Arkiv

Monthly Archives: april 2014

Ahh hvilken vidunderlig dag. Han mærkede det før han slog øjnene op. Endda før han blev Alexander. Han sprang ud af sengen, som var han en ung dreng, næsten uden at mærke stivhed og ømme led. Op med vinduet; og han blev ganske overvældet. Ikke af bunkerne med utålmodigt ventende opgaver som ellers, men af en forårsmorgen så frisk som var det løgn eller et barndomsminde. Men det var det ikke! Himlen var blå, dyb blå på den ægteste måde, renset for skyer. Solen allerede strålende højt på himlen; allerede i fuld kontrol. Og minsandten, et væld af fugle der kvidrede som gale, som var det et spørgsmål om liv eller død. Næsten overdøvende strømmen af biler på pendlervejen. Og selv de evindelige biler var muntre; glimtende i alle farver under solen som var de nyvaskede. Alexander mærkede en lun brise stryge ham med hårene, ikke en strid vind eller klam tåge, og han trak vejret dybt ind. Han lod endda morgensmøgen ryge sig selv; idag var det kunstige åndedræt overflødigt. Suge dybt ind gennem næsen, holde den fine byluft inde, og puste alt det grimme ud helt nede fra maven. Hvilken morgen! Fløjtende og nynnende, kun en smule hosten, et hurtigt skyl. Selv vandet, pumpet helt op på hans etage, perlede ud af den tilkalkede bruser som var det ungdommens kilde. Han tænkte næsten ikke over hvilke tøjsignaler han skulle anvende, men smuttede blot i noget let og behageligt, med kun diskrete mærker. Alexander trådte ud i en dag der allerede var varm; en dag der tog imod ham med et inderligt knus. Uden bagtanker; ingen dagsorden, kun en forårsdag der næsten ikke kunne overgås. Selv ikke på de nyeste skærme og digitalt behandlet. Under de træer der stadig stod tilbage, så han grønt som kun nyudsprunget og saftigt kan være grønt. omkring ham hvor der ikke var fliser eller asfalt, væltede det op med med blomster, der som på kommando viste sig fra deres smukkeste side. Og en dompap sad på en gren lige over ham, kvidrende sig hæs, med fjerene så strålende som nyvaskede biler. Alexander gentog åndedrætsøvelsen, og følte sig så ny som forårsdagen selv. Han huskede, men forbigående og uden dårlig samvittighed, på bunkerne af ventende opgaver. Og forbavsede sig selv ved at kunne ryste tanken af sig, godt hjulpet af dagen der samlede sig om ham. Og den svage duft fra hans hud af årets første rigtige sol. En duft der er værd at samle på; en duft der kun forekommer en gang om året; i sandhed mindeværdig! Alexander lod sig glide tilbage til en kornmark, engang før han rigtig var blevet Alexander, og blot var et barn. Næsten uden modstand lå hans lille krop gemt midt i det stadig grønne korn, der svajede let i den samme lune brise. Han lå på ryggen med armene under hovedet. Det måtte være hen på eftermiddagen; solen stod lavt men nåede lige hans ansigt. Han hørte kalden, fjern og ikke utålmodig; det var en leg. Han ville ikke blive fundet foreløbig, og fyldt med en forårsdags sol døsede han hen. Hans øjne gled i med kun dyb blå himmel på nethinden. Alexander vågnede næste dag, og jo, den var god nok. Masser af forår, nøjagtig som igår. Han sad på sengekanten, gabte og strakte sig så meget en ældre krop nu kan strække sig. Med øjne der ikke rigtig gad åbne sig, famlede han ud efter cigaretterne. Røgen blandede sig med solstrålerne. Alexander lænede sig tilbage i sengen igen. Blot lige fem minutter mere… Han fik et glimt af en erindring om en kornmark. Før han kunne døse hen, brændte cigaretten hans fingre. Bandende og arrig sprang han ud af sengen.

Reklamer

Både uden for, fornemmet statisk lurende og som silhouetskygger forbifarende. OG inden i enkelte, inden for murene. Af lidt for meget fællesskaberi og fridagstvunget samværsramte… Onde ånder! Af vidt forskellig karakter; kun skyggesiden har de til fælles. Ellers afhængig af både den og de enkeltes indre, positioner i flokken og samfund og hvor det overlapper, forhold til både de andre inde og de mange, mange, mange, skræmmende mange ude. Det laves der beskyttelse mod. Hjerter flettes og hænges på nåle, æg trilles hårdkogt, der ophænges og fastnagles symboler kaldet pynt, krypteret kommunikation fylder både æteren og komprimeres som mikropunkter i kort og breve, der opstilles taktiske vagtdyr overalt hvor skygger kunne opstå, store totemtræer mindst en gang om året, og lyset dæmpes og lyde siges eller synges, mens der danses i en ubrudt værnende ring… Man er vant til det. Uanset årstid, skaber det lys i mørket. Vel at mærke den slags lys der ikke har skygge, og aldrig må få. For Guds og vores skyld. (Dog ikke vore synders skyld; dét er noget helt andet; lidt for tæt på en afart af skygger.) Man samles under faste betegnelser, nogle endda i ly af klokkers bimlen; højtidsstilhed er blot én af truslerne der lurer bag hver time og efter næste ret og før og efter kaffen og endda i selv det mindste samtaleophør. Påske- og Pinse- og Jule-middage, kaffe, frokoster, aftner, hygge, flokkomsammen, fri og ferier. Og så endda, udspekuleret næsten uretfærdigt, enkeltdøgn der også er mulige skyggeskjul. Endnu mere djævelsk; halve dage, der stadig varer hele døgn, men blot er blevet til halve eller mærkedage eller flagdage. Det kan dreje sig om få timer… Det kan være nok! Så man samles. Fordi man nu engang er stærkest i flok… hvadenten det gælder den skræmmende alkoholiker der råber alene nede på hjørnet, eller det er grandonkel Sved og den skygge i ham der har det med at springe ud og dæmpe lyset… På den forkerte måde; ikke den strategiske hvor man bliver et mindre synligt mål. Men jo flere, jo nemmere kan frygten skræmmes væk! Sammen er vi stærke… mod andre sammensværgelser og andre flokke. Skygger der ikke rigtig kan ses, og var der noget der bevægede sig hvor der ikke skulle være bevægelse, ikke så meget som en lille følelse? Der snedigt kan snige sig ind i varmen, endda antage kropstemperatur. Og ligge på lur i selv bedste fædre, bryde ud som en ondsindet virus, forklædt som jovialitet og barneleg. Falde i ét med tapetet i den bedste af alle verdener… vente tavst som er der noget i luften eller til der er… -og så med et sæt springe frem, mere grusom end en fremmed udefra; hvad det også kan antage form som… Jo, der er god grund til ritualer, ofte med våben som sakse og forskæreknive; og almindelig enighed om velsmag og samme smag uanset sag, ja det bestyrker og bemander barrikaderne. Gennem generationer, og holdt strengt indenfor blandt andre hemmeligheder, er nedarvet små men livsvigtige tegn og symboler. Der males på æg efter mønstre hvis betydning er livsvigtig; noget har kodenavnet ‘pynt’ og vé den der ikke ved præcis hvor og hvornår trommen skal vises før der spises eller præcis hvor gækket og prikket lammet lægger malede æg! Der er skam en grund til at have et øje på hver finger; og ét fastelavnsris i hånden er bedre end tanken om ti på taget med andre slagvåben, det er så hyggeligt når vi alle er samlet, og det sker jo ikke så tit, gudsketak og lovgiv for højtiderne!… At onkel Knude ikke er her i år, er så katastrofalt at… fordi… jamen! Tænk hvis han er blevet en af dem derude, ja ikke bare dét, men tænk hvis han altid har været, også sidste år hvor han var inde… En anden fanden maler skræk på væggen, en mørkere nuance i et hjørne, fugtskader kan komme selv om foråret, hektisk overspringes bukken, skyndsomt skylles efter med en lille en. Til kaffen!!! En tår mere? Der er masser på kanden, og ellers… Hahaha og ha, der er jo snart middag; så langt så… Så længe.
(Egentlig er det en trist historie. Grundløse tårer ned ad fortrukne ansigter. Ustoppelig hulken der tvinger livet i fosterstilling. Langt mere end et menneske kan bære. Men vi løfter i flok…)
Og bufferzoner og tilhørstegn og vagtigevær og alt kan ske i ingenmandsland, intet nyt er hver gang en stor nyhed, dér er enigheden bredere end lodret løgn. Og… Så!
Lyden af en bil følges agtsomt eller vagtsomt ihvertfald med yderst skarpe ører parate; der er holdt mandtal, der ventes ikke flere… HVIS den ikke kører forbi… HVIS den nærmer sig indkørslen… Bedst er beskyttelsen i egen borg, bufferzonen gør at der i hegn og hæk kan opsættes skyggeafslørende kæder med lys, automatisk blændende pletvis brændende gennemhullende enhver skygge selvfølgelig. Det har osse en vis afskræmmende effekt. Mindre sikker er man i fælles beskyttelsesværker. Der afhænger meget af tilliden til de flokke man er blevet stablet sammen med. Isolation er nu det bedste. Hvis altså bufferzonen er velholdt; og støder op til andre man har dannet forbund med. I de stablede kasser, skal døre forstærkes og dørtelefoner og spioner, selv dem der rasler forklædt, tages både alvorligt og omgående. Og man må stole på at de allierede virkelig er allierede. Det testes og afprøves med stikprøver og overvågning. Er der højtidssignaler på dørene? Kommer de til fælles strategimøder? Kender de overhovedet koden for den slags? Ellers gøres der kort proces… Baggrundstjek på nye før de lukkes ind ad bare ydermuren; heldigvis en anerkendt uskyldighed: Privat fortid er et overstået kapitel; mere af interesse for historikere end for virkeligheden. Men! Og der er et men… Det siger sig selv: Jo mere sikret mod udefrakommende, jo dybere voldgrave og jo højere tornehække; jo stærkere alt er modskygget… Jo mere sikker skal man være i troen! Der må ikke være den mindste tvivl om klanens totale loyalitet og gennemsigtighed der ikke kan kaste skygge! Ellers kan det blive grimt, rigtig grimt… Viser grandtante Grøn tegn på noget… Udenomsvigende afglidende; en duft af noget skyggefuldt, kan det true hele den komplekse opsætning. Gud nåde og trøste dén, der under falske forudsætninger er trængt ind i selve kernen, selve kommandocentralen. Med bare en enkelt lille skygge ved sin side. Så nytter det ikke at påberåbe sig uvidenhed: En forrædder i vor midte! Og nej, grandtante Grøn, der ER ingen undskyldning. Den slags er der ikke plads til i de trange lavloftede højtider! Dyb selvransagelse op til selv en enkelt halv høj dag, er et krav, og det ved enhver fra før fødslen: Er der ansats til en skygge i dig, er det selvdisciplin at melde fra, at melde sig ud af familiens skød. Et værdigt selvmordsbrev ranker familietræet. Ja man kan ligefrem blive mindet med agtelse. Ved højtider. Alt andet er egoisme og koster fællesskabet dyrt. Mulig råddenskab i en familiegren; og hele træet kaster en dyster skygge. Hvorunder græs visner og intet spirer… Ak nej… Og en undersøgelse, dybdeskyggescanning i det rette lys, og så måske en udrensning koster klejner eller chokoladeæg! Det skulle nødig komme til, at hyggekomiteen må holde et ekstra besluttende køkkenmøde for at vedtage ekskludering… Som er en besværlig udslusning. Forsvarsforanstaltninger er også svære at passere indefra og ud. Enkelte ellers fuldt pålidelige kan få fragmenter af skygge og fængselstanker, og ganske irrationelt rive og flå i både pynt og den til tiden forstegte mad. Et vist mål af frådseri er ganske vist næsten en betingelse, men der er en grænse. Uden skygge af tvivl.

Solen arbejdede som besat. Brugte alle sine kræfter; dryppede af sved. Anstrengte sig for at sende de mest gennemborende stråler afsted. Mens den bandede over at være blevet taget på sengen. Den burde have lært det. At den nogle gange skulle dampe et lag tåge væk. For at de små væsner dernede kunne få lidt lys og varme. Men denne tåge var godtnok usædvanlig. Tyk, tæt og nærmest klistret. Og stædig! Det skete ikke tit at tågen ikke blev gennemboret, og solen gjorde hvad den kunne. For at tågen ikke skulle have alt i sin klamme hånd en hel dag. Alt det levende i og under tågen puttede sig; ventede og håbede. Det blev op ad dagen, og solen havde kun fået skrællet det øverste lag af. Det var afgjort en af de ondsindede tåger. Sjældent at de var så naturstridigt tætte. Og så på denne årstid, solen havde ventet en let dag, og ikke en dag med hårdt arbejde lige fra sengekanten. Der var ikke megen guld i den morgenstunds mund. Solen blev febrilsk og nervøs; den skulle nu have været på sit højeste, og sprede glæde der nede i jordhøjde. Men tågen skumlede og flyttede strategisk rundt på sig selv. Lige så snart solen næsten havde brændt hul igennem ét sted, ja så havde den modbydelige tåge arbejdet sig tæt igen andre steder. Det var nu kun de mørkeelskende væsner der bevægede sig rundt dernede. Alle andre, alt andet, der behøvede lys og dag for at fungere, havde resigneret. Og søgte ly i huler og huller, for at beskytte sig. Og overlod al plads til de lyssky, dem der frydede sig over at natten blev trukket ud over en dag. Nogle blev forvirrede over den manglende døgnrytme, og løb rundt i cirkler. Nemt bytte for rovdyr med godt nattesyn. Alt det vidste solen udmærket, og tårer blandede sig med sved. Den græd lidt af frustration og vrede, en sol har ikke godt af ikke at stråle. Den bliver indebrændt, og dét gør ondt. Og det gør ondt i dens sjæl: Den er sit ansvar bevidst, og ved hvor mærkeligt der er der nede i tågen. Hvorfor var så grum en tåge også dukket op? På denne tid af året? Der var ellers en slags uskreven aftale, og dén type altædende tåge burde slet ikke være der. Solen gjorde nogle sidste desperate forsøg. Brugte endda, med en lidt dårlig smag i munden, nogle beskidte kneb. Lige lidt hjalp det. Den tåge havde åbenbart tænkt sig, lige fra den sneg sig op før solen, at holde fast med næb og kløer. At lade nat glide over i nat, så dagen mest var en idé, en tanke der aldrig blev til noget. Der var ikke noget at gøre. Den fuldstændigt udmattede sol måtte gå ned. Og som om det ikke var krænkende nok ikke at være blevet set, måtte den gå ned midt i tågen. Det var beskæmmende og ydmygende. Tågen lod solen passere. Ned igennem et snævert hul bag en horisont ingen havde set. Og tågen var på vagt; selv ikke nogle aftenstråler fik lov. Ikke noget med farver på himlen; ikke noget med at oplyse selve tågen bare det mindste. Solen havde tabt slaget. Dagsformen havde simpelthen ikke været der. Natten tog over, og sludrede lidt med tågen. Natten var ikke udelt begejstret for den sjældent muskuløse tåge. At være nat kræver et mindstemål af dag. Da tåge og nat er beslægtede, lyttede tågen til nattens formaninger. Og næste morgen kunne solen stå op uden modstand. Strålende lige fra under en synlig horisont. Den overvandt sin udmattelse fra dagen før, og tog majestætisk hele turen over himlen. Skinnende på alt og alle; nattens væsner holdt sig væk, og de andre boltrede sig i lyset. At det var en lidt mat sol, blev næsten ikke bemærket. Heller ikke at solens stråler havde et lidt bittert skær. Den var ikke helt tilfreds med naturens orden. Vist havde den da selv familie og venner. Men slægtskabet mellem tåge og nat var bekymrende. Solen synes det var lidt uretfærdigt. Jaja, den kunne da trøste sig med en ting. At den der nede på jorden var langt den mest elskede. Til tider ligefrem tilbedt. Som en anden gud. De skulle bare vide hvor hårdt den kæmpede. For hver en stråle. Næste dag ville den være endnu mere fyldig og flot; det havde de fortjent, alle de små væsner.

%d bloggers like this: