SLUTNING

DELVIST OPLÆST LØVES 14/2 – POETKLUB AARHUS

HER DEN FULDE TEKST; SKREVET TIL OPLÆSNING:

Den perfekt drejede slutning. Håndværk som i de gode gamle Blixen-dage, ikke antydningen af skruer eller søm til at holde sidste side på plads… SLUTNINGEN er hvad det drejer sig om! Én af de mange mulige… Og, da det er løgn og latin, mest løgn, stadigvæk, også de komplet latterlige tåbelige himmelråbende umulige slutninger. Er hvad det drejer sig… Om at nå. Før det er for sent. Og en anden slags slutning siger *PLOP* og fiktionen er en saga blot. En saga er forresten også… Nå, men lige nu vist mest forbundet med én eller anden TV-serie hvor en hedder Saga. Jeg kunne aldrig finde på at kalde en af mine figurer for Saga, men det er måske en fejl. TV-serier kan iøvrigt også blive ved uden slutning… Bare se på Saga! Og én eller anden bro. Nummer 2 eller 3. Og samlet i en DVD-boks. Som den bro hvor der bor en trold under. Nja, det er nok en anden bro. Lillebælt? Nye eller gamle? Storstrømsbroen? Det Store Bælts Bro? De har heller ingen slutninger: Kun indkørsler i begge ender… Slutløs brobygning. Uha, det lyder helt politisk. Og dét er fiktion og absolut definitivt slut med slutninger, virkeligheden overgår altid… Sit eget værste mareridt. Med politisk flertal, og så kommer dét med i en bisætning… Måske blot en parentes. Mere er det ikke værd. Slet ikke som mulig slutning. Intet besluttes der ikke ombesluttes. [Afsnit stop: Politisk dødvande.]

Slutninger kan være så meget. Det kan være en begyndelse. Måske selveste begyndelsen, “the one and only”. (Dårlig stil at blande dansk og engelsk. Men hvadsomhelst for en slutning…) Det kan være en vrimmel af begyndelser der aldrig vokser sig store nok til fortsættelser, de stakkels små nuttede indledninger. Slutningen kan være slutningen i ubestemt flertal: Slutninger ad libitum, flere end der er begyndelser eller fortællinger til. Det kan selvfølgelig også bare være… Slutningen. Med stort S. Men så heldig er det sjældent en fortælling er. Simple slutninger hænger ikke bare sådan på historiens grene og kviste. Og en hardcore industri-motorsav bliver med sindsro ædt af træet: Blandes med årringe og tidslinjer til en del af fortællingen: Kæden hakker og benzin-hoster i fortællingens panser… Historietræet gnasker manden med motorsav. Så let som… At flytte og udsætte slutningen til et andet træ i skoven. Der sgu ikke er til at se for bare træer! Hvilken skov? En masse træer, men… Hvor slutter den pokkers skov? Med dusinvis af slugte og fordøjede fordærvede motorsave… HA!

Det er som en flok vilde bøfler på prærien. Før den hvide mand kom og lukkede ned for dén fortælling. En buldrende flok individer i et antal der gør individet til en del af flokken. Sådan er det med mine figurer i min, og deres! -Fortælling. Flokken synes uendelig. Uden ende. Uden slutning… Bedst som man tror at nu har støvet lagt sig… Buldrer det frem over horisonten. Figurer eller bøfler, det kan være det samme: De kan være de samme. Der kommer alligevel en jagende indianer til sidst. Præcis hvor slutningen kunne ha’ været.

Så er der underarten, den lillebitte version af en mulig slutning, ofte usikkert vævende og svævende: “Farvel, farvel”… Dén går ikke! Om det så er et sidste hulkende farvel til den eneste ene, der er på vej til Arktis på en stensikker dødsmission og iøvrigt sammen med en ny eneste ene der denne gang er den eneste ene… Eller et endnu mere hulkende farvel inklusive jord der rammer kisten med en lyd der indefra er en trommehvirvel mod et goddag til perleport og helgen-Peter. Eller et andet vagt og vegt udslynget ‘Farvel’. Et farvel, selv et nok så dræbende definitivt, er ikke en slutning. Hvem ved? Måske er det ham med redningshelikopteren, der hiver den eneste ene op og ud af kløerne på både Arktis og den anden eneste ene? Der så i stedet hører trommehvirvel inde fra den dybfryser der ikke falder jord på men tusinder års lag af låg af is…

“Farvel, farvel, farvel”… Det bliver jo tænkt og nedskrevet så mange gange i fortællingens forløb… ‘Farvel’ er knap den plads værd det fylder på historiens harddisk. Og samlet er det nogle få kilobyte, ikke noget terra, giga, mega eller meta her! Farvel er et biord. Eller blot et grynt. Engang betød det ‘Far Vel’! Nu er det TraLaLa-Ses. Måske, fiktivt da ihvertfald… Eller som et opslag på et socialt medie. Når nu det drejer sig om fiktion. Med slutninger der ventes på. Kom så, én eller anden super-statsstøttet hacker: Læg Facebook og alle dens møgunger ned med en god gedigen “end & erase”-kode. Tak! Hvorpå Facebook opkøber koden og omdanner den til en app, der tvinger enhver slutning af vejen: Totalskadet brugerstatistik uden ende.

Jeg vil have det hele med. Også det der sker i morgen. Men samtidig skal der jo være en slutning. Der skal jo være en sidste side, så fortællingen kan lukkes og slukkes. Om så anmeldelserne bliver kombineret med en nekrolog. Det er ok. Alt skal med. Det og “det” dét og der og da… Men hvordan pokker så få bundet skidtet, hvad det ikke er, sammen og ind i et omslag med ISBN-nummer, hard-cover, ryggradsknæk, Føjtex- og Kvackly-udsalg, bag-flap og -tekst? Få sat halen på æslet? Hvad det heller ikke er, et æsel, selv om der optræder nogle stykker. Det er til at tude over. Hvad så også skal med i fortællingen: At det er til at tude over! Kom nu kære slutning! Gør en ende på det! Men nej. I stedet kommer lige et sidste afsnit i form af et kendt evighedshjul: Hunden der jager sin egen hale. Rundt og rundt og rundt, til den svimler væk i sit eget punkt. Eller en barmhjertig sjæl stiller et spejl foran den. Barmhjertig sjæl??? Hm! Så er der jo en hund plus en… “Hund”. Altså to der kan genoptage halejagten. Såre simpelt sårende: Et spejl mere og nok et… Og lige så mange hunde som matematikken, og historien, kan rumme.

Skal én eller anden virkelig smadre hele spejlkabinettet for at få en slutning frem? Skal det virkelig ende som et… Rædselskabinet!?!

Jo ældre jeg bliver, jo mere bliver jeg mange. Det er ren gen-modificeret knopskydning. Accelererende. Med podninger sat på hjernebark og kroget knoklet snart udtørret marv. Der er mig. Og jeg. Og “Jeg” og ‘Han’ og ‘Hun’ og ‘Den’ og ‘Det’ og Senhor Passo og Laurie og den gamle professor og nu og før og snart og ‘Aha!’ og ungdom og barndom og andres syn på alt og alle og forfra… Det er sgu forvirrende! Jeg, eller “Jeg” eller… Og så videre: Véd ikke engang hvem der skriver dette! Ret frustrerende… Men der er da altid nogle at snakke med. I bussen og sådan kigger folk godt nok, men så ryger de bare med ind i historien. Hvadenten de vil eller ej. Ha! Lissom læseren gør, forresten. Dig, du! Jojo, hver og en og en for alle og alle klasket ind i et afsnit eller ti.

Slutningen kunne komme lige nu. For mig, bare rolig, I har mange gode sætninger tilbage. At sprælle rundt i. Men jeg, uden anførselstegn, kunne få mig et tilfælde i dette sekund. Læger og hospital siger at jeg skal holde øje med mine nøgletal. Men hvilke? Mine, eller “mine”? Nøgletal er da antal sider pr dag, Lauries utal af sidespring, færdige kapitler, Passos mange gange fuppen sine venner, ca-bedømmelse antal navnløse i hvor mange afsnit og kapitler? hvor mange kan bruges igen? Dét er nøgletal og skal jeg, -eller “jeg”, nummerere ark der printes ud? Og hvad er selve nøglen til hele historien? Vrøvl: Der er jo meta-mega-mange nøgler. Intet skrives entydigt. Nøgletal? Jamen så putter én eller anden også dem ind. Finder en sammenhæng…

Historien går sin gang… Hold kæft noget vrøvl! Historien vakler, kravler, løber, tumler, finder genveje, går død i rundkørsler uden afkørsler, rammer andre forkerte afkørsler, tager omveje dybt ind i andre historier og andres historier, skvatter og brækker syn-ops’en, får kosmetisk løftet et par hængende afsnit, banker sig flad mod en skriveblokering, brækker sig over sin tvivl på sig selv, slubrer ivrigt opkastet op igen med overraskende overbevisende vidunderlige nye vendinger, og nogle gange glider det hele bare som en stenografs uforståelige meningsfyldte kruseduller. Der tastes så fingerspidserne gnistrer, alle figurer samarbejder og lader deres tidslinjer rulle fornøjet afsted. Fortællingen ruller om på ryggen og lader sig klø på maven; katte ligger fredfyldt i solstråler og er sig selv men spinder sig ind i historien. Kapitler hænger til tørre i en blid lun vind… For godt til at være sand fiktion: Karma eller hybris eller andet møg: Så går e’et eller a’et på tastaturet fandme i stykker!!!

Det er ikke til at vide… Heller ikke det. Måske bliver slutningen den version jeg nok foretrækker: At fiktionen bare stopper. Fordi fortællingen er slut. Og nej, fortællingen fortsætter i al evighed. Det er slået fast med store typer og udråbstegn. Men alligevel… Dén udgave hvor jeg, helt uden anførselstegn, bare holder op. Stopper og glider væk. Eller fingre, øjne, hjerne, hjerte stille siger stop. Med håb om at fortællingen kan klare sig selv: At nok er blevet til historie. Nok til noget at anmelde. Sammen med nekrologen. Dét ville være perfekt. En slutning. Den bliver lige testet: Sådan.

Reklamer

ENGEL

ÅBNINGSPERFORMANCE FREDAG D.9/2 KL.15 ÅBY BIBLIOTEK

ORD & AGEREN: MAX MADSEN & DANIEL MANTEL

LYD & MUSIK: POUL JUHL & THØGER JOHANSEN

 

brovtende brændende flammende bølger

hvirvler vakkelvorne vanvidsvestpå

hvinende hylende vind

trækker horisonten maske over ansigtet

som urværk trækkes op

små skrøbelige tror sig særlige

sorteres og sies fra i takt

tik tak takt og tiders vand skylle drypper op på bredder og store vidder

siver bare ét ned i det kvikkeste

suges rasende rester tilbage

fornærmet nederst på bunden

sammen med en sydende sol eller syv

hvislende som vind under skyer

over de så spredte prikker

at de kaldes øde

at det siges at intet menneske er

kun som knogler og kranier

bunket op i pyramider

syd for kairo

ned med det evigt glimtende lokkende guld

i kassen i midten imellem bjergene

hel og halvrådne jægere af lykke

jagten går ind

lykken om hjørnet

er væk bag

et andet

et tredje

tal

ord

VÆK

Et skævt smil

er en afladning på afveje

Alle veje fører væk fra Rom

fremtiden bølger afventende bag horisonten

er bølger af ventende afladning

ladninger i flertal

som mængden af bølge efter brølen

i medvind mod stærk

STRØM

 

(WEIRD MIX MED TOMAS DALGAARD)

lyrik-musik-popop-poeterne-artgallery-ps

FORFATTER ANNETTE PETERSEN 

 LYRIKER TOMAS DALGAARD 

ORD MM DANIEL MANTEL 

Lørdag den 27/1 kl 12:30 / Art Gallery PS / Mejlgade 16B

http://www.artgallery-ps.com

https://m.facebook.com/ArtGalleryPS

https://www.facebook.com/groups/PopOpPoeterne/?ref=ts&fref=ts

©®™etc forfatterne.

HVEM VED HVORNÅR OG HVOR OG HVAD OG HVEM…:

NÆSTE GANG!

 

POP OP SKILT.png

 

om-mig-og-cv.jpg

(Hukommelsehuller; specielt ang bidrag til tidsskrifter; hjælp til udfyldelse modtages med glæde!)

Født ’61. (Forrige årtusind? -Sidste?)

Opvokset i Åbyhøj Aarhus. Voksenliv; Aarhus, Kbh og Portugal.

Snart 40 år med bl.a…

(Ukronologisk uordnet upræcist etc u-…):

-Digtsamling “Fragmenter” / Fri Fantasi
-A4-Kuvert-udgivelse “En Sten”; (Smm m Grønborg/Gybel) / Scripta
-Digtsamling “Sanseløs” / Forlaget Buen
-Journalist / Dagbladet Information (Kultur/Anmeldelser/lign)
-“Begyndelser” Novelleantologi; bidrag / Borgens Forlag (RIP; Som seriøst forlag)
-Bidrag til Hvedekorn x 2 (Poul Borum-tiden Også RIP…)
-Bidrag til Pist Protta x 2 / Space Poetry
-Performances Galleri Kongo smm m ‘De (dengang) Unge (dengang) Vilde’
-Artikel, Kulturby 96’s officielle magasin
-Bidrag til CRAS
-“Sådan har vi det…” (Lign titel)(?) / Café Himmelblå / Hæfte og Oplæsninger.
-Bidrag til M gasin X ? + Tema-nummer 16/17
-Bidrag Reflex x ?
-Bidrag Tidsskriftet Å ’17
-Bidrag til CD “Ord til Tiden” / Geiger Records / Lyd + Litteratur
-Roskilde-festival / lyrik-scene v Roskilde Bogcafé x 4-5
-Bidrag CD ‘Shitcollapse # 9’ / SNR 872
-Div MC’s inkl ‘Ådsel Service # 2’ (RIP)(‘Daniel Tremenz’) m mange flere.
-“Somewhere Outside” (Bidrag/Insp f Scanners) / Dobb-LP Vinyl / Irmgardz
-Musiktekster, løbende; DumDumFlesh, Grind, m.fl.
-‘Multikunst’ levende installation / Musikhus Aarhus ’83
-“ÅbnRum” performance- og ‘crossover’-forum (Støttet af St Kunstfond)
-Daniel Tremenz (Ord)
-Insp f Scanners (Ord + bas; hjælpeløst)
-Bilfabrikker (Ord) (Bl.a. Galleri Gl Strand Kbh; stadig ½-unge ½-vilde)
-Next Stop Sovjet / Moskva; 2 x Råben smm m DumDumFlesh
-De Gale Poeter (gæsteoptræden / Ord & Galskab)
-De Falske (Ord m skiftende ‘backing’)
-En Slags (Ord)
-Guitar’n Poetry (bl.a. Roskilde-Festival)
-First Nations (RIP)(Ord)
-Parawitt (Éngangsbigbandnoise + Ord) ved:
-Gellerup Noisefest III ’14
-‘Eutopia’-stage Foyer; dekoration / “Ordhjul” Bl.a. m Hans Krull
-Allikealarm (Ord)
-Artikel / e-udgave / Aarhus Panorama ’16, vist…
-‘Ord på Vej’-oplæsninsrække / Litteratur på Dokk1.
-Mejlgade for Mangfoldighed, performance / v ‘Litterær Lounge'(?)(-Vistnok…)
-Medopfinder ‘Digtautomat’ / Dokk1
-Victor B Andersens Maskinfabrik, bidrag ’17
-Pop Op Poeterne x ?, ’17-’18…
-‘Langt Ude På Anholt’ ’17
-‘Afladninger” Dokk1 marts ’17 / Installation og performances
-Kulturmødet Mors ’17 / Performance-del ‘Afladninger’ ‘
-‘A View Festival’ – GELLERUP / Arr AU
-‘Lytteriet’ v Teater Katapult / Fortælling u manus x 4-5(?) ’16-’17
-Poetry-Slam / Teater Katapult; ét enkelt forsøg / rigeligt.
-Poetklub Aarhus’ “Åben Scene” x XX/?? -Og sjældnere men stadig/stædigt,
-Trøjborg Beboerhus, støtteoplæsning, ’17
-Grundlovsfest Gellerup ’17, arr af Lyrik-del & oplæsning
“Poesibogen”, Novelle, / 57Nord-antologi / januar ’18
-‘Bydels Reporter’ / Skræppebladet fra januar ’18…
-‘Afladninger’ Åby bib februar ’18 (Støttet af St Kunstfond)
-PS Art Gallery (Pop Op…) januar + marts ’18
-Tema-nr M gasin bidrag & medred. / slut ’18…

+ en del andet… (Fx e-bidrag, som 1 stk lyrik Litteraturen.nu; præ-2000 zines; arrangeren og arrangementer  smuttet i et ‘Hukommelseshul’; småting ikke værd at medtage; medtagelsesværdigt / ‘relevant’ men glemt…)

Overordnet projekt de næste X(X) år:
“Verdens Bedste Bog” (Ydmyg arbejdstitel…) / Roman, så’n ca. Måske.

—————————————————————————————————————-

Samarbejdspartnere, nuværende og tidligere og tidligst:

(enkeltpersoner; institutioner/foreninger etc såvidt muligt nævnt…) bl. mange a.:

Kim Grønborg, Tine Gybel, Ingolf Brown (RIP), Lars Bjerre (RIP), Odd Bjertnes, Lars Mondrup, Heino Ploeckeng/Stuck Prod, Max Madsen, Bering Haarup, Morten Hougaard, Per Flyvehavn, Esben Staugaard, Jytte Lund Larsen, Emil Brahe, Ian Lukins, Tomas Dalgaard, Niels Kjær, Lars Hougaard Clausen, Thøger Johansen, Henrik Jespersen, m mange flere. Ikke mindst, ofte og vedblivende; Poul Juhl.

(+ perifere / enkelt-projekt-samarbejdende, og/eller… Pinligt glemte!)

JUL DIGITALISERET

Der var engang… Og denne gang er det lige ved at være for sent! Vi skynder os, til bjældeklang og salmesang, fra var til nu og frem. Som man kun kan når det drejer sig om at redde selveste julen! Med lidt Disney-magi og BR-Toys’r Us Mængderabat; de vise mænd skæres ned til kun tre og én enkelt sølle stjerne at forfølge. Jojo, enhver skal nok blive mærket af julen, ganske eftertrykkeligt… Julen varer længe. MEGET længe… Uendeligheden på lur lige efter Påsken. *HAPS!* Og julen bider sig fast. Det pyntede træ selvantænder og spytter sylespidse nåle mod hjerter, flettede eller ej. Johohohooooo… Julens præcision er som et droneangreb: Eksploderende rødkål og fragmenter fra brune kartofler flænser gaver op som ellers kun børn kan… Og ruinerne bliver til nytårsforsætter på flugt. De gode gamle dage giver mening. Stjernekastere er analoge og kaster med rigtige stjerner, ikke .gif’er eller pixelskabt stråling. De gode gamle dage var rædselsfulde da de var nu og ‘nu det jul igen’ og det VAR det så! Men dén jul kunne ikke klædes af, så al den fulde pragt står som uendelige kæder af koder af 0’er og 1-taller… Programmeret julekane, klyngebomber gaveregn, indscannede ønsker direkte til skyen, kun ét klik fra julefrokosten, logaritmer klasker optræk til skandale og gramsen i krogene til uniform fryd og gammen. Hyggenygkollaps og hvem får fingernemt tastet første opdatering. Er julens budskab bragt med bredbånd og mobildata, fotofilter fjerner minimale kodefejl, og Rudolfs rensdyr reneste clipart, ja SÅ er mor i køkkenet, med forstærket wi-fi til frelsende fælles *PLING!* og glade miner sprænges lige fra lænkehund til bedstefar. Og babyalarmen transformeres til barn nr 1,7 går under for 3. gang i gavehavets statiske knitren; ‘Se børnlil nu går det godt’, der streames direkte på alle platforme. Rundt om træet et øjebliks andagt: Små og store skærme viser et øjebliks andagt rundt om træet. Og kirkegangens ‘Kimer I klokker’ klares med højtidsopgraderet VR-briller, selv generte faster Gertha skråler falsk med på hver en tone; det lyder som englekor mixet med religiøse undertoner i passende mængde og domkirkelig rumklang: Den automatiske præ-indstilling “Englekor med religiøse undertoner og kirkebygnings rumklang” virker perfekt. Enhver mislyd equalizes væk; takt-udjævning gør mirakler ved hast, halten og snublen. Menneskelig irrelevans forsvinder i det lukkede kredsløb om træet; den funklende pynt autoblitzer idyllen videre til stakkels oldemor Ida, signalet i real time når plejehjemmet hvor hun sidder side om side med med de andre ved hver deres transmission. Og skulle et par øjne lukkes lidt for længe til grænsen, ses det omgående på vagthavendes via sensorere livsvurderende system, personalebesparende men med til forveksling virkelige varme hænder og person-målrettet imponerende personlig omsorg. Og i hjørnet endda det sidste skrig. Holografisk juletræ, koblet på hver enkelt beboers minder og erindringer: Det sidste skrig, direkte fra producenten før detailsalg; en test-gruppe med taknemmelighed, bliver til et sidste blidt suk: Enighed om øjeblikkets salighed, vist ved tårers fugt på skærmen, blev til fælles sluk. Opdateringen om bortgangen viste familiens individualisme: Vidt forskellige rammer og fonte blev valgt. Og de spontane udtryk for sorg og tilhørende mindeord, brugte næsten alle netværkets muligheder. Det udløste omgående en tilfredsstillende mængde ‘smiley, crying’. MEN dette er et juleeventyr, og både jul og eventyr tilhører børnene. Heldigvis ved de fleste forældre hvordan deres afkom og deres færden i den digitale verden skal styres. Nu løbes der lattermildt gennem hele huset hånd i hånd; ‘På loftet sidder nissen… / Så bliver alle rotterne så bange, og en to tre så er de væk!’ (I en sæk, fyldt med blæk, og andre varianter…) Bagefter sammenlignes den tilbagelagte distance, og det diskuteres om de 0,17394 km helt undtagelsesvist skal fjernes som det ellers automatisk sendte opslag det er og normalt skal være. Der udveksles også meninger om de forskellige gadgets præcision; der er faktisk udsving lige fra 0,17182 til hele 0,18629! Dét er noget af en forskel, og dem med de mest afvigende målinger véd udmærket at det er tid til fornyelse. Det viser sig dog, at den mest ud fra gennemsnittet forkerte distance, inkluderede et barns gennemhastede toiletbesøg med den tilhørende forælder. Dét får en ivrig snak igang om hvordan den slags automatisk med- eller fraregnes. NU er vi snart færdige med den fysiske del af juleaften… SÅ skal der deles, uploades, fyldes skyer større end nogen virkelige… Undskyld! Virkeligheden over den forældede virkelighed gør krav, fuldt berettiget!, på stjernens plads. Toppen af træet! Hvorunder de på afstand stearin-lignende lys brænder time efter time. Ingen betænkeligheder ved brandfare, selvom plasttræet kunne smelte sammen til en ækel klump, lysene er heller ikke selvslukkende, som var en smart opfindelse for lang tid siden, mindst 20 år, dvs 200+ år i moderne tidsregning. Næ; lysene brænder uden den mindste flakken lige til der trykkes på kontakten. Eller app’en forudindstillet ændrer stemning og fokus fra “Rundt om træet” til “Efterhygge og gavesammenligning”. Eventuelt kombineret med en udvalgt tv-kanals opblussen. Kombinationerne er uendelige… De forskellige blinkende og kulørte guirlander kan dæmpes gradvist eller blot slukkes; træet skal dog forlades uden for brutal en overgang. Og den famøse lænkehund lyder tydeligt og næsten livagtigt, Bluetooth-rækkevidden når da de udenfor placerede lydkilder. Et helt kobbel af lænkede dyr kan endda sættes sammen til et kor; igen falder tanken ned til et Disney’sk plan, og DÉT er da jule-nostalgi så ikke et øje er tørt! Selv bedstefar, eller var det oldemor?, én eller anden på ikke i et hjem kan følge med når der udvælges kun let redigeret tilsyneladende direkte streaming. De få minutters forsinkelse går alligevel hen over hovedet på den analoge generation. Med et par strøg på skærmen får alle nissehuer på, og et par af familiens sorte får, og DÉ er i gode hænder, enten indrulleret i Frelsens Hær eller i favnen på Morfeus, ja de seneste fotos hvor de så præsentable ud; hvide som lam, kan hurtigt hentes ned og sættes ind i DET STORE BILLEDE! Som så med sindsro sendes via Plejepersonalets scanning for anstødeligt indhold, og så ENDELIG giver ro i sindet hos de så trættende bekymrede ældre generationer. Hvorfor kan de dog ikke blot følge med på de mest almindelige platforme, men skal næsten bogstaveligt have opdateringer og app’s ind med skeer som enkelte bidder af 0- og 1-koder ad gangen. Trættende! MEN! Kom ikke og sig, at de bliver glemt ved sådan en højtid: Ikke blot en live-streaming får de, men der bruges jo ligefrem TID på at tilpasse feed’et, så deres gamle hoveder kun får from idyl og friseret højtid, med et par lag af fortids-årtier; alt efter alder og hukommelse: De får præcis hvad de ønsker at se! Så kan de da ikke bede om mere… Og gaverne, salmesang, risengrød, og hvad der ellers stadig giver genklang i deres erindringer, er forlængst koordineret med personalet: SÅ smart med den fælles portal; ‘Gør vore ældre glade’, og det hurtigt udfyldte juleskema til individuel plan. Vi lever skam i et samfund, hvor ingen har nogen grund til andet end at være tilfredse. Hver får sit! Selvfølgelig må man yde før man kan nyde, og nytårstalen vil som altid dreje sig om UDVIKLING, FREMDRIFT, PRODUKTION OG VI MÅ PRODUCERE OS UD AF KRISEN, og er der ikke lige en krise, må vi dels passe på vores velfærd mod truslerne fra sorte får, fra ud- som indland, dels stadig producere til hvis der kommer en krise. OG DET GØR DER! Hov; nu er vi henne ved nytårsaften, og dén går ikke. Godtnok er det lige på kanten med juleaften og deromkring, allerede nu midt i december, men helt hen til nytåret… Nej dét er længere end selv hård digital regnekraft kan klare. Det går lige til og med juleaften, også fordi der er en stor mængde faste faktorer at proppe ind som kodebidder i algoritmen. Jojojo kan lige netop, med 99,9%’s præcision blive til HoHoHo… Som den nisseudstyrede indgangssensor siger. I anledning af højtiden har indbruds- og kontrol-app’en fået en “Julelatter uden alarm”-funktion, og, hvis man er premium-medlem, hvad alle er fordi de betaler 100 kr ekstra om året, uden at vide at det er obligatorisk; ja så har man fået et nisse-fjæs til en sensor. DÉT er da julestemning! Og DUFTEN af julemaden, uden at ‘moder er i køkkenet’, ikke nødvendigvis, kan også reguleres. Både i styrke og type. And, steg, gås, brunede kartofler, endda bageprogram. Og den mere sjove udgave har også “let brændt” med latter. Jojo; julen varer ikke så længe som den har gjort; komprimering og kompatibilitet skærer den til passende længde. Og den ene jul ligner bestemt ikke den anden: Bare tænk på udviklingen på et gammeldags år: 1 år er ca 10 nutidsår, afhængig af hvor opdateret man er. Og SÅ er det tid til at smaske gave-fotos og begejstring op på alle sociale medier: Verden er fantastisk! Man kan dele sin glæde på brøkdele af sekunder med tusinder af mennesker! Og alle gør så dét, mere eller mindre samtidig og oveni hinanden: En ENORM bunke af glæde breder sig ud fra små og store skærme; lyser lystigt op i hvert et hjem… SÅ blev det atter jul! Aaaaaah! Og HoHoHo! Og “Fra alle os til alle jer” Plus nissehuesmiley’s og .gif’er med sne og hyg og ‘Merry X-Mas’ og SÅ… Så er det at man KUNNE tænke sig en hacker eller to. Bare lidt morskab. Som at de lænkede hunde ikke kan styres fra app’en, og istedet lyder som en flok menneskeædende monstre der kradser på døre og vinduer, og knurrer og snerrer, så enhver nisse stivner af skræk og stryger som en raket op gennem de skorstene der ikke er der… Eller, som det næstværste af alt, at alle gaver er købt via misledende links: Det VAR nu også mærkeligt at tante Tove ønskede sig et bilbatteri… Og at lille Benny’s forældre synes han skulle have en kanttrimmer? Men det ALLERværste… Og dét ville ikke engang kræve en hacker. ÉT ægte stearinlys på juletræet. HVAD KUNNE DET DA IKKE UDVIKLE SIG TIL! RAGNAROK OG ARMAGEDDON! App’en slukker alle lys… UNDTAGEN ÉT! Julen sænkes i det dystre mørke; præ-digitalt er der kun det ene lys. Ude af kontrol; hvad SKAL det dog betyde… “HoHoHo” mangler pludselig den knap hørbare men trygge lyd fra en digital lydkilde. “HoHoHo” lyder som fra… En mand; en mund; en JULEMAND?!? Nej, NU er det ikke for børn…

——————————————————————————————————————-

OG SÅ…

ER DET SLUT MED ALT.

-ANDET END ‘VERDENS BEDSTE BOG’; SENHOR PASSO, LAURIE, HAN OG HUN OG JEG… PUSLES PÅ PLADS. ET ÅR? TO? TRE? HVAD DET TAGER…

Fejlbestilt Start

DETTE ER INDLEDNINGEN, DE ABSOLUT FØRSTE LINJER I ROMAN-(AGTIGE) MEGA-META-VÆRK “VERDENS BEDSTE BOG”. (SOM SELVSAGT IKKE NØDVENDIGVIS ER DENNE ENGANG-ENGANG FÆRDIGE. MEN FX OM EN SÅDAN BOG OG DENS KONSEKVENSER…)

DELVIST OPLÆST TRØJBORG BEBOERHUS 26/11-17 SMM M POUL JUHL.

Jamen! Det var jo som taget ud af en bog. Bare sådan? Halvtilfældig halvtanke? Det der engang hed en strøtanke… Et strejf. Vådeskud; ufarligt kødsår. Der baner en lidt blodig men ufarlig vej, og lidt blod gives gerne for… Nysgerrighed? Et hul der opstår; lige til at se igennem til… Tilbage, langt og meget. Uformuleret raslen i baghovedet. Nærmest en mislyd i en motor. Der så pludselig rykker i højeste gear. Leger stjerne, supernova, stædig selvsikkerhed, susende ikke sindssygt men sundt hen ad en vej der asfalteres mens den samtidig ædes op, med lysets hastighed op fra det absolutte nulpunkt. Til jævn puls og stabile 37,2 grader. Eller som en lystig hoppebold på kryds og tværs i hjernen. Uden den mindste krydsen eller noget på tværs. En leg! Et spil! Ja såmænd. Som fra en bog på et sprog der bliver oversat simultant, let og elegant, hver en vending giver mening… Hvis dét skal. Til. Kun hvis. Lige til. At grine af! Så lidt, så let. Så lidt der gjorde det så let. Jamen… Jamen! Nok engang. Det var ikke til rigtigt højlydt latter. Og slet ikke til grin. Men et almindeligt lille lurende lunende smil, så ordinært at det næsten var løgn. Hvilket blot gjorde smilet lidt lettere og næsten til sandhed. Jamen! OG imens blev den dobbelte espresso til mig hvæset frem. Den jeg altid drak. Men ikke havde bestilt: Jeg ville noget andet… VAR det virkelig bare det? En forventning om det samme som altid. Der blev spruttet ned i en lille kop. Ganske som… Regel. Men lige nu og her, da og der: En fejlbestilling! Lige i plet, og helt ved siden af. Var det ALT? Og så DÉT? Smilet selv blev boblende; som de små sidste dryp i det tynde lag skum. Meget små bobler tæt sammen… Sammen… Sammenhængende luft. OG min kaffe færdig. Som jeg slet ikke havde bestilt! Rutiner og regler… Der blev huller også i luften omkring mig. Lyset bøjede sig, snoede sig, lagde farve på. Mørket udenfor, gennem vinduet, kunne mærkes. Som blødt. Røres i med øjnene. Til at drikke med pupillerne… Og det var så sandt, så sandt så sandt så… O2? H2O? Overskuelige konstruktioner. Tælle, 1, 2, måske 3. Op imod vigende men desperat kæmpende for hvert åndedrag flimrende kludetæpper af sammenfiltret fortid, benægtende konspirationer med tårnhøj uopnåelighed og en spejling af et rodnet. Der var helvedes til forskel! Fra et hemmeligt kemisk forskningsinstitut med streng militært vogtet periferi, eller det nye: Hvad jeg kunne se lige for min næse. DÉT vandt. Simpel taktik, strategi som det kommer. Denne gang var grinet tæt på. Mørket og det generelt miserable udenfor, blinkede endda med et øje. Det var MEGET tæt på endnu et: ‘Jamen!’ Verden var ikke mere en ondskabsfuld indædt modstander. Den var heller ikke en ven. Den var. Men dét var også så fantastisk meget mere end ALT det den havde været! Åhjo; det var næsten et “Aha!”-øjeblik af de store. Men det var endnu større: Det var et “Nåja…”-øjeblik. Som taget ud af en bog, nej… Nærmere en tegneserie. Med sådan en el-pære over et hovede, mit, der siger *PLING!* og lyser op over land og by, mens mit ansigt så skulle se ud som om jeg pludselig var kommet til en tanke, så alting i det rette lys, havde set lyset. Dét var nu lidt meget at forlange i den nordiske efterårsnat, med dens stadige indskrænkning af dagslys. Eller dagsgrå, som det ikke hedder men er. Så jeg flyttede den iøvrigt også gammeldags energi-slugende el-pære en etage ned. Lod scenen foregå dobbelt beskyttet mod klimaet, der trods den mere og mere udvidende “Nåja…”-oplevelse ikke var sådan at lege med. En legekammerat med dårlig indflydelse. Ihvertfald til jeg fik rusket op i det ruskeri også. Der var meget på programmet. Det var ikke noget nyt, men at alt det meget næsten intet fyldte, knap en halv tanke, ja dét var nyt! Godt illustreret, illumineret, iscenesat ved den lille flytning af tegneserie-*PLING*et. Blot en 20-30 centimeter ned i min hovedskal. Dér blev jeg så også glædeligt overrasket, næsten i “Aha!”-afdelingen og ikke det mindre akutte men til gengæld mere blotlæggende omfavnende “Nåja…”. Hvor havde jeg dog tit rodet rundt inde i det stakkels overrendte kranie. Igen og igen, søgende og spekulerende og samlende stumper op til nærmere studie under mikro- eller teleskop. Og nu var det hele helt anderledes. Ikke overraskende, ikke som det ville have været for bare 5 minutter siden. Var det virkelig kun 5 minutter? Sådan et spænd af tid ville for, tja, 5 minutter siden have varet i timevis. Der blev ved med at komme pudsige detaljer. Der kun var detaljer! Det i sig selv var til endnu et smil. Og nok ét! Næste! Jaja! Njae, ingen grund til at forhaste mig. Slet ingen! Minutter var ikke mere vandringer gennem klodens samtlige ørkener, og der er godtnok mange! Og ørkener er et sandt overflødighedshorn af detaljer: Højlydt og overflødigt! Jeg var udmærket klar over, at jeg på vej ud ad en tangent. En spinkel, ukendt, uafprøvet, nyopdukket, nyopdaget og måske, måske ud over en kant. Men jeg havde jo for pokker afprøvet hele klaviaturet, eller det havde jeg troet, indbildt mig. Alle kombinationer af anslag og komplicerede # for kvint og halvtone-skalaer. Igennem flere år; år der havde været længere end tiår. Og fysisk trukket ud på en rute uden mål og med så mange sidespor, at det løb op i det samlede europæiske jernbanenet. Med knudepunkter jeg havde gnavet og bogstaveligt gravet i. Hængt fast som den klassiske stadig desperat kæmpende flue i det klæbrige spind. Hver gang kun undsluppet ved at give afkald på mulighed efter mulighed. Jo; hele pianoet var for længst hamret til pindebrænde. Undskyldning efter undskyldning; moderne avantgarde-behandling med strengene snildt og kvikt omdannet til selvgarrotter. Eller trættende holdbarhedstest konsekvent endt i etage efter etage brasende ned igennem sig selv. Og, og, og… Altid uklart hvor det var tænkte tanker blæst op til storslåede scenerier med næsten korrekt perspektiv og horisonten lige om hjørnet. Eller mig i en version der kunne gå for at være sat ned i såkaldt virkelighed. Én eller anden, igen og igen, med skærende mislyd af deja-vu, lige forskudt en nuance, nok til fordrejning, dobbeltsyn og fokussnublen; nok til indbildte men fuldt fungerende kraniehuller. Uden regulering; kaotisk trafik i en flaskehals og enerverende rundkørsler, sløv inerti… Sådan havde alle anslag, egne og andres, været i al den tid jeg havde hapset lokkemad i mig. Så dén mulighed, så dén… Nu, der og da, og stadig, var dette noget nyt. Og jeg var flintrende ligeglad med om det var latterligt, for nemt, oplagt til overbærenhed eller medlidenhed. Til grin, men isåfald formet som en perfekt boomerang: Klask tilbage i fjæset. Jeg, migselv, sad nok stadig på café’en med et lille smil. Udenfor, i mørket, cirklende og søgende: Ansigtsløse grin. Indenfor, min hovedskal med åbent låg. Dét var ikke nyt; roden rundt i fortænkte forvrængede mønstre havde været rollen alt for længe. Nu, der da og fremover, tid befriende uvedkommende, var forskellen markant: Før og forsvindende havde det været en træg klumpet tyk bundløs grød at røre rundt i, med besvær. Nu var skålen, skallen, serveringen som klart vand: Det var ikke nødvendigt at mase med at røre. En enkelt fingerspids lavede de fineste cirkler på overfladen, ekspanderende til vagt ekko i samme frekvens mod en medhjælpende kant. Og bunden ikke bundløs, men bare… En bund. Åhjo, jeg vidste det ville forekomme banalt og utroværdigt indlysende. Det rykkede bare ikke et sekund ved mit smil. Jeg var så ligeglad, at det nok var fornærmende. Men kunne også se mine egne hårdnakkede tykhovedede forsøg på at bruge pandebrasken mod armeret beton, som en fornærmelse mod mig selv. Og, med lidt løse adspredte eftertanker, også frastødende. Både i sig selv og konkret skubbende de nærmeste væk. De personer der havde været alt hvad det drejede sig om… Men det var ikke tiden for dem: De kunne nu, endelig, få den plads de fortjente. Om det så var som bibemærkning eller strålende frontfigur. Hele rollelisten var blevet omfordelt. Og deres interne stridigheder, kamp om pladserne under den papudklippede gulmalede skive med påskrevet “sol”, blev til tilbagelænet ekstra mundvigsoptrækning. Bare en smule… Indrømmet, jeg havde absolut ingen idé om hvor denne garrottetynde tangent ville klinge ud… Og ville ikke forestille mig det! DÉT var det nye: Manglen på forestillingen om et mål i en stor plan midt i et overordnet mønster… Niks! Banalitet på banalitet; ren leg og en simpel substans: DER VAR, ER, IKKE ANDET. Og vækviftende klippestykker fra både hjerte og skuldre, uden den mindste antydning af årsag/virkning og andet forbandet og forbistret opproppet opstyltet filosofisk litterært hvadsomhelst… Krakeleret glasur; kransekagefigurs vandren ud i krummelands ørken. Ligegyldigheden gav vinger. En gave. UDEN afventende betingelsesløs glæde og gengæld. ALTSÅ en ægte gave. Tak-tak. De vinger skulle nok blive anvendt. Senere, efter nu, da og der. Hvor det hele var vendt ikke bare 180 grader, men også skåret ind til benet. Strejfskud… Tankeknuder og klumper som pløre på gulvet. Fremsigt og farbare huller. Bare lige til og lige ud. Spadseren langs opkrøllende smuldrende fikse idé’er: Fra forpint forfulgt forfølger til… Tæt på ingen og intet men mere end nok. Hvorfor? Bare fordi… OG en fejlbestilling. Der ikke var en egentlig fejl. Blot, kun, men igen, nok, dén undtagelse der ikke blev men burde have været. Fra en regel der var god og kendt. Men ugyldig i øjeblikket; DÉT!. Andet var og er det ikke. Hvis det ikke er nok, måske vejet og fundet for let. ER det LIGE PRÆCIS dén bekræftelse der skal til. Med smilet som balancestang, er der dejligt langt ud ad den legende tangent. Den lettede ligegyldige. Jeg kan ikke huske om jeg drak min fejlbestilling. Sikkert. En dobbelt espresso KAN være det der skal til. Misforståelse eller ej. ‘Nåja’… Antydning af ‘Aha’. Mere er der ikke. Nu og her. Fortid følger… Med tiden.

KAFFEBRÆK

DETTE ER LIGE SÅ LIGEGYLDIGT SOM DE ORD DER PRØVER AT BESKRIVE EN TILSTAND DER ER SÅ LIGEGYLDIG, AT DET ER LIGE TIL AT FALDE I SØVN OVER…

Pokkers! Nu igen! Kaffe, klistret med sukker, ud over telefon, cigaretter, papirer, bordet, migselv, dryppende ned på gulvet. Hvordan pokker kan jeg falde i søvn, lige efter mere end otte timer i sengen, og efter den første kop stærke kaffe? Falde i søvn; måske ikke helt, men glide over i en begyndende drøm. Der får min arm og hånd til med et spjæt at vælte selvfølgelig lige netop den anden kop kaffe. Hvilket ikke engang får mig til at føle mig helt vågen. Blot tåget irriteret registrerende at det er tredje gang på en uge, at jeg laver dét stunt. Jeg får da reddet telefonen og cigaretter og de vigtigste papirer, eller hvad jeg lige synes er de vigtigste. Derefter sætter jeg mig igen, halvklistret og ligeglad. Det var i begyndelsen af en drøm, at jeg… Mine øjne ser igen mindre og mindre af det nu ryddede stykke bord. Søvn eller drøm eller hvad det er for en virkelighed, vinder i sidste ende. Igen. Jeg prøver skam at huske. Ugedag, og at der var noget jeg skulle…  Jeg glider ind i en virkelighed, der i dén grad burde være klaret efter en hel nats søvn. Flere ryk og spjæt, hvor jeg veksler mellem det der vist er rigtigt virkeligt, og dén virkelighed der søler mig ind i klistret kaffe. De små muskler omkring øjnene knirker modstræbende; hvorfor dé skal blandes ind i at holde øjenlågene åbne synes de er overflødigt. Jeg ser dog, halvskråt med hovedet igen for tungt til andet end at synke ned mod armene på bordet, hvor den ene hånd lige har kræfter til at skubbe koppen med sukkerogkaffeslatten væk, at det da er dag, jajo, en dag, vistnok formiddag, halvskyet dér uden for men for blændende til at kigge ordentligt efter. Det gør ondt hele vejen fra pupillerne til der hvor øjnene stikker ind i hjernen. Nu er der vist gået et kvarter mere, tiden bliver kortere og kortere. Og samtidig uendeligt lang. Det må være det med de forskellige ikke helt enige virkeligheder. De stumpede stykker tid, konkrete nok til at jeg kan mærke hovedet på mine arme, på det stædigt klistrede bord, synes at blive længere og længere. Tror jeg; hvis jeg skal tro vægten af mit hovede på armene. De begynder at prikke og blive følelsesløse. Så er de ved at falde i søvn, men ind imellem strammer jeg musklerne i nakken og løfter mit vanvittigt tunge dinglende hovede. Samtidig med at jeg lader mine tilklistrede øjenlåg skilles med en velcro-agtig lyd til sprækker der lige kan kravle en halv meter hen ad bordet. Dé stykker tid er sværere at måle. Det bliver mest noget med hvor meget lyset ændrer sig. Men det kan jo også være en del af en drøm i en virkelighed, så det bliver mere og mere udflydende. Eller bare ren drøm. Med en anstrengelse, der giver en let hovedpine, får jeg mit hovede op fra bordet. Hvor meget længere end en time er det siden jeg stod op? Lyset har da forandret sig, men jeg når ikke at se hvor meget. Jeg når ikke at se. Kun indad i søvnens mørke, blidt bølgende, og så begynder drømmen. Eller drømmene. Dér er det alligevel ikke til at skelne. Jeg kan ikke holde øjnene åbne. Men det gør ikke noget. Resultatet er kun behageligt: Fred. Det er da muligt at det ikke er meningen. At der er noget galt. Men så er det, der ikke er meningen, så langt at foretrække. Den tid der ikke klæber til morgenen, men kommer ude fra den blændende dag, får mig et par gange slæbt et par meter gennem rummet. Jeg snubler en enkelt gang, fordi en tøffel glider af eller også er det badekåben jeg træder i, og det lader mig ligge på gulvet. Men det er ikke klistrende nok, og svimlende får den snart opgivende virkelighed hevet mig hen til computeren. En rejse på 2-3 meter, der har taget flere timer. Siger en virkelighed mig, én af dem. Jeg får tastet nogle bogstaver, men det bliver meget sjældent til ord. Det burde det, så meget véd jeg. Og i en anden virkelighed burde det bekymre mig. Men så kommer trætheden, virkeligheden eller hvad der er, med sin behagelige ligegyldighed. Nu er det ikke kaffe jeg spilder ud over tastaturet; dét har jeg dog lært ikke at kombinere, uanset hvilken virkelighed. Men blot mit eget savl. Og jeg vågner igen, med aftryk af tasterne i ansigtet. Uden erindring om at være faldet i søvn. Jeg véd jo heller ikke om jeg er vågnet igen, Den savltilsølede side af mit ansigt kan jo være en drøm. I virkeligheden. Men jeg, noget, fik mig flyttet over til tastaturet. Gammel vane? Mine øjne er ved at falde i igen, eller jeg bilder mig det ind, mens jeg tørrer tastaturet og ansigtet af for det savl jeg nåede at lade løbe frit ud. Hvordan kan jeg falde i søvn, med hovedet først, direkte ned i noget så hårdt? Uden at vågne, tværtimod omgående i dyb søvn? Jeg forstår det ikke; ikke helt. Men er også ligeglad. Et glimt med sammenknebne øjne, viser at det er blevet aften eller nat. Hvor befriende! Der var noget jeg skulle, og noget jeg ville, men det må vente. Nu, dette øjeblik, den tid der bestemmer over dage og døgn, bliver til noget der minder om tåge, men langt mere solidt. Som et bord at hvile på. Nu er det mørkt nok til at jeg kan lægge mig igen. Har jeg været oppe? Jo, kaffe, bord, lys, tastatur… Men det kan jo have været noget jeg har drømt. Ja, det hele kan være et hæsligt mareridt. Eller egentlig ikke spor hæsligt. Ligegyldigt. Ikke engang et mareridt. Drøm eller vågen, bare jeg kan lægge mig og vende hovedet ind mod væggen. Ét eller andet sted, ikke at jeg ved hvor, i én eller anden virkelighed, er jeg godt klar over at der er gået en dag mere. I en virkelighed. Og snart et døgn. Der var noget jeg skulle… Endda ville… Men blot ansatsen til tanken gør mig endnu mere døsig. Jeg når knap nok at lægge mig, før jeg sover. Eller drømmer at jeg sover. Det er så inderligt ligegyldigt. De sidste ord i mit hovede, er blot lyde. Lettelse og tilfredse suk. Jeg kan allerede høre mig selv trække vejret tungt. Som godt på vej ind i søvnen. Eller drømmen om. Bare jeg ikke vågner foreløbig. Bare den forkerte virkelighed holder sig væk!

%d bloggers like this: