Ove og lidt Jonas.

Der er fordele ved at eje et stort gammelt hus. Og når det så endda ligger halvskjult på en stor grund, der har fået lov til at udvikle sig til en uigennemsigtig jungle, ja så er det perfekt. Ove havde købt huset billigt, faldefærdigt som det var. Hvilket kun gjorde det endnu mere egnet. Ingen løftede et øje over det konstante byggerod; og at Ove ville stå for det hele selv, ja det var jo blot typisk ham. Han kaldte selv sin gamle kolos af en villa for sit ‘private evighedsprojekt; reelt håndværk og knofedt, fri for forbandet kunst’. Han havde ofte gæster. Udover Jonas, der var der flere gange om ugen. Deres samarbejde blev mere og mere givende; de kunne simpelthen noget sammen. Trods deres mildt sagt forskellige personligheder. Eller netop derfor, der var ikke rigtig andre end Ove og Jonas selv der vidste hvad det gik ud på. Men deres fælles værker var både unikke og salgbare. Det var da også tydeligt, at der var en helt speciel forståelse imellem dem. Hvad den nærmere bestod af, det var til gengæld umuligt at afgøre. Sådan var det også bedst. Men Ove knoklede med den gamle villa. Og kunne efterhånden med stolthed fremvise en renoveret stue, nylagte gulve, et gammelt loft forvandlet til gæsteværelser, et stort atelier med ovenlys, et fugtigt klamt kælderrum ombygget til en smuk vinkælder, -“Og la’ os da for helvede smage på sprøjtet; det er sgu ikke lavet for at imponere naboerne! Jaja, bare ryd den hylde, jeg ka’ altid gå til et par receptioner med den store frakke på. Hvor tror I det kommer fra? Som om jeg har råd til den slags vin. Kom, la’ os få omsat det til behagelige promiller.” Der blev holdt en del improviserede fester hos Ove. De unge skulle da ha’ lov til at være unge. Og naboerne boede tilpas langt væk. Selv ikke musikken, der overdøvede Oves latter når en af de unge gik under bordet, kunne høres. Ove selv kunne tømme glas efter glas, men alligevel holde et øje med sine gæster. Det store hus var frit land; et par kunne til Oves fornøjede brummen forsvinde ind på et værelse, andre i deres fuldskab tro at de var inspirerede og svine i hans atelier. Han vidste hvordan huset var bygget, og selv kælderen var tilladt område. Vinkælderen blev som regel besøgt i flere muntre omgange. Ove var rolig. Kælderen under kælderen var umulig at kende til. Og ingen kunne ved et tilfælde finde indgangen. Ove havde brugt al sin kreativitet til at skjule den. Og en del af den IT-forstand Jonas havde. Også på den måde var de et godt makkerpar. Lydisoleringen var perfekt; afprøvet så ikke en eneste nok så høj lyd kunne trænge derned. Eller, nok så vigtigt, omvendt. Og selv i sin halvbrandert, havde Ove altid tjek på hvor gæsterne var. Trods de bogstaveligt skudsikre foranstaltninger, kunne en helt usandsynlig og lang række af tilfælde skabe en nok så lille revne. Der så kunne få det hele til krakelere. Ove ville med garanti aldrig kunne samles igen. Der fandtes ikke lim, der kunne reparere den slags. Og Jonas ville samtidig blive knust. Trods den evigt lille minimale nervøsitet for opdagelse, var det nu engang en nødvendighed. Den næsten ikke eksisterende risiko, var endda en del af det. Men det var gennem multilåste døre, snedigt konstruerede sluser, forskellige diskrete alarm-systemer, og masser af CCTV, at de begav sig derned. Belønningen for timers hårdt arbejde. De havde te og kager med, endda sammen med det fineste porcelæn. Der skulle ikke mangle noget… Pigerne vidste ikke noget før Ove og Jonas stod der. Overraskelsen var en fryd i sig selv. “Jamen lille Eva dog, er du slet ikke glad for at se din egen Jonas? Hvis du vidste hvor meget jeg har savnet… Hov din kjole er da plettet. Den må du hellere tage af, så skal jeg nok vaske den… Nu skal jeg hjælpe dig…” Hans stemme var fyldt med ømhed og ægte omsorg. Ove var som Ove, ikke så meget snak, men direkte til sagen. Han løftede den helt stive pige op. “Haha, snuskebasse. Så er Onkel Ove her igen. Og se, vi har sgu alle mulige godter med til jer. Sig ikke at vi ikke passer godt på jer! Jojo, giv mig nu et rigtig knus… Jaaa, sgu. Dejligt, ikk’?” Oves skæg kradsede, og den lille pige forsvandt helt i hans favn. Janus og Ove udvekslede et hurtigt blik. Dette var at leve. Alt andet var ligegyldigt mellemspil. Deres øjne var lysende projektører. De andre piger sad eller lå uden at røre sig. Som kunne det gøre dem usynlige. Men de var ikke glemt. Snart ville de alle være med i legen. Ove og Jonas var nok voksne, men det betød intet. Ikke der, blandt deres piger. Det hele var så uskyldigt som… Ja, en leg.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: