DIY.

Jeg kneb migselv i armen. Som man gør, hvis man ikke er helt sikker på hvad der sker. Eller ikke sker. Det gør man jo ikke uden en vis mistanke, men alligevel blev jeg overrasket. Jeg kunne se mine fingre tage godt og grundigt fat om et stykke hud, nive det bedste jeg har lært… Og kunne ikke mærke det mindste. Mærkeligt! Jeg klemte alt hvad jeg kunne, så mine fingre og negle blev både røde og hvide. Intet. Nå, det kunne jo være et helt specielt ufølsomt sted, jeg bare ikke havde opdaget tidligere. Har man sådan nogle steder? Jeg prøvede et andet sted. Indersiden af låret; dét matte da kunne mærkes! Jeg formåede at knibe hul med neglene, så det ligefrem blødte ned ad benet. Uden den mindste følelse. Det skulle da gøre ondt??? Er det ikke meningen? At det skal gøre ondt? Nu er jeg ikke noget muskelbundt, så måske mine fingre simpelthen ikke kunne ‘bide’ hårdt nok i min hud. Som egentlig var ret så tynd, men alligevel. Tyndhudet eller ej, jeg fandt den godt gemte værktøjskasse frem. En knibtang kunne da omsætte selv mine tynde fingres kræfter til noget der bed til! Denne gang prøvede jeg et sted der skulle være ømfindtligt: Øreflippen. Og jeg havde hele hånden om knibtangen og klemte som galdt det livet. Der splattede blod ud under bidetangens riflede flader; det kunne jeg se i spejlet. Men mærke det? Niks! Ikke engang som en flue der satte sig… Jeg kunne høre hvordan min øreflip blev mast flad, og blodet lignede virkelig noget fra en film. Men ikke et ord kom over mine læber; ikke et udtryk for noget i mine øjne. Det var sgu lidt mystisk, det her. Jeg synes endda jeg var ret så følsom; ikke en tykhud ihvertfald! Jeg begyndte at slå på mig selv med en hammer, der lå bekvemt parat i kassen. Det var lidt grotesk; men jeg endte med at synes det var sjovt. At kunne svinge hammeren, uanset hvordan den vendte, mod mit eget ansigt, og se det eksplodere i blod, brusk, knoglestumper og hudflager. Stadig uden at mærke det mindste. Hvis ellers mit ansigt stadig var i stand til det, ville det nærmest grine. Det var da for absurd. Jeg prøvede også med en gammel rusten nedstryger; jeg kunne save hvilken som helst legemsdel af. Uden at mærke det. Kun begrænset af egne kræfter; en arm eller et ben var mere end jeg kunne klare med dét værktøj. Fingre og den slags blev lystigt savet igennem, og jeg blev også nemt og hurtigt kønsløs. Dét blødte godtnok! Efterhånden måtte jeg jo have mistet flere liter blod; det lå som en glinsende meterbred klistret plamage under den stol jeg sad og prøvede at mærke noget på. Men det var jo også mærkeligt! At jeg kunne miste så meget blod, og ikke besvime eller bare føle mig svag??? Der måtte efterhånden være mindre blod i min krop end uden for. Men det betød åbenbart ikke noget? Jeg kom i tanke om en gammel hæksaks, som en ven havde efterladt efter en kort periode som haveejer. Den var rusten og uskarp, men halsen er vel ikke så hård som en god tyk gren. Og ellers måtte jeg jo bare give den et par ekstra klip. Sådan hvis nakken var lidt genstridig.

Jeg blev helt ivrig; dét måtte da afgøre det én gang for alle! Det første klip, at få revet huden op og kvast struben, gik nemt nok. Så kom luft- og spiserør, og dét var også forbavsende blødt. Forresten uden indflydelse på min vejrtrækning. Det gurglede lidt i lungerne, det var nok lidt blod der var røget derned. Min stemme blev lidt anderledes, men ikke bemærkelsesværdigt. Nærmest som en lille forkølelse. Jeg lagde virkelig kræfterne i, og hørte nakkehvirvlerne blive knast. Der var stadig lidt hudstrimler der holdt hovedet sådan liggende hen ad den ene skulder, men det var hurtigt klaret. Mit hovede plaskede lige ned i al blodet, og først blev mine øjne klistret sammen. Men med lidt blinken, kom synet igen. Nu så jeg på min maltrakterede krop, sådan fra en skæv vinkel der fra gulvet, nærmest inde under den dryppende stol. Mit hovede lå ret tæt op af mit ene ben. Jeg gad vide, om mit ben ville lystre, hvis jeg tænkte at det skulle flytte sig lidt tilbage, lidt tættere på min mund. Jeg håbede det, men havde ikke megen erfaring i styring af kroppen med afskåret hovede. Men jojo; det fungerede. Mit ben, godtnok lidt usikkert og med små spjæt, flyttede sig helt op til min mund. Det var da et forsøg værd: Jeg ville bide migselv så hårdt jeg kunne i anklen. Bide igennem sener og knogler om det skulle være. Dét måtte jeg da kunne mærke! Ellers var der da vist noget galt. Ikke noget særligt måske, men alligevel. Måske et lægetjek værd. Nja, man ska’ heller ikke løbe til lægen for den mindste rift. Det ville jeg tænke over. Men nu først den ankel. Lige netop en mundfuld…

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: