Arkiv

Monthly Archives: december 2013

…en tilstand hvor hun ikke engang kendte sit eget navn. De første gange, for snart mange år siden, var det kommet ret så overraskende. Overvældende. Men efterhånden vidste hun, at det ville ske. Noget tid i forvejen, så hun kunne nå at tage nogle simple forholdsregler. At slukke sin telefon, ikke at have aftaler de næste døgn, at holde sig langt væk fra både bekendte og de steder der var risiko for at møde dem. Den slags. Hun græd, tørt hulkende. Ikke fordi hun var ked af det, men af harme og vrede. Det var sgu så uretfærdigt, så forkert, at det skulle være hende. Og så alt det hun kunne huske, alt det hun gjorde, ikke engang et regulært sort hul der kunne skåne hende bagefter. Når hun nu ikke engang kunne huske sig selv, sålænge det stod på! Først bagefter, store fragmenter af direkte ulækker og grov opførsel. Råben og skrigen på de mest afskyelige værtshuse, sammen med bundskrabet af substistensløse. Og ja, også sådan sammen med. Med en ligegyldighed der… Hun skiftede ofte læge, eller benyttede anonymitet, endda andres identitet. Når hun skulle behandles for de mest pinlige sygdomme. Og bagefter angsten for alligevel bare at være blevet set. Et par af de andre måtte kende nogle af de steder… Og sært, lige denne nat havde hun fornemmet K ret stærkt, kunne hun nu huske. Men var helt sikker på ikke at have mødt hende. Kun masser af afrevne hønsehoveder hvirvlende rundt. Og hende selv i situationer der var kvalmende. Det var så forbandet fortvivlende. De mange timer det stod på, var hun bare sanseløst beruset. Hvorfor skulle hun så plages med at kunne huske så meget af det? Og hvorfor faldt hun i, hvordan kunne hun selv lade det ske? Det var direkte svært at leve med. Gudskelov at der efterhånden næsten var et mønster i det. Nu ville der gå omtrent en måned, før det skete igen. Alkohol var udløseren; det var aldrig sket uden først et par glas et eller andet. Men ikke nødvendigvis, ofte skete der intet. Men hun kunne mærke når det ville komme. Og nå at komme væk, væk fra de almindelige steder. Der hvor hun selv kom… -når hun var sig selv. Det var jo grotesk! Hun havde den største afsky for sig selv, når hun var sit uhæmmede ulækre ikke-selv. Og havde alligevel fået sat det lidt i system. Men den evige frygt for at det kom ud… Og hende, der drømte lidt om et forhold med M. Hvordan skulle det kunne gå? Før eller siden… Måske var det netop et fast forhold, trygt og fortroligt, der kunne stoppe de amokløb. Hun vidste, at hun nu skulle holde lav profil et par dage. Hun lignede præcis det hun var. En der havde været på den værste druktur. Men derefter… Hun tog beslutningen; hun måtte gå mere direkte til M. Han var interesseret, ingen tvivl om det. Det var bare med at få ham halet i land. Det kunne hun klare; hun var ikke et øjeblik i tvivl. Måske kunne det gøre en ende på de næsten punktlige udskejelser? Af den allerværste slags. Ja, måske var det måden. Mere stabilitet; et godt gammeldags parforhold. Nogle faste rammer. Flere faste rammer. En at tage sig af og sørge for. Jo, hun og M, det var et forsøg værd.

Reklamer

Pernille sad krøllet sammen i stolen. Helt roligt, kun hendes øjne flyttede sig en smule. Med samme ro. Hun var en af de heldige med udsigt over byens tage. Hun sørgede altid for at have nogle timer, hvor hun kunne sidde sådan. Uanset hvor stramt hendes program end var, og uanset hvornår på døgnet. Eller årstid eller vejr. Der skulle bare være en time eller to til udsigten. Pernille vidste, at det var en simpel nødvendighed. Hende, udsigten, alene. En time eller to en gang i døgnet. Der var hendes, fuldt og helt. Det der gjorde hende i stand til alt det andet. Ganske enkelt. Og nætter var gode. Mere ro, både på gaderne og i de mange hjems vinduer. Specielt det tidspunkt, hvor folk begyndte at slukke lysene efter deres dag. Tidlig morgen, når solen begyndte at lægge sig på de højeste tage, var også et godt tidspunkt. Alle tidspunkter kunne egentlig bruges; det var Pernille selv det drejede sig om. Hun sad blot og betragtede verden. Den meget lille del hendes store vide udsigt gav. Afslappet, uden at tænke. Eller at lade være. Sådan som tanker kan komme og gå, uden at blive tænkt. Nogle øjeblikke kunne hun lukke øjnene og hvile hovedet på armene, der lå på hendes optrukne knæ. Og stadig have udsigten for sig. Men mest gled hendes øjne hen over den store by, lagde mærke til små detaljer, uden at give dem nogen bestemt betydning. Den store by med dens mange mennesker, alle de mange ukendte liv. For Pernille var det i lige de timer hendes verden. Uden at hun på nogen måde var andet end en tilskuer. Det var hendes udsigt, men hun lod den udfolde sig som den ville. Jo, det var yderst enkelt. Men gav det hele mening, uden at dét egentlig betød noget. Alle burde have sådan en udsigt. Eller noget andet, hvor de bare var dem selv. Og vidste at de var noget. Som bare var, og ikke var gennemtænkt. Tværtimod. En mental kniben sig selv i armen: Jo, den er god nok. Det var mig der sagde av, da jeg… Eller noget lignende. Pernille vidste det, uden at det var en viden der indgik i noget andet. Det var bare noget…

Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle tænke. Alle de intense sanseindtryk hvirvlede rundt i hendes hovede. Og hendes krop… var mærket. Helt bogstaveligt. Hun var lidt som i chok; lammet af så meget, og så meget hun aldrig havde drømt om. Jo, måske netop kun drømt om, i den slags drømme der både er mareridt og fyldt med nydelse. Hun var aldeles fortumlet. Rundt på gulvet. Og over det hele, ganske som… Svimmel og svært ved overhovedet at kapere den… ja, svimlende omgang. Så svimlende at hun havde været helt væk. Vel nærmest helt bevidstløs! Det var svært at tro… Men det var sket, også i dén grad! Hun måtte finde et sted at sidde og komme lidt til sig selv… Eller måske finde ud af, hvad der overhovedet var ‘sig selv’. I det mindste havde hun fået et grundigt bad før hun var gået. Før XX havde mere end antydet, at nu var det slut. Det havde jo også varet… Lise regnede tiden ud, skyndsomt, hen over hvad den var gået med. Det måtte komme senere. Som hun var kommet som aldrig før… Hun måtte lige et øjeblik støtte sig til en tilfældig mur. I guder, det blev ved, bare tanken om… Fra tidlig aften, hele natten, og nu oppe ad formiddagen. Og ikke noget med søvn, uafbrudt det ene og så det andet. Hun vaklede nogle skridt, før hun kunne gå næsten almindeligt. Som sig selv. Hun så XX for sig, ikke i de mange vilde timer. Men stående i døren, med kun et neutralt farvel. Som det kølige ikon XX var kendt som. Som havde det været endnu et for XX vanligt interview; den kendte kunstner med ny udstilling… En smule majestætisk, en smule utilnærmelig. At kunne skifte mellem dén figur, og så det totalt hæmningsløse erotiske væsen… Det overgik hendes fantasi. Der ellers godtnok havde fået flyttet sine grænser ganske voldsomt. Hun gik forbi en café, stadig dirrende, vendte om og sank ned på en stol. Fordybet i den lange nats detaljer, gysende både af fryd og af… Noget af det havde været mere end hun kunne klare; mens andet… Var som at finde noget hun ikke vidste hun manglede. Åndsfraværende drak hun flere flasker vand, glubsk som en dehydreret, og spildte ned ad sig selv. Pletter på tøjet… Hun måtte hjem og skifte tøj fra yderst til inderst. Hun havde da hørt de meget diskrete rygter om XX, men havde aldrig troet… Hun havde troet det bare var rygter, skabt af misundelse og XX’s fremtræden i det offentlige rum. Som bare blev overtaget helt naturligt; sådan var nu engang. Naturligt… Det var det vel. Grænseløst, ud over enhver… grænse? At det for XX var ligegyldigt om det var han- eller hunkøn der blev leget med, var ikke bare noget hun netop havde opdaget. Det lå også i den måde det hele var foregået. Eller rettere, alle de måder! Og så XX, den statelige frontfigur. Hun sad ved et bord alene, med sine tømte flasker. Og selv så tømt som nogensinde.

I lang tid anede han ikke hvor han var. Eller hvem. Der var kun en kvalmende hovedpine, der blokerede alt andet. En anelse fik ham til at lade tomheden blive. En tomhed ikke som et blankt ark papir, men med noget ude i hjørnerne. Noget der godt måtte blive langt væk; noget stinkende beskidt affald. Det var ikke som når man vågner og lige skal afgøre, som regel med held, hvad der er drøm og virkelighed. Han kunne ikke samle stumperne; ja han kunne ikke engang finde nogle stumper at samle. Lys og mørke… Hans hovede var som komplet indhyllet i noget, der holdt selv tanker ude. Uden at det nåede hjernen, så hans ømme øjne kun to lodrette striber skærende lys. Med åbne eller lukkede øjne var det længe det eneste eksisterende. Med en for ham uvant træghed, nåede han frem til at det måtte være et vindue. Med noget for, der kun lod solen trænge ind langs siderne. Solen… Som i ekstrem slow-motion, eller i hård modvind, genstartede hans bevidsthed. Tøvende, med god grund, hakkende og hostende. Det var ikke rart. Og han havde en ubehagelig fornemmelse, der bid for bid blev til vished. Han havde absolut ikke lyst til at huske. Heldigvis kunne han allerede finde meget store huller, der bare var kulsorte. Han var ikke vant til at glæde sig over manglende hukommelse. Noget begyndte at trænge sig på. Noget så direkte ulækkert og groft, at han desperat prøvede at sove videre. I det øjeblik ville han have givet alt. For at kunne forblive væk. Ikke at vågne. Han ville have givet sit liv. Men det gjorde han jo nok ikke. Ikke i det øjeblik. Det var gået; og hukommelsen kom væltende. Som et stenskred, fyldt med store klippestykker. Der fejede alt andet væk. 

Eliaz var kommet som en af de første. At et tidspunkt for en fest (eller et ‘selskab’ som dette blev kaldt) blot var vejledende, havde han ikke helt lært endnu. Heller ikke, at jo senere man ‘tilfældigt’ kom, viste noget om en rangorden. Men det havde da den fordel, at han så kunne se dem arrivere. Alle disse ansigter, der med få undtagelser var nye for ham. Og, igen med undtagelser, var både 20 og 30 år ældre end ham selv. Han var udmærket klar over, at invitationen var en slags blåstempling. En anerkendelse af både det projekt han havde hjulpet nogle få af dem med, og hans ry i det hele taget. Eliaz var en af de talentfulde unge; det var ikke lang tid siden han havde været teenager. Men på det sidste var det gået stærkt. Sammen med Benji, der også havde sit eget zoundz-projekt, var de årets store musikalske fornyere. Og Eliaz var klar over det. Så meget at Elias hurtigt var blevet til Eliaz. At den slags smarte ændringer egentlig var lige så gamle som de fleste ved festen, ja det måtte han jo selv lære. Med tiden. Lige nu var han fremtiden; og Alexander, Baldrian, Jonas, og hvad de ellers hed, var åbne for alt det nye. Nødvendigvis. Og helt afhængig af det, vel at mærke som bidrag til deres egen selvstændighed. De var og blev det nye; de var sikre i deres tro. En konstruktion med et solidt fundament, altid bemandet med en udkigsmand eller ligefrem med forposter, helt til grænsen: På forkant. Toneangivende. Personer, hvis mening havde stor vægt. Eliaz havde fordelen af at være i udkanten af det hele. Og kunne se både det hele såvel som den enkelte person, med øjne der ikke var forurenede af fortid. Den fortid der for Eliaz blev mere og mere skarpt tegnet, efterhånden som den enkelte ankom. Han tvivlede ikke på deres betydning. Hverken individuelt, eller som en løs kreds af personer, forbundet primært af samme udgangspunkt. Et punkt der lå før han overhovedet var født. Han spekulerede på, hvor meget de egentlig selv var klar over. Om de selv kunne se de vidt forskellige bånd der holdt dem snøret sammen. Eliaz var måske ikke gammel, men befandt sig på en måde samme sted. Som da den nu på kryds og tværs forbundne flok var opstået. Og han var også en god iagttager. Men der var meget, han ikke kunne gennemskue. Minefelter der ikke skulle betrædes. Men endnu mere, der var klart gennemskueligt. Nydelige gangstier med pæne udsigter. Anlagt af yderst stedkendte gartnere. Men den rangorden der herskede, kunne han ikke få til at passe. Ikke med den enkeltes kvaliteter og status, altså udadtil og i forhold til resten af verden. At resten af verden næsten er hele verden, ja det… Men ikke lige det øjeblik. Rangorden var ikke det rigtige ord. Intern status nærmere. Som var bestemt på måder han ikke kunne begribe. De var bare tydelige, ihvertfald for ham. At Alexander på en måde var lederen af cirkusset, var tydeligt. Men hvorfor? Eliaz kunne jo ikke vide, at Alexander var den med de rigtige kontakter. Kontakter på flere måder; også de altafgørende næsten fysiske tænd/sluk. Og så en Ove, der kunne være Eliaz’es bedstefar. Han var jo i sig selv en anerkendt person, både som professor på akademiet, og som kunstner. Jo, han arbejdede vist sammen med Jonas, men alligevel… Eliaz fornemmede også de erotiske linier, der gik mellem bestemte personer. Måske endda uden eller før de selv fornemmede det. Og Palle, der vist engang for XX år siden, begravet under en bunke fortid, havde været en lovende lyriker. Og som nu virkede kejtet, næsten utilpas, og brugte det meste af tiden alene på altanen med at ryge. Hvis Alexander var kongen, var der flere dronninger. Hende Amalie, der på Eliaz virkede som om hun ikke et øjeblik var sig selv, var en af dem. Og var der ikke et strejf af noget yderst privat mellem hende og Alexander? Hvis der var, havde de nu ikke selv opdaget det. En anden ubetinget dronning var BB. Selv før Eliaz var blevet trukket en smule ind i kredsen, vidste han da hvem hun var. Hun var næsten nået så langt som overhovedet muligt. I den verden. Og minsandten om Axe ikke kun dukkede op, men ligefrem gav et par smagsprøver. Trods den enorme kløft mellem Eliaz og Axe, altså musikalsk, kunne Eliaz da høre kvalitet når det var der. Og der var masser af kvalitet i Axe. Men det vidste ikke bare landets musikere; Axe var kendt i det meste af Europa og i store USA. Eliaz var endda en smule benovet, og kun tøvende snakkede han med Axe. Og blev slået af den ligefremme og venlige måde Axe var på. Han, Axe, var endda oprigtigt interesseret i Eliazes så totalt anderledes musik. Han kendte ligefrem en overraskende stor del af den, og kom med selvironiske bemærkninger om forskellen på deres musik. Benji og zoundz vidste han også lidt om, og omtalte det som noget ganske naturligt: At Axe tog sig af sin generation, og at folk som Eliaz og Benji var en nødvendighed. Ikke et onde; tværtimod. Axe forsvandt nu hurtigt; han virkede ikke helt som en fast bestanddel af cirklen. Eliaz, der nu havde Benji ved sin side, blev mere og mere blandet ind i snak og diskussioner. Et forvirrende forsøg på kommunikation med Gemma, blev bagefter til smil og medlidenhed, da Janus eller Noah eller hvem det var, forklarede Gemmas tilstand. På det tidspunkt strejfede det kun Eliaz, hvorfor hun så overhovedet var til stede. Både Eliaz og Benji blev i løbet af aftenen, hjulpet på vej af alkohol og røg af flere slags, ligesom opslugt af kredsen. Og det føltes egentlig naturligt. Eliaz tænkte nu kun sjældent på aldersforskelle. Både han og Benji fik, som timerne gik, den samme følelse af at være verdens kreative centrum. Der måske var den ene komponent af det kontaktlim, der bandt dem alle sammen. Lige uden for, men meget langt fra stemningen hos Alexander, var der en komplet ligeglad verden. Der intet kendte til vigtigheden af hvad Alexander og co fandt på af vigtigheder. En ligelad og heldigvis ligegyldig verden. Ganske som vor sol blot er én stjerne i én galaxe blandt milliarder. Der kun har den mindste betydning for de få mikroskopiske planeter omkring den. Hvoraf en, trods viden om og meget andet, ikke kan lade være at se sig som centrum for alt. Vigtig og betydningsfuld. På forkant; et skridt foran… Mens lyset kommer væltende med milllioner af års fortid. Den slags skæren ud i pap, var forlængst uden betydning for selv Eliaz og Benji. Deres horisont gik den aften ikke meget længere end til Alexanders vinduer. En behagelig grænse. Selv det uplanlagte indslag med Hannah, blev hurtigt en biting. Og verdens orden genoprettet. En meget lille men meget væsentlig verden.

%d bloggers like this: