Håb!

Aldrig havde der været så tæt en tåge! En tåge der ikke blev brændt væk af solen, eller blot lettede op ad dagen. Den blev ved! Den var over det hele. Næsten håndgribelig. Inde som ude, nat og dag. Og om det var nat eller dag eller morgen eller aften eller nogetsomhelst, ja det bestemte tågen. Enten blandede den sig med mørket, og skulle kun dække steder med kunstig belysning. Om dagen var opgaven lidt større, men den klarede det uden problemer: Måske en nuance lysere end om i dagtimerne, men det var ikke til at sige: Tågen gjorde nat og dag til det samme. Det betød alligevel intet. Tågen var den bedste i mands minde. Den var så effektiv, at selv mands minde blev tåget. Dét er noget af en præstation! Tid og sted forsvandt i tågen, og man kunne ikke se en hånd for sig. Så kunne hænder foretage sig hvadsomhelst, uden at blive set. Da tankerne også blev tågede, var det næsten fuldendt. Tågede tanker, der opslugte en masse dumme idé’er og forestillinger. Så var det ikke muligt at se meget andet end øjeblikket; tanker om før og efter flød sammen med tågen. Faktisk var den altdækkende tåge som en sol der langt om længe bryder frem. Efter en alt for lang vinter. Med masser af en anden slags tåge. Men selvfølgelig kom der en dag. Det gør der næsten altid. En dag hvor tågen lettede, og det atter blev dag. Man kunne igen se en hånd for sig. Mands minde og tanker genstartede. Sådan går det jo. Sådan er det gået hidtil, i mands minde. Men en tid havde alt været tåget. Alt! Selv tiden. Det kunne ske igen! Håb blev genindført. Bare det mindste tegn på tåge…

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: