Arkiv

Monthly Archives: juli 2015

FORKERT

Jeg sidder på Café Central, lige ved indgangen. Ser det meste af torvet i Castelo de Vide, og lidt af den dominerende store kirke. Varmen får luften til at flimre, jeg drikker min Sumol næsten i én slurk. Men nipper blot til min cafe duplo. Smagen passer så perfekt til den svage mumlen og klirren i café’en bag mig, og til den blændende hvide middagsfredelige plads udenfor. Selv her i skyggen er det varmt, heldigt at byen ligger godt hævet over lavlandet. Der er hele tiden en tør brise, med dufte fra oplandet og samtidig så ren, at man mindes om det. At det lille bjerg byen ligger på, er forposten til hele Serra de Sao Mamede. Ikke bjerge som Alper eller Pyrenæer, men lige netop oppe på den Iberiske Højslette. Og med takkede klipperygge, områder som naturen har taget tilbage, blandet med olivenlunde, korkege, og fåreflokke på skråningerne op til hvide strålende byer på skyhøje toppe ved trægrænsen, i en række helt til den spanske grænse. Et vidunderligt område, selv efter portugisisk standard. Alt det ved jeg, og lige nu er det bare rart. At varmen aldrig bliver rigtig fugtig, at luften er både krystalklar ren og fyldt med dufte, og sjældent bliver stillestående trykkende. Selv ikke på Café Central, hvor jeg tager min tomme Sumol og min lille ekspressokop med de karakteristiske rigtige ringe indeni, de tykke skumagtige markeringer der viser hver en lille slurk man har drukket. Bare synet af dét, vil til enhver tid fortælle mig at jeg er i Portugal. Jeg prøver at skelne værten, vænne mine øjne til mørket indenfor efter at have fyldt dem med et af de smukkeste syn jeg kender. Solen der uhindret forstærkes af alle de hvide huse der er Castelo de Vide. Og som er lidt nærmere himlen end nordpå i Danmark. Breddegrader og højdemeter har selvsagt og selvoplevet intet med det at gøre. “Mais um duplo, por favor, e um sandes mista… Sim, obrigado, com manteiga. Há Sagres garrafa frio? A cerveja Sagres? Ah, muito bem.” Jeg prøver at gøre mit stadig ret ubehjælpsomme portugisiske forståeligt med fagter og gentagelser. Og afhjælpe det faktum, at jeg blot er endnu en forbipasserende turist, ved at forholde mig høflig og en smule ydmyg. Til trods for at jeg vel er en slags stamgæst. Hver eneste gang jeg har været i byen, har jeg brugt Café Central. Når værten hilser på mig, er det da også på et tidspunkt, efter at jeg er kommet igen flere år i træk, blevet til “Olá. Tudo bém?… Diga.” Sammenlignet med hans ellers blot tavse venten når andre fremmede træder ind, er det da en forfremmelse af en slags. Noget jeg sætter stor pris på. Lige idag har jeg bare ekstra svært ved at se hans ansigt; det er en smule som om jeg ikke kan genkende ham. Jeg har vist ikke været længe nok her i byen og området endnu, altså denne gang, siden jeg stadig ikke har vænnet øjnene til kontrasterne. De kontraster der er så meget kraftigere end i Danmark. Og så afgørende anderledes, på mange måder. Langt de fleste gode måder. Alt det ved jeg også; der er en grund til at jeg kommer tilbage så ofte som muligt. Som nu. Men jeg bliver lige forvirret et kort øjeblik; hvor lang tid har jeg været her? Det forsvinder igen, heldigvis, underlig ubehagelig fornemmelse. Som om jeg ikke er kommet her til, har været her nogle timer eller dage eller hvad det er. Nå, men jeg sætter mig tilbage ved mit bord, og får snart min Sagres og min sandes mista. Åh jo, den øl smager ganske som jeg husker den, dejligt. Og det der i Danmark ville blive grint af som sandwich, er endnu mere genkendelsens glæde. Jeg bliver igen lidt forvirret; ‘genkendelsens glæde’? Som om det er første gang på denne tur at jeg får en sandes mista? Som jeg ellers altid spiser dagligt, mindst én gang. Sammen med nogle petiscos, indtil aftenmåltidet. Aften… Hvad spiste jeg igår? Portugisisk køkken er nemt; carne ou peixe; kød eller fisk. Yderst simpelt, solidt, og til at huske. Hvorfor kan jeg så ikke… Jeg stirrer ud over torvet; jeg er i Castelo de Vide på Café Central, men kan ikke huske hvordan eller hvornår jeg er kommet. Min stirren bliver til flakken; den store markante kirke kan jeg ikke mere se. Har jeg rykket mig? Så udsynet… Noget andet trænger sig på. Flere ting på én gang. Jeg tager en tår mere af min… Sagres? Smager den ikke som. Duften, luften, hvad sker der, og solen, lyset, alt det hvide og, nejnej, der er ikke sådan nogle træer der ruskes af sådan en kold vind på torvet i Castelo de Vide, og min i Danmark pinlige sandes mista jeg sidder med i hånden kan ikke være rullepølse på rugbrød, man bruger slet ikke rugbrød… Jeg rejser mig voldsomt brat, så min almindelige spisebordsstol ryger bagover. Det må næsten ligne en vanvittig virren med hovedet: Jeg ser alle de velkendte ting i min lejlighed; kan se mine vinduer og ud. På de træer der ruskes af den blæst der hurtigt fyldes med vanddråber og så bliver til en regulær byge. I Danmark. Hvad sker der? Sidder jeg på Café Central og har fået solstik? Eller har et vågent mareridt? Jeg KAN ikke forstå dette. Og VIL ikke! Jeg rejser stolen op og sætter mig. Ser ud på det kolde blæsende regnvejr. Det er jo helt forkert! Tager en bid og en slurk. Lukker øjnene, og håber at smagen er Sagres og ikke sammen med rullepølse. Jeg kan ikke lige afgøre det. Jeg kan stadig ikke lige afgøre det. Men høre blæsten og bygen. Helt forkert! Jamen… Godt så. En beslutning: Jeg åbner ikke øjnene igen, før jeg ikke er her!

Reklamer
%d bloggers like this: