FIKTIV OVERBELASTNING

FIKTIVER

Der er så mange der vil fortælles. Alt for mange. Skræmmende mange. Og ikke noget med at samle dem i bundter eller grupper, eller bare gøre nogle af dem til bipersoner. Alle vil de være hovedpersoner, insisterende, næsten truende. Deres figur skal være det centrum hvorfra alt andet udgår. Og de finder sig ikke i at blive ignoreret: De hamrer løs på hvad der støjer mest muligt, borer sig gennem beton og bogstaver, smadrer vinduer og verdener, slår døre ind til enhver mulighed, tænkelig eller utænkelig. Vælter universer uden tøven eller tid. De er ligeglade med tid og tider; de vil bare fortælles. For enhver pris, fiktiv som virkelig. Hver især aldeles unik, om de så er levende eller døde. Det rager dem en papand, blot de er den altoverstrålende smukt farvede han der majestætisk dominerer søen. Med alle andre reduceret eller retoucheret til andemad eller små hundestejler nær bunden. Fortælleren er næsten panisk, og prøver febrilsk at finde en sø til alle. Om det så bare er en mudret vandpyt efter en regnbyge, en midlertidig løsning der siver ned i en kloak. Så hovedpersonen eksploderer op gennem asfalten som en vulkan, glødende af raseri over at være blevet snydt; tordner løs og kradser arrigt på indersiden af fortællerens kranie. Alle maser de tungt på fortælleren, omklamrer og udfylder og hager sig fast så der knap er luft, finder en vej ind i krop og hovede, hvor de så slås indædt indbyrdes. Fortælleren slynges hjælpeløst rundt i voldsomme spjæt og ryk som en slaskedukke, klaskes mod vægge og vrides til trevler som en gammel karklud. Fortællerens eneste håb, faktisk ufortjent og kun et spinkelt håb, er selvfølgelig selv at være fiktion. Ufortjent, fordi det er tankeløst arrogant at lege fortæller af så mange figurer. Endda en del pillet ud af virkeligheden, ud af en anden sammenhæng. Virkelighed og fiktion kombineret, er den berygtede bundløse sø i den dybe skov, hvor forsvindingspunkter gør ethvert perspektiv mere umuligt end nogen fortæller kan beskrive. Eller også er det omvendt, under alle omstændigheder er fortælleren på herrens mark. Næsten bogstaveligt. Fortælleren vil blive ædt op med hud og hår og hver en hjernecelle, helt til sidste lille stump virkelighed. Det eneste og sidste desperate håb, næsten et nødråb, næsten bogstaveligt, er så banalt at det i virkeligheden er kvalmende. Nødhåbet, flugtvejen: At fortælleren selv er fortalt. Latterligt tæt på noget med en overordnet fortæller; en fortæller af selveste den ægteste virkelighed. De mange fiktioner og historiers skaber og fader. Og den slags der ligger pinligt nær et spørgsmål om tro. Det gamle trætte spørgsmål, gennemprøvet uendeligt mange gange uden noget endegyldigt svar. Redningsplanken ud, for så mange, små nuancer studeret til hudløshed, fiktiv eller virkelig hud. Nej! Ganske enkelt nej: Det er for himmelråbende, igen bogstaveligt, nem en udvej. Banal kliché og genbrugt til himmel og helvede smelter sammen. Nej. Så hellere stoppe, bare slutte, et komplet fiktivt sted. Uden så meget som et mikroskopisk spørgsmål om tro. Slut; fortælleren er slugt, slubret ind i sin egen fiktion, fortæret af sine egne figurer. Opfundne, ja, måske delvis, men mere effektive end nogen virkelighed. Og ikke ét spørgsmål trænger ud gennem perspektivet fra forsvindingspunktet.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: