NATBILLYD.

Det er faktisk en kompliceret lyd. Specielt isoleret i nattemørket, når det kun er én og ikke som om dagen den ene efter den anden. Så bliver det en helt anden lyd. Lyden af en forbipasserende bil. Der er mange dele i dén lyd. Der er motoren, og al den anden mekanik. Vindmodstanden og underlaget, hastigheden og ikke mindst vejret. Hjulenes rullen på underlaget, hvilket kommer an på type hjul og ikke mindst hvilket underlag. Ikke bare hvilken slags asfalt det er, det kan jo være regnvejr eller sne eller isslag eller efterår med våde lumsk glatte blade fra træerne, der ikke kan gøre for det. Så kan det jo osse bare være en hullet jordvej. Enten knastør og støvet humplende eller mudret og splaskende kaskader. Men lad os tage en gennemsnitlig bil med almindelige dæk, både en almindelig fører og et almindeligt vejføre, som det vist hed engang; tørt og problemfrit kørevejr. Udsigt til fin udsigt; lygterne justeret korrekt til lige den nat. På en af de velholdte og nyasfalterede veje der fra tidligt til sent er fyldt. Kun lige midt på natten, når det er mørkt, selv i sommerens få halvmørke timer, kommer bilerne adskilt. Seperat. Enkeltvis. Man kan høre en sådan bil lang tid før man kan høre den. Chaufføren ved det ikke, men i en evighed sidder han bag rattet og er lyden af en bil der engang, om mange tankers tid, vil køre forbi. Og hver enkelt af bilerne får en egenskab de ikke har når de er en del af strømmen, når den ene ikke når at passere før den næste; når de bare er biler og ikke en bil der kører forbi. Hvilket har en helt anden betydning. Så langt fjernlyset rækker og meget dybere ind i mørket, er sådan en nattebilist der kører forbi, mest en følelse. Der kører gennem hovedet ikke på chaufføren, men gennem tiden i en andens hovede. Hvor den høres som en følelse høres. Det kan være en god følelse, det kan være en dårlig. Den værste endda, hvis man kan forestille sig hvad dét er. Men det er ligegyldigt hvad chaufførens humør er. Flintrende ligegyldigt; der skal blot holdes en fart og styres hen ad vejen, uden andre biler lige i øjeblikket. det er vigtigt. Ellers kan det kan være en jublende lykkelig mand eller kvinde, der netop har fået et ja til sit frieri. Eller en nok noget yngre dreng eller pige, der lige har ligget i timer tæt omslynget, med tøjet i hensigtsmæssig uorden, og godtnok tæt på, og mærkes den vidunderlige krop virkelig så vidunderligt, og verden selv er en stor beruset sansefryd. Eller chaufføren har netop vundet en million i Lotto, eller haft sit internationale gennembrud ved sin solo-udstilling, eller er på vej hjem efter indvielsen af ingenør-arbejdet der bare er toppen af karrieren, eller en af de andre muligheder, afhængig hvem og hvad man er. Det er ligemeget. Faktisk fuldstændig.
Ikke for at hver enkelt levende menneske ikke er interessant, slet ikke! Det er kun lige i dette tilfælde. At nogle af dem altså blot er en funktion i en maskine der laver en lyd der skaber en følelse. Det er ikke chaufføren det drejer sig om; han eller hun er kun leverandør af en følelse til det samlede billede, og kunne lige så godt være en maskine. Vistnok. Ihvertfald glad eller trist, det betyder intet. Lyden er den samme. Underligt nok, når man tænker over det, men sådan er det. Den der tudbrøler så rattet er vådt af tårer, adskiller sig ikke fra den hvis grin rækker fra sidespejl til sidespejl og glimter lystigt i bakspejlet. Det er ikke bilisten, men den der føler den enkelte bil, der er vigtig. Det kunne sagtens være anderledes. Men det er det altså bare ikke. Ikke denne nat, og sådan er det bare. Og sådan skal det være, lige denne ene nat. Der er alligevel så mange.
Biler og deres understregende lyd af nat og isolation er nok det vigtigste. Der er meget andet der er vigtigt, både lige denne nat og i det hele taget. Der er rigtig meget vigtigt, hvis man begynder at tænke efter! Utroligt meget. Men nu er det altså denne nat det gælder. Hvor hver eneste del, udover følelsen af bilen der kørte forbi, også er vigtig. Langs vejen i forstaden til den større provinsby, hvor boligblokkene ligger tæt og til forveksling er ens. Gennem gadelygternes hvide lyskegler, der ligesom står på vejen og lidt op på fortovet med jævnt mellemrum, det er jo ikke en motorvej, kan man skimte enkelte vinduer med lys. Lidt tættere på, hører der lyd til nogle af de vinduer. Ligesom der hører lyd til en bil der kører. Om det så er hverdag, er der altid nogle der fester natten igennem. Specielt i de typiske forstæder, med boliger til et bredt udsnit af befolkningen; faktisk til alle med undtagelse lige af de to ekstremer. De helt rige og de helt fattige. De bor på helt andre veje, eller på ingen eller på alle. Eller i et andet land, hvor de er meget danske. Så fyldt med betydning det end er, og det er det, har det ikke noget med denne nat at gøre. Hvor nogle altså fester sig hele vejen frem til morgenen. Andre sidder oppe fordi de har fået lige dén idé, der ikke bare vil give det internationale længe ventede gennembrud, men sgu da ligefrem er genialt. Der er også en hel del vågne og ulykkelige; om det så er en skilsmisse eller den første store kærlighed der viste sig en hel del mindre på overraskende kort tid, men de fleste af dem gemmer deres ulykke og ensomhed i mørket.
Måske er den også bare midlertidig, den ensomhed. Det vil vise sig. Men først efter denne nat.
De fleste sover bare. Lader kloden dreje som den nu gør. Lader nat blive til morgen; starten på en ny dag. Som man aldrig kan vide hvad vil bringe. Uanset eventuelt fast arbejde, om det så er med en madpakke til pausen på stilladset eller en frokostaftale noteret i den lidt for tydeligt gadgetfyldte online-mappe. Eller en aftale på jobformidlingen eller tiggergang som i gamle dage, der er blevet forunderligt fornyede, på kommunens meget lange gange. Hvor man ikke kan færdes uden at blive en smule lavere for hvert minut, men det er først imorgen, selvom også dét er vigtigt. Alle slags aftaler og forpligtelser: Det kan stadig blive en god dag, en dårlig dag, eller bare en af de dage der er lidt af hvert, som lidt for mange for lidt for mange. Måske er der sket ting og sager på den anden side af kloden mens vi har sovet; det kan vi jo så snakke om. Hvis vi gider. Hvis vi synes det rager os. Hvad der rager hvem, er foriøvrigt altid et emne der kan bringe stemmerne helt op i det skingre leje. Eller ned i den knurrende og truende bas. En enkelt gang i løbet af natten kommer politiet til et sted med lyset tændt: Hvad der rager hvem blev lige voldsomt nok, og så bliver der tændt nogle flere lys af sirenen og det skarpe blå blink på soveværelsets loft. Folk mumler og kigger lige ud. Nåja, der er der sgu altid ballade hos dem. Og nogle tænker at det da også er for galt at gamle hæderlige håndværkere får lov at synke socialt på den måde, andre at de sgu er nogle drukmåse, arbejde eller ej.
Natten fortsætter; den fulde flok der var ved at komme op at slås over hvad der ragede hvem, fandt da ud af at det ihvertfald slet ikke ragede politiet, hvad det forresten end var det var. Dem der lige skulle se, falder i søvn igen. I en af de mange og lange pauser imellem bilerne nede på gaden, går en midaldrende herre. Med en lille rolig hund i snor; den er vant til de lange natlige gåture, den midaldrende herre lider af søvnløshed, og har været gennem så mange slags behandlinger, at han burde sove fast døgnet rundt eller i praksis være død. Men intet har hjulpet, så han og hunden går deres ti natlige kilometer gennem forstæderne uden at tænke på ret meget. Andet end at på et tidspunkt bliver det dag. Og tid til at sove. Han møder da også andre mennesker, altså foruden dem han ikke når at se i bilerne, og vel egentlig ikke møder. Der er idrætsmænd m/k på et vist plan der løber fast sen aften eller tidlig morgen uanset årstid og vejr. Og der er altid en eller anden lille flok, der med en hastighed på nogle hundrede meter i timen bevæger sig hen ad gaden, hamrende fulde, råbende, væltende, brækkende sig, genpåfyldende fra nye flasker, pissende hvorsomhelst, væltende hvad væltes kan, kort sagt opfører sig som det nu er vedtaget at man må når man er på vej hjem fra en fugtig aften i byen. Godt at folk kan finde ud af at more sig! Tænker dem der gerne selv ville have været med. Og skæver måske lidt surt på hende der har ligget i sengen gennem 17 år. Andre ryster på hovedet og tænker på tidernes forfald, ganske som nogen altid har gjort gennem alle tider. Et par enkelte langs den mildt sagt snørklede rute mærker sig hvor der bliver smidt flasker; de skal snart ud på dagens første samle-runde, så er det jo luksus at starte lige neden for sin egen hoveddør.
Der er meget liv sådan en nat i et stille forstadskvarter.
Der er også en diskret skygge, der smutter gennem haverne hvor blokkene er afløst af parcelhuse. Mange af de tilhørende carporte har en bil holdende, der stadig har varm motor. Og lige før var en del af en helt specielt nat, eller rettere lyden i en speciel nat. Nu betyder det bare, til ærgrelse og irritation for tyven, at her er nogen hjemme. Så han lusker gennem hækken til næste hus. Det er jo synd hvis nogen kommer hjem til en krænket og bestjålet bolig; men det er også synd hvis tyven ikke får bare et lille udbytte. Så er der jo ikke til morgendosis af hvad der nu er livsnødvendigt. Men man må nu engang ikke stjæle, og ejendomsretten er en af de vigtigste menneskerettigheder, ihvertfald i forstaden, så vi håber at den politibil der ihvertfald ikke skulle rage sig ind i noget, måske nupper tyven, der selvfølgelig er det politiet kalder en gammel kending, og for gud ved hvilken gang så skal et årstid i fængsel. Hvilket den gamle kending selvfølgelig ikke er direkte glad for, men dér er da lige så ordnede forhold som udenfor og som i forstadskvarteret. Forholdet mellem forbrydelse og straf, er heller ikke hvad det drejer sig om. Ikke i nat. Dér er ellers også rigeligt at tage fat i, og resocialisering og rehabilitering og andre af de begreber vi ikke orker når vi sover midt om natten. Forresten da heller ikke når vi er vågne.
Og det gør altså de fleste i forstaden. Sover. De fleste vinduer er mørke. Sorte som natten; en afspejling eller en refleks. Der er de enkelte tændte lys, og så er der nogle små vinduer der tændes og slukkes for en kort bemærkning; nogle skal bare op og lade vandet flere gange hver nat. Enkelte, også et par gravide men ikke kun, får underlige lyster til mad og drikke. En halv times lys i et køkken, og de særeste rester og tomme dåser. Eller lidt for nødvendige flasker. Og nåja; de gravide får jo børn. Nogle steder tændes og slukkes passende dæmpet lys når det er tid til at amme eller til en flaske. Eller hvis ungen bare vågner og skriger. Det kan der være mange grunde til, og det sker tit. Men det er nu mest børn. Man lærer at det gør man ikke som voksen. Eller stor dreng/pige: Det var bare en drøm, sov du nu videre. Og så er der alligevel en voksen der gør det, altså råber og skriger, og smider endda rundt med møblementet, og går helt amok. Det er også en udlænding, og så tænker nogen bare ja selvfølgelig, sådan er de jo, andre tænker på hvad han har gået igennem i sin tid som børnesoldat. Resultatet er det samme; igen først politi, der iøvrigt når at forskrække indbrudstyven da den kører forbi, tæt ved den have han er kommet til, derpå en ambulance til en eller anden afdeling på et psykiatrisk hospital. Behørigt pacifiseret af politiet, der endelig fik lov at afprøve deres strømpistoler i virkeligheden. Mens det stod på, var der selvfølgelig lys i næsten hele blokken. Og i selve opgangen stod folk og lænede sig ud over gelænderet, kiggende op eller ned i deres forskellige ikke særligt pæne badekåber. Men under alle omstændigheder er der langt grimmere inde i den sindssyges hovede. Desuden er smag noget der kan diskuteres. Så længe det holdes inden for forstadens strikse rammer. Det gør grimme badekåber åbenbart. Men ikke sindssyge. Det er også noget andet end badekåber. Eller også er badekåber og sindssyge forbundet på en måde vi bare ikke har forstået endnu. Det er en mulighed, men vil ikke blive bekræftet i nat.
Et sted har der været lys hele natten. Det bliver slukket lige før solopgang. Ikke for at kunne overvære den, solopgangen, men fordi der ikke er nogen til at se den. Ikke nogen der gider. Eller kan. Sygeplejersken ringer dødsfaldet ind, sørger for at kroppen bliver hentet såsnart dagsholdet møder, gør orden som hun skal efter sådan en hændelse; hun er rutineret. Og tjekker i det hele taget omhyggeligt at alle formalia er i orden. Udfylder de korrekte papirer. Hun er ikke følelsesløs, men har bare prøvet det så tit, at det nærmest er som en bil der passerer i natten; en lille smule melankolsk og så er det forbi. Og den næste iøvrigt på vej; det er jo også et arbejde. Faktisk er det nu så lyst, at ingen bemærker at lyset bliver slukket. Og pudsigt nok, som en lille historie hun vil fortælle til de andre, sad hun og overvejede om hun ikke skulle slukke lyset, lige da patienten tog beslutningen og døde. Så var der da ingen grund til at have lyset tændt. Den syge havde nok alligevel ikke opfattet forskellen på nat og dag den sidste tid. Den godhjertede men fortravlede sygeplejerske havde lagt mærkt til noget pudsigt. Patienten var måske ikke mere rigtig seende, men høre kunne han. Specielt lod de enkelte biler om natten til at betyde noget.
De kunne blive optaget af de særeste ting, sådan på det sidste. Nogle gange forståelige, men oftest noget der var lukket inde i den hjerne der skulle til at lukke.
Det måtte man bare tage med. Det var en del af arbejdet.
Patienten vidste det selvfølgelig, før han blev til en af dem der ikke hører mere.
Hvorfor lyden af en natbil blev det vigtigste i livet.
Patienten ved jo også godt, at der ikke er så meget liv tilbage. Og undrer sig selv.
Hvorfor siger lyden af en bil ham så meget.?
En enkelt bil om natten?
Måske nåede han at finde ud af det.
Måske gik det netop op for ham, da en bil kørte forbi
Og så kunne han jo lige så godt dø.
Nå, det ved vi jo ikke helt sikkert. Kun næsten sikkert.
Sygeplejersken venter utålmodigt ved den eneste der kunne besvare spørgsmålet.
Ser han ud som om han stadig lytter?
Eller har han netop hørt hvad han skulle?
Sygeplejersken tænker ikke på den slags, og der er jo ingen andre. Ikke levende.
Det er nok heller ikke så vigtigt.
Snart begynder bilerne at køre i deres morgenstrøm, en uendelig larmen der ikke kan føles. Højst mærkes som ubehagelig vibreren. Ingen plads til tavshed eller en tanke imellem. Kun biler; de samme der om natten kan betyde alt eller intet.
Nu blot en lang larmende strøm.
Absolut intetsigende.
Solen er stået op.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: