Arkiv

Monthly Archives: februar 2015

Is og Vand

Det var lidt latterligt. Et par tilfældige hændelser satte det hele i gang. En ganske ordinær halvkedelig dag. Jeg har senere spekuleret over det. Hvorfor lige den dag; hvorfor lige de ligegyldige småting. Endnu senere har jeg så droppet den spekuleren; sådan var det bare. At finde en årsag, var kun interessant dagene umiddelbart efter. Alt det med årsag og virkning blev hurtigt noget rod. Uvæsenligt; uden væsen. Jeg var klar over, at det var to helt bestemte ting der var afgørende. Det kunne nu nok have været noget helt andet, eller et par dage før eller senere. Men så heller ikke meget mere; det var simpelthen tid. En nødvendighed. Den ene ting skete endda før dagen var begyndt. Jeg vågnede ved at vælte et glas vand. Det er vist noget med alder. De seneste år havde jeg altid et glas vand stående på sengebordet, bare hvis jeg skulle vågne og være lidt tørstig. Om det har været noget i en drøm, eller sådan et spjæt man kan lave når man er mellem søvn og vågen, ved jeg ikke. Men ud over bordet og gulvet; tænk at der er så meget vand i et enkelt glas. Jeg sprang op, bandende, og prøvede at redde den ivrigt sugende bog og de cigaretter jeg ikke burde ryge. I min søvnige irritation, satte jeg fødderne ned på gulvet så det plaskede. Og kulden fra vandet under mine fodsåler virkede næsten som et elektrisk chok. Så var jeg da helt vågen, også i dén grad. Jeg plaskede hen efter en klud og begyndte at tørre op. Bogen blev forsigtigt lagt på radiatoren; siderne var allerede ved at krølle og omslaget opløst pap. Min telefon, der også altid lå på natbordet, var heldigvis af den mere robuste ikke særlig smarte type. Efter at være blevet tørret i nogle meter køkkenrulle, var den vist funktionsdygtig. Lidt heldig havde jeg da været. Glasset var raget på gulvet af min arm, men ikke gået i stykker. Ellers havde min bratte sætten mig op også medført glassplinter i fødderne. Det havde været en helt anden historie, og måske var alt blevet ganske anderledes. Mens jeg fik tørret det direkte flydende lag af vand op, med nu iskolde fødder, kunne jeg forestille mig hvordan knust glas kunne have farvet vandet rødt. Og mig brugende timer med en pincet og plaster, og uden at kunne gå de næste dage. Og så betændelse; mit gulv var ikke ligefrem nyvasket, derpå skadestue. Nå, men nu var en lille del af gulvet da vasket, det kunne jeg se på det opsugede vands gråsorte farve. Jaja, intet er så slemt… Var jeg lige ved at tænke. Før jeg tænkte at det godtnok var en åndssvag måde at vågne på. Hvis det havde været sådan et halvvågent spjæt, havde jeg alligevel været ved at vågne, men så gledet ind i søvn igen. Den mellemting, der netop kan udløse pludselig spjætten med arme og ben. Hvis det havde været en regulær drøm, havde den våde og bratte vækning slettet enhver rest af den. Da jeg havde fået tørret fødderne og noget tøj på, kunne jeg godt se det latterlige i det. Hvor måtte det have set hjælpeløst ud; nærmest Gøg-og-Gokke. Fumlende og forvirret. Havde jeg egentlig ikke prøvet at gribe glasset, lige efter at have skubbet til det? Det var lige før jeg kunne grine ad det, men da jeg sad alene nøjedes jeg med at smile indvendigt. Typisk hjemmevideo-materiale. Eller skjult kamera. Lidt mere alvorlige tanker; det var virkelig godt gulvet ikke var blevet fyldt med glasskår. Den måde jeg uden videre havde hoppet op af sengen og smækket fødderne i gulvet, ville have givet nogle grimme sår et af de mest ømfindtlige steder. Rettere to steder. At jeg havde fået et chok over det kolde vand under fødderne, var jo intet til sammenligning. Jaja, held i uheld… Tænkte jeg, og tænkte at jeg brugte lidt rigeligt med kliché’er når jeg tænkte. Senere, en eller anden dag, faldt det mig ind at glasset selvfølgelig ikke skulle gå i stykker. Det var ikke meningen. Så havde jeg sandsynligvis ikke kunnet gå resten af den dag. Og den anden tilfældige hændelse, var ikke sket. Om det havde ændret noget kunne jeg jo ikke vide. Og holdt ret hurtigt op med at spilde tanker på. Der blev meget hurtigt så meget andet, og i forvejen var det ikke just fordi jeg manglede tanker at tænke. Tværtimod; jeg prøvede helt bevidst at tænke ikke at tænke. En ret håbløs idé. Med så fyldt et hovede var det svært at klemme mere ind, om det så var en tankebesparende tanke. Det var al den slags ophobet vrøvl, der gav mig en anelse om at lige den dags par tilfældigheder, var en ventil der alligevel ville være blæst ud. Nogle dage eller uger før eller senere; de blinkende advarselslamper var begravet i bunker af min og andres tid, og den gærende blanding af mig og andre boblede lidt for lystigt. Men det var den anden også lidt latterlige hændelse, der slog hovedet på sømmet. Hvad pokker dét så betyder; at slå hovedet på sømmet? Men jeg slog hovedet, dog ikke på et søm. Jeg var på vej hjem, det var allerde halvmørkt, og jeg havde gode varme støvler på: Det var den mørke tid på året, den tid hvor man knap kan nå at stå op før det begynder at blive aften. Og hvor det enten er et miskmask af regn og blæst, eller minusgrader og rester af sne der forlængst er blevet grågrimme klumper. Nu kan jeg ikke engang huske hvorfor jeg var ude; en rask lille gåtur for fornøjelsens skyld har det ikke just været. Det har sikkert været noget indkøb i det nærmeste storcenter. Sådan et kvalmende sted fyldt med tilbudsjagende mennesker med tomme øjne og udtryksløse ansigter. Hvilket sikkert siger mere om hvordan jeg selv havde det, men irritation og aggression ligger tydeligt lige under overfladen. Bare se hvordan folk krakelerer hvis en kassekø bliver for lang. Men jeg var gudskelov på vej hjem; og istedet for klumpen af deprimerede tanker, måtte jeg koncentrere mig om ikke at skvatte. Det var lige omkring de nul grader, og det der lignede daggammel sne var stenhård is. Og med en indkøbspose i den ene hånd, trippede jeg forsigtigt afsted. Det er nok også noget med alder; frygten for at falde. Jeg balancerede mig fra det ene lille ryddede felt til det næste. Der var nogle få saltede eller fejede fortove og cykelstier; bilvejene var for længst gjort farbare. Om det var for sikkerheds skyld, eller for at trafikken kunne glide problemfrit, mens tog og busser måtte vente, ja det ville jeg sikkert have spekuleret på, hvis ikke jeg var optaget af hvert enkelte forsigtige skridt. Hvad der så skete, siger sig selv. Jeg nåede lige at tænke, at det stykke dejligt ryddede asfalt næsten lignede vandet på gulvet fra om morgenen, før jeg knaldede baghovedet ned i jorden. Det gjorde ikke så ondt, som det sikkert så sjovt ud. Endnu en gang hjemme-video. Det var selvfølgelig ikke ryddet asfalt, men spejlblank is. Og jeg gled, så jeg bogstaveligt havde benene opad før jeg ramte jorden. Jo, det gjorde da ondt; men efter et automatisk tjek om hovede og lemmer fungerede, var det bare mere pinligt end noget andet. Ren komik. Forsigtige små skridt; en hjælpeløs hvirvlen rundt i luften og pladask ned på ryg og hovede. Den slags ser altid sjovt ud; sådanne klip der samles i bundter og vises i tv. Selv den det er gået ud over, plejer at kunne grine med bagefter. Om det så er med en arm eller et ben i gips. Så jeg var først og fremmest grundigt til grin. Og da jeg havde konstateret, at jeg vist ikke var kommet rigtig til skade, var min første indskydelse da også at komme op igen. Jeg flyttede mig forsigtigt op på albuerne, og havde kun en svag dunken i baghovedet. Ikke noget særligt. Det var heldigvis en sidevej, så de få der havde tøvet for at se om der var sket noget, så de modvilligt var nødt til at hjælpe, kunne lettet gå videre. Han var åbenbart på vej på benene, og butikkerne lukkede jo snart, så… Jeg lagde mig ned igen. Hvorfor ved jeg ikke; der kunne komme nogle flere, andre der modvilligt ville spørge til mig, og… Jeg kiggede op i himlen. Den bare var sort. Stjernerne gemte sig nok bag skylaget. Måske var de der slet ikke, stjernerne. Lidt som den gamle med lyset i køleskabet; ved man det er slukket eller tændt, når lågen er lukket? Ja man gør; for der er sådan en mekanisk dims der… Men det var ligemeget. Den dims kunne være der for at narre fjenden… Hvem var så fjenden? Det samme med stjernerne. Hvis de holdt fri når det var skyet nok, var det så for at narre nogen? Jeg tænkte på sol og klar blå himmel. Der var jo også masser af stjerner. Man kunne bare ikke se dem for lys. Lysende stjerner, man ikke kan se for lys… Jeg var klar over at mine tanker var rent vrøvl, og jeg tænkte et øjeblik om jeg mon alligevel havde fået hjernerystelse. Men det havde jeg prøvet før, og det virkede ikke på den måde. Jeg blev liggende i lang tid, ligelad med om det var mærkeligt. Og jeg nægtede at begynde at tænke normalt igen. Så normalt som mine tanker efterhånden alligevel ikke var. Jeg blev ved med at tænke simpelt vrøvl, mens jeg mærkede kulden trænge op i min ryg og ind i min rygsøjle. Den smule rygsøjle jeg havde tilbage. Jeg havde stort set kun den ellers forsvundne del tilbage; halen. At kunne logre med eller stikke mellem benene. Hos de fleste evolutioneret væk, men det var nu engang den ryggrad jeg brugte mest. Jeg ved ikke hvor længe jeg lå der og stirrede op. Om det var få minutter eller en time aner jeg ikke. Det var også ligemeget. Jeg tænkte ikke og slet ikke i tid. Eller selv. Mine tanker undgik omhyggeligt alle de sædvanlige accelererende og ekspanderende baner. De så udmattende selvforstærkende cirkelmønstre. Som ikke var der, da jeg lå der. Måske var det kulden der langsomt var trængt gennem kraniet, og havde lammet den ellers evigt kørende maskine. Fastfrosset; nedkølet til molekylerne ikke kunne fare rundt og skabe lag af tanker og tanker om lag og lag på lag og mig og mig der tænkte og… Da jeg endelig rejste mig, havde jeg taget en beslutning. Uden overhovedet at have tænkt det. Dét glas vand om morgenen, og den gang skvatkomik havde afgjort det. Stadig uden at det var tænkt. Men besluttet var det, helt uden overvejelse. Nærmest uden at jeg selv var involveret. Jeg måtte gøre noget. Rydde op i den hjerne der havde samlet alt for meget sammen. Alt for meget og alt for mange. Og mest værdiløst bras og affald. Jeg gik de sidste hundrede meter hjem, og planlagde allerede. Der var noget der ikke gik længere; jeg havde nået en grænse. Jeg måtte ikke bare gøre noget ved alle de unyttige og genbrugte tanker; jeg måtte væk. Rent fysisk. Og det skulle være nu. Der var så meget spildtid i mit hovede; det skulle ændres. Tømmes. Og jeg vidste, at det ikke kunne lade sig gøre her. Hvor de sidste år ikke havde været meget mere end tanker i cirkler, der fyldte mere og mere, bredte sig. Der måtte være et centrum; et midtpunkt. Men det var ikke her. Hvorfor der skulle et glas vand og noget glatis til, ved jeg stadig ikke. Men sådan begyndte det. Hvilket ikke passer; det begyndte lang tid før. Og begynder hele tiden. Også i morgen. Men jeg besluttede, at det skulle være begyndelsen. Og håbede at det var mere end endnu en begyndelse. At det var begyndelsen på noget der fortsatte… Til en slutning! Begyndelsen på en slutning. Dét ville være stort! Begyndelser havde jeg i bunkevis, men en slutning… Jeg vidste hvor farligt det var. Et uopmærksomt øjeblik; en halv tanke… Og jeg kunne være ude på et sidespor eller en blind vej. Ganske uden at vide det; narret af mine yderst opfindsomme og snedige tanker. Der ikke havde lyst til nogen form for slutning. Blot den tid med hovedskallen direkte lagt på is… Jo, det havde forskrækket mine tanker. Og nu en slutning vedtaget, endda uden at de havde haft noget med det at gøre. En slutning af sig selv. Helt uden tanker. Det var tankevækkende; men det var det sidste det måtte være. En beslutning om en slutning! Jeg frydede mig, og glædte mig allerede. Men gjorde det omhyggeligt uden så meget som én tanke.

Reklamer
%d bloggers like this: