Arkiv

Monthly Archives: februar 2014

Der var så meget mere blod end han havde forventet. Som på de mest latterlige splatterfilm, hvor et menneske indeholder mindst 100 liter blod. Plus et halvt ton indvolde, mindst. Og iøvrigt kan dø igen og igen og igen og stadig rejse sig; en ægte helt. Men der var intet film over dette; intet overdrevet. Alligevel eller derfor så meget værre. Måske var det lugten. Større mængder friskt varmt blod lugter. Ikke som smagen af det blod man slikker af en lille rift, eller den opblandede smag i munden efter et tandlægebesøg. Og det blev kraftigere, efterhånden som den døde tømtes. Heldigvis langsommere efter de første kraftige stråler; drevet af de sidste pulsslag. Som blodet blev lugten også mørkere og tykkere. Stadig langsommere, hvis en lugt kan blive det. Måske var det indbildning. Det hele skete i en underlig blanding af billeder. Ekstrem slow-motion, hvor hver lille bevægelse tog en evighed. Og så pludselige fastforward splitsekund stroboskopagtige klip. Men for ham var hvert øjeblik virkeligt. Uanset hvor grotesk hans sanser behandlede det. Han havde ikke kunnet undgå at få mere end bare dråber på sig. Ikke med så mange stik og snit. Hans hænder var som dyppet i maling, klistrede og smattede. Ikke rød maling, men grumsetbrun. Han stod med spredte fingre og så det dryppe fra fingerspidserne. Som alt andet langsommere og langsommere. Men det værste var det, der havde plasket lige op i hans ansigt. Hans ene øje var næsten lukket, som ved en voldsom øjenbetændelse. Limet sammen af det der ikke var materie. Og hans sko, hans bukser, ja langt op ad hans tøj… Men han havde været forberedt. Nu hvor det hele var tilbage i næsten normal hastighed, kunne han tænke. Følge en plan. Endda med alternative udviklinger, og mulige afveje. Hans forberedelser havde været omhyggelige. Han faldt overraskende nemt til ro, ikke noget med at skulle overvinde sig selv. Det punkt var passeret, og havde egentlig ikke været så svært. Så let som på film. En film der nu kørte i helt almindeligt tempo. Han begyndte den planlagte afvaskning, og skiften til det medbragte ekstra sæt tøj. Og kiggede så grundigt på den døde. Han tjekkede om der var noget der skulle gøres. Studerede omhyggeligt hver detalje, bøjede sig ind over den stadig lidt blødende krop, kiggede på det der havde været en person. Som skulle være komplet fri for noget der kunne pege på ham. Han gennemgik roligt forløbet; koncentreret om han skulle have gjort noget forkert. Men der var ingen fejl ved billedet. Den døde så perfekt ud. Han roste sig selv for både planlægning og udførelse. Hvis han ikke havde gennemtænkt det hele grundigt på forhånd, og kunne gennemføre de nødvendige handlinger på autopilot, kunne han have lavet fatale fejl. DNA og al den slags. Han var helt facineret. Det var trods alt ikke hverdag for ham, at slå ihjel. Eller bruge sin fysik på den måde. Han opdagede, lidt forundret, at han var tæt på bare at blive stående. Og nyde sit værk. Dét var en ny fornemmelse… Men han løsrev sig, og kom videre i ritualet. Da han forsigtigt forlod lejligheden og opgangen, måtte han lægge en dæmper på sig selv, for ikke ligefrem at være overstadig. Han tjekkede tiden, og det hele havde kun taget omkring 20 minutter. Pænt klaret, taget i betragtning at det var hans første gang. At de 20 minutter, 10 mindre end planlagt, ville strække sig langt ind i hans fremtid, glædede han sig over. Og til. Han mente at det var det værd. Og var sikker på ikke bare at kunne leve med det, men leve betragteligt bedre. Han gik efter sin plan. Og steg på en bus langt fra lejligheden, en linie der slet ikke kunne forbindes med hverken ham selv eller den døde. Han gennemgik nøgternt og med sindsro det hele endnu engang, og kunne ikke andet end at fryde sig. Han havde en god evne til at prioritere og styre sine tanker. Så da han opdagede at han ubevidst nynnede da han skiftede bus igen, smilede han let og holdt inde. Der ville blive masser af tid til lettelse og glæde. Åhjo. Det tegnede lyst for ham. Nu var han endelig på rette vej.

Reklamer

Han var da en han. Det var så også det eneste der var sikkert. Og kun for ham selv; ligesom hans alder var udefineret. Der var også stadig nogle der havde en formodning om at han var en hun. Andre tvivlede på hans eksistens. Her kunne den lettere klodsede fortæller poppe op. Med en * der skulle henvise til en fodnote der skulle henvise til et afsnit, et sidetal, og bemærke at der iøvrigt er visse steder… Men fortælleren er, endnu engang og medførende en surmulende tilbagetrækning, unødvendig. Han, altså ham der er en han og ikke fortælleren, kan nemt klare at fortælle sig selv. Hvilket fortælleren iøvrigt har måttet erfare, at en hel del af figurerne generelt kan. Men det er en anden historie. Hvilket er noget vrøvl; det er bare fortælleren der lige var en dårlig taber. Exit fortæller; tilbage til ham der er han. Måske skulle han have ladet sigselv forblive en diffus og tåget mulig-eksistens. Det havde da hidtil givet en hel del gætteri og usikkerhed. En smule vaklen i optællinger af personer. Det havde ikke altid været helt nemt for de andre, at forholde sig til en person der var så uhåndgribelig. Og alligevel blev nævnt som virkelig engang imellem. Med lidt forsigtighed og tøven, men alligevel… Men havde han egentlig betydet noget? Vel ikke rigtig… Jo, som barn. Engang i en kornmark, en sommer i afdelingen for minder. Hans kusine kunne vel stadig huske ham, og lidt til. For hende måtte han have været virkelig nok. Gennem alle årene. Men nej, det var jo et barndomsminde, også for hende. Og barndomsminder bliver jo betragtet med en vis portion berettiget skepsis. Hvad er et ægte minde, og hvad er et minde om et minde, eller tanken om erindringen om… Dén slags. Han var ikke selv sikker. Måske havde det været bedre at være nogle gamle knogler under en fremtromlet motorvej. Det ville da, bogstaveligt, have cementeret lige det øjeblik i hans barndom. Endda et vidunderligt øjeblik. Som en del af det videre forløb, var det jo ikke engang sikkert at han overhovedet var med. Hvem kunne vide det? Måske ville hans liv, hvis det var fortsat som mere end noget i bestemte folks hoveder, slet ikke have noget med de folk at gøre. Måske havde han levet et liv som flertallet, langt fra den lille verden der består af de få personer. Som så slet ikke ville have haft ham i tankerne! Selv om det kun var som noget mystisk eller mytisk, næsten kun et rygte. Måske lå der ikke nogle knogler på en forhenværende mark i barndommen. Og han havde levet et liv helt uden for historien. Det var noget rod. Eller nærmere ligegyldigt. Nu havde han altså været en del af deres verden, omend på en mærkværdig diffus måde. Så betød det egentlig ikke så meget. Så betød han ikke meget; der var ikke mere at betyde… Det blev noget opgivende eller fatalistisk venstrehåndsarbejde, ligemeget hvordan han vendte og drejede det. Uanset hvordan han fortalte sig selv, så gjorde det ikke den store forskel. Der var ikke rigtig nogen idé eller pointe at finde. Det var der så afgjort dengang, dér hvor han som 8-årig havde været så levende som overhovedet muligt. Overvældende levende. Men derfra var der ikke rigtig noget håndgribeligt. Ikke noget der kunne bruges anderledes end det var blevet. Ret tåbeligt, faktisk. Måske havde hans liv været et væld af spænding og fyldt med historier værd at fortælle. Men det ville så være en anden historie, og dermed ligegyldigt. Det kunne også tænkes, at han havde levet et komplet intetsigende anonymt liv. Og så var hans status som i det mindste ét eller andet i nogle få andres hoveder pludselig mere. Mere end et liv værd. Han gad ikke dette her; det var Lego for småbørn. Køren rundt uden formål i cirkler af tid, opblandet med måske’er og banaliteter. Det kunne jo stadig tænkes, at han forlængst var kvast under en motorvej. En motorvej der kunne være fiktiv men aldeles effektiv. Han kunne alligevel ikke snakke direkte med nogen, så hvorfor rode rundt i det hele. Som ikke var ret meget; faktisk næsten intet. Han hældte mere og mere til tanken om at være knogler. Uanset om det var en 8-årigs eller resterne af en ældre. Så gav det også lidt mening. At holde fast i et øjeblik for mange år siden. Og være fuldstændig hamrende ligeglad med alt andet. Det gav så også mening, at han kunne fornemme hende, der blev til noget andet under en lastbil. Dér var noget forbindelse, der ellers ville være svær at forklare. Han blev træt af alle de et skridt frem og to tilbage. Spild at tid og energi. Han var i nogle enkeltes hoveder, og havde et lykkeligt barndomsminde. Det måtte sgu være nok. Resten, hvis der da var noget, måtte de selv rode med. Dem der havde gjort ham til et eller andet, der endda kun måske eksisterede. De var til og med ret så ligeglade… Jamen så kunne de sejle deres egen sø! Uden ham. Og, såvidt han kunne se, havde de rigeligt med besvær bare med dét. Så måtte de gå ned med deres selvbyggede skude. Han ville ikke blande sig. Han gad ikke finde ud af om han kunne. Og selv hvis han kunne, gad han ikke. Hvad havde de gjort for ham? Han havde blot været et par tanker i deres selvcentrerede hjerner… Nej. De kunne gå ned, mus som mænd. Han holdt sig til synet af en blå himmel, liggende for altid i den gyldne kornmark. Med en lærke som en lille kvidrende prik højt oppe. Den lune vinds bølgen omkring det lille hul, hans 8-årige krop lavede. Og kusinens kalden i det fjerne. På én gang både en drøm og det mest virkelige et menneske kan opleve.

(…….)

Nb: Nu begynder det at blive svært at finde ‘fraklip’: Det skulle jo gerne ende med et forløb, en ‘roman’… Dvs nogle overraskelser; nogle ud- ind- og forviklinger der ikke “afsløres” i disse bidder… En eller flere overordnede idéer, der måske ikke lige er hvad man ville forvente. M.a.o.: Fremover bliver ‘bidderne’ mere fragmentariske og ‘anonyme’; usammenhængende… For sammenhængens skyld. 🙂

Sikke noget lort. At lave sådan et nummer… Og så før der rigtig var gang i folk. Det var altid nemmere, når alkohol havde hævet stemningen. Han var klar over sin rolle i hele foretagenet. Sin lettere begrænsede og overfladiske rolle. I mere stille stunder næsten pinligt, grænsende til forbigåelse i al stilhed. Men når det skulle være, ydede han sit bedste. Det var nu engang hans eneste gyldige billet. Han var begyndt på sine mange historier, der altid gav pote i form af latter og ønsker om mere. Han var dygtig. Hvis han ikke var endt blandt disse mennesker, kunne han være blevet konferencier, komiker, klovn… Dén slags drømme gemte han til sin fritid. Hvor han jo bare var sig selv, og kunne tillade sig at være bitter og fyldt med afsky. Den her flok af mennesker… Enkelte forsvandt ganske umærkeligt, og nye blev præsenteret med trompetfanfarer. Men stort set var det de samme. Der gjorde og sagde det samme som de altid havde gjort. Nå, det tilkom ikke ham, -eller nogen anden overhovedet, -at dømme. Han var kun med på en bevilling, hvor der som imaginær fodnote var et krav han skulle indfri. Og skete det ikke, blev hans bevilling ikke fornyet. Og så ville han ikke have andet end fri tid… Han var næsten nået til pointen i en længere historie, endda en splinterny han havde øvet sig på, da hun overtog scenen. Møgirriterende. Hans tilhørere skyndte sig hen omkring det nye interessante. Han fulgte med, bandende indvendigt, men med den bekymrede mine han kunne se var passende. Fuck da hende og hendes skaberi! Han var en af de første til at foreslå en løsning. Der blev nikket anerkendende; og han skyndte sig at ringe. Han måtte lige famle sig frem til rette alvorlige tone, men det forblev ubemærket i forvirringen. Da den flade udeltagende stemme i telefonen begyndte at snakke om alternativer, skar han igennem med en panikfyldt beskrivelse der nok overdrev hendes tilstand en del. Dén panik var ganske ægte. Han havde prøvet at skulle redde sammenkomster hvor problemet stædigt blev hængende. Håbløse arbejdsbetingelser. Som ingen egentlig var interesseret i; et forventet forløb skal nu engang helst gå som forventet. Og dagene efter… Han havde erfaret, at der ikke skulle megen slinger i valsen, før der blev snakket mere om slingeren end om valsen. Han delte de andres lettelse, da hun forvirret og grædende blev ledsaget ud ad døren. Og nu skulle der arbejdes. Hårdt og seriøst. En balancegang han mestrede. Der skulle løsnes op, og latter skulle igen være tilladt. Uden at det virkede respektløst. Det var præcis i sådanne situationer han var uundværlig. Det var direkte forventet af ham. Hvor heldigt, -ikke bare for ham selv, -at han var så dygtig. Han tog ikke tid på det, men snart var den lille fest oppe i fulde omdrejninger igen. At nye forsinkede gæster ankom, gjorde det kun nemmere. Det blev hovedsageligt overladt til ham, at fortælle om den mærkelige hændelse. Han var en af de eneste, der kunne gøre det på den rigtige måde. Med respekt og bekymring, der på magisk vis endte med latter og “Jotak, et glas vin mere kunne jeg nok have brug for… Det var dog en mystisk ting med hende… Vi må ringe imorgen tidlig og høre… Hvor var det hun blev kørt hen? Hvad? Øh, jotak, bare et enkelt glas. Rød, ja… Bare det ikke er den sædvanlige som… Nå? Haha, han har godtnok flottet sig, hva’? Jo, den er rigtig god, lige hvad der skal til… Godt at se dig, du er sgu… Du ved lige hvordan tingene skal siges!” Og så et klap på skulderen eller ligfrem en krammer. Før en ‘rigtig’ gæst dukkede op, eller blev dukket op. Jo og ja og… Hvis der var rimelighed til i denne verden, eller nogen anden, fik han bonustillæg for at have reddet aftenen. Nå, hovsa, en lille gruppe stod stadig med lidt for alvorlige miner. Han greb diskret ind, og snart fulgte stemningen det oprindelige manuskript. Han var næsten imponeret over sine egne evner. Måske lidt spildte på disse mennesker, men hva’ fanden. Han havde vænnet sig til dem, og omvendt. Uundværlig i så mange situationer. En overspringshandling; endda i menneskeform. På sin vis var han en helt, ganske som Hulk og hvad de nu hedder. Et menneske der kan forvandle sig til superlim. Og samle stumperne så ikke den mindste revne er synlig. Når han sad hjemme, imellem opgaver, kunne han forestille sig hvordan en passende superheltedragt kunne se ud. Det endte som regel med lettere syrlige eller komiske udgaver. En tubeformet beholder, stående udenfor et indkøbscenter. Eller en klassisk klovn til børnefødselsdag. Nok om det. Han tændte for fjernsynet. Zappede rundt i kedsomhed. Men veltilfreds. Der var nok brug for hans evner snart igen.

%d bloggers like this: