ET JULEEVENTYR. Afsnit 1.

SOLDAT JENSJUUUUL

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nu kan Jens så småt genkende sin hjemegn. Sognegrænsen må være lige efter vejens næste bugtning, hvor et hus ligger og et par ansigter kigger nysgerrigt ud på den vandrende. Han overvinder sin lyst til at bede om en bid brød og lidt vand, selv om ingen på denne dag ville sige nej. Jens har kun fået lidt vand fra kilder og grøfter siden han passerede Dybbøl, om det så er før eller efter dét stednavn blev historisk, og har ellers kun levet af lidt gammelt brød og en stump saltet fisk fra bunden af sin vadsæk. Og, med skam i sjælen, en håndfuld kartofler fra en kule ved en ubevogtet gård. Han har forlængst smidt geværet, hvis ikke det var et sværd; det er noget ligegyldigt historisk som navnet Dybbøl, og sætter nu sine dagsmarcher efter hak i en vandrestav: Med et snit øverst, udregnet nede i Holsten eller hvad det hed hvornår det var. Snittet som hans mål; d.24.december, juleaften, hvor han med Guds hjælp ville være hjemme igen. Et par dage med oksekærrer og endda en enkelt rigtig hestevogn, gav ham lidt tiltrængt hvile og nogle gode dobbelte hak i staven, og var en hjælp til Guds hjælpen ham hjem til jul.
Jens har vandret op gennem det meste af Europa; igennem alskens små hertugdømmer eller hvordan Europa så ud, drevet frem uden tanke på ødelagte fødder og en meget tung bagage. Ikke hans vadsæk; den er næsten tom og slidt til laser. Men de mange år med døden som skygge døgnet rundt, om det så var sult eller tørst eller de vantros djævelske dræberi, gengældt med lemlestelse i den rigtige Guds navn. Er blevet en umenneskelig tung skygge, Jens slæber på døgnet rundt, endda som er den tungest i mørke, om natten når andre skygger følger naturlovene og kun viser sig svagt ved lyset fra måne og stjerner. Skyggen er lidt svagere, lidt mindre tyngende, her nordpå, nær hjemmet, og op mod den hellige juletid, men lægger sig stadig sammen med Jens hvor han end finder ly for natten. Og bagagen tynger nok mere hans sind, men dén slags spekulationer overlod man til Gud på den tid. Da ikke mindst i et juleeventyr. Men det er billedet af hjemmet, med familien samlet om julebordet; dét driver ham og har ført ham fra de vantros mærkelige lande hele vejen over bjerge og floder, og endda med en hast så skyggen nogle dage sakker agterud. At være hjemme til jul, er hvad der hiver ham op, ranker hans ryg hver gang den er ved at synke sammen, forestillingen om hjemkomsten har vendt hans blik bort fra herberger eller tomme lader langs vejen; kun når udmattelsen tvinger ham til nogle få timers søvn, sætter han et hak i stokken og falder om lige ved vejen. Jens har været i krig, men hans march mod julen i hjemmet er næsten endnu mere ubarmhjertig: Han har kæmpet for Gud, men nu er det hjertet der driver ham. Han har tappert ført an i krigen, det har han endda på skrift, eller en medalje, eller lille pose guld; hvad man nu brugte. Hvilken krig og mod hvem eller måske et korstog, betyder mindre, ligesom andre historiske fakta. Jens har gjort sin pligt, forsvaret Gud, konge og fædreland, hvad der lige var vigtigst dengang. Nu er hans længsel, hans mål, ja selve hans tro, at træde ind i det hjem han forlod som kun en stor knægt. Nu er det en fuldskægget hærdet voksen mand, der er få mil fra sit fødested.
Det var familiens fromhed og fremmøde i kirken, der i sin tid fik præst og provst og lensmand eller lignende overtalt den fattige men gudsfrygtige familie. At give dem lov til at sende deres ældste søn ud mod de vantro eller en fjendtlig fyrste eller hvem det var, ja det var en ære ingen kunne sige nej til. Måske var det et kongeligt dekret, konsekvensen var den samme: Det ville give den lille husmandsfamilie en helt speciel status, tvangsudskrevet eller ej, og sønnen ville jo vende hjem, om det så var som helt eller martyr, ja det sidste var næsten det fornemste. Der var godt nok mange martyrer på den tid, men ikke helt nok lige fra det sogn eller under det gods; igen dét med hvor og hvornår i historien. Som altså er ligegyldigt i et rigtigt juleeventyr: Nu skal Jens nå hjem til juleaften, dét er det afgørende. Han glæder sig som det barn han var; glæder sig mere end da han fik lov at drage i krig, han forestiller sig deres forbavselse, taknemmelighed og glæde når han pludselig dukker op, han lukker øjnene et øjeblik mens han går, mærker moderens omfavnelse, lige så inderlig som da han forlod hende, og hendes hulken fulgte ham længere end man kan høre. Nu vil hun nok også græde, men af lettelse og kærlighed. Det er snart næsten helt mørkt, og snefnug begynder at falde lige som han drejer ind på vejen til hjemmet. Mørkning, fin ny sne, og d.24.december; scenen er sat til sønnens uventede hjemkomst. Nu kender han hver eneste ting omkring ham; træerne i markskellene er vokset en smule, og hullerne i markvejen har flyttet sig lidt, men ellers er det efterhånden snedækkede landskab en tro kopi af det billede han har båret på igennem årene og alle deres rædsler. Dybt i hjertet, dér hvor kærligheden er stærkest, hvor barndomslandet ligger, og nu, nu kan Jens se huset! Ganske som han har værnet om det, med lys i de små vinduer, og endda en lampe i stalden; den ene dag om året. Han hører hundens lænke rasle, men ikke den advarende bjæffen som var han en fremmed. Kan hunden virkelig huske ham? Jo, den hopper op ad ham, småpiver af genkendelsens glæde, og logrer med hele kroppen. Det sitrer helt i Jens, han føler en glæde han næsten har glemt, og ikke har mærket i de mange år. Han har svært ved ikke bare at løbe og juble højt, men vil jo overraske sin kære familie helt og aldeles. Selve juleaften! Han halvlister det sidste stykke op mod døren. Han kan ane silhouetter bag de duggede ruder, og han tager en dyb skælvende indåndning; en voksen søn har ikke tårer i øjnene.
For første gang må han bøje sig for at komme ind ad døren, og han gør det uden at banke på, for at gøre eventyret endnu mere eventyrligt.

———————————————————

Bliver det en hjerternes fest? Mødes den hjemvendte søn med hele familiens kærlighed? Er det et rigtig juleeventyr? Ender det hele i fryd og gammen? Er det ligemeget med historiske fakta og rod i Danmarks fortid? Ville det have været bedre hvis Jens var blevet martyr? Kan det stadig nås? Er Jens for ødelagt af PTSD?
Følg med i næste afsnit!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: