Højtidshalløj… Romanbid? Andetstedsafbidt? Tja…

Både uden for, fornemmet statisk lurende og som silhouetskygger forbifarende. OG inden i enkelte, inden for murene. Af lidt for meget fællesskaberi og fridagstvunget samværsramte… Onde ånder! Af vidt forskellig karakter; kun skyggesiden har de til fælles. Ellers afhængig af både den og de enkeltes indre, positioner i flokken og samfund og hvor det overlapper, forhold til både de andre inde og de mange, mange, mange, skræmmende mange ude. Det laves der beskyttelse mod. Hjerter flettes og hænges på nåle, æg trilles hårdkogt, der ophænges og fastnagles symboler kaldet pynt, krypteret kommunikation fylder både æteren og komprimeres som mikropunkter i kort og breve, der opstilles taktiske vagtdyr overalt hvor skygger kunne opstå, store totemtræer mindst en gang om året, og lyset dæmpes og lyde siges eller synges, mens der danses i en ubrudt værnende ring… Man er vant til det. Uanset årstid, skaber det lys i mørket. Vel at mærke den slags lys der ikke har skygge, og aldrig må få. For Guds og vores skyld. (Dog ikke vore synders skyld; dét er noget helt andet; lidt for tæt på en afart af skygger.) Man samles under faste betegnelser, nogle endda i ly af klokkers bimlen; højtidsstilhed er blot én af truslerne der lurer bag hver time og efter næste ret og før og efter kaffen og endda i selv det mindste samtaleophør. Påske- og Pinse- og Jule-middage, kaffe, frokoster, aftner, hygge, flokkomsammen, fri og ferier. Og så endda, udspekuleret næsten uretfærdigt, enkeltdøgn der også er mulige skyggeskjul. Endnu mere djævelsk; halve dage, der stadig varer hele døgn, men blot er blevet til halve eller mærkedage eller flagdage. Det kan dreje sig om få timer… Det kan være nok! Så man samles. Fordi man nu engang er stærkest i flok… hvadenten det gælder den skræmmende alkoholiker der råber alene nede på hjørnet, eller det er grandonkel Sved og den skygge i ham der har det med at springe ud og dæmpe lyset… På den forkerte måde; ikke den strategiske hvor man bliver et mindre synligt mål. Men jo flere, jo nemmere kan frygten skræmmes væk! Sammen er vi stærke… mod andre sammensværgelser og andre flokke. Skygger der ikke rigtig kan ses, og var der noget der bevægede sig hvor der ikke skulle være bevægelse, ikke så meget som en lille følelse? Der snedigt kan snige sig ind i varmen, endda antage kropstemperatur. Og ligge på lur i selv bedste fædre, bryde ud som en ondsindet virus, forklædt som jovialitet og barneleg. Falde i ét med tapetet i den bedste af alle verdener… vente tavst som er der noget i luften eller til der er… -og så med et sæt springe frem, mere grusom end en fremmed udefra; hvad det også kan antage form som… Jo, der er god grund til ritualer, ofte med våben som sakse og forskæreknive; og almindelig enighed om velsmag og samme smag uanset sag, ja det bestyrker og bemander barrikaderne. Gennem generationer, og holdt strengt indenfor blandt andre hemmeligheder, er nedarvet små men livsvigtige tegn og symboler. Der males på æg efter mønstre hvis betydning er livsvigtig; noget har kodenavnet ‘pynt’ og vé den der ikke ved præcis hvor og hvornår trommen skal vises før der spises eller præcis hvor gækket og prikket lammet lægger malede æg! Der er skam en grund til at have et øje på hver finger; og ét fastelavnsris i hånden er bedre end tanken om ti på taget med andre slagvåben, det er så hyggeligt når vi alle er samlet, og det sker jo ikke så tit, gudsketak og lovgiv for højtiderne!… At onkel Knude ikke er her i år, er så katastrofalt at… fordi… jamen! Tænk hvis han er blevet en af dem derude, ja ikke bare dét, men tænk hvis han altid har været, også sidste år hvor han var inde… En anden fanden maler skræk på væggen, en mørkere nuance i et hjørne, fugtskader kan komme selv om foråret, hektisk overspringes bukken, skyndsomt skylles efter med en lille en. Til kaffen!!! En tår mere? Der er masser på kanden, og ellers… Hahaha og ha, der er jo snart middag; så langt så… Så længe.
(Egentlig er det en trist historie. Grundløse tårer ned ad fortrukne ansigter. Ustoppelig hulken der tvinger livet i fosterstilling. Langt mere end et menneske kan bære. Men vi løfter i flok…)
Og bufferzoner og tilhørstegn og vagtigevær og alt kan ske i ingenmandsland, intet nyt er hver gang en stor nyhed, dér er enigheden bredere end lodret løgn. Og… Så!
Lyden af en bil følges agtsomt eller vagtsomt ihvertfald med yderst skarpe ører parate; der er holdt mandtal, der ventes ikke flere… HVIS den ikke kører forbi… HVIS den nærmer sig indkørslen… Bedst er beskyttelsen i egen borg, bufferzonen gør at der i hegn og hæk kan opsættes skyggeafslørende kæder med lys, automatisk blændende pletvis brændende gennemhullende enhver skygge selvfølgelig. Det har osse en vis afskræmmende effekt. Mindre sikker er man i fælles beskyttelsesværker. Der afhænger meget af tilliden til de flokke man er blevet stablet sammen med. Isolation er nu det bedste. Hvis altså bufferzonen er velholdt; og støder op til andre man har dannet forbund med. I de stablede kasser, skal døre forstærkes og dørtelefoner og spioner, selv dem der rasler forklædt, tages både alvorligt og omgående. Og man må stole på at de allierede virkelig er allierede. Det testes og afprøves med stikprøver og overvågning. Er der højtidssignaler på dørene? Kommer de til fælles strategimøder? Kender de overhovedet koden for den slags? Ellers gøres der kort proces… Baggrundstjek på nye før de lukkes ind ad bare ydermuren; heldigvis en anerkendt uskyldighed: Privat fortid er et overstået kapitel; mere af interesse for historikere end for virkeligheden. Men! Og der er et men… Det siger sig selv: Jo mere sikret mod udefrakommende, jo dybere voldgrave og jo højere tornehække; jo stærkere alt er modskygget… Jo mere sikker skal man være i troen! Der må ikke være den mindste tvivl om klanens totale loyalitet og gennemsigtighed der ikke kan kaste skygge! Ellers kan det blive grimt, rigtig grimt… Viser grandtante Grøn tegn på noget… Udenomsvigende afglidende; en duft af noget skyggefuldt, kan det true hele den komplekse opsætning. Gud nåde og trøste dén, der under falske forudsætninger er trængt ind i selve kernen, selve kommandocentralen. Med bare en enkelt lille skygge ved sin side. Så nytter det ikke at påberåbe sig uvidenhed: En forrædder i vor midte! Og nej, grandtante Grøn, der ER ingen undskyldning. Den slags er der ikke plads til i de trange lavloftede højtider! Dyb selvransagelse op til selv en enkelt halv høj dag, er et krav, og det ved enhver fra før fødslen: Er der ansats til en skygge i dig, er det selvdisciplin at melde fra, at melde sig ud af familiens skød. Et værdigt selvmordsbrev ranker familietræet. Ja man kan ligefrem blive mindet med agtelse. Ved højtider. Alt andet er egoisme og koster fællesskabet dyrt. Mulig råddenskab i en familiegren; og hele træet kaster en dyster skygge. Hvorunder græs visner og intet spirer… Ak nej… Og en undersøgelse, dybdeskyggescanning i det rette lys, og så måske en udrensning koster klejner eller chokoladeæg! Det skulle nødig komme til, at hyggekomiteen må holde et ekstra besluttende køkkenmøde for at vedtage ekskludering… Som er en besværlig udslusning. Forsvarsforanstaltninger er også svære at passere indefra og ud. Enkelte ellers fuldt pålidelige kan få fragmenter af skygge og fængselstanker, og ganske irrationelt rive og flå i både pynt og den til tiden forstegte mad. Et vist mål af frådseri er ganske vist næsten en betingelse, men der er en grænse. Uden skygge af tvivl.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: