At vågne fra

…en tilstand hvor hun ikke engang kendte sit eget navn. De første gange, for snart mange år siden, var det kommet ret så overraskende. Overvældende. Men efterhånden vidste hun, at det ville ske. Noget tid i forvejen, så hun kunne nå at tage nogle simple forholdsregler. At slukke sin telefon, ikke at have aftaler de næste døgn, at holde sig langt væk fra både bekendte og de steder der var risiko for at møde dem. Den slags. Hun græd, tørt hulkende. Ikke fordi hun var ked af det, men af harme og vrede. Det var sgu så uretfærdigt, så forkert, at det skulle være hende. Og så alt det hun kunne huske, alt det hun gjorde, ikke engang et regulært sort hul der kunne skåne hende bagefter. Når hun nu ikke engang kunne huske sig selv, sålænge det stod på! Først bagefter, store fragmenter af direkte ulækker og grov opførsel. Råben og skrigen på de mest afskyelige værtshuse, sammen med bundskrabet af substistensløse. Og ja, også sådan sammen med. Med en ligegyldighed der… Hun skiftede ofte læge, eller benyttede anonymitet, endda andres identitet. Når hun skulle behandles for de mest pinlige sygdomme. Og bagefter angsten for alligevel bare at være blevet set. Et par af de andre måtte kende nogle af de steder… Og sært, lige denne nat havde hun fornemmet K ret stærkt, kunne hun nu huske. Men var helt sikker på ikke at have mødt hende. Kun masser af afrevne hønsehoveder hvirvlende rundt. Og hende selv i situationer der var kvalmende. Det var så forbandet fortvivlende. De mange timer det stod på, var hun bare sanseløst beruset. Hvorfor skulle hun så plages med at kunne huske så meget af det? Og hvorfor faldt hun i, hvordan kunne hun selv lade det ske? Det var direkte svært at leve med. Gudskelov at der efterhånden næsten var et mønster i det. Nu ville der gå omtrent en måned, før det skete igen. Alkohol var udløseren; det var aldrig sket uden først et par glas et eller andet. Men ikke nødvendigvis, ofte skete der intet. Men hun kunne mærke når det ville komme. Og nå at komme væk, væk fra de almindelige steder. Der hvor hun selv kom… -når hun var sig selv. Det var jo grotesk! Hun havde den største afsky for sig selv, når hun var sit uhæmmede ulækre ikke-selv. Og havde alligevel fået sat det lidt i system. Men den evige frygt for at det kom ud… Og hende, der drømte lidt om et forhold med M. Hvordan skulle det kunne gå? Før eller siden… Måske var det netop et fast forhold, trygt og fortroligt, der kunne stoppe de amokløb. Hun vidste, at hun nu skulle holde lav profil et par dage. Hun lignede præcis det hun var. En der havde været på den værste druktur. Men derefter… Hun tog beslutningen; hun måtte gå mere direkte til M. Han var interesseret, ingen tvivl om det. Det var bare med at få ham halet i land. Det kunne hun klare; hun var ikke et øjeblik i tvivl. Måske kunne det gøre en ende på de næsten punktlige udskejelser? Af den allerværste slags. Ja, måske var det måden. Mere stabilitet; et godt gammeldags parforhold. Nogle faste rammer. Flere faste rammer. En at tage sig af og sørge for. Jo, hun og M, det var et forsøg værd.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: