Naja igen: Version 2.1 / Update 2.0-15 / Patch will.i.am.

KABALE
Naja sad og lagde kabale. ‘Solitaire’, jaja, lidt for symbolsk. Hun rystede kun lidt på hænderne og indeni, men havde været forbi spejlet. De mørke rande og blodskudte øjne fortalte hende rigeligt. Hun havde prøvet at løsne op for det stadig lidt fortrukne ansigtsudtryk, men hurtigt opgivet. Det var for slemt at se på. Den ene kabale efter den anden; hun vidste det ville tage ikke bare timer men det meste af dagen. At blive den Naja der ikke behøvede at holde sig inde, og ikke være tydeligt mærket af nattens vælten sig i sølet. Der skulle efterhånden flere og flere kabaler til; det var også simpel logik. Selvfølgelig blev hun mærket og slidt af hver tur, og det var som om de også blev hårdere og hårdere. Ikke at hun kunne huske noget, gudskelov! Kun enkelte meget tågede scener, hvor hun endda havde svært ved at se sig selv. Ja; hun blev da i det mindste forskånet for ydmygelsen ved at huske! Men Naja kunne ikke holde til det i længden. Der var kun et spørgsmål om tid, før fælden klappede. Rettere, en af dem. Hun var da stadig så ung, at det ikke kunne ses på hende. Altså efter mindst en halv dags læggen kabale. Men med tiden ville det sætte sine spor, helt konkret. Hun ville kronisk ryste på hænderne og have et lidt for hærget ansigt; ikke til at skjule for andre. Det andet der kunne ske, og det var et mirakel at det ikke allerede var sket, var at hun stødte ind i en bekendt. Så ville alle vide det i løbet af ingen tid. Og tænk hvis det endda var en fra selve kredsen; Janus, Nikolaj de andre. Eller en af pigerne, de ville være endnu mere fordømmende. Pernille, Tine… Najas rysten på hænderne blev værre ved tanken, og nogle kort blev med ufrivillige spjæt smidt på gulvet. Hun havde desuden altid, efter hver gang gåen amok, en ubehagelig fornemmelse. En frygt for at det faktisk var sket. At hun var blevet spottet. Hun kunne huske så lidt; så mange timer var blot et nådigt sort hul, at hun jo kunne være stødt ind i en af dem. Eller blot være set på vej fra det ene mere slammede natværtshus til det andet. Det ville såmænd være nok, hvis bare hun var set i selskab med nogle af dem hun med rædsel kunne huske at have væltet rundt med. Hvorfor var det også blevet sådan? Naja følte det som en dyb uretfærdighed. Det var begyndt allerede da hun var teenager. Dengang næsten som bare byture der blev lidt overdrevne; som noget der kunne grines af sammen med de andre. Tænk at hun var blevet så fuld at hun… Og lidt drillerier, ikke andet. Det var alt for hurtigt blevet noget hun måtte skjule. I takt med at det kom automatisk, hver gang hun nåede et vist punkt. Hun blandede kortene og lagde dem op igen. Og fik et sug i maven af angst; var hun gået fra festen i tide? Hun vidste kun alt for godt, hvornår filmen knækkede; hvor meget hun skulle drikke for at blive en helt anden Naja. Hun kunne tydeligt huske de første glas vin og et par øl efter deres success med den flot opsatte net-transmission. Og deres forestilling, hvor hun da havde været glimrende i sin rolle. Men det var ikke hendes mulige evne som skuespiller der fyldte Najas hovede. Nogle stivnede sekunder skulle hun grave i hukommelsen: Fejringen, festen… Jo, hun var lige netop smuttet før den altafgørende promille gjorde sin virkning. Naja huskede hvordan hun, som det naturligste i verden, var gået et godt stykke gennem byen. Ud til en af de forstæder, hvor ethvert værtshus var slagsmål og navnløs sex på uhumske lokummer. Og hun huskede at være gået ind ad døren til det første i en sikkert lang række. Men hun var væk fra de andre, fysisk geografisk, før alkoholen slog igennem. Og lavede Najas udgave af en Jekyll/Hyde-forvandling. Det var tragikomisk, men hun var et mere nøjagtigt alkometer end politiets. Nej, ikke tragikomisk; der var ikke megen latter i det. Hun vidste præcist om hun kunne drikke bare en halv øl mere sammen med vennerne, eller om det var tid til at komme væk, og dét hurtigst muligt. Naja havde tænkt over det så tit, at hun havde opgivet. At finde en løsning. Det skete bare, næsten hver eneste gang. Ikke tit; men om det så bare var en gang hver anden måned, var det nok. Alt for meget; det ville gå galt på den ene eller anden måde. Underligt nok var hun ikke nervøs når hun først var blevet suget ned i pløret. Dér var ellers farligt, helt konkret, men hun havde et vagt billede af sig selv i dé miljøer. Som værende i fuld kontrol og selv besynderligt overdrevent dyrisk farlig: Dér var Naja rovdyret og ikke et bytte på nogen måde. Og nogle af de ting hun i glimt mente at have gjort… Koldsveden af sur gammel sprut der trængte ud gennem hendes porer, blev et øjeblik forstærket ved tanken om de gange hun var vågnet i detentionen… Heldigvis var hun hidtil bare blevet lukket ud, og så tidligt at hun ikke risikerede at møde nogle bekendte. Men turen hjem de gange havde været dybt paranoid. Tænk hvis hun blev set i den tilstand, på det tidspunkt… Og det var jo ikke i byens afkroge, men alt for tæt på de steder hun kom som almindelige Naja. Og hvor mange af de andre boede. Naja kiggede på uret; denne gang var det virkelig svært at komme over det, der var lige så meget skam som tømmermænd. Hun huskede fra festen, at hun havde snakket meget med William. Og der var noget i hans øjne, der gav genklang: Ramte den knude i hende, der kun kunne blive løst op med væmmelige konsekvenser. Men William var ikke specielt meget drikkende, tværtimod holdt han sig til vand og nogle få almindelige harmløse øl. Alligevel var der noget… Og de snakkede så godt sammen, at det var ligegyldigt hvad de snakkede om. Hvadsomhelst holdt samtalen og deres forbindelse sammen. Hun kunne mærke på William, at han også gik med noget, der skulle holdes nede. Noget enten pinligt eller bare tåbeligt; noget de andre ikke måtte vide noget om. Gad vide om William kunne fornemme det samme i Naja? Det var lidt som en gammel radio; de afprøvede tøvende skalaen, og ind imellem knasen og susen og hylen, ramte de en fælles bølgelængde. Helt bogstaveligt, og det genspejlede sig i deres øjne. Naja skubbede kortene til side, og stirrede ud i luften. Lyset fra vinduet skar et øjeblik i hovedet, men hun holdt fast i tanken. At William måske kunne være en løsning. En udvej for Naja, en slags naturlig stopklods for hendes anfald. Hun vidste ikke hvad William gik og tumlede med, men troede ikke at der var andre der havde bemærket noget. For dem var han den pålidelige William, der sørgede for en masse af det administrative og papirmæssige. I en kreds af overvejende kreative og kunstneriske personer, om så blot for en tid, var det godt med en William. Sådan en der havde styr på ansøgninger og tilladelser, og med kontakter til det offentlige. Det var nødvendigt, så de andre kunne udfolde deres større eller mindre talent, og trygt overlade papirnusseri og paragrafrytteri til en William. Hvad han egentlig fik ud af at være en del af dén flok, det var nok mere mærkværdigt. Men han hørte til, måske lidt som et redskab; en praktisk gris (uden ellers at blande svin ind i det hele). William var bare til rådighed. Med gode råd og løsninger på alt andet end det vigtige og overordnede. Men nødvendig for at netop dét kunne udfolde sig frit. Naja så noget mere og andet i ham. Enten noget genkendelse, eller blot sympati. Empati? Fra og for hvem? Det gik op for Naja, forsinket af hendes selvoptagethed, at det måske var kærlighed. Af én eller anden slags. En eller anden udgave… Var det sådan det fungerede? At man havde et behov, brug for noget, og måske kunne se det i en anden? En måske ligesindet? Naja var ligeglad med definitioner og dybere meninger. Det var et forsøg værd. Han, William, var et forsøg værd. Som partner ville han, uanset hvorfor og hvordan, måske frigøre Naja fra hendes udmarvende forvandlinger. Hvad William følte og mente, ja det måtte hun så finde ud af. Naja begyndte at tænke frem; skubbede nattens sorte hul til side, og overvejede hvordan. Der var én eller anden forbindelse imellem dem, så var det bare hvilke roller hun skulle spille; hvilke strenge hun skulle spille på, for at få William til at lytte, til at svinge med, være med… Hun var trods alt, ihvertfald i egne øjne, noget af en skuespiller. Det var skam ægte, det hun mærkede ved tanken om William. Men det skulle han jo også forstå; ledes ind på samme tankebane. Så var det godt at kunne nuancere sin måde at være på. At skifte væremåde, alt efter hvordan William reagerede. Det var et forsøg værd. Naja begyndte at lægge planer, og istedet for den evindelige kabale, trommede hun eftertænksomt med fingrene på bordet. Jo, det kunne være fremtiden… Sjovt; det måtte jo være en slags kærlighed. Dét begreb… Modsat tilfældig sex… Naja gyste og skubbede de vage glimt fra sig. En urinstinkende baggård, en tilfældig opgang i en forfalden boligblok, en mudret arbejdsplads omgivet af store maskiner… Hun koncentrerede sig indædt om William. Og tog en tur forbi spejlet igen. Hendes øjne var nu kun lidt matte og glansløse. Med en kraftanstrengelse fik hun endda et glimt frem i dem. Hun måtte øve sig. Hvis forsøget med William skulle lykkes. Det skulle det! Ikke flere kabaler!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: