En anelse for tæt på…

Tine havde aldrig været skræmmende. Ikke på nogen måde. Så hvorfor skulle hun være det nu? Selvom hendes nuværende tilstand gav visse muligheder, var hun som altid enkel og ligetil. Hun havde da fået en bunke muligheder, der var beregnet til at skræmme livet af folk. Næsten bogstaveligt. Men dén del kunne hun ikke drømme om at bruge. Sådan var hun bare ikke. Hverken før eller nu. Tine var udmærket klar over, at hun meget nemt kunne komme til at skræmme folk. Hun prøvede at være så forsigtig og nænsom som overhovedet muligt. Og forstod hvis folk blev bange. Ville hun ikke selv være blevet det? Altså før? Absolut! Men der var virkelig ikke noget at blive urolig over, det var bare svært at forklare. Ligesom hendes nuværende tilstand var svær at forklare. Tine selv var ikke helt klar over hvordan det gik til. Og brugte en del tid på først blot at være dybt forundret, derpå forsigtigt at afprøve hvad hun kunne og ikke kunne. Hun opgav hurtigt at finde en forklaring; det forekom nyttesløst. Det måtte være op til andre. Der var rigeligt med forklaringer. Masser der var optaget af at regne den ud. Eller det, eller hvad betegnelsen var. Tine selv nøjedes med at konstatere. Og bare få det bedste ud af det, uden at vide hvad der ellers ville ske. Hun så på sin egen tilstedeværelse, ligesom man stadig kan se solen efter den er gået ned. Langt nede bag horisonten, kan man stadig se den belyse skyer eller himmel. Ofte endda på smukke måder. Og, ikke at forglemme, så står den jo på himlen et andet sted. Lidt en kliché, men sandt. Tine så på sin lettere svævende tilstedeværelse på samme måde. Tilstede var hun, mere end nogensinde. Med nogle logiske begrænsninger. Det var sjovt at kunne være alle steder uden fysiske begrænsninger. Glide gennem vægge; smutte fra et sted til andet uden tid. Dén slags. Men selvom det var indlysende og forståeligt, var der ting der kunne få hende til at sukke. Hvilket hun iøvrigt skulle passe på med: Folk har det med at reagere underligt ved lyde, de ikke kan se hvor kommer fra. Det er i den afdeling Tine ellers holdt sig fra; den med raslende lænker og tågede skikkelser. Eller fodtrin der høres, hvor ingen burde gå. Så hun passede på. Men et syn som hendes gode gamle tegnebord, gjorde hende da lidt vemodig. Der hvor hun havde arbejdet hårdt men med stor glæde. Og netop havde fået belønningen da… Meget af hendes arbejde foregik på computer, men det var alligevel det skrå tegnebord hun holdt af. Det havde hun da også haft til fælles med Nikolaj; bare at tænde lyset over de ventende tegninger… Ikke at kunne tage fat i blyant og papir; aldrig at færdiggøre de store visioner i form af tegninger og planer, det var da lidt trist. Men hvor hun før ville blive lidt bitter eller vred, hvis hun af en eller anden grund ikke kunne fortsætte det arbejde hun satte så højt, blev hun nu blot lidt sentimental. Som ved et barndomsminde man holder af. Faktisk var hun mere glad for de ting hun nu kunne, end hvad der var umuligt. Hendes glæde ved at sidde ved tegnebordet, hendes stolthed over at være mere end færdiguddannet, var der jo stadig. Hvad hun kunne være blevet til; de opgaver hun allerede havde fået… Det var ikke engang rigtig ærgeligt. Det var bare sådan. Istedet kunne hun, med forsigtighed for ikke at skræmme, en masse hun ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig. Ikke fordi hun havde tænkt over den slags før, det var som sagt op til andre, men alligevel… Tine havde ingen anelse om, hvorvidt hendes nuværende form var tidsbegrænset. Det var også, som en del af det hele, af mindre betydning. Glæden ved at kunne besøge de gamle venner og bekendte, var omvendt blevet så meget større end før. Og endda, med nogle og med tålmodig forsigtighed, ligefrem snakke med dem… Var nu så stor, at det var til at græde over. Af ren glæde. Hvilket hun også måtte passe lidt på med. Lyden af gråd alene, ligesom med fodtrin, kunne gøre nogle forvirrede og bange. Men Tine vidste, uden at vide hvorfor, hvem af hendes gamle venner der kunne klare at hun var der. Hun vidste det bare, men blev alligevel overrasket. Hvem der kunne kapere at der overhovedet var en Tine, var bestemt ikke dem hun ville have gættet på. Før.

Reklamer
1 comment
  1. “Lidt for tæt på…” -i betydningen at røbe lidt for meget…
    IØVRIGT skal jeg meddele, at der fremover ikke vil blive lagt mere end en bid ud CA ugentligt; (pyha!); -der er nu lagt en rigelig ‘bund’, og med vidt forskellige udtryk… Så nul ‘spamming’; tryk roligt på ‘Follow’ nede i højre hjørne, og indtast mail-adr. Desuden er der ingen læsetvang. 🙂

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: