GEMMELEG

GEMMELEG

GEMMELEG.

Min hukommelse og jeg leger gemmeleg. Det er det bedste vi nogen sinde har fundet på. Der er simpelthen så mange mulige gemmesteder, at vi kan lege i en uendelighed. Vi driller også hinanden. Godmodigt, som venner gør. Finder steder og øjeblikke ingen af os ellers kan huske. Genfinder en lille bid fra alt det meget glemte, og så er det godtnok svært. Men vi skændes aldrig; der er ikke rigtig noget der kan være snyd. Hverken hukommelsen eller jeg kan jo være sikre på at have husket alt. Måske har den ene bare glemt noget den anden så kommer i tanke om. Vi har det virkelig sjovt, selv om legen kan blive meget lang. Det kan tage år bare at finde ét skjulested. Hvis ikke det var for verden og virkeligheden, kunne vi lege helt til universet folder sig sammen og forsvinder ind i sig selv. De fleste gange må den ene af os faktisk give op, det er meget få gange vores søgen ender i et frydefuldt “Fundet!” Når det ikke sker, og skjulestedet så afsløres, ja så er det “Åh for pokker, hvordan kunne jeg glemme lige det!”, eller med latter og “Dét var snedigt; den drøm havde jeg da totalt glemt alt om.” Vi leger al tid. Også selv om vi hver især laver noget andet. Som man jo gør i et liv. Men legen, dén kører uden ophør. Søvn er et af de bedre steder at lege, der er ikke så meget der forstyrrer. Så er vi også tættere på de drømme og glemte erindringer, der er nogle af de bedste gemmesteder. En af os skjulte sig engang før vi var født, mens vi stadig var et foster. Dén var smart; det er jo ikke normalt noget man kan huske. Men ingen protest; hvis bare enten hukommelsen eller jeg kan huske det, om det så er nok så vagt, ja så er den jo god nok. Og vi stoler fuldt på hinanden. Det er vi nødt til, ellers ville vi jo begge forsvinde; aldrig have været til. Men det er nu ikke derfor. Modsat så mange andre, har vi bare tillid til hinanden. Selv den gang hukommelsen gemte sig i øjeblikket lige efter vi var døde, var der ingen diskussion. Men vi snakkede da om det. At huske frem i tiden ER lidt specielt, og da ikke mindst når det er ud over døden. Vi legede videre, mens vi snakkede om det med at kunne huske noget der ikke er sket endnu. Det gav da både min hukommelse og jeg noget at tænke over. Men vi blev hurtigt enige om, at lige i dét specielle tilfælde i fremtiden, var der et yderst markant og defineret punkt. Uundgåeligt og uafhængigt af hvad der ellers vil ske, så det som undtagelse har været et åbent skjulested for vores leg. Vi snakkede lidt frem og tilbage om det var selve vores dødsøjeblik, om det måske var en genoplivning efter nogle sekunders væren død, og alle de andre muligheder. Der jo hurtigt bliver til de trivielle spørgsmål om liv efter døden, og hvis og såfremt, i hvilken form og i hvilken slags verden eller dimension, afhængig af tro og religiøsitet og videnskab og al den slags. Det blev de sædvanlige temaer, og det gad vi faktisk ikke spilde tid på. Og efter at vi hver især havde prøvet at finde andre oplevelser eller erindringer i fremtiden, uden at kunne finde nogle regulære steder der kunne bruges, blev vi enige om at holde os til fortiden. Det med fremtiden blev højst til nogle udflydende klatter, der ikke rigtig kunne fastholdes. Så var der et omrids af noget og så var det væk. Eller vi selv pludselig var et andet sted, og så måske et tredje. Det var ganske enkelt ikke til at finde et sted at gemme sig. Vi prøvede, efter at have aftalt det, at vedtage ét eller andet bare om imorgen eller om en time. At det jo var ret sikkert, at vi ville gøre sådan eller sådan, det var jo planlagt eller aftalt eller på anden måde ret så sikkert. Men det virkede ikke helt. Man kunne ikke rigtig gemme sig. Om det var mig eller min hukommelse, ja så stod vi alt for tydeligt midt i et billede der enten ikke var færdigt og sløret i kanterne, eller også var det hele én stor flade, der ikke engang var en flade, men bare noget gråligt ingenting, der ikke engang var gråligt. Eller bare ingenting. Det duede slet ikke. Vi prøvede, kun for sjov, at SIGE til hinanden, at om 2 minutter ville den ene eller anden gemme sig bag noget konkret fysisk i det rum vi var i. En stol eller noget andet simpelt. Så ville den ene være bag stolen, og den anden sige “Fundet!”. To minutter frem i tiden er så lidt, at man jo normalt kan sige hvad der vil ske. Det er jo næsten bare en forlængelse af nu’et; et vedhæng til tiden, der knap nok er fremtid. Noget der vil ske med mere end 99,9%’s sikkerhed. Men selv så simpel en tilføjelse til legen, ville bare ikke fungere. Det var næsten tåbeligt. Hvis det var min hukommelse der havde gemt sig bag stolen, ja så kunne det være den selv der fandt sig selv, og ikke mig. Selv om jeg prøvede. Eller omvendt; jeg sagde “Fundet!” til mig selv, før det gik op for mig at det var min hukommelse der skulle have fundet mig. Det skete også at den ene eller anden af os bare glemte at lede. Og brugte de to minutter på at prøve at huske, hvad det var den eller jeg skulle. Nej, fremtiden duer ikke til gemmeleg. Ikke engang den helt nære, som i praksis ligger fast. Vi droppede simpelthen at prøve. Der er nu også rigeligt i fortiden. Og når man konkurrerer med sin hukommelse, er der så mange steder at man skulle tro det var løgn. Det ville det nok også være, hvis ikke lige det var ens egen hukommelse. Og det samme for hukommelsen; den ved jo hvem man er og hvad man har lavet. Man KAN ikke snyde hinanden, men som allerede sagt, var det ikke engang noget vi tænkte på. Min hukommelse og jeg har lige så meget tillid til hinanden, som vi har til os selv. Vi følges ad lige til det sidste, om ikke hånd i hånd, så uden at vige fra hinandens side. Og vi leger gemmeleg uden ophør. Vi laver ikke andet. Det eneste der en sjælden gang blander sig i munterheden, og kan gøre os bare lidt alvorlige, er den ene gang min hukommelse, næsten tilfældigt, nærmest ved en fejl, gemte sig i fremtiden. Omkring vores død, eller lige før eller efter, eller måske en genoplivning. Både min hukommelse og jeg bryder os ikke om at tænke på det. Ganske naturligt. Faktisk er det min hukommelse der efterhånden har det værst med det egentlig umulige gemmested. For selvfølgelig har vi snakket om hvornår det var. Eller ville være. Et gemmested er jo præcist. Det plejer at være indbygget i legen; “Ha! Kunne du ikke huske det? Det var da lige dér, nøjagtig dengang da…” Men lige det ene og endda helt specielle gemmested kunne min hukommelse ikke sætte tid på. Jeg kunne jo mærke at den prøvede så den var ved at blive helt elendig. Nogle gange gik det ligefrem ud over legen: Enten huskede min hukommelse en detalje eller to forkert. Eller, endnu værre, den morede sig en smule mindre end den ellers ville gøre. Jeg prøvede at trøste den, muntre den lidt op: “Det gør altså ikke noget, det var jo ikke din skyld. Hvis nogen kan bebrejdes, er det da fremtiden! Den har absolut intet at gøre i en hukommelse. Glem den åndssvage fremtid, og lad os lege med fortiden, ikk’? Forresten, det kan jo også være at fremtiden tog fejl, var helt forkert på den. Eller ligefrem var fyldt med løgn! Det kan være rent fup; måske er det derfor du ikke ved noget om hvornår.” Men det gav ikke rigtig min hukommelse ro i sindet. Selvfølgelig tænkte min hukommelse mindre og mindre på det; hvilket jo også er en forudsætning for hele legen. Der skal være noget glemt at gemme sig i, ellers er det ikke sjovt. Men langt tilbage i min hukommelses hukommelse, lå den stump fremtid og gemte sig. Var en kilde til en meget lille men konstant uro. Den blev ved at være der, helt til det sidste. Men endelig en dag kunne jeg mærke min hukommelse blive fri for den fremtidsirritation. Og mærke hvor tung en byrde det havde været. Det skete, selvfølgelig, først da vi mange år senere døde. Min hukommelse nåede lige at sige “Jo, præcis her var det, den var god nok…” Og jeg, med den sidste rest liv, endda med en klang af fryd, fik lige hvisket: “Fundet!”.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: