DSC_0185

(Følgende prolog og epilog blev tilføjet uden at jeg var blot i nærheden af tastatur eller skærm. De var der bare en tilfældig gang jeg åbnede det oprindelige dokument. At jeg kender personerne i pro- & epilog, har nok en betydning. Det giver mig en lille fordel. Jeg kender dem. Eller netop ikke: De kan næppe vade ind i en hvilkensomhelst tekst og sætte deres aftryk; smide nogle linjer og kalde det… Nok kun muligt fordi… Etc:)

PROLOG:

Senhor Passo, Laurie og de andre mere eller mindre synlige går rundt på den enorme byggeplads. De utallige byggepladser, som perler på en snor. Er et forkert billede. Sammenhængende uden sammenhæng. Er præcist. Og i forskellige grader af forfald. Forfald hedder det vel ikke. Selvom de mange byggepladser synes at bryde mere ned end de bygger op. Det må være en slags synsbedrag. Eller blot bedrag. Men så da afvikling: Jo mindre byggeplads, jo mere… Noget andet. Bygget, måske. Skal det se ud som. For enhver pris. Det går hurtigt op for dem, at dette sted ikke er for dem. Der er simpelthen ikke basis for deres eksistens. Det er ikke en verden Passo med følge kan befinde sig i.  Eller kan finde sig i, hvilket kunne medføre ændringer, men gør det ikke. Det er lidt en skam. Hvis overhovedet muligt, hvis ikke for sent, kunne de gøre området så meget godt. Uden at gøre noget. Bare ved at være der. Men de kan omgående se og ikke mindst mærke at det er for sent: De KAN ikke være der. Der er alt for meget ingenting, fortyndet og trukket ud i alle verdenshjørner. Der er SÅ meget udlagt og ødelagt til forvandling, at det til forveksling og forvirring ligner tomhed. Fyldt til bristepunktet. Denne verden med tonstunge skriggule maskiner kravlende og krybende i mudderet, og skykradsende høje kraner svingende og slingrende lystigt rundt, er ikke uden risiko for Passo og Laurie og de andre. Derfor lidt nødvendig leg med virkeligheder. Overlapninger der viser sort stjernehimmel midt på en klar solskinsdag, tæt gammel skov lige hvor dampende ny asfalt er lagt.  Dén slags små tanketricks. Og diskret anbragte ord med hængsler. Der åbner op til udgange der også er indgange. Så de høfligt kan trække sig fra teksten, før de sidder fast. Fra hvert eneste nok så ubetydeligt eller utydelige ord… Velvidende at de alligevel får det og de sidste. Exit Senhor Passo & co. Høflig tilbagetrækken til deres vante verden et sted i mit hovede. Det luner faktisk behageligt. Lidt som en god blød pelshue en kold vinterdag. Blot på indersiden, mellem hjerne og skal. Jeg er ellers moderat modstander af brug af pels som beklædning. Eller forklædning. Men dette er noget helt andet. Indersiden af mit hovede er min egen sag. Nej, selvfølgelig ikke; undskyld! Det er VORES egen sag! Beklager, jeg har det med at rode verdener sammen. Ikke mindst når jeg ikke selv skriver dem. Det lyder måske lidt underligt; skepsis plejer at komme vrængende her. Men hvad kan jeg gøre? Jeg kan ikke beskrive noget der ikke kan eller vil beskrives. Det er som at blive skrevet selv. Er det eneste der bliver skrevet. Alt hvad jeg ved, ved jeg ikke før det står skrevet. Og bliver læst. Ingen læser det samme. Skepsis kradser irriteret i overfladen. Hvad kan jeg gøre? Jeg står i mudder til halsen, med en krave af dampende varm asfalt. Og kan kun håbe at noget skrives. At et par sætninger kommer til hjælp.

(Her oprindelig laaaang tekst. Dels halv-politisk, dels lokalt orienteret. Skrevet af mig selv. Tror jeg da, er jeg ret sikker på. Ihvertfald overvældende kedelig for Senhor Passo og de andre i dén verden. Og nok også for en del andre, der ikke befinder sig midt i begivenhedernes centrum. Det gør jeg vist… Måske. Jeg véd det ikke. Hvem gør det?)

EPILOG:

Senhor Passo og de andre kigger forsigtigt frem igen. De er vist stadig usynlige, men tager ingen chancer et sted som dette. Halvt betonby, ikke særlig behagelig, mærkeligt fremmed og ubestemmeligt frastødende, næsten fysisk konkret. Og mudrede byggepladser hvor store maskiner hersker. Alle fire, Senhor Passo, Laurie, den der er ‘jeg’, og det der er ‘han’ eller ‘hun’ eller noget tredje i tredje person, har da været langt mere besynderlige steder. Steder der kun findes i min verden. Eller steder de har været, og dermed gør til mine. Men dette… Nyt beton på gammelt beton, næsten som et automatisk ritual. Og en stemning af formålsløshed. Ikke kun håbløshed, men en håbløshed der stivner og krakelerer af mangel på formål. Der skal kun ganske få ord til, så popper had og aggressioner op som en trold af en æske. Lige dén gamle kliché passer faktisk meget godt. Hele det store byområde, forstaden, er én stor trold i en æske der er ved at briste. Eller tusinde små trolde i hver deres lille æske; med fjederen vibrerende spændt. Og er der ikke andre, ja så vendes det ædende onde raseri mod nærmeste nabo: Stormen af aggressioner får den mudrede grund og de grå betonflader til at krympe, til at krybe sammen og håbe ikke at blive set. Ikke at blive en del af handlingen, forblive nemt oversete bisætninger. Sådanne ekstreme aggressive situationer er selvfølgelig heller ikke nyt for Passo & co. Der ER nok ikke meget de ikke har været ude for. Eller er forberedt på. Det der skræmmer dem lige i denne situation, i disse linjer, er den totale mangel på vredens retning. Den skifter som vinden blæser rundt om de ru blok-hjørner, og fræser hen ad de snorlige gangbroer. Kravler ind over altanerne om natten, og siver gennem termovinduerne. De fleste vågner med en umiddelbar og noget overrumplende trang til at dræbe. De ved bare ikke hvad. Nogle gange bliver det så, i mangel af et nærværende offer, dem selv. Hvorfor? Senhor Passo og de andre ser med sorg på den så tydeligt manglende mening. Og de utallige meninger der slynges ud som kasteskyts; misbruges som våben. Selvfølgelig har de prøvet det før. Men dét er noget de simpelthen finder for trist. Ikke at de kan stille meget op, det hele har for længst passeret stadiet hvor ord har vægt. “Pennen er mægtigere end sværdet”, for at bruge en af Lauries fordanskede sætninger, er nu kun en tømt frase. En træt på forhånd opgivet påstand. Den bliver gemt væk til bedre tider. Til andre opskruede men ikke fastboltede og urokkelige episoder, afsnit, kapitler… Lige her og nu er kun en voldelig udgang mulig. Uanset hvem mod hvem; det betyder mindre end at blodet vil flyde. Mudderet og vandpytterne på byggepladserne bliver slagmarken. Det er de allerede. Og har været i mange år. Senhor Passo henvender sig personligt til mig. Jeg skal stilles til ansvar for forsøget på at indgive falsk håb. En domstol er ikke nødvendig. Jeg erklærer mig skyldig. Men påpeger, til mit forsvar, at håbet blot var tomme ord. Og at jeg vidste det. Jeg ved det! Og føler en trang til at destruere, ødelægge, slå, dræbe… Med risiko for at gøre Senhor Passo og de andre hjemløse: Smadre hovedet ind mod væggen, til naboen klager over al den hamren døgnet rundt. Så selvødelæggende, at jeg kaster med sten og alt jeg lige kan samle op. En skam at ord har mistet deres  vægt. Dér ville være masser af hele sætninger der kunne bruges  som kæder, flænsende hud og rivende muskler og sener til blodige trevler. Blindt ordfrit raseri  i mangel af bedre. I mangel af  noget. HVAD SKAL JEG ELLERS GØRE? Senhor Passo og de tre andre har nok et svar. Men ikke i disse linjer! Samme sprog, ja. Men ord der nægter at kende hinanden. Frastødende, med væmmelse. Både Passo, Laurie, ‘jeg’ og ‘han’ prøver at holde mig tilbage. Det er ikke frit fald. Omkring mig er luften tæt af forstenede ord og betonstumper af bogstaver. Der ramler ind i hinanden, kolliderer og splintres til råb og skrig i faldet fra 7. etage. Heroppe fra ligner slagmarken nærmest legetøj. Et samlesæt til et stykke historie. Et kapitel om menneskets dårskab og dødelighed. HVAD ER DER AT GØRE? Senhor Passo og de andre, mine trofaste venner, trækker blot på skuldrene. De kan altid skrive  sig  selv  frem igen. Og jeg bildte mig ind at de var mine… Et flashbillede fra en udspringskonkurrence i tv passerer idet jeg sætter af. Med et grin; dette er absolut ikke elegant men med flaksende lemmer. Lemminge-tanken når jeg også, da jeg ser glimt af andre i forskellige afstande fra deres møde med forløsningen. Hvor mange tanker har man? Er det spild at tænke, at mit tøj bliver gennemblødt af vand og mudder før blod? Jeg når at dreje rundt fire gange i luften. Ser omhyggeligt helt til horisonten. Havde jeg håbet at højden ville gøre en forskel, ville jeg blive skuffet. Men så naiv var jeg dog ikke: Alle verdenshjørner vender ryggen til. Selvfølgelig.

Reklamer

The Road to my Center Inside the Mountain

UDDRAG FRA: “TO SKRIDT FREM OG ÉT EFTERÅR”

SOM… Er en note til evighedsprojekt “roman”;

NU med titel som nævnt i det flg.:

Oplæst på Løves / Poetklub Aarhus ‘Åben Scene’ 27/9-’17.

Den opmærksomme lytter / læser vil opdage, hvordan hovedpersonerne fra det kommende megaværk; “Verdens Bedste Bog“, allerede blander sig i… ALT!

Der er et sted. Det er så meget mit, som noget kan blive. Dét sted bliver ikke mere mig, om det så var bygget som en bivuak med mine knogler som skelet, eller skelet som knogler, og min hud som teltdug eller teltdug som min… Øh, hud. Ok så da. Det holder ikke. Altså ikke bivuakken, eller hvad det er for en dims jeg har fået bikset sammen; dén klarer enhver synd- og skamflod. Men det andet. ALT andet, faktisk og egentlig, OG hvis det skal være virkeligt. Det skal det så afgjort IKKE, så dér er en fejl… Mere. Men indeni den første fejl. Hvilket bliver: DE første fejl. Flere fejl i endnu flere fejl; dette kommer godtnok dårligt fra start. Men start og slut er alligevel det samme. I mit sted! Og forresten osse alt udenfor og ind imellem. Hmm, lidt skidt sat sammen. Nå, ligemeget. Dén slags kommer der masser af. Plus vaskeægte drip-dry anti-løgn. Hvilket IKKE er det samme som noget virkeligt. Eller blot nogens virkelighed. For lige at få dét med. Får jeg hvisket i øret. Indefra. Glimrende sufflør! At det er en fiktiv, gør det kun endnu skarpere. Tydeligt. Krystalklart. Og så gennemsigtigt at gennemskueligt er næste trin. Men det er nedad, og dén vej går vi ikke. Vi? Er jeg blevet til flere? Åbenbart, åbenbarligt,  åbenbaring, åbent døgnet rundt, alle årets dage, og alle år i alle århundreder, og jaja: Evighed proppes ind i linjerne. Det er den sufflør… Haha, ja dén er sgu god! Dét er årets vits! Øh og ja… Nå, men dén holder vi for os selv. Intern joke… Og jeg holder mig i skindet! Bliver i det! Ikke fordi det passer så godt mere. Det skind. Men det er noget med alder og det evindelige “Så ret da ryggen mand!” -Som jeg HAR en fornemmelse af ikke kun er bogstaveligt ment… Det må vi tænke over engang. Hvis vi gider. Der ER så meget at tænke over, at tankerne bliver helt matte og slatne før de… Nå, men jeg bliver så her som én fysisk person. Der ER også kun et tastatur, så… OOOOOG tilbage til starten og det sted, der bare er SÅ meget mit og KUN mit! Nåja, OG vores, jaja!… Hallo; stop et øjeblik sufflør, hold lige en pause! Tak… Der ER dette sted. Som ikke er et sted. Ups, endnu en fejler. Det er måske nærmere… Et punkt? Sådan lidt som alt dét dér partikelbølge-halløj. Noget der er, alt efter hvordan det bliver betragtet… Men… Det er også TO steder! TO punkter, prikker på en tidslinje, nej selve tidslinjen… Som så er TO tidslinjer. Dét er ikke underligt, for jeg ER jo mindst FIRE!… -År kunne man fristes til at sige, næsten uden sarkasme. Det er vel egentlig også en kompliment. Men det ER nu 4 personer. Plus de løse. Dem der kommer og går. Fra det sted der altså ikke er. Men som der er mindst to af. Så er det lige nu, kære sufflør, at det ville være rart med lidt hjælp. Jeg ER, midt i mine tryggeste steder af alt i al evighed… Kommet godt ud at svømme. Og jeg LÆRTE sgu aldrig at svømme! Godtnok havde skolen sin egen svømmehal, en af de få dengang, men læreren var en noget ubehagelig blanding af sadist og pædofil. Dét er ikke et heldigt mix, slet ikke for en svømmelærer i folkeskolen… Nå, tilbage til… Eller videre med… Ja hvor var vi. Hvor ER vi? Hvad er tiden? Altså klokken, ikke en af de der metafysiske udredninger: “Hmmmm, hvad ER tid”… (Og “Grubleren” eller lignende…) F*ck! Dét kommer så også ind i disse linjer; KAN være os andre der har sneget det ind… “Os andre”; Jamen hvad er det jeg skriver! Luk øjnene. Hvis ikke allerede gjort: JEG har ihvertfald tabt min, vores tråd… Hvilken tråd? Godt spørgsmål! Svaret ER der, bare spørgsmålet dog ville blive stillet. Jo. Ja. Altså, det var det eller de steder der ikke var. Eller er. Andet end de allermest afgørende for ikke bare mig men os. Og, meget undskyld, men “os” er lige nu altså mig… Jeg er osse lettere forvirret… Øhh… Tja… Åh! Tak, obrigado Senhor Passo, der bogstavrimeligt korrekt passerer i baghovedet, og blander sig med sufflørens input, hvis det ikke hele tiden var, har været… Måske i AL tid! Dén dér irriterende vidunderlige evighed igen! Som er de to steder, hvor jeg bliver til vi og det hele noget rod, men af den fineste befriende fredelige og rolige slags. Dén slags rod der er en stjernehimmels virvar værdigt. Eller en Guds handlinger overlegen, trods total og absolut benægtelse af en hvilkensomhelst af dén slags! Guder, selvfølgelig. Men, mirakuløst uden en Gud, et guddommeligt mirakel. Intet mindre. Kun større og større, som… Ja. Han har ret. Senhor Passo fortæller mig, os, at vi alligevel ikke kan forklare os fra det. Ud af det. Der ER ingen udvej; nul “emergency exit” eller lys der tændes og skal følges hvis… Der er kun en indgang. At finde dén, er til gengæld hårrivende frustrerende tåbeligt tændergnislende svært. Indtil man holder op med at lede. Selvfølgelig. Så ligger den der. I én eller anden form. I mit, vores, tilfælde var og er det en vej ind i et bjerg. Jeg kunne kun få øje på den lige omkring solnedgang, når skyggerne gennem dalen mellem de to bjerge faldt korrekt, og jeg sad det rigtige sted, og kiggede… Hov! Ja? Laurie smutter forbi og kommer ind, og siger, ret tørt, på sit engelske: “No time for telling all that. Anyway; you can’t explain. You don’t quite understand anyway. Yourself, I mean.” Dén kunne tolkes på flere måder, men det er mig der har valget. SÅ! Jeg fik vist aldrig forklaret dét med dét sted der er mit, og alligevel flere steder, og ikke kun mit… Så uden yderligere “Så’n og så’n” erklærer jeg bare at jeg HAR sådan et sted. Og hvis ikke, ja så ville jeg ikke VÆRE. Ikke noget med lykkelig, ulykkelig, gradbøjninger af dét. Men overhovedet VÆRE. Og apropos overhovedet: Det ER jo ren fiktion. DET SIGER SIG SELV. GANSKE SIMPELT, GANSKE ENKELT. Men uden dén virkelighed; og tro mig: Det KAN ikke blive mere virkeligt! Uden noget SÅ reelt og konkret… Ville jeg kun have alle mulige fantasiverdener. Og sikkert meget hurtigt blive indlagt på en lukket afdeling. Det kan nås endnu, men vi passer på hinanden. Og, beklager dybt, men lukker ingen fremmede ind. Ikke af mangel på vilje. Jo, på alle ANDRES vilje: Det er FOR simpelt og enkelt. Til at tro på. Og dermed at ville. Jeg hygger mig aldeles glimrende, ja LEVER på og af det sted, steder, vi, jeg, os… Forvirrende? Vrøvl? Måske… Hvis der ikke er et par ligesindede eller 4. Der ALTID er VÆRENDE. Så jeg, lille ligegyldige mig med tastaturet, får en chance mere. Med garanti for gevinst. Selvfølgelig ren fiktion, men det er nu engang den bedste virkelighed. Åh for pokker: Det ER så simpelt og enkelt… Regnestykket er som 1+1. Plus et par ubekendte, jeg kender som var de migselv. Nå, det var vist det. Der ER ikke mere. Så simpelt og enkelt er det, og… Jojo, jeg kommer ikke videre, ikke her på og med disse linjer. Der vist allerede er rigeligt af… Så de slutter. Det gør jeg så også. Farvel. Jeg skulle hilse fra os. Hvis nogen vil læse mere, så er det vist… jaja, jeg stopper! Der ER ikke mere. Bortset fra alt. Og de par steder… Nejnej; ikke forfra, det nytter ikke, jeg véd det! Men tag og besøg os engang. Vejen ind er dér i dalen mellem… Nå, hvis ikke vejen er til at finde… Tja. Sort uheld. Eller mangel på dén fiktive verden der er aldeles virkelig. Jajaja; det ER simpelt og enkelt. Og så ER det hele ikke længere! Vi siger pænt tak, siger suffløren. Så: Tak! For hvad mon?… Tja… Nåjo! Selvfølgelig! Tråden i det hele! Nej, det er sgu for simpelt. Enkelt. Indlysende, indefra. Det er som 1+1… Og hvis DÉT er indviklet… SÅ er det godtnok slut! KAPUT! Med salut!…

Tekst oprindelig oplæst på Løves ved Poetklub Aarhus’ “Åben Scene”. Denne video-version lettere omskrevet. Link bragt i Tidsskriftet Reflex / http://www.57nord.dk/index.php … Al (c) og (r) og dén slags; Heino Ploeckeng / Stuck Prod / Stuck for Real! Teksten som ca oplæst: 

Nogle gange er en tekst ikke værd at skrive. Bedst glemt. Bedre aldrig at have eksisteret. Dens berettigelse til overhovedet at eksistere er tvivlsom. Grundlaget er ikke bare spinkelt, det er er så tyndt at en tråd ikke kan bære sig selv. Men flagrer væk i stumper, uden at minde det mindste om… Noget. Altså ikke en pot tanke eller to værd. Mindre værd end ingenting, og dét er ikke ret meget. At skrive hjem om, hvis det var det. Der ER ikke noget at skrive hjem om. Og hjemmet ville alligevel kigge desorienteret på forsendelsen der ikke siger nogen noget, og bare er tavs som graven. Selv endestation skraldespand mærker ikke, at et par overflødige ord blandes med kaffegrums og kartoffelskræller. Igår VAR sådan en dag. Der ikke burde blive til andet end ryddet hukommelse. Gang i renseprogrammet; dét med tilfældig overskrivning; 5 x DoD, så dagen ikke kan gendannes. Ikke at der er nogen der vil røre ved de i forvejen sølle rester af kvaste koder der ligger i et hjørne og skammer sig. Med god grund. Og nu bliver igår alligevel en tekst. Der er ingen der skriver til skrivebordsskuffen, som det hed i gamle dage. Når det mest er af selvterapeutiske grunde. Eller en psykiater på en institution, der får sin tilfredsstillelse ved at læse andres bekendelser i intim dagbogsform. Idag hedder det vel at klikke sig målløst ud i forskellige binære skyer, hvor ordene hurtigt drukner i mængden af virale hits, og den almindelige enorme aldeles ufarlige understrøm af anonyme sætninger. Som disse. Men igår var, i et kort glimt, virkelig. På sin egen både skærende og sløve måde. Tømt for nuancer; blot synlig et øjeblik med kontrast nok. Et øjeblik der hurtigt blev irriteret over at blive udnyttet. Igår var ikke et ord værd. Den der sidder ved krystalkuglen, hvem det så end er, skulle ved første syn have kasseret den dag. Måske sidder der ingen ved krystalkuglen. Måske er der ingen krystalkugle. Måske er dagene ligeglade med krystalkugler og hvem der kan se hvad i dem eller ikke, måske netop ikke. Det ville forklare en hel del, men igår har ikke en chance for at blive bortforklaret. Dagen før var dagen før ingenting; idag er det dagen efter ingenting. En såkaldt onsdag med et nummer 14 sat på, plus måned nr 6. Sådan er det nu engang vedtaget. Med gregoriansk opdatering kan endda et årstal sættes på; 2017. Det gør hverken fra eller til. For den både selvdøde og selvforagtende igår. Det er ikke så ofte at dage begår selvmord. Men lige døgnet igår, hvis det havde den mindste skam i sit korte 24-timers liv, havde intet andet valg. Jo hurtigere det først blev et tomrum, derpå bare glemt, jo bedre. Derfor er denne tekst også lidt en hån. Mod de mange dage der på forskellig vis finder ud af at fungere. Modsat igår, der allerede er ved at forsvinde som begreb; “igår”…??? Huh? Hvad? Enhver form for tids sammenhæng eller angivelse af tidsrum, vil ikke RØRE ved dagen eller bare nævne den. Det giver ubehag og en vis forlegenhed. At teksten fortsætter, får også en stigende vrangvillig mumlen frem. Den skal rundes af, hvis ikke den skal overfaldes og begraves levende. Lidt samme skæbne, ganske passende, som igår… Dén dag smuldrede mellem fingrene på de første timer. Gled ud sammen med mørket, da morgenen ganske uvidende skruede op for lyset. Hvis man, hvem man end er, havde set godt efter, var der allerede begyndende misfarvninger og manglende dele af en dags fulde palet. Store huller helt uden farve eller forklaring. At himlen var dækket af grå skyer, der vekslede mellem klamt og regn, er almindeligt for årstiden. Årstiden igår!!! Ligesom modvinden, omend den lige havde en ekstra række modbydelige modhager. Og vindstød af den slags der ridser indersiden af huden. Der er ikke så meget mere at sige. Nogle få banale og trivielle timer. Med en helt forkert fornemmelse, der fik det banale og trivielle til at bekæmpe sig selv med et frådende had og en brølende foragt. Nogle få timer, ikke ret mange, og så var det slut. Barmhjertigt hurtigt, egentlig. Kun et glimt blev tilbage på enkelte nethinder. Indtil en hurtig blinken med øjnene. For at fjerne den generende dag fra ugen, måneden, året… Det ER ikke ofte at dage er så vanskabte. Det sker, og ingen ved rigtig hvorfor. Og slet ingen gider bruge tid på at skrive om det. Det er heller ikke sundt. Vides det fra mere direkte dele af verden, hvor ord skal være påpasselige med hvad de udtrykker i tiden. Eller, som det i værste fald opfattes, mod tiden… Dagen udåndede uden det store postyr. Diskret overvåget stopper teksten også. Dagen nåede ikke at gøre megen skade. Et par enkelte blev trukket med ned i mudderet, der var tørret ind, tilkastet grav, når det igen blev set på. Nogle aftaler nåede lige at blive overholdt. Men også de rullet tilbage, så flere ofre kunne undgås. Aftaler, der kun blev til noget flovt, få stadier over kryben under sten. Og så, med hjælp fra tiden rundt om dagen, til erindringen om aftaler, ligegyldige eller bare latterlige. Mere og mere udviskede. Her sidst på denne dag, er igår ikke mere. Til alles glæde. En god følelse er nu engang rar. Bedre end noget der banker baglæns i hovedet og giver omvendte rynker i panden. Eller bliver til en tekst der slet ikke skulle have været. Den er nok helt væk lige om lidt. Der skal ikke andet end et punktum til. TIL!

ØJEBLIK

FORLÆNGET KORTPROSA LANGT UD OVER HVAD DET KAN BÆRE… ULIDELIGT SEMI-METAFYSISK VRØVL; ET ØJEBLIK TRUKKET UD TIL ILTFATTIGT TYNDT…

MEN! FIKTIONEN ER 100% ÆGTE!

De tonede frem en for en. Dels af nysgerrighed, dels fordi det åbenbart var et passende tidspunkt. Her er allerede lidt knas i maskineriet, men kun måske og kun for os. Foreløbig. De stod så bag mig, tavse, og fulgte mit blik. Som fastholdt øjeblikket på himlen. Man kan ikke fastholde et øjeblik, men jeg var besluttet på at bevare dette billede så længe som muligt. Her hopper kæden af, svirper faretruende flænsende i historien, og tandhjul snurrer formålsløst, forgæves søgende noget at drive det til. Man KAN jo netop fastholde et øjeblik: Det var da for pokker et foto jeg, og nu vi, stod og gloede på. At prøve, intenst insisterende, at fastholde et øjeblik der allerede ER fastholdt… Det nærmer sig vist regulær dumhed. Men jeg, vi, fortsatte ikke desto mindre den principielt overflødige stædige stirren, som gik blikket gennem fotografiet. Som var det blot et vindue. Og fik det udsnit af himlen, der gav et glimt af skyernes sædvanlige overlegne leg. Der nogle gange resulterer i den slags fantastiske billeder. Gad vide om de var sig selv bevidst? Om de var klar over deres evner? For mig var det ikke et underligt spørgsmål, tværtimod; det gjorde den lille flok bag mig klart og tydeligt. Måske var det himlen selv, solen og skyernes lærred, der styrede deres bevægelser? Førte den altid arbejdende pensel? Eller en blanding? Altså skyer, sol, lys og hvad der ellers var på paletten, der velvilligt lod sig smøre rundt på lærredet? For nu at blive ved med den tyndslidte kliché. Det ville minde lidt om hvad jeg gjorde. Min version ganske vist i en helt anden og langt mere ydmyg skala. Og slet ikke så fotogen. Det kunne den måske blive, men så skulle jeg og vi op i et helt andet højere gear. Jeg kunne mærke personerne bag mig følge mine tanker. Selvfølgelig. De kunne ikke andet. Selvom de blev mere og mere selvstændige, var de nu engang udsprunget af mit hovede. Tænkt frem efter mine behov. Nej, det er ikke sandt. Ikke mine behov, nærmere af nødvendighed: Noget behøvede dem. Og det noget var ikke kun mig. Jeg ved ikke om andre kan se sammenligningen. Det parallelle billede. Eller de to lignende; hvordan det end fungerer, det billedmageri. Maskineriet, mekanismen, virkeligheders bliven til verdener. Og lignende uhåndterlige alt for store og udflydende begreber. Ord, mest ord der kan fyldes hvadsomhelst på. Eller fyldes i hvadsomhelst… Også som rent fyld og køren i tomgang. Som dette er tæt på, i fuld fart mod ingenting og med ingenting… En af mine figurer giver mig et puf i siden; kom nu videre! Det er desværre sandt, jeg er begyndt at falde hen i en slags vågen søvn: Åbner øjnene med et ryk i hele kroppen. Og må samle de tankerester op, der i et sekund eller et minut overtog fuldt og helt. Et udrevet stykke tid med sammenfiltrede tankebaner. Drømmeagtige sekvenser, der kommer som en slags anfald. Nå, måske er det bare alderen. Manglende søvn og lidt konstant balanceren mellem tilstande… Ihvertfald var det, som så tit, en af mine fiktive figurer der fik mig tilbage til virkeligheden. Og jo, det er en smule paradoksalt. Men så længe det virker… Tilbage til øjeblikket og det med det parallelle. Hvis der er noget at hente dér. Jeg har en fornemmelse af en sammenhæng, men også en forskel i dimensioner og proportioner, der gør det lidt… Arrogant? Overhovedet at sammenligne dét foto-fældede øjeblik med mig og mine personer. Men der ER nu noget… HVIS altså skyer og sol og al den slags på nogen måde er styret… Af himlen? Som så måske er styret af… Noget? For at solen, eller rettere jorden, kan udføre sit trick med at lave solopgange og solnedgange. Måske er det selvstyrende. Og uden bevidsthed. Det betyder nok intet. Endnu et faktum, eller ikke, der ikke rigtig kan bruges til noget. Sjovt som den slags hober sig op med tiden. Med alderen… Måske er det bare mig der har det sådan. Bliver fyldt til det nok så bekendte bæger flyder over. I det mindste har jeg mine personer at lade det flyde videre over til og ind i. Hov, det var en sætning der både starter og slutter med et ‘i’… Det er vist grammatisk ikke så fikst. Ups! Bare på grund af noget grammatisk, mistede jeg forbindelsen til billedet, blot en tankes længde, men det var rigeligt. Billedet, det drilagtige, havde lavet om på sig selv. Selvfølgelig vidste jeg, at jeg ikke kunne fastholde det. Og ja; fotoet betragtes stadig som en slags fup… I virkeligheden, én eller anden, himlens vel, er alting hele tiden i bevægelse. Sådan er det bare. Endnu et faktum… Der i bedste fald kan bruges til at huske altings evige foranderlighed. Og i værste til at græde over netop dét. Hvis det ikke er det samme? Altså bedste og værste? De ord igen… Mere til besvær end gavn! Mine personer måtte føle det endnu kraftigere. Deres evighed, eller mangel på, er ikke kun styret af én virkelighed. Den vedtagne, generelle, overordnede, hvis en sådan findes. Kan fremskaffes… Om eller når nødvendigt. Hvis. Men også min, mere eller mindre direkte. Nogle gange får jeg helt ondt af mine kreationer. De nær-ved-og-næsten virkelige mennesker, der måske kun har en fornemmelse af at være et produkt af mine tanker. Men så følger altid en erkendelse. At det nok er mig selv jeg har ondt af. Og at jeg selv er en skabt ting, dømt til at blive til, eksistere et stykke tid, og så forsvinde. Ganske som det billede jeg så indædt prøvede at fastholde, alligevel og selvfølgeligt forandrede sig. Og at det var ren indbildning, måske ønsketænkning, at det kunne være det samme: Kun som foto! Jeg vidste det jo udmærket, ligesom mine personer sikkert lige så vel er klar over deres oprindelse. Og når det virkelig gælder, hvad det nok altid gør, gør det ikke? Ja så er ønsket om at bevare et smukt øjeblik; et billede som aftryk af en følelse, vel kun en afart af selvmedlidenhed. Et banalt udtryk for at ville forlænge noget, en selvynk over tingenes tilstand. Som, lige i dét tilfælde, er stik modsat stilstand. Her var det en omgang sol og skyer, men det kunne lige så godt være, er lige så ofte eller endda hyppigere, et eller andet barndomsminde. Der også er blevet et billede. Men mere bestandigt. Bedre beskyttet; mere sikret mod tider og virkeligheder. En erindring jeg kan nægte var anderledes; benægte kunne være eller blive anderledes. Aldrig ændres til andet end mit billede. Som jeg kan klynge mig til, når jeg synes der var noget at klynke over. Her bliver det så en smule kompliceret. Ihvertfald for et par af mine figurer. De får jo så noget ekstra at skulle præsentere, repræsentere, fyldes med, være en del af, overtage. Ja, overtage og leve med. Som var det deres. Gad vide om himlen forlanger det samme af solen og skyerne? Gad vide om mine personer er bevidste om hvor meget eller lidt de er sig selv? Jeg lod billede være billede, slap det, og vendte mig for at studere mine figurer, mine mennesker som jeg havde skabt dem. Og hele tiden, igennem alt jeg udsætter dem for, er jeg den der bestemmer. Om det så er, at de skal ophøre med at eksistere. Men ER det reelt mig der har kontrollen? Som et dumt spil med en game-controller, eller ditto tv-serie og fjernbetjening? Der er ingen tvivl om, at de følger mig i tykt og tyndt; er tvunget til at bære en stor del af det læs jeg ikke selv kan håndtere. Fysisk såvel som mentalt. Ikke mindst mentalt. Sikke humørsvingninger de må lægge ryg til! Hvilke depressioner de får proppet ind i sig. For at aflaste mig. Men er det sådan det er? Og vil blive ved med at være? Hvor sikker kan jeg være på at det er “fakta”? Som så forresten alligevel er ubrugelige… Jeg kiggede på ham jeg kalder “jeg”. Hvor forskellig er han fra mig? Set gennem en anden virkelighed, det kunne være ‘jeg’s, er han måske mere mig end jeg selv… Det hele var og er en gang halv-metafysisk vrøvl. Det ved vi begge to. Det ved vi alle. Det ved alle, ikke kun vi. Også de bipersoner der kommer til med tiden. De må være nødvendige for historien. Eller for mig? Og nu er det så langt ude, at fortællingen om mine personer sikkert er den samme som historien om mig. Jeg betragtede min “altmuligmand”; ham jeg ganske praktisk har døbt ‘han’. Og som kan fortælle alt det der ikke passer til ‘jeg’ og dén tidslinje. Der selvfølgelig må ligne min, altså som den har ført mig her til. Hvor dét så er; men det GIDER hverken jeg eller vi at begynde at spilde tanker og ord på. Med så meget fiktion hældt på, at det alligevel passende utydeligt. Jeg bliver irriteret, irrationelt, på mig selv og mine personer. Det ER jo for pokker ren fiktion! Opspind, tankespind, løgn, “hvad nu hvis…” og “havde det været på dén måde og ikke dén…”. Jeg kan mere roligt se på både ‘Laurie’ og ‘Senhor Passo’. De er så tydeligt adskilt fra mig, og har så klart definerede roller, at der ikke kommer et åndssvagt lag af sammenblanding ind i billedet… Det er noget andet med ‘jeg’ og ‘han’. Er de virkelig blevet for meget jeg og mig? Det er for dumt. Alt dette. Der blot startede med et billede. Nu gennemgår jeg den seneste tid; min tid, min historie, og tager specielt de dårlige oplevelser med, sorterer de perioder fra der stadig påvirker mig negativt. Sådan er jeg nemlig. Og iøvrigt, tilfældigvis, også ‘jeg’. Så er vi to… Eller mindst 1½! Og jeg, uden citationstegn, ser i både ‘jeg’ og ‘han’s øjne, hvor meget jeg har brugt dem. Misbrugt! Selv ‘Laurie’ og ‘Senhor Passo’ har en smule bebrejdelse i deres ansigter. Er det virkelig sådan? ER det virkelig? Bruger jeg mine fiktive figurer til at bide mine ærgrelser i sig? I dem, må det så være? Har de måttet lide under de seneste ugers pinagtige kamp med et bestemt projekt? Har de taget en stor del af skammen over et andet arbejde, jeg ikke har udført tilfredsstillende? Har de måttet æde min skuffelse over et par ‘virkelige’ menneskers passivitet? Var det mildt sagt pap-udskærende møde jeg var til nu en belastning for dem? Mere end min tæt-på latter foragt for arketyper i lige mit min verden? ER det ‘han’ og ‘jeg’ det mest er gået ud over? Og til stadighed GÅR ud over? Også min enorme træthed af, og lede over, min egen manglende evne til at sige FRA og klart tydeligt NEJ! Og den følgende lammende larmende langen ud efter alt og alle? Så forstår jeg bedre… Næh, så er der ikke meget der giver mening. Andet end mit ønske om at KOMME VÆK! Både bogstaveligt, men endnu mere billedligt… Væk fra den ‘rolle’ der er blevet mig. Mig! Blevet til en ‘rolle’! Ganske som jeg har givet mine figurer deres… Hvor er det heldigt. At jeg kan se på alt dette som en gang forvirret grød af ligegyldige tanker. Og selvfølgelig: Omgående læsser jeg den mudrede klumpede masse over mine personer! Med dyb skam… Som jeg så OGSÅ lader gå videre! Den sidste tid har været ét stort “game over” for mig. Billedet har stået, -står!, så tydeligt som en ustyrligt urytmisk blinkende lysavis, boret ind i mine pupiller helt til synsnervens rod. Og jeg har blot undret mig over min egen undren over manglende lyst og vilje til… Andet end opgør med enkeltpersoner og afsked med åh så korrekte og forfinede skarpt tegnede kredse, med deres etiske og moralske kodeks der er én gang mindst tidobbelt ditto. Men alt dette KAN altså være vrøvl. ÆGTE fiktion! Billedet er helt væk, det fine på himlen. Fotoet er også lagt væk… Lærredet er ikke tomt, men ÉN følelse overtager komplet. Uanset hvad, også alt det tågede og uafklarede, om det så er nok så tæt på, ligefrem indenfor familie, ja så må det vige. Ubetinget. Jeg, vi, har kun én chance. Alt andet ER ligegyldigt! Virkeligt eller ej. Jeg må fjerne alle de små og store forhindringer, fiktive eller ej, én efter én, og give mine figurer hvad de fortjener. Og i dén grad fortjener, efter at være brugt som en udvidelse af mig selv: En verden de kan eksistere i, uden mærkværdige behov. Som altså er mine. Egentlig er det så simpelt, at det nok er derfor jeg har vadet rundt i det. Med træsko og snublende over det ene økseskaft efter det andet. Væltende øffende rundt i mit eget… Uden at mærke det. Mærke det for alvor, om det så er aldeles uden substans. Jeg kan kun rette op på DÉN ene måde: Give mine personer deres egen verden. Give dem deres eget liv tilbage. Og, nok så afgørende, følge med dem. Det er på høje tid. At tage dem alvorligt. Som de mennesker de er. Og ja. At tage mig selv alvorligt. Uanset hvordan det hele ender, er det sikkert: Det kan kun blive et ægte billede! Om det så er nok så meget fiktion. Så er dét virkelighed. Så simpelt… Enkelt i en anden form: Enkelhed! Ægte jordnært vrøvl. Så såre, så snart… ‘Senhor Passo’ og ‘jeg’ følges ud, forsvinder væk, afslutter afsnit. ‘Han’ og ‘Laurie’ finder nok på noget… Mere. Måske vi alle smider citationstegnene, både… Og jeg?

Flyer Afladninger Mors

DETTE ER REN PR FOR “AFLADNINGER” VERSION X / PERFORMANCE UDEN TILHØRENDE UDSTILLING: “THE MISSING LINK” MELLEM DOKK1 MARTS ’17 OG ÅBY BIB FEBRUAR ’18.

Gud har brug for sin sky. Der er en Algade i hver en by. Selv regn søger ly. Min lænestol!!! Hver en tråd kender mig; giver mig tanker til tale. Men jeg siger ikke et ord. Havet husker for mig. Også det der helst ikke skal huskes. Alt det der er bedst tjent gemt glemt klemt ned i stolen. Min stol; mit hav! Flaskepost med en flåde af små skibe; hver besætning har sin lænestol, tavsheden udfylder de tråde der ikke er, kun én tråd skal der til. For at sejlene rejses, og flaskeposten med flåden lastes på skibet. Til søs, skyhøje bølger kaster omkring med vraggods slået til pindebrænde før det var en lænestol. Min! Skibet med flaskeposten kaster anker i en Guds mundvand. På en sky. Madrester fra det sidste måltid flyder rundt til det strander midt på Algade. En spytklat ligner næsten et ord. En klump tang kravler forvirret rundt; uden en tråd til nåleøjet. Blinker fornøjet i mørket som en bøje med lyd, signaler på et sprog der endnu ikke er opfundet. Eller fundet, gemt glemt klemt ned i min lænestol. Og sådan kan det ikke fortsætte… Der MÅ være en strand at skylle op på: Hvis ellers havet husker rigtigt. Gør det? Hvem kan være sikker? Hvem kan gå gennem Algade uden at blive våd? Og andre spørgsmål bedst ikke udstillet i for skarpt lys. Mumlen bliver løsningen… Som en Gud med en lænestol i munden. Flaskeposten splintrer så flådens små skibe bliver romantik i horisonten. Det er kompliceret! Hvis der ikke viser sig bare én tråd. Den behøver ikke være rød. Rød er ikke en farve. Kun et ord. Som blå; himmelblå, blå som et hav; rød som solen der går under for tredje gang. Vraggods er hvad vi har. Og skal have til middag. Rester fra strandhugsten i nat. Jeg blev i min lænestol. Jeg fjerner mig ikke fra mig! Hvad andre gør, kan læses i avisen dagen efter. Og ellers er den mindste lille vandpyt minder nok til det liv der skyllede i land. Men hvem gider huske? Når en spytklat siger mere end tusind ord. Og savl kan være guddommelige brokker. Men jeg holder mig tæt op af mig! Og bliver ét med både lænestol, alt glemt, og vraggodsets evige vandring ned gennem Algade. Der skal kun et mellemrum til. For at det bliver al gade. Men SÅ knækker tråden… Og flåden bliver til tanglopper. Et glimt i horisonten gør ingen ny flaske: Loppecirkus kommer til byen! Jeg ser det hele fra min tavse lænestol. Tavse lænestol? Hvad skulle dén dog kunne sige? Sprog er ikke havets måde at drive forretning. En bølge med heldigt gods og guld åbner en filial i Algade. Min lænestol og jeg flytter ind. Vi bliver et eksotisk indslag. Som en afladning fra flåden der skar sig på flasken. Og forblødte ud i strandens sand. Det var endda i fjernsynet. Og en nekrolog i avisen kommer nok… 

MUND

ADVARSEL! LÆNGERE STYKKE PROSA. UDEN ÉT OVERFLØDIGT ORD. FØR DET ER NØDVENDIGT…

Min mund ryster på fingrene. Og det kan ikke passe. Min mund er et stilleben, som en opsætning med frugt i en kurv. Et nature morte, om det så er af en mund. Min mund har trækninger, ufrivillige blink med et øje, og det kan heller ikke passe. Min mund er lukket tæt sammen med 7 stramme sting, og for en sikkerheds skyld tavs som en grav ingen vender sig i. Der er ikke ét sigende blik over mine læber; ikke én trækning i en mundvig, ikke én tavs overensstemmelse, ikke én bevægelse der kan tolkes på nogen som helst måde. Uanset hvor hårdt der prøves at proppes bare ét lille ord ind, slipper ikke engang intet ud. Intet er langt mere end der kommer over mine læber. Min mund er meningsløs. I betydningen af, at der ikke kan tænkes nogen mening ud af min mund; ingen formår at give mine læber den mindste antydning af skælven. Min mund er nemlig min. Og dermed kun talende, når de ganske få med tilladelse vil forme sig selv ud som ord. Selv i den situation er jeg på vagt: En sætning en anelse ude af karakter, og mine læber bider det i sig selv. Min mund sluger det usagte, før det bliver sagt. Mine tænder kværner alt der ikke hører til. Uden en lyd, selvfølgelig. Smasken eller tænders klapren er fremmedord i min mund. Fremmedlegemer der intet har at gøre i mit intet. Dén slags ord og sætninger behandles uden nåde; min mund er den lydløse dræber. Og altså ubevægelige morder. Min mund kunne lige så godt være sit eget billede; et foto der ikke kan vækkes til live. Selv ikke min munds næste bevægelse kan blive til en bevægelse. Min mund befinder sig uden for enhver form for tid. Der er kun to dimensioner, og det endda med anstrengelse. To dimensioner antyder noget med retninger. Min mund HAR ingen retning. Min mund er ikke blot fri for tid, den er også komplet retningsløs. Hvis noget som “op” eller “ned” eller “højre” eller “venstre” bruges om billedet af min mund, ville den vrænge med dybeste foragt og afsky. Hvis den altså overhovedet vrængede. Den gør intet, og det gør den endda uden intet. Eller noget som helst. Min mund er den eneste ting der i denne verden, og såmænd i hvilke andre der kan tænkes, og til alle tider, evigheden medregnet, gør så meget intet, at det er absurd. At forestille sig at den eksisterer. Dét er så det pudsige. Den eksisterer mere end noget andet. Den er så meget eksisterende, at alt andet falmer og blegner ved sammenligningen. Selv Guder og halv-ditto erkender deres overmand, og tør ikke sige en lyd. INGEN tør tænke den tanke, at overdøve mine læbers absolutte nulpunkt: Var det en måling af varme og kulde, ville min mund som det eneste nå under det absolutte nulpunkt. Dér hvor molekyler opgiver at bevæge sig og fryser ihjel, som havde alle hjernens neuroner endelig indset deres overflødighed. Tanker tænkt sig til døde. Som eneste logiske konsekvens af sig selv. Hvis mine læber ellers blev brugt til andet end at fastholde et billede, ville de nok trække på de bånd der producerer smil. Måske, kun måske; det er så svært tænkeligt, at forestillingsevnen damper og syder; måske ville der komme en kort lyd: Latter! Og nogle ville nok påstå, at de havde set en sammenhængende bevægelse… Det er svært at grine uden mundens fysisk synlige samarbejde. Men det ville være en ren løgn. Bevidst eller ej, sort eller hvid, enestående eller blandet med en bunke andre; ligegyldigt! For min mund kom hverken med smil eller latter. Den kom ikke med, vil aldrig komme med, har aldrig kommet med, kan ikke TÆNKES at komme med udbrud af den slags. Ikke fordi, forresten, at den holder sig til mere dystre eller negative tanker og følelser. Den holder sig jo for pokker ikke engang til intet! Intet er alt for meget… Med de undtagelser jeg har været lidt inde på. Og som er grunden til at min mund ikke bare eksisterer, men er til med større nødvendighed end noget andet. Selv intet viger høfligt til side. Hånd i hånd med alt. Og lidt til, hvad det nu måtte være… En mund i overskud for eksempel. Min mund er nemlig ikke den eneste. Altså foruden de mange der er aktivt i brug, bedøvende og bedrøveligt ligeglade med hvad der vælter ud i opkast-mængder, og ofte med klumper af pinligt ufærdige ubehjælpsomme ufordøjede uovervejede ord og knap-nok sætninger. Men dem om det; de er alligevel fortabte. Om de så holdt kæft resten af deres liv, har deres tunger slasket så meget rundt hvor de ikke burde være, og efterladt så mange tanker, at bare tanken er kvalmende. Ligegyldige ord og ytringers ætsende ædende så meget af verden, en hvilken som helst, at den ustoppelige forrådning for længst er sat ind. Og slutningen, den totale opløsning i usammenhængende slimklatter af betydninger og meninger blottet for betydning og mening, ja den kan bare betragtes. Uden at noget kan lukke munden på udviklingen. Og så er det at min mund viser sin uvurderlige enestående værdi. Som en klovnemaske tages på med elastikker bag ørerne eller hovedet, tager jeg og ligesindede tavse ubevægelige personer vores munde på. For alvor; andre miner er for spage til andet end at stivne. Og fortrækker på sikker afstand. Rollerne er delvis byttet om. Jeg sætter min mund igang. Men passer omhyggeligt på. Ikke én af mine egne tanker får lov at komme til orde. Jeg kan ikke helt styre rækkefølgen, men lader dem få den plads både de og jeg anser for passende. Tiden er sat igang. Min mund er nu ikke mere et stilleben eller et nature morte. Frugten i skålen vil rådne; nature morte opstå fra de døde, leve og dø. Der vendes i grave, døde kravler frem som dårlige efterligninger af film-zombier. Reinkarnation starter op igen, for dem der finder dét relevant, religionskrige er ikke noget nyt, men forstærkes med tungetale i munden på hinanden. Jeg lader den første af mine godt bevarede personer bruge mund. Min mund! Det er nødvendigt at tilføje, at hverken min mund eller jeg er noget særligt. Blot noget mere intet… Men også en beholder med dele af verdener der eksisterer. Selvfølgelig ikke i den hårdt pressede og uhyggeligt nær kanten virkelige verden. Sådan som et flertal har besluttet at den er. Sjovt som uenighed hersker i dén verden, der i rørende enighed kaldes den virkelige. Dét understreger, for de fleste, blot hvor virkelig den er. Mens de skærer tungerne ud på hinanden, til ære for virkeligheden… Min første fiktion jeg lader tale, er mig selv. Ikke af egoistiske grunde, men fordi jeg er en af de væsentligste i dén ikke-virkelige verden. Ren fiktion, nogle ville kalde det løgn, men en verden der FUNGERER! Modsat den virkelige, der nu kun er et Tweet og en kode fra ragnarok. Underligt så hurtigt jorden blev flad igen. Hele skibe brækker ud over kanten, og fly er pludselig ikke i 10,000 fods højde, men leger rumskibe svævende uden tyngdekraft. Hvis de da ikke rammes af dødsstråler fra de UFO’er der som en selvfølge viser sig i bedste Hollywood-form. Én ulykke kommer sjældent. To finder sammen og får meget hurtigt små nuttede ulykkesbabyer. Jeg finder byggeklodserne til min verden frem, placerer mine tankespinds-figurer, og trykker så på én eller anden knap, koldstarter et tankesæt, eller rører et sted på en skærm, ganske som jeg gør med disse bogstaver, ord og sætninger. Til de giver mening. Om ikke andet, så for mig selv! Det er mening nok, og nok også meningen. Det lille univers der kan rummes i mit hovede, begynder at blive lige så virkeligt som den virkelige verden. Som i mellemtiden er blevet en fjendsk gold klump, forlængst sunket tilbage i en ursuppe, som selv de mest perverse UFO’er ikke kan finde noget sjov ved. Mennesket, de få overlevende, er smasket tilbage til før stenalderen. Og fortsætter, uden at kunne huske hvorfor, at bekrige hinanden. En detalje er, at deres munde nu kun bruges til at æde med, og de mest simple grynt og brøl: En dag, måske, hvem ved om Darwin dukker op igen, bliver de dygtige. Til at bruge mund. Måske. Imens har jeg fået sat alt mit legetøj op og på plads. Min mund skiftes til at tale som mine opdigtede personer. Og jeg lader dem nu stort set styre udviklingen selv. Altså hvad der sker i mit hovede med mine venner. Og hvad de hver især bliver til. Nogle gange overrasker de sig selv. Andre gange tænker én af fiktionerne ‘hvor typisk ham!’ om en anden. Eller ‘det havde jeg ikke ventet af hende…’ Sådan fortsætter det, og der er vel ikke meget mere for mig og min mund at gøre. Mon ikke det er ved at være på tide at jeg trækker mig tilbage? Holder min mund lukket og slukket igen? Min lille verden lader til at overleve den store ægte. Det er da egentlig en lidt trist konklusion. At løgn holder bedre end virkelighed. Måske… Nej, det bliver for bøvlet med sådan noget med ‘måske er det ægte mere løgn end løgnen…’. Det orker jeg, rettere vi, ganske enkelt ikke. Så nu overlader jeg min fiktion til sig selv; den klarer sig glimrende uden mig. Nu. Resten af verden… Tja. Dér er ikke mere at hente. Min mund lukker langsomt til. Bliver et ubevægeligt og lydfrit billede. Stilleben og nature morte. Et sidste flygtigt smil til mit fiktive jeg, og så slut. De 7 sting strammes til. Løse ender gøres faste i troen, eller bare urokkeligt trofaste. Nul bevægelse de næste apokalypser. Hold da op hvor han sludrer, ham min tænkte version af mig selv. Jaja, det er jo bare tanker. Så hva’…

FODGÆNGERE OG AFMÆRKNING

DET VAR EN VÆLDIG FIN AFTEN PÅ LØVES; MASSER AF GOD POESI; OG (ALDELES EGOISTISK), DEN ENDELIGE BEKRÆFTELSE PÅ AT PROSA ER ‘MIN’ FORM. (Og ikke ‘blot’ kortprosa…) HER DE 3 TEKSTER, FORSØGT OPLÆST SOM LYRIK (+ 1 der blev droppet)… MEN I PROSA-FORM..

MIN TUR!

Jeg prøvede at gå min egen tur. Men det blev vandren i andres fodspor. Det var ikke det jeg ville. Jeg ville gå min EGEN tur! Jeg prøvede forfra. Første skridt… Ét mere… Og… Nej! Dén tur VAR gået! Af andre. Jeg skiftede retning, indstilling, mening, tankemønster, opdaterede min profil på Fb, oprettede for en sikkerheds skyld en falsk, og nye strømper, fodtøj og fødder blev købt. Men jeg nåede stadig kun få meter. Fik knap nok mine nye fødder i mine nye sko… BRUGT tur! Igen! En SLIDT tur; andres spor strakte sig så langt jeg kunne se. Og delte sig, igen og igen. Der var ikke megen plads tilbage. Jeg købte en kikkert, og fik øje på enkelte steder der var uberørt af menneskefødder. Jeg ville gå de uprøvede ture; jeg kunne se dem med mine egne øjne! Forstørret så godt som den bedste Zeiss nu kan. Mine egne ture! Hvor var de? Altså at nå frem til, uden om andres gennemtravede dødssyge vandringer… Jeg prøvede at være en anden! Altså ikke bare på Fb. Men et helt andet menneske. Jeg prøvede så hårdt, at GPS’en protesterede og sagde op. Kontraktbrud! Så købte jeg bare en efter militær standard, og indkodede den nye person jeg var blevet. Men turene lod sig ikke narre! Fodsporene jeg trådte i var andres. Altid! Næste skridt var ALDRIG mit eget. Og nu havde jeg endda to personer at prøve med. Jeg ville afsætte mine egne spor! Det var MIN tur, det SKULLE være min! ALLE andre havde haft deres tur, så hvorfor kom jeg altid bagerst i køen? Jeg prøvede alle tænkelige nye måder. 1000 måder at gå på. Også baglæns. Og med snyd; lejede en flyver, blev sat af midt i vildmarken. Og hvor satte jeg mit første trin fra flyveren? PRÆCIS hvor en anden HAVDE været. Det gik ikke. Det var håbløst. Jeg KUNNE bare ikke gå min egen tur. Der var ikke andet at gøre end at give op. Alt jeg kunne komme i tanke om, var prøvet. ALT! Enhver nok så sindssyg idé var testet. Der var kun ét at gøre:

Jeg gik min vej.

 

Vandet og Solen.

Solen står ikke op, derfor går den ikke ned. Om så illusionen er nok så overbevisende, ligefrem overvældende smuk. Men solen er virkelig! En kæmpe kugle af flammer. Hverken en yo-yo, en hoppebold, eller et rullegardin. Det er kloden, den så solide grund vi står på og kan forstå, der snurrer rundt og rundt med vores ih og åh og næh. Når solen gør sig smuk. Med sine løgnagtige, nej direkte løgn om solopgange og -ned igen. Vi bliver helt svimle…

Det er lidt bekymrende, og ih, åh, næh, kan få en let dyster klang: TÆNK nu hvis… Vandet falder af i farten! Dén klode snurrer jo med vanvittig fart; 12.742 kilometer på kun 24 timer! Over 530 kilometer i timen… Kæmpebøde og frakendt kørekort… Men altså: Vand falder jo! NED! Drypper styrter skyller strømmer eller regner bare, småbyger eller grå deprimerende heldagsregn. Fra oven og ned; husk det! Det kunne ramme solen! Store oceaner og smeltevand fra høje bjerge og både ant- og arktis plus, uha, indlandsis og gletschere, For slet ikke at tænke på Cornetto, Københavnerstænger og Carte d’Or; hele sortimentet. Af vand. Sydende og hvæsende, spruttende og hvislende. Ned over vores sol… Opgange og nedgange og nødveje slukket og udbrændt. Forkullet til aske. Grå og sort og kold.

Heldigt nok er vand klodens mest trofaste tæmmede dyr. Klamrer sig logrende til den runde bold. Selv en drøm der skaber bølger i baghovedet og får dyret til at pive i søvne… Handler aldrig om vandfald.

Allerdybest nede er vanddyret lænket, og for vores sikkerheds skyld klæbet fast med vandfast lim. Så vi med sindsro kan se oog sige ih og åh og næh til solen, uden at skæve eller skælve nervøst når vandet rejser sig.

Det vil bare klappes. Og måske finde lidt skygge. Vandet ER vaccineret. Mod rabies og andet vanvid. Og så tamt, at det omgående lægger sig. Hvis dets bølger bare minder det mindste om tænder.

 

EfterSkyl.

Næsten blændende glinsende desinficeret værktøj og redskaber, med funktioner der kun kan gisnes om. Og gyses over: 7 x “nu kommer et lille prik’ blev ÉN omgang helautomatisk sømpistol hakkende i ganen, rent håndværk… “Det var da ikke så slemt, vel?” Det gør mere ondt end ord kan sige, og desuden er det svært at svare med et helt magasin fra et sømmaskingevær i kæften. Hele skoves mange træer trækker skyndsomt rødderne til sig af frygt for at få dem trukket væk under sig. Og få en regning for rodbehandling… Som blot var det nok så kendte gulvtæppe, hvorunder mange sjove ting genfindes fra de mange gange tandféen ikke havde husket en mælketand, og måtte bruge sine forbindelser blandt rygterne der altid har noget på sig. Om ikke andet, så en tandlægeregning der er betalt for skatteydernes penge! Men i den lettere genre: Uden rødder at fastholde jorden med, bliver den til flyvesand, verdens snedigste labyrint, og uforudsigeligt vandrende klitter. Små partikler i galaksens mundvand. Værsgo og skyl. Intet kan trækkes ud. Selv ikke med 7 x prik og en sømpistol. Galaksens mundvand, med små urenheder, et par skove og lidt storby, fylder ikke meget. Når det spyttes ud.  

 

Sommerfugleeffekt i praksis.

Sky med brud; kan ikke holde det ud! Nedbrudt til flere revner end skyer, SÅ mange tårer på så kort tid men heldigt: Få vidner til det absolutte sammenbrud, så pinligt! Skammen lyner og buldrer og jajada ok, ER lidt et show, et påtaget ansigt… Og jo, dem har skyer masser af! Både efter årstid og indbyrdes status, dén slags er meget betydningsfuldt for skyer. Status! Og opdateringer; DMI eller Fb eller Tinder; hvilke der nu forudsiger øjeblikket bedst. Nu. Før… For sent! Men når så én åbner så totalt for sluserne er det skamfuldt. Ydmygende! Og én eller anden skal nok fange det forrige øjeblik, og slå det op: Opdatering! Status! Ekstra vridende de tungeste tårer, massefyldte, ædende op sjæle ville Fassbinder ætse bag hver en sky har på engelsk en Kant af sølv, men Kant selv har fraskrevet sig ethvert spor af tårer, og hvorfor kommer dé tåber faldende frit flaksende når de burde være tårer. Endda brudt helt op og ned, helt til den hårfine sprække ligner en horisont, men sådan går det ikke, som det blev sagt. Gjorde det ikke? Måske lidt forsagt, forsøgt foragt for linjen der suger visdom til sig, og så er dét endnu en krig om ord, er der kun én enkelt mere røvsyg ting? Det skulle da lige være dem der siger de ord. Eller skriver dem. Hvem gider læser om skyers pinlige sammenbrud? Så de klasker til jorden og ligner en horisont? Nej vel? Kun andre skyer: Status! DMI eller Fb… Eller dén horisont er en sprække der er et brud på en sky så tårer bliver pinlige… Og nye opdateringer, ny forudsigelser om lige før men tæt nok på til at… SÅ tungt, så savlende, så selvmedlidende, så… SÅ!!! SÅ!!!

Andetsteds, samtidig, i en asiatisk sweatshop:

Indkøbskurvs plastikhank fejlmonteres!

Og SÅ har vi al balladen!!!

 

 

 

%d bloggers like this: