Interrail.

Interrail

Jeg giver Interrail skylden. Skyld er et forkert ord, men Interrail var en af årsagerne til at det er gået som det er. Og stadig går. Eller hvordan det nu bevæger sig; endnu et ord der ikke rigtig passer. Dengang, i slutningen af sidste årtusind, omkring 70-80’erne, var det obligatorisk. At man som teenager tog en eller flere måneder på det europæiske jernbanenet, kun bevæbnet med sit Interrailkort, næsten som et symbol på frihed og ikke mindst uafhængighed. Set fra nutiden og dens mærkværdigt hullede moral og etik, var det på grænsen til uansvarlighed. Mange gange over grænsen; lige så tit som det magiske Interrailkort ophævede landegrænser eller gjorde dem til stiplede linier på det også obligatoriske Europakort. Af den slags hvor jernbanenettet var tydeligere og vigtigere end de enkelte landes grænser. Der er sket meget siden da; nok også meget mere end godt er. Undtagen for enkelte, og dermed for alle ifølge nutidens norm, men det er en helt anden historie. Hvilket er løgn; dét er der så til gengæld så meget af, at en enkelt fra eller til ikke betyder det store. Hvilket også er løgn. Det er ikke muligt at komme videre, hvis ikke en pæn stor mængde løgn og halve sandheder elegant springes over. Lidt som et hækkeløb for professionelle atleter. Amatører kommer til den første hæk eller løgn, ramler lige ind i den, bliver viklet ind i den, prøver måske at kravle under, eller stopper opgivende op; umuligt at komme videre uden at komme til skade. Slipper måske med lidt skrammer og ømhed, og kan humpe videre til den næste… Aldeles modsat min tids Interrail; løgnene blev passeret i et beskyttende tog, og man kunne afrejse og ankomme som amatører, herligt uansvarlig uden en løgn i den ellers propfyldte rygsæk. Med mere og mere beskidt undertøj, hvilket var en form for renhed der ganske enkelt ikke er forståelig idag. Lugten af en godt brugt interrailer hen mod kortets udløb, blev båret med en art stolthed, der ikke rigtig findes mere. Det startede med en Interrailtur. Sammen med min daværende kæreste. Og som i mange tilfælde var vi ikke kærester mere, i det øjeblik vi på kortets sidste dag passerede den danske grænse. Så noget sluttede også, der hvor jeg påstår det hele begyndte. Dén påstand er idiotisk; ‘det hele’ er der vist ikke nogen objektiv begyndelse for, om det så er for den enkelte eller for, ja, det hele. Og at noget starter på et bestemt tidspunkt eller sted eller begge dele, er også blot en påstand. Det kan endda være løgn, men der er ihvertfald en vis mængde sandhed i min: Det startede med min første Interrailtur, fordi det var første gang jeg kom til Portugal. Når man siger at noget starter, er det givet at det også slutter. Alting slutter; eller alting er evigt. Og så er intet dét der slutter. Løgne, begyndelser og slutninger. Klichéer og tomme fraser. Eller helt basale grundlæggende begreber, eller begge dele og meget mere eller mindre. Det kommer måske med slutningen. Måske er slutningen begyndelsen på et fejlfrit hækkeløb. Lige fra startskud til mållinie. Måske. Der er alligevel så mange slutninger, at det er umuligt at afgøre hvilken der er slutningen. Det samme gælder begyndelser, og alle de andre mere eller mindre løgnagtige sandheder. Men for at skære igennem, ganske som et tog der som en lang orm vrider sig gennem virkeligheden, sad jeg i dét tog dengang og nåede til Figueira da Foz. Via Quimbra, uden mere end en halv time i dén ellers smukke gamle by, med et af de første universiteter i Europa beliggende prægtigt på toppen i byen. Lidt som borgen i Lissabon, men det var ikke noget jeg kendte et klap til. Ikke endnu; det var jo kun begyndelsen. Som iøvrigt var god; Figueira da Foz er en mindre by uden så mange seværdigheder. Det betød intet, ikke for en Interrail-teenager dengang. Seværdigheder er nu også idag ikke altid seværdige; nogle gange virker de lidt som copy/paste fra den ene guide til den anden. Men Figueira da Foz ligger, for en interrailer i 70’erne ret væsentligt, ved Atlanterhavet. Med en stump badestrand, lige ved siden af det også dengang fungerende fiskeri fra småbåde. At vælte sig i Atlanterhavets store bølger for første gang; dét var noget at skrive hjem om. Det var Interrails skyld, eller hvad det ender med at være, men det begyndte vel helt præcist med to teenageres begejstrede kasten sig ud i Atlanterhavet. Den ene af dem var så mig. Ikke bare i en langt yngre udgave, men knap genkendelig. Personligt tvivler jeg på, tror faktisk ikke, at jeg overhovedet er den samme som ham der jublende plaskede ud i de store bølger; uden en eneste anden tanke end… Ja, vel uden at tænke. Ligesom der ikke var de store tanker bag at tage toget til Figueira da Foz. Dengang var det ikke en begyndelse, det var, hvis nogetsomhelst, blot slutningen på en døgnlang togtur. Og en ganske vidunderlig slutning, dér i Atlanterhavet på kanten af Europa. Nogle gange tænker jeg, at det ville have været en ret god slutning. Men så var alt det andet jo ikke dukket op, og havde skabt endnu flere begyndelser. Den ene efter den anden. Og stadig er der begyndelser, og vil altid være. Helt til slutningen, der på en eller anden måde også er en begyndelse. Hvis man vil.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: