Lille bid af ikke meget fyldt med fortid…

Jeg kan ikke finde ud af hvad jeg skal føle, hvis noget. Og er pludselig udmattet; bilder igen mig selv ind at der da godt nok også er sket meget på kort tid. Jeg skrår over de store pladser, for en gangs skyld træt af menneskevrimlen. På vejen finder jeg en lille restaurant i en sidegade, og får lidt mad ned, selv om jeg egentlig ikke er sulten. Om det er derfor, eller mit ansigt bare ikke er sig selv, ved jeg ikke. Men værten studerer mig ihvertfald, som var jeg noget faldet ned fra månen. Eller manden i månen selv. Sådan har jeg det også lidt selv, så han er absolut undskyldt. Jeg prøver at ignorere det, og følge med i en fodboldkamp i det ophængte fjernsyn. Kan ikke engang se hvilke hold der spiller. Overkompenserer for noget jeg ikke ved hvad er, og giver alt for mange drikkepenge. Der er ikke langt hjem til mit værelse, men jeg kan knap finde de rigtige gader. Mit hovede er tåget på en måde jeg kun kender alt for godt, og som gør hver lille bevægelse til en kamp. Ikke kun fysisk. Som kun tillader enkelte tanker i at gentage sig selv; som gør følelser og sanser stort set fraværende. Den tilstand A delvis havde befriet mig for; den stilstand der har bragt mig hertil. Jeg tænker kun på at sove, selvom det først lige er ved at blive mørkt. Den sædvanlige forsvarsmekanisme: Søvn! Låser mig ind på mit værelse pr automatik; som en zombie med samme langsomme blinde bevægelser. Eller besværgelser, min hjerne kan ikke svinge sig op til tanker ret meget højere end den slags, overfladisk leg med ord i et ellers tomt rum. Udtømt, på alle måder. Og lyddødt; undtagen ekko fra løsrevne bidder der intet har med nu at gøre. Der ER ikke ret meget nu. Hvis meget mindre, er der ikke plads til mig selv. Der knap er genkendelig; spejle er enten ikke opfundet eller misvisende. Misvisende i tid, hvordan de så gør dét. Måske er jeg ikke faldet ned fra månen, men i et fastlåst kredsløb omkring. Manden i månen som satellit omkring sig selv. Kan ikke engang tage stilling til, hvad der er at foretrække. At tage stilling til noget, er en by på månen. Den by plejer at være i et andet land der heller ikke eksisterer. Der er ikke meget tilbage der eksisterer. Jeg prøver endda, lidt som et sidste forsøg, altanen, udsigten, og den nu oplyste borg, men det er som at se fodboldkampen på restauranten. En afledningsmanøvre, intet andet. Ikke engang en overspringshandling, der er intet at springe over. Slut med at gøre. Selv A er for fjern, eller også er det mig; forskellen er den samme. For første gang lukker jeg vindue og skodder, før jeg smider mig på sengen. Sådan her skulle det ikke være! Bevidstløsheden begynder sin smertelindring. Som et mantra, et pendul der går i stå, falder alt sammen. Med søvnens velsignelse, bliver mine sidste tanker en bøn, til hvem der måtte gide lytte: Sådan ER det ikke, sådan VAR det, sådan ER det ikke, sådan VAR… Ikke er… var… ikke.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: