Skibet med flaskeposten kaster anker i en Guds mundvand. På en sky. Madrester fra det sidste måltid flyder rundt til det strander midt på Algade. En spytklat ligner næsten et ord. En klump tang kravler forvirret rundt; uden en tråd til nåleøjet. Blinker fornøjet i mørket som en bøje med lyd, signaler på et sprog der endnu ikke er opfundet. Eller fundet, gemt glemt klemt ned i min lænestol. Og sådan kan det ikke fortsætte… Der MÅ være en strand at skylle op på: Hvis ellers havet husker rigtigt. Gør det? Hvem kan være sikker? Hvem kan gå gennem Algade uden at blive våd? Og andre spørgsmål bedst ikke udstillet i for skarpt lys. Mumlen bliver løsningen… Som en Gud med en lænestol i munden. Flaskeposten splintrer så flådens små skibe bliver romantik i horisonten. Det er kompliceret! Hvis der ikke viser sig bare én tråd. Den behøver ikke være rød. Rød er ikke en farve. Kun et ord. Som blå; himmelblå, blå som et hav; rød som solen der går under for tredje gang. Vraggods er hvad vi har. Og skal have til middag. Rester fra strandhugsten i nat. Jeg blev i min lænestol. Jeg fjerner mig ikke fra mig! Hvad andre gør, kan læses i avisen dagen efter. Og ellers er den mindste lille vandpyt minder nok til det liv der skyllede i land. Men hvem gider huske? Når en spytklat siger mere end tusind ord. Og savl kan være guddommelige brokker. Men jeg holder mig tæt op af mig! Og bliver ét med både lænestol, alt glemt, og vraggodsets evige vandring ned gennem Algade. Der skal kun et mellemrum til. For at det bliver al gade. Men SÅ knækker tråden… Og flåden bliver til tanglopper. Et glimt i horisonten gør ingen ny flaske: Loppecirkus kommer til byen! Jeg ser det hele fra min tavse lænestol. Tavse lænestol? Hvad skulle dén dog kunne sige? Sprog er ikke havets måde at drive forretning. En bølge med heldigt gods og guld åbner en filial i Algade. Min lænestol og jeg flytter ind. Vi bliver et eksotisk indslag. Som en afladning fra flåden der skar sig på flasken. Og forblødte ud i strandens sand. Det var endda i fjernsynet. Og en nekrolog i avisen kommer nok… 

MUND

ADVARSEL! LÆNGERE STYKKE PROSA. UDEN ÉT OVERFLØDIGT ORD. FØR DET ER NØDVENDIGT…

Min mund ryster på fingrene. Og det kan ikke passe. Min mund er et stilleben, som en opsætning med frugt i en kurv. Et nature morte, om det så er af en mund. Min mund har trækninger, ufrivillige blink med et øje, og det kan heller ikke passe. Min mund er lukket tæt sammen med 7 stramme sting, og for en sikkerheds skyld tavs som en grav ingen vender sig i. Der er ikke ét sigende blik over mine læber; ikke én trækning i en mundvig, ikke én tavs overensstemmelse, ikke én bevægelse der kan tolkes på nogen som helst måde. Uanset hvor hårdt der prøves at proppes bare ét lille ord ind, slipper ikke engang intet ud. Intet er langt mere end der kommer over mine læber. Min mund er meningsløs. I betydningen af, at der ikke kan tænkes nogen mening ud af min mund; ingen formår at give mine læber den mindste antydning af skælven. Min mund er nemlig min. Og dermed kun talende, når de ganske få med tilladelse vil forme sig selv ud som ord. Selv i den situation er jeg på vagt: En sætning en anelse ude af karakter, og mine læber bider det i sig selv. Min mund sluger det usagte, før det bliver sagt. Mine tænder kværner alt der ikke hører til. Uden en lyd, selvfølgelig. Smasken eller tænders klapren er fremmedord i min mund. Fremmedlegemer der intet har at gøre i mit intet. Dén slags ord og sætninger behandles uden nåde; min mund er den lydløse dræber. Og altså ubevægelige morder. Min mund kunne lige så godt være sit eget billede; et foto der ikke kan vækkes til live. Selv ikke min munds næste bevægelse kan blive til en bevægelse. Min mund befinder sig uden for enhver form for tid. Der er kun to dimensioner, og det endda med anstrengelse. To dimensioner antyder noget med retninger. Min mund HAR ingen retning. Min mund er ikke blot fri for tid, den er også komplet retningsløs. Hvis noget som “op” eller “ned” eller “højre” eller “venstre” bruges om billedet af min mund, ville den vrænge med dybeste foragt og afsky. Hvis den altså overhovedet vrængede. Den gør intet, og det gør den endda uden intet. Eller noget som helst. Min mund er den eneste ting der i denne verden, og såmænd i hvilke andre der kan tænkes, og til alle tider, evigheden medregnet, gør så meget intet, at det er absurd. At forestille sig at den eksisterer. Dét er så det pudsige. Den eksisterer mere end noget andet. Den er så meget eksisterende, at alt andet falmer og blegner ved sammenligningen. Selv Guder og halv-ditto erkender deres overmand, og tør ikke sige en lyd. INGEN tør tænke den tanke, at overdøve mine læbers absolutte nulpunkt: Var det en måling af varme og kulde, ville min mund som det eneste nå under det absolutte nulpunkt. Dér hvor molekyler opgiver at bevæge sig og fryser ihjel, som havde alle hjernens neuroner endelig indset deres overflødighed. Tanker tænkt sig til døde. Som eneste logiske konsekvens af sig selv. Hvis mine læber ellers blev brugt til andet end at fastholde et billede, ville de nok trække på de bånd der producerer smil. Måske, kun måske; det er så svært tænkeligt, at forestillingsevnen damper og syder; måske ville der komme en kort lyd: Latter! Og nogle ville nok påstå, at de havde set en sammenhængende bevægelse… Det er svært at grine uden mundens fysisk synlige samarbejde. Men det ville være en ren løgn. Bevidst eller ej, sort eller hvid, enestående eller blandet med en bunke andre; ligegyldigt! For min mund kom hverken med smil eller latter. Den kom ikke med, vil aldrig komme med, har aldrig kommet med, kan ikke TÆNKES at komme med udbrud af den slags. Ikke fordi, forresten, at den holder sig til mere dystre eller negative tanker og følelser. Den holder sig jo for pokker ikke engang til intet! Intet er alt for meget… Med de undtagelser jeg har været lidt inde på. Og som er grunden til at min mund ikke bare eksisterer, men er til med større nødvendighed end noget andet. Selv intet viger høfligt til side. Hånd i hånd med alt. Og lidt til, hvad det nu måtte være… En mund i overskud for eksempel. Min mund er nemlig ikke den eneste. Altså foruden de mange der er aktivt i brug, bedøvende og bedrøveligt ligeglade med hvad der vælter ud i opkast-mængder, og ofte med klumper af pinligt ufærdige ubehjælpsomme ufordøjede uovervejede ord og knap-nok sætninger. Men dem om det; de er alligevel fortabte. Om de så holdt kæft resten af deres liv, har deres tunger slasket så meget rundt hvor de ikke burde være, og efterladt så mange tanker, at bare tanken er kvalmende. Ligegyldige ord og ytringers ætsende ædende så meget af verden, en hvilken som helst, at den ustoppelige forrådning for længst er sat ind. Og slutningen, den totale opløsning i usammenhængende slimklatter af betydninger og meninger blottet for betydning og mening, ja den kan bare betragtes. Uden at noget kan lukke munden på udviklingen. Og så er det at min mund viser sin uvurderlige enestående værdi. Som en klovnemaske tages på med elastikker bag ørerne eller hovedet, tager jeg og ligesindede tavse ubevægelige personer vores munde på. For alvor; andre miner er for spage til andet end at stivne. Og fortrækker på sikker afstand. Rollerne er delvis byttet om. Jeg sætter min mund igang. Men passer omhyggeligt på. Ikke én af mine egne tanker får lov at komme til orde. Jeg kan ikke helt styre rækkefølgen, men lader dem få den plads både de og jeg anser for passende. Tiden er sat igang. Min mund er nu ikke mere et stilleben eller et nature morte. Frugten i skålen vil rådne; nature morte opstå fra de døde, leve og dø. Der vendes i grave, døde kravler frem som dårlige efterligninger af film-zombier. Reinkarnation starter op igen, for dem der finder dét relevant, religionskrige er ikke noget nyt, men forstærkes med tungetale i munden på hinanden. Jeg lader den første af mine godt bevarede personer bruge mund. Min mund! Det er nødvendigt at tilføje, at hverken min mund eller jeg er noget særligt. Blot noget mere intet… Men også en beholder med dele af verdener der eksisterer. Selvfølgelig ikke i den hårdt pressede og uhyggeligt nær kanten virkelige verden. Sådan som et flertal har besluttet at den er. Sjovt som uenighed hersker i dén verden, der i rørende enighed kaldes den virkelige. Dét understreger, for de fleste, blot hvor virkelig den er. Mens de skærer tungerne ud på hinanden, til ære for virkeligheden… Min første fiktion jeg lader tale, er mig selv. Ikke af egoistiske grunde, men fordi jeg er en af de væsentligste i dén ikke-virkelige verden. Ren fiktion, nogle ville kalde det løgn, men en verden der FUNGERER! Modsat den virkelige, der nu kun er et Tweet og en kode fra ragnarok. Underligt så hurtigt jorden blev flad igen. Hele skibe brækker ud over kanten, og fly er pludselig ikke i 10,000 fods højde, men leger rumskibe svævende uden tyngdekraft. Hvis de da ikke rammes af dødsstråler fra de UFO’er der som en selvfølge viser sig i bedste Hollywood-form. Én ulykke kommer sjældent. To finder sammen og får meget hurtigt små nuttede ulykkesbabyer. Jeg finder byggeklodserne til min verden frem, placerer mine tankespinds-figurer, og trykker så på én eller anden knap, koldstarter et tankesæt, eller rører et sted på en skærm, ganske som jeg gør med disse bogstaver, ord og sætninger. Til de giver mening. Om ikke andet, så for mig selv! Det er mening nok, og nok også meningen. Det lille univers der kan rummes i mit hovede, begynder at blive lige så virkeligt som den virkelige verden. Som i mellemtiden er blevet en fjendsk gold klump, forlængst sunket tilbage i en ursuppe, som selv de mest perverse UFO’er ikke kan finde noget sjov ved. Mennesket, de få overlevende, er smasket tilbage til før stenalderen. Og fortsætter, uden at kunne huske hvorfor, at bekrige hinanden. En detalje er, at deres munde nu kun bruges til at æde med, og de mest simple grynt og brøl: En dag, måske, hvem ved om Darwin dukker op igen, bliver de dygtige. Til at bruge mund. Måske. Imens har jeg fået sat alt mit legetøj op og på plads. Min mund skiftes til at tale som mine opdigtede personer. Og jeg lader dem nu stort set styre udviklingen selv. Altså hvad der sker i mit hovede med mine venner. Og hvad de hver især bliver til. Nogle gange overrasker de sig selv. Andre gange tænker én af fiktionerne ‘hvor typisk ham!’ om en anden. Eller ‘det havde jeg ikke ventet af hende…’ Sådan fortsætter det, og der er vel ikke meget mere for mig og min mund at gøre. Mon ikke det er ved at være på tide at jeg trækker mig tilbage? Holder min mund lukket og slukket igen? Min lille verden lader til at overleve den store ægte. Det er da egentlig en lidt trist konklusion. At løgn holder bedre end virkelighed. Måske… Nej, det bliver for bøvlet med sådan noget med ‘måske er det ægte mere løgn end løgnen…’. Det orker jeg, rettere vi, ganske enkelt ikke. Så nu overlader jeg min fiktion til sig selv; den klarer sig glimrende uden mig. Nu. Resten af verden… Tja. Dér er ikke mere at hente. Min mund lukker langsomt til. Bliver et ubevægeligt og lydfrit billede. Stilleben og nature morte. Et sidste flygtigt smil til mit fiktive jeg, og så slut. De 7 sting strammes til. Løse ender gøres faste i troen, eller bare urokkeligt trofaste. Nul bevægelse de næste apokalypser. Hold da op hvor han sludrer, ham min tænkte version af mig selv. Jaja, det er jo bare tanker. Så hva’…

FODGÆNGERE OG AFMÆRKNING

DET VAR EN VÆLDIG FIN AFTEN PÅ LØVES; MASSER AF GOD POESI; OG (ALDELES EGOISTISK), DEN ENDELIGE BEKRÆFTELSE PÅ AT PROSA ER ‘MIN’ FORM. (Og ikke ‘blot’ kortprosa…) HER DE 3 TEKSTER, FORSØGT OPLÆST SOM LYRIK (+ 1 der blev droppet)… MEN I PROSA-FORM..

MIN TUR!

Jeg prøvede at gå min egen tur. Men det blev vandren i andres fodspor. Det var ikke det jeg ville. Jeg ville gå min EGEN tur! Jeg prøvede forfra. Første skridt… Ét mere… Og… Nej! Dén tur VAR gået! Af andre. Jeg skiftede retning, indstilling, mening, tankemønster, opdaterede min profil på Fb, oprettede for en sikkerheds skyld en falsk, og nye strømper, fodtøj og fødder blev købt. Men jeg nåede stadig kun få meter. Fik knap nok mine nye fødder i mine nye sko… BRUGT tur! Igen! En SLIDT tur; andres spor strakte sig så langt jeg kunne se. Og delte sig, igen og igen. Der var ikke megen plads tilbage. Jeg købte en kikkert, og fik øje på enkelte steder der var uberørt af menneskefødder. Jeg ville gå de uprøvede ture; jeg kunne se dem med mine egne øjne! Forstørret så godt som den bedste Zeiss nu kan. Mine egne ture! Hvor var de? Altså at nå frem til, uden om andres gennemtravede dødssyge vandringer… Jeg prøvede at være en anden! Altså ikke bare på Fb. Men et helt andet menneske. Jeg prøvede så hårdt, at GPS’en protesterede og sagde op. Kontraktbrud! Så købte jeg bare en efter militær standard, og indkodede den nye person jeg var blevet. Men turene lod sig ikke narre! Fodsporene jeg trådte i var andres. Altid! Næste skridt var ALDRIG mit eget. Og nu havde jeg endda to personer at prøve med. Jeg ville afsætte mine egne spor! Det var MIN tur, det SKULLE være min! ALLE andre havde haft deres tur, så hvorfor kom jeg altid bagerst i køen? Jeg prøvede alle tænkelige nye måder. 1000 måder at gå på. Også baglæns. Og med snyd; lejede en flyver, blev sat af midt i vildmarken. Og hvor satte jeg mit første trin fra flyveren? PRÆCIS hvor en anden HAVDE været. Det gik ikke. Det var håbløst. Jeg KUNNE bare ikke gå min egen tur. Der var ikke andet at gøre end at give op. Alt jeg kunne komme i tanke om, var prøvet. ALT! Enhver nok så sindssyg idé var testet. Der var kun ét at gøre:

Jeg gik min vej.

 

Vandet og Solen.

Solen står ikke op, derfor går den ikke ned. Om så illusionen er nok så overbevisende, ligefrem overvældende smuk. Men solen er virkelig! En kæmpe kugle af flammer. Hverken en yo-yo, en hoppebold, eller et rullegardin. Det er kloden, den så solide grund vi står på og kan forstå, der snurrer rundt og rundt med vores ih og åh og næh. Når solen gør sig smuk. Med sine løgnagtige, nej direkte løgn om solopgange og -ned igen. Vi bliver helt svimle…

Det er lidt bekymrende, og ih, åh, næh, kan få en let dyster klang: TÆNK nu hvis… Vandet falder af i farten! Dén klode snurrer jo med vanvittig fart; 12.742 kilometer på kun 24 timer! Over 530 kilometer i timen… Kæmpebøde og frakendt kørekort… Men altså: Vand falder jo! NED! Drypper styrter skyller strømmer eller regner bare, småbyger eller grå deprimerende heldagsregn. Fra oven og ned; husk det! Det kunne ramme solen! Store oceaner og smeltevand fra høje bjerge og både ant- og arktis plus, uha, indlandsis og gletschere, For slet ikke at tænke på Cornetto, Københavnerstænger og Carte d’Or; hele sortimentet. Af vand. Sydende og hvæsende, spruttende og hvislende. Ned over vores sol… Opgange og nedgange og nødveje slukket og udbrændt. Forkullet til aske. Grå og sort og kold.

Heldigt nok er vand klodens mest trofaste tæmmede dyr. Klamrer sig logrende til den runde bold. Selv en drøm der skaber bølger i baghovedet og får dyret til at pive i søvne… Handler aldrig om vandfald.

Allerdybest nede er vanddyret lænket, og for vores sikkerheds skyld klæbet fast med vandfast lim. Så vi med sindsro kan se oog sige ih og åh og næh til solen, uden at skæve eller skælve nervøst når vandet rejser sig.

Det vil bare klappes. Og måske finde lidt skygge. Vandet ER vaccineret. Mod rabies og andet vanvid. Og så tamt, at det omgående lægger sig. Hvis dets bølger bare minder det mindste om tænder.

 

EfterSkyl.

Næsten blændende glinsende desinficeret værktøj og redskaber, med funktioner der kun kan gisnes om. Og gyses over: 7 x “nu kommer et lille prik’ blev ÉN omgang helautomatisk sømpistol hakkende i ganen, rent håndværk… “Det var da ikke så slemt, vel?” Det gør mere ondt end ord kan sige, og desuden er det svært at svare med et helt magasin fra et sømmaskingevær i kæften. Hele skoves mange træer trækker skyndsomt rødderne til sig af frygt for at få dem trukket væk under sig. Og få en regning for rodbehandling… Som blot var det nok så kendte gulvtæppe, hvorunder mange sjove ting genfindes fra de mange gange tandféen ikke havde husket en mælketand, og måtte bruge sine forbindelser blandt rygterne der altid har noget på sig. Om ikke andet, så en tandlægeregning der er betalt for skatteydernes penge! Men i den lettere genre: Uden rødder at fastholde jorden med, bliver den til flyvesand, verdens snedigste labyrint, og uforudsigeligt vandrende klitter. Små partikler i galaksens mundvand. Værsgo og skyl. Intet kan trækkes ud. Selv ikke med 7 x prik og en sømpistol. Galaksens mundvand, med små urenheder, et par skove og lidt storby, fylder ikke meget. Når det spyttes ud.  

 

Sommerfugleeffekt i praksis.

Sky med brud; kan ikke holde det ud! Nedbrudt til flere revner end skyer, SÅ mange tårer på så kort tid men heldigt: Få vidner til det absolutte sammenbrud, så pinligt! Skammen lyner og buldrer og jajada ok, ER lidt et show, et påtaget ansigt… Og jo, dem har skyer masser af! Både efter årstid og indbyrdes status, dén slags er meget betydningsfuldt for skyer. Status! Og opdateringer; DMI eller Fb eller Tinder; hvilke der nu forudsiger øjeblikket bedst. Nu. Før… For sent! Men når så én åbner så totalt for sluserne er det skamfuldt. Ydmygende! Og én eller anden skal nok fange det forrige øjeblik, og slå det op: Opdatering! Status! Ekstra vridende de tungeste tårer, massefyldte, ædende op sjæle ville Fassbinder ætse bag hver en sky har på engelsk en Kant af sølv, men Kant selv har fraskrevet sig ethvert spor af tårer, og hvorfor kommer dé tåber faldende frit flaksende når de burde være tårer. Endda brudt helt op og ned, helt til den hårfine sprække ligner en horisont, men sådan går det ikke, som det blev sagt. Gjorde det ikke? Måske lidt forsagt, forsøgt foragt for linjen der suger visdom til sig, og så er dét endnu en krig om ord, er der kun én enkelt mere røvsyg ting? Det skulle da lige være dem der siger de ord. Eller skriver dem. Hvem gider læser om skyers pinlige sammenbrud? Så de klasker til jorden og ligner en horisont? Nej vel? Kun andre skyer: Status! DMI eller Fb… Eller dén horisont er en sprække der er et brud på en sky så tårer bliver pinlige… Og nye opdateringer, ny forudsigelser om lige før men tæt nok på til at… SÅ tungt, så savlende, så selvmedlidende, så… SÅ!!! SÅ!!!

Andetsteds, samtidig, i en asiatisk sweatshop:

Indkøbskurvs plastikhank fejlmonteres!

Og SÅ har vi al balladen!!!

 

 

 

14731272_540739966121594_8014174293643203845_n

http://langtude.com/programmet.html

https://www.facebook.com/langtudeAnholt/?ref=ts&fref=ts&sw_fnr_id=582233225&fnr_t=0&__nodl

“Avantgardenparty” idag fredag d.4 kl 19-25+

Tomas Dalgaard og Daniel Mantel blæser ord op kl 21!

Men dén færge ER sejlet…

 

 

DSC_0121

For en del år siden, måske helt tilbage til før vi blev ældre, gik vi en tur. Gennem rigtig skov, den vilde slags med tæt krat at udforske, og en underskov der næsten var symbolsk. Dengang der stadig var store hvide pletter på kortet i hovedet. Dejligt og spændende! Områder der endnu ikke var fyldt med definitioner og begreber. Før det hele blev krydset af som “been there, done that”. Med påsmækkede udprintede etiketter og mærkater. Eller Fb-opslag. Som en slags plaster på de sår der kommer med den tid der tømmer landskaber for indhold. Forbinding på de horisonter der bløder efter at være brudt igennem. Nå, men min ven og jeg gik i sådan en skov lige på kanten, og hvert skridt var en landvinding. Vi lavede vores egne stier! Der var jo ingen før os, eller skoven var kun for os. Det kunne man også se: Vores ansigter blev ridsede og kradsede af det tætte krat. Det var ren fryd! Vores brændstof var nysgerrighed og vidt åbne sanser. Skoven var uendelig: Vi kendte ikke til grænser. På et tidspunkt, nej før tiden blev til punkter, sagde min ven “Se, der sidder en kat”. Og minsandten ja. Lige ved siden af stien der var os, sad en sort kat og betragtede vores færd. Den sad ganske stille og kiggede, lige for vores fødder: “Jamen det gør der da osse, gad vide hvad den laver?” Den sorte kat fulgte os med sine grønne øjne, mens vi passerede den, videre med vores verden. “Det ved jeg ikke, den bor nok i skoven” Snart var vi ude af syne, men kunne stadig mærke katten, det kunne vi endda i flere tider. “Det var kattens, måske er skoven kattens og ikke vores… Men vi kan vel deles, tror du ikke?” Min ven var ved at skære gennem nogle tornebuske, men hans svar var klart som den bæk der rislede over os: “Der er da ikke noget med at dele, den slags er ligegyldigt, der er en kat og der er os. Og sådan er det bare.” Det kunne jeg kun give min ven ret i. Vi fortsatte i fuld forståelse med katten, der bare havde været der. Alt var godt, sålænge der var mere af alt. Der var heldigvis meget.

Mange år senere, til at sætte tid på, i den samme skov, gik min ven og jeg en tur. Ad den sti vi selv havde lavet, men nu var den så velkendt at det var lidt trist. Der var endda skilte og afmærkninger og al den slags. Vi kom forbi et sted hvor der engang havde siddet en kat. Sort, med grønne øjne, stille og rolig. Min ven så tænksom ud; det har vi lært. “Der var da vist ingen kat, var der?” Pudsigt nok havde jeg lige tænkt næsten det samme, næsten ordret. “Næh, det var der nok ikke. Den var ellers rigtig fin.” Vi gik et par skridt i tavshed. Spekulerende; mere vi har lært. “Ja fin og pæn, sort med grønne øjne. En skam den ikke var der. Ærgerligt.” Vi kunne se udkanten af skoven, og gik lidt langsommere. “Men før den ikke var der, var det godt at den var der. Ikke?”… “Jo da!” Vi har lært meget.

DSC_0028

Hvordan en fiktiv figur fra en endnu ikke skrevet historie kan blive manden der redder dagen…

Det var en underlig dag før den blev mærkelig. Så blev den besynderlig. Nu er den en lappeløsning, der kun med en vis uvilje overhovedet kan kaldes en slags dag. Men hvem skal sættes til det utaknemmelige job? At kalde dagen? Det er lettere. Blot at vente, foran den høje omvendte hat, hvorfra der også kan hives kaniner op. Denne dag kan næppe klares af en kanin, det ville også være på grænsen til dyrplageri. Men hoveder, ansigter på personer, begynder at dukke op. Hvem passer til at passe på sådan en forkert begyndt dag? Et par figurer tøver lige over kanten på hatten, der lige så meget ligner en åbnet hovedskal eller noget andet symbolsk, og enhver kanin eller andet dyr er for længst hoppet ud af syne i virkeligheden. To-tre personer stiller sig til rådighed, folder sig frivilligt ud. Men det er noget af en opgave der venter, der skal både forklares overbevisende og repareres med dygtighed. Så hvem… Det minder for meget om en jobsamtale; sådan fungerer den verden altså ikke. En træder mere i karakter end de andre, udfylder sig selv så naturligt at han indtager scenen. Sådan! Dagens mand, der kunne have været en kvinde, får ordet. Og bliver straks bombarderet med bebrejdelser og beskyldninger. Men hvis nogen kan klare det, endda med både distance og en smule arrogance, er det Senhor Primeiro Próximo Passo. Han er afgjort en af de figurer jeg er mest stolt af. Trods hans ufærdighed og de mange lange huller i hans historie. Nu og her er han den bedste mand til dagen. Og sagen: “Nej-nej-nej! NEJ! Det er omvendt! Det er da for pokker ikke asfalt der gror op gennem græs! Det er græs og andet grønt der bryder op i asfalten og mellem fliser og den slags. Dét der er helt forkert. Asfalten er ikke det levende, der får græs til at sprække og revne. Det er ikke naturligt! Det er ikke… Virkeligt. Virkeligheden er en anden! Det må rettes. Det SKAL rettes, og det hurtigst muligt. Den slags skulle jo nødig brede sig. Eller blot blive et forbillede for nogle få afvigende… Holdninger og meninger. Tænk hvilke konsekvenser det ville få! Årsag og virkning og alt det der. Hvad der er levende, organisk, og hvad der er konstrueret, dødt, sat sammen af mennesker, menneskeskabt. Og lagt, som asfalt! Det planter jo ikke lige sig selv under noget græs, og begynder at gro. Med ødelæggende virkning på græstæppet. Tænk hvis det var en fodboldbane… Nej, det skal rettes, og det skal være i dag. Ja faktisk lidt før, tak!” Det var noget af en skylle Senhor Passo fik. Men jeg var ikke i tvivl om at han kunne håndtere de hårde ord. Typisk for ham tog han sig god tid. Kiggede sig adspredt omkring, med et strejf af kedsomhed i blikket, og pillede det klassiske usynlige fnug af sin altid nydelige jakke. Før han gad svare, overhovedet forholde sig til dagen og dens fejl. Han taler glimrende engelsk, det kommer helt logisk af hans profession, selv om han er af den generation der stort set kun kan portugisisk. For ikke yderligere at besværliggøre dagen, kommer hans ord til at være på dansk. Det er den slags små friheder man heldigvis kan tage sig. Uden at nogen kan gøre noget ved det, allerhøjst mumle halvsurt om ‘realisme’ og lignende uvedkommende begreber. Og altså uden den mindste indflydelse på at Senhor Passo her udtrykker sig på dansk. Det vedkommer hverken dagen eller sagen. Det er en fryd at se Senhor Passo i funktion. Måden han ser på dem han henvender sig til. Blikket lige netop henover hovederne han taler til; en hovenhed der neutraliseres af høflighed og dygtig artikulation; en nedladenhed der alligevel ikke rigtig kan påtales. Korrekthed som våben, dét er min Primeiro. Vi er på fornavn når vi er alene og bare sludrer. Men lige denne dag og dens fejl kræver en Senhor Passo; den myndige og distingverede ældre herre, der udtaler sig med naturlig autoritet og nærmest elegant omhyggelig formulering. Senhor Passo behøver ikke hæve stemmen for at alle tier og lytter: “Skal vi ikke lige starte med få lidt perspektiv på? Dette er jo allerede blæst helt ud af proportioner… (Hr Passo gør et stort nummer ud af at kigge på sit ur)… Og der er kun gået nogle timer af denne enkelte dag. Én dags begyndelse, én lille og lokal afvigelse fra én norm, og straks hyler hele koret som var det verdens undergang. Én verdens, ikke at forglemme. Kun denne version. Men lad os da se på hvad der er så forskrækkeligt og, for nogle, så direkte truende.” (Passo er virkelig god til at lade en smule overbærende foragt skinne igennem, uden at fortrække en mine). “Jeg ser en smule asfalt er skudt op i noget græs… Og det spolerer jeres morgen? Endda hele dagen, uden at nogen ved hvad den ellers vil bringe? Kan I overhovedet forestille jer alt det der kan ske de næste timer? Resten af denne ene dag? Som blot er én af så mange, at det løber op i århundreder, årtusinder, og dét er vel at mærke kun på ét univers tidslinje. Lige ved siden af jeres definerede her og nu, blot et kvart molekyle væk eller mindre, er en uendelighed af andre tidslinjer, i en uendelighed af andre udgaver af virkelighed. Og så bliver denne lille asfaltknold til en stopklods. Der antager groteske dimensioner, og besætter jeres hjerner, så der ikke er plads til andet. Er jeres hjerner så små? Eller rettere, ensporede og smalsporede? Det er jo en smule patetisk, er det ikke? At være så blind for alt andet? End noget der skal mikroskop og nanosekund-måler til at registrere. Blandt den uendelighed af uendeligheder der er til rådighed. hvis ellers man, I, jer, kan se meget længere end ud over jeres egen næse og nå længere end til jeres egen navle. Det hele er et spørgsmål om forestillingsevne. Og dér er en primitiv latterlig fælde klappet: En enkelt hændelse blandt helt bogstaveligt et potentielt uendeligt antal, har klemt jeres tankebaner sammen som fanget i en rævesaks. Det eneste der kan passere i jeres stakkels sammenmaste neuronkæder, er overgivelse og nederlag til en smule asfalts opførsel.” (Jeg klappede i mine små imaginære hænder; Senhor Passo udtrykte mine tanker så man skulle tro det var mine. Perfekt!) Der blev lidt spekulerende tavshed. Nogle prøvede reelt at bruge deres forestillingsevne, deres fantasi, mens andre med et stædigt tvært ansigt prøvede at forme modargumenter. Men det var jo det smarte ved Primeiro’s måde at sætte det hele i relief: Det var egentlig en gang mere eller mindre generaliserende nonsense; slyngen håbløse begreber som ‘uendelighed’ ud; påstande om nu’ets mangfoldighed, steders væren umulige at gøre konkrete… Dén slags. Som er ganske rigtigt og samtidig banale kliché’er, der kan bruges til alt og intet. Det er netop sagen og dagen: Valget mellem alt eller intet! Skåret ud i pap. Med billedet af asfalt der vokser op gennem græs. Fokusering på kun dét, falder valget på ‘Intet’. En øjeblikkelig stump laset virkelighed, med alt andet skåret fra. Og ‘alt andet’ er meget! Som muligheden af at asfalt KAN gro op gennem græs. Lige så naturligt som omvendt. Som en selvfølge. Som en følge af flere virkeligheder end blot én. Stakkels de personer der må nøjes med det… Der kommer da nogle såkaldt fornuftige indvendinger mod Senhor Passos udredning, men ikke rigtig noget der kan rokke ved hans basale gennemgang af situationen. Den værste ophidselse lægger sig, og folk begynder så småt at blive optaget af andre ting. Dagens næste timer lægger beslag på deres tanker. Sådan går det jo med dage. Sådan går dage. Morgenens fokus på det ‘forkerte’ bliver hurtigt til noget at fortælle til kollegerne, derhjemme, ved festlige sammenkomster; en pudsighed i anekdote-form. Og hos dem der bevidnede dagens morgens mærkværdighed, bliver det tilføjet rækken af lignende ‘anomali’. Lagret i den krog af hjernen med skiltet ‘mere mellem himmel og jord’. Når bare det kan gemmes på dén måde, slipper rævesaksens takker det rustinficerede greb om tankerne. Morgenens blokering er ryddet af vejen, dag og tid afpasser deres skridt og tager hinanden under armen som gode gamle venner. Det var så det… Senhor Passo og jeg får en kort snak, før han atter vender tilbage til sin verden. Der er flintrende ligeglad med asfalt og græs. Nej, det er forkert: Den verden hvor asfalt og græs ikke er lænket til en bestemt årsag/virknings-orden. “Tak for hjælpen, Senhor Passo.” (Nu taler vi portugisisk, men her fremstår det som dansk.) “Jamen min gode herre, det var kun en fornøjelse. Jeg er yderst tilfreds hver gang jeg bliver brugt, og det ved du jo udmærket…” Han begynder så småt at kravle tilbage i den kun symbolsk eksisterende hovedskals-lignende kaninhat: Hvadsomhelst, herunder absolut ingenting, kan bruges som ind- og udgang til den verden. “Primeiro, hils de andre!”, når jeg lige at råbe efter ham, før han helt forsvinder. For denne gang. Nede fra den så symbolske at det er latterligt-hat, lyder senhor Passos stemme i mit hovede: “Jaja, det kan du selv gøre. Altid.” Og det har han jo ret i. Senhor Primeiro Próximo Passo er en klog mand. Sådan er han skabt.

%d bloggers like this: