Arkiv

Monthly Archives: november 2013

Tine havde aldrig været skræmmende. Ikke på nogen måde. Så hvorfor skulle hun være det nu? Selvom hendes nuværende tilstand gav visse muligheder, var hun som altid enkel og ligetil. Hun havde da fået en bunke muligheder, der var beregnet til at skræmme livet af folk. Næsten bogstaveligt. Men dén del kunne hun ikke drømme om at bruge. Sådan var hun bare ikke. Hverken før eller nu. Tine var udmærket klar over, at hun meget nemt kunne komme til at skræmme folk. Hun prøvede at være så forsigtig og nænsom som overhovedet muligt. Og forstod hvis folk blev bange. Ville hun ikke selv være blevet det? Altså før? Absolut! Men der var virkelig ikke noget at blive urolig over, det var bare svært at forklare. Ligesom hendes nuværende tilstand var svær at forklare. Tine selv var ikke helt klar over hvordan det gik til. Og brugte en del tid på først blot at være dybt forundret, derpå forsigtigt at afprøve hvad hun kunne og ikke kunne. Hun opgav hurtigt at finde en forklaring; det forekom nyttesløst. Det måtte være op til andre. Der var rigeligt med forklaringer. Masser der var optaget af at regne den ud. Eller det, eller hvad betegnelsen var. Tine selv nøjedes med at konstatere. Og bare få det bedste ud af det, uden at vide hvad der ellers ville ske. Hun så på sin egen tilstedeværelse, ligesom man stadig kan se solen efter den er gået ned. Langt nede bag horisonten, kan man stadig se den belyse skyer eller himmel. Ofte endda på smukke måder. Og, ikke at forglemme, så står den jo på himlen et andet sted. Lidt en kliché, men sandt. Tine så på sin lettere svævende tilstedeværelse på samme måde. Tilstede var hun, mere end nogensinde. Med nogle logiske begrænsninger. Det var sjovt at kunne være alle steder uden fysiske begrænsninger. Glide gennem vægge; smutte fra et sted til andet uden tid. Dén slags. Men selvom det var indlysende og forståeligt, var der ting der kunne få hende til at sukke. Hvilket hun iøvrigt skulle passe på med: Folk har det med at reagere underligt ved lyde, de ikke kan se hvor kommer fra. Det er i den afdeling Tine ellers holdt sig fra; den med raslende lænker og tågede skikkelser. Eller fodtrin der høres, hvor ingen burde gå. Så hun passede på. Men et syn som hendes gode gamle tegnebord, gjorde hende da lidt vemodig. Der hvor hun havde arbejdet hårdt men med stor glæde. Og netop havde fået belønningen da… Meget af hendes arbejde foregik på computer, men det var alligevel det skrå tegnebord hun holdt af. Det havde hun da også haft til fælles med Nikolaj; bare at tænde lyset over de ventende tegninger… Ikke at kunne tage fat i blyant og papir; aldrig at færdiggøre de store visioner i form af tegninger og planer, det var da lidt trist. Men hvor hun før ville blive lidt bitter eller vred, hvis hun af en eller anden grund ikke kunne fortsætte det arbejde hun satte så højt, blev hun nu blot lidt sentimental. Som ved et barndomsminde man holder af. Faktisk var hun mere glad for de ting hun nu kunne, end hvad der var umuligt. Hendes glæde ved at sidde ved tegnebordet, hendes stolthed over at være mere end færdiguddannet, var der jo stadig. Hvad hun kunne være blevet til; de opgaver hun allerede havde fået… Det var ikke engang rigtig ærgeligt. Det var bare sådan. Istedet kunne hun, med forsigtighed for ikke at skræmme, en masse hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig. Ikke fordi hun havde tænkt over den slags før, det var som sagt op til andre, men alligevel… Tine havde ingen anelse om, hvorvidt hendes nuværende form var tidsbegrænset. Det var også, som en del af det hele, af mindre betydning. Glæden ved at kunne besøge de gamle venner og bekendte, var omvendt blevet så meget større end før. Og endda, med nogle og med tålmodig forsigtighed, ligefrem snakke med dem… Var nu så stor, at det var til at græde over. Af ren glæde. Hvilket hun også måtte passe lidt på med. Lyden af gråd alene, ligesom med fodtrin, kunne gøre nogle forvirrede og bange. Men Tine vidste, uden at vide hvorfor, hvem af hendes gamle venner der kunne klare at hun var der. Hun vidste det bare, men blev alligevel overrasket. Hvem der kunne kapere at der overhovedet var en Tine, var bestemt ikke dem hun ville have gættet på. Før.

Reklamer

Det var mens han slentrede op og ned i et af de gamle kvarterer, at deres øjne mødtes. En gammel kone sad i sit vindue, og holdt øje med den snævre gade. Som så mange andre, både gamle koner og alle andre. Vinduer her var ikke kun til at lade lys trænge ind, og oplyse ellers lukket land. Deres blikke mødtes kun et øjeblik, men han var overbevist om, at et eller andet skete. Ikke en genkendelse; ikke en udveksling. Men noget i den afdeling. Det havde, kort som det end var, været ladet med mere end blot betragten. Den gamle kones øjne, og hvad det end var de fortalte, blev siddende i hans hovede. Og det var ikke fordi der ellers var mangel på øjne. At blive kigget på, gloet på og åbenlyst studeret, var ikke et tabu som hjemme i norden. Og selvom Janus næsten kunne gå for at være lokal, var det kun andre turister der lod sig narre. Men fordi han ikke gik rundt i spraglede shorts, med et kamera eller en pad konstant klikkende, eller med et af de tyverioplagte pengebælter, var han til sin stolthed blevet spurgt om vej. Af turister, der som regel først prøvede på det lokale sprog, aldeles ubehjælpsomt. Indtil Janus med indre fryd, fortalte at han da kunne engelsk. Med lige præcis den accent en lokal ville tale engelsk. At han ikke var velsignet med det klassiske nordiske udseende; blåøjet, blond og høj, var kun en fordel. Studeret af de lokale, kunne han ikke være andet end en udlænding. Men sålænge han på afstand og blandt folk ikke lyste op som turist, var han tilfreds. At kigge på hinanden, var bare mere naturligt i dette land. Der var ikke den samme ‘ikke-kigge!’-mentalitet. Lidt i samme boldgade som ‘tal aldrig med en fremmed!’, og hvad man ellers lærte sine børn i norden. Måske Janus opfattede forskellen større end den var. Både det køligere nordiske hjemland og dette sydligere var på samme kontinent. Del af samme alliancer og begge europæiske. Ikke noget orientalsk; ikke noget fremmed kontinent. Og så alligevel så forskellige. Måske var det kun Janus der opfattede det så stærkt. Han havde svært ved at definere forskellen. Men den var der, og den betød nærmest alt. Men igen, måske var det kun for ham… Han havde efterhånden vænnet sig til at føle sig som to forskellige personer. Og at de to mere eller mindre imaginære personer, var geografisk bestemte. At han nogle gange glemte hvilket land han var i, kunne give nogle mundtlige hug; “Hva’ glor du på!?!” og den slags. Den mest almindelige attitude i norden, var nu engang at holde øjnene i jorden. Helst for sig selv, hastende fra A til B. Om så A eller B var fiktive. Det var uden betydning. Det vigtige var at det så sådan ud. Ingen hængen på et gadehjørne. Det gav forkerte signaler… Janus rystede tankerne fri for nordens normer og værdier. Han brugte al for megen tid med at tænke, og var fuldt klar over det. Derfor var det så befriende, i denne labyrint af gyder, istedet at fortabe sig i hvad sanserne gav ham. Det var lidt pudsigt. Den næsten ustoppelige tænken over før, nu, frem, og alt imellem, kunne overvindes, ihvertfald for en stund. Ved fysisk at fare vild i et andet lands labyrint af gyder med metertykke mure. Mure hvor man med hånden kunne mærke mange hundrede års historie. Og historier i massevis. Bruge sanserne istedet for hjernen. Formuleret lød det simpelt. I praksis var det at overvinde noget i Janus selv. Han vidste blot, at de få tusinde kilometers forskel på hjemme og her, var en afgørende betingelse. Og at der et sted midtvejs, skete noget med ham. Det der gjorde, at han vendte tilbage igen og igen. Og blev en Janus med et større eller anderledes sanseapperat. Den gamle kones blik, blev siddende i hans hovede. Han tænkte ikke over det; prøvede ikke at analysere hvorfor. Det var der bare. Det tilfældige møde med en tilfældig gammel kones øjne, havde været specielt. Uden at Janus kunne komme grunden nærmere, end at der havde været en masse i de øjne. Ligesom at lægge hånden på en tilfældig mur. Det var ikke kun alderen. Der gjorde at de var fyldt med noget levende. Og med en tålmodighed, der var tidløs. På en ydmyg og beskeden måde. Hvis det havde været i det nordiske hjemland, ville Janus kunne gruble over det i timevis. Men det var det heldigvis ikke.

Hvorfor havde hun ikke taget bilen? Det sad som en fast selvbebrejdelse i hendes hovede. Den sidste i denne historie til at forestille sig noget grimt om andre, var hende. Og mørkeræd var hun absolut ikke. Men kombineret med den tætte tåge, kunne hun knap se sine egne sko. Til gengæld kunne de høres. Almindelige støvler, ikke engang stiletter eller andet højlydt. Alligevel gav hvert skridt en lyd, der ikke blev dæmpet af nattetågen. Tværtimod. Det var som hendes lille kilometer hjem, ekkoede igennem hele byen. Som den eneste lyd. Næsten. Lise prøvede at overhøre de bløde skridt et sted bag hende. Det måtte være indbildning. Hvorfor stoppede de ellers når hun selv stod stille? Nej, det ville have været tåbeligt at tage bilen for det lille stykke. Bare hun dog havde været tåbelig! Det lignede ikke Lise. At være bange. Da slet ikke her midt i byen, tåge og mørke eller ej. Og så at være nervøs for et menneske der måske ikke engang var der. De bløde lidt listende fodtrin bag hende, kunne være ren indbildning. Det ville så være næsten endnu mere underligt. Fantasi og forestillingsevne var ikke just hendes stærke side. Alle mulige scenarier begyndte at poppe op. Ikke fra fantasien, men alle de mange bistorier i aviser og blade. Hun prøvede at skubbe det til side, men frygtelige beskrivelser af overfald og voldtægt fra artikler havde åbenbart sat sig i hukommelsen. Det forbavsede hende, endda meget. Gik hun virkelig og huskede på den slags? Uhyggelige detaljer fra skimlæste artikler. Det var da ikke hendes stil! Lise var sgu da ikke optaget af den slags. Hun undrede sig over sig selv. Samtidig med at det skarpe ekko fra hendes egne skridt, stadig tydeligere blev fuldt af det lidt forsinkede bløde. Lises hovede flimrede med avisforsiders skrig om seneste voldtægt. Hun satte tempoet op uden at tænke over det. Den mulige listen et sted bag hende, lagde hun til gengæld mærke til. Bare hun dog havde taget den pokkers bil! Hun prøvede at tænke, at imorgen ville hun grine af sin tåbelige angst. Hun prøvede, men forgæves. Lige så forgæves som at se bagud. Hun kunne ikke engang se manden, om han så havde stået klar til at kaste sig over hende. Det var ikke engang nat eller bare sent på aftenen. Alligevel virkede gaderne mennesketomme. Tågen gjorde det hele uvirkeligt. Det var som om hun gik i en forladt by. En spøgelsesby. Med kun én anden person. Og at det var en mand med de værste hensigter… Det virkede uundgåeligt. Lise satte tempoet ned. Det var simpelthen noget pjat. At den tåge skulle få alle de hysteriske historier frem. Hun måtte holde op med at læse de garanteret overdrevne avis- og damebladshistorier. Det var egentlig lidt underligt. Hun læste jo netop ikke meget af den slags. Som alle de andre, anså hun stort set alle aviser som latterlige og fulde af løgn. Og ugeblade, for slet ikke at nævne damebladene, ja den slags blev ikke-læst med en blanding af morskab og foragt. Hvorfor pokker dukkede alle de overskrifter og mest horrible bidder op lige nu? Og fra noget hun sjældent læste? Nej, det gik simpelthen ikke. Lise stoppede helt op, og som forventet stoppede også de usynlige fødder med et par skridts forsinkelse. Et blødt ekko, modsat hendes egne hårde støvlehæle. Hun stod helt stille i flere minutter. Andre passerede hende, og skævede lidt undrende. Men ingen med bløde listende skridt. Da en forbipasserende ligefrem stoppede op og spurgte om der var noget galt, tog hun sig sammen. De sidste par hundrede meter til hoveddøren foregik med lukkede ører og rask gang. Hun filtrerede eventuelle forfølgende skridt fra. Og raslede ekstra meget med nøglerne, da hun lukkede sig ind i opgangen. Et øjeblik stod hun i mørket og pustede ud. Lænet op ad den gode solide gamle hoveddør. Alle de tåbelige overskrifter og deres udpenslede detaljer… Hvor havde hun dog været latterlig! Hun plejede da ikke at være så nemt påvirkelig. Tænk at en smule tåge kunne udløse al den usikkerhed. Og bilen holdt klar lige rundt om hjørnet. I det øjeblik Lise ville tænde opgangens lys, stivnede hun. Hun fornemmede en skikkelse ganske tæt på. Lige på den anden side af hoveddøren? Eller mellem hende og lyskontakten… Inde i opgangen. Havde hun dog bare taget bilen!

Peter H luskede også rundt i forsamlingen. At han ‘luskede’ angiver allerede, -lidt fejt, -at der er noget med Peter H der ikke er helt i orden. Sådan er det nu ikke. Peter H er en ret ordinær mand. Hans grund til at være med i denne flok, er et arbejde i periferien af kernen. Det kunne være at han er ansat et sted der er interessant for vor indspiste kreds, eller har en kunnen de finder brugbar. Inviteret, eller blot følgende med som det såkaldte tynde øl eller en af Tordenskjolds soldater eller hvad det nu kaldes, han var der ihvertfald. Peter H og hans hemmeligheder. Som alle kendte. Hvilket gør det lidt svært for hemmeligheder at være hemmelige, men det er bare leg med ord. Hvad er så Peter H’s hemmeligheder mon? Det ville være for nemt at afsløre sådan uden videre. Desuden er det en del af den fint afbalancerede sammensætning, at han skal have sine hemmeligheder i fred. Så han får lov til at være med. Inkl hemmeligheder. I al fredsommelighed drikkende en øl i en krog, eller snigende sig ud på altanen for at ryge. Peter H sniger sig nemlig. Egentlig går han bare, ret almindeligt og som de fleste andre. Men han har jo disse hemmeligheder, derfor bliver det til at han ‘sniger sig’. Jojo, Peter H er et kort i baghånden, godt at kunne spille ud i en snæver vending. Peter H selv værner om sine hemmeligheder, lidt til grin, eftersom de er alment kendte. Men benægte og protestere får han ikke brug for. Han får lov til sine skjulte sideblikke, der er håbløst åbenlyse. Og hans undvigende mumlende små samtaler, bliver belønnet med overbærende smil og et klap på skulderen. Peter H har sine hemmeligheder. Han er nok ikke just den eneste. Måske er det også derfor han er så brugbar. Næsten nødvendig. Det er altid godt med en der har nogle skjulte sider. Af den slags alle kender til. Peter H er et fremragende element. Og hans hemmeligheder et glimrende dække for andres. Peter H er uundværlig. Hans hemmeligheder er i sikre hænder. Hans nervøse rysten en smule på sine egne hænder, er i virkeligheden helt overflødig. Men det passer unægteligt perfekt ind i spillet. Peter H er ganske vellidt; en person man kan regne med. Til at stole på. Og hans almindeligt kendte hemmeligheder til at leve med. Ligefrem hjælpsomme, i forhold til andre. Og andres.

Den talende tavshed. Var øredøvende brølende høj i al sin stilhed. Den skreg om timer uden ende. Såvel som timer der forsvandt på et øjeblik. At holde hænderne for ørene var næsten en refleks. Men stilheden kunne ikke holdes ude. Eller holdes ud. Den gemte sig i al slags larm og støj. Musik på max volume, de mest trafikerede vejkryds, et værtshus fyldt med snakkende gæster, ren støj fra lukkede elektroniske kredsløb; lige meget hvad: Stilheden var der. Med sit rungende ekko af ingenting. Ekko af stilhed, der bliver ved og ved, indtil ekkoet selv er stærkere end stilheden. Forstærket stilhed. En stilhed der slår revner i kraniet. Så pinefuldt at smerten skriges ukontrolleret ud. Et ubrudt skrig. Der blev en del af stilheden; den helt forkerte stilhed der rummer alt andet. End stilhed. Den slags, der fik øjnene til at prøve at fæstne sig ved bare ét eller andet. Og tankerne til at revne i ubrugelige stumper. Hvoraf kom den stilhed? Ikke ud af det blå… Hvis nogen farve kunne knyttes til sådan et fænomen. Isåfald op fra et sort hul. Som ellers plejede at være omhyggeligt dækket til. Som en gammel brønd. Hvorom der går gamle historier om alt muligt over og mest underjordisk djævelskab. En brønd der ifølge de hviskede sagn, er både bundløs og en direkte nedgang til selve helvede. Børnene holder sig langt fra en sådan; men nogen eller noget har åbnet for en tilsvarende indre. Hvilket fik de fatale følger, der kunne forventes.

“Så skrid dog! Pis af! La’ mig være i fred! Hva’ fanden har jeg gjort jer??? Hva’? HVA’!? Lad mig være. Jeg VIL kede mig! Men sgu ikke sådan som I keder mig; det er fandeme dødeligt, I er mere giftige end… End… I er så fyldt med gift, at det står ud af begge ender på jer! Slanger flygter fandme ved jeres ækle syn. Rådne… Hoveder! Der er kun én grund til ikke at plante en økse igennem jer: Det ville vælte ud med materi og maddiker! Sådan en samling røvhuller! Røvhuller, ja, netop: I laver ikke andet end at slikke hinandens! Fuck af! Skrid! Lad mig da for helvede KEDE MIG I FRED! Jeg… I… Og du, ja du er sgu… Årh for satan, bare skrid…” Det var først da han løb tør for ord, at han opdagede det. Han var aldeles alene. De to gæster var sikkert gået i dyb fornærmelse, og smækket hårdt med døren. Han havde været alt for ophidset til at registrere det. Meningen havde sikkert været god. Det var nok sådan de havde opfattet deres besøg. Men kendte han sine lus på gangen, ja så havde det været iblandet en hel del nysgerrighed. Og han kendte hver eneste lus personligt. Og brækkede sig, bogstaveligt, for hvert skridt de tog. Deres visit, ledsaget af de latterlige ‘vi var alligevel i nærheden’ og ‘der blev jo spurgt efter dig’, havde bare været dråben. Han havde halvt ventet det. Eller rettere; spekuleret på hvornår det ville komme. At deres blanding af fryd og nysgerrighed fik dem til at sende en ekspedition. Fryd over andres gliden ned ad rangstigen; det gav jo plads opad. Nysgerrighed fordi sladder var et af gruppens faste elementer. Det klister, der fik dem til at blive i samme mudderpøl. Han vidste at alle netværk lige nu var ved at koge over. Nøj hvor havde han givet dem ammunition til at skyde sladder afsted, og ham helt ned. Hvor var det en lettelse! Næsten som sexuel udløsning. Han havde gået i stilhed og bygget op i snart et år. Vist sig mindre og mindre alle de rigtige (“rigtige!”) steder; holdt sig mest for sig selv. Hvor kunne han dog brække sig over deres ‘nye’ musik. Der lød ad helvede til. Men det betød jo ikke noget. Hvis bare det var ‘moderne’… Og definitionen på moderne tilhørte 100% på musikerne selv. Smart! At slå på en tilfældig dims, med en anden tilfældig dims, ja dét var godtnok aldrig set før! Bragende bifald! Og deres kunst… Det var fandeme utroligt. En bunke affald fik et navn og sat et gammeldags neonrør på, og voilá! Stor kunst! Støtte fra alle mulige kasser. Som de selv sad med nøglen til; også smart… De kunne med fuld alvor gå forbi noget ægte affald, og diskutere om det var kunst. Uden bare den allermindste bid af selvironi. Hold da kæft, hvor var det talentløst! Men med alle de rigtige stempler; de rigtige netværk… Imponerende C.V.’er kunne trylles frem med et fingerknips. Ren magi. Som i fup og fiduser. Og dem der kaldte sig alt muligt andet… Frit valg på alle hylder, sålænge reolen var godkendt. ‘Multikunster’ var ofte brugt. Eller ‘Performance-kunstner’. Begge med den fordel, at man kunne slippe afsted med noget blottet for indhold. Eller form. Så er der ikke meget tilbage… De sidste par gange han havde overværet noget i den stil, måtte han virkelig lægge bånd på sig selv. At lege med spaghetti foran en storskærm der kørte et bevidst hakkende loop, iklædt tøj en 3-årig ville ha’ fundet sjovt, med en etnisk korrekt musiker, sikkert fra Balkan, lystigt spillende og dansende rundt om. Et par andre påfund; usammenhængende men sikkert dybt meningsfulde sætninger pluseligt strømmende ud af en teaterblodig mund, mens en skærm langsomt gør det hele til et skyggespil. Med en lydside fra en ivrigt arbejdende IT-specialist. Genialt! Det er den slags, der siger alt om alt. Intet mindre. At der er flere der dokumenterer og live-streamer end der er tilskuere, beviser blot hvor langt foran alt og alle det er. Avantgarde! Ordet får atter mening. Grænserykkende! Tankevækkende! Nye definitioner! Nyt land; aldrig før betrådt! Lidt en skam, at resten af verden er bedøvende ligeglad. Nej forresten; dét ville være et dårligt tegn! Flertallet har aldrig ret! At det er en påstand han egentlig er enig i, ændrer ikke hans kvalme. Mindretallet kan også blive så småt; så eksklusivt, at det kun har betydning for sig selv. Og, pudsigt nok, jo færre mennesker, jo større overbevisning om egen fabtastiske betydning. Det var lige før han fik ondt af de to udsendinge, der havde fået møgfaldet. Men nej. Hans fortid som én af dem, var en regulær skamplet. En brækklat. Han ville bare have FRED! Og være fri for deres kreds af kredsen om sig selv og overjordiske betydning. De var nul og niks! Næsten uden undtagelse, var alt hvad de frembragte LORT. Forklædt som lort! Han slappede lidt af. Hvor havde det været tiltrængt! Godt at de ikke havde sagt et ord, men blot var skredet i majestætisk fornærmelse. Han havde med glæde plantet en knytnæve i deres fjæs. Og ja; de havde været to, men med samme ansigt. Hold kæft nogle fjolser… Jaja; nu ville han da få fred. Fortid eller ej. han pustede ud og havde det bedre end han sidst kunne huske. Hans omdømme blandt ‘de udvalgte’… Haha; sgu på tide! Og hvor kunne han høre dem… ‘Ham Baldrian har det godtnok meget skidt… Det var frygteligt… Har du hørt at Baldrian gik amok? Han var næsten voldelig!… Ja jeg tør godtnok ikke ha’ noget med ham at gøre… Det var slemt; helt galt. Jeg tror ikke jeg har set Baldrian ha’ det så skidt…’ Baldrian smilede, og gjorde klar til at foretage sig noget fornuftigt. Han havde aldrig haft det så godt.

Hun gik hen ad villavejen, og var kun dér. Med alle sanser åbne for hvad der måtte byde sig. Mere end rigeligt. For hver meter, hvert skridt, var der skiftende syn, lyde, dufte, lys… At hun skulle dreje om et hjørne få hundrede meter længere fremme, eksisterede ikke. Ligesom hun egentlig ikke selv eksisterede. Ikke i traditionel forstand. Med beundringsværdig evne, havde hun lagt sin bevidsthed til side. Det var ikke Pernille, der gik hen ad en villavej. Der var ingen skillelinie mellem mennesket og omgivelserne. En næsten umulig sammensmeltning. Tanker og tid er vant til at blive prioriteret. Det var modstræbende og surmulende at de var blevet proppet i en kasse. Efterladt som overflødige; overladt til Pernilles nåde. Det plejede at være omvendt! Og så endda med så vigtige nyheder som det med Hannah og ikke mindst Tine. Hvordan kunne hende der ikke lige i øjeblikket var Pernille, overhovedet tillade sig at negligere den slags! Men et vindpust fik en busk til at bevæge bladene, så lyset gav den et helt andet udseende. Eller øjnene så noget andet end før. Om det var øjnene eller vinden der ændrede synet, var uden betydning. Det skete. Og skete hele tiden, uden at tid havde noget at gøre med det. Pernille var sat på midlertidigt stand-by, og gled rundt i omgivelserne som en del af dem. Uden en tanke til at tænke det; uden tid til at spille sin sædvanlige vigtige rolle. Verden stod på ingen måde stille, tværtimod. Den var så bevægelig og levende som aldrig før. Som den faktisk altid er. Det er bare yderst sjældent at den får lov til at være i fred. Men Pernille var nået til vejen hun skulle ned ad. Hjørnet hun skulle omkring. Hun åbnede for kassen, der tydeligt var markeret. Som en flyttekasse hvor der står ‘køkken’ eller ‘stue’ eller hvadsomhelst på. Og Pernille tænkte, som enhver der flytter, hvor ufatteligt meget vi slæber rundt på. Og aldrig bruger, men hvis nu en dag vi lige mangler… Hendes smil forsvandt. Tine havde været om ikke en god ven, så en god bekendt. Lille Pernille, som hun meget logisk blev kaldt, åbnede helt op for tid og sted. Der stadig var lidt usamarbejdsvillige; hendes tanker nåede lige at begynde at brokke sig, før Pernille satte dem på plads: Hvis der var mere vrøvl, kunne de blive proppet tilbage i deres kasse. Lille Pernille havde store evner. Tid og tanker foragtede den slags. Men var klar over, at de intet kunne stille op. De trøstede sig med, at langt de fleste mennesker trods alt fulgte dem i tykt og tyndt. Rundt om hvert et hjørne. Men de var lidt bange for Lille Pernille.

%d bloggers like this: