Brev hjemme fra.

På engelsk, eller amerikansk er det vel, siger man “a can of worms”, som regel i forbindelse med at det er bedst ikke at åbne den. For en sjælden gangs skyld passer billederne nogenlunde; en dåse med levende orme er ikke så langt fra en slangerede fyldt med en filtrende klump unger. Jeg har da godtnok fået prikket hul på dåsen, eller stukket en pind i reden; og ved også at brevet kun er en anledning, ikke en årsag. Før jeg tog afsted var jeg udmærket klar over, at jeg havde sådan en dåse med. Hvis ikke ligefrem flere. Eller, som en russisk hvad-de-nu-hedder, trædukke hvori der en dukke hvori der en dukke hvori… Dét er ikke en rar tanke, men muligheden er reel nok. Måske vejede min kuffert kun lige knap 20 kilo i lufthavnen, men hvis man kunne veje alt det jeg slæbte med af forskellige fortider, forskellige migselv’er, forskelligt alt muligt og en hel del umuligt, på den enorme konstruktion fyldt med harddiske, ja så ville flyet stadig stå på jorden. Ikke til at rokke en centimeter, selv ikke med fuld kraft på alle motorer. Overhovedet at lette ville være mod enhver naturlov, om så snedig kvantemekanik blev brugt. Lidt som den vist stadig udefinerede masse i universet, der er større end alt andet. Men det er noget med at holde en balance; den gigantiske overvægt jeg sneg med ombord, var i sig selv fyldt med ubalance og sammenstyrtninger. Utroligt at jeg var kommet gennem security’en, uden at deres forskellige detektorer var gået i akut chok. Nu sidder jeg med den her dåse, har næsten kun lettet på låget, og ormene står allerede i kø for at komme ud. Som om det ikke er rigeligt, det er langt mere end rigeligt men dog mest fortid, er der også en weekend-turen næste weekend, V der sikkert spekulerer på om jeg har noget nyt at fortælle ham, C og hvad pokker der sker med ham, hans kone og børnene, og bare for god ordens skyld også F, der sidder konstant et sted i hjerteregionen, sådan rent anatomisk. Og nåja, jeg skal da også lige skrive tilbage til N. ‘For god ordens skyld’; jeg skylder måske migselv en del, men det er ikke orden, eller orden selv jeg skylder det mindste… Men hva’ fanden! Det begynder jo at ligne en hel LISTE! Over ‘ting’ jeg SKAL! Så stik modsat af alt hvad der er meningen; bare at tage dagene, timerne, minutterne, som de kommer; lade hvert øjeblik være FRI for netop andet end øjeblikket selv! Og så har jeg pludselig nok til en skide KALENDER! Panik og angst kommer buldrende; fortid altid trækkende fire-toget ind, øredøvende gammeldags damplokomotiv-fløjt bliver hængende i luften; som politi-fløjter i en dårlig B-film fra 50’erne, hvor det er mig der er ved at blive indkredset. De har mig snart, og jeg er skyldig! Skyldig i ALT! Alle mine alibier kender mig overhovedet ikke; “Ham der? Har aldrig mødt ham… Hvem er han?”. Og jeg står selv i rækken af vidner, der kan udpege mig med usvigelig sikkerhed; rækken er endeløs, når ned bag horisonten og dukker op igen bag mig, iblandet både gamle venner og familie og en konstant kørende printer der spytter udgaver af migselv ud til at fylde huller der ikke er; alle prikker mig hårdere og hårdere på skulderen, hurtigere og hurtigere til det bliver en konstant boren, indtil der går hul og det vælter ud med tilståelser. Hold da kæft hvor skal jeg lige samle mig. “Jeg skal lige samle mig” siger jeg til den rent Kafka-agtige anklagende forsamling; hver og en har aligevel allerede hængt mig i alle mine forskellige udgaver, og jeg står og kan mærke faldlemmen åbne sig med et smæk, der aldrig stopper, men blot gentages i det uendelige, som en gammel vinyl-plade med et ultrakort hak; en ridse der som hullet i min skulder bliver dybere og dybere, og lige før pick-uppen begynder at skære i knoglerne, vågner jeg. På bænken hvor jeg havde sat mig efter frokosten, i udkanten af parken, jeg kan skimte borgen gennem træerne. Husker at jeg var gået herhen for at hvile mig lidt efter frokost og brevlæsning; og ikke mindst for at møde A. Faktisk er vi ikke langt fra hendes hjem, så jeg kigger mig med begyndende undren omkring. Hvor er hun? Jeg havde da mødt hende lige før drømmen. Eller hvor er den T jeg så småt er ved at acceptere som A’s faste ledsager? Min undren bliver til bekymring; A har været hos mig hvert muligt sekund, ved hver eneste mulighed, siden jeg kom hertil, og før det i mange år, hver gang jeg var her på ferie. Og apropos breve; trods sprogbarrieren har vi hver især en stor bunke. Der er noget galt; metroen kører ikke her i nærheden, alligevel mærkes det som om et tog får alt til at vibrere, og nu kan jeg høre det, men det kan ikke passe, selv lokalbanerne ligger langt fra denne park, og bænken bliver et toilet i et dansk tog, hvor en konduktør hamrer på døren; “Kom nu bare ud, vi ved alle at du gemmer dig, men den går altså ikke!”. Og dybt beskæmmet, med bøjet hovede og hængende skuldre, åbner en 18-årig mig den tynde dør, foran mig står en smilende konduktør og så mange tilskuere, at det bliver til en stor hal for at alle kan være der, og konduktørens smil bliver til et velkendt åbent gab; et sort dyb med flænsende tænder der i forvejen er plettede af mit blod; “Skal jeg virkelig ned i det igen” tænker jeg træt resignerende, og håber bare på at der ikke er for meget mudder i bunden, som om dét betyder noget, tilsølet og stinkende som jeg opdager jeg i forvejen er, men det er ikke det mindste pinligt mere, faktisk er det en lettelse at se menneskemængdens oprigtige afsky og lede, istedet for venner og familie der også står ventende med en sympati der er så overfladisk at de jonglerer med dén og andre følelser, med så stor behændighed at jeg er nødt til at klappe af begejstring, klapper og klapper så jeg bliver til to store håndflader der smaskes sammen igen og igen, stakkels hvadsomhelst og hvemsomhelst der kommer imellem, kvast som et insekt på en bilrude, fladtrådt som en orm på et fortorv, udtørrende til en skygge af solen, klemt død på stedet som under en lastbils dobbelthjul; de klappende hænder mærker næsten ikke den mine der eksploderer i en af linierne i håndfladen; tættere på er linien det spor hvor toget uden bremser nærmer sig endestationen, der selvfølgelig er kanten af den flade verden, og sporene forsvinder, samler sig i perspektivet langt inde i billedet, der daler ned i det store gab som et faldende blad fra et træ, og så rusker A endelig i mig. Jeg kan ikke huske hende tale til mig, det hele kører rundt. Men i mit hovede lyder ekko’et af hendes “Vågn op!”, hvilket sig selv gør det til noget vrøvl: A kan meget, næsten alt, men da ikke tale dansk! Jeg er stadig lidt usikker; dén med at drømme at man vågner er altid skræmmende, og at knibe migselv i armen for at være sikker på at være vågen har jeg prøvet at drømme. A er her, dét gør mig lidt mere sikker. Og jojo; T også, jeg synes endda jeg kan skelne et udtryk af bekymring på hendes ansigt. Åhnej, det kunne være et tegn på at jeg stadig drømmer. Jeg er våd af sved, og kan mærke indtørret savl fra mundvigen. Eller er det mudder? Nej, dog ikke… Jeg begynder at håbe, at dette ikke er en drøm. Mareridt, også i dén grad. Og så letlæselig og nem at tyde, at det næsten er til grin. Kan man tyde sine egne drømme, mens man drømmer dem? Jeg ser på tiden; kan ikke huske hvornår jeg satte mig, men kan ikke have sovet meget mere end minutter, måske et kvarter. Jeg kan huske, at jeg var her til den tid jeg havde aftalt med A. Jeg begynder at spekulere over den vidt forskellige tid der er i drømme sammenlignet med drømmes varighed, altså målt udefra, hvis der er noget udefra i dén forbindelse. Og hvornår noget er drøm og hvornår ikke… Jo; dén udgave af migselv er kun alt for genkendelig. Jeg flytter mig lidt på bænken, solen rammer igennem trækronerne et sted, så jeg kan sidde og hurtigt blive tør. Åndssvage drømme; kunne de da ikke have været lidt mindre åbenlyse og fantasifulde? Jeg kunne med lethed finde på drømme der er langt mindre gennemskuelige og banale. Gad vide om jeg kan lagre et manus til en drøm i den rigtige del af hovedet? Det er da et forsøg værd… Det skriver jeg på listen. Listen over ting jeg skal. Det er lige før jeg har brug for en kalender… Men dér går grænsen sgu! Nogle fejltagelser kan gentages uden at det er verdens undergang. Den klarer verden iøvrigt fint selv, gang på gang. Men dét med at tro på, virkelig bilde mig ind, at lige dét eller dét kalender-system kan gøre en positiv forskel… Selvbedrag der bliver til, om muligt, endnu lavere selvværd. At prøve at styre og kontrollere tiden… Medfører kun én ting. Spild af tid. Og dét er ikke værd at skrive på nogen liste!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: