Pernille den lille.

Hun gik hen ad villavejen, og var kun dér. Med alle sanser åbne for hvad der måtte byde sig. Mere end rigeligt. For hver meter, hvert skridt, var der skiftende syn, lyde, dufte, lys… At hun skulle dreje om et hjørne få hundrede meter længere fremme, eksisterede ikke. Ligesom hun egentlig ikke selv eksisterede. Ikke i traditionel forstand. Med beundringsværdig evne, havde hun lagt sin bevidsthed til side. Det var ikke Pernille, der gik hen ad en villavej. Der var ingen skillelinie mellem mennesket og omgivelserne. En næsten umulig sammensmeltning. Tanker og tid er vant til at blive prioriteret. Det var modstræbende og surmulende at de var blevet proppet i en kasse. Efterladt som overflødige; overladt til Pernilles nåde. Det plejede at være omvendt! Og så endda med så vigtige nyheder som det med Hannah og ikke mindst Tine. Hvordan kunne hende der ikke lige i øjeblikket var Pernille, overhovedet tillade sig at negligere den slags! Men et vindpust fik en busk til at bevæge bladene, så lyset gav den et helt andet udseende. Eller øjnene så noget andet end før. Om det var øjnene eller vinden der ændrede synet, var uden betydning. Det skete. Og skete hele tiden, uden at tid havde noget at gøre med det. Pernille var sat på midlertidigt stand-by, og gled rundt i omgivelserne som en del af dem. Uden en tanke til at tænke det; uden tid til at spille sin sædvanlige vigtige rolle. Verden stod på ingen måde stille, tværtimod. Den var så bevægelig og levende som aldrig før. Som den faktisk altid er. Det er bare yderst sjældent at den får lov til at være i fred. Men Pernille var nået til vejen hun skulle ned ad. Hjørnet hun skulle omkring. Hun åbnede for kassen, der tydeligt var markeret. Som en flyttekasse hvor der står ‘køkken’ eller ‘stue’ eller hvadsomhelst på. Og Pernille tænkte, som enhver der flytter, hvor ufatteligt meget vi slæber rundt på. Og aldrig bruger, men hvis nu en dag vi lige mangler… Hendes smil forsvandt. Tine havde været om ikke en god ven, så en god bekendt. Lille Pernille, som hun meget logisk blev kaldt, åbnede helt op for tid og sted. Der stadig var lidt usamarbejdsvillige; hendes tanker nåede lige at begynde at brokke sig, før Pernille satte dem på plads: Hvis der var mere vrøvl, kunne de blive proppet tilbage i deres kasse. Lille Pernille havde store evner. Tid og tanker foragtede den slags. Men var klar over, at de intet kunne stille op. De trøstede sig med, at langt de fleste mennesker trods alt fulgte dem i tykt og tyndt. Rundt om hvert et hjørne. Men de var lidt bange for Lille Pernille.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: