Arkiv

Monthly Archives: oktober 2014

Lørdagsnatten i ghettoen er stort set tavs.
Lørdagsnatten i ghettoen er stort set mørk.
Hvinende flokke af overdrevent potente gummiafbrændere pisser territorier af, men det er ok, de cirkler efter bytte udefra.
Og generer kun som forveksling med en venten,
der både er vantro, mistro, og bønner
til de guder der ikke er plads til
for tavsheden og mørket,
hvor bønner ville have frit spil hvis ikke
det var mindst fire minutter siden nu.
Hvor fire minutter er den længste tid
der nogen sinde har eksisteret i verden.
Blodskudte og flakkende øjne tæller tiden ned; anspændtheden vokser til kramper, arme og ben flagrer ukontrolleret, og hjernen bliver til ører der bliver mere og mere desperate,
men stadig, efter syv minutter,
er ghettonatten tavs.
Og stort set mørk.
Som hjernen hvor større og større områder
mørklægges, og bliver så store at kraniet trues med at sprænges; alt er ved at sprænges; hele kroppen er
som en slimet inficeret ballon
der kan eksplodere
eller implodere; forskellen på ingen luft og ingen luft er ingen luft og der ER ikke mere
om et sekund hvis ikke snart tavsheden og mørket brydes af andet end de cirklende gummiafbrændere.
Og i hvad der måske er sidste vejrtrækning, eller næstsidste men om sekunder som lungerne fyldes af den rallende stilhed og det kvælende mørke,
ER gulv blevet loft og vægge blevet kradset til blods, indbildningen er dobbelt;
der er ikke mere luft i denne verden
samtidig med at fjerne sirener lokker med håb, men hvad er indbildning og hvad er,
efter ni minutter
Endelig resultatet af opringningen, der overlegent overdøver gummiafbrændere, og lige før mørket og tavsheden bliver permanent,
og lungerne klasket ned på loftet og ud over ghettoen,
overgiver jeg mig.
Og lader min revnede krop blive samlet op af læge og ambulance, og det tog nok kun 10 minutter, men aldrig før
har 10 minutter gjort mig så taknemmelig!
Sirener og blå blink er ikke indbildning,
men præcis hvad der skulle til
for at lade mørket sænke sig med sindsro:
Bevidst og barmhjertigt og midlertidigt.
For at lade stilheden være velsignet,
bevidst, barmhjertigt, midlertidigt.
Næste morgen er en genfødsel.
Med kun en svag rest af gummiafbrændt
mørke og
lys istedet for kradsen i cirkler og
neglerester i tapetet.
På gulvet der atter er vægge og
fri for indvolde og flagrende lemmer i panik.

Jeg kneb migselv i armen. Som man gør, hvis man ikke er helt sikker på hvad der sker. Eller ikke sker. Det gør man jo ikke uden en vis mistanke, men alligevel blev jeg overrasket. Jeg kunne se mine fingre tage godt og grundigt fat om et stykke hud, nive det bedste jeg har lært… Og kunne ikke mærke det mindste. Mærkeligt! Jeg klemte alt hvad jeg kunne, så mine fingre og negle blev både røde og hvide. Intet. Nå, det kunne jo være et helt specielt ufølsomt sted, jeg bare ikke havde opdaget tidligere. Har man sådan nogle steder? Jeg prøvede et andet sted. Indersiden af låret; dét matte da kunne mærkes! Jeg formåede at knibe hul med neglene, så det ligefrem blødte ned ad benet. Uden den mindste følelse. Det skulle da gøre ondt??? Er det ikke meningen? At det skal gøre ondt? Nu er jeg ikke noget muskelbundt, så måske mine fingre simpelthen ikke kunne ‘bide’ hårdt nok i min hud. Som egentlig var ret så tynd, men alligevel. Tyndhudet eller ej, jeg fandt den godt gemte værktøjskasse frem. En knibtang kunne da omsætte selv mine tynde fingres kræfter til noget der bed til! Denne gang prøvede jeg et sted der skulle være ømfindtligt: Øreflippen. Og jeg havde hele hånden om knibtangen og klemte som galdt det livet. Der splattede blod ud under bidetangens riflede flader; det kunne jeg se i spejlet. Men mærke det? Niks! Ikke engang som en flue der satte sig… Jeg kunne høre hvordan min øreflip blev mast flad, og blodet lignede virkelig noget fra en film. Men ikke et ord kom over mine læber; ikke et udtryk for noget i mine øjne. Det var sgu lidt mystisk, det her. Jeg synes endda jeg var ret så følsom; ikke en tykhud ihvertfald! Jeg begyndte at slå på mig selv med en hammer, der lå bekvemt parat i kassen. Det var lidt grotesk; men jeg endte med at synes det var sjovt. At kunne svinge hammeren, uanset hvordan den vendte, mod mit eget ansigt, og se det eksplodere i blod, brusk, knoglestumper og hudflager. Stadig uden at mærke det mindste. Hvis ellers mit ansigt stadig var i stand til det, ville det nærmest grine. Det var da for absurd. Jeg prøvede også med en gammel rusten nedstryger; jeg kunne save hvilken som helst legemsdel af. Uden at mærke det. Kun begrænset af egne kræfter; en arm eller et ben var mere end jeg kunne klare med dét værktøj. Fingre og den slags blev lystigt savet igennem, og jeg blev også nemt og hurtigt kønsløs. Dét blødte godtnok! Efterhånden måtte jeg jo have mistet flere liter blod; det lå som en glinsende meterbred klistret plamage under den stol jeg sad og prøvede at mærke noget på. Men det var jo også mærkeligt! At jeg kunne miste så meget blod, og ikke besvime eller bare føle mig svag??? Der måtte efterhånden være mindre blod i min krop end uden for. Men det betød åbenbart ikke noget? Jeg kom i tanke om en gammel hæksaks, som en ven havde efterladt efter en kort periode som haveejer. Den var rusten og uskarp, men halsen er vel ikke så hård som en god tyk gren. Og ellers måtte jeg jo bare give den et par ekstra klip. Sådan hvis nakken var lidt genstridig.

Jeg blev helt ivrig; dét måtte da afgøre det én gang for alle! Det første klip, at få revet huden op og kvast struben, gik nemt nok. Så kom luft- og spiserør, og dét var også forbavsende blødt. Forresten uden indflydelse på min vejrtrækning. Det gurglede lidt i lungerne, det var nok lidt blod der var røget derned. Min stemme blev lidt anderledes, men ikke bemærkelsesværdigt. Nærmest som en lille forkølelse. Jeg lagde virkelig kræfterne i, og hørte nakkehvirvlerne blive knast. Der var stadig lidt hudstrimler der holdt hovedet sådan liggende hen ad den ene skulder, men det var hurtigt klaret. Mit hovede plaskede lige ned i al blodet, og først blev mine øjne klistret sammen. Men med lidt blinken, kom synet igen. Nu så jeg på min maltrakterede krop, sådan fra en skæv vinkel der fra gulvet, nærmest inde under den dryppende stol. Mit hovede lå ret tæt op af mit ene ben. Jeg gad vide, om mit ben ville lystre, hvis jeg tænkte at det skulle flytte sig lidt tilbage, lidt tættere på min mund. Jeg håbede det, men havde ikke megen erfaring i styring af kroppen med afskåret hovede. Men jojo; det fungerede. Mit ben, godtnok lidt usikkert og med små spjæt, flyttede sig helt op til min mund. Det var da et forsøg værd: Jeg ville bide migselv så hårdt jeg kunne i anklen. Bide igennem sener og knogler om det skulle være. Dét måtte jeg da kunne mærke! Ellers var der da vist noget galt. Ikke noget særligt måske, men alligevel. Måske et lægetjek værd. Nja, man ska’ heller ikke løbe til lægen for den mindste rift. Det ville jeg tænke over. Men nu først den ankel. Lige netop en mundfuld…

Det er faktisk en kompliceret lyd. Specielt isoleret i nattemørket, når det kun er én og ikke som om dagen den ene efter den anden. Så bliver det en helt anden lyd. Lyden af en forbipasserende bil. Der er mange dele i dén lyd. Der er motoren, og al den anden mekanik. Vindmodstanden og underlaget, hastigheden og ikke mindst vejret. Hjulenes rullen på underlaget, hvilket kommer an på type hjul og ikke mindst hvilket underlag. Ikke bare hvilken slags asfalt det er, det kan jo være regnvejr eller sne eller isslag eller efterår med våde lumsk glatte blade fra træerne, der ikke kan gøre for det. Så kan det jo osse bare være en hullet jordvej. Enten knastør og støvet humplende eller mudret og splaskende kaskader. Men lad os tage en gennemsnitlig bil med almindelige dæk, både en almindelig fører og et almindeligt vejføre, som det vist hed engang; tørt og problemfrit kørevejr. Udsigt til fin udsigt; lygterne justeret korrekt til lige den nat. På en af de velholdte og nyasfalterede veje der fra tidligt til sent er fyldt. Kun lige midt på natten, når det er mørkt, selv i sommerens få halvmørke timer, kommer bilerne adskilt. Seperat. Enkeltvis. Man kan høre en sådan bil lang tid før man kan høre den. Chaufføren ved det ikke, men i en evighed sidder han bag rattet og er lyden af en bil der engang, om mange tankers tid, vil køre forbi. Og hver enkelt af bilerne får en egenskab de ikke har når de er en del af strømmen, når den ene ikke når at passere før den næste; når de bare er biler og ikke en bil der kører forbi. Hvilket har en helt anden betydning. Så langt fjernlyset rækker og meget dybere ind i mørket, er sådan en nattebilist der kører forbi, mest en følelse. Der kører gennem hovedet ikke på chaufføren, men gennem tiden i en andens hovede. Hvor den høres som en følelse høres. Det kan være en god følelse, det kan være en dårlig. Den værste endda, hvis man kan forestille sig hvad dét er. Men det er ligegyldigt hvad chaufførens humør er. Flintrende ligegyldigt; der skal blot holdes en fart og styres hen ad vejen, uden andre biler lige i øjeblikket. det er vigtigt. Ellers kan det kan være en jublende lykkelig mand eller kvinde, der netop har fået et ja til sit frieri. Eller en nok noget yngre dreng eller pige, der lige har ligget i timer tæt omslynget, med tøjet i hensigtsmæssig uorden, og godtnok tæt på, og mærkes den vidunderlige krop virkelig så vidunderligt, og verden selv er en stor beruset sansefryd. Eller chaufføren har netop vundet en million i Lotto, eller haft sit internationale gennembrud ved sin solo-udstilling, eller er på vej hjem efter indvielsen af ingenør-arbejdet der bare er toppen af karrieren, eller en af de andre muligheder, afhængig hvem og hvad man er. Det er ligemeget. Faktisk fuldstændig.
Ikke for at hver enkelt levende menneske ikke er interessant, slet ikke! Det er kun lige i dette tilfælde. At nogle af dem altså blot er en funktion i en maskine der laver en lyd der skaber en følelse. Det er ikke chaufføren det drejer sig om; han eller hun er kun leverandør af en følelse til det samlede billede, og kunne lige så godt være en maskine. Vistnok. Ihvertfald glad eller trist, det betyder intet. Lyden er den samme. Underligt nok, når man tænker over det, men sådan er det. Den der tudbrøler så rattet er vådt af tårer, adskiller sig ikke fra den hvis grin rækker fra sidespejl til sidespejl og glimter lystigt i bakspejlet. Det er ikke bilisten, men den der føler den enkelte bil, der er vigtig. Det kunne sagtens være anderledes. Men det er det altså bare ikke. Ikke denne nat, og sådan er det bare. Og sådan skal det være, lige denne ene nat. Der er alligevel så mange.
Biler og deres understregende lyd af nat og isolation er nok det vigtigste. Der er meget andet der er vigtigt, både lige denne nat og i det hele taget. Der er rigtig meget vigtigt, hvis man begynder at tænke efter! Utroligt meget. Men nu er det altså denne nat det gælder. Hvor hver eneste del, udover følelsen af bilen der kørte forbi, også er vigtig. Langs vejen i forstaden til den større provinsby, hvor boligblokkene ligger tæt og til forveksling er ens. Gennem gadelygternes hvide lyskegler, der ligesom står på vejen og lidt op på fortovet med jævnt mellemrum, det er jo ikke en motorvej, kan man skimte enkelte vinduer med lys. Lidt tættere på, hører der lyd til nogle af de vinduer. Ligesom der hører lyd til en bil der kører. Om det så er hverdag, er der altid nogle der fester natten igennem. Specielt i de typiske forstæder, med boliger til et bredt udsnit af befolkningen; faktisk til alle med undtagelse lige af de to ekstremer. De helt rige og de helt fattige. De bor på helt andre veje, eller på ingen eller på alle. Eller i et andet land, hvor de er meget danske. Så fyldt med betydning det end er, og det er det, har det ikke noget med denne nat at gøre. Hvor nogle altså fester sig hele vejen frem til morgenen. Andre sidder oppe fordi de har fået lige dén idé, der ikke bare vil give det internationale længe ventede gennembrud, men sgu da ligefrem er genialt. Der er også en hel del vågne og ulykkelige; om det så er en skilsmisse eller den første store kærlighed der viste sig en hel del mindre på overraskende kort tid, men de fleste af dem gemmer deres ulykke og ensomhed i mørket.
Måske er den også bare midlertidig, den ensomhed. Det vil vise sig. Men først efter denne nat.
De fleste sover bare. Lader kloden dreje som den nu gør. Lader nat blive til morgen; starten på en ny dag. Som man aldrig kan vide hvad vil bringe. Uanset eventuelt fast arbejde, om det så er med en madpakke til pausen på stilladset eller en frokostaftale noteret i den lidt for tydeligt gadgetfyldte online-mappe. Eller en aftale på jobformidlingen eller tiggergang som i gamle dage, der er blevet forunderligt fornyede, på kommunens meget lange gange. Hvor man ikke kan færdes uden at blive en smule lavere for hvert minut, men det er først imorgen, selvom også dét er vigtigt. Alle slags aftaler og forpligtelser: Det kan stadig blive en god dag, en dårlig dag, eller bare en af de dage der er lidt af hvert, som lidt for mange for lidt for mange. Måske er der sket ting og sager på den anden side af kloden mens vi har sovet; det kan vi jo så snakke om. Hvis vi gider. Hvis vi synes det rager os. Hvad der rager hvem, er foriøvrigt altid et emne der kan bringe stemmerne helt op i det skingre leje. Eller ned i den knurrende og truende bas. En enkelt gang i løbet af natten kommer politiet til et sted med lyset tændt: Hvad der rager hvem blev lige voldsomt nok, og så bliver der tændt nogle flere lys af sirenen og det skarpe blå blink på soveværelsets loft. Folk mumler og kigger lige ud. Nåja, der er der sgu altid ballade hos dem. Og nogle tænker at det da også er for galt at gamle hæderlige håndværkere får lov at synke socialt på den måde, andre at de sgu er nogle drukmåse, arbejde eller ej.
Natten fortsætter; den fulde flok der var ved at komme op at slås over hvad der ragede hvem, fandt da ud af at det ihvertfald slet ikke ragede politiet, hvad det forresten end var det var. Dem der lige skulle se, falder i søvn igen. I en af de mange og lange pauser imellem bilerne nede på gaden, går en midaldrende herre. Med en lille rolig hund i snor; den er vant til de lange natlige gåture, den midaldrende herre lider af søvnløshed, og har været gennem så mange slags behandlinger, at han burde sove fast døgnet rundt eller i praksis være død. Men intet har hjulpet, så han og hunden går deres ti natlige kilometer gennem forstæderne uden at tænke på ret meget. Andet end at på et tidspunkt bliver det dag. Og tid til at sove. Han møder da også andre mennesker, altså foruden dem han ikke når at se i bilerne, og vel egentlig ikke møder. Der er idrætsmænd m/k på et vist plan der løber fast sen aften eller tidlig morgen uanset årstid og vejr. Og der er altid en eller anden lille flok, der med en hastighed på nogle hundrede meter i timen bevæger sig hen ad gaden, hamrende fulde, råbende, væltende, brækkende sig, genpåfyldende fra nye flasker, pissende hvorsomhelst, væltende hvad væltes kan, kort sagt opfører sig som det nu er vedtaget at man må når man er på vej hjem fra en fugtig aften i byen. Godt at folk kan finde ud af at more sig! Tænker dem der gerne selv ville have været med. Og skæver måske lidt surt på hende der har ligget i sengen gennem 17 år. Andre ryster på hovedet og tænker på tidernes forfald, ganske som nogen altid har gjort gennem alle tider. Et par enkelte langs den mildt sagt snørklede rute mærker sig hvor der bliver smidt flasker; de skal snart ud på dagens første samle-runde, så er det jo luksus at starte lige neden for sin egen hoveddør.
Der er meget liv sådan en nat i et stille forstadskvarter.
Der er også en diskret skygge, der smutter gennem haverne hvor blokkene er afløst af parcelhuse. Mange af de tilhørende carporte har en bil holdende, der stadig har varm motor. Og lige før var en del af en helt specielt nat, eller rettere lyden i en speciel nat. Nu betyder det bare, til ærgrelse og irritation for tyven, at her er nogen hjemme. Så han lusker gennem hækken til næste hus. Det er jo synd hvis nogen kommer hjem til en krænket og bestjålet bolig; men det er også synd hvis tyven ikke får bare et lille udbytte. Så er der jo ikke til morgendosis af hvad der nu er livsnødvendigt. Men man må nu engang ikke stjæle, og ejendomsretten er en af de vigtigste menneskerettigheder, ihvertfald i forstaden, så vi håber at den politibil der ihvertfald ikke skulle rage sig ind i noget, måske nupper tyven, der selvfølgelig er det politiet kalder en gammel kending, og for gud ved hvilken gang så skal et årstid i fængsel. Hvilket den gamle kending selvfølgelig ikke er direkte glad for, men dér er da lige så ordnede forhold som udenfor og som i forstadskvarteret. Forholdet mellem forbrydelse og straf, er heller ikke hvad det drejer sig om. Ikke i nat. Dér er ellers også rigeligt at tage fat i, og resocialisering og rehabilitering og andre af de begreber vi ikke orker når vi sover midt om natten. Forresten da heller ikke når vi er vågne.
Og det gør altså de fleste i forstaden. Sover. De fleste vinduer er mørke. Sorte som natten; en afspejling eller en refleks. Der er de enkelte tændte lys, og så er der nogle små vinduer der tændes og slukkes for en kort bemærkning; nogle skal bare op og lade vandet flere gange hver nat. Enkelte, også et par gravide men ikke kun, får underlige lyster til mad og drikke. En halv times lys i et køkken, og de særeste rester og tomme dåser. Eller lidt for nødvendige flasker. Og nåja; de gravide får jo børn. Nogle steder tændes og slukkes passende dæmpet lys når det er tid til at amme eller til en flaske. Eller hvis ungen bare vågner og skriger. Det kan der være mange grunde til, og det sker tit. Men det er nu mest børn. Man lærer at det gør man ikke som voksen. Eller stor dreng/pige: Det var bare en drøm, sov du nu videre. Og så er der alligevel en voksen der gør det, altså råber og skriger, og smider endda rundt med møblementet, og går helt amok. Det er også en udlænding, og så tænker nogen bare ja selvfølgelig, sådan er de jo, andre tænker på hvad han har gået igennem i sin tid som børnesoldat. Resultatet er det samme; igen først politi, der iøvrigt når at forskrække indbrudstyven da den kører forbi, tæt ved den have han er kommet til, derpå en ambulance til en eller anden afdeling på et psykiatrisk hospital. Behørigt pacifiseret af politiet, der endelig fik lov at afprøve deres strømpistoler i virkeligheden. Mens det stod på, var der selvfølgelig lys i næsten hele blokken. Og i selve opgangen stod folk og lænede sig ud over gelænderet, kiggende op eller ned i deres forskellige ikke særligt pæne badekåber. Men under alle omstændigheder er der langt grimmere inde i den sindssyges hovede. Desuden er smag noget der kan diskuteres. Så længe det holdes inden for forstadens strikse rammer. Det gør grimme badekåber åbenbart. Men ikke sindssyge. Det er også noget andet end badekåber. Eller også er badekåber og sindssyge forbundet på en måde vi bare ikke har forstået endnu. Det er en mulighed, men vil ikke blive bekræftet i nat.
Et sted har der været lys hele natten. Det bliver slukket lige før solopgang. Ikke for at kunne overvære den, solopgangen, men fordi der ikke er nogen til at se den. Ikke nogen der gider. Eller kan. Sygeplejersken ringer dødsfaldet ind, sørger for at kroppen bliver hentet såsnart dagsholdet møder, gør orden som hun skal efter sådan en hændelse; hun er rutineret. Og tjekker i det hele taget omhyggeligt at alle formalia er i orden. Udfylder de korrekte papirer. Hun er ikke følelsesløs, men har bare prøvet det så tit, at det nærmest er som en bil der passerer i natten; en lille smule melankolsk og så er det forbi. Og den næste iøvrigt på vej; det er jo også et arbejde. Faktisk er det nu så lyst, at ingen bemærker at lyset bliver slukket. Og pudsigt nok, som en lille historie hun vil fortælle til de andre, sad hun og overvejede om hun ikke skulle slukke lyset, lige da patienten tog beslutningen og døde. Så var der da ingen grund til at have lyset tændt. Den syge havde nok alligevel ikke opfattet forskellen på nat og dag den sidste tid. Den godhjertede men fortravlede sygeplejerske havde lagt mærkt til noget pudsigt. Patienten var måske ikke mere rigtig seende, men høre kunne han. Specielt lod de enkelte biler om natten til at betyde noget.
De kunne blive optaget af de særeste ting, sådan på det sidste. Nogle gange forståelige, men oftest noget der var lukket inde i den hjerne der skulle til at lukke.
Det måtte man bare tage med. Det var en del af arbejdet.
Patienten vidste det selvfølgelig, før han blev til en af dem der ikke hører mere.
Hvorfor lyden af en natbil blev det vigtigste i livet.
Patienten ved jo også godt, at der ikke er så meget liv tilbage. Og undrer sig selv.
Hvorfor siger lyden af en bil ham så meget.?
En enkelt bil om natten?
Måske nåede han at finde ud af det.
Måske gik det netop op for ham, da en bil kørte forbi
Og så kunne han jo lige så godt dø.
Nå, det ved vi jo ikke helt sikkert. Kun næsten sikkert.
Sygeplejersken venter utålmodigt ved den eneste der kunne besvare spørgsmålet.
Ser han ud som om han stadig lytter?
Eller har han netop hørt hvad han skulle?
Sygeplejersken tænker ikke på den slags, og der er jo ingen andre. Ikke levende.
Det er nok heller ikke så vigtigt.
Snart begynder bilerne at køre i deres morgenstrøm, en uendelig larmen der ikke kan føles. Højst mærkes som ubehagelig vibreren. Ingen plads til tavshed eller en tanke imellem. Kun biler; de samme der om natten kan betyde alt eller intet.
Nu blot en lang larmende strøm.
Absolut intetsigende.
Solen er stået op.

Jeg var aldrig en ordinær gennemsnitlig flue. Lige fra barn- og ungdom, skilte jeg mig ud fra sværmen. Hvad sværmen opfattede som besynderlige vanartede vingeslag og forvirret formålsløs svirren rundt, var blot udtryk for min første fast besluttede vilje til at være anderledes. Ikke bare anderledes, nej. Anderledes er så nemt, tit tilfældigt og ofte bare trist. Men at være noget specielt; noget MERE end den almindelige flue. Så den tid, hvor de fleste er optaget af at finde ud af hvilken art de er; om de er døgnfluer, spyfluer, vårfluer, fiskefluer, eller en af de mange andre, var jeg allerede igang med at tænke stort. Ud af sværmen, som man siger. Og større endnu. Som ung udskilte jeg mig hurtigt fra flokken, eller den udskilte mig. Det ene eller andet; det var ligegyldigt. Dén havde jeg allerede opfanget gennem den almindelige summen: Hvad der var vigtigt og hvad der var ligegyldigt, var det afgørende. Alt andet kom i anden række. Alt andet kunne for min skyld blive hapset af en hurtig frøtunge eller ryge i næbbet på en af de altid sultne fugle. Jeg havde min egen sult; en glubende men målrettet sult, og var fast besluttet på at fylde mig til bristepunktet. Uanset hvad der måtte sluges undervejs, uanset hvad jeg måtte sætte min tragtformede mund til at suge i mig. Jeg ville ende så bemærkelsesværdig, at jeg kunne hæve mig højt over de andre. Som var jeg en guldsmed eller en sommerfugl. For at vise hvad en flue kan, hvis den virkelig VIL! Jeg havde stort set kun foragt over for de fleste af min generation; de levede jo blot som almindelige gennemsnitlige fluer! Om det så var døgnfluer der blot trak på vingerne over deres korte liv, vårfluers fatalistiske hurtige falmen, tordenfluers afhængighed af vejret, spyfluers affinden sig med at bruge livet på at lede efter lort og døde ting, eller fiskefluens manglende protest over at være skabt af små kulørte tråde under et forstørrelsesglas; ikke engang rigtig eksisterende. Blot en omhyggelig konstruktion. Beregnet til at blive brugt i verdener langt over fluers bevidsthed. Men hva’, som ikke-eksisterende vidste de jo ikke engang at de ikke eksisterede. Og alle de andre; fluer hvis art jeg ikke engang kendte navnet på. Fremmede fluer fra andre flokke og ikke mindst andre slags fluer med deres anderledes flokke. Det kunne jeg ikke bruge tid på. Jeg var forlængst begyndt at opdele min brug af tid. Der var spild af tid. Ganske enkelt og ubrugeligt og irriterende udbredt. Og så var der den tid, der bragte mig nærmere. Tættere på mine ædle mål og storslåede ambitioner. Og at bruge tid på fremmede arter og fjerne slægtninge, ja det var bare udelukket. De måtte være anderledes for dem selv; sålænge de ikke kom i vejen for MIN personlige væren anderledes! Min VÆREN noget andet og meget mere end bare væren! Det kunne ikke undgå at påvirke mit sociale liv, eller rettere, jeg fulgte jo min skarpt definerede vej hvor der ikke var megen plads til andre. Selv ikke en lille såkaldt ølflue, kunne klemme sig ind. Den blev hurtigt en af pletterne på forruden. Også selvom den prøvede at hænge fredeligt i vejkanten; en lille korrigering med rettet og én mindre på vejen. Min vej! Ja, jeg kunne allerede sige “min vej”. Jeg var langt fra mine mål og ambitioner, men var allerede et NAVN! Og ikke bare en tilfældig flue. Jeg VAR noget! Andet og mere end de andre fluer. Det var blevet en fryd at folde vingerne ud og lette; det blev jo bemærket! Hver ny summen fra mig blev ikke bare hørt, men ligefrem applauderet, hvis ikke direkte beundret og rost. Jeg var afgjort godt på vej. Iøvrigt måtte jeg jo, med glæde og uanset konsekvenser, hæve mine mål og gøre mine ambitioner større. Og konsekvenserne var alligevel blot kortvarige. Vinduesviskere og et hurtigt sprøjt eller to gjorde udsynet effektivt fremadrettet. Hastighed var på mange måder blevet målestokken. Ikke bare alt det store jeg kunne og ville nå. Men en udsplattet sværm af insekter, om det så måske var fluer, blev visket væk før jeg kunne nå at genkende nogen. Det var kun enkelte gange en summen, der næsten blev til en knurren, lød et sted bag mig. Selvfølgelig vidste jeg, at ikke alle var lige begejstrede for min insisterende målrettehed. Men målet helliger midlet, og selvom nogle opfatter det som et halvnegativt begreb, er jeg kommet alt for langt til at tage mig af det. Desuden kommer de få protesterende lyde fra insekter, der enten er misundelige, hvad de da også har grund til, eller fra ligegyldige middelmådigheder hvis lyde intet betyder: Foragtelige fluer der aldrig er blevet til noget. Og sikkert aldrig vil opnå andet end at dø. Ganske ordinært. Uden nogen sinde at have været andet end en flue. Nogle af dem, tabere fra start til slut, vil endda dø tilfredse. Uden at have gjort andet end at leve! Jeg sætter migselv i højeste gear; mine vinger æder kilometer efter kilometer. Jeg passerer start hurtigere og hurtigere, og indkasserer hver eneste gang. Inertien accelererer; har overtaget. Jeg har overtaget; overlegent. Enten i form af anerkendelse eller omtale; jeg er på højden af min egen himmel, en lysende stjerne hævet over en svimmel flok. Kan jeg nå højere? Min rasen rundt om den lille verden jeg kommer fra, er nu så hurtig at jeg er lige på kanten. Til at tyngdekraften ikke kan fastholde mig, og jeg slynges ud af kredsløbet. Mod det tomme rum og selv en flue som mig har brug for ilt. Men sætter jeg farten ned, risikerer jeg at falde mod overfladen. Og brænde op undervejs, som en komet eller et stjerneskud. Jeg må koncentrere mig helt og aldeles om at holde den præcise hastighed, der får mig til at kredse som andre satellitter. Mange kilometer i sekundet! Ikke summende eller svirrende, men susende. Selv med mange øjne og mange ben, kan jeg mærke at det ikke kan vare ved. Mine vinger har båret mig længere end nogen anden flue, men det kan også mærkes. Og det begynder at prikke i mine følehorn; de vil ende med at være helt lamme. Ikke at de har været brugt meget, men en flue uden følehorn er nu engang ikke perfekt. Det er småting! Jeg BLEV jo så meget mere end nogen anden flue! Jeg blev, i det mindste for nogle, et NAVN! Og hvilken flue har ellers opnået det? Nej vel? Jeg blev så meget mere end de fluer der bare fødes og dør. KUNNE jeg have nået mere? Er det MULIGT for en flue at opnå mere end mig? Hvis, HVIS nogen kunne, ja så skulle det have været mig selv. MÅSKE kunne jeg have gjort noget, bare NOGET, anderledes? Nej, jeg må være tilfreds. Jeg mister balancen; gyroskopet splintres. Den ene vinge rives af, jeg må være i fald mod atmosfæren, jeg kan også mærke mine ben begynde at gløde, og min tragtformede mund slår ud i flammer. Når jeg lige at tænke, at jeg ikke kan tænke. Så nu, om mindre end et sekund, er min storhed væk. Fordampet. Brændt og glemt. Men jeg VAR noget! Jeg VAR! Jeg når næsten lige at både grine og græde. Og som man tænder en tændstik, hvis man altså ikke er en flue, futter min krop af. Nu er jeg nærmest som en ildflue. Men kun nogle øjeblikke. At jeg er en anderledes ildflue, er allerede ligegyldigt. Jeg ved det slet ikke; lige så lidt som at jeg VAR noget. At den lille forkullede smådims, der pikkes op af en solsort næste morgen, engang virkelig VAR noget; var MERE end en flue, den viden er væk. Måske var der, natten før jeg røg i solsortens fordøjelse, et andet væsen der tænkte; “Det var da hurtigt den brændte ud. Nå, men godt der er en hel flok. Nej hvor er der mange! Og hvor er de dog smukke. Ja, jeg må hellere… Hej unger, kom og kig, haven er fyldt med ildfluer iaften. Arh, kom nu! Fjernsyn er der sgu altid, men ikke ildfluer! Kom så; man ved aldrig hvor længe de er der! Der var en underlig en, den dumpede lige ned som om den kom fra rummet. Haha; det er for pokker bare fluer. Man ka’ sgu ikke se forskel. Men ildfluer er nu flotte. Gad vide hvad de laver om dagen… Nå, kom nu unger!”

%d bloggers like this: