Valgfri slutning…

Hvorfor havde hun ikke taget bilen? Det sad som en fast selvbebrejdelse i hendes hovede. Den sidste i denne historie til at forestille sig noget grimt om andre, var hende. Og mørkeræd var hun absolut ikke. Men kombineret med den tætte tåge, kunne hun knap se sine egne sko. Til gengæld kunne de høres. Almindelige støvler, ikke engang stiletter eller andet højlydt. Alligevel gav hvert skridt en lyd, der ikke blev dæmpet af nattetågen. Tværtimod. Det var som hendes lille kilometer hjem, ekkoede igennem hele byen. Som den eneste lyd. Næsten. Lise prøvede at overhøre de bløde skridt et sted bag hende. Det måtte være indbildning. Hvorfor stoppede de ellers når hun selv stod stille? Nej, det ville have været tåbeligt at tage bilen for det lille stykke. Bare hun dog havde været tåbelig! Det lignede ikke Lise. At være bange. Da slet ikke her midt i byen, tåge og mørke eller ej. Og så at være nervøs for et menneske der måske ikke engang var der. De bløde lidt listende fodtrin bag hende, kunne være ren indbildning. Det ville så være næsten endnu mere underligt. Fantasi og forestillingsevne var ikke just hendes stærke side. Alle mulige scenarier begyndte at poppe op. Ikke fra fantasien, men alle de mange bistorier i aviser og blade. Hun prøvede at skubbe det til side, men frygtelige beskrivelser af overfald og voldtægt fra artikler havde åbenbart sat sig i hukommelsen. Det forbavsede hende, endda meget. Gik hun virkelig og huskede på den slags? Uhyggelige detaljer fra skimlæste artikler. Det var da ikke hendes stil! Lise var sgu da ikke optaget af den slags. Hun undrede sig over sig selv. Samtidig med at det skarpe ekko fra hendes egne skridt, stadig tydeligere blev fuldt af det lidt forsinkede bløde. Lises hovede flimrede med avisforsiders skrig om seneste voldtægt. Hun satte tempoet op uden at tænke over det. Den mulige listen et sted bag hende, lagde hun til gengæld mærke til. Bare hun dog havde taget den pokkers bil! Hun prøvede at tænke, at imorgen ville hun grine af sin tåbelige angst. Hun prøvede, men forgæves. Lige så forgæves som at se bagud. Hun kunne ikke engang se manden, om han så havde stået klar til at kaste sig over hende. Det var ikke engang nat eller bare sent på aftenen. Alligevel virkede gaderne mennesketomme. Tågen gjorde det hele uvirkeligt. Det var som om hun gik i en forladt by. En spøgelsesby. Med kun én anden person. Og at det var en mand med de værste hensigter… Det virkede uundgåeligt. Lise satte tempoet ned. Det var simpelthen noget pjat. At den tåge skulle få alle de hysteriske historier frem. Hun måtte holde op med at læse de garanteret overdrevne avis- og damebladshistorier. Det var egentlig lidt underligt. Hun læste jo netop ikke meget af den slags. Som alle de andre, anså hun stort set alle aviser som latterlige og fulde af løgn. Og ugeblade, for slet ikke at nævne damebladene, ja den slags blev ikke-læst med en blanding af morskab og foragt. Hvorfor pokker dukkede alle de overskrifter og mest horrible bidder op lige nu? Og fra noget hun sjældent læste? Nej, det gik simpelthen ikke. Lise stoppede helt op, og som forventet stoppede også de usynlige fødder med et par skridts forsinkelse. Et blødt ekko, modsat hendes egne hårde støvlehæle. Hun stod helt stille i flere minutter. Andre passerede hende, og skævede lidt undrende. Men ingen med bløde listende skridt. Da en forbipasserende ligefrem stoppede op og spurgte om der var noget galt, tog hun sig sammen. De sidste par hundrede meter til hoveddøren foregik med lukkede ører og rask gang. Hun filtrerede eventuelle forfølgende skridt fra. Og raslede ekstra meget med nøglerne, da hun lukkede sig ind i opgangen. Et øjeblik stod hun i mørket og pustede ud. Lænet op ad den gode solide gamle hoveddør. Alle de tåbelige overskrifter og deres udpenslede detaljer… Hvor havde hun dog været latterlig! Hun plejede da ikke at være så nemt påvirkelig. Tænk at en smule tåge kunne udløse al den usikkerhed. Og bilen holdt klar lige rundt om hjørnet. I det øjeblik Lise ville tænde opgangens lys, stivnede hun. Hun fornemmede en skikkelse ganske tæt på. Lige på den anden side af hoveddøren? Eller mellem hende og lyskontakten… Inde i opgangen. Havde hun dog bare taget bilen!

Reklamer
2 comments
  1. Mikkel Barndorff_Nielsen said:

    God hverdags paranioa-faktisk en lille “klassisk” gyser novelle i sig selv, alt efter hvad du vil med skikkelsen med bil til start og slut.

    Like

    • Tak. 🙂
      Ja det er jo lige det: Hvad ER der med hende Lise og hendes lille bil…
      Jeg kan ihvertfald røbe, at hendes ‘forløb’ / historie vil overraske…
      (Blev ligefrem selv overrasket, da det slog mig hvordan det går hende…)
      Alt dette jo blot “teasers”; der ER faktisk allerede en fortsættelse på afsnittet, men der skal jo osse være en grund til at den færdige (2014? 2015?) roman er værd at læse: F.eks. netop hvad Lille-Lise angår… 😉

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: