Arkiv

Monthly Archives: juli 2014

På engelsk, eller amerikansk er det vel, siger man “a can of worms”, som regel i forbindelse med at det er bedst ikke at åbne den. For en sjælden gangs skyld passer billederne nogenlunde; en dåse med levende orme er ikke så langt fra en slangerede fyldt med en filtrende klump unger. Jeg har da godtnok fået prikket hul på dåsen, eller stukket en pind i reden; og ved også at brevet kun er en anledning, ikke en årsag. Før jeg tog afsted var jeg udmærket klar over, at jeg havde sådan en dåse med. Hvis ikke ligefrem flere. Eller, som en russisk hvad-de-nu-hedder, trædukke hvori der en dukke hvori der en dukke hvori… Dét er ikke en rar tanke, men muligheden er reel nok. Måske vejede min kuffert kun lige knap 20 kilo i lufthavnen, men hvis man kunne veje alt det jeg slæbte med af forskellige fortider, forskellige migselv’er, forskelligt alt muligt og en hel del umuligt, på den enorme konstruktion fyldt med harddiske, ja så ville flyet stadig stå på jorden. Ikke til at rokke en centimeter, selv ikke med fuld kraft på alle motorer. Overhovedet at lette ville være mod enhver naturlov, om så snedig kvantemekanik blev brugt. Lidt som den vist stadig udefinerede masse i universet, der er større end alt andet. Men det er noget med at holde en balance; den gigantiske overvægt jeg sneg med ombord, var i sig selv fyldt med ubalance og sammenstyrtninger. Utroligt at jeg var kommet gennem security’en, uden at deres forskellige detektorer var gået i akut chok. Nu sidder jeg med den her dåse, har næsten kun lettet på låget, og ormene står allerede i kø for at komme ud. Som om det ikke er rigeligt, det er langt mere end rigeligt men dog mest fortid, er der også en weekend-turen næste weekend, V der sikkert spekulerer på om jeg har noget nyt at fortælle ham, C og hvad pokker der sker med ham, hans kone og børnene, og bare for god ordens skyld også F, der sidder konstant et sted i hjerteregionen, sådan rent anatomisk. Og nåja, jeg skal da også lige skrive tilbage til N. ‘For god ordens skyld’; jeg skylder måske migselv en del, men det er ikke orden, eller orden selv jeg skylder det mindste… Men hva’ fanden! Det begynder jo at ligne en hel LISTE! Over ‘ting’ jeg SKAL! Så stik modsat af alt hvad der er meningen; bare at tage dagene, timerne, minutterne, som de kommer; lade hvert øjeblik være FRI for netop andet end øjeblikket selv! Og så har jeg pludselig nok til en skide KALENDER! Panik og angst kommer buldrende; fortid altid trækkende fire-toget ind, øredøvende gammeldags damplokomotiv-fløjt bliver hængende i luften; som politi-fløjter i en dårlig B-film fra 50’erne, hvor det er mig der er ved at blive indkredset. De har mig snart, og jeg er skyldig! Skyldig i ALT! Alle mine alibier kender mig overhovedet ikke; “Ham der? Har aldrig mødt ham… Hvem er han?”. Og jeg står selv i rækken af vidner, der kan udpege mig med usvigelig sikkerhed; rækken er endeløs, når ned bag horisonten og dukker op igen bag mig, iblandet både gamle venner og familie og en konstant kørende printer der spytter udgaver af migselv ud til at fylde huller der ikke er; alle prikker mig hårdere og hårdere på skulderen, hurtigere og hurtigere til det bliver en konstant boren, indtil der går hul og det vælter ud med tilståelser. Hold da kæft hvor skal jeg lige samle mig. “Jeg skal lige samle mig” siger jeg til den rent Kafka-agtige anklagende forsamling; hver og en har aligevel allerede hængt mig i alle mine forskellige udgaver, og jeg står og kan mærke faldlemmen åbne sig med et smæk, der aldrig stopper, men blot gentages i det uendelige, som en gammel vinyl-plade med et ultrakort hak; en ridse der som hullet i min skulder bliver dybere og dybere, og lige før pick-uppen begynder at skære i knoglerne, vågner jeg. På bænken hvor jeg havde sat mig efter frokosten, i udkanten af parken, jeg kan skimte borgen gennem træerne. Husker at jeg var gået herhen for at hvile mig lidt efter frokost og brevlæsning; og ikke mindst for at møde A. Faktisk er vi ikke langt fra hendes hjem, så jeg kigger mig med begyndende undren omkring. Hvor er hun? Jeg havde da mødt hende lige før drømmen. Eller hvor er den T jeg så småt er ved at acceptere som A’s faste ledsager? Min undren bliver til bekymring; A har været hos mig hvert muligt sekund, ved hver eneste mulighed, siden jeg kom hertil, og før det i mange år, hver gang jeg var her på ferie. Og apropos breve; trods sprogbarrieren har vi hver især en stor bunke. Der er noget galt; metroen kører ikke her i nærheden, alligevel mærkes det som om et tog får alt til at vibrere, og nu kan jeg høre det, men det kan ikke passe, selv lokalbanerne ligger langt fra denne park, og bænken bliver et toilet i et dansk tog, hvor en konduktør hamrer på døren; “Kom nu bare ud, vi ved alle at du gemmer dig, men den går altså ikke!”. Og dybt beskæmmet, med bøjet hovede og hængende skuldre, åbner en 18-årig mig den tynde dør, foran mig står en smilende konduktør og så mange tilskuere, at det bliver til en stor hal for at alle kan være der, og konduktørens smil bliver til et velkendt åbent gab; et sort dyb med flænsende tænder der i forvejen er plettede af mit blod; “Skal jeg virkelig ned i det igen” tænker jeg træt resignerende, og håber bare på at der ikke er for meget mudder i bunden, som om dét betyder noget, tilsølet og stinkende som jeg opdager jeg i forvejen er, men det er ikke det mindste pinligt mere, faktisk er det en lettelse at se menneskemængdens oprigtige afsky og lede, istedet for venner og familie der også står ventende med en sympati der er så overfladisk at de jonglerer med dén og andre følelser, med så stor behændighed at jeg er nødt til at klappe af begejstring, klapper og klapper så jeg bliver til to store håndflader der smaskes sammen igen og igen, stakkels hvadsomhelst og hvemsomhelst der kommer imellem, kvast som et insekt på en bilrude, fladtrådt som en orm på et fortorv, udtørrende til en skygge af solen, klemt død på stedet som under en lastbils dobbelthjul; de klappende hænder mærker næsten ikke den mine der eksploderer i en af linierne i håndfladen; tættere på er linien det spor hvor toget uden bremser nærmer sig endestationen, der selvfølgelig er kanten af den flade verden, og sporene forsvinder, samler sig i perspektivet langt inde i billedet, der daler ned i det store gab som et faldende blad fra et træ, og så rusker A endelig i mig. Jeg kan ikke huske hende tale til mig, det hele kører rundt. Men i mit hovede lyder ekko’et af hendes “Vågn op!”, hvilket sig selv gør det til noget vrøvl: A kan meget, næsten alt, men da ikke tale dansk! Jeg er stadig lidt usikker; dén med at drømme at man vågner er altid skræmmende, og at knibe migselv i armen for at være sikker på at være vågen har jeg prøvet at drømme. A er her, dét gør mig lidt mere sikker. Og jojo; T også, jeg synes endda jeg kan skelne et udtryk af bekymring på hendes ansigt. Åhnej, det kunne være et tegn på at jeg stadig drømmer. Jeg er våd af sved, og kan mærke indtørret savl fra mundvigen. Eller er det mudder? Nej, dog ikke… Jeg begynder at håbe, at dette ikke er en drøm. Mareridt, også i dén grad. Og så letlæselig og nem at tyde, at det næsten er til grin. Kan man tyde sine egne drømme, mens man drømmer dem? Jeg ser på tiden; kan ikke huske hvornår jeg satte mig, men kan ikke have sovet meget mere end minutter, måske et kvarter. Jeg kan huske, at jeg var her til den tid jeg havde aftalt med A. Jeg begynder at spekulere over den vidt forskellige tid der er i drømme sammenlignet med drømmes varighed, altså målt udefra, hvis der er noget udefra i dén forbindelse. Og hvornår noget er drøm og hvornår ikke… Jo; dén udgave af migselv er kun alt for genkendelig. Jeg flytter mig lidt på bænken, solen rammer igennem trækronerne et sted, så jeg kan sidde og hurtigt blive tør. Åndssvage drømme; kunne de da ikke have været lidt mindre åbenlyse og fantasifulde? Jeg kunne med lethed finde på drømme der er langt mindre gennemskuelige og banale. Gad vide om jeg kan lagre et manus til en drøm i den rigtige del af hovedet? Det er da et forsøg værd… Det skriver jeg på listen. Listen over ting jeg skal. Det er lige før jeg har brug for en kalender… Men dér går grænsen sgu! Nogle fejltagelser kan gentages uden at det er verdens undergang. Den klarer verden iøvrigt fint selv, gang på gang. Men dét med at tro på, virkelig bilde mig ind, at lige dét eller dét kalender-system kan gøre en positiv forskel… Selvbedrag der bliver til, om muligt, endnu lavere selvværd. At prøve at styre og kontrollere tiden… Medfører kun én ting. Spild af tid. Og dét er ikke værd at skrive på nogen liste!

Reklamer

Jeg kan ikke finde ud af hvad jeg skal føle, hvis noget. Og er pludselig udmattet; bilder igen mig selv ind at der da godt nok også er sket meget på kort tid. Jeg skrår over de store pladser, for en gangs skyld træt af menneskevrimlen. På vejen finder jeg en lille restaurant i en sidegade, og får lidt mad ned, selv om jeg egentlig ikke er sulten. Om det er derfor, eller mit ansigt bare ikke er sig selv, ved jeg ikke. Men værten studerer mig ihvertfald, som var jeg noget faldet ned fra månen. Eller manden i månen selv. Sådan har jeg det også lidt selv, så han er absolut undskyldt. Jeg prøver at ignorere det, og følge med i en fodboldkamp i det ophængte fjernsyn. Kan ikke engang se hvilke hold der spiller. Overkompenserer for noget jeg ikke ved hvad er, og giver alt for mange drikkepenge. Der er ikke langt hjem til mit værelse, men jeg kan knap finde de rigtige gader. Mit hovede er tåget på en måde jeg kun kender alt for godt, og som gør hver lille bevægelse til en kamp. Ikke kun fysisk. Som kun tillader enkelte tanker i at gentage sig selv; som gør følelser og sanser stort set fraværende. Den tilstand A delvis havde befriet mig for; den stilstand der har bragt mig hertil. Jeg tænker kun på at sove, selvom det først lige er ved at blive mørkt. Den sædvanlige forsvarsmekanisme: Søvn! Låser mig ind på mit værelse pr automatik; som en zombie med samme langsomme blinde bevægelser. Eller besværgelser, min hjerne kan ikke svinge sig op til tanker ret meget højere end den slags, overfladisk leg med ord i et ellers tomt rum. Udtømt, på alle måder. Og lyddødt; undtagen ekko fra løsrevne bidder der intet har med nu at gøre. Der ER ikke ret meget nu. Hvis meget mindre, er der ikke plads til mig selv. Der knap er genkendelig; spejle er enten ikke opfundet eller misvisende. Misvisende i tid, hvordan de så gør dét. Måske er jeg ikke faldet ned fra månen, men i et fastlåst kredsløb omkring. Manden i månen som satellit omkring sig selv. Kan ikke engang tage stilling til, hvad der er at foretrække. At tage stilling til noget, er en by på månen. Den by plejer at være i et andet land der heller ikke eksisterer. Der er ikke meget tilbage der eksisterer. Jeg prøver endda, lidt som et sidste forsøg, altanen, udsigten, og den nu oplyste borg, men det er som at se fodboldkampen på restauranten. En afledningsmanøvre, intet andet. Ikke engang en overspringshandling, der er intet at springe over. Slut med at gøre. Selv A er for fjern, eller også er det mig; forskellen er den samme. For første gang lukker jeg vindue og skodder, før jeg smider mig på sengen. Sådan her skulle det ikke være! Bevidstløsheden begynder sin smertelindring. Som et mantra, et pendul der går i stå, falder alt sammen. Med søvnens velsignelse, bliver mine sidste tanker en bøn, til hvem der måtte gide lytte: Sådan ER det ikke, sådan VAR det, sådan ER det ikke, sådan VAR… Ikke er… var… ikke.

Imorgen bliver til igår, nogle gange helt uden idag. Det var den slags banaliteter der fik mig til at flygte hertil. Og en masse andet, som jeg bilder mig ind jeg har efterladt; en blandet bunke forvirring om hvem jeg er, var, har været, og hvorfor og hvorfor ikke. Det sidste, det dér med ‘hvorfor’ var blevet et spørgsmål jeg næsten ikke turde stille. Angst, ikke for et svar, men for et manglende svar. Uanset hvem jeg så prøvede at være. Bevidst eller ej; dén forskel var også blevet udvandet til uigennemsigtigt mudder. Og så står jeg her på en altan, nydende det hele og mig selv midt i det hele, selvsikkert overbevist om kun at have medslæbt en kuffert. Tyve kilo med neutrale praktiske ting uden vedhængende tanker og tvivl, plus håndbagage der primært var en labtop for ikke helt at være afskåret fra… Alt det jeg var endt med enten at afsky eller bare være så ligeglad med, at det var værre end følelser. Det havde jeg da nået at erkende; at ligegyldighed er en ret så stærk følelse, bare godt camoufleret af en masse lag af ‘ligeglad’. Jeg står på den altan… og bliver så forbandet træt. Jeg kan mærke det komme, udmattelsen siver ind ad alle sprækker. Det accelerer, og jeg er for længst håbløst overhalet. Splinter og brokker fra fortidens vidt forskellige ruiner falder ned over mig, næsten som regnbyen igår. To så komplet ukompatible former for nedbør; det kræver en specialist som mig at forene dem. Og det gør jeg. Med en succes jeg hader mig selv for, og at A. samtidig bliver utydelig og ulykkelig, gør mig så meget mere fortvivlet. Jeg kaster et sidste lidt desperat, lidt trist blik ud over byen, der ikke kan andet end at trække på skuldrene, før jeg går hen og tænder for labtoppen; min forbindelslinie til alt andet end den altan jeg lige har forladt. Og alt andet end en livslinie, om jeg nok så meget prøver at overbevise mig selv. Tilbage til forskudte jeg’er; diskuteren med mig selv eller mellem mine selv’er, hoppende planløst rundt for at finde en plads i mængden. Der står skulder ved skulder, fylder al tid og ligner udgaver af migselv. Til forveksling, lige netop til forveksling, og ikke brugbart til noget som helst. I det øjeblik, der omgående stopper med at være et øjeblik og bliver en tilstand, er jeg længere væk fra altanen, solen, dette værelse, byen, og selv A., nærmere tilbage derhjemme; tusinder af geografiske kilometer væk, engang i den ene eller anden fortid der igen triumferer med sin blanding af alt det jeg har tænkt igen og igen, og som aldrig har bragt mig et skridt videre. Ikke så meget som en tanke frem; trods det mylder af tanker, der er at sammenligne med en slangerede; en levende filtret klump der ikke er til at finde hoved eller hale på, og som iøvrigt er generelt ubehagelig at kigge på. Det er det jeg gør; kigger på mig selv og alle de tanker jeg har spildt på at finde ud af hvad fanden det er jeg ser på. Mens forbindelsen til nettet bliver oprettet, ser jeg endda på tiden, og hold da op, er det virkelig blevet så sent, 13:47; nej nu 13:48! Det er nogle dage siden, måske uger, siden jeg sidst brugte labtoppen; indbakkens nydeligt nummerede antal af ulæste beskeder gør omgående mit syn sløret, og jeg mærker en alt for velkendt vaklen mellem at være den ene eller den anden. Eller noget midt imellem eller noget tredje; en nervøs linedanser snublende fra den ene ende til den anden, højt oppe over et åbent gab, hvis spidse tænder glimter langt der nede i mørket. Hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne flygte langt væk! Finde fred for alt og migselv nok mest og bunken af ulæste mails, der sikkert indeholder enten en mængde meninger, jeg skal tage stilling til, eller en masse informationer jeg skal have en mening om, og så skal jeg beslutte hvem af mig der skal svare hvordan eller ikke svare og hvorfor ikke. Kunne jeg bare komme væk; blive fri! Det lille værelse omkring mig skifter udseende som et rasende diasshow; en masse steder jeg engang har boet eller været viser sig istedet, fuldt møbleret med de tilhørende følelser og tanker. Altanen med dens udsigt forsvinder, selv om jeg mere end nogensinde har brug for den, med tunnelsyn ser jeg min hånd nærme sig tastaturet; klar til at åbne indbakken og lade den eksplodere midt i min hjerne, som vil blive til mange små fragmenter, der tænker hver sit og stædigt tror fuldt og fast på det. Og samtidig véd jeg hvad jeg gør. Ét eller andet sted, udenfor den sammenfiltring af tid og mig der har overtaget, er der en erindring om nogle få minutter før, nu med en afstand der forekommer uendelig, men alligevel. Men alligevel… Erindringen er ved at drukne i havet af alle de andre erindringer; hvad jeg troede var en sødygtig båd er en lille jolle der splintres mere og mere for hver kæmpebølge i det selvoprørte hav; der skal mere en en redningskrans til for at hive dagen i land igen. Udenfor ligger byen, intetanende om den tsunami der river rundt med mig; den malstrøm der opstod i mit hovede og er ved at suge mig ned. Som sket kun alt for tit. Mens mit eget vand er ved at fylde mine lunger, og jeg er ved at gå ned for tredje gang, får jeg et et glimt af vinduet ud, ud til altanen. Gennem alle de mange andre rum der ellers fyldes med mudder og en tætpakket flok af flere og flere mig. Ud! Ud!Med opkast både i munden og hvirvlende rundt i den klæbrige luft, får en enkelt overlevende spinkel rest af et forpasset øjeblik min sitrende krop til at gøre et sidste forsøg. I én bevægelse klapper jeg labtoppen sammen og hiver døren op. Med besvær; vandpresset imod er enormt. Jeg tumler ned ad trappen, og den sidste efterdønning virker modsat sin hensigt: Suger mig ikke under, men skubber mig ud ad hoveddøren; ud på det lille torv. Jeg står drivvåd, dryppende af sved, mudder, vand, og tid, og lader solen trænge ind i min ømme hjerne. Begynder at trække vejret igen; hoster en smule brakvand op. Et øjeblik senere, og minsandten om ikke et øjeblik atter eksisterer, går jeg rundt om husets hjørne. Ser op på min altan, badet i sollyset har den aldrig set så tillokkende og fredfyldt ud. A. giver mig ret. Det afgør det. Så er jeg sikker. Men det var en voldsom advarsel. Jeg skal virkelig passe på. Hvert eneste øjeblik.

“SÅ er det vist tid for en revision; en evaluering!”
Åhnej… Fortællerens myndige stemme… Hans opdukken varslede aldrig godt, men det måtte jo komme. Pokkers!:
“Jo… Ja… Jeg ved ikke om der er sket så meget siden sidst. Måske… Måske ku’ vi springe over denne gang? Bare denne gang, for en undtagelses skyld?”
Jeg burde ha’ vidst bedre. Dén slags siger man ikke til fortælleren!:
“Ikke sket noget?!? Jamen er du da direkte dum? Eller blevet så forblændet af din lille historie, at du intet ser? Sig mig lige, og sig mig ikke imod: Sker der ikke noget hele tiden? Hver måned, hver uge, hver dag, hver time, hvert minut? Noget nyt! Eller lader du bare livet passere med dig som tilskuer? Sidder du og glor ud i luften, optaget af din historie, mens tiden gør sit arbejde? Hvad tror du tiden synes om dét?
Endnu engang. Hvor var det dog svært ikke at gøre den fortæller sur. Vrissen og vrangvillig. Hvorfor skulle han også altid blande sig, næsten altid når det gik nogenlunde… Jeg mente jo bare:
“Jojoda, selvfølgelig tager jeg nyt med ind i historien, selvfølgelig da. Men jeg troede… Var vi ikke blevet enige om dén tidslinie? Og de figurer? Det er vi vel stadig, jeg har ihvertfald… Ellers…”
Fortælleren fandt sin rungende basstemme frem; den belærende med indbygget forstærket rumklang:
“Hvad består ordet tidslinie af? Tid og linie! Ikke sandt? Nej, hold nu kæft og lyt. Når tiden går, bliver linien længere. Det er et faktum! Og som tiden går, skifter figurerne karakter. Så meget ved du vel? Bare se på dig selv!”
Ok, 1-0 til fortælleren. Øv. Spejlet viste det kun alt for tydeligt. Havde vist det. Mit ansigt. Og forskellen på det dengang i starten af tidslinien, forandringerne undervejs, og som det så ud nu. Hvor jeg ikke engang var nået til slutningen. Men jeg kunne sagtens forestille mig hvor ændret det så ville se ud. Jeg måtte jo også indrømme, at mine figurer ikke var skåret ud af pap: De ændrede sig med tiden, fiktive eller mindre fiktive. På godt og ondt. Men jeg havde min fikserede historie, og prøvede med lidt stædig fastholden:
“Altså, vi har den tidslinie vi har; den blev vi enige om sidst. Et stykke af tiden, med en start og en slutning. Det er jo da bare fiktion, ikke virkelighed. Ikke? En bid klippet ud af tiden. Ellers… Ellers er der jo ingen, kan der aldrig være, nogen slutning, hvis tidslinien skal følge… Tiden. Vel? Og figurerne, jamen de bliver da justeret lidt hen ad vejen. Hen ad tidslinien; det er lissom en af idéerne, at de udvikler sig hen mod en slutning. De har deres roller, der forandres, og hvis de osse konstant skal ændres på, jamen så…”
Fortælleren hørte kun efter med et halvt øre; han vidste, deprimerende sandt, at han alligevel ville få sin vilje. Jeg synes ellers det var fornuftigt nok det jeg havde sagt. Ikke mindst fordi jeg faktisk var et godt stykke ude ad den sidst vedtagne tidslinie; og mine figurer var ved at tage form, træde i karakter. Men fortælleren er nu engang fortælleren, hvilket han slog fast med sin ubehageligt blide lettere fraværende stemme:
“Hør nu her lille du. Åben ørerne og lyt, jeg gider ikke gentage det: Du kan tage din forældede tidslinie og bruge den til at hænge alle dine figurer. Og knækker de ikke halsen, kan du for min skyld lade dem sprælle til de kvæles af deres egen tid. Eller du kan tage imod lidt fornuft, og komme igang. Forfra. Tiden går, lille ven! Så jo før jo bedre. Og ikke noget med at snyde; du ved jeg følger med og tjekker om du får hver eneste stump tid med. Og hvad dét betyder for dine figurer. Er der forresten ikke røget et par stykker ud, og et par nye tilføjet siden sidst? Jojo; og du ville bare dovne dig gennem en gammel mølædt tidslinie, og så endda kalde det en historie!”
Hvad var der at gøre? Fortælleren har altid ret… Jeg bandede ham langt væk, ikke højt, men i mit stille sind. Der nu slet ikke var spor stille. Men et larmende kaos af svirpende tidslinier og løse ender, og en masse figurer der ivrigt diskuterede nye rollefordelinger og karaktertræk. Nej, der var ikke noget at gøre… Jeg prøvede med et sidste indlysende argument:
“Så siger vi det. Jeg ændrer… Det meste. Jaja, og en ny tidslinie. Forlænget som forlangt. Så må figurerne lære at balancere på dén. Men helt ærligt, bliver det ved på denne måde, er det jo et evighedsprojekt! Så kan historien aldrig få en slutning! Ikke hvis tidslinien og figurerne skal følge…”
Fortælleren, en travl herre, havde helt mistet interessen:
“Det er så dit problem. Du kan vel bare sætte et punktum et sted. Og sige at det er det sidste. Længere er den vel ikke.”
Nu syntes jeg fortælleren var ret så selvmodsigende; det var jo præcis det jeg havde tænkt mig:
“Jamen det kan jeg jo netop ikke! Ikke når du hele tiden kommer og blander dig, og forlanger at… Hallo! Hallo? Årh for helvede da…”
Fortælleren var væk. Havde sat sit eget punktum. Som jeg ikke måtte bruge. Forfra igen. Igen!

%d bloggers like this: