Arkiv

Monthly Archives: august 2015

TROSBEKEND MED NAVNE

(…Orgelbrus & Klokkebimlen…)

Vi forsager etikken i al dens formålsløshed;

al dens mangel på konkret afkast og plads i ligningen,

dens blasfemiske indblanden i den højere globale enhed.

Vi forsager dets afartede ligegyldige afkom,

moral, samvittighed, næstekærlighed, empati;

skamfulde ord uden betydning for den højhellige vækst.

Vi tror på den globale markedsøkonomi,

anerkender dens almægtighed,

hylder den som himlen og jordens seneste hersker,

-og genskaberen af helvedes kvaler som fortjent.

Vi tror på Adam Smith og alle hans efterfølgere,

undfanget ved det frie initiativ, vedtaget af bestyrelsen,

født af enevældet og den industrielle revolution,

pint og plaget og korsfæstet af frihed og lighed,

nedfaret til dødsriget hvor der fyres med direktører,

genopsivet ind i og over enhver tænkelig magt,

siddende ved økonomiens højre hånd,

hvorfra han dømmer de levende døde.

Vi tror blindt på det private initiativ,

overlader ydmygt vore sjæle med renter

til den altid voksende finanssektor,

bøjer os i støvet for kapitalens eksperter,

lader os dømme hvadenten vi vil eller ej,

-RKI eller aktiekursforgyldt.

ÆRE VÆRE DEN HELLIGE ENFOLDIGHED!

-Dette blot en del af liturgien ved: https://www.facebook.com/events/481203502060563/

(Tekst; Max Madsen & Mantel…)

SÅDAN VAR MIN UDSIGT

Det tager ca tre minutter
At fælde et stort gammelt træ
Det tager under en uge
At fjerne alt grønt
Det tager nogle få måneder
At lægge asfalt og beton
En imponerende effektivitet
River den sidste grønne udsigt væk
Fremover vil solen
Ikke mere gå langsomt ned
Filtret ind i trækroner
Den vil blot hastigt slukkes
Et sted i den tætte trafik
På helhedens nye vejfejl
Ligesom enhver beboer
Der har set de store træer dø
Blive ført bort i bundter
Med årringes åbne sår
Vil flygte før de første biler
Lige om lidt!
Gør ghettoen til en gennemkørsel
Hvor vejen aldrig fører hjem.

SÅDAN SER DET UD NU

FIKTIVER

Der er så mange der vil fortælles. Alt for mange. Skræmmende mange. Og ikke noget med at samle dem i bundter eller grupper, eller bare gøre nogle af dem til bipersoner. Alle vil de være hovedpersoner, insisterende, næsten truende. Deres figur skal være det centrum hvorfra alt andet udgår. Og de finder sig ikke i at blive ignoreret: De hamrer løs på hvad der støjer mest muligt, borer sig gennem beton og bogstaver, smadrer vinduer og verdener, slår døre ind til enhver mulighed, tænkelig eller utænkelig. Vælter universer uden tøven eller tid. De er ligeglade med tid og tider; de vil bare fortælles. For enhver pris, fiktiv som virkelig. Hver især aldeles unik, om de så er levende eller døde. Det rager dem en papand, blot de er den altoverstrålende smukt farvede han der majestætisk dominerer søen. Med alle andre reduceret eller retoucheret til andemad eller små hundestejler nær bunden. Fortælleren er næsten panisk, og prøver febrilsk at finde en sø til alle. Om det så bare er en mudret vandpyt efter en regnbyge, en midlertidig løsning der siver ned i en kloak. Så hovedpersonen eksploderer op gennem asfalten som en vulkan, glødende af raseri over at være blevet snydt; tordner løs og kradser arrigt på indersiden af fortællerens kranie. Alle maser de tungt på fortælleren, omklamrer og udfylder og hager sig fast så der knap er luft, finder en vej ind i krop og hovede, hvor de så slås indædt indbyrdes. Fortælleren slynges hjælpeløst rundt i voldsomme spjæt og ryk som en slaskedukke, klaskes mod vægge og vrides til trevler som en gammel karklud. Fortællerens eneste håb, faktisk ufortjent og kun et spinkelt håb, er selvfølgelig selv at være fiktion. Ufortjent, fordi det er tankeløst arrogant at lege fortæller af så mange figurer. Endda en del pillet ud af virkeligheden, ud af en anden sammenhæng. Virkelighed og fiktion kombineret, er den berygtede bundløse sø i den dybe skov, hvor forsvindingspunkter gør ethvert perspektiv mere umuligt end nogen fortæller kan beskrive. Eller også er det omvendt, under alle omstændigheder er fortælleren på herrens mark. Næsten bogstaveligt. Fortælleren vil blive ædt op med hud og hår og hver en hjernecelle, helt til sidste lille stump virkelighed. Det eneste og sidste desperate håb, næsten et nødråb, næsten bogstaveligt, er så banalt at det i virkeligheden er kvalmende. Nødhåbet, flugtvejen: At fortælleren selv er fortalt. Latterligt tæt på noget med en overordnet fortæller; en fortæller af selveste den ægteste virkelighed. De mange fiktioner og historiers skaber og fader. Og den slags der ligger pinligt nær et spørgsmål om tro. Det gamle trætte spørgsmål, gennemprøvet uendeligt mange gange uden noget endegyldigt svar. Redningsplanken ud, for så mange, små nuancer studeret til hudløshed, fiktiv eller virkelig hud. Nej! Ganske enkelt nej: Det er for himmelråbende, igen bogstaveligt, nem en udvej. Banal kliché og genbrugt til himmel og helvede smelter sammen. Nej. Så hellere stoppe, bare slutte, et komplet fiktivt sted. Uden så meget som et mikroskopisk spørgsmål om tro. Slut; fortælleren er slugt, slubret ind i sin egen fiktion, fortæret af sine egne figurer. Opfundne, ja, måske delvis, men mere effektive end nogen virkelighed. Og ikke ét spørgsmål trænger ud gennem perspektivet fra forsvindingspunktet.

%d bloggers like this: