Arkiv

Monthly Archives: august 2014

Returbilletten bliver mere og mere tydelig. Lyser fra nederst i bunken af blandede papirer. Gemt væk under snavsetøj bagest i skabet. Den er også begyndt at røre på sig; jeg kan høre den hvis jeg lytter godt efter. Utroligt som et enkelt lille stykke papir med print kan larme. Og stråle kraftigere end solen, så jeg nogle gange er nødt til at lukke øjnene. Datoen er specielt fremtrædende. Selv når jeg går ud, står den som et stædigt gennemsigtigt filter foran alt. Om jeg så er i den anden ende af byen. Cirka 3 uger. Og cirka er et ord jeg bruger som en slags beskyttelsesbriller. Jeg ved præcis hvor mange dage og timer der er til afgang. Flyet tilbage, efter et halvt år. Om det så vil vise sig at være mere end et halvt år tilbage, ved jeg ikke. Selv om det var den slags jeg skulle have brugt tiden på at finde ud af. Måske var mit halve år ikke nok. Måske har det intet med tid at gøre. Hvad der forekommer mig lidt absurd, da det hele, det halve år, så meget havde med tid at gøre. Stadig har. Jeg ved en del om hvad der er sket i Danmark, sådan konkret og rene fakta, mens jeg har været væk. Jeg ved at nogle er døde, ved hvem der har gjort hvad; hvem der har fundet sammen og hvem der er gået fra hinanden. Nogle er blevet venner, nogle mere end før, andre er på vej væk fra hinanden, alt den slags der kan formidles eller fornemmes online. Eller i mails og de enkelte gammeldags breve jeg har fået. Så er der alt det jeg ikke ved, og det er meget, rigtig meget. Et halvt år, og jeg er en uvidende ignorant. Det var ikke lige hensigten. Og jeg nåede vist ikke rigtig til migselv. Det var absolut hensigten. Prioriteringen. Hvorfor er alt det jeg ikke ved, så vigtigt? Hvordan det halve år har været uden mig, fra lige under overfladen og helt til bunden, for de venner og bekendte jeg ikke engang ved om stadig er venner og bekendte. Jo; enkelte ved jeg hvor jeg har, sådan nogenlunde, også når jeg igen sætter foden på det, der er mere fremmed, end da jeg ankom hertil. Flygtede, var det vel. Vil nogle mene. Jeg er ikke selv sikker. Tre uger… Mere præcist 22 dage og lige nu 5 timer. Inkl de to timer før afgang, man skal møde i lufthavnen. Men cirka 3 uger. Altså har jeg brugt 21 uger, men var det nok? Er den bunke af mig’er i mærkelige former, jeg flygtede fra og med, blevet mere overskuelig? Vil jeg komme tilbage, og allerede i lufthavnen blive mødt af alle de udgaver af migselv, der er skabt gennem tiden? Og af og med tiden? Mens jeg har været her, har jeg endda skabt et par mere. Passende og behagelige til byen og det halve år; fungerende perfekt. Her, det sidste næsten halve år. Vil de så, når jeg vender tilbage, diskret hoppe ind i mængden der venter? Så det er en velkomstflok, der næsten er en kendt person værdig. I størrelse altså; ikke en homogen eller jublende mængde. Bliver jeg mon så fornærmet? Når jeg efter et halvt år får en velkomst, der ikke er særlig meget venlig velkomst over? Jeg går en af de sædvanlige ture ud i kvarteret. Sætter mig på en af de mange udendørscafé’er, denne med skygge for den evige sol under store træer, der lige netop klemmer sig ind på en lille plads mellem de gamle huse. Der er så meget jeg vil savne. Og savnet vil blive kraftigt understreget, hvis jeg kommer tilbage, og ikke er kommet et skridt videre. Både tilbage og endnu længere tilbage. Guderne, som jeg har så meget brug for, åbenbart langt mere end de har brug for mig, ved at jeg har prøvet. At få styr på migselv. At kunne styre, manøvrere, køre korrekt, følge et kort eller en gps. Opdateret, dét er vigtigt. Jeg ved ikke om seneste opdatering virkelig er den nyeste. Vil jeg nogen sinde kunne vide det? Vil jeg vide det? Min tid, mine tider. Mine selv’er i mine tider. Billetten med dato og klokkeslet, lokal tid, blokerer mere og mere, og alt der foregår omkring mig er sløret og uskarpt. Lokal tid, ja. Jeg skal huske at sætte vækningen et par timer frem. Eller er det tilbage? Jeg nyder det sidste af min dobbelte ekspresso; dén glæde har hverken tiden her eller al den megen medslæbte fortid kunnet tage fra mig. En time eller to; frem eller tilbage. Et af mine gamle mig’er tænker, sigselv tro, om dét er hvad jeg har fået ud af dette halve år: En time eller to, og endda måske tilbage. En del af de ting der har ligget godt gemt, bevidst eller ej, fra både et, fem, ti og tyve år siden, er da dukket op mens jeg har været her. Nogle poppet frem af fuldstændig glemsel, andre trukket frem med besvær og modstræbende. Men har jeg egentlig gjort noget ved de “ting”? Andet end at kigge på dem? At betragte dem, gennem de øjne der har passet og stadig passer her de sidste 3 uger? Har det ændret noget? Det finder jeg vel først ud af, når jeg er tilbage. Ligesom jeg finder ud af, om dette halve år blot var en planløs flugt, eller om det var et nødvendigt åndehul. Der skulle give ægte ilt til alt det skidt og møg der har hobet sig op lige under isen. Den is jeg har skøjtet på gennem tiderne, og som er blevet tyndere og tyndere; med revner og beskidt smeltevand mere end is. Jeg har da i det mindste næsten kunnet gå på vand. Det var engang, for en anden, et mirakel. For mig var det til sidst, lige før dette halve år, hverken mirakel eller bare skøjten, nærmere træden vande. Med den slags oppustelige flydedimser børn har rundt om armene. Fandt jeg ud af om jeg kunne svømme? Jeg fandt ihvertfald ud af, at jeg ikke turde prøve. Tiden går… Nu er det 22 dage og 2 timer. Et af mine gamle mig’er, et af de godt brugte og næsten nedslidte; næsten et skelet i bunden ikke af et skab, men i en tidslomme, blandet med fnuller og en 10-øre der er mere værd end det mig der har den i lommen, sammenkobler nogle nerveender eller neuroner eller hvad det er. Så en tanke jeg slet ikke har lyst til at tænke, bliver tænkt: Måske vil det være bedre, hvis flyet tilbage bare styrter ned. At jeg overhovedet kan tænke den tanke, gør mig virkelig trist. Gør den jeg stadig er i lidt over 3 uger trist. De snart 6 måneder som halvt turist, halvt flygtning, også for den halve turist, har ikke ændret meget. Tilsyneladende; det vil vise sig. Hvis de viser sig. Alle de mange i ankomsthallen. Alle de mange jeg kan forestille mig. Isåfald er flystyrtet næsten at foretrække. Jeg tager mig sammen, og prøver bare at være, ikke at tænke bare at være. Hvad var det egentlig jeg skulle med dette halve år? Det har været og er rart, ingen tvivl om dét. Men hvad ville jeg opnå? Det kommer an på hvem der spørger. Der er en masse svar, jeg ved bare ikke helt hvilket der passer: Jeg ved ikke hvem der passer på svaret. Eller til det. Hvilket navn der står på den forseglede konvolut. Jo; mit, helt sikkert, men det kan være så mange. Jeg går tilbage mod hotellet, men der er ikke meget tilbage af den ellers ret ægte person jeg har været i næsten et halvt år. Jeg er allerede lidt for meget en af dem, der venter på at modtage mig. Når jeg vender tilbage. Billetten i skuffen, der kommer tættere og tættere på for hvert skridt jeg tager mod værelset, mærkes i en række vidt forskellige glimt. Et par af de mere ubehagelige er i form af et dokument, hvor jeg skriver under igen og igen og igen, på at være dén og dén og dén. Ikke ét dokument, men en hel bog. En anden mere grov form, hvis et glimt har en form, er hvor billetten bliver til et bind for øjnene. Så jeg ikke kan se alle geværerne rettet mod mig. Men jeg ved udmærket at mændene bag, der blot venter på signalet til at skyde, er migselv. Hver og en af dem. Også ham der skal give ordren. 3 uger og nu 1 time og 38 minutter. Gad vide om jeg når det. Gad vide om jeg overhovedet finder ud af hvad det er jeg skal nå. Gad vide om der ER nogetsomhelst at nå? Hvor er det dog banalt! 3 uger, 1 time og 27 minutter. En mulighed mere dukker op. Hvem der end tænker den. Måske har jeg regnet alvorligt forkert. En fejl af de helt store. Måske er jeg tilbage. For lang tid siden, og har forlængst modtaget migselv. Var der en konvolut med et svar? Det kan være der blot var et stykke blankt papir. Eller en meddelelse til de nærmeste om et flystyrt. Ja, banalt. Som næsten alt, når isen brister og man går ned og under. Returbilletten lyser helt fornøjet. Den har svært ved ikke at grine mig op i ansigtet.

“Stik mig lige en bytter… Er de stadig kolde? Gider ikke hente flere af de der fryse-dimser. Men en lunken bajer funker sgu ikke!” Nikolajs stemme var så doven, at den kun lige netop nåede ud af munden; lettere sløret af det første dusin øl vi havde delt. Jeg rodede rundt i køleboksen.
“Jo, der er et par halvkolde i bunden. Hvor mystisk, der ER kun et par stykker tilbage. Hvor kan de dog være blevet af? Nå men hep! Her… Ska’ vi saks, sten, papir om hvem der henter en ny omgang? Den ska’ fyldes op, denne lille vidunderboks, ellers løber vi tør om… 2-3 stykkers tid. Lunkne 2-3 stykker endda, dét er sgu en farlig situation! Vi ka’ osse lege samarbejde og begge gå op i huset… Hva’ siger du?”
Nikolaj mumlede et eller andet mens han poppede flasken åben. Det lignede en reklame; med det grønne græs og solen glimtende i kapslen, der landede mellem vores stribede liggestole. Der lå en hel del i forvejen; det ville græsslåmaskinen ikke være begejstret for. Vi var ret ligeglade. Og blev det mere og mere som dagen skred frem, behageligt langsomt, passende til at nedsvælge en mavefuld øl og lidt til.
“La’ os tage saks, sten og hva’ er det, nåjo papir. Samarbejde har der lissom været rigeligt af, hva’? Desuden vinder jeg jo altid, så du ka’ egentlig lisså godt bare få hentet et lag mere. Du ved hvor køleren står, og fryseren er fyldt med de der elementer. Tror du måske ikke jeg har forberedt mig? Jeg inviterer da ikke gæster uden at sørge for at alt er klart.”
De sidste ord blev fulgt af en sivende bøvs, der blev kvalt med en slurk fra hans flaske. Hvor mange år var det siden? Nok omkring 20 eller flere. Det var ihvertfald en ung Nikolaj, og en ung mig, der mere eller mindre havde besat hus og have i en måned; Nikolajs forældre var på sommerferie et sted sydpå. Hvem ved, måske Algarve? Det var nu ikke sådan at vi tilbragte hver dag med at drikke os visne, selvom vi brugte mange gode undskyldninger for kun at gøre dét. Det var gået hårdt ud over forældrenes barskab og de par kasser øl de havde været letsindige nok at have stående. Nikolaj ‘ville ordne det’ når de kom hjem, hvad det så end betød. Vi var unge nok til at alt kunne ordnes, og hvilken naturlov det end følger passer det jo: Som ung løser de fleste problemer sig, eller forsvinder bare. Af sig selv eller af den gud der gør 20-årige udødelige. At de samme problemer har det med at dukke op igen nogle tiår senere, som regel i en forklædt eller udvidet udgave, ja det er den tid den sorg. Knap så ofte glæde.
“Samarbejde? Den er go’ med dig, det eneste du lavede var sgu da noget grafik til plakater og flyers. Nåja, dine kruseduller på diasprojektoren, men det var da vist genbrug, hva’? Nejnej, du ska’ ikke påstå andet, jeg har da set dine skitsebøger, du har endda selv vist mig dem… Forresten, det var da ikke engang digselv der overførte dem til dias? Det var noget af et arbejde, var det ikke Pernille der blev sat til det? Eller var det Aleksander selv? Whatever, dig var det ihvertfald ikke. Fuck sten saks papir; vi leger sandhed konsekvens, lissom børn: Indrøm at det var genbrug af gamle streger, så henter jeg de kolde… Nå?”
Nikolaj grinte lidt bøvet, men det var der nu ikke grund til at lægge noget i. Vi var efterhånden begge lidt bøvede; et udtryk der vist hører 1900-tallet til, hvilket passer meget godt med situationen og de 20+ år. Hele den dengang unge og entusiastiske flok havde netop haft pæn succes, indenfor lige den niche vi syntes var så vigtig, med en eller anden multi-installation; sådan noget med at blande alle medier og udtryksformer, ryste posen, og sprede det ud over en stor hal. Såvidt jeg husker, var det første gang vi lavde den type fælles projekter, og det var et par dage efter at Nikolaj og jeg så brugte færdiggørelsen som undskyldning. Computere var først så småt begyndt at spille en rolle; hvilket havde gjort det hele nemmere, selvom Aleksander havde insisteret på at bruge også dét, en eller programmeret styring af noget bevægeligt. Han var og er fremsynet; og allerede dengang helt naturligt den samlende person. En anden undskyldning var dagen selv: Sådan en dansk sommerdag der på vegne af et vådt og koldt forår, nærmest en forlængelse af vinteren, undskylder ved at være sol, høj blå himmel, og med kun en svag lun brise. Nikolajs forældres flagvimpel hang slapt ned; kun med enkelte sjældne små bevægelser, og det var lige før at de rød-hvide farver var smukke mod den skyfri himmel. Fuglene applauderede ihvertfald lystigt. Eller også prøvede de at overdøve anlægget inde i huset, der var godt skruet op for at nå os ude i haven.
“Genbrug er in, er du ikke klar over det? Desuden er det sgu da måden, netop lavet om til dias og blæst op de forskellige steder, der er pointen… Hvis der er nogen. Det synes folk åbenbart; skål på mesterværket! Iøvrigt var det Tine der lavede det; hun fotograferede en hel dag fra mine skitser, og fik det lavet til dias. Men du skulle lige nævne Pernille, hva’? Nåh? Haha, der er vist noget der… Det fik Noah da godtnok osse spottet; hold da kæft hvor han ramte plet… Jeg vidste ikke du ku’ rødme. Han er sgu sjov. Og skarp; der er ikke meget der går hans næse forbi. Ok, han går osse nogle gange over grænsen… Egentlig… Gad vide hvorfor han overhovedet er med, altså hans navn står jo sammen med alle os andre, men han laver jo ikke noget? Andet end at komme med jokes? Underligt at Aleksander synes han skulle skrives på. Kom han med så meget som bare én idé? Nå, det ka’ sgu osse være ligemeget… Det er lissom med Robin, nej forresten, han kommer da i det mindste med noget brugbart input, når han ellers overhovedet dukker op. Han ska’ godtnok passe lidt på, han har vist gang i noget der skal holdes i ret stramme tøjler, hva’? Det må han jo finde ud af… Hold kæft det er varmt, ska’ vi få hentet de kolde eller ej? Jeg trænger sgu, og vi sku’ nødigt tørste… Jaja; i den gode holdånds navn, så la’ os da begge gå ind…”
Nikolaj halvt rejste sig, halvt væltede ud af liggestolen, og tog nogle lidt usikre skridt. Vi gik op mod huset, delvis småpuffende til hinanden, delvis lænende os op ad hinanden. Vi var ret enige om, at det da var godt det ikke lige var idag der skulle tænkes kreativt. Vi var også enige om at det var en aldeles herlig dag. Og at det var fortjent at vi fejrede den omgang multikunst, der endda var blevet omtalt i flere aviser. Og sikken fernisering; jo vi havde sgu skabt noget nyt. For flertallet totalt ligegyldigt, men vi var komplet uinteresserede i flertallet. Så i vores verden dengang, gik det på en eller anden finurlig måde lige op. Samtidig med at vi havde sat et stort og vigtigt aftryk på verden. Logik var allerede dengang… Jeg kan knap huske hvordan dagen endte; den fortsatte i hvad der syntes som en uendelighed. Af den gode slags. Om vi faldt fredeligt i søvn i liggestolene, eller det endte med et mindre party sammen med nogle af de andre, fortaber sig i dels erindring dels fuldskab. Eller blandes sammen; både party og salig falden i søvn var der masser af i de år. Hvem kunne dengang vide, at netop Nikolaj og jeg ville blive et par pessimistiske melankolikere? Jeg vidste det ikke, men var heller ikke i en alder hvor den slags overhovedet skal vides. Alder, viden, tid… Det er kun nu, at den erindring er lidt misfarvet; hvorfor skal der ligge et lag af tristhed over den dag dengang? Er det nostalgi? Det VAR jo bare en god dag! Det var i det hele taget en god periode. Nogle gode år; endda begyndelsen på dem. Gad vide om Nikolaj husker den eftermiddag? Og hvis han gør, er det så gennem samme filter som mig? Betyder det noget som helst? Betyder erindringen om den dag noget? Eller skal den bare hvile i fred?

%d bloggers like this: