Arkiv

Monthly Archives: marts 2014

Morgenfjæset i spejlet. Halvgnavent og som sædvanlig skeptisk. Intet fungerede rigtigt. Ikke mere. Han havde en ide om at det havde været anderledes engang. Ellers gav det slet ikke mening. At hans lille verden var blevet utålelig. Han sjoskede forbi et vindue, og kunne nøjes med at kaste et blik ud. Gråt i gråt. Intet nyt under ingen sol. Heller ikke udenfor. Vanens kraft drev ham videre. Det var noget han havde lært at respektere. Vanens kraft. På godt og ondt. Morgenkaffen var vel hverken eller. Den satte han sig med, for det var jo hvad han gjorde. For at udskyde dagen bare en smule. Men så slog det ham. Det var jo dagen! Nu var det jo Janus, så det ikke så meget slog ham; det nærmere boblede langsomt op fra mudderet: Det var jo idag! Den første dag i et godt liv! Jamen! Han havde været lige ved at glemme det. Lade det forsvinde i den almindelige træghed. Det var nu! At det skulle være nu! Han ville være glad! Som så mange gange før, men denne gang var det alvor. Som så mange… Men han havde brugt timer og dage på at forberede det. Tid til forandring! Det ville koste; der skulle ske store ændringer. Uvaner erstattes med gode rutiner. Egentlig var det simpelt. Bare næsten håbløst svært at udføre. I virkeligheden. Som mere end teori, mere end en bunke tanker. Så meget der skulle omprioriteres. Så meget at skære fra. Jo, det ville koste. Ikke økonomisk, tværtimod. Det var netop så smart indbygget i den nye konstruktion. Og idag skulle det briste eller bære! Helst bære. Briste havde det gjort så tit. Så mange andre første dage. Der var blevet til endnu en næste. Men denne gang havde han virkelig forberedt sig. Sikret sig mod hverdagen. Flere forskellige dokumenter, både i computeren og håndskrevet. Proppet med alt det nye der skulle erstatte alt det gamle. ‘Husk at!’ og ‘Gør IKKE!’ og den slags. Janus var ikke dum. Ikke sådan IQ-mæssigt. Han var udmærket klar over, at mange af de ting der for ham var næsten umulige at ændre, var selvfølgeligheder for andre. Men de andre var de andre, og Janus var Janus. Hvilket han engang havde været glad for. Det var han nødvendigvis sikker på. Opdelingen i ‘engang’ og ‘nu for tiden’ var en forudsætning. Ellers ville det hele være en stor løgn. Og han selv den største løgner. Meget havde han måttet æde, men dén ville han ikke accepterer. Kunne ikke, i sagens natur. Med begejstring tjekkede han de første punkter i den første dag i hans nye og bedre liv. Jojo, det holdt stadig. Og den absolutte vigtigste ting; topprioriteten, begyndte han at manøvre sig igennem. Det ville kræve nogle ofre, men han var villig. Det var ikke motivationen der fejlede noget. Han var så dødtræt af spørgsmålet ‘Nå, hvordan går det?’. Ellere rettere, ved at brække sig over at skulle svare. ‘Jo, det går da fint nok.’ Lidt anstrengt, og undertrykkende det udtryk der viste det modsatte. For pokker hvor han længtes efter det simple og selvkørende liv. Og han vidste det eksisterede! Bare ikke af sig selv; det krævede mere end han normalt kunne klare. Men nu, idag, denne dag, dag nr ét, ville og skulle han skifte vej. Istedet for at skulle slæbe sig gennem hver eneste dag. I bedste fald så udmattet, at han ikke nåede at pine sig selv. Med at der imorgen atter var en dag. Janus vidste præcis hvad der skulle til. Nu skulle viden omsættes til praksis. Og han havde én sikker flugtvej. Afprøvet. Og med garanti mod hverdage der knækkede uden at blive til noget. Nu var han på vej. Han var i fuld gang, da telefonen ringede. Rolig! Nul panik! Det kunne være noget uskyldigt. Eller et fejlopkald. Ønsketænkning. På det område var Janus en mester. Da specielt på en dag nr ét! Han så på displayet. Det var så dét. Før den første dag rigtig var kommet igang, var den blevet endnu en i en lang række. Nå, men så imorgen da… Eller dagen efter. Janus vidste hvor lidt der skulle til. Og hvor meget det krævede. Jajada. Han droppede tanken om dag nr ét, og svarede. De første sætninger var han lidt åndsfraværende. Det var trods alt ikke hver dag, der skulle være den første. Altså så heller ikke denne. Men planen var der. En dag ville vel blive den første. Endda hele dagen; helt til den anden.

Og Hannah! Hun var lige ved at blive glemt.Det går jo ikke. Hvilket et overblik heldigvis gør opmærksom på. Godt at det lige var dét overblik. Der er så mange slags. ‘Det store overblik’ og ‘overblik over en situation’ og ‘øjeblik, jeg skal lige ha’ overblik’ og mange andre. Lige til at miste overblikket over. I øjeblikket, der åbenbart også har brug for overblik. De har osse deres hieraki, deres hakkeorden. Et overblik der vil ha’ overblik over andre overblikke… Det kan godt give en fornemmelse af, at de overvurderer dem selv. At overblik nogle gange skubber alt andet til side. Selv øjeblikke, endda nok så korte. Dem gør ét eller andet overblik også krav på. Men det var Hannah, som et overblik ret strengt påpegede. Hun sad ved morgenmaden i spiseafdelingen. Travlt optaget af at se på ansigter. Så kunne hun komme til at spilde eller glemme at spise. Hvis et ansigt var lidt sværere end de andre. Det blev indført i hendes journal, med et lille suk. ‘Ingen bedring i pt.s færdigheder omkring simple funktioner, d.d. henstilling om fødeindtagelse og personlig pleje (ca 10 min, se vedh. notat) som følge af mngl koordinationsevne; forringet finmotorik medførende spild; pt. reagerer ikke på henvendelse. 3 stk linned sendt til ekstravask; (se kvitt fra vaskeri, formular 47, d.d.)’ -eller hvordan dén slags overblik nu beskriver det. Hannah kiggede velvilligt på den lidt sure dame, der fjernede mad og kom med en ren institutionskåbe. Det tog hende kun nogle sekunder at se hvad der var galt. Hannah ramte altid præcist. Plejeren gik rødmende væk; en enkelt sætning havde været nok. ‘Pt. udviser igen komplet mangel på respekt for autoritet; taler i uforståelige sætninger m mngl kontext; pt. udviser ingen fornemmelse for alm privatsfære; anstødelige sætninger synes pt naturlige. Undertegnede anmoder om at pt.s daglige pleje overføres til anden; anm vedlagt (doku nr 493-931); desuden indberetning til pt.s psyk (formular 002-45).’ Det var ikke første gang Hannah havde fået nyt personale. Hun gik nærmest på omgang, eller omvendt; alt personalet roterede omkring hende. Det var heldigvis en stor institution. Hannah var blot glad for nye ansigter at se bag. Der var rigeligt at tage af. Og nu har et overblik husket hende. Så er alt godt.

Sikke en blæst! Man kunne knap stå oprejst. Og den gjorde alt hvad den kunne for at blive hørt. Hvinede om hjørner, brølede over tage, susede gennem gader og hvad vind ellers gør. For at sige ‘Pas lige på med at gå ud; idag er det mig der hersker’. Eller hvad vind siger, hvis den siger andet end sig selv. Hvilket også er rigeligt. Måske var det derfor. At landet var så fladt. Blæsten var der jo ret så tit. Hvem der end havde givet den lov. Men der var ikke mange dage, hvor mennesker kunne gå ud og gøre hvad mennesker nu gør, uden at blive konfronteret med blæsten. De havde opfundet forskellige måder at snakke om den på. Faktisk snakkede de næsten ikke om andet. Og var det ikke vinden, var der altid noget andet vejr at snakke om. På den måde var blæsten vel god. Ellers havde de ikke haft så meget at sige hinanden. Selv om de nu også kunne tale længe om ‘vindstille’ og ‘havblik’ og den slags. Måske var det også de mange dage med frisk vind, stiv kuling, stormstød, 17 sekundmeter, og hvad det eller blev kaldt, der havde fået dem til at gå sådan. Som gik de altid i modvind. De gjorde de da også tit, men selv de få dage hvor vinden ikke gad, gik menneskene alligevel sådan. Foroverbøjet, med ansigtet rettet mod jorden, tavst målrettet. Vinden var helt fornøjet over at have så stor indflydelse. Så fik de lige et ekstra kraftigt vindstød, ‘Der blev målt helt op til 33 sekundmeter ved vestvendte kyster’, bare for lige at understrege hvem der bestemte. Og menneskene holdt sig helst inden døre; al gåen ud foregik i den vedtagne stilling og uden svinkeærinder fra A til B. Man kunne lige skæve op og til siden, og så man så en anden stakkel ude i blæsten, måske en bekendt, lavede man nogle tegn og fagter. Som regel gik de primært ud på, at man havde set den anden og ville kommunikere. Men at vejret, vinden, blæsten, ikke var så man kunne stoppe og ligefrem snakke. Man var alligevel begge på vej fra A til B. Kortest mulige afstand. Men en dag, når vejret… Ok? Og så videre. Mange havde biler. Det var lidt fornærmende for blæsten. De var svære sådan lige at vælte. Og menneskene i dem sad endda som om der ikke var nogen vind! Samtidig med at de selv drønede afsted med 88 og 111 sekundmeter. Men blæsten burde være stolt. Det var jo på grund af vejr og vind, at de brugte den slags beholdere. Også for at komme endnu hurtigere fra A til B. Uden overhovedet at skulle hilse på nogen, bekendte eller ej, men bare følge den programmerede rute. Nogle gange snakkede vinden dog med alt muligt andet vejr. Bare for at genere menneskene. Så væltede der pludselig sne ned, og menneskene stod fortvivlet og så på deres ubrugelige biler. Eller, lidt mere ondsindet, lagde næsten usynlig is på vejene. Selv solen, de få gange den fik lov at være med, kunne bruges. Et uventet skarpt blink kunne få enhver bilist til at køre galt. Sådan klarede vejret, med lidt samarbejde på tværs af deres områder, menneskets mange forsøg på at kæmpe imod. Selv store massetransporter som tog og busser, kunne lammes i dagevis. Og fly… De var jo guf for vejret! Nogle gange, i en af de korte pauser, sad blæsten sammen med de andre og undrede sig. Det virkede næsten for nemt. Jo; blæsten var da ret så voldsom. Men intet sammenlignet med kolleger i andre dele af verden. Man skulle næsten tro, at de mennesker ligefrem var glade for deres vejr. Brugte det! Det var ihvertfald en gangbar undskyldning. ‘Sikken blæst, det var jo ikke til at gå uden for en dør!’ Den slags kan gøre ethvert vejr usikker på sig selv. Det var sgu da blæsten der bestemte! Den smed lige med nogle tagsten. Bare for en sikkerheds skyld. Med et enkelt kraniebrud og nogle bulede biler løjede den tilfreds af.

Aldrig havde der været så tæt en tåge! En tåge der ikke blev brændt væk af solen, eller blot lettede op ad dagen. Den blev ved! Den var over det hele. Næsten håndgribelig. Inde som ude, nat og dag. Og om det var nat eller dag eller morgen eller aften eller nogetsomhelst, ja det bestemte tågen. Enten blandede den sig med mørket, og skulle kun dække steder med kunstig belysning. Om dagen var opgaven lidt større, men den klarede det uden problemer: Måske en nuance lysere end om i dagtimerne, men det var ikke til at sige: Tågen gjorde nat og dag til det samme. Det betød alligevel intet. Tågen var den bedste i mands minde. Den var så effektiv, at selv mands minde blev tåget. Dét er noget af en præstation! Tid og sted forsvandt i tågen, og man kunne ikke se en hånd for sig. Så kunne hænder foretage sig hvadsomhelst, uden at blive set. Da tankerne også blev tågede, var det næsten fuldendt. Tågede tanker, der opslugte en masse dumme idé’er og forestillinger. Så var det ikke muligt at se meget andet end øjeblikket; tanker om før og efter flød sammen med tågen. Faktisk var den altdækkende tåge som en sol der langt om længe bryder frem. Efter en alt for lang vinter. Med masser af en anden slags tåge. Men selvfølgelig kom der en dag. Det gør der næsten altid. En dag hvor tågen lettede, og det atter blev dag. Man kunne igen se en hånd for sig. Mands minde og tanker genstartede. Sådan går det jo. Sådan er det gået hidtil, i mands minde. Men en tid havde alt været tåget. Alt! Selv tiden. Det kunne ske igen! Håb blev genindført. Bare det mindste tegn på tåge…

%d bloggers like this: