Arkiv

Monthly Archives: januar 2014

Hvor var det tåbeligt. Latterligt. Palle vidste det udmærket, men havde ikke kunnet overhøre udfordringen. Eller også havde han fået nok af den evindelige prikken til. Peter H benyttede efterhånden enhver lejlighed til at stikke til Palle. Uudholdeligt. Og vel derfor Palle nærmest arrigt havde hevet spillet frem. Som om Peter H havde hjerne til skak! Ham som brugte mindst mulig tid til overfladisk research. Bare lige nok til at give hans knaldromaner et skær af realisme. Og Palle vidste hvor mange huller og fejl der var; alt det de mange læsere slugte råt. Så kom Peter H med forslaget om skak… Skak, af alt! Han måtte da vide at Palle var overlegen på også det område. Men den arrogante måde… Nej, Palle havde fået nok, og hvad var bedre til at vise sit intellektuelle format end skak? Det var på tide at Peter H fik en over snuden. At han fattede, at der altså var enorm forskel på ham og Palle. Peter H havde egentlig været ret så fræk på det sidste. Blandet sig i ting, der så absolut var Palles område. Alt intellektuelt, filosofisk, den slags. Peter H var begyndt at komme med sin action-thriller-triviallitterære meninger, som om de havde den mindste værdi. Værdi mentalt og tankemæssigt, altså. Teoretisk; ikke tilhørende den pseudo-virkelighed der blev præsenteret i den endeløse serie af tju-bang-romaner, der kun var givende som bevidstløs underholdning. Og ja, selvfølgelig økonomisk. Palle havde ellers holdt tingene skarpt adskilt. Han var den lovende lyriker; konstant kæmpende med hver enkel linie. Hvorimod Peter H bare tappede løs på tastaturet; lystigt og hastigt smidende den ene supermarkeds-bestseller efter den anden. Med laveste fællesnævner. Mens Palle stolt kunne fremvise en halv side i et magasin der blev læst af næsten ingen, og betalte endnu mindre, faktisk skulle betales for. Men det var litteratur! Der var himmel og helvede til forskel! Det var med væmmelse, at Palle havde måttet låne en smule af Peter Hs svulmende konto. Og iøvrigt besværligt; med de brand- og alt muligt andet sikre vægge der omhyggeligt var blevet bygget af Palle. Palle var ikke Peter H. Og da slet ikke omvendt! Men siden den lidt pinlige dag med Peter Hs reception, hvor Palle havde været med i det fordømmende kor, havde Peter H ligesom fornemmet hullerne i Palles panser. Og i dén grad benyttet sig af det! Det var så heller ikke just nogen hjælp, at den sædvanlige opbakning og opmuntring til Palles evigt-lovende talent, sådan stille og roligt var næsten forsvundet. Og at han brugte begrebet ‘skriveblokering’ de få gange nogle overhovedet spurgte. Og Peter Hs øjne havde glimtet fornøjet, til Palles store irritation: Han kunne holde sig til sit bræk af murstens-bestseller-bagateller, kunne han! Holde sit beregnende fjæs fra Palles seriøse forfatterskab, eller forsøg på at skabe et. Og så den skødesløse udfordring… Skak! Det var at føje spot til skade. Jovist havde Palle ad de selvforanstaltede snørklede omveje levet af Peter H den sidste tid… Men nu skulle han fandme få at se hvem der var hjernen bag dem begge! Iøvrigt kunne Palle med et snuptag hive Peter H ned af den høje hest; der skulle blot et par linier til. Og Palle ville være Peter H. Men så dybt ville han ikke synke; dén udvej var lige så fiktiv som Peter H. De vidste nok begge, at den sandhed lige så stille var blevet til løgn. Men det kunne stadig siges og tænkes, omend det som trussel klang mere og mere falsk. Når bare Palle fik udgivet den lyriksamling…

Måske var det samme lille bakketop. Som for snart, ja hvad var det, næsten et halvt år siden? Lise tænkte egentlig ikke over det. Ikke på den måde; ikke i tid. Der var en Lise engang. Og der var en Lise nu. De to havde ikke meget med hinanden at gøre. Lise hed stadig Lise, men ellers havde de ikke meget andet til fælles. Selv måden hun havde kørt sin lille bil hen på bakketoppen, -den samme eller ej, -var radikalt anderledes. Hun kørte da stadig hensynsfuldt og opmærksomt. Men viste der sig en tom vej foran hende, blev speederen med fryd og lyst presset i bund. Og sving var udelukkende til for at hun kunne lade bilen vise hvad den kunne. Ikke fordi sådan en lille fornuftig økonomisk miljørigtig bil kunne så frygtelig meget. Men den kunne da køres lige til grænsen. Med en dejlig fornemmelse når grænsen så blev skubbet lidt. Hun betragtede den fine lille bil, efter at hun havde nået bakken og var steget ud. Med en blanding af vemod og foragt. Omtrent som når hun så sig i et spejl. Lise for et halvt år siden, og iøvrigt de sidste mange år, ville have inddraget udsigt og sceneri. Det gjorde hun stadig, men mere som en kulisse til den handling hun var kommet for at udføre. Hun klappede bilen på taget, som man klapper et husdyr der har leveret godt, men nu har udtjent sin rolle. Resten var ren actionfilm, med Lise i hovedrollen. Helt naturligt og overstrålende den ellers flotte baggrund. Solen blandede sig, og sendte diskret et bundt bifaldende stråler ned over bil, bakke, og Lise. Det hele tog ikke mange sekunder. Men som man nu engang gør med den slags, blev det gentaget på alle mulige måder. Sekvenser i slowmotion og hastigt skiftende klip fra alle vinkler. Virkelig en god stump film, der kunne køres igen og igen. For Lises begejstrede øjne. Der hele tiden kunne finde nye detaljer. Hun beundrede sit eget overlegne spil, der endda var så naturligt at det ikke var spil. Tænk at hun havde ventet så længe. Når nu lige dén scene havde været så oplagt. Et logisk klimaks i den film, der havde ligget klar som manuskript alt for længe. Men hva’, det var alligevel blot en lille forfilm. Sådan mest for at introducere en ny stjerne. Og en ganske anderledes måde at instruere på. Med en heltinde, der var som dumpet ned fra himlen. Lige ned på en bakketop. Der måske var den samme som Lise engang var stoppet på. Alt det betød ikke så meget. Nu skulle der ske noget. Den vilde action-sekvens skulle færdiggøres. Og fortsættes. Fiktionen overlod scenen til virkeligheden. En virkelighed med saft og kraft. Og masser af fremtid. Lise kastede sig over den. Grådigt, og med et afsæt som et rovdyr.

Hvorfor fanden var der ikke nogen han kunne tage pis på? Godmodigt drille, eller sable ned med sarkasme… Der var gået totalt koks i det. Han vidste ikke engang… Nogen måtte… Hvem… Det kunne sgu da ikke passe! Hvorfor opførte sig alle lige pludselig så anderledes? Og den vildt sjove ting han personligt havde arrangeret… Det var som om den bare blev tiet ihjel. Som et slags tabu! Der var gudbedredet endda nogle… Faktisk mange, nu han tænkte over det; -der direkte distancerede sig. Fra ham! Hvad eller hvem… Det var ikke en skid sjovt mere. Den kølighed der var vokset op omkring ham… Hvis nogle skulle fryses ud… Om det så var for en kort stund eller komplet og aldeles… Det plejede han da at klare; alt efter hvad han fornemmede de andre ønskede. Det havde sgu da nærmest været hans opgave! Om så bare en velrettet sætten tingene på plads. Hvis en var lidt ude af trit med… Nogle gange havde han da endda ligefrem fået et diskret fingerpeg; den eller den… Og nu var det sgu hamselv der… Nogen måtte da vide hvad pokker der var sket? Var det bare ham, eller…? Han havde pløjet sig gennem telefon-listen, og foreslået både det ene og andet. Alt efter hvem… De var alle underlige. Tumber! Selv når han var skarpest og vittig, blev det nu modtaget med bortvendte øjne, skæve smil, eller endda helt overhørt. Når der altså overhovedet var nogle der ville lave noget! Han fattede ikke hvad der var sket, og hvad der var ved at ske. Han kunne ikke hitte rede i det. Ikke engang om det var ham, eller de andre. Eller ham og alle andre… Eller måske… Han sad et øjeblik og stirrede på gulvtæppet. Nej, der var noget helt galt; han måtte være gået glip af noget vigtigt… Ham, der havde haft en finger kronisk i jorden! Altid antennerne ude, om så på andres vegne. Og så var der pludselig ingen jord… Ingen signaler i luften. Irriteret krøllede han den tomme dåse sammen, og gik ud efter en ny øl. Godt han havde købt nogle ekstra rammer. Han huskede, hvordan de havde moret sig over hans lettere overdrevne slæben. Det var dengang. Det var ikke sjovt at være sjov alene. Morsom på egen bekostning. Selvironi, jo da, fint. Men kun med tilhørere… Nogen måtte da vide hvad… Han kunne efterhånden gulvtæppemønstret ud og ind. Selv om det som timerne gik blev noget sløret. Han faldt i søvn i stolen. Med kvaste dåser spredt rundt på gulvet. Halvt i søvne, halvt i fuldskab, mumlede han stadig. Hvem… Nogen… Hvorfor… For helvede… Én eller anden!

Så kort kunne det vel beskrives. Fra magnetstriber og tonehoveder til binære kombinationer. Det kommer an på øjnene der ser; kommer an på hvordan man sammenfatter. Og opfatter nogle årtiers gang. Der snildt kan være på få Gb. Selv de højeste Db, og dem havde der været mange af. En række personer; en mere eller mindre fast kreds af figurer, ud ad en tidslinie med masser af vigtige og væsentlige punkter. Indadtil såvel som udad. De første par venner, der næsten som børn leger med værdier og normer. Andre ser at der faktisk skabes noget nyt, eller ihvertfald foregår noget der kan rykke nogle grænser. Så er de pludselig en håndfuld personer, hver med sine evner og input. Og på ingen tid, set i det bakspejl der forvrænger alt, er en ny front skabt. Der i mange år er toneangivende; helt op til hvor den sidste tone lyder lidt tøvende og så stilhed. Hvilket er noget vrøvl; sådan er det kun set gennem et par helt bestemte briller. Andre, langt de fleste, opdager aldrig den flok mennesker der kreerer og forsøger sig frem. Sådan er det jo. Kliché-ophobning truer; langtidsparkering for banaliteter. Men hvordan ellers? Lidt kradsen i overfladen er alt hvad det kan blive til. Hvis ikke der puttes en fortæller ind i hver enkelt. Hvilket ikke alle har plads til. Der er fyldt op… Andre er bare slet ikke egnede. Til både at være figur og fortæller. Håbløs kombination for en hel del. Så det er nok ikke meningen. Med en fortæller, ihvertfald ikke en der er involveret. Mens tingene sker; om det er et enkelt øjeblik eller årelange forløb, ja så sker de jo bare. De fortælles ikke; de bliver til. Udvikler sig i alle retninger. Først når det er fortid, kan det studeres nærmere. Hvis nogen så gider på det tidspunkt: Så er det jo bare fortid. Det er altid mere spændende hvad der sker lige nu og her. Og om lidt eller om ti år. Den lille flok personer der anes i bakspejlet, er præcis dér: Passeret, noget der er kørt forbi. Ups; måske kørt over, en enkelt eller to. Man skal som bekendt holde øjnene på vejen. Se frem. Fortsætte videre, om det så er alene på en sidevej eller som del af en uendelig strøm. Alt andet har kun interesse for den enkelte der var der. Den der i lige de år sad ved rattet og styrede. Eller bare var med på bagsædet. Nogle hoppede af i farten, andre blev samlet op. Ligesom tiderne skiftede, skiftede de også. Helst en smule foran tiden; det var jo ligesom hele pointen. Db blev til Gb en smule før det var almindeligt kendt. Magneter og hoveder udskiftet med 0’er og 1-taller. Før det gav mening for de fleste. Meningen var, -og er, -at være de få. Nogle få, der med helt andre spejle kan se om hjørner. Men før eller siden taber de pusten. Af den ene eller anden grund. Kun nogle få af de stædigste bliver ved. Det kan så blive enten patetisk eller ragende frem. Eller begge dele. Eller ingenting. Magnetbåndene tages op igen af nogle andre. Næh, se dette her; kan det ikke behandles så det bliver noget splinternyt? Bakspejlet tømmes, og farten sættes op. Nye køretøjer med nye figurer. Sådan er det jo. Og dem der nu er ude af billedet, har deres egen personlige version af en række brugte år. Kun deres egen; og den behøver ikke engang at være korrekt. Kradsen i den samme overflade afdækker altid lag der ikke passer sammen. Uden at noget er direkte forkert. Eller rigtigt. Det er igen så banalt. Dén med øjet der ikke kan se sig selv. Kun versioner af verden. Mange verdener, lige så mange det skal være! Verdener er der altid mere end rigeligt af. Det er bare at vælge… Hvordan passer denne? Jamen der er da andre at prøve… Værsgo’, se udvalget… Lidt som at være hos optiker.

%d bloggers like this: