NekroLogisk.

Erkendelsen var meget langsom om at indfinde sig. Og han kan ikke sige hvornår den kom. Der var ikke et punkt hvor han kunne sige: DÉR skete det. Den var der bare. Havde listet sig ind. Han er ikke engang sikker på om det passer. Om det er sandt. Det kan være indbildning. Eller blot en følelse, en fornemmelse. Og dén slags er som bekendt ikke altid lig med noget absolut sandt. Det er måske noget uden for ham; noget med verden og virkeligheden. Og ikke ham, sådan egentlig; det kan være rent tilfældigt. Han spekulerer og overvejer, men kan ikke tænke det væk. Det eneste han ikke er i tvivl om, er at det bliver tydeligere og tydeligere. For hver morgen han slår øjnene op, bliver han mere og mere sikker. Han er død. Underligt at stå ud af sengen, strække sig, slubre morgenkaffe i sig, se ud af vinduet, alle de sædvanlige morgenritualer, -og samtidig være død. Det hænger ikke rigtig sammen. Giver slet ingen mening. Noget må være gået aldeles galt. Hvis man er død er man død! Han undres… Og er samtidig ikke i tvivl. Han går rundt og er død. Mere og mere. Måleligt for hver dag: En lille smule mere død. Hvilket er latterligt. Død eller ej! Og ikke sådan en langsomt opdukkende erkendelse. Tåbeligt… Og alligevel er der ikke anden forklaring. Ikke i hans bevidsthed. Det er allestedsnærværende, og komplet uhåndgribeligt. Men han kan jo føle det, uden tvivl. Han ville ønske han kunne tvivle. Det er som en umærkeligt langsom knap nok bevægelse, hvor verden og han fjerner sig fra hinanden. Og lignende billeder han prøver at sætte på. Som frit svævende langt ude i det tomme rum, med svagere og svagere kontakt til Houston eller jorden eller rumskibet. Eller som går han rundt med et glashylster tæt omkring sig, hvor glasset bliver tykkere og tykkere og mere og mere uigennemsigtigt. Tynde gennemsigtige lag på lag på lag. Enkeltvis helt uden betydning, men mange lag nok giver til sidst hans sanser en lidt større fejlprocent. Ganske lidt, men alligevel. Nogle dage tænker han næsten ikke over det. Men man kan nu engang ikke være både død og ikke-død. Det er kun i sprogets verden, at man kan være død og samtidig aldeles eksisterende. Og han ligger jo ikke på et hospital i koma. Eller har et hold læger igang med at håndtere en svæven mellem liv og død. Han går helt almindeligt rundt; foretager sig sådan cirka det samme som altid. Bare med en voksende sikkerhed på at være død. Han sukker irriteret, samler sig sammen, og fortsætter dagens rutiner. Et hurtigt bad, proppen papirer i mappen, tjek af nyt på pad’en før den ryger med ned blandt dagens dokumenter. Tøj, udvalgt og lagt frem aftenen før, og så ud af døren med et hurtigt tjek i spejlet. På vej ned med elevatoren et kig på klokken: Som sædvanlig kan han tage det roligt. Fem minutters gang til bussen, og han vil møde præcis som altid. Det er nærmest åndsfraværende, at han stadig noterer sig det. Det der med at være død. Alt er som det plejer, det er endda rimeligt godt vejr, solen får ham til at smånynne. Men han er en minimal smule mere død end igår. Det er en anelse mere tydeligt. Jaja, imorgen er der atter en dag. Det er først imorgen, idag er idag, og nu kommer bussen. Lige til tiden.

Reklamer
2 comments
  1. ploeckeng said:

    smukt – men jeg bliver helt misundelig på ham der – han kommer faktisk ud af døren inden mørket sænker sig

    Like

    • Ja; men imorgen er der jo atter en dag… Desuden, måske er han nødt til at tage en natbus hjem? 😉

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: