FORTÆLLERENS FORFRA.

“SÅ er det vist tid for en revision; en evaluering!”
Åhnej… Fortællerens myndige stemme… Hans opdukken varslede aldrig godt, men det måtte jo komme. Pokkers!:
“Jo… Ja… Jeg ved ikke om der er sket så meget siden sidst. Måske… Måske ku’ vi springe over denne gang? Bare denne gang, for en undtagelses skyld?”
Jeg burde ha’ vidst bedre. Dén slags siger man ikke til fortælleren!:
“Ikke sket noget?!? Jamen er du da direkte dum? Eller blevet så forblændet af din lille historie, at du intet ser? Sig mig lige, og sig mig ikke imod: Sker der ikke noget hele tiden? Hver måned, hver uge, hver dag, hver time, hvert minut? Noget nyt! Eller lader du bare livet passere med dig som tilskuer? Sidder du og glor ud i luften, optaget af din historie, mens tiden gør sit arbejde? Hvad tror du tiden synes om dét?
Endnu engang. Hvor var det dog svært ikke at gøre den fortæller sur. Vrissen og vrangvillig. Hvorfor skulle han også altid blande sig, næsten altid når det gik nogenlunde… Jeg mente jo bare:
“Jojoda, selvfølgelig tager jeg nyt med ind i historien, selvfølgelig da. Men jeg troede… Var vi ikke blevet enige om dén tidslinie? Og de figurer? Det er vi vel stadig, jeg har ihvertfald… Ellers…”
Fortælleren fandt sin rungende basstemme frem; den belærende med indbygget forstærket rumklang:
“Hvad består ordet tidslinie af? Tid og linie! Ikke sandt? Nej, hold nu kæft og lyt. Når tiden går, bliver linien længere. Det er et faktum! Og som tiden går, skifter figurerne karakter. Så meget ved du vel? Bare se på dig selv!”
Ok, 1-0 til fortælleren. Øv. Spejlet viste det kun alt for tydeligt. Havde vist det. Mit ansigt. Og forskellen på det dengang i starten af tidslinien, forandringerne undervejs, og som det så ud nu. Hvor jeg ikke engang var nået til slutningen. Men jeg kunne sagtens forestille mig hvor ændret det så ville se ud. Jeg måtte jo også indrømme, at mine figurer ikke var skåret ud af pap: De ændrede sig med tiden, fiktive eller mindre fiktive. På godt og ondt. Men jeg havde min fikserede historie, og prøvede med lidt stædig fastholden:
“Altså, vi har den tidslinie vi har; den blev vi enige om sidst. Et stykke af tiden, med en start og en slutning. Det er jo da bare fiktion, ikke virkelighed. Ikke? En bid klippet ud af tiden. Ellers… Ellers er der jo ingen, kan der aldrig være, nogen slutning, hvis tidslinien skal følge… Tiden. Vel? Og figurerne, jamen de bliver da justeret lidt hen ad vejen. Hen ad tidslinien; det er lissom en af idéerne, at de udvikler sig hen mod en slutning. De har deres roller, der forandres, og hvis de osse konstant skal ændres på, jamen så…”
Fortælleren hørte kun efter med et halvt øre; han vidste, deprimerende sandt, at han alligevel ville få sin vilje. Jeg synes ellers det var fornuftigt nok det jeg havde sagt. Ikke mindst fordi jeg faktisk var et godt stykke ude ad den sidst vedtagne tidslinie; og mine figurer var ved at tage form, træde i karakter. Men fortælleren er nu engang fortælleren, hvilket han slog fast med sin ubehageligt blide lettere fraværende stemme:
“Hør nu her lille du. Åben ørerne og lyt, jeg gider ikke gentage det: Du kan tage din forældede tidslinie og bruge den til at hænge alle dine figurer. Og knækker de ikke halsen, kan du for min skyld lade dem sprælle til de kvæles af deres egen tid. Eller du kan tage imod lidt fornuft, og komme igang. Forfra. Tiden går, lille ven! Så jo før jo bedre. Og ikke noget med at snyde; du ved jeg følger med og tjekker om du får hver eneste stump tid med. Og hvad dét betyder for dine figurer. Er der forresten ikke røget et par stykker ud, og et par nye tilføjet siden sidst? Jojo; og du ville bare dovne dig gennem en gammel mølædt tidslinie, og så endda kalde det en historie!”
Hvad var der at gøre? Fortælleren har altid ret… Jeg bandede ham langt væk, ikke højt, men i mit stille sind. Der nu slet ikke var spor stille. Men et larmende kaos af svirpende tidslinier og løse ender, og en masse figurer der ivrigt diskuterede nye rollefordelinger og karaktertræk. Nej, der var ikke noget at gøre… Jeg prøvede med et sidste indlysende argument:
“Så siger vi det. Jeg ændrer… Det meste. Jaja, og en ny tidslinie. Forlænget som forlangt. Så må figurerne lære at balancere på dén. Men helt ærligt, bliver det ved på denne måde, er det jo et evighedsprojekt! Så kan historien aldrig få en slutning! Ikke hvis tidslinien og figurerne skal følge…”
Fortælleren, en travl herre, havde helt mistet interessen:
“Det er så dit problem. Du kan vel bare sætte et punktum et sted. Og sige at det er det sidste. Længere er den vel ikke.”
Nu syntes jeg fortælleren var ret så selvmodsigende; det var jo præcis det jeg havde tænkt mig:
“Jamen det kan jeg jo netop ikke! Ikke når du hele tiden kommer og blander dig, og forlanger at… Hallo! Hallo? Årh for helvede da…”
Fortælleren var væk. Havde sat sit eget punktum. Som jeg ikke måtte bruge. Forfra igen. Igen!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: