At fortælle…

Den efterhånden ret irriterende fortæller tager ordet igen. Til almindeligt ubehag for de fleste. Hvorfor nu den fortæller igen?Utilfredsheden med afbrydelsen er tydelig. Kun de få der trænger til en pause, ånder lettede op. Og skynder sig at pusle med og pudse på deres næste scene. At det er fuldstændig overflødigt og ligegyldigt, er sådan noget en fortæller ved. Men kun lige hvisker til nogle få. Der opfatter det som egne tanker. Fortælleren bør holde sig i baggrunden. De fleste er da også smågnavne over den påtrængende fortæller. Og stiller sig stærkt kritiske: Det kører jo fint af sig selv! De klarer sig udmærket uden en sådan kommentator-type. Til en fodbold-kamp, måske jo… Men det går jo glimrende med dem selv ved rorpinden. Hvad de ikke lige tænker på, hvis vi beholder den lidt tynde rorgænger-metafor, er antallet af ror. De styrer jo allesammen for vildt! Som man sagde engang. Huhej hvor det går, og med alle i samme båd. Med hver sit ror, og kursen holdes! Kompasset rundt; det går mod alle verdens hjørner. Sejle op og ned ad åen… Selvfølgelig splintres båden; småstumper i alle retninger. Nogle revet med af strømmen, stædigt påstående at der er tjek på det; at de bruger strømmen og ikke omvendt. Indtil de rammer en sten og smadrer kraniet. Hovsa! Ud af historien, endda uden en sidste optræden. Andre synker ned under overfladen. De bilder sig gravalvorligt ind, at de bare dykker fuldt kontrolleret. Kan smutte op efter luft når det er nødvendigt. Det er så naivt, at det er svært at have medlidenhed med dem. Til trods for de sidste kramper og øjne der springer ud af hovedet. Skrækken stadig iblandet et skeptisk udtryk. Fortælleren ryster på hovedet, hvilket omgående fremkalder rasende blikke fra de stærkeste. Ja, de tror virkelig at de er de stærkeste. Sådan bare helt naturligt. Så er der dem der synes de er vældig dygtige svømmere, og begynder deres rytmiske crawl op mod strømmen. Eftersom ingen, -eller højst en enkelt, -kan gå på vand, kan man ikke sige ét skridt frem og to tilbage. Men med tiden og kræfternes forsvinden, er det hvad der sker. De crawl’er mere og mere ujævnt; enkelte kiggende sig om efter en fortæller til at redde dem. Mens de rives med af og mod noget uvist. Fortælleren ryster stille på hovedet. For én enkelt gangs skyld kan de sgu prøve at klare sig selv. De tåber der tror de har kontrol over det. Over noget som helst. Som dem der farer direkte mod himmelen, som en nytårsraket med spruttende lunte. Forventninger og forestillinger vidt forskellige, men alle så sikre i deres sag eller tro, at man skulle tro det var løgn. Det er ikke underligt at de bare banker skallen mod den første den bedste sky. Jernarmerede betonskyer, hvad ellers? Troede de virkelig på at det var virkelighed? De mest overlegne svæver blot over vandene. Betragter de ynkelige rester af deres fælles båd. Ja hvis bare kursen var blevet holdt… Den rigtige selvfølgelig! De føler sig endda beslægtet med fortælleren, eller mener ihvertfald at kunne klare sig uden indblanding. De behøver sgu ikke nogen til at diktere deres… Hvadsomhelst eller nogetsomhelst! Herrer i eget hus; selvskrivende dem selv med stolt selvsikkerhed. Smukt glidende fra det ene øjeblik til det næste. Se selv; jeg har da styr på det pjat, det er jo nærmest barnemad for sådan en som mig!Hvis det er synd for nogen, er det måske netop dem. Deres kontrol virker så sikker, de har endda overskud til lidt luftakrobatik. Et skødesløst loop eller lidt rygflydning. Et vink til publikum, og husk nu at få det hele med; tænk på hvor fantastisk videoen bliver. Og det går da fint fra det ene øjeblik til det næste, og nogle stykker mere. Fortælleren holder sin sukken inde; og nøjes med at betragte. Hvis de ikke vil lytte, ja så må de lære det. På den måde der underligt nok kaldes ‘den hårde’. Det kan i sagens natur ikke være anderledes. Tror man at vide mere end fortælleren, ja så kan sandheden kun føles som at blive kørt over. Med sig selv ved rattet. Hjulspin i sin egen tro på at kunne styre, så det sprøjter med blod, indvolde, og knuste knogler. Helt op på ruderne, bare for at understrege hvem der styrer. Grebet om rattet og foden på speederen, der skaber den klumpede røde regn, holdes i en evighed. En evighed af resignation. Tjo, det er måske lidt hårdt. Men hvis det er at tvære sig selv ned i asfalten der skal til, ja så er det altså bare sådan. Kan ikke være anderledes. Nå, mon ikke han får arbejdsfred nu? Protesterne mod at blive fortalt, er helt forstummet. Det var egentlig ikke meget der skulle til… Fortælleren er hverken trist eller glad. Det drejer sig bare om at komme videre. Historien fortæller jo ikke sig selv. Og jobbet er at fortælle. Følelser og den slags bliver overgivet til de medvirkende. Det er deres afdeling. Hvad de iøvrigt tager for givet; som en selvfølge. Men lad dem bare. Så har de noget at være beskæftiget med. Som ikke betyder noget. Holder de sig bare til det, ja så er det såmænd ikke så svært. Så kan alle være glade. Uanset hvor ulykkelige de er. Uanset hvilke modbydeligheder fortælleren har til hver enkelt. Hvis de bare vidste… Men fortælleren begynder at samle trådene igen. Eller ikke? Måske filtres de håbløst sammen til en fortælling uden hoved eller hale. Eller en hovedløs historie, fyldt med sprællende haler. Fortælleren er bare fortæller. Bestemmer næsten intet. Kun ligegyldige detaljer. Det er den altafgørende forskel, der kan være svær at forstå. For alle de medvirkende. Og alle andre; ingen kan slippe for at blive fortalt. At nogle så virkelig tror det, er bare endnu en del af deres historie. Det er såmænd nemt nok at tænke sig frem til. Nogle gange bare svært at acceptere. At fortælleren selv bliver fortalt. At fortælleren blot formidler. Alt det der bliver til eksistens. På godt og ondt. Så bliver det let patetisk, når marionetterne klaprer afsted i sikker tro på alt muligt. Som at årsag og virkning har en sammenhæng. Eller bare betydning. Men hva’ pokker, det giver blot fortælleren lidt ekstra at lege med. Det er faktisk en sjov leg. Og når dét ret tit bliver glemt, ja så er det også bare en del af historien. Grin eller græd; lev eller dø. Det skal nok blive fortalt. Din fortæller svigter dig ikke. Aldrig. Endda uanset om nogen overhovedet gider høre dig fortalt. Ja om så du selv er led og ked af dig og din egen historie, fortælles den. Er det ikke dejligt beroligende?

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: