Under samme sol.

Det var mens han slentrede op og ned i et af de gamle kvarterer, at deres øjne mødtes. En gammel kone sad i sit vindue, og holdt øje med den snævre gade. Som så mange andre, både gamle koner og alle andre. Vinduer her var ikke kun til at lade lys trænge ind, og oplyse ellers lukket land. Deres blikke mødtes kun et øjeblik, men han var overbevist om, at et eller andet skete. Ikke en genkendelse; ikke en udveksling. Men noget i den afdeling. Det havde, kort som det end var, været ladet med mere end blot betragten. Den gamle kones øjne, og hvad det end var de fortalte, blev siddende i hans hovede. Og det var ikke fordi der ellers var mangel på øjne. At blive kigget på, gloet på og åbenlyst studeret, var ikke et tabu som hjemme i norden. Og selvom Janus næsten kunne gå for at være lokal, var det kun andre turister der lod sig narre. Men fordi han ikke gik rundt i spraglede shorts, med et kamera eller en pad konstant klikkende, eller med et af de tyverioplagte pengebælter, var han til sin stolthed blevet spurgt om vej. Af turister, der som regel først prøvede på det lokale sprog, aldeles ubehjælpsomt. Indtil Janus med indre fryd, fortalte at han da kunne engelsk. Med lige præcis den accent en lokal ville tale engelsk. At han ikke var velsignet med det klassiske nordiske udseende; blåøjet, blond og høj, var kun en fordel. Studeret af de lokale, kunne han ikke være andet end en udlænding. Men sålænge han på afstand og blandt folk ikke lyste op som turist, var han tilfreds. At kigge på hinanden, var bare mere naturligt i dette land. Der var ikke den samme ‘ikke-kigge!’-mentalitet. Lidt i samme boldgade som ‘tal aldrig med en fremmed!’, og hvad man ellers lærte sine børn i norden. Måske Janus opfattede forskellen større end den var. Både det køligere nordiske hjemland og dette sydligere var på samme kontinent. Del af samme alliancer og begge europæiske. Ikke noget orientalsk; ikke noget fremmed kontinent. Og så alligevel så forskellige. Måske var det kun Janus der opfattede det så stærkt. Han havde svært ved at definere forskellen. Men den var der, og den betød nærmest alt. Men igen, måske var det kun for ham… Han havde efterhånden vænnet sig til at føle sig som to forskellige personer. Og at de to mere eller mindre imaginære personer, var geografisk bestemte. At han nogle gange glemte hvilket land han var i, kunne give nogle mundtlige hug; “Hva’ glor du på!?!” og den slags. Den mest almindelige attitude i norden, var nu engang at holde øjnene i jorden. Helst for sig selv, hastende fra A til B. Om så A eller B var fiktive. Det var uden betydning. Det vigtige var at det så sådan ud. Ingen hængen på et gadehjørne. Det gav forkerte signaler… Janus rystede tankerne fri for nordens normer og værdier. Han brugte al for megen tid med at tænke, og var fuldt klar over det. Derfor var det så befriende, i denne labyrint af gyder, istedet at fortabe sig i hvad sanserne gav ham. Det var lidt pudsigt. Den næsten ustoppelige tænken over før, nu, frem, og alt imellem, kunne overvindes, ihvertfald for en stund. Ved fysisk at fare vild i et andet lands labyrint af gyder med metertykke mure. Mure hvor man med hånden kunne mærke mange hundrede års historie. Og historier i massevis. Bruge sanserne istedet for hjernen. Formuleret lød det simpelt. I praksis var det at overvinde noget i Janus selv. Han vidste blot, at de få tusinde kilometers forskel på hjemme og her, var en afgørende betingelse. Og at der et sted midtvejs, skete noget med ham. Det der gjorde, at han vendte tilbage igen og igen. Og blev en Janus med et større eller anderledes sanseapperat. Den gamle kones blik, blev siddende i hans hovede. Han tænkte ikke over det; prøvede ikke at analysere hvorfor. Det var der bare. Det tilfældige møde med en tilfældig gammel kones øjne, havde været specielt. Uden at Janus kunne komme grunden nærmere, end at der havde været en masse i de øjne. Ligesom at lægge hånden på en tilfældig mur. Det var ikke kun alderen. Der gjorde at de var fyldt med noget levende. Og med en tålmodighed, der var tidløs. På en ydmyg og beskeden måde. Hvis det havde været i det nordiske hjemland, ville Janus kunne gruble over det i timevis. Men det var det heldigvis ikke.

Reklamer
3 comments
  1. max said:

    Jeg bliver klogere, og forvirret på et højere plan, hvor er alle disse mennesker på vej hen.
    Er de sønderrevne blade i vinden, der har en fælles stamme, d.v.s. har de noget tilfælles?

    Like

  2. Kære Max:
    Nu ER dette jo en blog med (netop) løsrevne blade; blade der er hevet af en lille gren der sidder på det store træ der engang bliver en roman… Der er mange blade, men jeg lover dig at du vil se til sidst, at de alle kommer fra samme træ. Disse skitser, hvoraf nogle muligvis endda enten ikke bliver brugt eller ændret kraftigt, skal jo “afsløre” for meget; hvilke blade der har gren til fælles; hvilke grene der sidder hvor… Etc. 🙂

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: