Arkiv

Monthly Archives: november 2014

Interrail

Jeg giver Interrail skylden. Skyld er et forkert ord, men Interrail var en af årsagerne til at det er gået som det er. Og stadig går. Eller hvordan det nu bevæger sig; endnu et ord der ikke rigtig passer. Dengang, i slutningen af sidste årtusind, omkring 70-80’erne, var det obligatorisk. At man som teenager tog en eller flere måneder på det europæiske jernbanenet, kun bevæbnet med sit Interrailkort, næsten som et symbol på frihed og ikke mindst uafhængighed. Set fra nutiden og dens mærkværdigt hullede moral og etik, var det på grænsen til uansvarlighed. Mange gange over grænsen; lige så tit som det magiske Interrailkort ophævede landegrænser eller gjorde dem til stiplede linier på det også obligatoriske Europakort. Af den slags hvor jernbanenettet var tydeligere og vigtigere end de enkelte landes grænser. Der er sket meget siden da; nok også meget mere end godt er. Undtagen for enkelte, og dermed for alle ifølge nutidens norm, men det er en helt anden historie. Hvilket er løgn; dét er der så til gengæld så meget af, at en enkelt fra eller til ikke betyder det store. Hvilket også er løgn. Det er ikke muligt at komme videre, hvis ikke en pæn stor mængde løgn og halve sandheder elegant springes over. Lidt som et hækkeløb for professionelle atleter. Amatører kommer til den første hæk eller løgn, ramler lige ind i den, bliver viklet ind i den, prøver måske at kravle under, eller stopper opgivende op; umuligt at komme videre uden at komme til skade. Slipper måske med lidt skrammer og ømhed, og kan humpe videre til den næste… Aldeles modsat min tids Interrail; løgnene blev passeret i et beskyttende tog, og man kunne afrejse og ankomme som amatører, herligt uansvarlig uden en løgn i den ellers propfyldte rygsæk. Med mere og mere beskidt undertøj, hvilket var en form for renhed der ganske enkelt ikke er forståelig idag. Lugten af en godt brugt interrailer hen mod kortets udløb, blev båret med en art stolthed, der ikke rigtig findes mere. Det startede med en Interrailtur. Sammen med min daværende kæreste. Og som i mange tilfælde var vi ikke kærester mere, i det øjeblik vi på kortets sidste dag passerede den danske grænse. Så noget sluttede også, der hvor jeg påstår det hele begyndte. Dén påstand er idiotisk; ‘det hele’ er der vist ikke nogen objektiv begyndelse for, om det så er for den enkelte eller for, ja, det hele. Og at noget starter på et bestemt tidspunkt eller sted eller begge dele, er også blot en påstand. Det kan endda være løgn, men der er ihvertfald en vis mængde sandhed i min: Det startede med min første Interrailtur, fordi det var første gang jeg kom til Portugal. Når man siger at noget starter, er det givet at det også slutter. Alting slutter; eller alting er evigt. Og så er intet dét der slutter. Løgne, begyndelser og slutninger. Klichéer og tomme fraser. Eller helt basale grundlæggende begreber, eller begge dele og meget mere eller mindre. Det kommer måske med slutningen. Måske er slutningen begyndelsen på et fejlfrit hækkeløb. Lige fra startskud til mållinie. Måske. Der er alligevel så mange slutninger, at det er umuligt at afgøre hvilken der er slutningen. Det samme gælder begyndelser, og alle de andre mere eller mindre løgnagtige sandheder. Men for at skære igennem, ganske som et tog der som en lang orm vrider sig gennem virkeligheden, sad jeg i dét tog dengang og nåede til Figueira da Foz. Via Quimbra, uden mere end en halv time i dén ellers smukke gamle by, med et af de første universiteter i Europa beliggende prægtigt på toppen i byen. Lidt som borgen i Lissabon, men det var ikke noget jeg kendte et klap til. Ikke endnu; det var jo kun begyndelsen. Som iøvrigt var god; Figueira da Foz er en mindre by uden så mange seværdigheder. Det betød intet, ikke for en Interrail-teenager dengang. Seværdigheder er nu også idag ikke altid seværdige; nogle gange virker de lidt som copy/paste fra den ene guide til den anden. Men Figueira da Foz ligger, for en interrailer i 70’erne ret væsentligt, ved Atlanterhavet. Med en stump badestrand, lige ved siden af det også dengang fungerende fiskeri fra småbåde. At vælte sig i Atlanterhavets store bølger for første gang; dét var noget at skrive hjem om. Det var Interrails skyld, eller hvad det ender med at være, men det begyndte vel helt præcist med to teenageres begejstrede kasten sig ud i Atlanterhavet. Den ene af dem var så mig. Ikke bare i en langt yngre udgave, men knap genkendelig. Personligt tvivler jeg på, tror faktisk ikke, at jeg overhovedet er den samme som ham der jublende plaskede ud i de store bølger; uden en eneste anden tanke end… Ja, vel uden at tænke. Ligesom der ikke var de store tanker bag at tage toget til Figueira da Foz. Dengang var det ikke en begyndelse, det var, hvis nogetsomhelst, blot slutningen på en døgnlang togtur. Og en ganske vidunderlig slutning, dér i Atlanterhavet på kanten af Europa. Nogle gange tænker jeg, at det ville have været en ret god slutning. Men så var alt det andet jo ikke dukket op, og havde skabt endnu flere begyndelser. Den ene efter den anden. Og stadig er der begyndelser, og vil altid være. Helt til slutningen, der på en eller anden måde også er en begyndelse. Hvis man vil.

Vinduesplads

Den nogle gange meget minimale og næsten ikke eksisterende forskel på morgendis, tåge, og lave jordslæbende skyer. Var hvad Pernille sad og tænkte over. Fra sin vindueskarm, kiggedende ud på netop et af de tre fænomener, eller dem alle tre blandet eller hvad det var. Hun næsten ikke spekulerede over, men blot iagttog. Og nogle vil så bemærke, at det pludselig er en pige eller kvinde der er i centrum. Eller var. Og i den grad der er et centrum. Men dét kommer der til at blive brugt rigeligt med ord og tanker på. At kredse om noget der måske er et centrum, måske ikke er, måske er men aldrig skulle have været. Pernille var nok det man kalder en kvinde. På lige det tidspunkt, den uklare dag. Hun var i 30’erne, faktisk kun et par år fra de 40. Ikke at alder nogen sinde betød det store for Pernille; den slags påvirker hende ikke meget. Stadig ikke. Hun har altid været gennemgående stabil uden de store følelsesmæssige udsving. På godt og ondt, som næsten alt andet, men mest godt. Hun er og har altid været en rolig reflekterende person. Om det så er specielt kvindeligt, sådan kendetegnende hunkønnet, eller egentlig et hankønsvæsens mangel på indsigt og fantasi, det er jo svært at afgøre. Heldigvis. Mennesker er forskellige; og kvinder er også mennesker. Om de så er fiktive. Lige nu og her er det ikke yderligere indvikling i selvmodsigelser der er brug for. Det er stadig tidligt i hele forløbet. Vrøvl igen; der ER ikke nogen kronologi, og dermed kun en lang række uafhængige forløb. Der kan bevæge sig både frem og tilbage eller boltre sig i tider; enten hektisk og zappende, eller med rolige undervandsagtige bevægelser. Så kom vi tilbage til Pernille. Ad lidt omveje og tæt på at tabe tråden, men det var netop tågens tynde tråde og deres væven sig ind og ud i verden hun sad og betragtede. Ikke at hun belastede hverken sig selv eller den lidt spøgelsesagtige dag med tanker, hun brugte primært øjne uden særlig mange følgetanker. En anden karakteristisk ting ved Pernille havde altid været hendes ret enestående evne til blot at observere. Og ikke vurdere, evaluere, dømme, fordømme; al den slags man så nemt gør. Næsten automatisk. At hendes yndlingsposition netop var at sidde stille i vindueskarmen og kigge ned på gaden med det lille torv, det var bare helt naturligt for hende. Og hun tænkte ikke at det måske var en smule for nemt, lidt for oplagt, endnu en banalitet. Det var det måske. Men det var sandt. Og dét er noget der tæller, noget der scorer højt på skalaen. Hvis det ellers er sandt, det der er sandt. Det er det ikka altid. Men hun sad altså der på hendes yndlingsplads, og i hendes yndlingsstilling: Med hovedet hvilende på optrukne knæ. Hun kunne sidde sådan i timevis, og ikke kun når der var tråde bølgende i luften. Fascinerende sanselige former, der langsomt snoede og vævede sig til andre og nye. Og det med de sanselige former er ikke fordi det er Pernille, altså hunkøn, ihvertfald påstået. Ligesom hendes næsten urovækkende ro ikke har noget at gøre med at det er hende. Bortset fra at det er et af hendes mest udprægede karaktertræk. Hvilket vil vise sig flere gange igen, og allerede har vist sig. Hun har en markant mangel. Hun kan ikke kede sig. Dét er sandt. Ikke på den måde mange bruger at sige det; at de ikke kan kede sig og det vist kræver dumhed at kunne. Mange af dem har bare erstattet deres kedsomhed med ret så kedsommelige ting og rutiner. Der absolut ikke er at kede sig. Egentlig vides det ikke, hvornår Pernille sidder og prøver at skelne mellem tågetråde, morgendis, og stædigtlave skyformer. Altså om det var for 10 år siden, eller igår eller lige før. Betragter, mere end prøve at skelne, hvis vi skal holde os til hendes måde at være på. Det er lidt pudsigt. Hun har altid fået at vide, at hun har eftertænksomme øjne, og virker som en der grundigt gennemgår hvadsomhelst. Måske er det et vigtigt punkt, ikke kun for Pernille. At undgå overtænkning og reflekteren over reflekteren istedet for sansning. At lade tankebanerne åbne og ledige, kommer så til at være beslutsomhed og konklusioner med substans. Det kan jo ikke kun være noget Pernille nyder godt af. At alle andre også nyder det, og at det gør dem godt, giver lidt balance i det hele. Pernille var og er vellidt, med god grund. Hun lagde hovedet lidt på skrå, og lod blikket følge de langsomt pulserende lag i forskellig tykkelse og gennemsigtighed. Det hun så, blev næsten ubesmittet spejlet i hendes hovede. Ret flot klaret; så mange andre ville forvrænge synet, nogle til tanker om et billede. Der ikke nødvendigvis ligner det øjnene så en brøkdel af et øjeblik før. Om dét så er lang eller kort tid. Det er vist både individuelt og umuligt at afgøre. Pernille gør det ikke; den fælde fandt og undgik hun for lang tid siden. Janus har nok mere tendenser i den retning. Kender de hinanden? Pernille og Janus? Selvfølgelig. Lidt sammehæng er bedre end ingen. Hvis der er sammenhæng i sammenhængen. Det er bestemt ikke Pernille der tænker så dumt; om det er Janus er heller ikke sikkert. Der er så mange andre, og så mange der kender eller har kendt hinanden. Eller på en anden måde, og der ER rigtig mange måder, har haft en eller anden på- eller indvirkning på hinanden. Bevidst eller ej. Måske endda helt uden at nogen ved det. Måske betyder det noget, en gang eller en anden, at to personer går ad to parallelle gader. Det kunne have været Pernille og Janus, bare for at tage et par tilfældige. Måske endda på samme tid. Eller i forlængelse af hinanden, enten i tid eller deres gader støder sammen i et kryds. Er det så lysreguleret? Venter den ene eller den anden eller de begge? Ser de hinanden? Ser de ligefrem hinanden i øjnene? Det ER jo ikke særlig brugt, ikke på disse breddegrader. Bliver nemt betragtet som uhøfligt. Generende. At glo! Men hvis det nu er Pernille og Janus, så stopper de nok op og snakker lidt sammen. Måske går de endda, måske efter helt oprigtige ønsker, et smut på en cafe eller et lignende sted. For at snakke videre og dybere. Som det hedder, det der tit knap nok sætter mærker i lakken. Man har lært at være forsigtig. Måske har de travlt, det er en mere og mere udbredt forhindring, hvadenten det er reelt eller bare trendy fiktivt. Så de aftaler at mødes en anden gang, et andet sted. Der er så mange muligheder. At fortsætte opremsningen ville blot øge antallet. Ligesom med tanker og den slags. Det er, sådan sandsynligheds-mæssigt, langt mere tænkeligt at de slet ikke mødes. Altså lige i det kryds og den dag på samme tidspunkt. Det kan være at en af dem eller de begge, går over det snart noget slidte kryds med år imellem. Deres eller krydsets, det betyder heller ikke så meget. Det kryds er ved at være et lidt irriterende overbrugt symbol. Eller de undgår lige netop hinanden med sekunders mellemrum. Krydset gider ikke mere, og begynder at flimre uforudsigeligt mellem rødt og grønt og uregulære farver. Hvis det altså var lysreguleret. Det kan også være blevet det. Efter, eller for ganske nylig. Antallet af biler er en af de sikre vindere; det er nok lysreguleret nu. Om det burde være sådan, kan diskuteres. Men det var Pernille. Vindueskarmen. Den dag. Det kunne, helt tilfældigt, være samme dag som Janus får sin smukke udsigt til en borg i en by tusinder af kilometer væk. Hvis dét er helt tilfældigt, er det så ikke svært for tilfældet at være troværdigt? Skal tilfælde være det? Troværdige? Hvor meget går det ud over tilfældets tilfældighed? Pernille var langt fra den slags snørklede og altædende tanker. Hun lod tiden gå, uden at gøre megen modstand. Det samme gjorde Janus. For ham var det nu langt mere sjældent. Og skyldtes træthed, udsigt, seng, by- og borggensyn. Og den næsten hypnotiserede eller paralyserede tilstand. Som var behagelig. Næsten lige så behagelig som Pernilles timer ved vinduet. Janus er på vej ind i en erindring eller drøm. Hvad det præcist er, kan nok ikke udredes. Ligesom de bølgende bånd Pernille følger, ikke kan eller skal løses op. Det ville være opløsning, og det er ikke bare af sig selv en god ting. Opløsning. Et rigtigt multi-ord, lige til at have parat i hylsteret, ladt og smurt, og fyre af efter behov. Præcisionsskud eller spredhagl. Pernille lader det være, hun gad ikke engang vende sig for at se om den var der. Opløsningen. Stille listes væk fra Pernille dengang i vindueskarmen; der er langsomt hvirvlende syn til mange timer endnu. Som hun skal have lov at nyde. Fik lov til. Hun skal nok blive hevet frem igen. Om hun så er en vigtig person eller ej. Dumt udsagn. Alle er vigtige. I en eller anden sammenhæng. Om hun er i denne, det var det, der ville vise sig. For sig selv er hun selvfølgelig vigtig. Men i denne forsamling? Så er det igen alt det vaklende og konstant skiftende noget med sammenhænge. Var det hele dog blot hængt op på et par solide godt fastskruede stålhængsler. På en dør der ikke klaprer hidsigt og svinger vildt som efter egen knapnok naturlov. Men sådan er det altså, så der sparkes frustreret til den ene af utallige døre. Låsen endda i stykker. Eller nøglen bare væk. Den slags sker. Hvem der bare kunne det med dirke og den slags. Eller gå gennem døre uden at åbne dem. Døre uden vinduer, så man ikke kan se hvilket rum der venter. Hvis det altså venter. Gør rum det? Venter på at man går ind? Måske er det ligemeget. Nu har vi en Pernille, og hun skal sidde i vindueskarmen det meste af dagen. Hun er en af de få der kan den slags, uden at blive rastløs eller tænke. Jo, hun er god nok. At have med. En vigtig del hvis der skal være noget balance i det hele. Det er heller ikke til at vide om der skal være. Der er godt nok meget der ikke er til at vide! Ikke før det er sat ind i en sammenhæng. Og sammenhænge… Hænger ikke på træerne, ligesom mange døre falder af deres hængsler, så de bare ligger der som en slags overdimensionerede måtter, der ikke engang kan bruges som måtter. Hvad kan de så? Sådan næsten uden sammenhæng; kun med en form for opløsning. Har opløsning en form? Svært at tænke sig. At den skulle være fast, virker ikke sandsynligt. Pernille sukkede stille for sig selv. Godt det ikke var hende, der tænkte på den måde. Det er der rigeligt andre der gør. Det må de finde ud af. Nogle af dem gjorde, andre ikke, og har stadig ikke gjort. Man kan altid tage i håndtaget, og se om døren er til at slæbe. Så kan man, hvis man er heldig, hænge den op igen. Så man har noget at smække med. Hvis man har brug for det. Det har Pernille ikke, slet ikke da hun sad lige så stille og bare kiggede ud. Så er det vist rigeligt, altså som introduktion af Pernille. Jojo, hun nikker fraværende; hun vil hellere bare bruge sanserne, end puttes ind i en sammenhæng. Så er hun vel blevet en smule snydt. Gad vide om hun er klar over det? Hun kan alligevel ikke rigtig gøre noget ved det. Måske er der mere sammenhæng i hendes fraværende tanker end man tror. Så er det hende der snyder, men på en ærlig måde. Det er til at forstå. Der gik mange timer den dag, uden de lave lag forsvandt. Og disen, skyerne, tågen selv blev aldrig klar over hvad det egentlig var. Det er nok ikke vigtigt så. Det behøvede Pernille ikke at tænke. Tænkte hun ikke.

%d bloggers like this: