Arkiv

Monthly Archives: oktober 2015

GEMMELEG

GEMMELEG.

Min hukommelse og jeg leger gemmeleg. Det er det bedste vi nogen sinde har fundet på. Der er simpelthen så mange mulige gemmesteder, at vi kan lege i en uendelighed. Vi driller også hinanden. Godmodigt, som venner gør. Finder steder og øjeblikke ingen af os ellers kan huske. Genfinder en lille bid fra alt det meget glemte, og så er det godtnok svært. Men vi skændes aldrig; der er ikke rigtig noget der kan være snyd. Hverken hukommelsen eller jeg kan jo være sikre på at have husket alt. Måske har den ene bare glemt noget den anden så kommer i tanke om. Vi har det virkelig sjovt, selv om legen kan blive meget lang. Det kan tage år bare at finde ét skjulested. Hvis ikke det var for verden og virkeligheden, kunne vi lege helt til universet folder sig sammen og forsvinder ind i sig selv. De fleste gange må den ene af os faktisk give op, det er meget få gange vores søgen ender i et frydefuldt “Fundet!” Når det ikke sker, og skjulestedet så afsløres, ja så er det “Åh for pokker, hvordan kunne jeg glemme lige det!”, eller med latter og “Dét var snedigt; den drøm havde jeg da totalt glemt alt om.” Vi leger al tid. Også selv om vi hver især laver noget andet. Som man jo gør i et liv. Men legen, dén kører uden ophør. Søvn er et af de bedre steder at lege, der er ikke så meget der forstyrrer. Så er vi også tættere på de drømme og glemte erindringer, der er nogle af de bedste gemmesteder. En af os skjulte sig engang før vi var født, mens vi stadig var et foster. Dén var smart; det er jo ikke normalt noget man kan huske. Men ingen protest; hvis bare enten hukommelsen eller jeg kan huske det, om det så er nok så vagt, ja så er den jo god nok. Og vi stoler fuldt på hinanden. Det er vi nødt til, ellers ville vi jo begge forsvinde; aldrig have været til. Men det er nu ikke derfor. Modsat så mange andre, har vi bare tillid til hinanden. Selv den gang hukommelsen gemte sig i øjeblikket lige efter vi var døde, var der ingen diskussion. Men vi snakkede da om det. At huske frem i tiden ER lidt specielt, og da ikke mindst når det er ud over døden. Vi legede videre, mens vi snakkede om det med at kunne huske noget der ikke er sket endnu. Det gav da både min hukommelse og jeg noget at tænke over. Men vi blev hurtigt enige om, at lige i dét specielle tilfælde i fremtiden, var der et yderst markant og defineret punkt. Uundgåeligt og uafhængigt af hvad der ellers vil ske, så det som undtagelse har været et åbent skjulested for vores leg. Vi snakkede lidt frem og tilbage om det var selve vores dødsøjeblik, om det måske var en genoplivning efter nogle sekunders væren død, og alle de andre muligheder. Der jo hurtigt bliver til de trivielle spørgsmål om liv efter døden, og hvis og såfremt, i hvilken form og i hvilken slags verden eller dimension, afhængig af tro og religiøsitet og videnskab og al den slags. Det blev de sædvanlige temaer, og det gad vi faktisk ikke spilde tid på. Og efter at vi hver især havde prøvet at finde andre oplevelser eller erindringer i fremtiden, uden at kunne finde nogle regulære steder der kunne bruges, blev vi enige om at holde os til fortiden. Det med fremtiden blev højst til nogle udflydende klatter, der ikke rigtig kunne fastholdes. Så var der et omrids af noget og så var det væk. Eller vi selv pludselig var et andet sted, og så måske et tredje. Det var ganske enkelt ikke til at finde et sted at gemme sig. Vi prøvede, efter at have aftalt det, at vedtage ét eller andet bare om imorgen eller om en time. At det jo var ret sikkert, at vi ville gøre sådan eller sådan, det var jo planlagt eller aftalt eller på anden måde ret så sikkert. Men det virkede ikke helt. Man kunne ikke rigtig gemme sig. Om det var mig eller min hukommelse, ja så stod vi alt for tydeligt midt i et billede der enten ikke var færdigt og sløret i kanterne, eller også var det hele én stor flade, der ikke engang var en flade, men bare noget gråligt ingenting, der ikke engang var gråligt. Eller bare ingenting. Det duede slet ikke. Vi prøvede, kun for sjov, at SIGE til hinanden, at om 2 minutter ville den ene eller anden gemme sig bag noget konkret fysisk i det rum vi var i. En stol eller noget andet simpelt. Så ville den ene være bag stolen, og den anden sige “Fundet!”. To minutter frem i tiden er så lidt, at man jo normalt kan sige hvad der vil ske. Det er jo næsten bare en forlængelse af nu’et; et vedhæng til tiden, der knap nok er fremtid. Noget der vil ske med mere end 99,9%’s sikkerhed. Men selv så simpel en tilføjelse til legen, ville bare ikke fungere. Det var næsten tåbeligt. Hvis det var min hukommelse der havde gemt sig bag stolen, ja så kunne det være den selv der fandt sig selv, og ikke mig. Selv om jeg prøvede. Eller omvendt; jeg sagde “Fundet!” til mig selv, før det gik op for mig at det var min hukommelse der skulle have fundet mig. Det skete også at den ene eller anden af os bare glemte at lede. Og brugte de to minutter på at prøve at huske, hvad det var den eller jeg skulle. Nej, fremtiden duer ikke til gemmeleg. Ikke engang den helt nære, som i praksis ligger fast. Vi droppede simpelthen at prøve. Der er nu også rigeligt i fortiden. Og når man konkurrerer med sin hukommelse, er der så mange steder at man skulle tro det var løgn. Det ville det nok også være, hvis ikke lige det var ens egen hukommelse. Og det samme for hukommelsen; den ved jo hvem man er og hvad man har lavet. Man KAN ikke snyde hinanden, men som allerede sagt, var det ikke engang noget vi tænkte på. Min hukommelse og jeg har lige så meget tillid til hinanden, som vi har til os selv. Vi følges ad lige til det sidste, om ikke hånd i hånd, så uden at vige fra hinandens side. Og vi leger gemmeleg uden ophør. Vi laver ikke andet. Det eneste der en sjælden gang blander sig i munterheden, og kan gøre os bare lidt alvorlige, er den ene gang min hukommelse, næsten tilfældigt, nærmest ved en fejl, gemte sig i fremtiden. Omkring vores død, eller lige før eller efter, eller måske en genoplivning. Både min hukommelse og jeg bryder os ikke om at tænke på det. Ganske naturligt. Faktisk er det min hukommelse der efterhånden har det værst med det egentlig umulige gemmested. For selvfølgelig har vi snakket om hvornår det var. Eller ville være. Et gemmested er jo præcist. Det plejer at være indbygget i legen; “Ha! Kunne du ikke huske det? Det var da lige dér, nøjagtig dengang da…” Men lige det ene og endda helt specielle gemmested kunne min hukommelse ikke sætte tid på. Jeg kunne jo mærke at den prøvede så den var ved at blive helt elendig. Nogle gange gik det ligefrem ud over legen: Enten huskede min hukommelse en detalje eller to forkert. Eller, endnu værre, den morede sig en smule mindre end den ellers ville gøre. Jeg prøvede at trøste den, muntre den lidt op: “Det gør altså ikke noget, det var jo ikke din skyld. Hvis nogen kan bebrejdes, er det da fremtiden! Den har absolut intet at gøre i en hukommelse. Glem den åndssvage fremtid, og lad os lege med fortiden, ikk’? Forresten, det kan jo også være at fremtiden tog fejl, var helt forkert på den. Eller ligefrem var fyldt med løgn! Det kan være rent fup; måske er det derfor du ikke ved noget om hvornår.” Men det gav ikke rigtig min hukommelse ro i sindet. Selvfølgelig tænkte min hukommelse mindre og mindre på det; hvilket jo også er en forudsætning for hele legen. Der skal være noget glemt at gemme sig i, ellers er det ikke sjovt. Men langt tilbage i min hukommelses hukommelse, lå den stump fremtid og gemte sig. Var en kilde til en meget lille men konstant uro. Den blev ved at være der, helt til det sidste. Men endelig en dag kunne jeg mærke min hukommelse blive fri for den fremtidsirritation. Og mærke hvor tung en byrde det havde været. Det skete, selvfølgelig, først da vi mange år senere døde. Min hukommelse nåede lige at sige “Jo, præcis her var det, den var god nok…” Og jeg, med den sidste rest liv, endda med en klang af fryd, fik lige hvisket: “Fundet!”.

Reklamer

MURSTEN

Jeg har en mursten!

Jaja; det er der andre der har, og mange bor endda i huse lavet af mursten, eller arbejder i murstensbygninger, måske med at lave flere mursten eller tegne flere huse der skal bruges mursten til, andre bruger dem til at kaste med, hvis der ikke lige er en brosten, enkelte har også brugt mursten til at give andre kraniebrud, men det er nu sjældent, heldigvis, mens andre igen bare har en lige til at putte i lommen; det er sådan en dejlig følelse. En mursten i en lomme. Hvis man ikke lige har andet at putte i. Og der er byggepladser og byggemarkeder og fabrikker med hele vognlæs af mursten der køres ud i verden, så selv landeveje og motorveje har mursten i bevægelse, og skibe læsser og losser dem; der er altid mursten i massevis. Der er virkelig mange mursten, sådan rundt omkring.

Men ingen af dem er som min mursten!

Dén er nemlig enestående. Ikke kun fordi det er min, selv om det også betyder noget: Den kan ikke tilhøre andre end mig, så mister den sin form eller bliver ligefrem til noget andet end en mursten. Noget lommefnuller eller et betonelement. Min mursten er som ingen andre, heller ikke andre mursten.

Min murstens form er perfekt. Selv om den kan ligne enhver anden mursten, hvis den og jeg vil, faktisk til forveksling, er der ikke et sekunds tvivl. Min mursten ER præcis dén form der gør den til netop min og kun min unikke mursten.

Og indeni! Altså! Dér viser min mursten virkelig hvor fantastisk den er. Indholdet i min mursten er så fyldt med store og små genialiteter, at man næsten skulle tro det var løgn. Den indeholder så meget og så forskelligt, at det ikke kunne passe hvis ikke det netop passer. Man kunne med god grund være skeptisk, og tænke sit, hvis ikke lige netop at være skeptisk og tænke sit ikke også var inde i min mursten. Det er da imponerende!

Min mursten er ganske enkelt en fuldendt genstand.

Det er så heller ikke helt sandt. Murstenen ER der, så sikkert som amen i kirken eller et lignende udsagn der skal garantere noget med guddommelig sikkerhed. Den eksisterer! Ligesom en gud, eller en ateists sikre overbevisning. Den er bare ikke helt blevet til en fuldt færdig voksen mursten endnu. Det er tæt på! Men… Der mangler en smule, før enhver kan tage og føle på den og beundre den i al dens strålende glans. Modsat normale mursten, er min nemlig strålende, grænsende til blændende. Når altså lige det sidste manglende har gjort den komplet. Lige nu er den, lidt som den hellige treenighed bare for at tage et helt tilfældigt eksempel, cirkulerende et sted mellem en computers harddisk, en murstenmagers hjerne, -og en bunke blanke A4-ark. Hvor den gerne skulle ende; flunkende ny og færdigformet. (Eller i et USB-stick eller på et memorycard eller i en firmaejet binær sky. Eller hvordan sådan en færdig mursten vil vise sig i denne digitale tidsalder). Papir er nu stadig ret godt, nemmere at forme en mursten med og på, end en digital sky. Nå, men det vil vise sig, eller rettere, det vil murstenen afgøre. Og som noget med kvantefysik og partikler og bølger, er min mursten både en række bestemte steder mellem de tre punkter, og samtidig alle steder på én gang. Godt klaret af en mursten… Min mursten har det fint med sådan noget teoretisk fysik, hvor man kan få næsten hvad som helst til at være sandt. Eller ikke, alt efter behov. Min mursten kalder sig, måske en smule for smart, for en meta-mursten. Jeg er ikke engang sikker på at den selv ved hvad det betyder. Den synes vist bare at det lyder tjekket. Min mursten ER ret tjekket. Når den altså er helt færdig.

Og min mursten skal være færdig d.14/10 år 2016! Ihvertfald så færdig, at murstensmageren kan vaske sine hænder, børste alt murstensstøvet af sig, pille de sidste små ujævnheder af eller lige udglatte en næsten usynlig ujævnhed. Og med tilfredshed sige “Sådan skal dén være! Så er dén mursten så god som den kan blive! Hvis nogen synes der er fejl eller underlige huller inden i, eller at overfladen ikke ligner en almindelig mursten… Ja så er det sgu fordi det er meningen! MIN mursten!”

OG så er det at alle indvendingerne kan komme, altså allerede nu. Såmænd også fra murstensmageren selv. ‘Jaja, det har han sagt så tit og hvad er det blevet til og er det ikke lidt arrogant og selvovervurderende og hvad er det blevet til hidtil ikke meget vel og bare det at han kalder sig murstensmager er det ikke lidt for meget og det er er jo ikke just fordi han har en stabel af andre færdige mursten og det er da højst blevet til småsten og tilfældige nogle gange heldige små bunker støv fra en rigtig byggeplads og HAR han overhovedet det der skal til? For at skabe en ÆGTE mursten?

Murstensmageren er ligeglad. Han véd hvor meget indhold han allerede har. Og formen er egentlig det der skal arbejdes på. De præcise mål og overfladens sammensætning, så den ikke bare ser rigtig ud, men så det hele hænger sammen, også inde i kernen og så strukturen omfatter og medtager hver eneste lille bid af indholdet. Som selvfølgelig skal være gennemarbejdet og igennem alle sorteringsprocesser. Intet er tilfældigt, ikke et mikrogram, og hvis det ser sådan ud, ja så er det meningen. Det gode gamle evindelige men afgørende begreb: Form og indhold.

Færdig d.14/10 2016… Så er der allerede gået næsten en uge af den udmålte tid. Murstensmageren får godtnok travlt! Jo, han HAR vist det der skal til for at støbe sin mursten; indhold er der nok endda for meget af. Det er jo ikke en kampesten han vil lave… Men den perfekte mursten. Der skal køres en del indhold på lossepladsen, til miljøvenlig sortering selvfølgelig, for at murstenen overhovedet kan rumme det væsentlige. Heldigt at mursten KAN variere lidt i størrelse; forhold mellem højde, længde og bredde…

Der er også den lille detalje, at murstensskaberen ganske enkelt ikke KAN arbejde på fuld tid. Han har kun nogle timer dagligt, nogle dage næsten ikke engang én sølle time, andre dage heldigvis noget der minder om flexjob, fire timer eller endda mere. Men det ER generende. Omvendt tænker murstensmageren, at så bliver der da ikke arbejdet sjusket og alt for hastigt; ikke nogle forhastede genveje eller løsninger der ikke er holdbare i længden. Sådan håber han det vil blive. Sådan kan han allerede mærke det er.

Han håber bare det bliver ved på den måde.

Det kommer også til at betyde en del for hans omverden. Det betyder allerede en hel del; nogle gange alt for meget. Og det vil ikke blive bedre eller nemmere i løbet af det udmålte år.

Murstensmageren er tvunget til at prioritere. Der VIL blive mindre tid til alt andet. Også til ting han ellers gerne ville. Og en direkte følge er også, at hvis nogen vil murstensmageren noget, ja så må de komme til ham. Han har ganske enkelt hverken tid eller overskud til at gå ret meget ud i verden. Ikke engang for at høre på andre murstensmagere, hvad han ellers sætter stor pris på. Det kommer til at være ganske få gange i løbet af året. For de fleste vil det virke som om murstensmageren nærmest er forsvundet. Eller er blevet usynlig. Og alt det med sociale medier (som i dette tilfælde), vil være langt nede på listen over prioriteringer. Nogle vil nok endda, murstensmageren såmænd også, synes at han er blevet lidt af en særling; en eneboer uden megen kontakt med omverdenen…

Men hvis det er prisen, betaler han den!

For at skabe den unikke mursten. Også selv om det bliver for nedsat kraft. Der VIL ikke være meget andet end dén mursten det næste år. Sådan er det bare… Selv de ture sydpå, murstensskaberen plejer at tage mindst en gang om året, bliver lagt på hylden. Sammen med næsten alt andet.

Til gengæld vil murstensskaberen, (GAD vide hvem det er…), blive umådeligt og umåleligt glad for to ting:

Denne i cyberspace knap eksisterende blog ‘mantelsmursten(roman, jaja!)’ vil for alvor leve op til sit navn: Det VIL blive fra, om, tvivl, gennembrud, ned- og sammenbrud, brudstykker, ‘Aha!’er og spekulationer vedrørende næsten kun murstenen:

Han vil blive MEGET glad for kritik, råd og vejledning… Hvadsomhelst!

Også selvom han, til sin egen ærgrelse, ikke kan tilbyde at give noget igen. Andet end taknemmelighed. Men det er nu heller ikke det værste at få…

Den anden ting, der har været strejfet, er at murstensskaberen næsten vil forsvinde: Både i den virkelige verden, og på de efterhånden lige så livsvigtige og -visende sociale medier. Der bliver ikke overskud til Fb, LinkedIn, Instagram, Snapchat, Twitter, Google+ og hvad de ellers hedder. Beklager, men sådan er det:

Murstenen ER vigtigere!

Men murstensmageren vil blive MEGET glad hvis han, på trods og alligevel, ikke bliver helt glemt: Han bor jo ikke længere væk end Viby, Højbjerg, Risskov, etc. Det har bare et mindre pænt navn. Derudover ER telefonen opfundet; de snart forældede sms’er og opkald er også af værdi.

Igen; murstensmageren vil nok ikke selv være så god til det; at besøge og bruge telefon; han har travlt med sin mursten, men ikke mere end at han meget gerne vil forstyrres! Belønningen er, igen, taknemmelighed. Og som sagt…

MURSTENEN SKAL EKSISTERE OM ET ÅR!

Risikoen for at den ellers aldrig bliver til noget, er for stor…

Men hvad skal den hedde?!?!?

(Overgang til kommende (mega-)samling af arbejdstitler…)

VEJLAG

 

Aldrig ville en himmel være så blå. Uendelig høj, men som var den lige til at røre ved. Kornet omkring ham var modent. Kort før høsttid. Og skjulte hans 8-årige krop fuldstændig for verden. Han var klar over det; det var en del af legen. Han godtede sig ved lyden af fætterens fjerne kalden. Ingen vidste hvor han var. Det var rart. Det fyldte ham med en kildrende fryd. Han var jo bare glad! Intet andet. At være glad uden at tænke over det. Han lå på ryggen midt ude i kornet, og så en lille kvidrende prik højt, højt oppe. Nær solen, på det store blå der hvælvede sig over og rundt. Som var verden. Var det ikke en lærke? Måske var det ikke, det betød ikke så meget. Han fulgte fætterens stemme, og kunne høre den en smule nærmere. Men markerne var så store og så mange, at han aldrig ville blive fundet. Fætteren havde ikke en chance. Stemmen blev fjernere igen. Nok fra den anden side af markvejen nu. Han lukkede øjnene. Gav en smule slip på legen. Der var for rart der i solen, omgivet af gyldent korn, stadig godt gemt. Han lå i fuldstændig sikkerhed. Selvom det næsten var vindstille, hørte han en svag raslen i det modne gule korn. Det bølgede roligt omkring ham. Og selv med lukkede øjne var solen gul på den blå himmel. Farverne klare gennem hans halvt lukkede øjenlåg. Med den lille prik langt oppe, han kunne placere næsten helt præcist. Det stykke med bøjet korn, lige netop i hans 8-årige størrelse, var som en seng. Det hele passede sammen; han var så småt ved at døse hen. Det måtte han godt; ferietid og dage uden klokkeslet. Ikke han overhovedet tænkte sådan, ikke dengang. Gennem halvsøvnen hørte han fætterens stemme blive småsur. Træt af legen; man måtte ikke gemme sig for godt. Han måtte hellere rejse sig. Om lidt. Han lå så rart, så bare lidt længere. Uden at falde helt i søvn. Blot et øjeblik. Så kunne fætteren få lov… Der var jo så mange dage. Og kornet raslende, bølgende… Lige før høsten… Han kunne fornemme den svage bevægelse omkring sig. Og mærke det bløde leje… Lærkens toner… Solen på hans lille krop… Intet af det tænkte han. Sådan var det bare. Den dag. Lige den sommerferie. Måske faldt han helt i søvn. Sov langt ude i en kornmark; som en lille prik, næsten ikke til at se… Mens solen nærmede sig horisonten. Og lærken måske så havde to reder? At kvidre over? At vogte for alt der kunne komme… Vil komme. Lærken, en lille prik højt oppe… Passer på ham… En lille krop i en rede langt nede i kornet… Han kan sove trygt… Nej. Da han vågner, fordi der ikke mere er sol i hans lille hulning, ved han vist godt, at det nok bare var en drøm. Han rejser sig, gnider øjnene med sine små hænder. Går op mod gården for at finde fætteren. Lærken er vist gået i seng på sin rede. Hans kalden er stadig lidt søvnig, mættet af en uendelig dags sol. Mon lærker også drømmer?

Lige præcis NU, i dette øjeblik, søndag d.13.september op til kl.14., 2015. Hvis programtiderne holder. Ja så kører han dér, dét andet sted i landet, med i en bil… På landevejen. Landevejen der er blevet rullet hen over gamle markveje, hjulspor og stier langs markskel. Rygende varm asfalt på et blandet underlag. Moderne maskiner kom til egnen, veje klæbet fast som lange lige stykker klisterbånd. Nyere maskiner; Flydende glødende superlim, på få døgn forvandlet til hurtige trafikmotorveje. Gennem et landskab uden væsentlig betydning, erstattet af et moderne samfunds infrastruktur. Oven på reder, huler, og gemmesteder, både dyr og menneskers, og hurtigt nedrevne gamle gårde og små husmandssteder. Verden ændrer sig. Og lige i de år, ikke så lang tid efter erindringen, blev det stykke land til gennemfartsveje. Og efterhånden, byudvikling, parceludstykning, nu, til forstæder. Han har nogle gange kørt der før. Og véd udmærket, at lige under nogle helt bestemte hundrede meter, lige under belægningen, ligger hans erindring. Og engang en kornmark, og lige dér, hvor et markskel var, for enden, engang selve gården. Erindringens hele verden. Forandret for mange år siden, ikke de over 40, men der efter, de følgende år… Han bilder sig ind at se en lille prik på himlen, men man kan ikke høre en lærke inde fra en kørende bil. Han kan også bare ha’ prikker for øjnene; han er trods alt ikke helt ung mere, og lidt træt efter et par timers kørsel. Iøvrigt kan han ikke lige huske, hvordan en lærke lyder. Lige nu kører bilen der, hvor underlaget kan være iblandet nogle små knuste barneknogler. Det er en smule underligt, men det passer geografisk, fysisk, og på næsten alle tænkelige måder. Bortset fra at han sidder i den bil lige nu, og derfor har svært ved at være små kvaste knogler under ham selv. Sansninger, der er blevet klæbende til stedet. Han har kørt flere gange over sig selv. Det holder jo ikke for en fornuftig tankegang. Men han har, som uden selv at være herre over det, lige nu mens han kører her, en fornemmelse. Eller kører dér, må det jo være, når det er lige nu. En sikker fornemmelse af at der sker noget, der ikke blot er en erindring. For hver meter på asfalten, i jævn fart med alle fire hjul rullende et usynligt spor. Man kan ikke lave mærker i asfalt som i en kornmark. Men lige her, dér… Der går små splinter af hans voksne knogler. Det knaser i hans led og hans voksne krop gør ondt. Der i bilen, på vejen, lige nu. Det kan ikke passe, men er sandt. Og et sted er der ligefrem et lille vejbump. Som ingen andre lægger mærke til. Men det giver et jag gennem hele hans krop. Et lyn fra under vejen, helt op til et skarpt glimt i hjernen. Som i lige dét splitsekund ER et sted under vejen. For kort tid til en tanke. Men intenst som intet andet siden… Et øjebliks fravær, ikke bemærket. Nu igen småsludreren i bilen, der snart er fremme. Lige til tiden. Ud ad øjenkrogen ser han, som noget af det sidste før de drejer fra, en kornmark. Der var. Der nu er ved at blive til en stubmark, er blevet høstet, og snart skal pløjes op. Men tidligere var en næsten gylden bølgende flade, hvor et barn kunne gemme sig helt væk, og bare døse sig op i den blå himmel og varme sol. Dengang. Nu er bilen stoppet. Vejen forladt. Så stopper historien. Dét er logik. Af én eller anden art. Engang. Dengang. Og lige før lige nu. Er slut.

————————————————————————————————————-

Kan høres UDEN musik:

 

Til NÅR

Når jeg vågner, kan det kun være i en drøm

Når jeg slår øjnene op, er synet heldigvis aldrig mit

Når jeg står ud af sengen, falder jeg ned bag horisonten

Når jeg drikker morgenkaffe, er der intet grums i koppen

Når jeg står under bruseren, rammer vandstrålerne forbi

Når jeg barberer mig, har jeg hver dag et filtret fuldskæg

Når jeg ser i spejlet, skynder det sig at blive til pauseskærm

Når jeg tager tøj på, er det altid lige mens det bliver vasket

Når jeg finder min pung og nøgle, er jeg en ussel tyv

Når jeg prøver at gå ud, gider ingen dør at vise sig

Når jeg er sluppet gennem væggen, vil håndtaget ikke give slip

Når jeg har givet min hånd, klaprer alle dørene begejstret

Når jeg måske er kommet ud, skal jeg finde mig bag horisonten

Når jeg så endelig finder mig, er jeg fra igår eller sidste år

Når jeg så er ude, skal jeg finde hjem før jeg er forbi

Når jeg genkender gadenavnet, er jeg garanteret faret vild

Når jeg spørger om vej, er det flere liv for sent

Når jeg vil købe et kort, koster det endnu et liv

Når jeg tager min pung frem, har en ussel tyv taget den

Når jeg når bunden, er jeg så lille at jeg kan være mange nok

Når jeg står på hinandens skuldre, kan jeg lige se en horisont

Når jeg sælger ud af os selv, har jeg nok til en mail eller to

Når jeg klikkes afsted, når jeg at vinke farvel til mig der ville med

Når jeg lander i indbakken, husker jeg omgående ikke at fatte

Når jeg tror på mit hjem, maser jeg mig ud gennem væggen

Når jeg glemmer alt hvad jeg kan, er vi der næsten alle

Når jeg glemmer lidt mere, er der ingen horisont og slet intet bag

Når jeg ikke kan se, ved jeg ikke om det er nat eller lukkede øjne

Når jeg er en drøm, er det måske en anden mig der vågner

Når jeg vågner imorgen, kender jeg ikke version eller format

Når jeg vågner, ved jeg ikke om det er imorgen eller idag.

%d bloggers like this: