Dåseøl, uden navn.

Hvorfor fanden var der ikke nogen han kunne tage pis på? Godmodigt drille, eller sable ned med sarkasme… Der var gået totalt koks i det. Han vidste ikke engang… Nogen måtte… Hvem… Det kunne sgu da ikke passe! Hvorfor opførte sig alle lige pludselig så anderledes? Og den vildt sjove ting han personligt havde arrangeret… Det var som om den bare blev tiet ihjel. Som et slags tabu! Der var gudbedredet endda nogle… Faktisk mange, nu han tænkte over det; -der direkte distancerede sig. Fra ham! Hvad eller hvem… Det var ikke en skid sjovt mere. Den kølighed der var vokset op omkring ham… Hvis nogle skulle fryses ud… Om det så var for en kort stund eller komplet og aldeles… Det plejede han da at klare; alt efter hvad han fornemmede de andre ønskede. Det havde sgu da nærmest været hans opgave! Om så bare en velrettet sætten tingene på plads. Hvis en var lidt ude af trit med… Nogle gange havde han da endda ligefrem fået et diskret fingerpeg; den eller den… Og nu var det sgu hamselv der… Nogen måtte da vide hvad pokker der var sket? Var det bare ham, eller…? Han havde pløjet sig gennem telefon-listen, og foreslået både det ene og andet. Alt efter hvem… De var alle underlige. Tumber! Selv når han var skarpest og vittig, blev det nu modtaget med bortvendte øjne, skæve smil, eller endda helt overhørt. Når der altså overhovedet var nogle der ville lave noget! Han fattede ikke hvad der var sket, og hvad der var ved at ske. Han kunne ikke hitte rede i det. Ikke engang om det var ham, eller de andre. Eller ham og alle andre… Eller måske… Han sad et øjeblik og stirrede på gulvtæppet. Nej, der var noget helt galt; han måtte være gået glip af noget vigtigt… Ham, der havde haft en finger kronisk i jorden! Altid antennerne ude, om så på andres vegne. Og så var der pludselig ingen jord… Ingen signaler i luften. Irriteret krøllede han den tomme dåse sammen, og gik ud efter en ny øl. Godt han havde købt nogle ekstra rammer. Han huskede, hvordan de havde moret sig over hans lettere overdrevne slæben. Det var dengang. Det var ikke sjovt at være sjov alene. Morsom på egen bekostning. Selvironi, jo da, fint. Men kun med tilhørere… Nogen måtte da vide hvad… Han kunne efterhånden gulvtæppemønstret ud og ind. Selv om det som timerne gik blev noget sløret. Han faldt i søvn i stolen. Med kvaste dåser spredt rundt på gulvet. Halvt i søvne, halvt i fuldskab, mumlede han stadig. Hvem… Nogen… Hvorfor… For helvede… Én eller anden!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: