Sekundmeter, på øjemål.

Sikke en blæst! Man kunne knap stå oprejst. Og den gjorde alt hvad den kunne for at blive hørt. Hvinede om hjørner, brølede over tage, susede gennem gader og hvad vind ellers gør. For at sige ‘Pas lige på med at gå ud; idag er det mig der hersker’. Eller hvad vind siger, hvis den siger andet end sig selv. Hvilket også er rigeligt. Måske var det derfor. At landet var så fladt. Blæsten var der jo ret så tit. Hvem der end havde givet den lov. Men der var ikke mange dage, hvor mennesker kunne gå ud og gøre hvad mennesker nu gør, uden at blive konfronteret med blæsten. De havde opfundet forskellige måder at snakke om den på. Faktisk snakkede de næsten ikke om andet. Og var det ikke vinden, var der altid noget andet vejr at snakke om. På den måde var blæsten vel god. Ellers havde de ikke haft så meget at sige hinanden. Selv om de nu også kunne tale længe om ‘vindstille’ og ‘havblik’ og den slags. Måske var det også de mange dage med frisk vind, stiv kuling, stormstød, 17 sekundmeter, og hvad det eller blev kaldt, der havde fået dem til at gå sådan. Som gik de altid i modvind. De gjorde de da også tit, men selv de få dage hvor vinden ikke gad, gik menneskene alligevel sådan. Foroverbøjet, med ansigtet rettet mod jorden, tavst målrettet. Vinden var helt fornøjet over at have så stor indflydelse. Så fik de lige et ekstra kraftigt vindstød, ‘Der blev målt helt op til 33 sekundmeter ved vestvendte kyster’, bare for lige at understrege hvem der bestemte. Og menneskene holdt sig helst inden døre; al gåen ud foregik i den vedtagne stilling og uden svinkeærinder fra A til B. Man kunne lige skæve op og til siden, og så man så en anden stakkel ude i blæsten, måske en bekendt, lavede man nogle tegn og fagter. Som regel gik de primært ud på, at man havde set den anden og ville kommunikere. Men at vejret, vinden, blæsten, ikke var så man kunne stoppe og ligefrem snakke. Man var alligevel begge på vej fra A til B. Kortest mulige afstand. Men en dag, når vejret… Ok? Og så videre. Mange havde biler. Det var lidt fornærmende for blæsten. De var svære sådan lige at vælte. Og menneskene i dem sad endda som om der ikke var nogen vind! Samtidig med at de selv drønede afsted med 88 og 111 sekundmeter. Men blæsten burde være stolt. Det var jo på grund af vejr og vind, at de brugte den slags beholdere. Også for at komme endnu hurtigere fra A til B. Uden overhovedet at skulle hilse på nogen, bekendte eller ej, men bare følge den programmerede rute. Nogle gange snakkede vinden dog med alt muligt andet vejr. Bare for at genere menneskene. Så væltede der pludselig sne ned, og menneskene stod fortvivlet og så på deres ubrugelige biler. Eller, lidt mere ondsindet, lagde næsten usynlig is på vejene. Selv solen, de få gange den fik lov at være med, kunne bruges. Et uventet skarpt blink kunne få enhver bilist til at køre galt. Sådan klarede vejret, med lidt samarbejde på tværs af deres områder, menneskets mange forsøg på at kæmpe imod. Selv store massetransporter som tog og busser, kunne lammes i dagevis. Og fly… De var jo guf for vejret! Nogle gange, i en af de korte pauser, sad blæsten sammen med de andre og undrede sig. Det virkede næsten for nemt. Jo; blæsten var da ret så voldsom. Men intet sammenlignet med kolleger i andre dele af verden. Man skulle næsten tro, at de mennesker ligefrem var glade for deres vejr. Brugte det! Det var ihvertfald en gangbar undskyldning. ‘Sikken blæst, det var jo ikke til at gå uden for en dør!’ Den slags kan gøre ethvert vejr usikker på sig selv. Det var sgu da blæsten der bestemte! Den smed lige med nogle tagsten. Bare for en sikkerheds skyld. Med et enkelt kraniebrud og nogle bulede biler løjede den tilfreds af.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: