2 x 20 År med filter.

“Stik mig lige en bytter… Er de stadig kolde? Gider ikke hente flere af de der fryse-dimser. Men en lunken bajer funker sgu ikke!” Nikolajs stemme var så doven, at den kun lige netop nåede ud af munden; lettere sløret af det første dusin øl vi havde delt. Jeg rodede rundt i køleboksen.
“Jo, der er et par halvkolde i bunden. Hvor mystisk, der ER kun et par stykker tilbage. Hvor kan de dog være blevet af? Nå men hep! Her… Ska’ vi saks, sten, papir om hvem der henter en ny omgang? Den ska’ fyldes op, denne lille vidunderboks, ellers løber vi tør om… 2-3 stykkers tid. Lunkne 2-3 stykker endda, dét er sgu en farlig situation! Vi ka’ osse lege samarbejde og begge gå op i huset… Hva’ siger du?”
Nikolaj mumlede et eller andet mens han poppede flasken åben. Det lignede en reklame; med det grønne græs og solen glimtende i kapslen, der landede mellem vores stribede liggestole. Der lå en hel del i forvejen; det ville græsslåmaskinen ikke være begejstret for. Vi var ret ligeglade. Og blev det mere og mere som dagen skred frem, behageligt langsomt, passende til at nedsvælge en mavefuld øl og lidt til.
“La’ os tage saks, sten og hva’ er det, nåjo papir. Samarbejde har der lissom været rigeligt af, hva’? Desuden vinder jeg jo altid, så du ka’ egentlig lisså godt bare få hentet et lag mere. Du ved hvor køleren står, og fryseren er fyldt med de der elementer. Tror du måske ikke jeg har forberedt mig? Jeg inviterer da ikke gæster uden at sørge for at alt er klart.”
De sidste ord blev fulgt af en sivende bøvs, der blev kvalt med en slurk fra hans flaske. Hvor mange år var det siden? Nok omkring 20 eller flere. Det var ihvertfald en ung Nikolaj, og en ung mig, der mere eller mindre havde besat hus og have i en måned; Nikolajs forældre var på sommerferie et sted sydpå. Hvem ved, måske Algarve? Det var nu ikke sådan at vi tilbragte hver dag med at drikke os visne, selvom vi brugte mange gode undskyldninger for kun at gøre dét. Det var gået hårdt ud over forældrenes barskab og de par kasser øl de havde været letsindige nok at have stående. Nikolaj ‘ville ordne det’ når de kom hjem, hvad det så end betød. Vi var unge nok til at alt kunne ordnes, og hvilken naturlov det end følger passer det jo: Som ung løser de fleste problemer sig, eller forsvinder bare. Af sig selv eller af den gud der gør 20-årige udødelige. At de samme problemer har det med at dukke op igen nogle tiår senere, som regel i en forklædt eller udvidet udgave, ja det er den tid den sorg. Knap så ofte glæde.
“Samarbejde? Den er go’ med dig, det eneste du lavede var sgu da noget grafik til plakater og flyers. Nåja, dine kruseduller på diasprojektoren, men det var da vist genbrug, hva’? Nejnej, du ska’ ikke påstå andet, jeg har da set dine skitsebøger, du har endda selv vist mig dem… Forresten, det var da ikke engang digselv der overførte dem til dias? Det var noget af et arbejde, var det ikke Pernille der blev sat til det? Eller var det Aleksander selv? Whatever, dig var det ihvertfald ikke. Fuck sten saks papir; vi leger sandhed konsekvens, lissom børn: Indrøm at det var genbrug af gamle streger, så henter jeg de kolde… Nå?”
Nikolaj grinte lidt bøvet, men det var der nu ikke grund til at lægge noget i. Vi var efterhånden begge lidt bøvede; et udtryk der vist hører 1900-tallet til, hvilket passer meget godt med situationen og de 20+ år. Hele den dengang unge og entusiastiske flok havde netop haft pæn succes, indenfor lige den niche vi syntes var så vigtig, med en eller anden multi-installation; sådan noget med at blande alle medier og udtryksformer, ryste posen, og sprede det ud over en stor hal. Såvidt jeg husker, var det første gang vi lavde den type fælles projekter, og det var et par dage efter at Nikolaj og jeg så brugte færdiggørelsen som undskyldning. Computere var først så småt begyndt at spille en rolle; hvilket havde gjort det hele nemmere, selvom Aleksander havde insisteret på at bruge også dét, en eller programmeret styring af noget bevægeligt. Han var og er fremsynet; og allerede dengang helt naturligt den samlende person. En anden undskyldning var dagen selv: Sådan en dansk sommerdag der på vegne af et vådt og koldt forår, nærmest en forlængelse af vinteren, undskylder ved at være sol, høj blå himmel, og med kun en svag lun brise. Nikolajs forældres flagvimpel hang slapt ned; kun med enkelte sjældne små bevægelser, og det var lige før at de rød-hvide farver var smukke mod den skyfri himmel. Fuglene applauderede ihvertfald lystigt. Eller også prøvede de at overdøve anlægget inde i huset, der var godt skruet op for at nå os ude i haven.
“Genbrug er in, er du ikke klar over det? Desuden er det sgu da måden, netop lavet om til dias og blæst op de forskellige steder, der er pointen… Hvis der er nogen. Det synes folk åbenbart; skål på mesterværket! Iøvrigt var det Tine der lavede det; hun fotograferede en hel dag fra mine skitser, og fik det lavet til dias. Men du skulle lige nævne Pernille, hva’? Nåh? Haha, der er vist noget der… Det fik Noah da godtnok osse spottet; hold da kæft hvor han ramte plet… Jeg vidste ikke du ku’ rødme. Han er sgu sjov. Og skarp; der er ikke meget der går hans næse forbi. Ok, han går osse nogle gange over grænsen… Egentlig… Gad vide hvorfor han overhovedet er med, altså hans navn står jo sammen med alle os andre, men han laver jo ikke noget? Andet end at komme med jokes? Underligt at Aleksander synes han skulle skrives på. Kom han med så meget som bare én idé? Nå, det ka’ sgu osse være ligemeget… Det er lissom med Robin, nej forresten, han kommer da i det mindste med noget brugbart input, når han ellers overhovedet dukker op. Han ska’ godtnok passe lidt på, han har vist gang i noget der skal holdes i ret stramme tøjler, hva’? Det må han jo finde ud af… Hold kæft det er varmt, ska’ vi få hentet de kolde eller ej? Jeg trænger sgu, og vi sku’ nødigt tørste… Jaja; i den gode holdånds navn, så la’ os da begge gå ind…”
Nikolaj halvt rejste sig, halvt væltede ud af liggestolen, og tog nogle lidt usikre skridt. Vi gik op mod huset, delvis småpuffende til hinanden, delvis lænende os op ad hinanden. Vi var ret enige om, at det da var godt det ikke lige var idag der skulle tænkes kreativt. Vi var også enige om at det var en aldeles herlig dag. Og at det var fortjent at vi fejrede den omgang multikunst, der endda var blevet omtalt i flere aviser. Og sikken fernisering; jo vi havde sgu skabt noget nyt. For flertallet totalt ligegyldigt, men vi var komplet uinteresserede i flertallet. Så i vores verden dengang, gik det på en eller anden finurlig måde lige op. Samtidig med at vi havde sat et stort og vigtigt aftryk på verden. Logik var allerede dengang… Jeg kan knap huske hvordan dagen endte; den fortsatte i hvad der syntes som en uendelighed. Af den gode slags. Om vi faldt fredeligt i søvn i liggestolene, eller det endte med et mindre party sammen med nogle af de andre, fortaber sig i dels erindring dels fuldskab. Eller blandes sammen; både party og salig falden i søvn var der masser af i de år. Hvem kunne dengang vide, at netop Nikolaj og jeg ville blive et par pessimistiske melankolikere? Jeg vidste det ikke, men var heller ikke i en alder hvor den slags overhovedet skal vides. Alder, viden, tid… Det er kun nu, at den erindring er lidt misfarvet; hvorfor skal der ligge et lag af tristhed over den dag dengang? Er det nostalgi? Det VAR jo bare en god dag! Det var i det hele taget en god periode. Nogle gode år; endda begyndelsen på dem. Gad vide om Nikolaj husker den eftermiddag? Og hvis han gør, er det så gennem samme filter som mig? Betyder det noget som helst? Betyder erindringen om den dag noget? Eller skal den bare hvile i fred?

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: