Arkiv

Monthly Archives: januar 2015

HELT HVID

Det begyndte ganske uskyldigt. De havde lige spist morgenmad, og som sædvanlig blev han hængende over en ekstra kop kaffe. Han kunne høre sin kone lege med deres datter, og han skyllede det sidste af kaffen ned, klar til at rydde bordet. Ganske som hver dag; faste rutiner var nødvendige som familie med børn. Der var en del han skulle den dag; arbejde selvfølgelig, han kunne heldigvis begynde hjemmefra; indkøb, det var hans tur den dag; et par aftaler inde i byen; og så havde de snakket om en tur med ungerne i det gode vejr. Skule han nå det hele måtte han rejse sig og komme igang. Han kastede et blik på det ret sofistikerede anlæg, og ville sætte noget musik på. Hvis man kunne spørge ham, var det dér det begyndte. Dén der ting med en snurrende rund skive, og en aflang dims med en spids, der ved at gå ned i nogle på forhånd lavede riller, på forskellige andre mere tynde skiver, som han havde stående i en ret imponerende mængde, og som tilsammen skabte musik, hvad var det nu den hed? Latterligt; han kunne endda huske at der var flere navne for sådan en. Og latterligt at det irriterede ham. At han ikke lige kunne huske navnet på den; han kunne jo stadig høre musik, bare lægge en… Hvad på? Han blev lidt underligt til mode. Lige før, da han ikke kunne huske hvad dén der dims med snurrende skive hed, havde han jo tænkt ordet for det man lægger på for at høre, ja det der med med toner og rytme og… Han blev siddende og kiggede sig omkring, betragtede alt det velkendte i stuen. Den smule uro i hans tanker, der var opstået bare fordi han ikke lige kunne huske betegnelsen på et par ting, forsvandt hurtigt. Dér stod hans bærbare, for enden af bordet, klar til at han loggede på og arbejdede for sin løn. Der var det høje vindue der var bygget om til en lille fransk altan, der lå hans telefon der sørgede for at han altid var online og ikke gik glip af et eneste ord, der gik hans kone forbi, med et smule bebrejdende blik over at han stadig sad ved bordet, der kom hans søn fræsende gennem stuen, iklædt et kostume der sikkert forestillede den nyeste helt i tidens for børn altafgørende tv-serie, og han kunne se eller forestille sig videre. De andre rum i husets to etager, faktisk tre hvis man tog kælderen med, haven der var hans kroniske dårlige samvittighed, den stille og børnesikre vej udenfor, midtbyen få kilometer inde, hans arbejdsplads og nu måtte han forresten virkelig se at logge på, blive registreret, og begynde sit arbejde, der var hans kolleger og deres forskellige typiske ansigtsudtryk, og hans plads når han var nødt til at være på selve kontoret, og hans workstation, hvad var nu det nyere ord for det?, der var koblet på firmaets kraftige mainframe, og hvad pokker var det nye ord for det? For en sikkerheds skyld løb han hurtigt igennem nogle venner og noget familie; deres navne og hvordan de så ud. Der var ingen problemer; at han ikke lige kunne huske hvad moster… Ja hende der bor i den anden ende af landet og som de sjældent ser, sidste gang var… Nå, det er også ligemeget, men ikke spor underligt at han ikke lige kan huske hvad hun hedder. Og ham der var med som konsulent på et projekt for, ja en del år siden, om det var 5 eller 10 er da ligemeget, hvorfor skulle han dog kunne huske hvad han hedder? Han rystede på hovedet og tænkte, at det da var tåbeligt at blive nervøs over ikke lige at kunne huske navnet på en ting eller to. Det sker dagligt for alle. “Åh, hvad er det nu lige det hedder… Nå jo…”. Han smilede og begyndte at rejse sig; nogle var endda berygtede for aldrig at kunne huske fra deres næse til deres, ja den ting man taler med, den med læber og tænder og… Han faldt tilbage i stolen. For pokker, det var for åndssvagt. Han sagde nogle tilfældige ord højt, med sin… Han havde det lige på… Den man rakte ud, den man… Han begyndte at blive en smule bange. Han kiggede igen på den ting det var startet med. Den ting med noget der snurrede rundt, og så lagde man noget på, så der kom… Han lænede sig frem med et ryk og kneb øjnene sammen. Jo, den var blevet en lille smule udflydende, en lille smule mindre synlig. Mindre genkendelig. Som et gammeldags sløret fotografi eller som havde nogen justeret på kontrasten, så kanter og detaljer flød mere sammen i en grå masse. Han rejste sig endelig, gik nogle meter, men dumpede hurtigt tilbage på stolen. Han havde været helt tæt på tingen, bøjet sig ned over den, og var så begyndt at ryste på hænderne og i tankerne. Der var ingen tvivl: Den var der virkelig en lille smule mindre! Hvordan kan en ting, noget man kan røre ved og alle kan se, være der “lidt mindre”? Men sådan var det, uanset hvordan: Den var der simpelthen ikke så meget som lige før. Og det var som om, at jo længere han ikke kunne huske hvad den hed, jo mere utydelig blev den. Det var jo idiotisk! Den dims der… På det tidspunkt begyndte han så småt at blive panisk. Den dims; hans forestilling om hvad den skulle bruges til, var også væk. Det var noget med… Lyd! Et kort øjeblik blev han helt glad. Indtil han ville forklare, bare over for sig selv, hvad lyd var for noget. Det var noget med bølger man ikke kan se, bølger ligesom dem man kan se ved… Det der består af… Noget flydende, det der… Han syntes selv at han koncentrerede sig om at huske. At der stille og roligt blev åbnet for hans hjerne, som med en gammeldags dåseåbner, lagde han ikke mærke til. At mængden af indholdet var uendeligt i forhold til dåsens størrelse, nåede han ikke at opfatte. Heldigvis. Hans kone fortalte bagefter, at det kun havde taget nogle få minutter. Næsten som et knips med fingrene. Som var han vågnet efter 40 års hypnose. Eller omvendt. For ham var det efter de første minutter blevet tidløst. Evigt, hvis han havde vidst hvad det betød. Det var egentlig ret skånsomt. Kun lige i begyndelsen, da han stadig kunne opfatte hvad der skete, var det skræmmende. Men han nåede ikke engang at råbe om hjælp; eller bare kalde på sin kone. På den måde var det barmhjertigt. Noget kom fræsende tilbage igennem stuen. Men der havde han allerede glemt at det var hans søn, og bevægelsen gennem stuen blev blandet sammen med alt det andet. Alt det der kom væltende uden at han kunne sætte en tanke på. Han mærkede bare al hans fortid. Lige fra store oplevelser, den slags han havde kunnet sætte ord og tanker på få øjeblikke før, til et utal af detaljer han ubevidst havde optaget i hjernen. Jo, det var virkelig en betænksom måde det skete på. Havde han stadig været almindeligt fungerende, ville en sådan pludselig lavine af usorteret fortid have brændt hans hjerne sammen. Ingen hjerne ville have kunnet klare det, ikke hvis de millioner af store og små ting havde et ord knyttet til sig. På den måde var han heldig. Alt han nogensinde havde sanset, bevidst eller ej, både som voksen og ung, ja så langt tilbage der overhovedet var noget at hente, blev en del af billedet. Ikke fordi han egentlig så et billede for sig; men samtidig var alt ikke bare sort: Eftersom farver var forsvundet, eller rettere deres eksistens for ham, var det der var i hans hjerne noget hvidt med en forvirret skiftende mængde af noget andet. Det var virkelig lykkeligt, at han ikke engang var bevidst om ‘hvid’ og ‘noget’ og ‘hjerne’. Enhver ville blive sindssyg ved den mængde informationer der strømmede frem. Alt der var lagret i hans hjerne, helt tilbage til de tidligste erindringer, både dem han havde kunnet huske og de mange flere fortrængte, var til stede. Hele hans verden på en og samme tid; uden nogen orden eller rækkefølge. Og fra alle lag af bevidstheden. Også dem han ikke havde vidst eksisterede. Hans kone blev først irriteret og gal over hans sidden som blind og døv, men kunne hurtigt se at noget var helt galt. Børnene fik, ganske ekstraordinært, lov til at se den ellers til weekenden beregnede film. Hun kunne godt se at sådan som han havde det, ikke var for børn. Egentlig er der så ikke mere. For ham var det slut. Han ville nok selv have kunnet se det absurde i det. At det på øjeblikke gik fra et par glemte ord og glemte funktioner, til alt for mange ord og funktioner. For mange og for meget til en hjerne. Måske ville han ligefrem være stolt. Hvis han altså kunne være det, egentlig var hans hjerne jo så fyldt, at enhver computer ville brænde sammen. Og han ville nok have kunnet se det morsomme i, at han ellers netop gik og tænkte på at opgradere sin bærbare: Mere hukommelse, plads til mere. Hvorfor han mistede evnen til at kombinere ting og ord, og hvorfor hans hjerne bare åbnede op og ellers fjernede alle former for regulering og orden, blev aldrig opklaret. Hverken medicinsk eller af alle de hjernespecialister, der nysgerrigt undersøgte ham. Der havde ikke været nogle forudgående tegn på sådan et sammenbrud. Hvis det var et sammenbrud. Neurologisk var der ingen forklaring. Og de mange scanninger viste altid det samme. Eller rettere, det var altid umuligt at få et brugbart billede frem. Det var som at tage et foto direkte mod solen. Eller som et billede af det øjeblik hvor en atombombe eksploderer. En hvid flade med enkelte ubestemmelige spor. Endelig noget der giver mening: Det var omtrent det samme han så, bortset fra at det var en tilstand og ikke et billede. På en måde var hans hjerne at sammenligne med det indre af solen. Det er jo egentlig meget flot. Uanset hvilken omstændighed eller tilfældighed der havde ramt ham lige den morgen. Det var jo ret ligegyldigt nu. Men mon ikke han før det, også ville have været enig med mange af lægerne på afdelingen? At det lød ret imponerende?En hjerne som en stjerne. En stjerne som hjerne. Måske ikke brugbart for et menneske. Men absolut hævet over gennemsnittet, der kun har deres ord. Som så sættes sammen og, nogle gange, giver mening. Til sammenligning er det lidt fattigt. Hvis det er det rette ord.

Reklamer
%d bloggers like this: