Ord PÅ selve DÉN vej.

VEJLAG

 

Aldrig ville en himmel være så blå. Uendelig høj, men som var den lige til at røre ved. Kornet omkring ham var modent. Kort før høsttid. Og skjulte hans 8-årige krop fuldstændig for verden. Han var klar over det; det var en del af legen. Han godtede sig ved lyden af fætterens fjerne kalden. Ingen vidste hvor han var. Det var rart. Det fyldte ham med en kildrende fryd. Han var jo bare glad! Intet andet. At være glad uden at tænke over det. Han lå på ryggen midt ude i kornet, og så en lille kvidrende prik højt, højt oppe. Nær solen, på det store blå der hvælvede sig over og rundt. Som var verden. Var det ikke en lærke? Måske var det ikke, det betød ikke så meget. Han fulgte fætterens stemme, og kunne høre den en smule nærmere. Men markerne var så store og så mange, at han aldrig ville blive fundet. Fætteren havde ikke en chance. Stemmen blev fjernere igen. Nok fra den anden side af markvejen nu. Han lukkede øjnene. Gav en smule slip på legen. Der var for rart der i solen, omgivet af gyldent korn, stadig godt gemt. Han lå i fuldstændig sikkerhed. Selvom det næsten var vindstille, hørte han en svag raslen i det modne gule korn. Det bølgede roligt omkring ham. Og selv med lukkede øjne var solen gul på den blå himmel. Farverne klare gennem hans halvt lukkede øjenlåg. Med den lille prik langt oppe, han kunne placere næsten helt præcist. Det stykke med bøjet korn, lige netop i hans 8-årige størrelse, var som en seng. Det hele passede sammen; han var så småt ved at døse hen. Det måtte han godt; ferietid og dage uden klokkeslet. Ikke han overhovedet tænkte sådan, ikke dengang. Gennem halvsøvnen hørte han fætterens stemme blive småsur. Træt af legen; man måtte ikke gemme sig for godt. Han måtte hellere rejse sig. Om lidt. Han lå så rart, så bare lidt længere. Uden at falde helt i søvn. Blot et øjeblik. Så kunne fætteren få lov… Der var jo så mange dage. Og kornet raslende, bølgende… Lige før høsten… Han kunne fornemme den svage bevægelse omkring sig. Og mærke det bløde leje… Lærkens toner… Solen på hans lille krop… Intet af det tænkte han. Sådan var det bare. Den dag. Lige den sommerferie. Måske faldt han helt i søvn. Sov langt ude i en kornmark; som en lille prik, næsten ikke til at se… Mens solen nærmede sig horisonten. Og lærken måske så havde to reder? At kvidre over? At vogte for alt der kunne komme… Vil komme. Lærken, en lille prik højt oppe… Passer på ham… En lille krop i en rede langt nede i kornet… Han kan sove trygt… Nej. Da han vågner, fordi der ikke mere er sol i hans lille hulning, ved han vist godt, at det nok bare var en drøm. Han rejser sig, gnider øjnene med sine små hænder. Går op mod gården for at finde fætteren. Lærken er vist gået i seng på sin rede. Hans kalden er stadig lidt søvnig, mættet af en uendelig dags sol. Mon lærker også drømmer?

Lige præcis NU, i dette øjeblik, søndag d.13.september op til kl.14., 2015. Hvis programtiderne holder. Ja så kører han dér, dét andet sted i landet, med i en bil… På landevejen. Landevejen der er blevet rullet hen over gamle markveje, hjulspor og stier langs markskel. Rygende varm asfalt på et blandet underlag. Moderne maskiner kom til egnen, veje klæbet fast som lange lige stykker klisterbånd. Nyere maskiner; Flydende glødende superlim, på få døgn forvandlet til hurtige trafikmotorveje. Gennem et landskab uden væsentlig betydning, erstattet af et moderne samfunds infrastruktur. Oven på reder, huler, og gemmesteder, både dyr og menneskers, og hurtigt nedrevne gamle gårde og små husmandssteder. Verden ændrer sig. Og lige i de år, ikke så lang tid efter erindringen, blev det stykke land til gennemfartsveje. Og efterhånden, byudvikling, parceludstykning, nu, til forstæder. Han har nogle gange kørt der før. Og véd udmærket, at lige under nogle helt bestemte hundrede meter, lige under belægningen, ligger hans erindring. Og engang en kornmark, og lige dér, hvor et markskel var, for enden, engang selve gården. Erindringens hele verden. Forandret for mange år siden, ikke de over 40, men der efter, de følgende år… Han bilder sig ind at se en lille prik på himlen, men man kan ikke høre en lærke inde fra en kørende bil. Han kan også bare ha’ prikker for øjnene; han er trods alt ikke helt ung mere, og lidt træt efter et par timers kørsel. Iøvrigt kan han ikke lige huske, hvordan en lærke lyder. Lige nu kører bilen der, hvor underlaget kan være iblandet nogle små knuste barneknogler. Det er en smule underligt, men det passer geografisk, fysisk, og på næsten alle tænkelige måder. Bortset fra at han sidder i den bil lige nu, og derfor har svært ved at være små kvaste knogler under ham selv. Sansninger, der er blevet klæbende til stedet. Han har kørt flere gange over sig selv. Det holder jo ikke for en fornuftig tankegang. Men han har, som uden selv at være herre over det, lige nu mens han kører her, en fornemmelse. Eller kører dér, må det jo være, når det er lige nu. En sikker fornemmelse af at der sker noget, der ikke blot er en erindring. For hver meter på asfalten, i jævn fart med alle fire hjul rullende et usynligt spor. Man kan ikke lave mærker i asfalt som i en kornmark. Men lige her, dér… Der går små splinter af hans voksne knogler. Det knaser i hans led og hans voksne krop gør ondt. Der i bilen, på vejen, lige nu. Det kan ikke passe, men er sandt. Og et sted er der ligefrem et lille vejbump. Som ingen andre lægger mærke til. Men det giver et jag gennem hele hans krop. Et lyn fra under vejen, helt op til et skarpt glimt i hjernen. Som i lige dét splitsekund ER et sted under vejen. For kort tid til en tanke. Men intenst som intet andet siden… Et øjebliks fravær, ikke bemærket. Nu igen småsludreren i bilen, der snart er fremme. Lige til tiden. Ud ad øjenkrogen ser han, som noget af det sidste før de drejer fra, en kornmark. Der var. Der nu er ved at blive til en stubmark, er blevet høstet, og snart skal pløjes op. Men tidligere var en næsten gylden bølgende flade, hvor et barn kunne gemme sig helt væk, og bare døse sig op i den blå himmel og varme sol. Dengang. Nu er bilen stoppet. Vejen forladt. Så stopper historien. Dét er logik. Af én eller anden art. Engang. Dengang. Og lige før lige nu. Er slut.

————————————————————————————————————-

Kan høres UDEN musik:

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: