Nedtælling tilbage.

Returbilletten bliver mere og mere tydelig. Lyser fra nederst i bunken af blandede papirer. Gemt væk under snavsetøj bagest i skabet. Den er også begyndt at røre på sig; jeg kan høre den hvis jeg lytter godt efter. Utroligt som et enkelt lille stykke papir med print kan larme. Og stråle kraftigere end solen, så jeg nogle gange er nødt til at lukke øjnene. Datoen er specielt fremtrædende. Selv når jeg går ud, står den som et stædigt gennemsigtigt filter foran alt. Om jeg så er i den anden ende af byen. Cirka 3 uger. Og cirka er et ord jeg bruger som en slags beskyttelsesbriller. Jeg ved præcis hvor mange dage og timer der er til afgang. Flyet tilbage, efter et halvt år. Om det så vil vise sig at være mere end et halvt år tilbage, ved jeg ikke. Selv om det var den slags jeg skulle have brugt tiden på at finde ud af. Måske var mit halve år ikke nok. Måske har det intet med tid at gøre. Hvad der forekommer mig lidt absurd, da det hele, det halve år, så meget havde med tid at gøre. Stadig har. Jeg ved en del om hvad der er sket i Danmark, sådan konkret og rene fakta, mens jeg har været væk. Jeg ved at nogle er døde, ved hvem der har gjort hvad; hvem der har fundet sammen og hvem der er gået fra hinanden. Nogle er blevet venner, nogle mere end før, andre er på vej væk fra hinanden, alt den slags der kan formidles eller fornemmes online. Eller i mails og de enkelte gammeldags breve jeg har fået. Så er der alt det jeg ikke ved, og det er meget, rigtig meget. Et halvt år, og jeg er en uvidende ignorant. Det var ikke lige hensigten. Og jeg nåede vist ikke rigtig til migselv. Det var absolut hensigten. Prioriteringen. Hvorfor er alt det jeg ikke ved, så vigtigt? Hvordan det halve år har været uden mig, fra lige under overfladen og helt til bunden, for de venner og bekendte jeg ikke engang ved om stadig er venner og bekendte. Jo; enkelte ved jeg hvor jeg har, sådan nogenlunde, også når jeg igen sætter foden på det, der er mere fremmed, end da jeg ankom hertil. Flygtede, var det vel. Vil nogle mene. Jeg er ikke selv sikker. Tre uger… Mere præcist 22 dage og lige nu 5 timer. Inkl de to timer før afgang, man skal møde i lufthavnen. Men cirka 3 uger. Altså har jeg brugt 21 uger, men var det nok? Er den bunke af mig’er i mærkelige former, jeg flygtede fra og med, blevet mere overskuelig? Vil jeg komme tilbage, og allerede i lufthavnen blive mødt af alle de udgaver af migselv, der er skabt gennem tiden? Og af og med tiden? Mens jeg har været her, har jeg endda skabt et par mere. Passende og behagelige til byen og det halve år; fungerende perfekt. Her, det sidste næsten halve år. Vil de så, når jeg vender tilbage, diskret hoppe ind i mængden der venter? Så det er en velkomstflok, der næsten er en kendt person værdig. I størrelse altså; ikke en homogen eller jublende mængde. Bliver jeg mon så fornærmet? Når jeg efter et halvt år får en velkomst, der ikke er særlig meget venlig velkomst over? Jeg går en af de sædvanlige ture ud i kvarteret. Sætter mig på en af de mange udendørscafé’er, denne med skygge for den evige sol under store træer, der lige netop klemmer sig ind på en lille plads mellem de gamle huse. Der er så meget jeg vil savne. Og savnet vil blive kraftigt understreget, hvis jeg kommer tilbage, og ikke er kommet et skridt videre. Både tilbage og endnu længere tilbage. Guderne, som jeg har så meget brug for, åbenbart langt mere end de har brug for mig, ved at jeg har prøvet. At få styr på migselv. At kunne styre, manøvrere, køre korrekt, følge et kort eller en gps. Opdateret, dét er vigtigt. Jeg ved ikke om seneste opdatering virkelig er den nyeste. Vil jeg nogen sinde kunne vide det? Vil jeg vide det? Min tid, mine tider. Mine selv’er i mine tider. Billetten med dato og klokkeslet, lokal tid, blokerer mere og mere, og alt der foregår omkring mig er sløret og uskarpt. Lokal tid, ja. Jeg skal huske at sætte vækningen et par timer frem. Eller er det tilbage? Jeg nyder det sidste af min dobbelte ekspresso; dén glæde har hverken tiden her eller al den megen medslæbte fortid kunnet tage fra mig. En time eller to; frem eller tilbage. Et af mine gamle mig’er tænker, sigselv tro, om dét er hvad jeg har fået ud af dette halve år: En time eller to, og endda måske tilbage. En del af de ting der har ligget godt gemt, bevidst eller ej, fra både et, fem, ti og tyve år siden, er da dukket op mens jeg har været her. Nogle poppet frem af fuldstændig glemsel, andre trukket frem med besvær og modstræbende. Men har jeg egentlig gjort noget ved de “ting”? Andet end at kigge på dem? At betragte dem, gennem de øjne der har passet og stadig passer her de sidste 3 uger? Har det ændret noget? Det finder jeg vel først ud af, når jeg er tilbage. Ligesom jeg finder ud af, om dette halve år blot var en planløs flugt, eller om det var et nødvendigt åndehul. Der skulle give ægte ilt til alt det skidt og møg der har hobet sig op lige under isen. Den is jeg har skøjtet på gennem tiderne, og som er blevet tyndere og tyndere; med revner og beskidt smeltevand mere end is. Jeg har da i det mindste næsten kunnet gå på vand. Det var engang, for en anden, et mirakel. For mig var det til sidst, lige før dette halve år, hverken mirakel eller bare skøjten, nærmere træden vande. Med den slags oppustelige flydedimser børn har rundt om armene. Fandt jeg ud af om jeg kunne svømme? Jeg fandt ihvertfald ud af, at jeg ikke turde prøve. Tiden går… Nu er det 22 dage og 2 timer. Et af mine gamle mig’er, et af de godt brugte og næsten nedslidte; næsten et skelet i bunden ikke af et skab, men i en tidslomme, blandet med fnuller og en 10-øre der er mere værd end det mig der har den i lommen, sammenkobler nogle nerveender eller neuroner eller hvad det er. Så en tanke jeg slet ikke har lyst til at tænke, bliver tænkt: Måske vil det være bedre, hvis flyet tilbage bare styrter ned. At jeg overhovedet kan tænke den tanke, gør mig virkelig trist. Gør den jeg stadig er i lidt over 3 uger trist. De snart 6 måneder som halvt turist, halvt flygtning, også for den halve turist, har ikke ændret meget. Tilsyneladende; det vil vise sig. Hvis de viser sig. Alle de mange i ankomsthallen. Alle de mange jeg kan forestille mig. Isåfald er flystyrtet næsten at foretrække. Jeg tager mig sammen, og prøver bare at være, ikke at tænke bare at være. Hvad var det egentlig jeg skulle med dette halve år? Det har været og er rart, ingen tvivl om dét. Men hvad ville jeg opnå? Det kommer an på hvem der spørger. Der er en masse svar, jeg ved bare ikke helt hvilket der passer: Jeg ved ikke hvem der passer på svaret. Eller til det. Hvilket navn der står på den forseglede konvolut. Jo; mit, helt sikkert, men det kan være så mange. Jeg går tilbage mod hotellet, men der er ikke meget tilbage af den ellers ret ægte person jeg har været i næsten et halvt år. Jeg er allerede lidt for meget en af dem, der venter på at modtage mig. Når jeg vender tilbage. Billetten i skuffen, der kommer tættere og tættere på for hvert skridt jeg tager mod værelset, mærkes i en række vidt forskellige glimt. Et par af de mere ubehagelige er i form af et dokument, hvor jeg skriver under igen og igen og igen, på at være dén og dén og dén. Ikke ét dokument, men en hel bog. En anden mere grov form, hvis et glimt har en form, er hvor billetten bliver til et bind for øjnene. Så jeg ikke kan se alle geværerne rettet mod mig. Men jeg ved udmærket at mændene bag, der blot venter på signalet til at skyde, er migselv. Hver og en af dem. Også ham der skal give ordren. 3 uger og nu 1 time og 38 minutter. Gad vide om jeg når det. Gad vide om jeg overhovedet finder ud af hvad det er jeg skal nå. Gad vide om der ER nogetsomhelst at nå? Hvor er det dog banalt! 3 uger, 1 time og 27 minutter. En mulighed mere dukker op. Hvem der end tænker den. Måske har jeg regnet alvorligt forkert. En fejl af de helt store. Måske er jeg tilbage. For lang tid siden, og har forlængst modtaget migselv. Var der en konvolut med et svar? Det kan være der blot var et stykke blankt papir. Eller en meddelelse til de nærmeste om et flystyrt. Ja, banalt. Som næsten alt, når isen brister og man går ned og under. Returbilletten lyser helt fornøjet. Den har svært ved ikke at grine mig op i ansigtet.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: