ForTidForFra.

Imorgen bliver til igår, nogle gange helt uden idag. Det var den slags banaliteter der fik mig til at flygte hertil. Og en masse andet, som jeg bilder mig ind jeg har efterladt; en blandet bunke forvirring om hvem jeg er, var, har været, og hvorfor og hvorfor ikke. Det sidste, det dér med ‘hvorfor’ var blevet et spørgsmål jeg næsten ikke turde stille. Angst, ikke for et svar, men for et manglende svar. Uanset hvem jeg så prøvede at være. Bevidst eller ej; dén forskel var også blevet udvandet til uigennemsigtigt mudder. Og så står jeg her på en altan, nydende det hele og mig selv midt i det hele, selvsikkert overbevist om kun at have medslæbt en kuffert. Tyve kilo med neutrale praktiske ting uden vedhængende tanker og tvivl, plus håndbagage der primært var en labtop for ikke helt at være afskåret fra… Alt det jeg var endt med enten at afsky eller bare være så ligeglad med, at det var værre end følelser. Det havde jeg da nået at erkende; at ligegyldighed er en ret så stærk følelse, bare godt camoufleret af en masse lag af ‘ligeglad’. Jeg står på den altan… og bliver så forbandet træt. Jeg kan mærke det komme, udmattelsen siver ind ad alle sprækker. Det accelerer, og jeg er for længst håbløst overhalet. Splinter og brokker fra fortidens vidt forskellige ruiner falder ned over mig, næsten som regnbyen igår. To så komplet ukompatible former for nedbør; det kræver en specialist som mig at forene dem. Og det gør jeg. Med en succes jeg hader mig selv for, og at A. samtidig bliver utydelig og ulykkelig, gør mig så meget mere fortvivlet. Jeg kaster et sidste lidt desperat, lidt trist blik ud over byen, der ikke kan andet end at trække på skuldrene, før jeg går hen og tænder for labtoppen; min forbindelslinie til alt andet end den altan jeg lige har forladt. Og alt andet end en livslinie, om jeg nok så meget prøver at overbevise mig selv. Tilbage til forskudte jeg’er; diskuteren med mig selv eller mellem mine selv’er, hoppende planløst rundt for at finde en plads i mængden. Der står skulder ved skulder, fylder al tid og ligner udgaver af migselv. Til forveksling, lige netop til forveksling, og ikke brugbart til noget som helst. I det øjeblik, der omgående stopper med at være et øjeblik og bliver en tilstand, er jeg længere væk fra altanen, solen, dette værelse, byen, og selv A., nærmere tilbage derhjemme; tusinder af geografiske kilometer væk, engang i den ene eller anden fortid der igen triumferer med sin blanding af alt det jeg har tænkt igen og igen, og som aldrig har bragt mig et skridt videre. Ikke så meget som en tanke frem; trods det mylder af tanker, der er at sammenligne med en slangerede; en levende filtret klump der ikke er til at finde hoved eller hale på, og som iøvrigt er generelt ubehagelig at kigge på. Det er det jeg gør; kigger på mig selv og alle de tanker jeg har spildt på at finde ud af hvad fanden det er jeg ser på. Mens forbindelsen til nettet bliver oprettet, ser jeg endda på tiden, og hold da op, er det virkelig blevet så sent, 13:47; nej nu 13:48! Det er nogle dage siden, måske uger, siden jeg sidst brugte labtoppen; indbakkens nydeligt nummerede antal af ulæste beskeder gør omgående mit syn sløret, og jeg mærker en alt for velkendt vaklen mellem at være den ene eller den anden. Eller noget midt imellem eller noget tredje; en nervøs linedanser snublende fra den ene ende til den anden, højt oppe over et åbent gab, hvis spidse tænder glimter langt der nede i mørket. Hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne flygte langt væk! Finde fred for alt og migselv nok mest og bunken af ulæste mails, der sikkert indeholder enten en mængde meninger, jeg skal tage stilling til, eller en masse informationer jeg skal have en mening om, og så skal jeg beslutte hvem af mig der skal svare hvordan eller ikke svare og hvorfor ikke. Kunne jeg bare komme væk; blive fri! Det lille værelse omkring mig skifter udseende som et rasende diasshow; en masse steder jeg engang har boet eller været viser sig istedet, fuldt møbleret med de tilhørende følelser og tanker. Altanen med dens udsigt forsvinder, selv om jeg mere end nogensinde har brug for den, med tunnelsyn ser jeg min hånd nærme sig tastaturet; klar til at åbne indbakken og lade den eksplodere midt i min hjerne, som vil blive til mange små fragmenter, der tænker hver sit og stædigt tror fuldt og fast på det. Og samtidig véd jeg hvad jeg gør. Ét eller andet sted, udenfor den sammenfiltring af tid og mig der har overtaget, er der en erindring om nogle få minutter før, nu med en afstand der forekommer uendelig, men alligevel. Men alligevel… Erindringen er ved at drukne i havet af alle de andre erindringer; hvad jeg troede var en sødygtig båd er en lille jolle der splintres mere og mere for hver kæmpebølge i det selvoprørte hav; der skal mere en en redningskrans til for at hive dagen i land igen. Udenfor ligger byen, intetanende om den tsunami der river rundt med mig; den malstrøm der opstod i mit hovede og er ved at suge mig ned. Som sket kun alt for tit. Mens mit eget vand er ved at fylde mine lunger, og jeg er ved at gå ned for tredje gang, får jeg et et glimt af vinduet ud, ud til altanen. Gennem alle de mange andre rum der ellers fyldes med mudder og en tætpakket flok af flere og flere mig. Ud! Ud!Med opkast både i munden og hvirvlende rundt i den klæbrige luft, får en enkelt overlevende spinkel rest af et forpasset øjeblik min sitrende krop til at gøre et sidste forsøg. I én bevægelse klapper jeg labtoppen sammen og hiver døren op. Med besvær; vandpresset imod er enormt. Jeg tumler ned ad trappen, og den sidste efterdønning virker modsat sin hensigt: Suger mig ikke under, men skubber mig ud ad hoveddøren; ud på det lille torv. Jeg står drivvåd, dryppende af sved, mudder, vand, og tid, og lader solen trænge ind i min ømme hjerne. Begynder at trække vejret igen; hoster en smule brakvand op. Et øjeblik senere, og minsandten om ikke et øjeblik atter eksisterer, går jeg rundt om husets hjørne. Ser op på min altan, badet i sollyset har den aldrig set så tillokkende og fredfyldt ud. A. giver mig ret. Det afgør det. Så er jeg sikker. Men det var en voldsom advarsel. Jeg skal virkelig passe på. Hvert eneste øjeblik.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: