Arkiv

Monthly Archives: december 2015

IMG_0661

Hovsa!:
Det er absolut dinglende i det nederste af falderebet; lige med det yderste af neglene på julelemmen. De sidste timer af hellig højtid, før et nyt år rydder scenen med heksehyl og hovedkuls håb om nye chancer; gamle fiaskoer forlades og synder selvforlades, om Gud nu ikke vil, -endnu engang.
Juletidens opstød af flæskesteg og kirsebærsovs, presses tilbage og indkapsles i mousserende vins bobler, blandingen dækkes af serpentiner, sprut og selvsikre forsætter. Sund fornuft; det hele er ukendeligt når det brækkes op nytårsdag, og forsætterne ligger afskudt i rendestenen. Enkelte fusere får en chance til; selv om ingen den første morgen i et nyt år tør se et glimt af det gamle, specielt ikke de sidste timer: Man går da ikke tilbage til nytårsnedtællingens sorte hul: Uvisse jubeludfald i den til lejligheden halverede hukommelse heldigt dækket af fyrværkeri, legitim tåbelig skryden, nytårsløjer og nytårssløj, så drukkollaps er et logisk “thumbs up” for et bedre år eller endnu et godt.
Kvalme, hovedpine, black-out; Det nye år er budt velkommen.
To så store begivenheder på en uge; hvert eneste års klimaks:
Med nogle fromme juledage til ikke bare at undskylde, men ligefrem begrunde den ustabile blanding af opsparet råben, skrigen, larm, ballade plus måske lidt aggression, sammen med vanetænkningsstop og en række selv-hjælps-løfter.
Højtidsløfter, som man kun selv står til ansvar for, hvad enhver ved, og iøvrigt selv gemmer til næste nye år: En vittighed der ligger latent indbygget i nogle dybt seriøse ønsker. Trækkes som den knallert der er tilovers, og en værdiløs ligegyldighed af plastic falder til jorden sammen med en smule usikre grin; forsætter bliver som altid til noget der fortsætter. Det nye år, selv efter tømmermændene, har allerede fået det første knæk. Men sådan er det hvert år, så hva’… Desuden udvides de sorte huller hurtigt; nogle dage ind i januar er der kun en redigeret udgave med dåselatter, og “Dét var sgu sjovt!” og næste jul og nytår er på forunderlig vis allerede nærmere; dette er det nye år!
Hovedpine er kodeordet i dette ikke særligt eventyrlige eventyr. En hovedpine der kom langt før julehelligheden, ud af det blå eller grå, mere passende til årstiden. Nej; ikke ud af det naturlige grå. En hovedpine skabt af skærende skarpe LED-lyskæder, gavers ondsindede skrigen ‘udsolgt!’, nettets snærende grovmaskede sidste mulighed for et køb; tryk på trommehinder som en syl uden spids, en smerte der ikke gennemhulles trods forstærket menneskemassers højfrekvente hvinen, lavfrekvente brummen og et bredt mellemleje af plaprende stemmer, hver især med krampagtige stemmebånd næsten viklet om tungen der flagrer ukontrolleret som et ekstra slips eller tørklæde, en hovedpine der blev grundlagt for årtusinder siden, men har ventet tålmodigt: Rette tid, rette sted, og ikke mindst rette person.
Jens… Jens? Nåja! Den sneprydede søn, uventet hjemvendt fra krigen; den lille familie i det lille hus hvor vejen slog en bugt, med det ventende lys, næsten som en ledestjerne, opdelt i flere kvadrater, fra ægte gammeldags vinduer, lige så ægte som dem med thermoglas og tyverisikre sprosser og lakering med 5 års garanti man kan købe idag. Klumpen af ærlig kærlig gudsfrygtig genforening; eventyrlig lykke som den kun findes i virkeligheden ganske få gange i et liv. Men dét er et andet eventyr; endda mange, en uoverskuelig mængde oveni julens.
Jens og juleklumpen af familieglæde bidrager også til hovedpinen, dét er ikke logisk… Eventyret om Jens pakkes skånsomt sammen; gemmes til næste jul som al anden pynt. Forsigtigt, dels fordi man nu engang omhyggeligt passer på eventyr, dels fordi hver bevægelse får den tunge metalkugle i det ømme betændte hulrum til at trille eller endda hoppe lidt rundt, og den indvendige beklædning er af gummi eller spændstig springmadras; den massefyldte metalkugle skal blot sættes i bevægelse, og straks flintrer den rundt som i en lukket trampolin, og hver berøring er en hjerneblødning, nej, som et bundt nerveender der mases til hvid smerte i en skruetvinge. Men alt på et millisekund; hvor tung kuglen end er, så boltrer den sig som et sindssygt lyn i en polstret celle, zapper rundt mod alle flader og kroge, og ruller hurtigere og hårdere drevet af inerti alle veje rundt; cellen er hverken kube eller rund, formen afgøres af tyngdekraft, kuglens metal efterlader glødende striber der bliver til et tæt spind, og fræser sig dybere og dybere, så hurtigt at man ikke kan se det. Men den véd hvad den gør, og det kan mærkes.
Det minder en smule om det med partiklen der også er en bølge; en bevægelse. Og om at noget ikke kan iagtttages, uden at det påvirker hvad det end er. Det er godtnok noget der vist ikke kan omsættes til de menneskelige love og Newton gælder stadig, men i kvantestørrelse… Og enhver der kender det mindste til det mindste, bogstaveligt, kan ikke undlade at forestille sig kvantemekanik som erstatning eller, endnu en sær blanding, smeltet sammen med almindelig naturlov. Der er også nogle der leder efter ‘Guds partikel’, og så finder de den, og så er det måske alligevel ikke den, og nu vi er i dét område, er der også den enorme mængde usynligt stof, om det er antistof eller ‘mørkt’ eller hvad det kaldes: Hvis det hele skal hænge sammen og give mening, ja så er det der. Afhængig af hvem der beregner, endda i større mængde end det mennesket går rundt og synes er virkelighed. Og til at tage og føle på.
Eller at mærke, som den hovedpine der river verden til strimler af lametta; med en glimten der nærmer sig lysets hastighed, og så sker der jo noget med tiden. Der strækkes eller krymper eller bøjer sig til spiraler; hvordan det end er, så den hjernekvasende hovedpine enten bliver en næsten uendelig smerte hvert sekund, eller smerten koncentreres til ulidelighed, igen og igen, i accelerende tempo mens dagene bliver strakt ud til…
Jul og nytår; men med hvert elektriske stød fra den lynende kugle, bliver dagene, hvert døgn, også nedtællingen først til jul, så til den hastigt følgende modvægt, nytårsaften, ja hver time tilhører den hyggelige juletid og det fornøjelige nytår en almindelig verden og virkelighed. Hovedpinen er et selvstændigt fænomen, uden sammenhæng med det, der ellers er hvert års største kombination af hellig fryd og herlig fest.
Hovedpinen, jul og nytår, kvantemekanik og -teori, fyrværkeri og gavebånd, det usynlige der holder sammen på universet, alt det forskellige menneskelige i bedste mening, tid og tider der skal komme og tid der er væk, forsætter og fortsættelser, ydmyge ønsker og overvældende gaver, alt, helt bogstaveligt og billedligt, det hele som hver enkelt ting eller hændelse eller bare ét ord for sig, adskilt i uendeligt mange dele, det hele i ét stort samlet hele, en forenet masse trods ekstreme forskelligheder, samlet med hjælp fra julens ånd og det nye års trods alt gammelkendte elementer, (Ikke ulig en glemt familieklump omkring en Jens), alt og intet samtidig, aldeles banal kliché men undtagelsesvis fungerende; men mest alt, inklusive intet og tomhed og den masse ingen ser; alt, og alt i alt;

Altså alt uden undtagelse…

Åbner op for spøgelserne: DÉT var på tide!
Og så meget der skulle til, hovedpine og kliché’er.
Spøgelserne venter, utålmodigt.

FORTSÆTTES.

(Red.: Kontraktbrud af Fortæller.)

JUUUUL

SOLDAT JENS

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hov; dér var juleeventyret lige ved at blive fortrængt og forglemt.
Denne fortæller er vist ikke egnet til eventyr. En eventyr-fortæller skal jo lukke af for virkeligheden, uanset hvilken, og ikke lade sig forstyrre. Af julens igen rekord-store mængde “trak & trace”, “Black Fridays”, og desperate sidste-øjebliks-klikken rundt på nettet-gaveindkøb. Var det 12 eller 15 milliarder vi danskere bruger på at udveksle julegaver dette år? Når hvert år er en rekord, krise-snak eller ej, og d.24.’s gaveoppakning mange steder er blevet en slags ‘Sorteper’, hvor der med falkeblikke bliver holdt øje med og udregnet i kontanter HVEM der mon har givet UNDER det år for år stigende beløb pr person, reguleret af familie-tilhørsforhold, med viden om eventuelle rabatter og hukommelsesransagning om muligt genbrug eller en billigere udgave af link’et i ønskelisten-i-skyen, og ER det ikke en parallelimport-version eller ligefrem sidste års model?…
Juleeventyret er lige på stand-by; ordre-numre i mail-indboksen skal sorteres og GLS-pakkenumre noteres, mens fortælleren sidder med den følelse de fleste fortrænger med “Det ER så rart at give!” og “Jamen de små SKAL jo have, for deres venner…” og den slags aldeles velment og ærligt fra hjertet kommende, og som bekvemt dækker tanken om hvad bare én milliard ekstra til enten danske trængende eller udenlandske ditto kunne udvirke af julemirakler og færre anatal døde, bare lige i juledagene… Men dén slags er pladderhumanisme! Gælder det danskere, så er det forlængst slået fast at man ER sin egen ulykkes smed; og for velfærdens skyld og lykkelandets bevarelse, ja så er der altså bare forskel på folk. Det mener flertallet, ganske demokratisk med åbne kort, og selv eventyr må vige for den nødvendige forskel der får hjulene i samfundet til at køre. Hurtigere og hurtigere; konkurrencen er hård! Kommer man i klemme, så har vi jo verdens bedste velfærdssystem. Bare spørg enhver, dog helst flertallet med en indkomst over gennemsnittet og en smilende bank-rådgiver. Verdens bedste velfærdssystem, dén myte holder nok et tiår mere. Og når det gælder udlandet… Der skal da skæres i det vi stadig kalder ulands-bistanden! Hvorfor? Fordi vi selvfølgelig ikke har råd BÅDE til flygtninge OG at hjælpe de ulande, der egentlig er basis for vores velfærd, men dét er en anden historie, og en vi helst ikke regner med , helst ikke tænker på som ægte historie; meget langt fra noget eventyrligt og julehyggen. At alle ikke-hvide ikke-vesterlændinge så er potentielle fjender på grund af nogle idiotisk stupide terrorister, og en religiøs bevægelse der er lige så grusom som kristendommens værste uhyrligheder gennem historien, -nej forresten, dén sammenligning er ikke politisk korrekt. Det er, lidt pudsigt emnet taget i betragtning, en underafdeling af den foragtede pladderhumanisme: Islam er en grusom religion, alle former for kristendom repræsenterer de retfærdige demokratiske værdier. Basta! Religionshistorie tilpasses aktuelt trussels-billede, der næsten retfærdiggør civile tab ved drone-angreb. Eller et lidt forvirrende fjende-billede, med Sharia-lovstyrede Saudi-Arabien som allieret, og diktatoren Assad som kolera frem for pest, og Kurdere som tapre krigere samtidig med at PKK er på FN’s liste over terror-organisationer og NATO-Tyrkiet, der forresten er 98% muslimsk, deler deres bombninger lige mellem Kurdere og IS, og så Rusland, der har deres egne mål, og i forbifarten rammer et par skoler og hospitaler. Heldigt at vore F-16-fly er som hjemvendte Jens: Ufejlbarlige og et retfærdigt forsvar for Danmark, tusinde kilometer væk. Og 1001 nats eventyr bør brændes offentligt, og Aladdin betragtes som dæknavn for en terrorist!
Uha, hvor kom fortælleren dog på afveje… Det er jo eventyret om den ældste søn Jens, der lige når hjem til jul, efter i årevis at have kæmpet i en krig, og uden den stakkels familie har vidst noget om hans skæbne. Med visse historiske fejl og sammenblandinger af tider, ligegyldigt i netop et eventyr, træder Jens ind i det lille hyggelige hjem, lige ved aftenens begyndelse og med billedsmuk nysne, til den arketypiske jævne families overraskelse og en gudgiven dyb glæde. Gud er i det hele taget meget med inde i billedet og i eventyret, (modsat en del andre eventyr), for det er et af disse opbyggelige eventyr, med en vægtning af værdier der trods alt ville være for tydelig, skåret ud i pap eller kraftigt photoshop-bearbejdet, hvis det ikke var for sløringen med sneen, Jens’ lange vandring, familiens naturlige glæde og taknemmelighed, den folkeligt traditionelle gode julemad, julepynten og kravlenisserne, og selve juletræet der stråler overdådigt i den lavloftede kaminopvarmede stue. Og det ER både ganske vist og helt eventyrligt, for ellers ville dén med juletræ og pynt være betænkeligt nær endnu en faktuel historisk fejl, medmindre Jens vendte hjem fra 1.Verdenskrig som Danmark holdt sig pænt uden for, eller det lille jævne hjem på landet i virkeligheden var et højere borgerskabshjem i København, men dén går ikke: Eventyret kræver de landlige omgivelser, så lyset kan ses stråle ud på den faldende sne fra markvejens sidste bugtning, og familien skal være det man idag vil kalde fra den lavere middelstand; ikke rige men gode ærlige arbejdssomme samfundsstøtter.
Fortælleren, febril og forstyrret, sidder fast i eventyr-sporet; som i et hak i en gammeldags vinyl-plade, eller som en cd-afspiller der er gået i stykker, og kun udspytter sære tilfældige lyde, og skærer “White Christmas”-cd’en grundigt op til noget groft støv, der absolut intet har med hvid jul at gøre.
Jens og eventyret kommer ikke meget videre, højst et sekund eller to. Familien i det stereotype genbrugte lille hus på landet, nu dækket med et lag plasticsne, drysset ud i håndfulde fra en scenetekniker der bare tænker på at komme hjem, altså i virkeligheden; en snekanon er der ikke engang råd til i dette efterhånden halvmugne eventyr, der kun flytter sig en millimeter eller to på den ellers fast definerede tidslinje:
Familien ser op på den pjaltede og lasede trætte Jens, der så både forudsigeligt og overraskende står i den lille stue, (fortælleren fanler allerede med synsvinklen), med våde øjne og en gensynsglæde der har ligget parat i hjerterne, i form af et håb om et mirakel; et håb fodret i årevis med daglige bønner, men svingende som krigen udviklede sig, og uhyggelige rygter om rædslerne nåede helt til det lille hus og familien. Godt nok er fortælleren på glatis, eller træder vande; frost er en by i Rusland, (som Perm, bare for at tage et eksempel, der tilfældigvis hed Molotov fra 1940-57; en pudsig cocktail, og nu går fortælleren vist under for 3. gang, endda i en parantes, måske ganske passende, og der er ingen 4. gang, så både eventyr og fortæller synker langsomt til bunds, omgivet af havfruer og Nemo og Pixar/Disney-figurer; et andet eventyr; men med kommerciel success, og de sidste bobler fra fortælleren stiger op til overfladen.)
Brister med et lille sidste ‘plop’ af eventyr: Jens og hele familien samles i én stor omfavnelse, selv den lille ny på kun 3 måneder hopper, ja nærmest stagediver, ind i klumpen af lykke, såmænd også lænkehunden og katten og hønsene og køerne er med; en kugle af eventyrlig kærlighed eksploderer til en ny lysende stjerne på nattehimlen: Den leder alles øjne til sig; er svaret på enhver bøn, og stråler så vidunderligt, stærkest lige d.24. december, så den også er det trofaste stjerneskud selv en fårekylling kan se. For alle jer. Plus en glædelig jul på engelsk, med gode danske undertekster.

Red.: / Efterskrift:
1.: Det er vist usandsynligt, at Jens og eventyret kommer videre. Sproglige og syntaktiske fejl ej heller rettet, det anses for ligegyldigt, og en korrektur kan næppe betale sig. Fortælleren ligger på dybt vand, til de flestes tilfredshed, og har nok erkendt at eventyr er en genre der kræver en komplet anden type fortæller. Og adgang til den begrænsede men vigtige række af modeller og skabeloner, foruden et eventyr ikke kan være.
2.: Retfærdigvis, med åbenlyse fejl og mangler, og uhørte afveje, skal det da nævnes at Jens trods alt nåede hjem. Efter mange års dels uvished i familien, dels grusomhed i krigen, (blot antydet af hensyn til målgruppe, censur, og politisk neutralitet…), OG som i alle lignende eventyr: Præcis d.24.december; hjem-til-jul-punktet altså overholdt. En forenet lykkelig familie; julens kerne!
3.: NB!: Fortællerens irrelevante og politisk farvede vrangforestillinger er IKKE på nogen måde et udtryk for eventyrets meninger og holdninger!

SOLDAT JENSJUUUUL

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nu kan Jens så småt genkende sin hjemegn. Sognegrænsen må være lige efter vejens næste bugtning, hvor et hus ligger og et par ansigter kigger nysgerrigt ud på den vandrende. Han overvinder sin lyst til at bede om en bid brød og lidt vand, selv om ingen på denne dag ville sige nej. Jens har kun fået lidt vand fra kilder og grøfter siden han passerede Dybbøl, om det så er før eller efter dét stednavn blev historisk, og har ellers kun levet af lidt gammelt brød og en stump saltet fisk fra bunden af sin vadsæk. Og, med skam i sjælen, en håndfuld kartofler fra en kule ved en ubevogtet gård. Han har forlængst smidt geværet, hvis ikke det var et sværd; det er noget ligegyldigt historisk som navnet Dybbøl, og sætter nu sine dagsmarcher efter hak i en vandrestav: Med et snit øverst, udregnet nede i Holsten eller hvad det hed hvornår det var. Snittet som hans mål; d.24.december, juleaften, hvor han med Guds hjælp ville være hjemme igen. Et par dage med oksekærrer og endda en enkelt rigtig hestevogn, gav ham lidt tiltrængt hvile og nogle gode dobbelte hak i staven, og var en hjælp til Guds hjælpen ham hjem til jul.
Jens har vandret op gennem det meste af Europa; igennem alskens små hertugdømmer eller hvordan Europa så ud, drevet frem uden tanke på ødelagte fødder og en meget tung bagage. Ikke hans vadsæk; den er næsten tom og slidt til laser. Men de mange år med døden som skygge døgnet rundt, om det så var sult eller tørst eller de vantros djævelske dræberi, gengældt med lemlestelse i den rigtige Guds navn. Er blevet en umenneskelig tung skygge, Jens slæber på døgnet rundt, endda som er den tungest i mørke, om natten når andre skygger følger naturlovene og kun viser sig svagt ved lyset fra måne og stjerner. Skyggen er lidt svagere, lidt mindre tyngende, her nordpå, nær hjemmet, og op mod den hellige juletid, men lægger sig stadig sammen med Jens hvor han end finder ly for natten. Og bagagen tynger nok mere hans sind, men dén slags spekulationer overlod man til Gud på den tid. Da ikke mindst i et juleeventyr. Men det er billedet af hjemmet, med familien samlet om julebordet; dét driver ham og har ført ham fra de vantros mærkelige lande hele vejen over bjerge og floder, og endda med en hast så skyggen nogle dage sakker agterud. At være hjemme til jul, er hvad der hiver ham op, ranker hans ryg hver gang den er ved at synke sammen, forestillingen om hjemkomsten har vendt hans blik bort fra herberger eller tomme lader langs vejen; kun når udmattelsen tvinger ham til nogle få timers søvn, sætter han et hak i stokken og falder om lige ved vejen. Jens har været i krig, men hans march mod julen i hjemmet er næsten endnu mere ubarmhjertig: Han har kæmpet for Gud, men nu er det hjertet der driver ham. Han har tappert ført an i krigen, det har han endda på skrift, eller en medalje, eller lille pose guld; hvad man nu brugte. Hvilken krig og mod hvem eller måske et korstog, betyder mindre, ligesom andre historiske fakta. Jens har gjort sin pligt, forsvaret Gud, konge og fædreland, hvad der lige var vigtigst dengang. Nu er hans længsel, hans mål, ja selve hans tro, at træde ind i det hjem han forlod som kun en stor knægt. Nu er det en fuldskægget hærdet voksen mand, der er få mil fra sit fødested.
Det var familiens fromhed og fremmøde i kirken, der i sin tid fik præst og provst og lensmand eller lignende overtalt den fattige men gudsfrygtige familie. At give dem lov til at sende deres ældste søn ud mod de vantro eller en fjendtlig fyrste eller hvem det var, ja det var en ære ingen kunne sige nej til. Måske var det et kongeligt dekret, konsekvensen var den samme: Det ville give den lille husmandsfamilie en helt speciel status, tvangsudskrevet eller ej, og sønnen ville jo vende hjem, om det så var som helt eller martyr, ja det sidste var næsten det fornemste. Der var godt nok mange martyrer på den tid, men ikke helt nok lige fra det sogn eller under det gods; igen dét med hvor og hvornår i historien. Som altså er ligegyldigt i et rigtigt juleeventyr: Nu skal Jens nå hjem til juleaften, dét er det afgørende. Han glæder sig som det barn han var; glæder sig mere end da han fik lov at drage i krig, han forestiller sig deres forbavselse, taknemmelighed og glæde når han pludselig dukker op, han lukker øjnene et øjeblik mens han går, mærker moderens omfavnelse, lige så inderlig som da han forlod hende, og hendes hulken fulgte ham længere end man kan høre. Nu vil hun nok også græde, men af lettelse og kærlighed. Det er snart næsten helt mørkt, og snefnug begynder at falde lige som han drejer ind på vejen til hjemmet. Mørkning, fin ny sne, og d.24.december; scenen er sat til sønnens uventede hjemkomst. Nu kender han hver eneste ting omkring ham; træerne i markskellene er vokset en smule, og hullerne i markvejen har flyttet sig lidt, men ellers er det efterhånden snedækkede landskab en tro kopi af det billede han har båret på igennem årene og alle deres rædsler. Dybt i hjertet, dér hvor kærligheden er stærkest, hvor barndomslandet ligger, og nu, nu kan Jens se huset! Ganske som han har værnet om det, med lys i de små vinduer, og endda en lampe i stalden; den ene dag om året. Han hører hundens lænke rasle, men ikke den advarende bjæffen som var han en fremmed. Kan hunden virkelig huske ham? Jo, den hopper op ad ham, småpiver af genkendelsens glæde, og logrer med hele kroppen. Det sitrer helt i Jens, han føler en glæde han næsten har glemt, og ikke har mærket i de mange år. Han har svært ved ikke bare at løbe og juble højt, men vil jo overraske sin kære familie helt og aldeles. Selve juleaften! Han halvlister det sidste stykke op mod døren. Han kan ane silhouetter bag de duggede ruder, og han tager en dyb skælvende indåndning; en voksen søn har ikke tårer i øjnene.
For første gang må han bøje sig for at komme ind ad døren, og han gør det uden at banke på, for at gøre eventyret endnu mere eventyrligt.

———————————————————

Bliver det en hjerternes fest? Mødes den hjemvendte søn med hele familiens kærlighed? Er det et rigtig juleeventyr? Ender det hele i fryd og gammen? Er det ligemeget med historiske fakta og rod i Danmarks fortid? Ville det have været bedre hvis Jens var blevet martyr? Kan det stadig nås? Er Jens for ødelagt af PTSD?
Følg med i næste afsnit!

IMG_0641

DET er da flot! Og så i kork-kuvert… Med masser af indhold.

MEN det vigtigste er de LYDFILER, der kan erstatte eller kombineres med telefon-svarer, ventemuzak, ditto kø, loops, reklamer, gentagelser, autoligegyldighed, og hvad man som kunde/klient ellers udsættes for.

Uanset system/’teknik’:

Ovenstående KUN Morten Hougårds og mine små bidrag;

Den komplette liste:

  1. Lise Haurum & Nathalie Wuerth: Egetræet.
  2. Mantel & Morten Hougård: Dovendyret.
  3. Morten Søkilde & Anders Lauge Meldgaard: Roses.
  4. Mantel & Morten Hougård: Rita.
  5. Mantel & Morten Hougård: Larsen.
  6. Max Madsen & Sebastian Edin: Syndefaldet.
  7. Mantel & Morten Hougård: Regnorm.
  8. Mantel & Morten Hougård: Billen.
  9. Mantel & Morten Hougård: Slangen.
  10. Morten Søkilde & Anders Lauge Meldgaard: Roses (version 2)

Ikke-Mantel & Hougård er at finde på:

https://soundcloud.com/geigerrecords

Og/eller: http://www.lydpluslitteratur.dk/index.php?Ord+til+tiden%3A+Lyd%2BLitteratur+til+telefonen

OG lige en kort tekst fra det kreative ‘punktum’; Ord til Tiden live; Godsbanen d.26/11, hvor de på projektet og cd’en medvirkende kunstnere opførte forlængede versioner af de små tlf-bidder. (Lyd fra dén performance følger!)

______________________________________

MERE RITA…

Rita, Rita, Rita…
Lystigt valser ud ad livets blomsterbedryssede lavendelduftende landevej, nok nærmere en smukt anlagt sti gennem en evig forårsskov med solstråler i nyudsprungne bøge og kvidrende pipfugle og yndigt flagrende sommer-ditto: Banalitet sat på maksimum.
Og Rita kysser og kysser til højre og venstre og op og ned; hver en fuldformet mund med med mandigt svungne amorbuer og blændende hvide tænder og en ånde som en morgenbedugget forårseng eller -seng.
Og Ritas perlende latter, Ritas perler, triller over kødets lyst, intim puslen i dén dér evindelige forårsskov; vælter sig -men graciøst! -i elskov smukkere end i en himmelseng i en himmelsk himmel, med den evige brudevals som ungdommens kilde, der som på et maleri af Dali slynger sig som pyntelige nodelinjer i rosenduften omkring Rita til evig tid… -Ok så, korrigeret til i al… Den tid der er betalt for. Rita-yndig-myndigheds lampe blinker allerede advarende; Kroner Euro Dollars Yen; gangbar valuta til Ritas gang, Ritas art, Ritas væren svævende væsen i denne flade jordnære betalingsverden. Lille latterformildet krise afværget med latterperler, selvom vekslekursen for perler, kultur eller ej, er hård ved længden af den nu knap så evige smukke sti gennem den… Banale forårsskov med abonnement; Ritas kostbare verden, Rita, ah Rita, valser helt til enden, kysser til sidste lille perle er brugt, men så lattermildt…

Enden, der altid kommer før den skulle, og lang tid før Rita, lille Rita, stopper sin spilledåsesnurren med melodi… Valsen i hak trods dyre cremer og ny lavendelduftende kloakering, betalt med striber af kreditkort, næsten lige så mange som striberne i Ritas reklamesvingende hårpragt, med enkelte hår klæbende til de fugtige pletter på Ritas lagen, det tyndslidte lagen der kradser af visne lavendelrester, og Rita søde Rita giftes skilles giftes skilles giftes skilles, diskret forgiftning, så attraktiv enke i sin bedste alder som der står på dating-app’en, og de mange villige munde bliver til gradige gab eller kedsomheds gaben, med et øje på elskovs minuttakst, en rådden ånd, tomme flasker klirrende knap så yndigt…
Og VAR det bare en 50’er-film, med dånen i den rette helts stærke arme, og en skånsom lyssætning uden tale om rynker og behåring der skriges væk, ikke ulig de skrig af fryd der er blevet bitre minder om jomfruelige orgasmer, dengang livets landevej ikke var et mudret traktorspor. Omgivet af marker der ligger brak, hvor Rita, åh Rita, til mindet om en vals der blev til endnu et hak i den forsvundne himmelsengs stolpe, dyrker sin sidste elskov, alene med sin fortid, smaskende kys i en ligegyldig marks nypløjede fure.

 

%d bloggers like this: