“Måske, måske ikke.”; ren skitse.

Han var da en han. Det var så også det eneste der var sikkert. Og kun for ham selv; ligesom hans alder var udefineret. Der var også stadig nogle der havde en formodning om at han var en hun. Andre tvivlede på hans eksistens. Her kunne den lettere klodsede fortæller poppe op. Med en * der skulle henvise til en fodnote der skulle henvise til et afsnit, et sidetal, og bemærke at der iøvrigt er visse steder… Men fortælleren er, endnu engang og medførende en surmulende tilbagetrækning, unødvendig. Han, altså ham der er en han og ikke fortælleren, kan nemt klare at fortælle sig selv. Hvilket fortælleren iøvrigt har måttet erfare, at en hel del af figurerne generelt kan. Men det er en anden historie. Hvilket er noget vrøvl; det er bare fortælleren der lige var en dårlig taber. Exit fortæller; tilbage til ham der er han. Måske skulle han have ladet sigselv forblive en diffus og tåget mulig-eksistens. Det havde da hidtil givet en hel del gætteri og usikkerhed. En smule vaklen i optællinger af personer. Det havde ikke altid været helt nemt for de andre, at forholde sig til en person der var så uhåndgribelig. Og alligevel blev nævnt som virkelig engang imellem. Med lidt forsigtighed og tøven, men alligevel… Men havde han egentlig betydet noget? Vel ikke rigtig… Jo, som barn. Engang i en kornmark, en sommer i afdelingen for minder. Hans kusine kunne vel stadig huske ham, og lidt til. For hende måtte han have været virkelig nok. Gennem alle årene. Men nej, det var jo et barndomsminde, også for hende. Og barndomsminder bliver jo betragtet med en vis portion berettiget skepsis. Hvad er et ægte minde, og hvad er et minde om et minde, eller tanken om erindringen om… Dén slags. Han var ikke selv sikker. Måske havde det været bedre at være nogle gamle knogler under en fremtromlet motorvej. Det ville da, bogstaveligt, have cementeret lige det øjeblik i hans barndom. Endda et vidunderligt øjeblik. Som en del af det videre forløb, var det jo ikke engang sikkert at han overhovedet var med. Hvem kunne vide det? Måske ville hans liv, hvis det var fortsat som mere end noget i bestemte folks hoveder, slet ikke have noget med de folk at gøre. Måske havde han levet et liv som flertallet, langt fra den lille verden der består af de få personer. Som så slet ikke ville have haft ham i tankerne! Selv om det kun var som noget mystisk eller mytisk, næsten kun et rygte. Måske lå der ikke nogle knogler på en forhenværende mark i barndommen. Og han havde levet et liv helt uden for historien. Det var noget rod. Eller nærmere ligegyldigt. Nu havde han altså været en del af deres verden, omend på en mærkværdig diffus måde. Så betød det egentlig ikke så meget. Så betød han ikke meget; der var ikke mere at betyde… Det blev noget opgivende eller fatalistisk venstrehåndsarbejde, ligemeget hvordan han vendte og drejede det. Uanset hvordan han fortalte sig selv, så gjorde det ikke den store forskel. Der var ikke rigtig nogen idé eller pointe at finde. Det var der så afgjort dengang, dér hvor han som 8-årig havde været så levende som overhovedet muligt. Overvældende levende. Men derfra var der ikke rigtig noget håndgribeligt. Ikke noget der kunne bruges anderledes end det var blevet. Ret tåbeligt, faktisk. Måske havde hans liv været et væld af spænding og fyldt med historier værd at fortælle. Men det ville så være en anden historie, og dermed ligegyldigt. Det kunne også tænkes, at han havde levet et komplet intetsigende anonymt liv. Og så var hans status som i det mindste ét eller andet i nogle få andres hoveder pludselig mere. Mere end et liv værd. Han gad ikke dette her; det var Lego for småbørn. Køren rundt uden formål i cirkler af tid, opblandet med måske’er og banaliteter. Det kunne jo stadig tænkes, at han forlængst var kvast under en motorvej. En motorvej der kunne være fiktiv men aldeles effektiv. Han kunne alligevel ikke snakke direkte med nogen, så hvorfor rode rundt i det hele. Som ikke var ret meget; faktisk næsten intet. Han hældte mere og mere til tanken om at være knogler. Uanset om det var en 8-årigs eller resterne af en ældre. Så gav det også lidt mening. At holde fast i et øjeblik for mange år siden. Og være fuldstændig hamrende ligeglad med alt andet. Det gav så også mening, at han kunne fornemme hende, der blev til noget andet under en lastbil. Dér var noget forbindelse, der ellers ville være svær at forklare. Han blev træt af alle de et skridt frem og to tilbage. Spild at tid og energi. Han var i nogle enkeltes hoveder, og havde et lykkeligt barndomsminde. Det måtte sgu være nok. Resten, hvis der da var noget, måtte de selv rode med. Dem der havde gjort ham til et eller andet, der endda kun måske eksisterede. De var til og med ret så ligeglade… Jamen så kunne de sejle deres egen sø! Uden ham. Og, såvidt han kunne se, havde de rigeligt med besvær bare med dét. Så måtte de gå ned med deres selvbyggede skude. Han ville ikke blande sig. Han gad ikke finde ud af om han kunne. Og selv hvis han kunne, gad han ikke. Hvad havde de gjort for ham? Han havde blot været et par tanker i deres selvcentrerede hjerner… Nej. De kunne gå ned, mus som mænd. Han holdt sig til synet af en blå himmel, liggende for altid i den gyldne kornmark. Med en lærke som en lille kvidrende prik højt oppe. Den lune vinds bølgen omkring det lille hul, hans 8-årige krop lavede. Og kusinens kalden i det fjerne. På én gang både en drøm og det mest virkelige et menneske kan opleve.

(…….)

Nb: Nu begynder det at blive svært at finde ‘fraklip’: Det skulle jo gerne ende med et forløb, en ‘roman’… Dvs nogle overraskelser; nogle ud- ind- og forviklinger der ikke “afsløres” i disse bidder… En eller flere overordnede idéer, der måske ikke lige er hvad man ville forvente. M.a.o.: Fremover bliver ‘bidderne’ mere fragmentariske og ‘anonyme’; usammenhængende… For sammenhængens skyld. 🙂

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: