Uhadada!

“Så skrid dog! Pis af! La’ mig være i fred! Hva’ fanden har jeg gjort jer??? Hva’? HVA’!? Lad mig være. Jeg VIL kede mig! Men sgu ikke sådan som I keder mig; det er fandeme dødeligt, I er mere giftige end… End… I er så fyldt med gift, at det står ud af begge ender på jer! Slanger flygter fandme ved jeres ækle syn. Rådne… Hoveder! Der er kun én grund til ikke at plante en økse igennem jer: Det ville vælte ud med materi og maddiker! Sådan en samling røvhuller! Røvhuller, ja, netop: I laver ikke andet end at slikke hinandens! Fuck af! Skrid! Lad mig da for helvede KEDE MIG I FRED! Jeg… I… Og du, ja du er sgu… Årh for satan, bare skrid…” Det var først da han løb tør for ord, at han opdagede det. Han var aldeles alene. De to gæster var sikkert gået i dyb fornærmelse, og smækket hårdt med døren. Han havde været alt for ophidset til at registrere det. Meningen havde sikkert været god. Det var nok sådan de havde opfattet deres besøg. Men kendte han sine lus på gangen, ja så havde det været iblandet en hel del nysgerrighed. Og han kendte hver eneste lus personligt. Og brækkede sig, bogstaveligt, for hvert skridt de tog. Deres visit, ledsaget af de latterlige ‘vi var alligevel i nærheden’ og ‘der blev jo spurgt efter dig’, havde bare været dråben. Han havde halvt ventet det. Eller rettere; spekuleret på hvornår det ville komme. At deres blanding af fryd og nysgerrighed fik dem til at sende en ekspedition. Fryd over andres gliden ned ad rangstigen; det gav jo plads opad. Nysgerrighed fordi sladder var et af gruppens faste elementer. Det klister, der fik dem til at blive i samme mudderpøl. Han vidste at alle netværk lige nu var ved at koge over. Nøj hvor havde han givet dem ammunition til at skyde sladder afsted, og ham helt ned. Hvor var det en lettelse! Næsten som sexuel udløsning. Han havde gået i stilhed og bygget op i snart et år. Vist sig mindre og mindre alle de rigtige (“rigtige!”) steder; holdt sig mest for sig selv. Hvor kunne han dog brække sig over deres ‘nye’ musik. Der lød ad helvede til. Men det betød jo ikke noget. Hvis bare det var ‘moderne’… Og definitionen på moderne tilhørte 100% på musikerne selv. Smart! At slå på en tilfældig dims, med en anden tilfældig dims, ja dét var godtnok aldrig set før! Bragende bifald! Og deres kunst… Det var fandeme utroligt. En bunke affald fik et navn og sat et gammeldags neonrør på, og voilá! Stor kunst! Støtte fra alle mulige kasser. Som de selv sad med nøglen til; også smart… De kunne med fuld alvor gå forbi noget ægte affald, og diskutere om det var kunst. Uden bare den allermindste bid af selvironi. Hold da kæft, hvor var det talentløst! Men med alle de rigtige stempler; de rigtige netværk… Imponerende C.V.’er kunne trylles frem med et fingerknips. Ren magi. Som i fup og fiduser. Og dem der kaldte sig alt muligt andet… Frit valg på alle hylder, sålænge reolen var godkendt. ‘Multikunster’ var ofte brugt. Eller ‘Performance-kunstner’. Begge med den fordel, at man kunne slippe afsted med noget blottet for indhold. Eller form. Så er der ikke meget tilbage… De sidste par gange han havde overværet noget i den stil, måtte han virkelig lægge bånd på sig selv. At lege med spaghetti foran en storskærm der kørte et bevidst hakkende loop, iklædt tøj en 3-årig ville ha’ fundet sjovt, med en etnisk korrekt musiker, sikkert fra Balkan, lystigt spillende og dansende rundt om. Et par andre påfund; usammenhængende men sikkert dybt meningsfulde sætninger pluseligt strømmende ud af en teaterblodig mund, mens en skærm langsomt gør det hele til et skyggespil. Med en lydside fra en ivrigt arbejdende IT-specialist. Genialt! Det er den slags, der siger alt om alt. Intet mindre. At der er flere der dokumenterer og live-streamer end der er tilskuere, beviser blot hvor langt foran alt og alle det er. Avantgarde! Ordet får atter mening. Grænserykkende! Tankevækkende! Nye definitioner! Nyt land; aldrig før betrådt! Lidt en skam, at resten af verden er bedøvende ligeglad. Nej forresten; dét ville være et dårligt tegn! Flertallet har aldrig ret! At det er en påstand han egentlig er enig i, ændrer ikke hans kvalme. Mindretallet kan også blive så småt; så eksklusivt, at det kun har betydning for sig selv. Og, pudsigt nok, jo færre mennesker, jo større overbevisning om egen fabtastiske betydning. Det var lige før han fik ondt af de to udsendinge, der havde fået møgfaldet. Men nej. Hans fortid som én af dem, var en regulær skamplet. En brækklat. Han ville bare have FRED! Og være fri for deres kreds af kredsen om sig selv og overjordiske betydning. De var nul og niks! Næsten uden undtagelse, var alt hvad de frembragte LORT. Forklædt som lort! Han slappede lidt af. Hvor havde det været tiltrængt! Godt at de ikke havde sagt et ord, men blot var skredet i majestætisk fornærmelse. Han havde med glæde plantet en knytnæve i deres fjæs. Og ja; de havde været to, men med samme ansigt. Hold kæft nogle fjolser… Jaja; nu ville han da få fred. Fortid eller ej. han pustede ud og havde det bedre end han sidst kunne huske. Hans omdømme blandt ‘de udvalgte’… Haha; sgu på tide! Og hvor kunne han høre dem… ‘Ham Baldrian har det godtnok meget skidt… Det var frygteligt… Har du hørt at Baldrian gik amok? Han var næsten voldelig!… Ja jeg tør godtnok ikke ha’ noget med ham at gøre… Det var slemt; helt galt. Jeg tror ikke jeg har set Baldrian ha’ det så skidt…’ Baldrian smilede, og gjorde klar til at foretage sig noget fornuftigt. Han havde aldrig haft det så godt.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: