Var! Ikke er!

Første gang det skete, var det forårsaget af en bestemt duft. Ganske pludseligt og ret så omtumlende. En stille og rolig ting, intet voldsomt eller på nogen måde skræmmende. Alligevel næsten som noget fysisk, til at tage og føle på. Selv om det kun var en duft i en gammel opgang, af den slags med træpaneler og trappetrin slidt ned i bueform. Nænsomt vedligeholdt og heldigvis ikke renoveret.
Han var egentlig blot på vej til et besøg hos en bekendt, en almindelig social hilsen-på-og-længe-siden-visit. Ren fornøjelse og fritid. Selvfølgelig med den lille altid underliggende dagsorden i baghovedet. At have styr på rygter og informationers forundelige kredsløb. At have overblik over hvem der eventuelt og for tiden har overblik over hvad og hvorfor og hvorfor ikke. Den slags almindeligheder; blot lidt aftalt socialt samvær og interaktion.
     Men det var på vej op i den opgang med dens helt bestemte duft af træ og træbehandling, at hans erindring kom op med et billede der svarede til præcis den duft. Det varede nogle øjeblikke før han kunne placere den. Selv om han i det sekund han trådte ind i opgangen, og fik duften i næseborene, vidste at den svarede til noget helt bestemt i hans hukommelse. Et perfekt match i datalageret. 100% kompatibel nu- og fortid, i det mindste duftmæssigt. I første omgang. Hurtigt poppede et minde op og foldede sig ud. Så komplet og selvfølgeligt, at det ikke var et minde men virkelighed. Det var ikke som om; han var der ganske enkelt. Dén duft var præcis den samme, som duften i en lille træjolle der hørte til hans bedstefars sommerhus. Og koblingen satte erindringen i gear uden mindste knas. En erindring der ikke var erindring men væren; så totalt at det ikke havde noget med hukommelse at gøre. Det var nu. Han var ganske lille; noget af det første han senere overhovedet kunne huske. Det der ville blive et af hans første barndomsminder. Senere, måske i en opgang.
     Han stod i vandkanten ved sommerhuset, mens hans far skubbede jollen ud i vandet fra stranden. Og blev så løftet op i båden. En mørkebrun og gammel lille jolle, med to årer og absolut ingen motor. For ham var det et eventyr. Hans far lagde årene i åregaflerne, og tog et par tag ud på fjorden. Nu var der også lyden af vandet; fjordens egne dovne småbølger i gruset og dryppen fra årene, når faderen holdt dem oppe fra vandet. Det var dengang en fjord kunne være ren, og til at se ned igennem helt til bunden. Han var som fortryllet. De havde sikkert kun været få meter ude, og han husker da også faderen smilende over hans uforbeholdne begejstring. Der var en verden under den blikstille overflade. Tang, sten, sand, endda en fisk, (ja, det var dengang), og se! En krabbe! Hans far sagde at han ikke måtte læne sig for langt ud over rælingen. Mens båden lige så stille flød hen over den nye verden. Han var virkelig ikke særlig gammel, måske 3-4 år, og han ville senere mene, at det var noget af det første han huskede tydeligt. Som et komplet billede med lyd og duft og alle sansninger. Det første af den komplette slags. De drev rundt der på sikkert højst en halv meters vand i en uendelighed. En vidunderlig uendelighed. Alt var perfekt; den nye opdagelse af verdener, sommersolen på fjorden og hans bare arme og ben, hans far ung og glad, og dét var hele hans rige verden. Et af de øjeblikke, der som erindring næsten er en kliché. Og som man tvivler en smule på; så fantastisk havde det nu nok ikke været. Den tvivl der kommer med viden, og en voksen afart af misundelse. Men dengang var ægte nok, og erindringen var fri for senere tillægsviden. Han kunne mærke sine hænder holde fast i rælingen, kunne mærke jollens trækant være for stor til hans små hænder og fingre. Efter noget tid mærkede han også hvor varm han blev i håret, solen bagte lystigt på hans hovede, der næsten uden afbrydelse var vendt så han kunne se ud over bådens kant og ned i vandet. Kun med henrykte korte afbrydelser, hvor han prøvede med sit lille ordforråd at fortælle faderen om en ny spændende ting. Han kunne mærke, hvordan hans mund og tunge ledte efter ord han endnu ikke kendte. Istedet blev det til en række af “se dén der far!”, og han hørte glæden i hans fars stemme ved at fortælle ham hvad det var.
     Verden begyndte at krakelere, enten fordi han ikke huskede mere, eller fordi han nu var nået op til den etage han skulle. Opgangen tog form, og han blev voksen igen. Det var ikke et særligt behageligt skift, og han måtte stå en tid og tage sig sammen. Sådan som man nu gør som voksen. Eller gerne skulle være opdraget til at kunne. Han ringede på, der blev åbnet, og udvekslet sætninger. De sad og sludrede en times tid; udvekslede informationer af større eller mindre vigtighed. Der var mange billeder der konstant skulle opdateres og stykkes sammen på nye måder. Sådan er det jo, og endda ganske hyggeligt. Han sagde farvel og på gensyn og hvad man siger, i helt godt humør. Voksenlivet har da sine behagelige sider.
     Da han gik ned igennem opgangen igen, tænkte han selvfølgelig på den kraftige erindring der havde fortrængt alt andet. Duften var der stadig, men han holdt fast i sin bevidsthed. Som også var blevet forstærket af snakken med vennen, og nyt om andre. Ikke noget med barndom og sommer og alt for klare minder. Han var næsten nået ned og ud, da et glimt som fra en kamerablitz blændede ham. Han måtte stoppe, var ellers tæt på nederste trin. Da han fik synet igen, var det for sent. En altfyldende storskærm spærrede vejen ud af opgangen, omfavnede ham hurtigt, så han gled ind i billedet. Et sekund? Mindre? Han kunne ikke afgøre det; det var også uden betydning. Nu. Han har lige slået dørene til terrassen op. En tidlig morgen i sommerhuset. Stadig i pyjamas, lige kravlet ud af køjesengen. Og står med søvn i øjnene, kiggende ud over fjorden. Solen allerede varmende hans ansigt, og en uformuleret jublen over vejrskiftet. Det har regnet hele den uge han har tilbragt sammen med far og mor i sommerhuset, og han har fornemmet lidt dårlig stemning. Men samtidig en del hygge med kortspil og ludo i stuen, mens alt var regn og fugt udenfor. Grunden til at han småløb direkte til terrassedørene ud mod vandet, var at det endelig, på feriens sidste hele dag, var solskin. Han var blevet vækket i det lille køjerum af lyset fra solen; helt anderledes end de andre dages halvmørke. Vidste med det samme hvad det betød. Står derfor som det første og ser ud over fjorden. Billedet er som et koloreret postkort. I den alder vidste han ikke hvad det var; han så bare hvad han så. En himmel perfekt dybblå, solen der glimter i fjordens små dovne krusninger, der lige netop kan høres henover vandkantens sand. Og faderen i jollen et stykke ude, kun i shorts, næsten blot flydende kun med langsomme bløde åretag. Sikkert nydende friheden efter næsten en uges indespærring med familien, men den slags tanker kommer først langt senere. Han ser blot faderen på fjorden, og mærker den glade kriblen ved at være en del af det hele. Der er ikke meget mere end 20 meter fra terrassen og ned til vandet. Han løber med små glædesudbrud hen over terrassen, tripper gennem det stadig kølige græs, ned ad høften og ud på sandet, mærker det mellem hans tæer, og pjasker ud i vandet så pyjamasbukserne bliver våde. Han vinker og råber til faderen, og tænker at far godtnok sjældent vågner så tidligt; det må være fordi det endelig er blevet godt vejr. Hans ivrige hujen fortsætter langt ud over fjorden, hvor den spinkle barnestemme væver sig ind i solen og vandet for altid.
     Med samme lidt ubehagelige ryk, næsten som var det noget naturstridigt, blev den voksne revet frem igen. En dør i opgangen havde smækket højt, eller en larmende bil ude på gaden; eller hans bevidsthed havde kæmpet sig igennem. Heldigvis! Han kunne ikke spilde tid på den slags barndomserindringer, og da slet ikke så ukontrollerede som de åbenbart rumsterede i ham. Irriterende, simpelthen. Han gik ud ad hoveddøren, og blev en del af vrimlen på gaden. Stadig lidt gnaven over hans manglende kontrol. Han spekulerede lidt på, mens han snoede sig mellem personerne på fortorvet, hvor præcise den slags minder egentlig var. Hvor ægte hukommelsen gengav fortiden. Jaja, det var alligevel uden betydning; og han skulle desuden nå en bus og satte farten op. Som om der ikke var rigeligt at holde styr på, uden at ellers glemte øjeblikke skulle blande sig. Han kunne dog ikke helt fri sig fra en fornemmelse af sol og vand. Han stod i bussen og måtte overbevise sig selv: Han havde blot husket, erindret, hevet noget frem fra fortiden. Han havde kun fornemmet det som at være. Selvfølgelig var han ikke, om det så bare var i glimt, et barn! Ren indbildning og for mange fotoalbums, tænkte han beslutsomt. Og gned den sidste søvn ud af øjnene, klar til at hoppe op i jollen.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: