Alle har evner.

Sikke noget lort. At lave sådan et nummer… Og så før der rigtig var gang i folk. Det var altid nemmere, når alkohol havde hævet stemningen. Han var klar over sin rolle i hele foretagenet. Sin lettere begrænsede og overfladiske rolle. I mere stille stunder næsten pinligt, grænsende til forbigåelse i al stilhed. Men når det skulle være, ydede han sit bedste. Det var nu engang hans eneste gyldige billet. Han var begyndt på sine mange historier, der altid gav pote i form af latter og ønsker om mere. Han var dygtig. Hvis han ikke var endt blandt disse mennesker, kunne han være blevet konferencier, komiker, klovn… Dén slags drømme gemte han til sin fritid. Hvor han jo bare var sig selv, og kunne tillade sig at være bitter og fyldt med afsky. Den her flok af mennesker… Enkelte forsvandt ganske umærkeligt, og nye blev præsenteret med trompetfanfarer. Men stort set var det de samme. Der gjorde og sagde det samme som de altid havde gjort. Nå, det tilkom ikke ham, -eller nogen anden overhovedet, -at dømme. Han var kun med på en bevilling, hvor der som imaginær fodnote var et krav han skulle indfri. Og skete det ikke, blev hans bevilling ikke fornyet. Og så ville han ikke have andet end fri tid… Han var næsten nået til pointen i en længere historie, endda en splinterny han havde øvet sig på, da hun overtog scenen. Møgirriterende. Hans tilhørere skyndte sig hen omkring det nye interessante. Han fulgte med, bandende indvendigt, men med den bekymrede mine han kunne se var passende. Fuck da hende og hendes skaberi! Han var en af de første til at foreslå en løsning. Der blev nikket anerkendende; og han skyndte sig at ringe. Han måtte lige famle sig frem til rette alvorlige tone, men det forblev ubemærket i forvirringen. Da den flade udeltagende stemme i telefonen begyndte at snakke om alternativer, skar han igennem med en panikfyldt beskrivelse der nok overdrev hendes tilstand en del. Dén panik var ganske ægte. Han havde prøvet at skulle redde sammenkomster hvor problemet stædigt blev hængende. Håbløse arbejdsbetingelser. Som ingen egentlig var interesseret i; et forventet forløb skal nu engang helst gå som forventet. Og dagene efter… Han havde erfaret, at der ikke skulle megen slinger i valsen, før der blev snakket mere om slingeren end om valsen. Han delte de andres lettelse, da hun forvirret og grædende blev ledsaget ud ad døren. Og nu skulle der arbejdes. Hårdt og seriøst. En balancegang han mestrede. Der skulle løsnes op, og latter skulle igen være tilladt. Uden at det virkede respektløst. Det var præcis i sådanne situationer han var uundværlig. Det var direkte forventet af ham. Hvor heldigt, -ikke bare for ham selv, -at han var så dygtig. Han tog ikke tid på det, men snart var den lille fest oppe i fulde omdrejninger igen. At nye forsinkede gæster ankom, gjorde det kun nemmere. Det blev hovedsageligt overladt til ham, at fortælle om den mærkelige hændelse. Han var en af de eneste, der kunne gøre det på den rigtige måde. Med respekt og bekymring, der på magisk vis endte med latter og “Jotak, et glas vin mere kunne jeg nok have brug for… Det var dog en mystisk ting med hende… Vi må ringe imorgen tidlig og høre… Hvor var det hun blev kørt hen? Hvad? Øh, jotak, bare et enkelt glas. Rød, ja… Bare det ikke er den sædvanlige som… Nå? Haha, han har godtnok flottet sig, hva’? Jo, den er rigtig god, lige hvad der skal til… Godt at se dig, du er sgu… Du ved lige hvordan tingene skal siges!” Og så et klap på skulderen eller ligfrem en krammer. Før en ‘rigtig’ gæst dukkede op, eller blev dukket op. Jo og ja og… Hvis der var rimelighed til i denne verden, eller nogen anden, fik han bonustillæg for at have reddet aftenen. Nå, hovsa, en lille gruppe stod stadig med lidt for alvorlige miner. Han greb diskret ind, og snart fulgte stemningen det oprindelige manuskript. Han var næsten imponeret over sine egne evner. Måske lidt spildte på disse mennesker, men hva’ fanden. Han havde vænnet sig til dem, og omvendt. Uundværlig i så mange situationer. En overspringshandling; endda i menneskeform. På sin vis var han en helt, ganske som Hulk og hvad de nu hedder. Et menneske der kan forvandle sig til superlim. Og samle stumperne så ikke den mindste revne er synlig. Når han sad hjemme, imellem opgaver, kunne han forestille sig hvordan en passende superheltedragt kunne se ud. Det endte som regel med lettere syrlige eller komiske udgaver. En tubeformet beholder, stående udenfor et indkøbscenter. Eller en klassisk klovn til børnefødselsdag. Nok om det. Han tændte for fjernsynet. Zappede rundt i kedsomhed. Men veltilfreds. Der var nok brug for hans evner snart igen.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: