Alexander og Baldrian.

Det var et brøl af og i mange dimensioner. Alle frekvenser samtidigt, og en kraft der i decibel ville sprænge ethvert måleinstrument… En udskrigning grænsende til lungesammenklapning. Og klappe, -måske en anelse ironisk?, -gjorde Baldrian også. Alexders minutlange brøl udover det det mindre brølende hav, var da også noget af en bedrift. De altid store bølger i det nordiske hav, var næsten blevet blæst baglæns af overraskelse. Eller måske blot bøjet sig i benovelse. Måske var de blevet lige så lamslåede som de fleste af Alexanders venner ville være blevet. Til trods for hans velkendte selviscenesættelse. En udvalgt positur på toppen af en klit, hvor hans skikkelse stod tegnet ganske imponerende mod himlen med de jagende eller flygtende skyer. Det var svært at fange Alexander i et øjeblik, hvor han ikke ville gøre sig godt på billede. Eller som central figur i et maleri. Eller, -måske lidt mindre flatterende, -som en tegning. Alexander og Baldrian var kørt til havet, kun nogle timers kørsel. I deres land er havet aldrig længere væk end nogle timer. Fastlandsklima hører til andre dele af verden. I dette nordiske land gøres en dyd ud af korte somre og lange vintre. At mørke næsten ikke er til at finde midt på året, men koncentrerer sig om at begrave mennesker og land i den kolde tid. Der er også fordele ved at landet ikke er stort nok til at have fastlandsklima. Altså hvad angår befolkning. Ikke at de er små, ikke fysisk, de er bare få. Trods ret høj befolkningstæthed, er der kun plads til nogle få millioner. Der til gengæld ofte gør hvad de kan for at fylde mest muligt. Hvilket egentlig ikke er særlig smart, men sådan er det bare. Og en anden historie. Måske. Der er også fordele. Ved at være et lille land med ikke så mange indbyggere. Som at få noget eller nogen, der i en større befolkning måske ville blive totalt overset. Alexander, -for nu at tage et ganske tilfældigt eksempel, -er jo en berømthed! En af dem der lyttes til. Selvfølgelig ikke af det store flertal. Masserne, folket, gennemsnittet; den slags ligegyldige individer. Men af de få ud af få der bedømmer og dømmer. Og anmelder og bruger adjektiver der kræver fremmedordbog, og skriver kronikker, og afskyr det ærgelige flertals mangel på interesse. Når nu det talmæssigt lille mindretal ved bedre end det talmæssigt også lille flertal. Men det var Alexander og Baldrian… At Baldrian var med på turen og idéen, er ikke så underligt. Baldrian holder meget af gode brøl. Mange brøl, vidt forskellige. Lige fra det lidt brummende og lavmælt knurrende farlige, over weekenders gågade-fuldemands-blanding af macho-vaklende territorie-afpisnings-skingren blandet med dyb bøvsen og bræklyde, til skærende skrig der får marv og ben til at ligne et røngtenbillede. Egentlig havde Baldrian ellers ikke så meget at gøre med Alexander. De var nok det der kaldes ‘bekendte’ og ikke det lidt finere og ret sjældne ‘venner’. Den slags bånd, -nærmere tynde tråde, -er jo til for at kunne ændres efter behov. Derfor kan én dags bekendt være imorgens ven. Og ikke mindst omvendt. Tilbagedatering og nye dato-mærker bliver flttigt brugt. Uden spørgsmålstegn; sådan er det nu engang. De to, Alexander og Baldrian, havde en personkreds til fælles. De mere eller mindre tilfældigt fælles bekendte tilhørte det vigtige mindretal. Dem der er kloge eller dumme nok til give udtryk for andet end almindelig tilfredshed. Det benyttede de sig af den dag. De ellers tynde og nemt forsvindende tråde der binder de to figurer sammen, blev i bilen omtalt som tovværk. Selvom de begge vidste, at den mindste neglesaks kunne klippe enhver forbindelse over. Men på vej mod brølestedet, var det andres frigørelse fra spindelvævet der blev snakket om. Baldrian og Alexander havde noget holdbart en hel dag; de skulle jo også tilbage igen. Ihvertfald er sådan en heldagstur sammen i bil, kun til at holde ud hvis venskab vedtages. Midlertidigt eller ej. De sidste kilometer var ad små markveje, indtil havet lå foran dem. Vildt og frådende; blæsten rivende så de vaklede; skyer der flintrede hen over himlen. Den himmel der altid bliver ufattelig stor, når der er et hav under. Alexander dirigerede dem en del rundt, før han fandt et passende sted. Han måtte jo tænke på det publikum der måske ikke var der fysisk, men altid og uden undtagelse i hans forestilling… Det tog Alexander en del tid at gøre sig klar. Baldrian fornemmede hvordan noget samlede sig i Alexander. Noget selvforstærkende; noget der måtte ende med en udladning. Som en gigantisk tordensky i sekunderne før lydmursbrag og blændende zigzaglyn. Og Alexander slap det ud… Eller løs. Eller fri. Eller slap sig selv; ikke til at afgøre. Baldrian smilede da også. Det var umuligt med Alexander. At afgøre hvad der var til ære for ham selv. Ligesom Alexanders billede af hvordan andres billede af Alexander… Hvad Alexander er… Er umuligt at afgøre. Måske, bare måske, også for Alexander selv. Derfor gjorde han ikke noget uden både livrem og seler; helgarderet uanset omkostningerne. Måske var det bølgebrydende brøl dét øjeblik, hvor selv Alexander slap sine egne tøjler. Måske ikke. Baldrian rystede, stadig smilende, let på hovedet. Det var ikke sådan lige at dissekere Alexander. Der var nok en del mere i ham, end den socialt i overkanten selvbevidste selvsikre selvglade selv-altmuligt figur. Der altid havde et imponerende farverigt neonskilt over sig; med ‘Alexander’ i skiftende gennemtrængende nuancer. Måske havde personen Alexander en del flere nuancer end han brød sig om at vise. Måske havde selv Alexander lag der lå dybere end hans bevidsthed. Hvem ved? Nok ikke Alexander selv. Baldrian stoppede den formålsløse tankerække. Rejste sig fra den sten, hvor han havde siddet og betragtet Alexanders one-man show. Gad vide om Baldrian også havde fungeret som publikum? Som et slags vidne? Og var idéen så, at Baldrian skulle sprede hele historien til andre? Han trak på skuldrene. Det ville vise sig. Eller ej. “Nå, hva’ så Alex-dreng? Skal vi sætte kurs mod nærmeste rasteplads? Jeg er sgu blevet sulten af alt den frygteligt friske havluft…” Alexander lavede en hurtig grimasse. Han brød sig bestemt ikke om at blive kaldt ‘Alex-dreng’. Kun Baldrian kunne slippe afsted med det. Lige netop. Og nok kun idag. Lidt hæs efter brølet overtog han styringen igen. “Jeps. Den er jeg med på. Lad os smutte. Jeg ved hvor der er en ok rasteplads.” Det vidste Baldrian også. Men han vidste også en del om hvordan Alexander var. Så han lod Alexander lege den der bestemmer… At lege er sjovt. Næsten lige så sjovt som at brøle. Også kun næsten.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: