Arkiv

Monthly Archives: december 2014

Nikolajs verden

Nikolaj vågnede og vidste. Uden tvivl, uden videre. Der var ikke noget videre. kun idag. Han vågnede bare og var fuldstændig sikker. Ikke noget at overveje. Ikke noget måske. Han vidste: Ikke mere imorgen, dén dag var helt ude af hans begrebsverden. Imorgen var ikke! Det vidste han så klart som noget man ved helt klart. Andre måtte tage over. Andre måtte nuppe imorgen. Janus måske, den stakkel. Nikolaj behøvede ikke at kigge på kalenderen. Han vidste hvilken dag det var: Den sidste. Hvilken ugedag, dato og måned, var komplet uinteressant. Han spekulerede ikke på om det skulle være helt konkret, sådan direkte fysisk, eller mere som noget vedtaget; mere stilfærdigt og mindre dramatisk. Men absolut lige så definitivt! Nikolaj stod op, sad lidt på sengekanten, smilede ved sig selv. Det var så sidste gang han tænkte, ‘nå nu må jeg hellere stå op’ eller ‘jamen så står jeg op, det er jo det man gør’, og hvad man nu tænker. Nikolaj var allerede lettet, befriet, ved alt det man gør, som han ikke skulle gøre igen imorgen. Han havde gjort rigeligt. Taget sin del. Og mere til. Der var ikke mere at komme efter. Der var bare ikke mere at hente. Punktum. Som i ‘punktum, punktum, komma, streg, sådan tegnes…’ Ja, Nikolaj. Dén remse var der ikke mange der kendte mere. Nogle tiår og et årtusindskifte; så var det i stedet “smiley’s” med kolon, streg, parantes. Og et utal af varianter. Det var da fint. Udvikling og tid hænger sammen. Overordnet og med personlige undtagelser. Bare ikke noget der vedkom Nikolaj. Jo, lige til han vågnede. Ikke mere. Han sjoskede ud i det lille køkken, thekøkken ville det have heddet engang. Han vidste ikke engang hvad det hed nutildags. Morgenkaffe. Et tagvindue, skråt, med udsigt over en lille forstadsby; skyline helt op til tre etager. Plus et for længst forældet og ombygget rådhus. Nikolaj gad ikke begynde at tænke over den slags. Ikke på den sidste dag. Janus ville sikkert kunne blande det sammen med morgenkaffen. Men Nikolaj var ikke Janus. Det var slut med Janus, Pernille, Aleksander, Tine, William, dem alle. Også ham selv, uanset navn og køn og hvad han havde været hvornår. Ligegyldigt hvilken Nikolaj. Punktum!: Ikke flere mulige ANDRE… Nogensomhelst! Som at tage et tykt bundt ledninger, lægge dem pænt parallelt sammen, slå én stor samlet knude, og så hakke den midt over: Alle signaler blandede, fejlfyldte, forvirrede, slukkede. Eller at stå med lige netop så meget spaghetti, som hånden kan holde om, og så bare brække bundtet midt over. Ikke for at de kan være i en gryde. Nej, direkte i skraldespanden. Om det var en container i baggården, eller noget højreklik og slet, havde han stadig ikke afgjort. Det ville nok blive en blanding. Det kunne han altid finde ud af, han havde en hel sidste dag. Nikolaj hældte den bunke af piller i sig, som forskellige læger og andre kitler mente gjorde ham godt. Det var først efter at han havde skyllet de forskellige kemiske formler for lykke og ligegyldighed ned, at det slog ham. Hvorfor pokker gøre det den sidste dag? Han trak på skuldrene; det var jo ikke fordi denne dag var anderledes. Der var bare ikke flere. Uden at dét var noget at gå op i en spids over. Eller kravle ned i et hul. Ha, det var sådan noget Janus kunne finde på. At bruge sin sidste dag i et mørkt hul. Hvorfor skulle Nikolaj gøre noget ud af det? Det var alligevel nok kun ham selv der ville bemærke noget. “Har du set noget til Nikolaj?”, eller “Gad vide hvad Nikolaj går og laver derude i pendlerbyen?”, eller den slags. Var sætninger nok overhovedet ikke blev formuleret. Ikke mere. Engang ja, men det var dengang. Slet ikke idag. Det var en overstået fase; en fase endda håndteret pænt af en Nikolaj. Snart mange år siden. Men der var jo altså en smule familie at tage hensyn til. Han måtte nok finde en måde at være der på til jul og forskellige fødselsdage og påske og såmænd i godt humør. Hvordan det ellers skulle klares samtidig med denne sidste dag. Men hvis der var noget han havde lært, var det den slags. At være der uden at være der. Eller ikke at være der, samtidig med Nikolaj for andre. “Hva’ så Nikolaj, hvordan går det?”. Helt uden at han reagerede i første omgang. Det var sket lidt for tit. Og nok også en af grundene til at idag var sidste dag, men det er noget helt andet, eller det samme. “Hallo du Nikolaj, Sover du eller hvad?” Og så en undskyldning og “Jamen hva’ pokker, det er da lang tid siden, hej med dig… William, hvordan går det og med… Naja?” Husket som Nikolaj, en af dem, i sidste øjeblik, lige på stedet, næsten uden mærkbar tøven, fra en anden tid, og reddet af gong-gong’en eller næste nummer i koncerten eller en anden der enten også var Nikolaj eller netop ikke eller “Kom, la’ mig gi’ en øl, og forresten fortæl da om…”. Punktum! Nikolaj skrabede sig selv tilbage i stuen. Han havde forsvundet sig selv ved det skrå vindues ret ordinære udsigt, mens han havde rørt rundt i pulverkaffen så den måtte være fuldstændig svimmel og skeptisk forvirret. Rundtosset. At tosse rundt. Det kunne de andre gøre, fortsætte med, stoppe, begynde igen, lade være, kalde noget andet. Han satte sig ved bordet, fandt en ring fra en kop at sætte koppen på, og tænkte ‘at tage sin tørn’ nok heller ikke var et udtryk unge kendte. Sjovt som den sidste dag gav ham lov til at tænke en række helt simple tanker. Den varme koffein eller de tankeændrende piller virkede. Sammen med den sikre viden om den sidste dag. Nikolaj tillod sig at undre sig over nutidens hjernedøde unge. Der vidste så utroligt lidt, og alligevel gjorde krav på at være både klogere og smartere end de ældre generationer. Hold op Nikolaj! Med et selvhånende grynt huskede han kun alt for nemt: Altså præcis som Nikolaj og alle de andre havde gjort da de var unge. Og så en smule ældre; stadig på forkant men nu med erfaring. Var det ikke sådan de havde set sig selv? Og senere som en slags mentorer eller vismænd, der stadig kunne tale med om alt og det hele og at noget var ingenting og andet alt eller intet og… Hvor var det en dejlig kop kaffe. Det var mange morgener siden, år måske ti, at Nikolaj havde nydt sin morgenkaffe så intenst. Som var det sidste gang. Sjovt som sidste gang på mange måder mindede om første gang. Det var alle de utællelige, utænkelige udgaver og versioner, ganget med sig selv i en art matematik der var dræbende eller drænende eller en del af den usynlige masse af anti-stof, proppet ind i mellem første og sidste og alle sprækker… Der nu endte med et punktum. Imorgen ville ikke være. Ikke for nogen Nikolaj, højst i en form der mindede om ham, men var komplet tømt for ham selv. Hvis han altså skulle bevare en form, det var han stadig i tvivl om. Han ville ikke gøre nogen kede af det, og selvom han kunne være væk i en uge eller en måned, uden at nogen ville tænke over det eller reagere, ville han ikke gøre noget drastisk eller dramatisk. Der var vel et par stykker, lige dét der familie, der ville blive triste. Nej, ikke noget chokerende. For Nikolaj var det flintrende ligegyldigt. Ham og hans forskellige former kunne pakkes sammen på få sekunder. Det var ikke engang nødvendigt at være storskrald; han kunne sive væk ned gennem en kloakrist. Associationen var lidt for nem: Det var nemlig begyndt at regne. Godt det var den sidste dag med det også! Og Nikolajs lille alt for dyre lejlighed var yderst lydhør over for nedbør, placeret oppe under taget på en stor villa. Kun udlejet af familien i stueetagen, fordi den tilhørende butik der havde været en lille kiosk og den families levebrød, forlængst var lukket som næsten alt andet i de mange lignende pendler-ghettoer. Der var sat mange punktummer og sidste bogstav rundt om storbyen; samme storby hvor Nikolaj fornøjet havde leget med hele alfabetet og alle tilhørende tegn. Så sammen med de personer, så med nogle andre, og så nogle andre eller de samme igen. Og ikke bare i begyndelsen optændt af den hellige ild; i mange år med en tro på at det havde en mening. At det og de gjorde en forskel. De fleste var blevet klogere. Hvis det er at blive klog. Det var Nikolaj aldrig blevet rigtig klog på. Nogle få var døde. Havde haft deres sidste dag, frivilligt eller ej. Nogle ganske enkelte var kravlet op af den stige, de alle havde foragtet meget højlydt. Men diskret havde prøvet at træde op på før eller senere. Brækkede knogler og karrierer, trin indsmurt i noget glat og smattet der ikke var sæbe. En stige uden synlige trin. Vel et slags tårn, men hvor var det ligegyldigt. Var blevet ligegyldigt, og fuldstændig nu den sidste dag. Dejligt uvedkommende. Nikolaj havde klemt sig ind i den minimale brusekabine udlejeren havde fået installeret, for at kunne tage en tusind kroner mere om måneden. Såmænd ganske forståeligt. Alt var pludselig ganske forståeligt. Som var Nikolaj blevet en Janus, der altid kunne se alt fra alle sider. Janus måtte godtnok også have brug for en sidste dag; et stort kraftigt punktum. Måske fik han det. Nikolaj vidste ikke om han skulle håbe det. Altså for Janus. Nikolaj var ikke helt sikker på alt det med hvem og hvornår hvad de forskellige egentlig ville. Eller havde villet. Alle de forskellige former og tider, blandet med former og tider. Pyha! Godt det var idag! Nikolaj, som den tegner han også var, kunne nemt få vidt forskellige former til at glide sammen. Det var endnu en grund til at det var idag der var den sidste. Hvis de grunde ikke var de samme; former for personer i forskellige tider… Vandet i bruseren begyndte at blive lunkent, og Nikolaj fik travlt. Den opsatte vandvarmer var bestemt ikke til fryd; der var ikke mange minutters varme at hente der. Han nåede lige at få skyllet det meste af shampoo’en ud af håret, før det blev iskoldt. Bandende hoppede han ud af kabinen; greb håndklædet og tørrede øjnene fri for sæbe. Så grinte han så højt, at den altid opmærksomme familie nedenunder måtte kunne høre det. Hvorfor havde han overhovedet gide tage et bad den sidste dag? Det kunne da være flintrende ligegyldigt! Med dét i tankerne, og muntert nynnende, droppede han barberingen. Alligevel nød han at tage rent tøj på. At mærke dét, nybadet og skrubbet på ryggen; sådan en langskaftet badebørste var nu et godt indkøb, og så et par lag af rent tøj, jamen det var da en nydelse. Igen var Nikolaj helt bevidst om at det var sidste gang. Og at det var derfor. At han som Nikolaj gennemførte det ritual. Som var det første gang. Og dermed netop ikke blevet et ritual. Det kunne det være blevet, var vist blevet. Men idag havde et definitivt punktum. Nikolaj havde det hele tiden i baghovedet, eller hvor den slags holder af at holde til, men det blev da kraftigt understreget da han satte sig ved arbejdsbordet. Han huskede dengang, de perioder, skiftende Nikolaj’er, der havde både deadlines og del i projekter med andre. Der ligefrem ventede på hans bidrag; fandt det væsentligt! Og dermed Nikolaj som en brik i noget større; det var jo endda mange gange han var blevet spurgt. Om at deltage. Eller, mere formelt og som regel mere indbringende, fået henvendelser om at levere en daglig eller ugentlig tegning. Nikolaj havde da været “landsdækkende” nogle år! Hvad var der egentlig sket? Nu var han ikke dækkende noget, knap sig selv. Og ‘deadline’ var nu en betegnelse der markerende den sidste tegning i eller for eller som eller… Punktummer for projekter, slut med planmæssige afleveringer mod betaling. Og efterhånden punktummer nok til at være prikker at forbinde til en tydelig tegning. Alt for tydelig. Sjovt som en hel masse punktummer kan fortætte sig til ét stort sort punktum, endda med overskudssort nok til at sætte en fed streg under det. Et understreget punktum er ret så afsluttende. Som et punktum efter et punktum, om nødvendigt. Nikolaj sad og satte punktummer; fyldte hele det store tegneark med punktummer. På et tidspunkt, engang den dag, skulle han sætte det sidste. Så ville det være slut med dét. Så meget vidste han. Mens han sad og udfyldte en stor cirkel med sort, så den kunne blive endnu et punktum. Sad han og tænkte på hvad ikke-Nikolaj mon ville huske. Ville han huske? Bare noget? Om han ville have en erindring om en Nikolaj og hans sidste dag. Punktummer, måske? Sorte pletter for øjnene… Det ville være lidt ironisk. Han vidste det ikke, men det var også uden nogen større betydning. Han kunne ihvertfald ikke se, for hvem eller hvad det var vigtigt. Om han ville huske overhovedet. Gør man det efter sin sidste dag? Han tænkte også på Nikolaj i forskellige former, til forskellige tider og som forskellige personer. Han rystede på hovedet. Han tænkte, at det sgu var for sentimentalt at sidde og tænke sådan, at han havde gjort det på så mange måder før, fra så mange vinkler at det var en Janus værdigt, og iøvrigt, som alt andet, at det var aldeles uden betydning. Og stoppede så dén del af sit hovede; det var endda passende, på tide. At begynde at lukke ned. Det var jo den sidste dag. Der var ikke lang tid til det ville blive mørkt. Så var der kun aftentimerne. Nikolaj begyndte at blive helt utålmodig. Han vidste ikke rigtig hvad han forventede. Hvis han ikke ikke bare ventede. Er der forskel? Han vidste bare at han ikke gad mere Nikolaj. Det eneste han var lidt usikker på, var hvad der skulle til. Hvor bogstaveligt et punktum der var nødvendigt. Hvordan kunne han være helt sikker? På at imorgen var uden Nikolaj? Skulle han virkelig til at overveje tog, bus, lastbil, bro, barberblad, sovepiller, overdosis, al dén slags dramatik? Var det ikke at gøre lidt meget ud af det? Trods alt? Så voldsomt et punktum… Nikolaj selv var vel ligeglad, det mente han da, men al den opstandelse der ville blive. Og der var jo altså lidt familie… Det ville være synd. De ville hurtigt komme sig over det, men sådan lige umiddelbart ville det jo være chokerende. Måske også lidt skammeligt, lidt pinligt. Nikolaj fik en fornemmelse af at have tænkt sådan før. Men… Nej, så vattet var han da ikke blevet? Ham Nikolaj? Han var jo sikker. Han vidste! Havde vidst lige siden… En hel dags viden! Det måtte kunne lade sig gøre. På en måde der var lidt mere stilfærdig; måske bogstavelig på en fiktiv måde. En slags virkelig fiktion. Og stadig definitiv. Et absolut punktum. Han vidste det jo! Og ville! Uden tvivl. Måske var det fordi han tænkte højere og højere. Eller blot den almindeligt isolerende effekt af nattemørket mod vinduerne. Det burde vel have den modsatte effekt? Men der begyndte at være en slags ekko på ordene. De ord han ikke engang sagde højt. Gjorde han? Han prøvede at sige noget, og nej; det var hans tanker der ligesom blev gentaget i næsten samme øjeblik de blev tænkt. Det var generende; ikke at hans vished blev mindre, det gjorde den da ikke?, det var bare besynderligt. Som at sætte et punktum på en gammeldags skrivemaskine. Oveni et andet punktum. Det var svært ikke at lave en minimal forskydning. Ja sådan var det. Men hvad betød det? Det skulle han jo slet ikke spekulere på! Den sætning tænkte han så kraftigt, at der ikke var nogen tvivl om gentagelsen. Rumklangen, ekkoet. Nikolaj sad og kunne se dagen nærme sig sin slutning. Men han havde ikke fået sat det afgørende punktum. Det skulle være nu! Nu! Han vidste det skulle gøres! Han vidste det skulle gøres! Nikolaj VILLE ikke, VILLE ikke imorgen. Ikke imorgen, vidste han. Vidste han. Lige fra han vågnede. Han vågnede.

https://mantelsroman.wordpress.com/

Reklamer
%d bloggers like this: