En lille ø af pap i et ocean der intet mærker…

Eliaz var kommet som en af de første. At et tidspunkt for en fest (eller et ‘selskab’ som dette blev kaldt) blot var vejledende, havde han ikke helt lært endnu. Heller ikke, at jo senere man ‘tilfældigt’ kom, viste noget om en rangorden. Men det havde da den fordel, at han så kunne se dem arrivere. Alle disse ansigter, der med få undtagelser var nye for ham. Og, igen med undtagelser, var både 20 og 30 år ældre end ham selv. Han var udmærket klar over, at invitationen var en slags blåstempling. En anerkendelse af både det projekt han havde hjulpet nogle få af dem med, og hans ry i det hele taget. Eliaz var en af de talentfulde unge; det var ikke lang tid siden han havde været teenager. Men på det sidste var det gået stærkt. Sammen med Benji, der også havde sit eget zoundz-projekt, var de årets store musikalske fornyere. Og Eliaz var klar over det. Så meget at Elias hurtigt var blevet til Eliaz. At den slags smarte ændringer egentlig var lige så gamle som de fleste ved festen, ja det måtte han jo selv lære. Med tiden. Lige nu var han fremtiden; og Alexander, Baldrian, Jonas, og hvad de ellers hed, var åbne for alt det nye. Nødvendigvis. Og helt afhængig af det, vel at mærke som bidrag til deres egen selvstændighed. De var og blev det nye; de var sikre i deres tro. En konstruktion med et solidt fundament, altid bemandet med en udkigsmand eller ligefrem med forposter, helt til grænsen: På forkant. Toneangivende. Personer, hvis mening havde stor vægt. Eliaz havde fordelen af at være i udkanten af det hele. Og kunne se både det hele såvel som den enkelte person, med øjne der ikke var forurenede af fortid. Den fortid der for Eliaz blev mere og mere skarpt tegnet, efterhånden som den enkelte ankom. Han tvivlede ikke på deres betydning. Hverken individuelt, eller som en løs kreds af personer, forbundet primært af samme udgangspunkt. Et punkt der lå før han overhovedet var født. Han spekulerede på, hvor meget de egentlig selv var klar over. Om de selv kunne se de vidt forskellige bånd der holdt dem snøret sammen. Eliaz var måske ikke gammel, men befandt sig på en måde samme sted. Som da den nu på kryds og tværs forbundne flok var opstået. Og han var også en god iagttager. Men der var meget, han ikke kunne gennemskue. Minefelter der ikke skulle betrædes. Men endnu mere, der var klart gennemskueligt. Nydelige gangstier med pæne udsigter. Anlagt af yderst stedkendte gartnere. Men den rangorden der herskede, kunne han ikke få til at passe. Ikke med den enkeltes kvaliteter og status, altså udadtil og i forhold til resten af verden. At resten af verden næsten er hele verden, ja det… Men ikke lige det øjeblik. Rangorden var ikke det rigtige ord. Intern status nærmere. Som var bestemt på måder han ikke kunne begribe. De var bare tydelige, ihvertfald for ham. At Alexander på en måde var lederen af cirkusset, var tydeligt. Men hvorfor? Eliaz kunne jo ikke vide, at Alexander var den med de rigtige kontakter. Kontakter på flere måder; også de altafgørende næsten fysiske tænd/sluk. Og så en Ove, der kunne være Eliaz’es bedstefar. Han var jo i sig selv en anerkendt person, både som professor på akademiet, og som kunstner. Jo, han arbejdede vist sammen med Jonas, men alligevel… Eliaz fornemmede også de erotiske linier, der gik mellem bestemte personer. Måske endda uden eller før de selv fornemmede det. Og Palle, der vist engang for XX år siden, begravet under en bunke fortid, havde været en lovende lyriker. Og som nu virkede kejtet, næsten utilpas, og brugte det meste af tiden alene på altanen med at ryge. Hvis Alexander var kongen, var der flere dronninger. Hende Amalie, der på Eliaz virkede som om hun ikke et øjeblik var sig selv, var en af dem. Og var der ikke et strejf af noget yderst privat mellem hende og Alexander? Hvis der var, havde de nu ikke selv opdaget det. En anden ubetinget dronning var BB. Selv før Eliaz var blevet trukket en smule ind i kredsen, vidste han da hvem hun var. Hun var næsten nået så langt som overhovedet muligt. I den verden. Og minsandten om Axe ikke kun dukkede op, men ligefrem gav et par smagsprøver. Trods den enorme kløft mellem Eliaz og Axe, altså musikalsk, kunne Eliaz da høre kvalitet når det var der. Og der var masser af kvalitet i Axe. Men det vidste ikke bare landets musikere; Axe var kendt i det meste af Europa og i store USA. Eliaz var endda en smule benovet, og kun tøvende snakkede han med Axe. Og blev slået af den ligefremme og venlige måde Axe var på. Han, Axe, var endda oprigtigt interesseret i Eliazes så totalt anderledes musik. Han kendte ligefrem en overraskende stor del af den, og kom med selvironiske bemærkninger om forskellen på deres musik. Benji og zoundz vidste han også lidt om, og omtalte det som noget ganske naturligt: At Axe tog sig af sin generation, og at folk som Eliaz og Benji var en nødvendighed. Ikke et onde; tværtimod. Axe forsvandt nu hurtigt; han virkede ikke helt som en fast bestanddel af cirklen. Eliaz, der nu havde Benji ved sin side, blev mere og mere blandet ind i snak og diskussioner. Et forvirrende forsøg på kommunikation med Gemma, blev bagefter til smil og medlidenhed, da Janus eller Noah eller hvem det var, forklarede Gemmas tilstand. På det tidspunkt strejfede det kun Eliaz, hvorfor hun så overhovedet var til stede. Både Eliaz og Benji blev i løbet af aftenen, hjulpet på vej af alkohol og røg af flere slags, ligesom opslugt af kredsen. Og det føltes egentlig naturligt. Eliaz tænkte nu kun sjældent på aldersforskelle. Både han og Benji fik, som timerne gik, den samme følelse af at være verdens kreative centrum. Der måske var den ene komponent af det kontaktlim, der bandt dem alle sammen. Lige uden for, men meget langt fra stemningen hos Alexander, var der en komplet ligeglad verden. Der intet kendte til vigtigheden af hvad Alexander og co fandt på af vigtigheder. En ligelad og heldigvis ligegyldig verden. Ganske som vor sol blot er én stjerne i én galaxe blandt milliarder. Der kun har den mindste betydning for de få mikroskopiske planeter omkring den. Hvoraf en, trods viden om og meget andet, ikke kan lade være at se sig som centrum for alt. Vigtig og betydningsfuld. På forkant; et skridt foran… Mens lyset kommer væltende med milllioner af års fortid. Den slags skæren ud i pap, var forlængst uden betydning for selv Eliaz og Benji. Deres horisont gik den aften ikke meget længere end til Alexanders vinduer. En behagelig grænse. Selv det uplanlagte indslag med Hannah, blev hurtigt en biting. Og verdens orden genoprettet. En meget lille men meget væsentlig verden.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: