DSC_0055

DSC_0018

 

(Uredigeret afsnit fra…)

Jeg havde overnattet i Carreiras, det der i Danmark ville være en lille flække længere ude end nogen krage ville forvilde sig i mareridt. Her var det en lille idyl mellem de højeste bjerge i Serra de São Mamede. Når man er vokset op med bavnehøje som imponerende, er det Alper og Himalayaer ser ned på med foragt, 1000 meter med nøgne takkede klippetoppe, ret så vildt. Som hele området er; udlagt som naturpark trods byer og spredte huse. Men vildt er det, med steder hvor man ikke ved hvilket årtusind man er dumpet ned i, og jeg ved af erfaring at man kan gå ad stier der måske er der, en hel dag uden at møde et menneske. Fåreklokker bag et stengærde er det eneste der antyder en grad af civilisation. En netop fårehyrde er så det menneske det er mest sandsynligt at møde. Så er det da tidsmæssigt i dette årtusind man befinder sig. Meget nærmere kommer man heller ikke; hyrderne her er ikke udstyret med mobiltelefoner eller påklædt anderledes end deres forfædre. Så standser man selvfølgelig og slår en sludder af, en længere snak, og det gør ikke så meget at man ikke kan portugisisk og ikke forstår hinanden, for man forstår alligevel hvad der skal forstås, når man sådan møder det eneste menneske på en fåresti. Det er selvfølgelig kun nogle steder og nogle dage og udvikling sniger sig da også ind i Serra da São Mamede og Alto Alentejo. Fordelen ved knap så høje bjerge er jo også, at der kan ligge borge og hvidkalkede sammenklemte idylbyer på toppene. Hvordan pokker de end er blevet bygget. Det tiltrækker turister og udlændinge der opkøber og moderniserer quinta’er til halvårs-luksus. Området er vildt, ja. Men som man kan gå ad stier en hel dag og kun høre fåreklokker, kan man lige så vel blive blæst til side af hornet fra en kæmpe turistbus, eller blive dækket af støv fra en fræsende firhjulstrækker der er ude at lege. Det var også derfor at det overhovedet havde været muligt at overnatte i Carreiras; de lokale havde hurtigt fundet ud af at lave skilte med “Room, Zimmer…”, og det var næsten det løgnagtige begreb en ‘win/win’-situation: Med deres gennemsnitsindkomst og de fleste turisters ditto, er det en pæn bunke euro for dem, og latterligt billigt for turisten. Endda for mig, selv om jeg aldeles ikke betragter mig selv som turist. Hvad jeg så er, hvilken betegnelse der skal sættes på mig, er op til andre at afgøre. Forresten er der nok mangt og meget jeg kunne kaldes, og ellers kan jeg selv bidrage med en stribe. Det er i sidste ende alligevel ligegyldigt. Eller én af enderne, og sådan kunne det fortsætte, men jeg skulle videre. Jeg har en udpræget svaghed for landkort, og havde kigget på et lettere lumsk ‘Portugal Centro’. Lettere lumsk, eller min egen dumhed. Der er jo det med kort og målestoksforhold; man skal lige huske at hvad der næsten rører hinanden i folden på et kort, kan være en mindre uendelighed fra hinanden i virkeligheden. Det kunne der laves en del allegorier over, men de er for oplagte. Jeg faldt ihvertfald for kortets lokken. Fra Carreiras til Marvão så der ud til at være en ret lige vej, og selv om jeg vidste at der ville være en del højdemeter at lægge til, specielt op til uindtagelige Marvão, besluttede jeg at gå. Som om jeg var en anden ungdommelig vandringsmand, eller tracker eller hiker eller hvad det hedder nutildags. Jeg ville til Marvão efter hvad jeg havde hørt om ‘ham den kendte forfatter’ og hans spørgen om vej til netop Marvão. På en eller anden måde passede det også med hvordan jeg efterhånden opfattede Primeiros bevægemønster, selv om hans navn ikke var blevet nævnt. At han var søgt op mod en af de højeste toppe i området, og endda symbolsk forsynet med en borg. Et sted med overblik; udsyn hele vejen rundt. Hvad han end skulle kunne se før han selv blev set… Men sådan et sted var det, også historisk set ved grænsen til Spanien og før det et forsvarspunkt mod Maurerne. Det passede perfekt med det billede af Senhor Passo jeg havde fået. Desuden, hvor mange ‘kendte forfattere’ havde været lige på dette spor for nylig? Og jeg vidste at han var kommet til området, så meget kunne jeg da forstå. Medmindre jeg slet intet forstod. Eller havde misforstået det hele. De muligheder ville jeg ganske enkelt ikke anerkende som mulige. Jeg betalte det ældre bondepar, og drog afsted ud ad den smalle og allerede halvsmeltede asfalt. Det virkede en smule tåbeligt, på den måde og det sted, at bumle afsted med en trolley-kuffert på slæb. Dens hjul skulle hurtigt samle lige så meget asfalt op som den kørte hen over, så jeg blev nødt til med besvær at hive den gennem rabattens blanding af højt græs og sten. Der var også så megen trafik på vejen, hvilket her var cirka en bil i minuttet, at jeg var nødt til at gå ude i siden. Så begik jeg en endnu større dumhed. Når jeg nu alligevel skulle halvt trailertrække halvt bære min kuffert, og ikke kunne bruge dens til lufthavne og hotelgange beregnede hjul, ikke just terrængående, kunne jeg ligeså godt tage en genvej… Langt højere end fåreklokker burde alarmklokker i mit hovede have bimlet. Måske var den begyndende dunken på begge sider af min hovedskal allerede bestemmende. Ihvertfald valgte jeg at gå fra vejen, og troede fuldt og fast på den sti der gik ind i et ret åbent terræn, som det er når det er en mark med oliventræer. Endda uden højt græs, det havde fårene sørget for at gøre til at komme igennem. Samtidig kunne jeg jo direkte se op til Marvão, og at stien eller i det mindste marken syntes at række hen for foden af bjerget. At solen snart ville stå højest på himlen, og at det derefter ville blive hedt som i… Ja, Alentejo, bekymrede mig ikke. Jeg var jo ikke sart over for høje temperaturer, tværtimod havde jeg altid blot nydt selv juli og august på disse breddegrader. Og havde det forfærdeligt med det nordiske klima, selv i det der går under den falske varebetegnelse ‘sommer’. De spredte oliventræer gav kun små pletter af skygge, alligevel begyndte jeg at sno mig så jeg kom igennem deres korte øjeblikke uden direkte sol. Helt uden at tænke over det; simpelt overlevelsesinstinkt. På det tidspunkt havde jeg altså stadig lidt fornuft i hovedet. Det varede ikke længe. Jeg aner ikke hvor varmt det var i grader, det var også ligemeget. Solen begyndte at bore huller i min hovedskal. Den var som et samlet bundt aggressive stråler, der havde udset sig mit kranie som mål. At svede var jeg helt bekendt med her, og jeg drak flittigt af mit medbragte vand. Og huskede at pakke plasticflasken omhyggeligt ned efter hver større og større slurk. Alligevel, næsten i takt med at det svandt i flasken, blev vandet tæt ved kogende. Og jeg huskede hvordan vi plejede at varme vand til bad, eller koge til vask, den sommer engang… Hovedpinen begyndte at trænge ind i mine tankebaner, og mit syn blev utroværdigt. Jeg var stadig nogenlunde bevidst om at jeg skulle til at passe på, men stadig dum nok til at fortsætte. Tanker som “…Hvor jeg glæder mig til en kølig café og en iskold Sumol…”, viser blot at de ætsende stråler allerede havde kortsluttet en del nerveender. Mine øjnes billede af Marvão lige oppe over næste træ eller stengærde, så jeg næsten kunne række ud og røre ved den kridhvide by, flaksede og flagrede løsrevet fra resten af verden. “Gad vide om jeg kan få et lift når jeg kommer ud på hovedvejen igen; den må jo ligge lige der bag den række træer… Måske kommer jeg til et hus hvor jeg kan få lidt kølighed… Men hvis vejen ligger lige der henne, ville jeg kunne se et hus… Hvad kommer først, hønen eller ægget?” Det var for sent nu. Jeg gik med hjernen blotlagt, og det var ikke mig der bar rundt på den. Faktisk kom jeg endelig hen til landevejen igen; og jeg fik hurtigt et lift. Måske havde det virkelig været en genvej. Men hvad der var sparet i kilometer, havde kostet dobbelt i forkullede neuroner. Hvor jeg eller bilen med et besynderligt bekymret​ par skulle hen, behøvede ingen af os at udveksle noget om: Vejen gik stejlt op til Marvão og ingen andre steder. Jeg sludrede med parret i bilen, mens de mest udvekslede blikke og iøvrigt var tavse men venlige. De havde både almindeligt vand og sodavand, og gav mig hele tiden mere. Jeg fik en ubehagelig fornemmelse af at de var for flinke. Hvilken nationalitet var de egentlig? Jeg prøvede på flere sprog, men kunne ikke huske ret mange ord. Nu kiggede de igen underligt på hinanden. Hvad var de ude på? Eller fortrød de at de havde taget mig op? Kunne de ikke lide mig? Jeg lugtede sikkert slemt efter den lange tur… Det begyndte jeg at forklare. Men blev usikker på hvordan de ville opfatte det. Tænk hvis de troede, at jeg mente at det var dem der lugtede! Gjorde de ikke også det? Lugtede eller troede at jeg troede at de gjorde? Jeg kunne ikke helt finde ud af det… Der var lidt rod i mit hovede, men jeg var ret sikker på at der var en stemning der ikke ville mig noget godt. Måske endda noget direkte slemt. Parret i bilen lod mig ikke selv bestemme, men stoppede ved den første café. Vi var oppe i byen. Var vi ikke? Var det nu også Marvão? Det hele var så blændende hvidt… Og da de havde lempet mig ind i café’ens mørke, var det stadig blændende. Marvão vidste jeg var hvid, men det var alle byer jo heromkring. Parret fulgte mig hen til et bord, gad vide hvorfor? Jeg prøvede at gennemskue dem, men kunne ikke se dem ordentligt. Jeg tror ikke de kunne brød sig om mit udseende. Eller var det bare mig? Jeg tror heller ikke jeg kunne lide mig selv. Men usikkerheden… Var det værste. Parret fra bilen forlod mig. Så lidt var jeg altså værd! Var det portugisisk de sagde farvel på? Og sagde de ikke en masse til de andre på café’en før de gik? Kiggede alle ikke med mistillid på mig? Jeg sad ned… Ved et bord. Selvfølgelig alene, selv om jeg kunne tælle flere stole rundt om. Tre-fire-fem… Nej, dén stol hørte til et andet bord, for der sad nogen. Det var vel ikke ved mit bord? Nej, nu var jeg dum. Dum… Igen. Der var noget med at være dum… Hvis jeg havde stået ved bardisken, ville jeg have set dum ud i spejlet bag. Nej, jeg så ikke bare dum ud! Selv om alle kiggede på mig som var jeg dumheden selv. Jeg skammede mig over mig selv. Dybt! Og forstod hvorfor jeg blev kigget på med så… Jeg havde ingen værdi. Lille latterlige mig… Hvad drak jeg? Vand? Var det mon bare vand? Det virkede… Ja, det virkede. Tror jeg må have drukket fem liter. Hvorfor var det store glas så hele tiden fyldt? Nogen gjorde noget… Før jeg lavede mig selv om til et hul, jeg kunne putte mig selv ned i, skete der noget der vendte det hele. Ikke sådan bare lige. Og ikke kun derfor. En mand, ellers bag disken, men også ham der havde sørget for at jeg var blevet fyldt med vand, satte sig ved siden af mig. Og det var, allerede nu, ikke så jeg følte det påtrængende, udforskende, udfordrende. “Muito sol, ehh? Não bom… E agora? Mais normal? Ou mais água?” Han var en ældre lille mand, med den vanlige ølvom, læderhud med rynker og furer i ansigtet, men et lille smil fastsiddende i mundvigene. Og en forbavsende blød og melodisk stemme. Vist nærmest en tenor? Hov, det var næsten sammenhængende tanker. Og nok så væsentligt: Tanker der ikke drejede sig om mine egne fejl og mangler! Eller hvor tydelige de var at se på mig! Jeg kiggede mig omkring, lidt som var jeg lige kommet ind ad døren. Og ikke for snart en halv time siden. Hov! Det kunne jeg bedømme… Og mit hovede… Eller rettere det, der havde føltes som en kronisk pågående skalpering med en gloende kniv, eller hvordan pokker det skulle beskrives. Ihvertfald med et kranie så blødt som smeltende smør, der løb direkte ned og stegte det hakkekød der havde været min hjerne. Jeg kiggede ud ad døråbningen, og genkendte selvfølgelig Marvão. Med lethed; dén by og dén beliggenhed tager man ikke fejl af. Hvad var der dog gået af mig? Jeg må da have været… Hold da op! Så havde jeg prøvet det med… Regulær kombi af solstik og hedeslag. Men hvilken virkning! Jeg kunne mærke min krops temperatur bare nærme sig noget under 38. Og jeg spekulerede på, hvad der var sket hvis ikke det venlige par i bilen, og derpå folkene i café’en, havde taget sig af mig. Der gik et lyn af skræk igennem mig. Samtidig fik jeg formuleret til den lille smilende vært, at jeg havde det bedre, og fik fremstammet så meget tak og undskyld jeg var i stand til. Men nu var det i det mindste nogenlunde som mig selv, og ikke den vaklende usikkerhed og selvopløsende mangel på tiltro til at være en plads i verden værd, om så bare en lille plads i en krog. Måske havde jeg fået brændt en seriøs mængde hjerneceller af, men jeg var blevet klogere. Nu havde jeg lært solstik at kende… Det var ikke et bekendtskab jeg ønskede at udforske yderligere! Hvor var… Minsandten, min åndssvage trolley-kuffert var på mirakuløs vis kommet med mig. Jeg skyldte vist en del mennesker tak. Det var lige før kufferten var i bedre stand end jeg. Trods ekstra ridser og et løst beslag. Ved nærmere eftersyn også et manglende hjul. Hvor var de dog også brugbare i dette område! Det var noget af det første jeg måtte have gjort. Få fat i noget mere Alentejo-egnet at have mine ting i. Hvis altså jeg skulle meget videre? Min viden fra før jeg startede min hovedløse tur, der nær havde kostet samme, vendte tilbage. Jeg var startet ud fra Carreiras mod Marvão med en bestemt formodning. Det hele, i den grad det var et hele, blev hældt tilbage i mit stadig ømskindede hovede. Det var jo Primeiro og hans mulige kommen her på ét eller andet tidspunkt for ikke så lang tid siden. Havde han virkelig været her, måtte det være muligt at finde ud af. Længere siden ville det ikke have været, og større var stedet ikke. Han ville være husket… Ligesom min solsmadrede bliven slæbt op sikkert allerede i morgen var kendt over hele det lille samfund. Blandt de lokale i det mindste; turisterne kom og gik alligevel som sværme af fluer. Og apropos i morgen, så var det nok en god idé at finde et sted at overnatte. Af to grunde, mindst. Dels var det anderledes svært at finde et bare rimeligt billigt sted her oppe på toppen, her var virkelig eksklusivt. Dels kunne jeg mærke på mine gummiben, at hele mit system havde været igennem noget af en mørbankning. Slatten karklud var for en gangs skyld fuldt rammende. Og mentalt var jeg stadig rystet og ret så rystende. Der var heller ikke mange timer til det blev mørkt. Jeg nåede at få mig det fantastiske udsyn hele vejen rundt. Det var ikke svært. Borgen og byen lå så klemt sammen på toppen, at man fik den fulde 360-grader-udsigt næsten hvor som helst fra. Og hvor var det dog guddommeligt! Det var lige før det var solstik og vanviddet værd. Nej, dog ikke, men at kunne se så langt som øjnene var i stand til… Med små hvide byer, andre bjerge med borge, de store øde vidder, helt til Spanien og dybere, kunne se lige netop over og bag horisonten… Jo, det var så man mistede pusten. Som man siger. Jeg stod i meget lang tid og drejede ganske langsomt rundt om mig selv. Mistede ikke pusten, men fyldte lungerne gang på gang med afstande der i Danmark kun findes på papiret og i fantasien. Dette var så virkeligt, at det næsten gjorde ondt. Nej. Det gjorde en lille smule ondt. Men på den gode måde. Som ondt kan gøre godt, være velgørende. Jeg havde skrabet bunden, som i de mest usikre perioder gennem mit udsvingende liv, nede i dalens varmehelvede. Nu var jeg på toppen. På så mange måder, at det ville være håbløst at begynde at remse op. Så voldsom ned- og optur på én dag, både billedligt og bogstaveligt… Jo, mine lunger og mit hovede havde brug for at indsuge en så stor verden som den fra Marvão. Suge til mig, til jeg selv var en del af det helt store perspektiv. Det fyldte mig, stille og roligt. Men mættende så universet bliver uendeligt. Hvad det vist også er; det kunne bare meget sjældent være inde i en, som det kunne her. Hvis man lod det, og det gjorde jeg med glæde. Måske havde Primeiro stået på samme måde, og taget det hele ind samtidig med at lade sig blive komplet overgivende taget… En tanke slog mig, lidt pudsigt så relativt lille et sted. Jeg vidste jo reelt ikke, om han stadig var her. Måske stod han som jeg og kiggede rundt, blot få meter længere henne, rundt om et hjørne. Det var for vild en tanke. Jeg troede en smule, at det var resterne fra solstikket der stadig stak. Desuden… Jeg tror simpelthen jeg ville kunne mærke hvis han var her. Manden der har skrevet verdens bedste bog. Jo, det ville jeg kunne fornemme. Ville jeg ikke? Han kunne, fornuftigt nok, selvfølgelig bo et af de mange og billigere steder rundt om selve bjerget. Så vidt jeg vidste, var han jo i bil. Så vidt jeg vidste… Hvad vidste jeg? Tja. Hvad ved jeg?

DSC_0181Skitse med fejl: Fremtid indsat..

Han havde absolut ingen idé om hvor de var. Jo, efter over et døgn uafbrudt raslende i et tog gennem Spanien, var de endt i Lissabon, Portugal. Definitivt endt; det næsten helt afkræftede støvede tog kørte ikke længere, Santa Apolónia var endestationen. Et sted i udkanten af denne fremmede by. Hvor de, dødtrætte, beskidte, sultne og tørstige, steg ud ikke bare i mørke men i silende regn af den ensformige kraftige slags. Den selv for så unge velkendte spanske sol, var blevet skiftet ud med et meget vådt ukendt mørke. Kun med fjerne hastende silhuetter eller underligt overbefolkede små neonbelyste ubestemmelige café’er eller barer eller værtshuse eller hvad det var. De mange forskellige betegnelser gav han op at forstå. Han brød sig heller ikke om at kigge for længe ind et sted; de fyldte steder gloede komplet ugenert igen. Og da ikke mindst på hans kun lige 17 år gamle og lyshårede kæreste. Dén hårfarve havde fået større og større betydning efterhånden som de havde tøffet sig zig-zaggende ned gennem Europa. Her, et sted på en øde vej nær vandet, var der tilsyneladende kun mænd i de mange små oplyste huller i vægge og huse. Han var jo manden, så han ledte dem og deres regntungere rygsække med langt større målbevidsthed og sikkerhed end han følte. Efter snart tre uger, var han jo en erfaren rejsende; kendte alle Interrail-tricksene, og vidste hvordan de blev betragtet og hvordan man skulle begå sig i det store udland. De store udlande, var det efterhånden. Så han førte an med en træthed han ikke ville vise, i en retning han håbede var mod centrum. Og ikke mindst et billigt sted at vælte omkuld. De havde, med ikke altid lige heldige følger, også tilbragt nætter på strande, i parker, halvskjult på nok privat ejendom, bænke langs veje med trafik hele natten. Foruden de talrige vandrehjem og banegårde, der nogle gange var svære at skelne mellem. Men regnen og stemningen dikterede at de brugte af deres sparsomme penge på et rigtigt hotel. De havde nu også hørt, at den slags var noget nær de billigste i hele Europa. Deres obligatoriske Interrail-kort viste også, at de ikke kunne komme meget mere ud i et hjørne af kontinentet end lige her. Der var simpelthen ikke mere Europa. Kun Atlanterhav og Middelhav. Og en gigantisk tilsyneladende øde højslette, der lå som et andet slags hav mellem denne by og det de kendte. De var lige så meget opdagelsesrejsende, som han langt senere fandt ud af Portugal var så kendt for i forgangne tider. Lige i den tid de ankom til Lissabon, var det helt andre ting der optog folk. Det fandt han også først ud af flere år senere. At Nellikerevolutionen ikke lå mange år tilbage. Og at bølgerne efter stadig kunne mærkes. Bare ikke af ham. Han bemærkede en anden gang heller ikke en såkaldt Fløjlsrevolution, endda midt under og i den. At opdage den slags historiske begivenheder, var ikke just hans stærke side. Begivenheder der direkte omfattede ham, var en noget stærkere side. Lad os håbe det var hans unge alder… Ligesom han blot var mere og mere spændt på, om den lange havnevej eller -kaj ledte ind mod et centrum af en slags. Og om der så ville være et velsignet skilt der sagde ‘hotel’… Det hed det vel også på portugisisk? Ellers måtte det være til at finde på en anden måde. Og det måtte meget gerne være snart! Han kunne se på kæresten, at hun snart ikke kunne klare mere. Han mumlede nogle våde opmuntrende ord, pr automatik, og var selv ved at give op. Men det var jo ikke en mulighed. Så simpelt var det. De måtte fortsætte til de fandt ly. På dén måde var det så enkelt som det kunne blive. Der var kun én vej. Han håbede så bare at det var den rigtige retning… Men efterhånden som hver meter blev til kilo, og regnvejen syntes at være et forsvindingspunkt i et halvdystert maleri, mobiliserede han sine sidste dybt begravede reserver. Med et forsøg på et opmuntrende smil til den sjaskvåde næsten vaklende kæreste, og et par forkrampede ord der kun fik hende til at se skeptisk ud, foreslog han at de gik ind i modlyset på det nærmeste café-lignende klaustrofobiske sted. Med et gevaldigt tag i sig selv, trådte han ind i neonlyset og en tætpakket mængde stirrende øjne. Med Spanien og hans kærestes besvær med at undgå mere eller mindre nærgående berøringer, og hans dermed følgende rolle som “min kvinde!”, var det med en del lettelse at de klemte sig frem til bardisken. Der var mere ligefrem nysgerrighed i den fastholdende begloen, og minsandten om ikke der blev gjort plads til dem frem til baren. Endda uden de trættende strejf af kærestens krop. Til hans overraskelse var hvad han fornemmede, en slags afventende respekt. Det var nok hans første men betydningsfulde følelse af portugiseres mentalitet. Hvad det skulle blive til, vidste han selvfølgelig ikke. Men noget gengældende respekt begyndte så småt at røre på sig i ham. I første omgang pegede han blot på fadølshanen, og viste to fingre. Nogle escudos havde de fået vekslet i ventetiden på en grænsestation. Ja, det var heldigvis mange år før den altædende euro… Den storvommede barmand smilte et strejf; “Dois imperial, sim, para o estrangeiros…” De fik de store overraskende gode fadøl; Portugal var ikke kendt for dem eller andre interrailere som et specielt godt øl-land. Hvilket blot sagde en del om deres og deres viden. Sagres og Super Bock, navnet til trods, var og er fremragende portugisisk cerveja. Men hvad vidste de… Om meget andet end tiderne mellem de forskellige byers stationer, og hvilke tog der ikke kostede ekstra. Viden der var basal for den tids horder af interrailere, der til gengæld ikke vidste meget om de steder de besøgte. Eller rettere passerede igennem, mest kun oplevende togstationer og med hovedet fyldt med togtider og -forbindelser. Men sådan var det, og det var på nogle måder deres ungdoms store oplevelse. At de senere ville have en vis distance at lægge til de snavsede uger i underlige lokaltog, var ikke meget mere end de distancer det var afgørende at tilbagelægge. Der var en ikke særlig klar logik og sammenhæng mellem tilbagelagte kilometer og antal lande de havde rumlet igennem, og turens success. Overtræt som han var, kunne han mærke den enkelte øl. Og kunne samle mod nok til sig. “Excuse me, but does anyone here speak english?” En tavshed med slet skjulte smil, var den umiddelbare respons. Han kiggede på kæresten, der var en del bedre til tysk end han. Var det mon et forsøg værd? Han tvivlede… Og før han fik hende til at prøve, begyndte en masse af gæsterne at snakke i munden på hinanden. “Querio um hotel? Um quarto? Para dormir? Cansado? Vocé vai ao centro? Hotéis libre, sabes… Direitos?” Og en masse andet han heller ikke forstod. Og jo mere mystificerede de så ud, jo flere blandede sig. Og gentog det samme, blot højere. Til sidst fangede han dog ordet ‘hotel’, sagt på mange måder og mange gange nok, til at kunne gentage det, ledsaget af en ivrig nikken. Og således oplevede han portugisisk hjælpsomhed for første gang. I en grad der først gjorde ham lidt mistænksom. Efter roligt at have drukket ud, tog en midaldrende mand ledelsen og vinkede dem med udenfor. Ved deres usikre tøven, tilføjede han med noget vinsløret stemme: “Vamos! Eu na meu casa, mas vocês a um hotel barato e central. Hotel a Chiado; muito bom! Vamos!” Han begyndte ganske enkelt at gå, og de slubrede efter i og med deres våde tøj og overdrevne rygsække med det obligatoriske påhængte tingeltangel. Den midaldrende mand var måske en smule fyldt med vinen fra de store dunke, men det forhindrede ham ikke i at gå hurtigt og målbevidst. Som enhver portugiser forsynet med en paraply, måske konens eller en datters; den lille blomstrede og mest symbolsk beskyttende halvkuppel så lidt komisk ud i kontrast til manden i sort herretøj med bondekasket. De måtte koncentrere sig for overhovedet at følge med, for ikke at manden forsvandt forud i det regnende mørke. På dén måde var paraplyen et par gange deres redning. En grotesk malplaceret hoppende blomst, lige netop synlig som svævende afsted et sted over vejbanen, ude i den sorte nat. Halsende efter silhuetten under den dansende efterhånden strittende deflorerede kuppel, opdagede de knap at de var nået til en helt anden slags gader. At han senere fandt ud af, at der kun var en kilometers kedelig vej fra stationen til byen, og faktisk masser af gyder og trappegader lige overfor, modsat floden, ja det vidste han og de ikke i deres udmattelse. Det var viden der kom de følgende år. Ikke dén afkræftede aften, men de næste mange gange. Om det så var alene, med en ven, familie, eller med andre kærester; på den tid var der med et par få men vigtige undtagelser hastig udskiftning af den slags. I den alder kunne de endda nogle gange selv komme i tvivl. Hvor lang tid skulle man være sammen for at være et par, for at være kærester? Nogle dage? Timer? Sammen tre-fire gange med måneders mellemrum? Og med andre ind i mellem? Det kunne være helt indviklet. Men sådan syntes det jo ikke. Tingene skete bare. Eller ikke, og så var det sådan. Med de enkelte undtagelser, men det er andre historier. Og kærester; der er ikke noget som en udmarvende måneds tid sammen 24/7 til at man stille og roligt holder op med at ses efter at være kommet tilbage til Danmark. Men lader måneden gå ude på skinnerne som kærester; en slags overenskomst om ihvertfald at være gode rejsepartnere. Hvis det da ikke, yderst destruktivt for en Interrail-tur, eksploderede på en campingplads i et land der lige så godt kunne være et andet, og man enten fortsatte som udsat og mærket enlig Interrailer, eller betalte sig fra hurtigtog og direkte mod den danske grænse, deprimeret hjemkomst; omgående stemplet. Hjem før den famøse Interrailmåned! Som var af en hel anden længde end en almindelig måned, en helt anden form for tid. Og så at måtte opgive på grund af noget i den sammenhæng så underordnet som kæreste-halløj… Uha! Hvilket nederlag! Nå, men byen var endelig blevet andet end flad våd asfalt. De hastede efter den hjælpsomme mand, smuttede gennem hvad der vist var baggårde og porte, op og ned ad trappegader, escadinhas, omkring hjørner der dukkede op som sprækker i de gamle tykke mure. En bredere gade med en mængde forretninger, var åbenbart deres mål. Og blev ikke bare deres redning, men gjorde også al skepsis og mistro til skamme. Manden pegede mod et skilt lidt længere oppe ad Rua Garrett, mumlede men smilede: “Hotel Borges, muito bem, eu vai na minha casa a Bairro Alto. Adeus, boa noite”. Og væk var han, med det forrevne stativ der engang var en paraply med blomster. De brugte, bogstaveligt i sjældent bogstavelig grad, deres sidste kræfter, var nærmere tilbehør til deres tonstunge rygsække end omvendt, og vaklede ind til receptionen. Der gik lige nogle sekunder før de fandt ud af, hvorfor verden pludselig var et langt mere rart sted at være: Ingen regn! De var drivende våde, men at slippe for det stadige bombardement… Var den første velsignelse. Det passer så ikke; manden der viste vej, alt muligt andet forudgående, velsignelser både i deres tid og i bibelsk og før og… Men lige da og dér! Ikke mere syndflod. Og, efter en receptionist der var en slags velsignelse også, bare fordi han kunne engelsk nok til at de efter et par etagers trappeklatring stod i et endda pænt og ikke mindst tørt værelse. Domineret af en gigantisk dobbeltseng, og intet syn kunne have været bedre. Det var helt uvirkeligt. Det VAR ikke virkeligt; ikke efter mere end et døgn med hvad der forekom som kun strabadser. De måtte gnide deres meget trætte prikkende øjne, og stod i flere lange øjeblikke før de fattede at det var overstået. For denne gang. Og der var intet andet; det var jo dengangs velsignelse (igen-igen, ja), at øjeblikke var præcis det og kun det: Øjeblikke. Og det næste blev en ja netop, velsignelse af tørre lagner, dyner, blød madras… De ikke et sekund tænkte på andet end søvn som den ultimative nydelse. De var nok så tæt på hinandens nøgne kroppe, og havde stadig et overskud af kærlighed, alligevel blev den sidste velsignelse at kunne gå under i dyb søvn. At de skulle vågne til strålende sol, opleve en by så fantastisk at det kunne være løgn men ikke var det, og stadig ikke er, at hun ville videre før ham, at de i praksis trods forsikringer om det modsatte ophørte med at være kærester, at meget af hans kærlighed fra da af ville tilhøre den by, det land og dets folk, at… Alt det var endnu ikke. De faldt ind i søvnen, og intet i verden kunne være bedre. Verden kunne ikke være bedre. Helt umuligt​.

 

DSC_0126

Jeg kom da selv i tvivl. Kunne vrænge af mit sidste store projekt. “Åh jo, mit sidste store projekt”… “Mit sidste stooooore projekt”… “Projektet, jajoda og bla bla bla bla…” Selv nu, hvor jeg på og med trods var nået hertil. Og langt nærmere en begyndelse på en reel mulighed for en start på noget der kunne blive til en… Begyndelse. Men som så mange tilbage i Danmark havde sagt det, mere eller mindre forblommet, nogle ret så direkte; lidt for lige ud. “Nu har du snakket om dén roman i hvor mange år? Tre? Fem? Ti? Tror du selv på at du overhovedet bare får begyndt? Eller du ER måske i fuld gang?… Nå?” Det sidste altid sagt med en god gang skepsis, hvis ikke ligefrem et strejf af hån. Skepsis og hån… Pudsigt nok som regel fra andre skrivende. Specielt dem der lige havde fået en nok så tynd og overset digtsamling udgivet. Men deres skepsis var vel berettiget. Selv om jeg altid prøvede at… foregive at… ja da! Jeg var skam i fuld gang. Vævede så med mange fagter og vidtfavnende ord omkring at samle de mange færdige afsnit jeg allerede havde. Og alt det der var næsten klart i mit hovede, lige til at skrive ud… Lige til, næsten… Den sidste tid var jeg lige ved at overbevise mig selv. På gode dage. Der så desværre blev færre og færre af. Efterhånden som projektet blev mere snak og mindre skrift. Men én af dagene… Den rette! Der aldrig lige blev denne dag. I stedet flere og flere kvarte, halve og hele brugt på enten at glo på ligegyldig flimmer, eller læse ikke for komplicerede bøger. Krimier af den gamle slags, der ikke krævede megen tænkning, var den foretrukne slags. Hvis jeg da ikke, halvhjertet og med absolut manglende entusiasme, skrev én eller anden tekst til enten endnu en ligegyldig oplæsning, eller endnu et ligegyldigt indlæg i et ligegyldigt blad eller e-zine. Det var ikke just fordi blodet rullede raskt og brølende i min skriveåre i den tid. Iøvrigt heller ikke i mine almindelige årer; de seneste år havde der bare ikke været meget raskt og brølende, sådan generelt. Jeg var selv den første til at indrømme det. Bare helst ikke over for andre. Og slet ikke dem med den nye tynde oversete digtsamling. Jo, jeg kom nemmere og nemmere i en tilstand der ikke var sund. Heller ikke usund som i direkte syg. Blot noget ikke særligt, dage der gik uden videre; uden at være gået med noget… Særligt. Mere opgivende end givende. Engang havde der i det mindste været noget givende at finde i det opgivende… En dag kunne gå ad helvede til, og så var der da helvede at fiske ét eller andet op fra; rablende frenetiske ord fra skærsilden og videre ned. Det var lang tid siden der havde været noget rablende frenetisk over en dag. Det var bekymrende lang tid siden der havde været noget over en dag. Bare noget! Ét eller andet der adskilte i dag fra dagene før og dagene der ville komme. Når man véd hvordan de kommende dage vil blive… Er det lidt for tæt på at være for sent! Fandme nej! Jeg husker tydeligt de bestemte minutter, hvor jeg helt konkret slukkede for tv’et, smækkede bogen i, skiftede fokus fra den alligevel deprimerede udsigt til næste betonblok og rejste mig fra lænestolen. (Dengang var jeg blevet så ukoncentreret, at jeg nemt kunne glo flimmer, følge linjerne i en simpel bog, og samtidig have et sløvt halvt øje ude ad vinduet. Samtidigt, på én gang, aldeles adspredt. Manglende tilstedeværelse ophøjet til en tvivlsom evne; en færdighed der aldrig gjorde noget færdigt.) Men af en eller anden grund var det lige dét øjeblik. Havde jeg kigget efter, ville jeg bagefter kunne have sagt “Klokken 20:33” eller “19:57” eller “20:12” eller hvilket tidspunkt det var. Det var ligegyldigt, men det var først på en forårsaften; solen var gået ned og det var næsten mørkt. Hvorfor? Lige den ellers kun alt for begivenhedsløse dag? Måske havde der bare været for mange af dem efter hinanden, måske var de begyndt at flyde sammen i en klump der ikke kunne skilles ad. Dagene var blevet til ‘dage’. Uden særpræg nok til at frembringe én dag… Måske var det de kortere og kortere nætter, der ikke mere kunne skille dagene fra hinanden. Som et spil kort, alle de enkelte forskellige, limet sammen til én blok. Ubrugelig. Med viden om alle tallene, farverne, lige fra ruder 2 til klør es. Eller nogle andre. En i praksis uendelig mængde af kombinationer. Nu mast sammen så anvendelig som en mursten. Måske var det et billede i den stil, bevidst eller ej, der pludselig rev mig op. Og fik mig til først at rende ophidset frem og tilbage på gulvet. Hvornår havde jeg sidst gjort det? Rendt ophidset frem og tilbage… Med slukket fjernsyn, lukket bog, og øjnene rettet indad. Hold da op jeg var ramt som havde jeg fået en syngende lussing. Måske var det lige netop hvad der var sket? Havde jeg endelig, i sidste øjeblik eller et af de sidste, knaldet mig selv sådan en på hovedet? Godt! Endelig! For en sikkerheds skyld slaskede jeg mig lige et par ekstra gange på siden af hovedet. Hvad det end var: Det var præcis det øjeblik. Markant og uforglemmeligt. Men hvilken dag og hvorfor, sådan helt præcist… Er også flintrende ligegyldigt. Det skete! Og hvis ikke… Ja så sad jeg for det første ikke her i Lissabon. Vigtigst af alt, var jeg måske stadig i en tilstand der ikke havde forandret sig. Og derfor ville alt dette ikke være virkeligt. Det er det! Jeg ved ikke hvem jeg skal takke… Men det gør jeg. Tak!!! Efter de første par dage, og den ellers på sin vis ihvertfald bekræftende oplevelse på café’en i Rua da Rosa, kunne jeg mærke det komme snigende. Og snigende er så korrekt en betegnelse som det kan blive. Mit ellers vidunderlige rum i Lapa, med den balkon der lige i øjeblikket var solovervældet og ikke regnvåd, begyndte at mangle noget. Det var kun halvt bevidst men med ubestemmeligt ubehag. Hvor var det tankeafblændende tv? Der var skam kabel-tv, men ikke med de rigtige glo-og-glem-serier. Og hvor var den forudsigelige krimi der absolut ingen krav stillede? Udsigten… Den var jo ud og ned over Lissabon. Jeg kunne faktisk se et glimt af Tejo. Imponerende! Men det var ikke den ligegyldige mangeduplikerede danske flade horisont, brudt af den næste betonblok. Hvem ved? Hvis det stadig havde været regnvejr; hvis jeg ikke havde fået idé’en med at tage til Estoril; hvis ikke… En masse andre faktorer, ja så lå jeg måske stadig på en seng cirka 2500 (TJEK!) kilometer sydsydvestpå. Med en selvforagtende og selvforstærkende afart af abstinenser. Eller i det mindste mangelsymptomer, som ved akut fravær af D-vitamin. Og den følgende træthed og udmattelse. D-vitamin-mangel her på disse breddegrader! Lige i dette tilfælde var det dén absurde tanke der reddede mig. Jeg begyndte at grine. Godtnok var jeg ikke nået meget videre siden min ankomst. Men der var sgu da også kun gået et par dage. Min latter stoppede brat: Tænk at der ikke skulle mere til. Jeg blev en smule skræmt. Den årelange og åreladende stort set nul-bevægelse jeg havde vænnet mig til, kunne åbenbart komme tilbage hvis jeg ikke var opmærksom på det konstant. Hvis jeg begyndte at tænke i de mere fastgroede baner end jeg var klar over. Hvor fastgroede de egentlig var. Eller rettere, den fastfrosne måde ikke at tænke på. Og så her! Af alle steder… Det VAR ikke sket. Men den lokkende snigen ingenting ind i mit hovede, havde været der. Om så blot et øjebliks lydløs nærmen sig fra en blind vinkel. Jeg måtte virkelig bruge mine sanser! Være på vagt, passe på ikke at blive overmandet af den lysvågne søvn. Det var gået denne gang. Og jeg havde en heldigvis også selvopfyldende profeti om, at jo længere jeg var har, jo mindre ville risikoen for tilbagefald være. Var jeg plumpet i den mudrede tågetilstand, ville disse ord ikke eksistere. At jeg overhovedet skriver: “Imorgen tager jeg fra Cais de Sodré til Estoril.”, er beviset. På at jeg ikke faldt baglæns og bagud. Men at mit projekt er virkeligt. Jeg skriver dette. Jeg lever. Og har ret sikre planer om også at gøre det imorgen. For den sags skyld, ja netop derfor, har jeg tænkt mig at fortsætte. Dét er en genopdaget måde at være i verden. Ret behageligt, nu jeg mærker efter. Og jeg mærker. Og sætter et punktum. Men kun for nu. Kun for nu. Dette punktum. Nu. Hvor mange gange kan jeg skrive ‘nu’, før det ikke er… Før nu? Bare…

DSC_0196

AROUND A CORNER

Det første han lærer, er tallet nul. 0. At komme talrækken til bunds. Ovenfra, hvis der er noget op og ned på tal. Lige fra zillioner via billioner og milliarder og millioner og tusinder og hundreder og ti-ni-otte og… Så nullet, der som en anden fodboldkamp skal holdes. At være et nul længe nok, til at kunne være bare et tal. Som et 1-tal. For ikke at stile mod stjernerne som en anden raket der viser sig at være en fuser. For at kravle op til det første trin, må han nulstilles. Og nulstille sig selv. Sætte triptælleren som en snydende brugtvognsforhandler til noget umuligt. Hvordan kan det umulige lade sig gøre? Han skal holde i tomgang, lade motoren snurre til batteriet er genopladet. Se grundigt forud gennem den forrude, der er klistret til med mange kilometers klasken ind i tiders mærkværdigheder. Var han virkelig med til det? Og dén store plamage, den husker han da ikke… Han prøver selvfølgelig vinduesviskerne. Det er nok ikke meningen at de skal fungere. Han skal, logisk men indviklet, sætte langsomt i gang, og accelerere med få meter timen. De første mange timer. Eller dage eller uger eller hvilken tid der skal til. Det ved den bedst selv, tiden. Og stadigt, tålmodigt og modigt, i første gear. Modigt fordi al bevægelse frem er mod det ukendte. Mere end sædvanligt. Selv forsigtig vagtsom sneglefart.  Sekunder i ultra-slow-motion. Komplet stillestående bevægelse fremad. Og det er ikke engang en modsætning eller bare vrøvl. Måske en smule vrøvl, men ikke mere end at det gør noget. Hvor meget vrøvl skal der til? For at det gør noget? Rablende sindssygt vrøvl? Eller stille lavmælt mumle-vrøvl? Måske er det, målt på en anden måde, helt det samme og ligegyldigt. Det er vrøvl vel. Ligegyldigt. Gyldigt vrøvl? Hvad og for hvem. Så måske… Tilbage til start, til nul, fra ingentings stiplede linje, og uden at kunne se mere end få meter. I nogen retning, men slet ikke fremad. Et udsyn, en horisont der ligger få centimeter  foran næsen. Samtidig med at alt han bevæger sig igennem, er tungt af årenes skidt og møg. Det må være lidt som at gå i bad og komme renskuret ud i sit eget snavs. Og så gøre det igen. Og igen. Dén proces kan så gentages i det uendelige. Med det lille håb, at der vil vise sig et kighul; en vej gennem eller udenom de største samlinger tidssnavs. Så, måske, kan han med knasen og skurren komme op i andet gear. Se en smule længere frem. Se andre figurer dukke op. Der så, bekræftende, opløftende, nikker og vinker ham videre. På et tidspunkt kan han endda genkende enkelte personer. Måske. Håber han da at kunne. Det var og er jo ligesom meningen. Men nulstillingen og ekstremt nærsynet næsten manglende udsyn er åbenbart betingelserne. Dem går han uden videre med på. Alt andet er for sent. Der er kun én vej. Han håber at det er den rigtige. Hvilket egentlig siger sig selv. Der er ikke noget rigtigt eller forkert uden et valg. Der er bare fremad. Usikkert og fra nul, men er det ikke sådan altid? Han bumper, triller, halvblind afsted. Fyldt med optimisme. Om han har noget at have den i, optimismen, aner han ikke. Faktisk er han ikke engang sikker på, at det er optimisme hans noget er halvfyldt med. Han lukker balkondørene og går ned på gaden. Idet han træder ud på den stejle trappegade, endnu engang takker byen for dens virvar af gyder og smalle stræder; lige til at fare dejligt vild i for et godt ord eller bare et ord, kommer et formål glidende ind i hans tanker. Han bliver helt overrasket. Det burde han ikke blive. Det var for pokker undskyldningen for hele denne tur. Ikke at et ophold i Lissabon behøver en undskyldning eller bare noget der ligner. Dét ville være rendyrket uforfalsket vrøvl. Og den lidt for symbolske langsomme opstart, kunne blot være den ganske anderledes måde at være til på, der hører til byen og landet. Det med bare at glide med tiden, uden at prøve for enhver pris at overhale den. At lade tiden​ være sig selv. Ikke at mase sig foran, som ville det kunne lade sig gøre. Dét der gør ham så konstant træt og bekymret tilbage i Danmark. Tåbelige hasarderede indbildte triumferende motorvejsoverhalinger. Hvor man så alligevel ender med at blive passeret igen af de sløve bilister der ikke har travlere end tiden. Han småsmilede mens han gik ned mod centrum. Hvor blev selv hans tanker dog nemt så tungt symbolske, og hvor var det ligegyldigt. Men at han først nu, efter flere døgns blot sansning af byens mange tilbud til sanserne, kom i tanke om formålet, forklaringen, undskyldningen for denne tur… Der var jo, til en tvivlsom forandring, netop en årsag til at han var taget afsted. Det store mesterværk. Verdens bedste bog og dens forfatter. Og ikke mindst den aldeles virkelige person der var fulgt med. Som en slags pakkeløsning. Som om det var nødvendigt. Her. Nu. Men de ellers passende sig selv og passende rolige neuroner i hans hjerne, smed navnet som et es der ryddede bordet. Med en svag mistanke om snyd, som altid med den slags lidt overflødige trumfer. Det var jo Laurie han var på jagt efter! Laurie var navnet, der var hoppet ud af mesterens bog; den bedste i verden. En Laurie, der så vidt han vidste, var til at finde. Og så lige i denne by, af alle… Det var så symbolsk at det var for meget. Det var nok derfor, at et filter havde fået opstarten til at foregå så tilpas tæt på slet ikke fremad. Men med tid til at lade Laurie komme til syne, lige tidsnok til ikke at blive en plet på forruden. Det var hun nu alt for vigtig til. Selvfølgelig var det gået som det skulle. Var han måske ikke i Lissabon? Hvor tingene sker som de gør. Og ikke som de ikke skal. Med alle mulige mere eller mindre kunstige varianter og mutationer fra tiden lige nu. Der ganske pudsigt altid kom præcis til tiden. Ligesom navnet Laurie var dukket op i hans tanker da det passede. Både tiden, tankerne, og Laurie selv. Han gled ind og ud mellem bilerne på Avenida da Liberdade, på vej mod Alfama. Laurie var kommet for at blive, det var længe siden, nu var hun blot dukket op igen. En perfekt genindtræden på scenen, lige nu og her. Hverken før eller der. Eller andet ude af takt med tidens egen ufravigelige gang. Et behageligt tempo for et menneske. Han drejede om et hjørne i Alfamas labyrint. Og kom lige til tiden. En aften på hans Fado-restaurant, var lige hvad Laurie trængte til. Imorgen var der masser af tid til at følge med tidens spor efter Laurie. Han nikkede ‘Boa noite’ til de velkendte på stedet. Nu ville han nyde maden og musikken. Laurie ventede pænt udenfor. Et sted i hans hjerne eller hjemme på hotelværelset. Hun skulle nok være der. Ligesom verdens bedste bog og ham der havde skrevet den. Den slags forsvinder ikke bare. Ikke hvis man bare lader det være i fred. Og det var muligt her, om han så skulle, ganske dramatisk, gå op i andet gear. Nja, måske i morgen var lige så god som idag. Man og han skulle jo følge med tiden. Nulstillet. Som tid skal til tider. Han drak lidt vinho da casa tinto, og fadistaens sang om længsel og vemod skubbede Laurie væk. Nej, fik hende til at sætte sig ved siden af ham. Hun var god nok, hende Laurie…

LYRIK

LYRIK I

Lyrik er godt
Nok noget værre poesi
For ikke at skrive det rene
Digteri og så er det
Endda meningen med
En mening med
En snedig eller snurrig eller
Uden et es i skriften
Overrumplende alt
Om venden verden
Om alt i sidste
Ende der helst skal være
Sidste linje eller
Ihvertfald sidste
Afsnit begynder allerede
Her er alt
For tidligt til at bare én
Eneste mening
Under indigneret protest
Skulle kunne skabes uden
At være
Præfabrikeret indbygget
I det skabede skab
Eller den skuffende skuffe
Med en mekanisk mekanisme
Sløset skåret skabelon
Af en patetisk pragmatisk
Trold lige netop
Slaskende op
På en rusten fjeder
Over kanten under
Lavmålet for enhver
Fællesnævner og komplet
Befriet for selv den mindste
Mening om selv den
Allermindste snert af resterne af
Dén mening der hele vejen gennem
Lyrikken har gemt sig
Camoufleret som overbevisning
Fastlåst til poesi og
Vers uden rim bare
Urimeligt verserende fordomme
Som, og med et komma
Er et andet ord
For mening. Nu
Et punktum hvor
Vi dog slår os løs
Og i tøjret så galoppen
Dundrer bort bag hesten bag
En given, med tak, mening i mørket
Bag horisontens meningsløse hensigt
Og linjerne bliver længere og længere
Hvilket ikke er det samme som at natten
Ikke falder på. Midt i et punktum, og så et komma
Semikolon og kolon og anførselstegn “fremførsel af…”
Tre punktummer i streg som en streg – som sådan en anden
Mening var vi dog ikke snart færdige med al denne haven en mening, lyrikken, nummer 1, kobles fra med et klik eller to så der i det mindste er en ende at ane med markante meninger. Hvor om alting drejer sig, er det med garanti ikke meningen; dén er for malerisk makaber, malstrømmende muggen, og bare ikke af den mindste lyriske værdi. Så det ender med en mening i prosa, og lyrik nummer 1 forsøger forgæves en undvigemanøvre, med katastrofale følger. Det hele følges som dronen bevæger sig ind i området, låser sig fast på GPS-koordinaterne, føles som den fintfølende joystick jagter med næsten sindige men lydløse korrigeringer, mærkes pludselig få kilometer og nu med høj oplæsning fra det for måneder siden udpegede kryds, sulten sætter ind som de enkelte genstande bliver genkendelige, og nu er det på tide med et punktum. For dén mening der aldrig vil gå op, som solitaire for hele flokken med manglende kort; esset i ærmet som en øvelse i at forstå.
Og fortsætte med at vende kort efter kort.
Eksplosion efter eksplosion efter skærmen er
Eksploderet korrekt og med adlydende
Vilje til at ofre
Sig for når det nu er tastet
Ind at meningen er et
Tab uden poetisk retfærdighed
Men præcise koordinater godkendt
Af en leg på vers
Så begrebet pervers
Kommer tilpas på tværs
Tiltalende værdighed
Selvmål som endelig
Meningsløshed mere lindrende
Blindt tindrende på
Gravstens vandring og vending
Måske med næste sending
Blandes kortene med
Ord
Kabale med flerstemmigt
Kor.

LYRIK II

Såre simpelt sår
År forgår
Rim består
Og sådan kunne det blive ved hvis ikke lige
Det er tankespind og legetøj og plasticpind
Solen varmer mine knogler
Så bliver jeg glad
Traller rundt i timevis
Mørket ruller ind fra vest
Eller er det øst?
Glæden bliver sort og tavs
Den bliver til et lille punkt
Der bliver mindre og mindre
Så jeg skal skynde mig
For at nå med ind
Før det er for sent
Og flere år går
Med simple sår
Linjer med rim
Så fyld med had
I sekundet hvor punktet
Er væk

LYRIK III

Jeg er så lykkelig
At det halve kunne være
Mere end nok
Jeg er et pjok
Så meget at jeg
Giver mig selv
Daglige chok
Men det er ikke
Det vigtige det er
At jeg er
Og linjen er
Ikke længere
Kun
At jeg er
Det er nok
Så det halve kunne
Være
Meget mere

End nok
Linjen ender lykkeligt
Pjok med chok
Og meget mere

Halvt er nok

LYRIK IV

Poetik er teorien
Lyrikken er trykt
Samlinger udgives
Og genudgives
Eller bliver til
Nummer to tre fire
Ny poetik og teori
Duftende tryk i andet oplag
Prosa er knap så fint
Lidt for let og lidt for tit
Til at forstå
Nogle gange kan det også
Læses op uden at poetikken
Skal forklares og forstås
Læses op lige ud
Som var sproget en leg
Og ikke for viderkomne
Forkomne for følsomme
Sjæle i pinsel men bare
Banale fortællere der ikke
Har en poetik og teori
I baghånden eller baglommen eller bag
Facaden men foragteligt
Fri endda frejdigt intet fejler
Andet end den smitsomme sygdom at
Have noget at sige
Med sætninger sat sammen
Som var det en leg

Ikke blodig teori
Pulserende poetik
Lyrik i lag der ikke lige er
Lige til at læse eller læse

Op og ud
Som var det lige til
At gå til
Som var det bare
Leg med sprog

Som noget betagende
Fængende banalt
Næsten til at forstå

Men det er prosa
Ofte og alt
For populært til
At det kan være
Andet end for børn
Og barnligt banalt

Poetik og teori
Giver ord værdi
Simpel fortælling til tælling
Skamskudt grim ælling
Og smeltede tinsoldater

Fejes væk med årets tyndeste samling digte
Frådende med poetik og teori
Frelst af læserens uvidenhed
Om lyrik og litteratur

Kampen mod ligefrem banalitet
En litterær uendelighed
En smule trættende evighed

Voksne læser under dynen
Tvivlsomme historier til at forstå
Selv i lommelygtens alt for simple lys

En dag bryder ligegyldigheden løs
Dynerne smides på gulvet
Tvivlen kommer fortællingen til gode

Men hvad ved jeg
Uden poetik og lyrikkens spilleregler

Ællingen blev en fodnote
Tinsoldaten teoretisk

Dette er lyrik nr IV

Uden noget at fortælle om
Intet nyt fra dén front
Hvor slaget står og bølger frem og
Mest tilbage i mangel af
Bedre
Smagløst og foragtet af et flertal
Af et lille mindretal
Der læser biblen som
Teori og poetik og ikke
1001 nats eventyr

Eller bare som en god historie
Hvor tvivlen kommer læseren til gode

Kan man få en fortsættelse til biblen?

STONEWALLING

“Stonewalling” er vist et amerikansk udtryk. Ifølge Wikipedia: “Stonewalling is a refusal to communicate or cooperate.” Og: “The term is (…) a deliberate attempt to render a conversation completely pointless. (…) …although the tactic can also be used advantageously in some situations.” (‘Wisegeek’…). Bemærk ‘…the tactic can also be used advantageously in some situations.’ Jeps! For det meste opfattes ‘stonewalling’ negativt. Uproduktivt, en stopklods. Bogstaveligt; en stenmur. Der spærrer for alt videre fremad. Og, igen som hovedregel, noget en modpart gør, ‘stonewalling’ tillægges en modstanders utiltalende arsenal af våben. Absolut ikke en metode man gerne selv benytter sig af. Lidt i stil med, helt bevidst, at binde en Gordisk Knude på en ellers glat snor. I en situation der gerne skulle være gnidningsløs; føre til noget, føre frem til et resultat, om ikke andet så et kompromis. Og så er det ikke smart med hverken Gordiske Knuder, stopklodser, stenmure / ‘stonewalling’. Men-men! (Med lettere forundret tanketone): ‘Stonewalling’ kan også være et vidunderligt befriende redskab! Ligefrem en redningsplanke. Der ikke skal gås ud til plask i hajfyldt farvand. Niks! En sikker gangbar bro, grundigt forankret dybt i grundfjeld, fra et rart punkt til et andet. En tørskoet forbindelse. (Hvis en forbindelse kan være ‘tørskoet’ i sig selv?). Så da en livline, højt hævet over den mindste smule mudder. Eller smattede vandpytter. Dén slags. Byggepladssnublerier og lumsk udtænkte forhindringer. Malplacerede bunker af malplacerede materialer, man kun kan bande over at slå sig noget så nederdrægtigt på. Eller stilladser der klapper sammen som et korthus for et godt ord. Eller et dårligt, i mangel af gode. Men ‘stonewalling’ (herfra uden hverken ” eller ‘…) som et fredeligt og acceptabelt forsvar…??? Igen: Jeps!
Og alt ovenstående er mere eller mindre ligegyldig almen viden.
Her kommer så det personlige, grænsende til det private. Jeg er i fuld gang med at bygge en dobbeltvirkende stonewall: Med dobbeltvirkende mener jeg at intet, absolut intet, hverken kan trænger ind eller ud. Det er ikke blot en midlertidig forhandlings- / forhalings- / forhindrings- / forbandelses- / fortrængningstaktik: Når det imponerende bygningsværk, nu jeg selv skal sige det i al beskedenhed hvilket det så ikke er, står færdigt, er min stonewall næsten at sammenligne med Den Kinesiske Mur. Med netop dén afgørende forskel: Kineserne byggede deres mur for at holde fjender ude. For at beskytte; for at hindre indtrængende, stoppe påvirkning udefra. Selv tanker havde besvær med at forcere dén mur. Medmindre en forræder havde sneget sig ind med en skjult pakke tankebaner. Nå, endnu en anden historie. Der nok skal komme. Bare rolig. Eller ikke. Men altså: Min stonewall virker også den anden vej: Den bygges tæt omkring mig og mit: Ikke bare sten, pile, spyd, kugler, raketter, missiler og laserstråler ude fra preller af, og falder til jorden som uskadeligt affald uden genbrugspotentiale. Næh, min stonewall stopper også alle former for udadgående signaler. Jeg kan tænke så det lyner og slår gnister, så koncentreret at det kunne forsyne en mindre vestlig by med strøm, eller hele den såkaldte tredje verden. Men ikke én brøkdel af noget brugbart trænger ud. Og før nogen finder på at “Det lyder da lidt trist” eller lignende strøempati, skal jeg understrege (understrege; sådan!) at det slet ikke er tilfældet. Jeg er jo ikke dum. Dén må nok hellere også lige få en understregning; jeg er jo ikke dum! Det er selvfølgelig blot en påstand, med enhvers ret til at mene det modsatte. Måske er jeg bare dum nok. Til at tro på at jeg ikke er dum. Tilbage til emnet… Så min stonewall er bygget så snedigt, at jeg selvfølgelig kan lukke damp ud: Der er masser af forskellige typer af ventiler, også af den slags der kan slynge lange sammenhængende sætninger ud, der så kan sno sig rundt tilfældigt i luften, eller med målrettet præcision ramme direkte ind i en udvalgt hjerne. Jeg kan også krænge et enkelt komprimeret udsagn med voldsom kraft, næsten som en eksplosion, ud i verden. Dén der vel stadig eksisterer uden for min stonewall. Pjat; jeg kan jo også iagttage den ganske klart. Vinduer, glughuller, periskoper, spejlveje; jeg har mange muligheder for at se ud. Hvad jeg ser, er endda gennem flere filtre og i flere perspektiver end normalt. Det kan være ret så gennemskuende, afslørende, deprimerende, der er alt for mange nuancer… Igen-igen: Endnu en historie til en anden god eller dårlig gang. Med dét følger også, hvad enten jeg vil eller ej, men jeg vil nu meget gerne, nogle konsekvenser. Når man kan se hvad helst ikke skal ses… Er det ikke til at undgå. Det er en del af min stonewalling. Dén og dén og dén, og ikke mindst dén, og en smule dén, og så sandelig dén, og i højeste grad dén, og desværre også dén, og mod min gode eller en af de bedre viljer også dén, og med et stik i hjertet dén, sørgeligt nok, og hovsa, dén da med… Er jeg nødt til at afskrive. Bogstaveligt, skrive væk. Eller skrive om. “Dén” er så tydeligvis mennesker. Der nogle gange ikke er værd at spilde papir på. Andre gange kræver hele kapitler, og ikke blot de få linjer jeg havde troet. Det kan være alt lige fra nær familie til de fjerneste bekendte. Der kan være meget fjerne. Og så alligevel overraske; ad snørklede uforklarlige årsager være så tæt på, at ekstra stonewalling må etableres. Eller, (igen-igen-igen…), blive til en særegen historie, en separat fortælling, måske ikke engang fiktion. Men overordnet er der en hel masse “dén” der bliver fornærmede, forargede, forbandede, forlangende, forfulgte, følelsesladede, forladte, og generelt bare for meget. Så er det nemt at bebrejde mig og min stonewalling. Det er også helt i orden; det er den nemmeste løsning for alle. Og jeg er ligeglad. Flintrende bedøvende og bedøvet ligeglad. Desuden er der jo lige den lille detalje, at alt preller af på min stonewalling. Faktisk griner jeg af de fleste “dén”. Måske trænger en lav fnisen ud; så en del “dén” bliver bekræftet i at jeg umådeligt egoistisk og ikke mindst dum som en dør. Eller en mur. Så er der også “dét”. “Dét” er, kvantitativt, nej forresten, ofte også kvalitativt, meget mere end “dén”. Som iøvrigt kan sammenfattes i massebetegnelsen “dem!”. Ligesom “dét” omfatter så mange ting, at “de” kan være svære at skille ad. “Dét” er så meget jeg bare skærer fra, siger mig fri for, benægter at have noget at gøre med, ikke vil drages ind i, synes er direkte tåbeligt, finder latterligt selvhøjtideligt, (dér er også nogle “dén”; sådan er det hele så blandet…). Min stonewalling er egentlig ret ensidig: Jeg bestemmer, helt og aldeles, hvad jeg vil. Hvad jeg gider. Specielt hvad jeg ikke gider. Der er selvfølgelig også noget med hvad jeg kan. Og ikke. Men jeg har for længst vedtaget, uden at det på mindste måde har noget med tidsåndens forbandede politiske floskler at gøre, at jeg kan hvad jeg vil. Nej; jeg kan hvad jeg skal, og det er præcis hvad jeg vil. Så smart er det skruet sammen. Og det er mig der skruer det sammen. Der er da også en del mennesker, fiktive som virkelige, hvordan man end skiller de to begreber ad, der (igen) bliver stødte, svovlende, skrappe, skærende, skraldespandstømmende, skrævende, skødehundepivende, skridende… Væk. Og en masse andet med ‘s’, hvis ellers jeg gad finde en ordbog. Det gider jeg heller ikke. Så fortsæt selv… Der er næsten ingen ende på alt det jeg ikke gider. Mere. Som jeg har gjort. Har gidet. Før min stonewalling. Hold da op hvor den vækker anstød. Den smule ‘goodwill’ jeg har samlet de sidste to-tre årtier, er vist muret godt og grundigt ind i min mur. Igen: Jeg er så ligeglad, at jeg næsten selv bliver helt forarget. Nej, det er løgn; det er fiktion. Fiktion! Er nemlig hvad det hele drejer sig om. Al denne stonewalling. Giv mig min fiktion tilbage! Det er sgu på tide. Og kom ikke med “…Den kunne du da bare ha’ taget…”. Niks! Ikke uden denne stonewalling. Og jo mere jeg ser, jo mere jeg stonewaller… Opdager jeg, at det præcis er hvad stort set alle andre altid har gjort. Dumme mig, (uden understregning), har bare ikke set det for egen naivitet: ‘Jamen det kan jeg da godt’, ‘Ih jo, det vil jeg da gerne’, ‘Dét lyder minsandten interessant’, ‘Tak, det melder jeg mig da til’, ‘Må jeg godt være med?’, ‘Næh hvor spændende et projekt’ og… Fortsæt (igen) selv. Stort set alle udsagn er og var løgn. Viste det sig. Hurtigt eller langsomt. Derfor stonewalling. Derfor denne dobbeltvirkende mur: Bare prøv at snige så meget som én sætning over, og den bliver plaffet ned til den viser hvad den er: Løgn. Bevidst bedrag, smurt ind i honning og andet klistret sekundlim. I bedste fald, og sjældent, fiktion. De mange sønderskudte brokker og løsord, der ligger uden sammenhæng for foden af min stonewall, er der ikke én sjæl der ofrer så meget som en tanke på. Så tænker jeg mit. Eller netop ikke. Fiktion, ja. Og så er jeg ikke engang nået til den absolut eneste port i min stonewall. Hvor der med stjernestøv (-hvad ellers?) galaktisk lysende står: LAURIE. (Som det eneste i denne lange tekst med CAPS: Så understreger og gentager: LAURIE!
Alt dette langspyttede og fyldt med fyldord-vrøvl om stonewalling, leder kun frem til følgende korte slutning: Jeg stonewaller, med få undtagelser; enkelte venner og familie, (de véd hvem de er!), alle andre og alt hvad de vil mig. Eller jeg, tidligere, op til nu, ville dem. Jeg vil ikke mere. Og det bestemmer jeg. Der er kun Laurie og hendes historie. Dén er til gengæld knap begyndt. Jeg kan kun se anelsen af en begyndelse på en start… Og alligevel er det krystalklart, at jeg allerede har så meget om hende og hendes utallige forgreninger, at det bliver et gigantisk træ. En fortælling, der hvis den ikke beskæres, indeholder alt. Og det kan intet. Selv ikke Laurie. Selv ikke jeg. Stonewalling eller ej. Men bare se hvor mange ord der skulle til. For at nå frem til noget ægte fiktion. Det er med stolthed, at jeg fremviser den eneste port i min mur: LAURIE!
Jeg er kun få dage fra at kunne mærke hende… Igen!
Alt og alle andre er uden betydning. Og ja. Herunder mig selv. Jeg eksisterer kun i kraft af Laurie. Og min stonewalling. Men hvor jeg dog så også eksisterer! Mere intenst end nogensinde. Det vil kun blive mere og mere og mere… Så megen omsvøb for så simpel en slutning: Laurie er min fiktion. Mere ægte end nogen form for virkelighed. Jeg stonewaller enhver virkelighed. Laurie er ren intensitet. Fiktion eller ej. Det giver ingen mening, og dét er den eneste mening der kan eksistere. Hendes navn, der også er hendes beretning, får lige en understregning og en gang CAPS. Det kommer slet ikke nær den intensitet hun rummer. Hvad det end vil vise sig at være. Men for mig giver det nu mit liv en smule værdi: LAURIE! Der findes intet andet. Ingen andre. Ikke engang stonewalling…

DSC_0358

(Jaja; genbrug af foto… Wtf! ‘Laurie’ ER bare en central figur…)

BROK!:

Nu står Laurie og drejer i mange farver, mest gyldent, på min skærm. Langsomt, næsten yndefuldt. Med reflekser i alle bogstaver. Og det er netop hvad hun stadig kun er. Endnu. Bogstaver. L. A. U. R. I. E. Siger ‘Laurie’. Med engelsk udtale? Selv dét ved jeg ikke. Endnu. Hun drejer afventende. Måske en smule lokkende. Men på en tilsløret anonym måde. Hun bruger sine bogstaver som dække. Sit navn som værn. Om sig selv. Hvem er Laurie? Andet end et hemmeligt synligt navn på min skærm. I langsom bevægelse om sig selv. Lukket inde i omkring sit omdrejningspunkt. Jeg ved godt hvad min opgave er. Men at formulere den… Nogle gange véd man at det er NU! Mange gange tror man at det er NU. Flere gange end det er. Masser af gange siger man, at nu SKAL det være NU… Og ikke imorgen! Egentlig er det ret sjældent, at man helt uden forbehold og med en speciel ro er stensikker. Mindre egentlig viden, end fornemmelse. Nu ER det nu. Man behøver hverken skrive det, eller sige det til sig selv. Ikke at tænke det. Det er det bare. Nu. Sådant et nu er nu. Der er ikke noget at tilføje. HVAD det er for et slags nu, betyder mindre. Hvilken type, hvad det mon er der er nu. Det skal det nok selv finde ud af. Og så får man, jeg, hvem dét så er, nok også en idé om det. Om det NU der er. Det specielle ved lige dén slags afgørende NU, er at de ikke bliver til VAR. Ja, det er altafgørende. At NU også er NU om et øjeblik. Om et minut. Om en time, om en dag eller nat, om et døgn, i al fremtid. Det bliver ikke til et NU der VAR. Det kan være lidt svært at kapere; også fordi de er så sjældne. Man har ikke ret megen erfaring med at håndtere den slags NU. Uden at blive forvirret; uden at tankerne vil blande sig. Og gøre hvad de kan for at gøre NU til noget grammatisk, noget sprogligt. Og ikke mindst noget forklarligt. Eller ihvertfald forståeligt. Og ikke et lidt sært isoleret men samtidig perfekt passende NU. Der altså ikke er et øjeblik. Det bliver ved. NU er NU, og det er det også NU. Hvis man prøver at skrive ‘det var et langt nu, det føltes meget længere end et nu plejer at vare’… Véd man omgående at det er forkert. Det kan ikke skrives sådan. Og nej, selv om det så lige er blevet gjort det, er det ikke en indrømmelse, en erkendelse. Det er nærmere bare løgn. NU blev ikke andet end NU. Det er stadig NU.
Men til hvad? Ja dét er så det interessante. Jeg ved det ikke. Hvem kan man spørge? NU? Men det svarer ikke. Det er der bare. Uden et ord. Selv ordet NU er ikke helt rigtigt. Hvorfor jeg så kan vide det? Det er en fornemmelse, noget der mærkes. Langt fra de almindelige sanser, der så bliver sat ord på og kan kommunikeres. Tales, siges, skrives. Dette NU er tavst og siger samtidig alt. Bare på et sprog der kun tilhører NU. Og ikke kan oversættes. Men aldeles opfyldt; det kan fornemmes. Ikke som så mange andre ‘NU’er, der enten er sprængfyldt og ender med at eksplodere. Eller bare flader ud og bliver til slatne ‘NU-DER-VAR’, og glider ud af tidslinjen, forsvinder bag den første den bedste lille snoning. Senere, engang, måske, hvis noget bringer det op, minder om det, kan man måske huske, komme i tanke om, ‘Hov, kan du huske det nu dengang da…’. En ret konstrueret ikke særlig mundret sætning. Det ægte NU har intet forhold til, om det kan hænges op på en tidslinje. Om det er en del af noget. Overhovedet. Det er bare NU. Intet andet, absolut intet andet. Og meget meget mere end noget som helst. NU vil ikke lege med mere. Så her stopper ordene. NU.
Det er starten af maj. Der er fugle, grønt på træerne, lyset og solen bliver hængende længere og længere ind i natten. Der får sværere og svære ved at samle sig til noget rigtig mørkt. Vinduer kan stå åbne døgnet rundt, og lydene ude fra er den sædvanlige blanding af vemod fra alle de andre forår, og håbet om at lige dette forår er det der ikke bliver til næste års del af vemod… Dén sætning var knudret; kunne gøres langt mere simpel. Bare lyt til fuglene. De synger det endda. Så mørket bliver blødt og luften blid. Dét var banalt. Foråret ER banalt. Og samtidig fantastisk. Hvert forår er unikt. Og præcis det samme. Kan en række unika være ens? Endda selvforstærkende. Jo flere enestående og forskelige, jo mere det samme? Er det et dumt spørgsmål? Sikkert. Det er mange spørgsmål. Men hvad, svar er lige så tit lige så dumme. Så kan man bruge lidt tid på dét: Hvad er dummest? Spørgsmål eller svar? Det er ret dumt… Om det er spild af tid, kommer vel an på hvad spild af tid er. Hvordan spildes tid? Altså, man véd godt hvordan man spilder fx noget vand fra et glas eller en flaske. Man kan også SIGE at noget er spild af tid. ER det så det? Er det spild af tid, at afgøre hvad der er spild af tid? Det er ihvertfald et dumt spørgsmål… Hvad er svaret? Dumt? Spild af tid? Men så kommer foråret ind i spillet igen. Det er vist vedtaget, at der er fire årstider. Både i Danmark, og generelt på jorden. De er ret forskellige; det har noget med jordens hældning og breddegrader at gøre. Her i Danmark og i Skandinavien sætter vi foråret meget højt. Fordi det er en ret kraftig markering i sig selv. Og fordi det adskiller den noget dystre vinter fra den jublende sommer. (Her kan en sommer godt være jublende. Og alt muligt andet hujende positivt.) På andre breddegrader er der ikke så stor forskel på sommer og vinter. Og så betyder forår og efterår ikke så meget. Men det er noget andet. Det er det egentlig ikke, men det siger vi lige. For nemheds skyld. Vi skulle jo have foråret bragt på banen igen. Sådan. Selv lyden af bilerne er anderledes om foråret. Vi véd jo godt at de sviner og larmer præcis som resten af året. Men vi bærer lidt mere over med dem. Det ER jo forår… Nå, nu skal et vindue alligevel lukkes; det ER kun lige starten af maj. Men imorgen kan det måske være åbent 5 minutter længere. Foråret er en elastik. Der binder vinter og sommer sammen. Og giver sig, strækkes, hives ud til det utrolige, helt til det endelig slipper. Vinteren svupper bagud med et optøet slask, og sommeren springer frem med dufte og bevægelser i de lyse nætter, der næsten gør en helt ung igen. Kærtegn, kroppe næsten uden tøj, hviskende ord der mærkes som kildren mod øre og kind, forskellige aldres finden hinandens øjnes glimt i månelyset, og hvordan budskaber om uendelig ømhed udveksles. Og al den slags. Men det haster! Syrenerne dufter ikke evigt, ferien slutter, og kalenderen begynder at røre på sig. Så småt at råbe op. Hvis man kan råbe op småt. Rosenblade, selv de røde, drysser af. Men tornene bliver siddende. Så er sommeren, livet, for livet leves mest om sommeren, ikke lutter lagkage. Men også en dans på roser. Barfodsdans. Efteråret og vinterens sysler, som det hed engang, forberedes. Og man skal også huske at samle vemod. Det er en uomgængelig del af foråret, også næste. Det må ikke mangle! Så der tappes fra dem der ikke fik hinanden. Ham der elskede hende men ikke fik det sagt, selv om han havde hver nat en hel sommer. Han får det nok aldrig sagt. Dér kan høstes en pæn bunke vemod, noget der ligner et helt livs. Og der ER så mange andre måder og metoder; det behøver bestemt ikke kun have noget med den evindelige kærlighed at gøre. En sommer kan også bare være spildt. Faktisk, når man tænker efter, bliver der spildt uhyggeligt mange somre. Hvorfor? Det ligger i deres natur. De er så uendeligt lovende og hver enste sommer kan være lige dén… Men er det sjældent. 1 ud af 10? ½ ud af 20? Der ER somre der er dén; der er den fantastiske udvalgte perfekte sommer. ALT inklusive, og uden undtagelser. Og så er der alle de andre… Der holdes op mod den ene eller de 2-3, og så kun kan klaske til jorden og allerhøjst bruges til at vride vemod ud af. Spildt vemod… Der er nødvendigt for at næste forårs elastik kan, etc. Et slags smøremiddel, der samtidig ætser årene væk. Hvornår var mine somre de enestående perfekte? Der var da et par stykker… Så kommer andre faktorer ind med skingre mislyde og årstidsløs destruktion. Et dumt spørgsmål: Ville vi være bedre forundt, UDEN forår og sommer? Det ER et dumt spørgsmål. Og så alligevel… Jeg husker somre, der har gjort mere ondt end lange vintres dybeste depression. Jeg husker lovende forår, der alt for hurtigt blev til bitre nådesløse somre, med en stank af råddenskab før de første knopper sprang ud og hængte sig. Nu har jeg lukket vinduet. Jeg har sat pauseskærmen til kun et kvarter. Fordi Laurie så hurtigere dukker frem og drejer om sig selv. Hun drejer sig om sig selv. Ligesom jeg drejer mig om mig selv. Ligesom enhver blot drejer sig om sig selv. Hvorfor er der ikke nogle der drejer sig om nogle andre? Det er nok et dumt spørgsmål… Som svaret på ‘Glæder du dig til sommer’ altid er et lige så dumt: ‘Ja da’! En glæde med frygt for fejlen og en ikke-indrømmet på forhånd opgiven: INGEN sommer kan måle sig med… NU!
Og så er det endda et NU der kommer på et lidt besynderligt tidspunkt. Som om det ikke er en tid med problemer… En ‘brydningstid’, for at bruge et andet gammelt umoderne ord. (Men NU behøver nu heller ikke at være moderne!). Noget familie er holdt op med at kommunikere. Jeg har opdaget såkaldte ‘kollegaers’ værdi. Dér var ikke meget at hente… Med alderen er også kommet de sædvanlige skavanker. Ikke fordi dét betyder så meget, men viser alligevel hvad vej det går. Jeg kan ikke komme videre ad den vej jeg har fulgt i snart mange år. Så har, nødvendigt men ret brutalt, skåret en masse væk. Også mennesker. Ikke med glæde, men altså… Jeg har også opdaget, hvor få egentlige venner jeg har. 2? 3? 4? Højst… Omvendt har jeg også erkendt, hvordan jeg har behandlet en del der KUNNE have været venner, og ikke blot bekendte. Jeg finder også mig selv mere og mere i periferien af stort set alle slags cirkler og kredse. Uanset om det er familie, ‘kollegaer’ eller andet. Med enkelte iøvrigt vidunderlige undtagelser. Men at måtte skære fra og skære væk og skære ned… Har gjort mig mere målrettet. Og at være målrettet, dét er et tveægget sværd. Ved jeg fra dem der gik fra ‘venner’ til ‘bekendte’ til ‘perifære’… Og hvor jeg dog undrer mig. Jeg véd hvad jeg kan, og har en nogenlunde fornemmelse for hvad mine grænser er. At langt det meste af verden er ligeglad, burde ikke overraske. Hvorfor føles det så som en dødsdømt sommer? Med et allerede passeret forår? For pokker; JEG har ikke været ligeglad! Jeg har PRØVET at være involveret, interesseret, endda imponeret. At VÆRE noget for andre. Måske har jeg ikke været NOK. Måske er det lige dét, jeg finder ud af NU. Pudsigt; for ikke lang tid siden havde jeg en regulær grund til at være rigtig bitter. Det blev jeg ikke. Men nu (NU!) kan jeg mærke det komme snigende. Den sidste korte tids begivenheder gør ondt. OGSÅ derfor skæres der råt og brutalt. Jeg GIDER ikke, som mere gammel end halv-gammel, at blive betragtet med noget der minder om overbærenhed. I bedste fald. Jeg véd hvad jeg kan. Og ikke. Så er der kun ét at gøre: Som alle andre gør. Opdager jeg, åbenbart naivt sent: Være målrettet! NU!
Så må forår og sommer rende mig et vist sted. Interessen for de mennesker, hvis interesse jeg troede jeg havde, kan skride ad helvede til. For at sige det pænt. Nu holder jeg fast i Laurie og historien om hende. Og ikke ret meget andet. Ligesom ikke ret meget eller ret mange holder fast i mig. Som det hed i et omkvæd fra da jeg var ung, (og iøvrigt gennemgående havde det ad helvede til, hvad mine forældre var alt for selvoptagede til at opdage): “I kan rende mig!”
Hov??? Det blev et yderst underligt indlæg til en blog… Ikke megen fiktion, ikke megen fortælling. Men rigtig meget NU. Og Laurie. Der langsomt drejer rundt om sig selv… Gyldent, smukt spejlende. Sig selv? Som de fleste andre? Der findes kun dumme spørgsmål… Om nogle dage slipper jeg helt fri. For en tid. Men præcis med samme forventning som lige dén frihed plejer at give: Frihed FRA. Frihed til at være NU. Men fremover ikke så overraskende alene som jeg åbenbart har været: Laurie er der. Tak!
Ha; og egentlig ville jeg have skrevet noget helt andet. En redigeret fiktiv halv-lyrisk tekst. Fra en oplæsning. Men sidst jeg gjorde det, var der nul respons. Til trods for, at jeg har en absolut sikker kildes garanti for, at dén tekst var værd at læse.
Det summerer det egentlig meget godt op: Jeg er blevet, utvetydigt og udtrykkeligt, bedt om en ‘respons’ på en hel bog. Fint nok. Jeg lægger en enkelt tekst op, og får, herunder fra samme person, ingen respons.
SÅ TROR DA POKKER AT LAURIE OG HENDES VERDEN GIVER MIG MEGET MERE!
NU.
Dén verden jeg har bevæget mig i de sidste 20-30 år er rådden. Stinker!
Ikke én enste sommer værd. Men… GAD vide… OM der er nogen, der gider give mig nogle hak i tuden for dette opslag? Jeg fortjener det sikkert. Eller gør jeg? Er svaret dumt? Også? Hvad nu hvis jeg lader Laurie svare? NU?

%d bloggers like this: